www.ebbemunk.dkarrowAlice i Eventyrland

Kapitel 7 - Et tosset teselskab

 

Der var stillet et bord ud under et træ foran huset, og her var haren og hattemageren i færd med at drikke te. Midt imellem dem sad en syvsover-mus; den sov trygt, og de to andre støttede deres albuer til den og snakkede sammen hen over dens hoved. "Meget ubehageligt for syvsoveren," tænkte Alice, "men eftersom den sover, gør det vel ikke noget."

Bordet var meget stort, men de sad alle tre tæt sammen ved den ene ende. "Her er ikke plads! Her er ikke plads!" råbte de, da de så Alice nærme sig. "Der er masser af plads," sagde hun forarget og satte sig i en stor lænestol ved den anden ende af bordet.

"Vil du have lidt vin?" spurgte haren meget høfligt. Alice kastede et blik hen over bordet, men der var ikke andet end te ... "Jeg kan ikke se nogen vin!" sagde hun.

"Der er heller ikke nogen," svarede haren.

Mad Tea Party

"Så var det ikke meget høfligt af dig at byde mig på vin," sagde Alice vredt.

"Det var heller ikke meget høfligt af dig at sætte dig her, når du ikke var indbudt," sagde haren.

"Jeg vidste ikke, at det var jeres bord," sagde Alice. "Der er jo dækket til mange flere end tre."

"Dit hår trænger til at klippes," sagde hattemageren. Han havde siddet og kigget meget nysgerrigt på Alice i længere tid, og det var det første, han sagde.

"Du burde ikke komme med den slags personlige bemærkninger ... om andres udseende," sagde Alice strengt. "Det er meget uopdragent."

Hattemageren spærrede øjnene op på vid gab, da han hørte dette, men han sagde blot: "Hvilken lighed er der mellem en ravn og en skrivepult?"

"Nå, det var da vældig morsomt!" tænkte Alice. "Det er vel nok spændende, at de er begyndt at gætte gåder! - Jeg tror, jeg ved det," sagde hun højt.

"Mener du virkelig, at du tror, du kan svare på det?" spurgte haren.

"Ja, det gør jeg rigtignok!" sagde Alice.

"Så skulle du tage og sige, hvad du mener," fortsatte haren.

"Det gør jeg jo også," svarede Alice hurtigt. "I hvert fald så ... i hvert fald mener jeg, hvad jeg siger - og det er jo det samme."

"Nej, absolut ikke," sagde hattemageren. "Du kunne lige så godt sige, at "jeg ser, hvad jeg spiser," er det samme som: "jeg spiser, hvad jeg ser"!"

hatter

"Og du kunne lige så godt sige," tilføjede haren, "at "jeg kan lide, det jeg far", er det samme som: "Jeg får, hvad jeg kan lide"!"

"Og du kunne lige så godt påstå," mumlede syvsoveren, der åbenbart talte i søvne, "at "jeg trækker vejret, når jeg sover", er det samme som: "Jeg sover, når jeg trækker vejret"!"

"For dig kommer det ud på et," sagde hattemageren. Her hørte samtalen op, og selskabet sad tavs et øjeblik. Imens tænkte Alice på alt, hvad hun vidste om ravne og skrivepulte og - det var ikke ret meget.

Hattemageren var den første, der brød tavsheden. "Hvad dato er det i dag?" sagde han og vendte sig om mod Alice. Han havde taget sit ur op af lommen og kiggede uroligt på det. Nu og da rystede han det og holdt det op til øret.

Alice tænkte sig lidt om og sagde så: "Den fjerde."

"Det går to dage forkert!" sukkede hattemageren. "Jeg sagde jo til dig, at det ikke kunne nytte at komme smør i værket!" tilføjede han og så vredt på haren.

"Men det var det allerbedste smør," svarede haren spagfærdigt.

"Så må der også være kommet nogle krummer i det," mumlede hattemageren, "du skulle ikke have smurt det med brødkniven!"

Haren tog uret og kiggede søvnigt på det. Så dyppede den det i sin tekop og så på det igen, men den kunne ikke finde på noget bedre at sige end det, den allerede havde sagt: "Det var virkelig det allerbedste smør."

Alice havde - meget nysgerrigt - kastet et blik over dens skulder. "Sikke et morsomt ur!" sagde hun. "Men det viser jo datoen og ikke, hvad klokken er!"

"Hvorfor skulle det også det?" mumlede haren, "viser dit ur måske, hvilket år det er?"

"Nej, det gør det da rigtig nok ikke!" svarede Alice hurtigt, "men det er, fordi det bliver ved med at være det samme år i lang, lang tid."

"Og sådan forholder det sig netop også med mit," sagde hattemageren.

Alice var fuldstændig forvirret. Hvad skulle hun dog tro? Der var jo tilsyneladende ikke spor af mening i det, hattemageren havde sagt, men - på den anden side - der var ikke noget i vejen med de enkelte ord ... det var ikke et fremmed sprog, han talte! "Jeg forstår det ikke rigtigt ..." sagde hun så høfligt, som hun kunne.

"Nu er syvsoveren faldet i søvn igen," sagde hattemageren og hældte lidt varm te på dens næse.

Syvsoveren rystede utålmodigt på hovedet og sagde uden at åbne øjnene: "Naturligvis! Naturligvis! Det var netop det, jeg selv ville sige!"

"Har du ikke gættet gåden endnu?" sagde hattemageren og vendte sig igen om mod Alice.

"Nej, jeg giver fortabt!" svarede hun, "hvad er så løsningen?"

"Det har jeg ikke den fjerneste ide om," sagde hattemageren.

"Jeg heller ikke," sagde haren.

Alice sukkede træt. "Så synes jeg, I kunne bruge tiden til noget bedre," sagde hun, "end at spilde den på gåder, I ikke kan løse."

"Hvis du kendte tiden lige så godt, som jeg," sagde hattemageren, "ville du ikke tale om at spilde den. Tiden - det er en ham."

"Jeg forstår ikke et ord," sagde Alice.

"Nej, naturligvis ikke!" sagde hattemageren og slog hånligt med nakken. "Og jeg er aldeles sikker på, at du aldrig nogen sinde har talt med tiden!"

"Nej, måske ikke," svarede Alice forsigtigt. "Men jeg ved, at jeg undertiden fordriver tiden med at slå takt, når jeg spiller."

"Nå ja, det forklarer jo sagen!" sagde hattemageren. "Det synes han virkelig ikke om. Er det måske ikke taktløst sådan at fordrive ham? Men - hvis du blot sørger for at stå på en god fod med ham, så gør han næsten alt, hvad du vil med uret. Lad os for eksempel antage, at klokken er otte om morgenen, og du skal i skole - så behøver du kun at give tiden et lille puf, og straks går viserne rundt i en vældig fart! Klokken er halv to - værsgo, og du skal spise til middag!"

("Ja, gid det var så vel," hviskede haren for sig selv.)

"Det ville rigtignok være dejligt," sagde Alice eftertænksomt, "men så - ville jeg måske slet ikke være sulten."

"Nej, måske ikke lige straks," sagde hattemageren, "men du kunne jo lade uret stå på halv to lige så længe, du ville."

"Bærer du dig sådan ad?" spurgte Alice.

Hattemageren rystede sørgmodigt på hovedet. "Nej, desværre - ikke jeg," svarede han. "Vi kom op at skændes, her i foråret - lige før han der blev tosset (han pegede på haren med sin teske) - det var ved den store koncert, dronningen gav, og jeg skulle synge:

"Flyv, flyv, flagermus!
Hvor monstro du har dit hus?"

Du kender måske den sang?"

"Ja, jeg har hørt en, der minder om den," svarede Alice.

"Så ved du vel også," sagde hattemageren, "at den fortsætter således:

"Oppe over himlens skyer
flagrer du på eventyr.
Flyv, flyv -"

Nu rystede syvsoveren på sig og begyndte at synge i søvne:


"Flyv, flyv, flyv, flyv -",


og den blev ved så længe, at de måtte knibe den for at få den til at holde op igen.

"Nå, jeg var knap nok blevet færdig med første vers," sagde hattemageren, "før dronningen fløj op og brølede: "Han slår tiden ihjel! Han skal af med hovedet!"

"Uf - det var da forfærdeligt!" udbrød Alice.

"Og siden da," fortsatte hattemageren bedrøvet, "har han aldrig villet gøre, hvad jeg beder ham om. Nu viser uret altid seks."

Alice fik en lys ide. "Er det derfor, der står så mange tekopper på bordet?" spurgte hun.

"Ja, det er," sagde hattemageren med et suk. "Det er altid tetid, og vi har ikke tid til at vaske op mellem hver gang."

"Og så bliver I ved med at flytte rundt om bordet?" sagde Alice.

"Ja, netop," svarede hattemageren, "efterhånden som kopperne bliver brugt."

"Men hvad gør I så, når I kommer til begyndelsen igen?" spurgte Alice.

"Skulle vi ikke tage og snakke om noget andet," afbrød haren dem og gabede. "Jeg er træt af det her. Jeg foreslår, at den unge dame fortæller os en historie."

"Jeg tror desværre ikke, jeg kan nogen," sagde Alice, der blev helt forskrækket over forslaget.

"Så skal syvsoveren gøre det!" råbte de begge to. "Vågn op, syvsover!" Og så kneb de den fra begge sider på en gang.

Syvsoveren åbnede langsomt øjnene. "Jeg sov ikke," sagde den med en hæs og svag stemme, "jeg har hørt hvert eneste ord, I sagde."

"Fortæl os en historie!" sagde haren.

"Ja, gør det!" bad Alice.

"Men lad det gå i en fart!" sagde hattemageren, "ellers falder du i søvn igen, inden du bliver færdig."

"Der var engang tre små søstre," begyndte syvsoveren ivrigt. "De hed Karen, Maren og Mette, og de boede på bunden af en kilde -"

"Hvad levede de af?" spurgte Alice, der altid var meget interesseret i mad og drikke.

"De levede af sirup," sagde syvsoveren, da den havde tænkt sig lidt om.

"Nej - det kan de da umulig have gjort," sagde Alice venligt. "Så ville de jo være blevet syge."

"Det blev de også," sagde syvsoveren. "Meget syge. "

Alice prøvede at forestille sig, hvordan det ville være at føre en så besynderlig tilværelse, men det voldte hende for stort hovedbrud, og hun fortsatte derfor: "Men hvorfor boede de på bunden af en kilde?"

"Drik lidt mere te," sagde haren meget alvorligt til Alice.

"Jeg har ikke fået noget endnu," svarede Alice i en fornærmet tone, "så jeg kan ikke drikke mere."

"Du mener, at du ikke kan drikke mindre," sagde hattemageren. "Det er meget let at drikke mere end ingenting."

"Der var ingen, der spurgte dig om din mening," sagde Alice.

"Hvem er det nu, der kommer med personlige bemærkninger?" spurgte hattemageren triumferende.

Alice vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle svare. Hun tog derfor lidt te og et stykke smørrebrød og vendte sig så om mod syvsoveren og spurgte en gang til: "Hvorfor boede de på bunden af en kilde?"

Syvsoveren brugte igen et par minutter til at tænke over det, så sagde den: "Det var en sirupskilde!"

"Sådan nogle eksisterer ikke!" udbrød Alice vredt, men hattemageren og haren tyssede på hende, og syvsoveren bemærkede stødt: "Hvis du ikke kan være høflig, må du hellere selv fortælle historien færdig."

"Nej, nej, bliv bare ved!" sagde Alice. "Jeg skal ikke afbryde dig mere. Det kan jo være, at der findes en sirupskilde."

"Een, " sagde syvsoveren opbragt. "Nå, det tror du dog!" - Den indvilligede imidlertid i at fortsætte ... "Og disse tre små søstre - de skulle nu lære at øse -"

"Hvad øste de?" spurgte Alice og glemte ganske sit løfte.

"Sirup," svarede syvsoveren - og denne gang betænkte den sig ikke et øjeblik.

"Jeg vil have en ren kop," afbrød hattemageren, "lad os alle sammen flytte en plads højere op."

I det samme flyttede han sig, og syvsoveren fulgte efter. Haren kom til at sidde på syvsoverens plads, og Alice satte sig lidt modstræbende på den stol, hvor haren havde siddet. Hattemageren var den eneste, der havde nogen fordel af forandringen - Alice derimod fik det værre end før, fordi haren lige havde væltet flødekanden hen over sin tallerken.

Alice ville nødig fornærme syvsoveren igen - hun begyndte derfor meget forsigtigt: "Men det forstår jeg ikke - hvor øste de da siruppen?"

"Man kan øse vand fra en kilde," sagde hattemageren. "Jeg vil derfor formode, at man kan øse sirup ved en sirupskilde - æh, bæh!"

"Men de boede jo nede i kilden," sagde Alice til syvsoveren og lod, som om hun ikke havde hørt den sidste bemærkning.

"Ja, naturligvis," sagde syvsoveren. "Vældig langt nede var de -"

Dette svar gjorde Alice så forvirret, at hun lod syvsoveren fortsætte i nogen tid uden at afbryde den.

"De skulle lære at øse," fortsatte syvsoveren og gabede og gned sine øjne - den blev nemlig mere og mere søvnig. "Og de øste alle mulige ting, der begyndte med h-."

"Hvorfor netop med h?" spurgte Alice.

"Ja, hvorfor ikke?" sagde haren.

Alice tav.

Nu havde syvsoveren lukket øjnene og var ved at falde i søvn, men da hattemageren kneb den igen, vågnede den op med et lille skrig, og fortsatte: "- der begynder med h, såsom harehår og harelår og hareskår ... og hat og hukommelse og håndfuld og hip og hap - du ved, man siger "åh, det er hip som hap" - har du nogen sinde set en spandfuld med en hel håndfuld hip og hap?"

"Nej, ved du nu hvad," sagde Alice meget forvirret. "Jeg tror sandelig ikke -"

"Så skulle du hellere holde din mund," sagde hattemageren.

Denne grovhed var mere, end Alice kunne tåle. Hun rejste sig meget fornærmet op og gik sin vej. Syvsoveren faldt øjeblikkelig i søvn, og ingen af de andre brød sig det mindste om, at Alice gik, skønt hun så sig tilbage et par gange - hun håbede nemlig så småt, at de ville kalde på hende. Den sidste gang, hun vendte sig om, var haren og hattemageren i færd med at stoppe syvsoveren ned i tepotten.

dunking dormouse

"Så meget er sikkert og vist," sagde Alice, da hun gik gennem skoven, dér kommer jeg i hvert fald aldrig mere. Det er det mest tåbelige teselskab, jeg nogen sinde har varet med til!"

I det samme lagde hun mærke til, at der var en dør i et af træerne. "Det var da besynderligt!" tænkte hun. "Men alting er jo så mærkeligt i dag. Jeg tror næsten, jeg går derind med det samme." - Og det gjorde hun.

Nu befandt hun sig igen i den store sal, lige i nærheden af det lille glasbord. "Denne gang vil jeg bære mig klogere ad," sagde hun til sig selv. Så tog hun den lille guldnøgle og åbnede døren ud til haven. Dernæst spiste hun noget af paddehatten (hun havde gemt et stykke i sin lomme), indtil hun var omtrent fem og tyve centimeter høj. Så gik hun ned ad den lille gang, og nu - stod hun endelig i den smukke have, midt mellem de dejlige blomster og de kølige springvand.

Kapitel 8 - Dronningen spiller kroket

Der stod et stort rosentræ lige ved indgangen til haven. Roserne var hvide, men tre gartnere var ivrigt i færd med at male dem røde. Alice syntes, at det så mærkeligt ud. Hun gik derfor nærmere for at kigge på dem. I det øjeblik, hun kom hen til dem, hørte hun den ene sige: "Se dig for, femmer! Gå ikke sådan og stænk mig til med farve!"

Cards painting rosebush

"Jeg kunne ikke gøre for det," sagde femmeren i en gnaven tone. "Syveren stødte til min albue."

Nu kiggede syveren op og sagde: "Ja, det er rigtigt, femmer! Man skal altid skyde skylden på andre!"

"Du skulle såmænd hellere tage og tie stille!" sagde femmeren. "Det er ikke længere siden end i går, jeg hørte dronningen sige, at du fortjente at få kappet hovedet af!"

"Hvorfor det?" spurgte han, der først havde sagt noget.

"Det kommer da ikke dig ved, toer!" sagde syveren.

"Jo, det gør det," sagde femmeren. "Og jeg skal fortælle ham hvorfor - det var, fordi han gav kokken tulipanløg i stedet for rigtige løg."

Syveren smed penslen fra sig og havde lige netop fået sagt: "Ja, af alle de uretfærdigheder -" da han fik øje på Alice, som stod og så på dem. Han tav pludselig - de andre vendte sig også om, og så bukkede de alle tre dybt.

"Vil I ikke nok fortælle mig," sagde Alice lidt ængsteligt, "hvorfor I maler roserne?"

Femmeren og syveren sagde ikke noget, men kiggede blot på toeren, der begyndte forsigtigt og hviskende: "Jo, ser De, frøken, sagen er den - at de her roser skulle egentlig have været røde, men af en fejltagelse plantede vi en hvid rose, og hvis dronningen opdager det, mister vi alle tre hovedet. Derfor gør vi vort bedste - som De ser, frøken - inden hun kommer, for -." I dette øjeblik råbte femmeren, der meget ængstelig havde holdt udkig til alle sider: "Dronningen! Dronningen!" De tre gartnere kastede sig øjeblikkelig næsegrus ned på jorden. Nu hørte man en lyd af mange fodtrin, og Alice, der var meget nysgerrig efter at få dronningen at se, kiggede sig omkring ...

Først kom der ti soldater, som alle havde en kølle i hånden. De så ud nøjagtig som de tre gartnere -: Kroppen var aflang og flad, og deres hænder og fødder var anbragt i hjørnerne ... Så kom der ti hoffolk, som var oversåede med diamanter. De gik to og to, ligesom soldaterne. Dernæst fulgte de kongelige børn - ti i alt - og de små, søde væsener kom løbende, glade og fornøjede, med hinanden i hånden. Og de var alle sammen prydede med hjerter. Så fulgte gæsterne, hvoraf de fleste var konger og dronninger, og blandt dem genkendte Alice den hvide kanin. Den snakkede meget ivrigt og nervøs og lo ad alt, hvad der blev sagt, og gik forbi uden at lægge mærke til hende. Så kom hjerter-knægt, der bar kongens krone på en purpurrød fløjlspude, og allersidst i den fornemme procession gik Hjerter-Konge og hans dronning, Hjerter-Dame.

Alice var ikke rigtig klar over, om hun skulle kaste sig ned på jorden ligesom de tre gartnere, men hun kunne ikke mindes, at hun nogen sinde havde hørt, at det var skik og brug ved den slags processioner. "Og desuden," tænkte hun, "hvad glæde havde man af en procession, hvis alle folk kastede sig næsegrus om på jorden, så de ikke kunne se noget?" Derfor blev hun stående ganske stille - og ventede.

Da processionen var lige ud for Alice, standsede de alle sammen og så på hende. Og dronningen sagde strengt: "Hvem er det?" Hun rettede spørgsmålet til hjerter-knægt, men han bukkede blot og smilede i stedet for at svare.

"Idiot!" skreg dronningen og rystede utålmodigt på hovedet. Så vendte hun sig om mod Alice og sagde: "Hvad hedder du, mit barn?"

"Jeg hedder Alice, Deres Majestæt," svarede hun meget høfligt. Men hun tilføjede for sig selv: "Ah, det er jo bare et spil kort. Jeg behøver ikke at være bange for dem!"

"Og hvem er så det? " sagde dronningen og pegede på de tre gartnere, der lå rundt om rosentræet. De havde jo ansigtet ned mod jorden, og mønstret på deres ryg lignede nøjagtigt de andre personers - så derfor kunne hun ikke se, om det var gartnere, soldater, hoffolk eller måske tre af hendes egne børn!

"Hvor skulle jeg vide det fra?" svarede Alice - meget forbavset over sin dristighed. "Det kommer ikke mig ved."

Dronningen blev ildrød i ansigtet af raseri. Hun stirrede et øjeblik på Alice - som et vildt dyr - og råbte så: "Af med hendes hoved! Af -."

off with her head

"Å, snak!" sagde Alice så højt og bestemt, at dronningen tav.

Kongen lagde sin hånd på dronningens arm og sagde forsigtigt: "Tænk dog på, kære du, at hun kun er et barn!"

Dronningen vendte sig vredt fra ham og sagde til hjerterknægt: "Drej dem om!"

Det gjorde knægten omhyggeligt, med den ene fod.

"Rejs jer op!" råbte dronningen med skingrende stemme. De tre gartnere sprang straks op og begyndte at bukke for kongen og dronningen, for de kongelige børn og alle de andre.

"Hold op med det!" skreg dronningen. "I gør mig helt svimmel." Så vendte hun sig om mod rosentræet og sagde: "Hvad har I gjort ved det ... ?"

"Deres Majestæt," sagde toeren i en meget ydmyg tone og bøjede det ene knæ, mens han talte: "Vi har forsøgt, at -."

"Åh, nu ser jeg det!" sagde dronningen, der havde undersøgt roserne imens. "Af med deres hoveder!" Og så gik processionen videre. Men tre soldater blev dog tilbage for at halshugge de ulykkelige gartnere, der løb hen til Alice, for at hun skulle beskytte dem.

"I skal ikke halshugges!" sagde Alice og gemte dem i en stor urtepotte, der stod i nærheden. De tre soldater gik omkring og ledte efter dem et stykke tid, men så marcherede de ganske roligt bag efter de andre.

"Er hovedet blevet kappet af dem?" spurgte dronningen.

"Deres hoveder er væk, Deres Majestæt!" svarede soldaterne.

"Nå, det er godt!" råbte dronningen. "Kan du spille kroket?"

Soldaterne tav og kiggede på Alice, da spørgsmålet åbenbart var rettet til hende.

"Ja," råbte Alice.

"Kom med!" råbte dronningen. Så sluttede Alice sig til processionen og var meget spændt på, hvad der nu ville ske.

"Det er - det er et meget smukt vejr i dag!" sagde en ængstelig stemme ved siden af hende. Det var den hvide kanin, der kiggede forskrækket op på hende.

"Meget smukt!" sagde Alice. "Men hvor er hertuginden?"

"Syys, syys!" hviskede kaninen hurtigt. Den så sig ængsteligt omkring, stillede sig på tæerne, satte munden tæt hen til hendes øre og hviskede: "Hun er dømt til døden!"

"For hvad dog?" spurgte Alice.

"Synes du, det er trist? Var det det, du sagde?" spurgte kaninen.

"Nej, jeg gjorde ikke!" svarede Alice. "Det synes jeg nemlig slet ikke. Jeg sagde bare: Hvorfor dog det?"

"Hun stak dronningen en lussing!" begyndte kaninen. Alice gav sig til at le. "Syys," hviskede kaninen forskrækket. "Dronningen kunne jo høre dig! Ser du - hun kom for sent og så sagde dronningen -."

"På plads!" råbte dronningen med tordenstemme og nu begyndte folk at løbe i alle retninger, så de var lige ved at vælte hinanden omkuld. Men lidt efter var alle, hvor de skulle være, og spillet begyndte. Alice syntes, at hun aldrig i sit liv havde set en så besynderlig kroketplads. Den bestod udelukkende af ophøjede kanter og dybe furer. Kuglerne var levende pindsvin, og køllerne levende flamingoer. Og soldaterne måtte bøje sig forover og stå på hænder og fødder: - det var buerne!

Den største vanskelighed for Alice - i begyndelsen - var at styre flamingoen. Det gik let nok for hende at få dens krop klemt ind under sin arm, så benene hang ned, men hver gang hun havde fået den til at strække halsen og lige netop ville give pindsvinet et skub med flamingoens hoved, skulle den absolut bøje halsen igen og kigge hende ind i ansigtet med et så forbavset udtryk, at hun ikke kunne lade være med at briste i latter. Og når hun så endelig havde fået dens hoved ned igen og skulle til at begynde, opdagede hun til sin ærgrelse, at pindsvinet havde rullet sig ud og var ved at løbe bort. Desuden var der næsten altid en kant eller fure i vejen, hvor hun end ville sende pindsvinet hen, og da de foroverbøjede soldater hele tiden rejste sig op og spadserede omkring, blev Alice hurtigt klar over, at det var et meget vanskeligt spil.

flamingo

Alle deltagerne spillede på en gang uden at vente, til det var deres tur, og de skændtes hele tiden og sloges om pindsvinene. Det varede derfor ikke længe, før dronningen var så rasende, at hun mindst en gang i minuttet stampede i jorden og råbte: "Af med hans hoved!" eller: "Af med hendes hoved!"

Alice begyndte at blive lidt urolig. Hun havde ganske vist ikke været oppe at skændes med dronningen endnu, men hun vidste, at det kunne ske når som helst. "Og hvad skal der så blive af mig?" tænkte hun. "Man elsker åbenbart at halshugge folk her - det er egentlig mærkeligt, at der endnu er nogen i live ... !"

Hun kiggede sig omkring for at se, hvordan hun bedst kunne slippe bort uden at blive opdaget. I det samme fik hun øje på et mærkeligt syn oppe i luften. Til at begynde med kunne hun ikke begribe, hvad det var, men da hun havde iagttaget det et stykke tid, fandt hun ud af, at det var et grin, og sagde til sig selv: "Det er filurkatten - nu har jeg da nogen at snakke med."

"Hvordan har du det?" sagde katten, da der var kommet så meget af munden til syne, at den kunne tale.

Alice ventede, indtil øjnene var kommet frem, og så nikkede hun. "Det kan ikke nytte noget at snakke til den," tænkte hun, "før ørerne viser sig. Eller i hvert fald det ene." Lidt efter var hele hovedet kommet til syne, og Alice, som var henrykt over at have nogen, der ville høre på hende, satte flamingoen fra sig og begyndte at fortælle om spillet. - Katten mente åbenbart, at man kunne se tilstrækkeligt af den nu, for der kom ikke mere til syne.

"Jeg synes ikke, de spiller ordentligt," begyndte Alice i en meget bekymret tone. "Og de skændes alle sammen så frygteligt, at man ikke kan høre, hvad man selv siger - og de har åbenbart slet ingen regler, eller også er der ingen, som retter sig efter dem - og du kan ikke forestille dig, hvor forvirrende det er, at alting er levende. Ja, se nu der ... den bue, jeg skulle igennem næste gang, går nu og spadserer i den anden ende af pladsen - og for lidt siden ville jeg have krokeret dronningens pindsvin, hvis det ikke var rendt sin vej, da det så mig komme!"

"Kan du lide dronningen?" spurgte katten meget sagte.

"Nej, bestemt ikke!" svarede Alice. "Hun er så skrækkelig -." I det samme opdagede hun, at dronningen stod lige bag ved hende og lyttede. Derfor skyndte hun sig at sige: "... dygtig - hun vinder sikkert, så det er næppe ulejligheden værd at spille mere."

Dronningen smilede og gik videre.

"Hvem taler du med?" spurgte kongen, der kom hen til Alice og kiggede meget forbavset på kattens hoved.

"Det er en af mine gode venner - en filurkat," sagde Alice. "Må jeg ikke have lov til at forestille den ..."

"Jeg synes ikke rigtig om dens udseende," sagde kongen. "Men den må gerne kysse mig på hånden, hvis den vil."

"Det bryder jeg mig slet ikke om," sagde katten.

"Vær ikke næsvis," sagde kongen, "og kig ikke sådan på mig!" (Han stillede sig bag ved Alice, da han sagde det).

"En kat må godt se på en konge," sagde Alice. "Jeg har læst det i en eller anden bog, men jeg kan ikke huske hvor."

"Nej, den må væk," sagde kongen meget bestemt og råbte til dronningen, som netop gik forbi: "Ah, søde ven - kan du ikke sørge for, at den kat bliver fjernet?"

Dronningen havde kun en måde at løse alle vanskeligheder på, hvad enten de var store eller små: "Af med dens hoved!" sagde hun blot, uden så meget som at se sig om.

"Jeg vil selv hente skarpretteren," sagde kongen ivrigt og skyndte sig bort.

Alice syntes, at hun lige så godt kunne gå tilbage og se, hvordan spillet gik - men så hørte hun dronningen skrige af raseri et stykke borte. Hun havde allerede dømt tre af spillerne til døden, fordi de ikke havde passet deres tur. Alice kunne ikke rigtig lide det her ... og der var jo desuden sådan en forvirring i spillet, at hun aldrig vidste, hvornår det var hendes tur. Hun gav sig derfor til at lede efter sit pindsvin.

Hendes pindsvin var kommet op at slås med et andet pindsvin, og Alice ville straks benytte lejligheden til at krokere det ene med det andet. Men nu var hendes flamingo gået over i den modsatte side af haven, hvor den - meget ubehjælpsomt - forsøgte at flyve op i et træ.

Da det endelig lykkedes hende at fange flamingoen og bære den tilbage, var pindsvinene holdt op med at slås og - langt væk! "Men det gør ikke så meget," tænkte Alice, "for alle buerne er forsvundet fra denne side af kroketpladsen!" Hun stak derfor flamingoen ind under armen, så den ikke kunne løbe sin vej igen, og gik tilbage for at snakke lidt mere med sin ven.

Da hun kom tilbage til katten, opdagede hun til sin forbavselse, at der næsten var opløb omkring den. Skarpretteren, kongen og dronningen, der alle talte på en gang, skændtes heftigt med hinanden, mens de andre stod tavse og så meget urolige ud.

Cheshire cat

Da Alice nåede derhen, bad de hende alle tre om at afgøre striden, men eftersom de snakkede i munden på hinanden, var det ikke let for hende at forstå, hvad de egentlig sagde.

Skarpretteren påstod, at man ikke kunne hugge et hoved af, når det ikke sad fast på en krop. Han havde aldrig gjort sådan noget før, sagde han, og han havde heller ikke i sinde at gøre det, så længe han levede.

Kongen mente, at alle, der havde et hoved, også kunne halshugges ... det, skarpretteren stod og sagde, var noget forfærdeligt sludder!

Dronningen erklærede, at hvis der ikke øjeblikkelig blev gjort noget ved sagen, ville hun lade dem halshugge - alle som en! (Det var på grund af denne bemærkning, alle de omkringstående så så alvorlige og bekymrede ud!)

Det eneste, Alice kunne finde på at sige lige i øjeblikket, var: "Det er hertugindens kat, så det er vel bedst at spørge hende først."

"Hun sidder i fængsel," sagde dronningen til skarpretteren. "Hent hende!" - Skarpretteren fløj af sted som en pil.

Kattens hoved begyndte at forsvinde, i det øjeblik han gik, og da han kom tilbage med hertuginden, var det helt forsvundet. Kongen og skarpretteren løb forvirret rundt og ledte efter kattehovedet, mens det øvrige selskab vendte tilbage til kroketspillet.