www.ebbemunk.dkarrowAlice i Eventyrland

Kapitel 4 - Trylleflasken og et firben

 

Det var den hvide kanin, der langsomt kom tilbage igen, men den kiggede sig ængsteligt omkring, som om den havde tabt noget. Alice hørte den mumle: "Hertuginden! Hertuginden! Åh, jeg arme skrog! Åh, jeg stakkels kanin! Hun vil lade mig henrette, lige så sikkert som to og to er fire! Hvor kan jeg dog have tabt dem - det kunne jeg sandelig godt lide at vide!" Alice forstod straks, at den ledte efter viften og de hvide handsker, og godmodig som hun var, begyndte hun også at søge efter dem. Men de var ikke til at finde nogetsteds. Alting havde forandret sig, siden dengang hun svømmede i søen, og den store sal med glasbordet og den lille dør var helt forsvundet.

Kaninen fik hurtigt øje på Alice, der gik omkring og ledte, og råbte vredt til hende: "Men - Marianne, hvad bestiller du her? Løb straks hjem og hent et par handsker og en vifte til mig! Skynd dig!" Og Alice blev så forskrækket, at hun øjeblikkelig løb den vej, kaninen pegede - og hun prøvede ikke engang at forklare den, at det var en fejltagelse ...

"Kaninen troede, jeg var stuepigen," sagde hun til sig selv, mens hun løb af sted. "Hvor vil den blive forbavset, når den opdager, hvem jeg er! Men det er nok bedst, jeg henter handskerne og viften - hvis jeg da kan finde dem!" Netop som hun sagde dette, kom hun til et sødt, lille hus. På døren sad der en blank messingplade med navnet: "H. Kanin". Hun gik ind i huset uden at banke på og skyndte sig op ad trapperne - hun var nemlig skrækkelig bange for at møde den rigtige Marianne og blive jaget bort, inden hun havde fundet viften og handskerne.

"Hvor er det dog mærkeligt," sagde Alice til sig selv, "tænk, at gå ærinder for en kanin! Næste gang bliver det vel Dina, som sender mig i byen!" Og så begyndte hun at forestille sig, hvad der ville ske, når barnepigen sagde: "Alice! Kom her ... og klæd dig på, vi skal ud og spadsere! -Jeg kommer straks! Men jeg skal lige holde øje med det her musehul, indtil Dina kommer tilbage, og passe på, at musen ikke slipper ud ... Skønt jeg tror nu ikke," fortsatte Alice, "at man ville beholde Dina, hvis den begyndte at kommandere således med folk!"

Nu var hun kommet ind i et nydeligt, lille værelse, hvor der stod et bord ved vinduet. Og der lå - som hun havde håbet - en vifte og to-tre par små, hvide handsker. Hun tog viften og et par handsker og skulle netop til at forlade værelset, da hun fik øje på en lille flaske, der stod lige ved spejlet. Denne gang var der ikke nogen seddel med påskriften: "Drik Mig", men hun tog ikke desto mindre proppen af og satte flasken for munden. "Jeg ved, at der hænder et eller andet mærkværdigt, så snart jeg spiser eller drikker noget," sagde hun til sig selv. "Nu skal vi se, hvad denne flaske kan udrette. Jeg håber da, at jeg vokser igen, for jeg er virkelig træt af at være så skrækkelig lille."

Jo, hun blev virkelig større, og det gik meget hurtigere, end hun havde ventet. Inden hun havde drukket halvdelen af det, der var i flasken, mærkede hun, at hendes hoved stødte imod loftet, og hun måtte bukke sig for ikke at brække halsen. Alice skyndte sig at sætte flasken væk og sagde til sig selv: "Det er sandelig tilstrækkeligt. Jeg vil da håbe, at jeg ikke vokser mere! Som det nu er - kan jeg jo ikke komme ud ad døren! Jeg ville ønske, jeg ikke havde drukket slet så meget!"

Men ak! - det var for sent at ønske! Hun blev ved med at vokse og vokse, og snart måtte hun knæle ned på gulvet. Men lidt efter var der ikke engang plads til det, og hun prøvede nu at lægge sig helt ned, med den ene albue mod døren og den anden under hovedet. Hun blev imidlertid ved med at vokse, og til sidst havde hun ingen anden udvej end at stikke den ene arm ud ad vinduet og foden op i skorstenen. Så sagde hun: "Nu kan jeg ikke gøre mere, hvad der end sker. Hvad skal der dog blive af mig?"

alice in rabbit's house

Til alt held for Alice var den lille trylleflaske nu holdt op med at virke, og derfor voksede hun ikke mere. Men hun lå meget ubekvemt, og da der tilsyneladende ikke var udsigt til, at hun nogen sinde kunne komme ud af værelset igen, følte hun sig temmelig ulykkelig til mode, og det var jo ikke så underligt.

"Jeg havde det meget hyggeligere hjemme," tænkte den stakkels Alice. "Der voksede jeg ikke hele tiden eller skrumpede ind; og der blev jeg ikke sendt både hid og did af mus og kaniner ... ! Jeg ville næsten ønske, at jeg ikke var hoppet ned i det kaninhul - skønt - det er jo ganske sjovt, det liv, man fører her! Jeg kunne godt lide at vide, hvad der egentlig er sket med mig! Hver gang jeg har læst et eventyr, troede jeg altid, at den slags ikke hændte i virkeligheden - og nu er jeg jo midt i et eventyr! Der burde sandelig skrives en bog om mig! Når jeg bliver stor, vil jeg selv gøre det - men jeg er jo blevet stor nu," tilføjede hun meget bedrøvet. "Der er i hvert fald ikke plads til at blive større - her ..."

"Men," tænkte Alice, "bliver jeg da aldrig ældre, end jeg er nu? Det er naturligvis rart - aldrig at blive en gammel kone - men - så skulle man jo altid læse lektier! Nej, det ville jeg alligevel ikke bryde mig om!"

"Ah, din dumrian," svarede hun sig selv. "Hvordan vil du bære dig ad med at læse lektier her? Der er jo knap nok plads til dig selv og endnu mindre til dine skolebøger!"

Og således blev hun ved med at snakke frem og tilbage om tingene og førte en hel samtale med sig selv - som om hun var to personer. Men efter nogle minutters forløb hørte hun en stemme udenfor. Så tav hun stille og gav sig til at lytte.

"Marianne! Marianne!" råbte stemmen. "Kom straks med mine handsker!" Så hørte man nogle små fødder trippe op ad trapperne ... Alice vidste, at det var kaninen, der kom for at lede efter hende, og hun skælvede, så hele huset rystede - hun havde nemlig fuldstændig glemt, at hun nu var tusind gange større end kaninen og derfor ikke behøvede at være bange for den.

Nu kom kaninen hen til døren og prøvede at åbne den. Men da døren gik indad, og Alice pressede sin albue hårdt imod den, var det ganske umuligt. Alice hørte kaninen mumle for sig selv: "Så vil jeg gå om på den anden side af huset og krybe ind gennem vinduet."

"Det bliver der nu ikke noget af!" tænkte Alice. Hun ventede, indtil det forekom hende, hun høre kaninen lige uden for vinduet - så åbnede hun pludselig hånden og greb ud i luften. Hun fik ikke fat i noget, men hun hørte et sagte skrig og en genstand, der faldt. Da der samtidig lød en klirrende lyd af glas, tænkte hun, at den måske var væltet om i en mistbænk eller sådan noget ...

hand grapping rabbit

Nu hørte hun en stemme - det var kaninens: "Peter! Peter! Hvor er du?" Og dernæst en stemme, hun ikke havde hørt før: "Jeg er her - nu kommer jeg! Graver efter æbler, Deres nåde!"

"Graver efter æbler - såh?" sagde kaninen vredt. "Kom herhen! Og hjælp mig op af det her!" (Man kunne høre på lyden, at endnu mere glas blev slået i stykker!)

"Sig mig engang, Peter ... hvad er det der i vinduet?"

"Det er minsandten en arm, Deres nåde!"

"En arm - åh, dit fjols! Har man nogen sinde set så stor en arm? Den fylder jo hele vinduet!"

"Ja, det gør den, Deres nåde, men det er nu lige godt en arm!"

"Nå ja, men den har i hvert fald ikke noget at gøre der! Gå hen og tag den væk."

Nu var der stille i lang tid. Alice kunne blot høre nogen hviske en gang imellem ...

"Det har jeg ikke megen lyst til, Deres nåde! Absolut ikke!"

"Gør som jeg siger, din kryster!"

Til sidst strakte Alice hånden ud igen og greb en gang til i luften.

Nu hørte hun to små skrig og mere glas, der gik itu. "Der må sandelig være mange mistbænke!" tænkte Alice. "Hvad mon de nu vil gøre? Hvis de kunne hale mig ud ad vinduet, ville jeg ikke have noget imod det. Jeg har minsandten ikke lyst til at blive herinde længere!"

Hun ventede et stykke tid, men der skete tilsyneladende ikke mere. Omsider hørte hun dog nogle små vognhjul komme rumlende - og lyden af en masse stemmer, der talte i munden på hinanden. "Hvor er den anden stige? -jeg har kun den ene. - Edvard tog den anden. - Edvard! Kom herhen med den! - Stil den op her i hjørnet! - Nej, bind dem først sammen - de når jo ikke engang halvvejs op! -jo, det gør de rigtignok - vær nu ikke så vanskelig! Her, Edvard, grib fat i dette reb! - Tror I, taget holder? - Pas på den sten, der er løs! - Så nu falder den ned! - Buk hovedet! (Der lød et vældigt brag.) - Hvem var det, der gjorde det? - Jeg tror nok, det var Edvard. - Hvem kan krybe ned i skorstenen? - Nej, ikke jeg! Det må du gøre! Nej, jeg vil ikke! ... Edvard må krybe derned! - Kom her, Edvard, du skal krybe ned i skorstenen, det er en ordre!"

"Nå, så Edvard skal kravle ned i skorstenen!" sagde Alice til sig selv. "Det lader til, at de læsser alting på Edvard. Jeg ville meget nødigt være i Edvards sted! Denne kamin er ikke særlig stor, men jeg tror nok, jeg kan sparke en lille smule!"

Alice trak sin fod så langt ned, som hun kunne, og ventede, til hun hørte et lille dyr skrabe og kradse inde i skorstenen, lige over hendes fod. Hun kunne ikke regne ud, hvad det var for et dyr, men hun sagde til sig selv: "Det er Edvard," - og langede et ordentligt spark ud. Så ventede hun lidt for at se, hvad der nu ville ske.

Det første, hun hørte var et helt kor af stemmer, som råbte: "Der flyver Edvard!" Så sagde kaninen:

"Grib ham - du der ved hækken!" - Nu var alt stille et øjeblik, men så begyndte en mængde stemmer at råbe i munden på hinanden: "Hold hans hoved i vejret! - Kom med noget brændevin! - Kvæl ham nu ikke! - Hvordan gik det egentlig til? Hvad var det, der skete? - Fortæl os det hele!"

there goes bill

Langt om længe hørte man en lille svag og pibende stemme. ("Det er Edvard!" tænkte Alice). "Ja, jeg ved det knap nok selv. - Nej, tak, ikke mere! Jeg har det bedre nu - men jeg er så fortumlet, at jeg ikke kan fortælle jer det - alt, hvad jeg ved, er, at jeg pludselig følte mig som en trold i en æske - og så røg jeg til vejrs som en raket!"

"Ja, det gjorde du sandelig!" sagde de andre.

"Vi må brænde huset af!" hørte man kaninen sige. Men nu råbte Alice så højt, som hun kunne: "Hvis I gør det, pudser jeg Dina på jer!"

Der blev øjeblikkelig dødsstille. "Hvad mon de nu vil foretage sig?" tænkte Alice. "Hvis de har en smule omløb i hovedet, løfter de taget af." Lidt efter begyndte de at røre på sig igen, og Alice hørte kaninen sige: "En trillebør fuld er nok - til at begynde med."

"En trillebør - hvad for noget?" tænkte Alice. Men det fik hun hurtigt at vide - for i næste sekund fløj en hel byge af småsten ind gennem vinduet, og nogle af dem ramte hende i ansigtet. "Det må jeg sætte en stopper for," sagde hun til sig selv, og dernæst råbte hun højt: "Jeg vil råde jer til ikke at gøre det igen!" Så blev der atter dødsstille.

Alice opdagede til sin forbavselse, at alle småstenene forvandlede sig til kager, da de havde ligget et stykke tid på gulvet, og nu fik hun en god ide: "Hvis jeg spiser en af de kager," tænkte hun, "sker der sikkert et eller andet med mig, og da jeg umuligt kan blive større, må jeg altså blive mindre!"

Hun spiste derfor en af kagerne og mærkede til sin store glæde, at hun straks begyndte at skrumpe ind. Så snart hun var blevet lille nok til at kunne komme gennem døren, løb hun ud af huset ... og der fandt hun en hel masse små dyr og fugle, som ventede på hende. Det stakkels lille firben, Edvard, stod i midten, støttet til to marsvin, der hældte noget i det, fra en flaske. Da Alice kom ud, styrtede de alle sammen hen mod hende, men hun løb sin vej så hurtigt, hun kunne, og lidt efter var hun i sikkerhed i en tæt skov.

"Det første, jeg må gøre," sagde Alice, da hun vandrede omkring i skoven, "er at vokse, så jeg får min sædvanlige størrelse igen. Og dernæst må jeg se at finde den dejlige have. Ja, det bliver nok det bedste."

Det lød jo meget fornuftigt alt sammen - der var blot den vanskelighed, at hun ikke havde nogen som helst anelse om, hvordan hun skulle bære sig ad. Hun kiggede sig ængsteligt omkring og - pludselig lød der en kort og arrig bjæffen lige over hendes hoved. Hun så hurtigt op.

En vældig hundehvalp kiggede ned på hende med store, runde øjne. Den rakte forsigtigt sin ene pote frem og forsøgte at røre ved hende. "Stakkels lille vovse!" sagde Alice venligt og prøvede at fløjte ad den. Men hun var samtidig bange for, at den måske var sulten, og så ville den sikkert æde hende, selv om hun var aldrig så venlig.

dog

Næsten uden at vide, hvad hun gjorde, tog hun en lille pind op fra jorden og holdt den hen foran hundehvalpen, der straks sprang højt op i luften, bjæffede af glæde og styrtede løs på pinden, som om den ville bide den i stykker. Alice gemte sig hurtigt bag en stor tidsel, for at hun ikke skulle blive væltet omkuld, men i det øjeblik, hun kom frem på den anden side af tidslen, fløj hunden løs på pinden igen og var så ivrig efter at få fat i den, at den slog en vældig kolbøtte. Alice syntes, at dette her var omtrent som at lege med en bryggerhest - hun kunne jo blive trampet ned hvert øjeblik, og derfor løb hun atter om bag ved tidslen. Hundehvalpen begyndte nu at gå løs på pinden igen - og hver gang løb den et lille stykke fremad og et langt stykke baglæns. Samtidig bjæffede den hæst. Til sidst satte den sig stønnende ned - temmelig langt fra Alice - med tungen ud af halsen og halvlukkede øjne.

Her var jo en udmærket lejlighed til at stikke af, tænkte Alice. Hun løb derfor straks af sted og standsede først, da hun var helt udmattet og for pustet ... og blot kunne høre hundehvalpen gø ganske svagt i det fjerne.

"Det var nu alligevel en sød, lille vovse!" sagde Alice og lænede sig til en smørblomst for at hvile sig lidt. "Det kunne have været morsomt at lære den nogle kunster," fortsatte hun og viftede sig med et af smørblomstens blade, "hvis - hvis jeg da havde været stor nok! Åh ja, det er sandt - jeg havde næsten glemt, at jeg må se at vokse lidt igen! Men - hvorledes skal det gå til? Jeg må vel spise eller drikke et eller andet, men spørgsmålet er: hvad?"

Ja, det var virkelig det store spørgsmål. Hvad? Alice så sig omkring og kiggede på blomsterne og græsset, men hun fandt ikke noget, hun kunne spise eller drikke - og muligvis blive større af. Ganske tæt ved hende stod en stor paddehat. Den var en lille smule større end hun selv. Da hun havde kigget under den, på begge sider af den og bag ved den, faldt det hende ind, at hun også lige så godt kunne se efter, hvad der var oven på den.

Hun stillede sig på tåspidserne og kiggede op over kanten. Og nu opdagede hun en stor, blå kålorm, der sad øverst oppe med korslagte arme. Den røg i ro og mag på en lang vandpibe og brød sig ikke det mindste om hende eller noget som helst andet.

Kapitel 5 - Kålormen giver gode råd

caterpillar

Kålormen og Alice kiggede på hinanden et stykke tid uden at sige noget. Men til sidst tog Kålormen piben ud af munden og begyndte at tale til hende med en sløv og søvnig stemme.

"Hvem er du?" spurgte kålormen.

Det var jo ikke nogen særlig opmuntrende begyndelse. Alice svarede lidt forskrækket: "Jeg - jeg ved det knap nok selv lige i øjeblikket. Jeg ved, hvem jeg var da jeg stod op i morges, men jeg tror nok, jeg er blevet forvandlet adskillige gange siden den tid."

"Hvad mener du med det?" strengt. "Forklar dig!"

"Jeg kan desværre ikke forklare mig," Alice, "jeg er nemlig ikke mig selv, forstår De."

"Nej, jeg forstår ikke noget," sagde kålormen.

"Jeg er bange for, at jeg ikke kan forklare det tydeligere," sagde Alice meget høfligt, "jeg forstår det nemlig ikke selv, men det er jo også meget forvirrende at skifte størrelse så mange gange på en og samme dag."

"Nej, det er ikke," sagde kålormen.

"Nå, det synes De måske ikke endnu sagde Alice. "Men når De bliver til en puppe - og det sker jo en skønne dag - og De dernæst forvandler Dem til en sommerfugl, tror jeg alligevel, De vil synes, det er lidt mærkeligt. Mon ikke?"

"Ikke et spor," sagde kålormen.

"Nå ja, De føler det måske anderledes," sagde Alice. "Jeg ved bare, at jeg ville synes, det var besynderligt."

"Ja, du!" sagde kålormen. "Hvem er du?"

Nu var de altså der, hvor de begyndte! Alice følte sig en lille smule irriteret over, at kålormen var så kort for hovedet. Derfor rankede hun sig og sagde meget alvorligt: "De burde først sige, hvem De er, synes jeg."

"Hvorfor det?" sagde kålormen.

Det var jo også et højst besynderligt spørgsmål! Og da Alice ikke havde noget svar på rede hånd, og kålormen åbenbart var i et meget dårligt humør, gik hun sin vej.

"Kom tilbage!" råbte kålormen efter hende. "Jeg har noget vigtigt at sige dig!"

Det lød jo lovende. Alice vendte sig derfor om og kom tilbage.

"Behersk dig!" sagde kålormen.

"Var det det hele?" sagde Alice og bekæmpede sin vrede, så godt hun kunne.

"Nej," sagde kålormen.

Alice tænkte, at hun lige så godt kunne vente, eftersom hun ikke havde andet at tage sig til, og det kunne jo da være, den havde noget vigtigt at fortælle hende. Et stykke tid pustede den røgen fra sig uden at sige noget, men til sidst tog den piben ud af munden og sagde: "Nå, så du tror, du er blevet forvandlet til en anden?"

"Ja, jeg er bange for det," sagde Alice. "Jeg kan ikke huske de ting, jeg plejer at kunne - og jeg har ikke samme størrelse i ti minutter ad gangen!"

"Hvad er det, du ikke kan huske?" spurgte kålormen.

"Åh, jeg har prøvet på at fremsige forskellige vers, men det var helt tosset alt sammen!" svarede Alice meget bedrøvet.

"Lad mig høre, om du kan sige: "Du er gammel, fa'r William,"" sagde kålormen.

Alice foldede sine hænder og begyndte:

"Du er gammel, far William," sa' knægten,
Dit hår er hvidt som den hvideste sne.
Men du står på hovedet trods dine år -
er det ikke en tosset ide?"

"Som ung," sa' hans far, "var jeg ofte nervøs,
for at hjernen røg sig en tur.
Nu siger jeg pyt, om en skrue går løs -
nu ved jeg, den ikke dur."
William on head
"Du er gammel," sa' knægten "jeg nævnte det før,
og tyk og uformeligt rund.
Og dog slår du kraftspring ind ad din dør -
hvori har nu dét sin grund?"

"Som ung," sa' den gamle og nikkede viis,
"fik jeg smag for en medicin,
der holdt mig i form for en skikkelig pris.
Vil du prøve? Recepten er din!"
William somersault
Du er gammel," sa' knægten, " din kæbe er svag,
tygger bløde ting helst - men en gås
kan du dog guffe i dig fra bryst og til bag.
Hvordan skal nu dette forstås?"

"Som ung," sa' hans far, "har jeg mangen gang haft
en drabelig dyst med din mor.
Det gav mine kæber den muskelkraft,
som endnu står i blomstrende flor."
William balancing goose
"Du er gammel," vedblev den uvorne knægt,
"så hvordan mon du, uden en glippen
kan holde en ål i ligevægt
på spidsen af næsetippen? "

"Tre svar har du fået, men munden går, "
- sa' faren - "som havde du smurt'en.
Hold nu op med dit vrøvl, ellers tror jeg, du får!
Og så bli'r du sparket på porten!"
William eel on nose

"Det var ikke rigtigt," sagde kålormen.

"Nej, jeg er bange for, at det ikke var helt rigtigt," svarede Alice forlegent. "Nogle af ordene er anderledes."

"Det var forkert fra ende til anden," sagde kålormen meget bestemt. - Og så blev der tavshed et øjeblik.

Kålormen var den første, der begyndte at tale igen.

"Hvor stor vil du være?" spurgte den.

"Ah, det er ikke så vigtigt med størrelsen," skyndte Alice sig at sige. "Det er blot ikke så rart at skifte så ofte, kan De nok forstå."

"Nej, det forstår jeg ikke," sagde kålormen. Alice svarede ikke. Hun var aldrig i sit liv blevet sagt så meget imod, og hun kunne mærke, at hun var ved at miste tålmodigheden.

"Er du tilfreds med den størrelse, du nu har?" spurgte kålormen.

"Nej, jeg vil hellere være en lille smule større, hr. kålorm, hvis De ikke har noget imod det," sagde Alice. "Det er så ynkeligt kun at være syv centimeter høj."

"Det er virkelig en meget passende højde!" sagde kålormen vredt og rejste sig op, mens den talte (den var nøjagtig syv centimeter høj).

"Men jeg er ikke vant til at være så lille," indvendte den stakkels Alice i en meget bedrøvet tone. Og hun tænkte for sig selv: "Bare dog dyrene ikke var så sårbare!"

"Du bliver nok vant til det efterhånden," sagde kålormen. Så stak den piben ind i munden og begyndte at ryge igen.

Denne gang ventede Alice tålmodigt, indtil det passede kålormen at tale. Efter en tids forløb tog den piben ud af munden, gabede et par gange og rystede sig. Så gled den ned fra paddehatten og krøb af sted i græsset, idet den sagde: "Af den ene side bliver du større, og af den anden bliver du mindre."

"Den ene side af hvad? Den anden side af hvad?" tænkte Alice.

"Af paddehatten," sagde kålormen, som om hun havde talt højt. Og i næste øjeblik var den væk. Alice stod og så tankefuldt på paddehatten et stykke tid. Hun prøvede at finde ud af, hvad der var den ene side, og hvad der var den anden. Og det var sandelig ikke let, eftersom den var helt rund. Til sidst lagde hun armene omkring paddehatten, så langt hun kunne nå, og brækkede en stump af kanten med hver hånd.

"Og hvilken er nu hvilken?" sagde hun til sig selv og tog en lille bid af det stykke, hun havde i højre hånd, for at prøve hvordan det virkede. I samme sekund fik hun et voldsomt slag under hagen - den stødte nemlig mod hendes fod!

Hun blev temmelig forskrækket over den pludselige forandring, men hun følte, at der ikke var nogen tid at spilde - hun skrumpede nemlig hurtigt ind. Derfor begyndte hun øjeblikkelig at spise af det andet stykke. Hendes hage var presset så hårdt mod foden, at hun knap nok kunne åbne munden, men det lykkedes dog til sidst, og så slugte hun en lille stump af det stykke, hun havde i venstre hånd.

.

"Ah, hvor dejligt - nu fik jeg omsider hovedet fri igen!" sagde Alice henrykt, men så opdagede hun, at hendes skuldre var sporløst forsvundne, og det gjorde hende naturligvis vældig forskrækket. Det eneste, hun kunne se, når hun kiggede ned, var en umådelig lang hals, der lignede en stængel og ragede op over et hav af grønne blade, som lå dybt under hende.

"Hvad mon alt det der grønne stads er for noget?" sagde Alice. "Og hvor er mine skuldre blevet af? Og mine stakkels hænder - hvordan kan det være, at jeg ikke kan se jer?" Hun bevægede dem, mens hun talte - men der skete blot det, at de grønne blade dernede bevægede sig en smule.

Da det åbenbart var umuligt for hende at få hænderne op til hovedet, forsøgte hun at bøje hovedet ned til dem, og hun blev meget glad, da hun opdagede, at hun med lethed kunne bøje halsen i alle retninger, nøjagtig som en slange. Det var netop lykkedes hende at dreje halsen nedad i en yndefuld bue, og hun skulle lige til at dykke ned mellem bladene (hun opdagede nu, at det blot var toppen af de træer, hun vandrede under før) - da en voldsom susen fik hende til at trække sig tilbage i en fart. En stor due var fløjet lige ind i hendes ansigt og slog hende hårdt med sine vinger.

"Slange!" skreg duen.

"Jeg er ikke nogen slange," sagde Alice forarget. "Lad mig være i fred."

"Jo, du er en slange," gentog duen, men i en roligere tone. Og den tilføjede næsten grædende: "Jeg har prøvet alt, men til ingen verdens nytte!"

"Jeg aner ikke, hvad du taler om," sagde Alice.

"Jeg har prøvet trærødderne, jeg har prøvet stranden, og jeg har prøvet hækkene," fortsatte duen uden at bryde sig om hende. "Men de slanger! Det er umuligt at gøre dem tilpas!"

Alice blev mere og mere forvirret, men hun tænkte, at det velsagtens ikke kunne nytte at sige noget, før duen var færdig.

"Som om det ikke var besværligt nok at ruge æggene ud," sagde duen. "Jeg må også holde udkig dag og nat efter de slanger! Jeg har ikke lukket et øje de sidste tre uger!"

"Jeg er virkelig ked af, at du blev forskrækket," sagde Alice, der nu begyndte at forstå, hvad det var, den mente.

"Og netop som jeg havde valgt det højeste træ i skoven!" fortsatte duen og hævede stemmen til et skrig. "Og netop som jeg troede, at nu ville jeg blive fri for dem - så kommer de dumpende ned fra himlen! Fy - din væmmelige slange!"

"Men jeg er ikke nogen slange - at du ved det!" sagde Alice. "Jeg er - jeg er en -."

"Nå, hvad er du så?" spurgte duen. "Jeg er klar over, at du vil prøve på at bilde mig noget ind."

"Jeg er - en lille pige," sagde Alice usikkert - hun tænkte nemlig på alle de mange gange, hun havde forvandlet sig i dagens løb.

"Ja, det lyder jo meget troværdigt!" sagde duen med den dybeste foragt. "Jeg har set adskillige små piger i min tid, men aldrig en eneste, der havde en sådan hals! Ah nej, du er en slange, og det kan ikke nytte noget, at du nægter det. Så vil du måske også fortælle mig, at du aldrig har smagt et æg."

"Vist har jeg det," sagde Alice, der var meget sandhedskærlig. "Små piger spiser jo også æg ligesom slangerne!"

"Det tror jeg ikke," sagde duen. "Men hvis de gør det - ja - så er de en slags slanger, så vidt jeg forstår."

Denne tanke var så ny for Alice, at hun blev helt stum et øjeblik. Og derfor sagde duen: "Du leder efter æg, det er jeg klar over - og så kan det jo være mig det samme, om du er en pige eller en slange."

"Men det er ikke mig det samme," sagde Alice hurtigt. "Og jeg leder absolut ikke efter æg, og hvis jeg gjorde det, ville jeg ikke have dine, for jeg kan ikke lide rå æg."

"Nå, så gå din vej!" sagde duen arrigt og lagde sig på reden igen. Alice dukkede sig ned mellem træerne, så godt hun kunne, men hendes hals blev hele tiden hængende i grenene, så hun ofte måtte stå stille for at få den løs igen. Lidt efter kom hun imidlertid i tanker om, at hun stadig havde et stykke af paddehatten i hver hånd, og nu begyndte hun meget forsigtigt at spise - snart af det ene stykke og snart af det andet - så hun skiftevis blev større og mindre. På den måde lykkedes det hende omsider at få sin sædvanlige størrelse.

Det var så længe siden, hun havde haft sin normale højde, at det var helt mærkeligt for hende i begyndelsen. Men hun vænnede sig hurtigt til det og begyndte så at snakke med sig selv, som hun plejede: "Ja, nu har jeg gjort halvdelen af det, jeg havde sat mig for! Hvor bliver man dog forvirret af alle disse forandringer! Jeg ved jo aldrig - i det ene øjeblik - hvad jeg er i det næste! Men nu har jeg i hvert fald den størrelse, jeg plejer at have, og så må jeg se at komme ind i den smukke have - men hvordan skal jeg bære mig ad med det?" Mens hun således gik og snakkede med sig selv, kom hun pludselig til en åben plads, hvor der lå et lille hus. Det var omtrent fem og tyve centimeter højt. "Hvem der end bor i det hus," tænkte Alice, "så går det ikke an at komme nærmere med den størrelse, jeg har nu. Jeg vil skræmme dem fra vid og sans!" Hun gav sig derfor til at gnave på det stykke, hun havde i højre hånd, og turde ikke gå hen til huset, før hun var skrumpet så meget sammen, at hun kun var tyve centimeter høj.

Kapitel 6 - Grisen hyler - næsen nyser

Hun stod lidt og kiggede på huset og overvejede, hvad hun nu skulle gøre, da en tjener i liberi pludselig kom løbende ud af skoven - hun antog ham for at være tjener, fordi han var i liberi ... hvis hun skulle have dømt ham efter ansigtet alene, ville hun have sagt, det var en fisk! Han bankede hårdt på døren med knoerne. Den blev åbnet af en anden tjener i liberi. Han havde et rundt ansigt og store øjne som - en frø! Og Alice lagde mærke til, at begge tjenerne havde et meget fint pudret - og krøllet - hår. Hun ville meget gerne vide, hvad det dog skulle betyde alt sammen, og derfor listede hun lidt nærmere for at lytte.

Fish and frog

Fiske-tjeneren tog først et stort brev frem - Ja, det var næsten lige så stort som han selv. Han havde haft det under armen, og nu rakte han det til den anden og sagde i en højtidelig tone: "Til hertuginden! En indbydelse fra dronningen til at spille kroket!" Frø-tjeneren gentog, lige så højtideligt (han byttede bare lidt om på ordene): "Fra dronningen. En indbydelse til hertuginden ... til at spille kroket!"

Så bukkede de begge to så dybt, at deres parykker filtrede sig ind i hinanden.

Alice lo hjerteligt over dette. Hun måtte derfor løbe ind i skoven igen, for at de ikke skulle høre hende. Da hun lidt efter kiggede frem, var fiske-tjeneren gået, og den anden sad på jorden lige ved siden af døren og stirrede sløvt op i luften.

Alice gik hen til døren og bankede på. Hun var lidt ængstelig ...

"Det kan ikke hjælpe noget at banke," sagde tjeneren. "Af to grunde - for det første, fordi jeg er på den samme side af døren som du - og for det andet, så laver de sådan et spektakel derinde, at intet menneske kan høre dig." Ja, der var virkelig en ganske usædvanlig støj inde i huset - en uafbrudt hylen og nysen ... nu og da lød der også et voldsomt brag, som om man slog et fad eller en gryde i stykker.

"Ja, undskyld," sagde Alice, "men hvordan skal jeg så komme derind?"

"Der ville jo være nogen mening i dit bankeri," fortsatte tjeneren uden at bryde sig om, hvad Alice sagde, "hvis vi havde døren imellem os. Hvis du, for eksempel, var indenfor, kunne du jo banke, og så kunne jeg lukke dig ud." Han sad hele tiden og stirrede op i luften, mens han talte med Alice, og det syntes hun var yderst uhøfligt. "Men han kan måske ikke gøre for det," sagde hun til sig selv, "øjnene sidder jo næsten helt oven på hovedet af ham. Men han kunne da i hvert fald svare på mine spørgsmål. - Hvordan skal jeg komme derind?" gentog hun meget højt.

"Jeg skal sidde her," sagde tjeneren, "til i morgen ..."

I det samme blev døren åbnet og en stor tallerken kom flyvende - lige i hovedet på tjeneren. Den strejfede hans næse, ramte et af de træer, der stod bag ved ham, og gik i stumper og stykker.

"... eller måske til i overmorgen," fortsatte tjeneren i samme uforstyrrede tone - som om der slet ikke var sket noget.

"Hvordan skal jeg komme derind?" spurgte Alice igen - endnu højere.

"Skal du i det hele taget derind?" sagde tjeneren. "Det er nu det første spørgsmål."

Ja, det var det uden tvivl! Men Alice kunne ikke rigtig lide, at man talte sådan til hende. "Det er virkelig skrækkeligt," mumlede hun, "som dyrene vrøvler frem og tilbage. Det er til at blive tosset af!"

Tjeneren syntes åbenbart, at han nu burde benytte lejligheden til at gentage det, han havde sagt - men med lidt andre ord. "Jeg skal sidde her," sagde han, "en gang imellem - dag ud og dag ind."

"Men hvad skal jeg gøre?" spurgte Alice.

"Hvad du vil," sagde tjeneren og begyndte at fløjte.

"Ah, det kan ikke nytte noget at tale med ham," sagde Alice fortvivlet. "Han er ikke rigtig i hovedet!" Så åbnede hun døren og gik indenfor.

Døren førte lige ind til et stort køkken, der var helt fuldt af røg. Hertuginden sad på en trebenet stol midt i køkkenet og vissede et lille barn. Kokkepigen stod bøjet over ilden og rørte i en stor gryde, der åbenbart var fuld af suppe.

"Der er vist for meget peber i den suppe!" sagde Alice for sig selv - så godt hun kunne. Hun nøs nemlig hele tiden ...

Der var bestemt for meget peber i luften! Selv hertuginden nøs en gang imellem og ungen nøs og hylede skiftevis - uden et øjebliks pause. Der var kun to levende væsener i køkkenet, som ikke nøs - det var kokkepigen og en stor kat, der sad henne ved ildstedet og grinede, så munden gik næsten fra det ene øre til det andet.

duchess

"Undskyld, men vil De ikke nok fortælle mig, hvorfor Deres kat griner sådan?" spurgte Alice lidt ængsteligt - hun var nemlig ikke rigtig sikker på, om det passede sig, at hun var den første, der sagde noget ...

"Det er en filurkat," sagde hertuginden. "Det er derfor den griner. Gris!"

Det sidste ord sagde hun så hurtigt og utålmodigt, at det gav et sæt i Alice, men hun opdagede straks, at det gjaldt barnet og ikke hende selv. Hun tog derfor mod til sig og fortsatte:

"Jeg vidste ikke, at sådanne filurkatte altid griner. Jeg vidste i det hele taget ikke, at katte kunne grine."

"Det kan alle katte," sagde hertuginden. "Og de fleste af dem gør det også ..."

"Jeg kender ikke nogen, der gør det," sagde Alice meget høfligt, hun syntes nemlig, det var hyggeligt at få en samtale i gang.

"Du kender ikke ret meget," sagde hertuginden. "Det er både vist og sandt."

Alice kunne ikke rigtig lide tonen i denne bemærkning og tænkte, at det måske var bedst at snakke om noget andet. Mens hun spekulerede over det, tog kokkepigen suppegryden af ilden og begyndte uden videre at kaste alt, hvad hun kunne nå, i hovedet på hertuginden og barnet. Først kom ildrageren - og så fulgte en hel byge af kasseroller, fade og tallerkener. Hertuginden brød sig ikke om det, selv om hun blev ramt, og ungen hylede så voldsomt i forvejen, at det var ganske umuligt at sige, om de slag, den fik, gjorde ondt eller ikke ...

"Ah, pas dog på, hvad De gør!" råbte Alice og løb forskrækket frem og tilbage. "Så, der ryger bestemt hans søde, lille næse!" udbrød hun, da en mægtig stor kasserolle fløj tæt forbi barnets næse og var lige ved at rive den af.

"Hvis enhver blot passede sit," brummede hertuginden med barsk stemme, "ville verden gå ikke så lidt hurtigere, end den gør."

"Og det ville ikke være nogen fordel," sagde Alice, der var glad over at få lejlighed til at vise, hvad hun kunne. "Tænk blot, hvor meget kludder der ville blive med nat og dag! Jorden bruger som bekendt fire og tyve timer til at dreje rundt om sin akse ..."

"Hvad?" sagde hertuginden - "Sakse? - Åh, ja, siden vi taler om sakse - tag og klip hovedet af hende!"

Alice kastede et ængsteligt blik på kokkepigen - forstod hun vinket, og havde hun i sinde at gøre, hvad hertuginden sagde? Nej, hun rørte ivrigt rundt i suppen og hørte åbenbart slet ikke efter. Alice tog derfor mod til sig og fortsatte: "Fire og tyve timer, tror jeg nok, eller er det tolv? Jeg -"

"Ah, plag mig dog ikke," sagde hertuginden. "Jeg har aldrig kunnet fordrage tal!" Og så begyndte hun at visse barnet igen, mens hun sang en slags vuggevise for det, og rystede det grundigt ved slutningen af hver linie:

"Hvis ungen nyser - varm hans kind
og vis dig rigtig streng!
Den plageånd, den drillepind,
den grimme nysedreng!"

KOR: (både kokkepigen og drengen synger med):

Vov! Vov! Vov!

Mens hertuginden sang andet vers af visen, kastede hun flere gange barnet voldsomt op i luften, og det stakkels lille kræ hylede så frygteligt, at Alice knap nok kunne høre ordene:

"Jeg varmer tit min unges kind
og bruger slemme ord
og ønsker ham, den nysepind,
der hen, hvor peberet gror!"

KOR:

Vov! Vov! Vov!

"Her - nu kan du visse ham lidt, hvis du har lyst!" sagde hertuginden til Alice og smed ungen hen til hende. "Jeg må ind og gøre mig i stand - jeg skal spille kroket med dronningen!" fortsatte hun og skyndte sig ud. Kokkepigen kastede en stegepande efter hende, men den ramte ikke.

Alice havde temmelig svært ved at holde på barnet. Det var meget besynderligt skabt og strittede med armene og benene i alle retninger - "nøjagtig som en søstjerne," tænkte Alice. Den stakkels unge larmede som en dampmaskine, da Alice tog den på skødet, og krummede sig hele tiden og strakte sig ud igen, så Alice knap nok kunne styre den i begyndelsen.

Lidt efter lidt fandt hun imidlertid ud af, hvordan hun skulle behandle ungen. Hun rullede den sammen til en lille bylt, greb fat i dens højre øre og venstre fod, så den ikke kunne rette sig ud igen, og dernæst bar hun den ud i fri luft. "Hvis jeg ikke tager barnet med mig," tænkte Alice, "slår man det sikkert ihjel en skønne dag - ville det ikke være mord at lade det blive her?" De sidste ord sagde hun højt, og den lille stakkel, der nu var holdt op med at nyse, gav et grynt fra sig. "Lad være med at grynte," sagde Alice, "det er sandelig ikke pænt at udtrykke sig på den måde!"

Ungen gryntede igen, og Alice kiggede meget ængsteligt på dens ansigt for at se, hvad der dog var i vejen med den. Der var absolut ingen tvivl om, at den havde en vældig opstoppernæse, der mere lignede en tryne end en rigtig næse. Øjnene var ganske usædvanlig små. Alice var i det hele taget ikke tilfreds med barnets udseende. "Men det hulkede måske blot," tænkte hun og kiggede på dets øjne for at se, om hun kunne opdage nogle tårer.

Nej, der var ingen tårer. "Ja, det vil jeg bare fortælle dig," sagde Alice alvorligt, "at hvis du er ved at forvandle dig til en gris, så vil jeg ikke have mere med dig at gøre. Glem ikke det!" Det arme kræ hulkede igen (eller gryntede - det var umuligt at afgøre), og så gik de videre i tavshed.

Alice and piglet

Alice var netop begyndt at spekulere på, hvad hun egentlig skulle stille op med den her lille skabning, når hun kom hjem - da ungen gryntede en gang til og så højlydt, at hun stirrede forfærdet på dens ansigt. Denne gang kunne der ikke være nogen tvivl - ungen var hverken mere eller mindre end en gris! Så det ville jo være fuldstændig tåbeligt at slæbe rundt med den længere ...

Hun satte derfor det lille dyr ned på jorden og følte sig helt let til mode, da hun så, at det ganske roligt traskede ind i skoven. "Hvis det var blevet større," sagde hun til sig selv, "ville det være blevet et forfærdelig grimt barn, men det vil jo sikkert blive en ganske køn gris ..." Og så begyndte hun at tænke på andre børn, hun kendte - mange af dem ville egne sig udmærket til at være grise, og hun gik netop og sagde til sig selv: "Hvis man blot vidste, hvordan man skulle forvandle dem ..." da hun til sin forbavselse fik øje på filurkatten, der sad oppe i et træ, ikke ret langt borte.

Katten grinede bare, da den opdagede Alice. Den så egentlig rar ud, tænkte hun, men den havde meget lange kløer og en mængde tænder, så hun var klar over, at den måtte behandles med en vis ærbødighed.

"Søde, lille filurkat," begyndte hun, meget forsigtigt - hun vidste jo nemlig slet ikke, om den kunne lide at blive tiltalt på den måde! Men katten grinede bare endnu mere.

"Nå," tænkte Alice, "foreløbig er den altså godt tilfreds." Så sagde hun: "Vil du ikke nok fortælle mig, hvilken vej jeg skal gå for at komme herfra ... ?"

Alice and the Cheshire cat Alice and the Cheshire cat

"Det afhænger jo en hel del af, hvor du vil hen," sagde katten.

"Det er mig temmelig ligegyldigt ..." sagde Alice.

"Så kan det jo også være det samme, hvilken vej du går," sagde katten.

"- bare jeg kommer et eller andet sted hen," føjede hun til som en slags forklaring.

"Åh, det gør du sikkert," sagde katten, "når bare du går tilstrækkelig langt."

Det havde den jo ret i, tænkte Alice. Hun forsøgte derfor med et andet spørgsmål: "Hvad er det for en slags mennesker, der bor her på egnen?"

"I den retning," sagde katten og pegede med højre pote, "bor en hattemager, og i den retning" - her pegede den med venstre pote - "bor en ung hare. Du kan besøge, hvem du vil - de er bindegale begge to."

"Men jeg bryder mig ikke om at være sammen med gale mennesker," sagde Alice.

"Ah, det kan du ikke undgå," sagde katten. "Her er vi tossede alle sammen. Jeg er tosset. Du er tosset."

"Hvordan ved du, at jeg er tosset?"

"Det må du være," sagde katten, "ellers var du ikke kommet her."

Alice syntes ikke, at det var noget bevis. Men hun fortsatte alligevel: "Nå - og hvordan ved du, at du selv er gal?"

"For at begynde et sted," sagde katten, "så er en hund ikke gal. Det indrømmer du vel?"

"Ja, det går jeg ud fra - hvis den ikke har mistet forstanden."

"Nå," fortsatte katten, "en hund knurrer, når den er vred og logrer med halen, når den er glad. Men jeg knurrer, når jeg er glad og vifter med halen, når jeg er vred. Altså er jeg tosset."

"Jeg kalder det at spinde, ikke at knurre," sagde Alice.

"Kald det, hvad du vil," sagde katten. "Skal du spille kroket med dronningen i dag?"

"Det ville jeg meget gerne," sagde Alice, "men jeg har endnu ikke fået nogen indbydelse."

"Du vil møde mig der," sagde katten og forsvandt.

Alice blev ikke særlig forbavset. Hun var jo efterhånden blevet vant til, at der hændte de mærkeligste ting! Mens hun stod og så på det sted, hvor katten havde siddet, var den der pludselig igen.

"For resten ... hvad blev der egentlig af barnet?" spurgte katten. "Jeg havde nær glemt at spørge dig om det."

"Det blev til en gris," svarede Alice roligt - som om katten var kommet tilbage på en naturlig måde.

"Det tænkte jeg nok," sagde katten og blev usynlig igen.

Alice blev stående et stykke tid - hun troede nemlig, hun ville få den at se igen, men den viste sig ikke, og efter et par minutters forløb begyndte hun at gå i den retning, hvor den unge hare skulle bo. "Jeg har før truffet hattemagere," sagde hun til sig selv, "og de er ikke morsomme. Haren er sikkert meget mere spændende ... og det kan jo være, at den ikke er helt så forrykt, som den har været." Da hun sagde dette, kiggede hun op - og nu sad katten igen oppe i træet.

"Sagde du gris eller ris?" spurgte katten.

"Jeg sagde gris," svarede Alice, "og det ville være dejligt, om du kunne lade være med at komme og forsvinde så pludseligt - Jeg bliver helt rundtosset af det."

"Som du vil!" svarede katten, og nu forsvandt den ganske langsomt - det første, der blev borte, var halen, og det sidste var grinet; det blev hængende i luften et stykke tid, efter at selve katten var væk ...

Chesire cat fading

"Jeg har ganske vist ofte set en kat uden grin," tænkte Alice. "Men et grin uden kat! ... noget så besynderligt har jeg da aldrig set i hele mit liv!"

Hun havde ikke gået ret længe, før hun fik øje på harens hus. Hun var klar over, at det måtte være det rigtige hus, for skorstenene lignede ører, og taget var dækket med pelsværk. Huset var så stort, at hun ikke ville gå nærmere, før hun havde spist lidt mere af det stykke paddehat, hun holdt i venstre hånd. Nu voksede hun og blev henved en halv meter høj. Men hun var alligevel en lille smule ængstelig, da hun gik op mod huset, og sagde til sig selv: "Tænk, om den nu virkelig er helt tosset! Jeg ville næsten ønske, jeg var gået hen til hattemageren i stedet for! "