www.ebbemunk.dkarrowAlice i Eventyrland

Kapitel 9 - Den forlorne skildpadde fortæller

 

"Du kan ikke tænke dig, hvor jeg er glad for at se dig igen, min egen kære pige!" sagde hertuginden. Så tog hun Alice venligt under armen og vandrede af sted med hende.

Det glædede Alice, at hertuginden var i så godt humør, og hun tænkte ved sig selv, at det måske kun var peberet, der havde gjort hende så rasende, da de mødtes i køkkenet.

"Når jeg bliver hertuginde!" sagde hun til sig selv (hendes stemme var nu ikke særlig forhåbningsfuld!), "så vil jeg slet ikke have noget peber i mit køkken. Suppe smager lige så godt uden - det er måske altid peber, der gør folk så hidsige," fortsatte hun og var henrykt over, at hun havde fundet på noget helt nyt. "Og eddike, der gør dem sure - og kamillete, der gør dem bitre - og - og bolcher og den slags, der gør børn søde. Jeg ville ønske, at de voksne vidste det, så ville de sikkert ikke være så fedtede med dem ..."

Hun havde helt glemt hertuginden på grund af disse betragtninger, og hun blev derfor en lille smule forskrækket, da hun hørte hendes stemme ganske tæt ved sit øre: "Du går og spekulerer på noget, min lille ven, så du helt glemmer at snakke. Lige i øjeblikket er jeg ikke i stand til at sige, hvad man kan lære af det, men jeg kommer nok snart i tanker om det."

Duchess

"Man lærer måske slet ikke noget ..." sagde Alice modigt.

"Syys, barn dog!" sagde hertuginden. "Man lærer noget af alting ... det gælder blot om at kunne se det!" Og nu trykkede hun sig endnu tættere ind til Alice.

Hun brød sig ikke om at have hertuginden så tæt ind på livet - for det første, fordi hun var så forfærdelig grim, og for det andet, fordi hun lige netop var så høj, at hun kunne lægge hagen på skulderen af Alice - og det var en væmmelig spids hage! Men Alice ville ikke være uhøflig, og derfor fandt hun sig i det, så godt hun kunne. "Spillet går lidt bedre nu, lader det til," sagde hun.

"Ja, det gør det," sagde hertuginden. "Og deraf kan man lære, at: - Oh, det er kærligheden, det er kærligheden, der får jorden til at dreje rundt!"

"Men der var en, som sagde," hviskede Alice, "at det sker bedst ved, at enhver passer sit!"

"Ja - men det er jo omtrent det samme!" sagde hertuginden og borede sin lille spidse hage ned i skulderen på Alice. "Og deraf lærer man," tilføjede hun, "at -: Tag vare på dine tanker, så tager ordene vare på sig selv!"

"Hvor må hun være glad ved at finde ud af, hvad man kan lære af alting!" tænkte Alice.

"Du er måske forbavset over, at jeg ikke lægger min arm omkring dig," sagde hertuginden lidt efter, "men jeg stoler ikke rigtig på din flamingo. Skal jeg gøre et forsøg?"

"Den bider vistnok," svarede Alice forsigtigt - hun var nemlig slet ikke ivrig efter, at hertuginden skulle gøre et forsøg.

"Ja, det er rigtigt," sagde hertuginden. "Både flamingoer og sennep bider. Og deraf kan man lære, at - krage søger mage."

"Men - der er jo blot det, at sennep ikke er nogen krage," sagde Alice.

"Du har ret som sædvanlig," sagde hertuginden. "Du udtrykker dig virkelig både tydeligt og klart!"

"Jeg tror nok, at sennep er en slags sten," sagde Alice.

"Ja, naturligvis," svarede hertuginden, der åbenbart var villig til at give Alice ret i alt, hvad hun sagde. "Der er en stor sennepsmine her i nærheden. Og deraf kan man lære, at -: de ting, der er mine, er ikke dine."

"Ah, nu ved jeg det!" udbrød Alice, der ikke havde lagt mærke til hertugindens sidste bemærkning. "Sennep hører til planteriget. Den ser ikke sådan ud, men den gør det alligevel."

"Jeg er fuldstændig enig med dig," sagde hertuginden, "og deraf kan man lære -: vær, hvad du vil synes at være! Eller for at udtrykke det mere ligetil -: bild dig aldrig ind at være anderledes, end hvad andre synes, at hvad du var eller kunne have været, ikke var anderledes end hvad du havde været, ville have synes dem at være anderledes."

"Jeg tror, jeg ville forstå det bedre," sagde Alice meget høfligt, "hvis jeg fik det skrevet ned. Jeg kunne vist ikke rigtig følge med, da De sagde det."

"Det er ikke noget imod, hvad jeg kunne sige, hvis jeg ville," svarede hertuginden fornøjet.

"Gør Dem endelig ikke ulejlighed med at sige noget, der er længere og mere indviklet," sagde Alice.

"Ah, tal endelig ikke om ulejlighed!" sagde hertuginden. "Jeg vil forære dig alt det, jeg hidtil har sagt!"

"Den foræring kommer hun nemt til!" tænkte Alice. "Jeg er sandelig glad for, at jeg ikke får den slags fødselsdagsgaver!" - Men det turde hun ikke sige højt.

"Tænker du nu igen?" spurgte hertuginden og borede atter sin lille, spidse hage ned i skulderen på Alice.

"Jeg har vel lov til at tænke," sagde Alice vredt, for nu begyndte hun at blive led og ked af hende.

"Ja," sagde hertuginden, "lige så meget som svin har lov til at flyve, og deraf kan man læ-"

Til stor forbavselse for Alice døde hertugindens stemme hen midt i hendes yndlingsudtryk, og den arm, der hvilede i hendes, begyndte at ryste. Alice kiggede op, og - der stod dronningen, lige foran dem, med korslagte arme og et ansigt, der var truende som en tordensky ...

"Det er smukt vejr i dag, Deres Majestæt," begyndte hertuginden meget lavmælt og forsigtigt.

"Det siger jeg dig en gang for alle," skreg dronningen og stampede i jorden, "at - enten må du eller dit hoved forsvinde - og det hurtigere end straks! Vælg selv!"

Hertuginden valgte - og var væk i løbet af et sekund.

"Lad os nu spille videre," sagde dronningen, og Alice var så forskrækket, at hun ikke turde sige et ord. Hun fulgte blot langsomt med til kroketpladsen.

De andre gæster havde benyttet sig af dronningens fraværelse - de lå og hvilede sig i skyggen. Men da de fik øje på hende, skyndte de sig at tage fat på spillet igen, og dronningen bemærkede blot, at det ville have kostet dem livet, hvis de havde tovet så meget som et sekund ...

Mens de spillede, skændte dronningen hele tiden på de andre og råbte: "Af med hans hoved!" eller: "Af med hendes hoved!" De stakler, hun dømte til døden, blev taget i forvaring af soldaterne, der altså måtte holde op med at stå som buer. Efter en halv times forløb var der derfor ikke en eneste bue tilbage, og alle deltagerne - med undtagelse af kongen, dronningen og Alice - sad i fængsel og var dømt til døden ...

Så holdt dronningen op - hun var helt forpustet! - og sagde til Alice: "Har du endnu ikke set den forlorne skildpadde?"

"Nej," sagde Alice, "og jeg ved ikke engang, hvad en forloren skildpadde er for noget."

"Det er den, man laver forloren skildpadde af," sagde dronningen.

"Jeg har hverken set eller hørt tale om nogen forloren skildpadde."

"Kom med," sagde dronningen, "så skal den fortælle dig sin historie."

Da de gik bort sammen, hørte Alice kongen sige, meget sagte, til hele selskabet: "I er benådede allesammen!" - "Nå, det var da godt!" sagde hun til sig selv - hun havde nemlig været meget ulykkelig over de mange henrettelser, dronningen havde givet ordre til.

Gryphon asleep

Lidt efter traf de en grif, der lå og sov i solskinnet. (Hvis du ikke ved, hvad en grif er for noget, så se på billedet!) "Op med dig, din dovenkrop!" sagde dronningen, "og bring straks den unge dame hen til den forlorne skildpadde, så hun kan høre dens historie. Jeg må gå tilbage og kontrollere nogle henrettelser, som jeg har givet ordre til." Så gik hun og lod Alice være alene med griffen. Hun var lidt betænkelig ved dyrets udseende, men hun tænkte, at det velsagtens var lige så sikkert for hende at være her som at følge med den vrede dronning, og derfor blev hun.

Griffen satte sig op og gned sine øjne. Så fulgte den dronningen med blikket, indtil hun var ude af syne, og nu begyndte den at kluk-le. "Hvor er det komisk," sagde griffen, delvis til sig selv og delvis til Alice.

"Hvad er komisk?" spurgte Alice.

"Hun, naturligvis," sagde griffen. "Det er noget, hun bilder sig ind - der er ingen, som bliver halshugget! Nej ... Kom med!"

"Her siger alle: kom med!" tænkte Alice, da hun langsomt fulgte efter griffen. "Man har da aldrig kommanderet sådan rundt med mig i hele mit liv!"

De var ikke gået ret langt, før de fik øje på den forlorne skildpadde. Den sad så bedrøvet og alene på en lille klippeafsats, ganske tæt ved, og da de kom nærmere, kunne Alice høre, at den sukkede, som om hjertet skulle briste. Alice syntes, det var synd for den. "Hvad er den så ked af?" spurgte hun griffen, og griffen svarede med næsten de samme ord som før: "Det er noget, den bilder sig ind - den har slet ingen sorger. Nej ... Følg med!"

Så gik de hen til den forlorne skildpadde, der kiggede på dem med store øjne, som var fulde af tårer. Men den sagde ikke noget.

"Denne her unge dame," sagde griffen, "vil så skrækkelig gerne høre din historie."

"Jeg skal fortælle hende den," sagde den forlorne skildpadde med en dyb gravrøst. "Sid ned - begge to - og sig ikke et ord, før jeg er færdig."

De satte sig ned, og ingen sagde noget i lang tid. "Jeg forstår ikke, hvordan den nogen sinde skal blive færdig, hvis den ikke begynder," tænkte Alice. Men hun ventede tålmodigt.

"Engang," sagde den forlorne skildpadde omsider med et dybt suk, "var jeg en ægte skildpadde."

Da den havde sagt disse ord fulgte der en meget lang tavshed, som kun blev afbrudt en gang imellem ved, at griffen råbte: "Hjckrrh!" ... eller ved at skildpadden sukkede dybt. Alice var lige ved at rejse sig op og sige: "Mange tak, hr., for Deres interessante historie," men hun kunne ikke lade være med at tænke, at der matte da komme mere, og derfor blev hun siddende uden at sige noget.

"Da vi var små," fortsatte omsider den forlorne skildpadde, der nu var blevet roligere, selv om den hulkede lidt nu og da, "gik vi i skole i havet! Vores lærer var en gammel skildpadde - vi kaldte ham for sildesnuden ..."

"Men hvorfor kaldte I ham det, når han ikke var nogen sild?" spurgte Alice.

"Vi kaldte ham sildesnuden, fordi vi fik på snuden, når vi kom for silde," sagde den forlorne skildpadde vredt. "Du er virkelig meget dum!"

"Du burde skamme dig over at spørge om noget, der er så indlysende," sagde griffen. Så tav de begge to igen og stirrede på den arme Alice, der var lige ved at synke i jorden af skam. Til sidst sagde griffen til den forlorne skildpadde: "Nå, kør nu løs, gamle ven, du kan da ikke være hele dagen om det ..." Så fortsatte skildpadden:

"Ja, vi gik i skole i havet, skønt du måske ikke vil tro det -"

"Det har jeg aldrig sagt!" afbrød Alice.

"Jo, det gjorde du," sagde den forlorne skildpadde.

"Hold mund!" sagde griffen, inden Alice fik tid til at svare. Den forlorne skildpadde gik videre:

"Vi fik den bedste opdragelse. Ja, vi gik endogså i skole hver dag ..."

"Det gør jeg da også," sagde Alice. "Det behøver du ikke at være så vigtig af."

"Fik du også ekstra-timer?" spurgte den forlorne skildpadde lidt ængsteligt.

"Ja," sagde Alice. "I fransk og musik."

"Og vask?" spurgte den forlorne skildpadde. "Nej, det lærte vi ikke!" sagde Alice forarget.

"Ah, så var det ikke nogen rigtig god skole, du gik i," sagde den forlorne skildpadde meget lettet. "I vores skole stod der forneden på skemaet: fransk, musik og vask - men det var ekstratimer."

"Det kunne du da ikke have særlig brug for," sagde Alice, "når du boede nede på havbunden."

"Jeg havde ikke råd til at lære det," sagde den forlorne skildpadde med et suk. "Jeg fik kun den almindelige undervisning."

"Og hvad for fag var så det?"

"Først og fremmest tæskning og rivning," svarede den forlorne skildpadde. "Og så de fire forskellige regnemåder - ambition, distraktion, nation og demission."

"Det forstår jeg ikke et ord af" sagde Alice.

Griffen løftede begge forpoterne i vejret af forbavselse. "Hvad for noget? Forstår du det ikke?" råbte den. "Så er du også en rigtig dumrian!"

Alice havde ikke mod til at stille flere spørgsmål, og derfor vendte hun sig om mod den forlorne skildpadde og sagde: "Nå, hvad lærte I så mere?"

"Jo, vi lærte cikorie," svarede den forlorne skildpadde og talte fagene på sine luffer - "både moderne cikorie og oldtidscikorie og biografi, og vi havde også drejning - læreren i drejning var en gammel havål, der kom en gang om ugen; han lærte os drejning ... efter bestemte ål og bugen af vandlarver ..."

"Hvordan foregik dog det?"

"Jeg kan ikke selv vise det," sagde den forlorne skildpadde. "Jeg er for stiv. Og griffen lærte det aldrig. "

"Jeg havde ikke tid," sagde griffen. "Jeg gik i de sproglige klasser. Det var en gammel_ krabbe, som var lærer der ..."

"Jeg har aldrig gået hos ham," sagde den forlorne skildpadde med et suk. "Han underviste i de stakkels døde sprog ... ak, ja!"

"Ja, det var så sørgeligt, det var det," sagde griffen og sukkede ligeledes. Og så gemte de begge to ansigtet i poterne.

"Og hvor mange timer havde I om dagen?" sagde Alice, der var ivrig efter at skifte samtaleemne.

"Ti timer den første dag og ni timer den næste og så fremdeles."

"Det var da en mærkelig skole!" udbrød Alice. "Men så var hver ellevte dag jo en fridag?" sagde hun, da hun havde tænkt sig lidt om.

"Ja, selvfølgelig," svarede den forlorne skildpadde. "Vi tog os den frihed at holde fri, hvis jeg må være så fri ..."

"Og hvad bestilte I så den tolvte dag?" spurgte Alice nysgerrigt.

"Så bestilte vi godt vejr til den trettende!" svarede den forlorne skildpadde.

"Nu kan det være nok med lektierne," sagde griffen i en meget bestemt tone. "Fortæl hende nu noget om jeres lege!"

Kapitel 10 - Hummer-kvadrillen

Den forlorne skildpadde sukkede dybt og tørrede sine øjne med bagsiden af den ene luffe. Så kiggede den på Alice og forsøgte at sige noget, men gråden kvalte dens stemme i lang tid ... "Det er nøjagtigt, som om den havde fået et ben i halsen," sagde griffen og begyndte at ryste skildpadden og dunke den i ryggen. Til sidst fik den forlorne skildpadde dog stemmen igen, og nu fortsatte den, mens tårerne løb ned over dens kinder:

"Du har sikkert ikke boet meget på bunden af vandet -" ("nej, det har jeg ikke," sagde Alice), "og du er måske heller aldrig nogen sinde blevet præsenteret for en hummer ..." (Alice var begyndt at sige: "Jeg har engang smagt -", men hun greb sig hurtigt i det og sagde: "Nej, aldrig" ... "så du har altså ingen anelse om, hvor vidunderligt det er at danse hummer-kvadrille?"

"Nej, det har jeg ikke," sagde Alice. "Hvad er det for en slags dans?"

"Jo," sagde griffen, "nu skal jeg forklare det. Først stiller man sig op i en lang række på strandbredden ..."

"I to rækker," råbte den forlorne skildpadde. "Sælhunde, skildpadder og så videre. Når man så har ryddet alle vandmændene bort -"

"Det tager som regel nogen tid," afbrød griffen.

"... så går man to skridt frem ..."

"Med en hummer som partner!" råbte griffen.

"Ja, selvfølgelig," sagde den forlorne skildpadde. "Går to skridt fremad og figurerer for partnerne ..."

"... skifter hummer og vender tilbage i samme orden," fortsatte griffen.

"Og så," vedblev skildpadden, "kaster man ..."

"Hummerne!" råbte griffen og hoppede højt op i luften.

"... så langt ud i vandet, som man kan ..."

"Og svømmer efter dem!" råbte griffen.

"Og slår en kolbøtte i vandet!" skreg den forlorne skildpadde og dansede vildt omkring.

"Skifter hummer igen!" hylede griffen.

"Og så ind til bredden igen og - dermed er den første tur forbi," sagde skildpadden og sænkede pludselig stemmen. Og de to dyr, der havde danset rundt som forrykte, satte sig ned igen, meget bedrøvede og tavse, og kiggede på Alice.

"Det må da være en morsom dans!" sagde Alice forsigtigt.

"Ville du bryde dig om at se lidt af den?" spurgte den forlorne skildpadde.

"Ja, meget gerne," svarede Alice.

"Lad os så prøve den første tur!" sagde den forlorne skildpadde til griffen. "Vi kan nok danse uden hummere. Hvem af os skal synge?"

"Det kan du gøre," sagde griffen. "Jeg har glemt ordene.

Så begyndte de højtideligt at danse rundt om Alice. Når de kom for tæt hen til hende, trådte de hende en gang imellem over tæerne. De viftede begge to med forpoterne for at markere takten, og den forlorne skildpadde sang, meget langsomt og sørgmodigt, denne vise:

Turtle and Gryphon singing
"Du må skynde dig lidt mere, " sa' en hvidling til en snegl.
" Vi har hvalen lige bag os, den går frem for fulde sejl.
Både skildpadder og hummere kam alle ind med glans,
og nu venter de på bredden for at byde os til dans.

Vil du, vil du ikke, eller vil du danse med?
Vil du, vil du ikke, eller vil du danse med?"

"Du kan ikke rigtig tænke dig det søde gys, det gi'r,
når de kaster os i havet - du kan tro, det er en svir!"
"Det er alt for langt, " sa' sneglen, "jeg er ingen helt til vands!"
Og den takked høfligt hvidlingen, men ønsked ingen dans.

"Vil ej, kan ej, vil ej, kan ej, vil ej danse med!
Vil ej, kan ej, vil ej, kan ej, vil ej danse med!"

"Hvad betyder dog den lange vej, " bedyrede hans ven,
"for der findes jo en anden kyst, hvor sagtens man når hen.
Er du alt for langt fra vores, gi'r den næste dig en tjans -
altså ikke blive bleg, min ven, men kom og få en dans!

Vil du, vil du ikke, eller vil du danse med?
Vil du, vil du ikke, eller vil du danse med?"

"Tak, skal I have, det var en vældig morsom dans at se på!" sagde Alice, der var glad over, at den endelig var forbi. "Og jeg kunne også godt lide den pudsige sang om hvidlingen."

Turtle and Gryphon dancing

"Ja, hvad den angår," sagde den forlorne skildpadde, "så - har du vel nok set den slags fisk?"

"Ja, jeg har ofte set dem på vort bord -" Hun tav pludselig.

"Jeg ved ikke, hvad det er for et bor, du taler om," sagde den forlorne skildpadde, "men hvis du har set dem så ofte, ved du naturligvis, hvordan de er.

"Ja, det tror jeg nok," svarede Alice eftertænksomt. "De bider sig selv i halen - og de er helt oversåede med små brødkrummer."

"Der tager du fejl," sagde den forlorne skildpadde, "- med hensyn til krummerne. De ville jo straks blive skyllet bort af vandet. Men de bider virkelig sig selv i halen, og det er, fordi -" Her gabede den forlorne skildpadde og lukkede øjnene. "Fortæl hende, hvorfor det er -," sagde den til griffen.

"Jo," sagde griffen, "det er, fordi de absolut ville danse med hummerne, og så blev de smidt ud i vandet, og så sank de dybt ned, og så bed de sig selv i halen, og så kunne de ikke slippe taget igen ... Ja, mere er der ikke."

"Tak, skal du have," sagde Alice, "det var forfærdelig morsomt. Jeg har aldrig før vidst så meget om hvidlingen."

"Jeg kan fortælle dig endnu mere, hvis du vil," sagde griffen. "Ved du, hvorfor den hedder hvidling?"

"Det har jeg aldrig tænkt over," svarede Alice. "Hvorfor gør den det?"

"Den er så villig til at gøre støvler og sko hvide," svarede griffen meget højtideligt.

Alice var fuldstændig forvirret. "Villig til at gøre støvler og sko hvide?" gentog hun i en forbavset tone.

"Nå, hvad børster du dine sko med?" spurgte griffen. "Jeg mener, hvad er det, der gør dem så blanke?"

Alice kiggede ned på sine sko og tænkte sig om et øjeblik, inden hun svarede: "De er børstede med sort ... mørkning, nej, snak! med blanksværte, tror jeg nok."

"Støvler og sko nede i vandet," sagde griffen med dyb stemme, "børstes med hvidling. Nu ved du det! - Og det er jo til både for os ..."

"Og hvad er skoene lavet af?" spurgte Alice nysgerrigt.

"Naturligvis af ålelæder og hæleflyndere," svarede griffen temmelig utålmodig. "Jeg giver ikke en reje for det, du ved!"

"Hvis jeg var en hvidling," sagde Alice, der stadig tænkte på sangen, "ville jeg have sagt til hvalen: hold dig væk, vi vil ikke have dig med!"

"Man var da nødt til at tage den med," sagde den forlorne skildpadde. "Ingen fornuftig fisk begiver sig nogen steder hen uden at træffe en hval først."

"Ikke?" sagde Alice forbavset.

"Nej, naturligvis ikke," sagde den forlorne skildpadde. "Hvis en fisk kom til mig og sagde, at den skulle rejse bort, så ville jeg sige: ja, så må du jo træffe din hval ..."

"Du mener vel: dit val'?" sagde Alice.

"Jeg mener, hvad jeg siger," sagde den forlorne skildpadde fornærmet. Og griffen tilføjede: "Nu synes jeg, vi skulle høre lidt om dine oplevelser."

"Jeg kan kun fortælle jer, hvad jeg har oplevet - siden i morges," sagde Alice en lille smule ængsteligt, "for det kan ikke nytte noget at gå helt tilbage til i går - den gang var jeg nemlig en ganske anden."

"Det må du forklare ordentligt," sagde den forlorne skildpadde.

"Nej, nej! Lad os få oplevelserne først," sagde griffen utålmodigt. "Forklaringer tager altid sådan en skrækkelig lang tid."

Og nu begyndte Alice at fortælle om alt det, hun havde oplevet, lige fra det øjeblik, da hun traf den hvide kanin første gang. Hun var en lille smule nervøs til at begynde med, fordi de to dyr rykkede så tæt hen til hende - en på hver side - og fordi de spærrede både øjnene og munden op på vid gab ... men hun blev dog modigere, efterhånden som hun fortalte. Hendes tilhørere sad fuldstændig tavse, indtil hun kom til kålormen og det digt, hun havde fremsagt for den om "far William". Da den forlorne skildpadde hørte, at ordene var blevet helt anderledes, sukkede den dybt og sagde: "Det var da højst besynderligt!"

"Alting er så mærkeligt, som det kan være," sagde griffen.

"Og ordene blev helt anderledes?" gentog den forlorne skildpadde eftertænksomt. "Jeg kunne godt lide at høre hende fremsige et eller andet nu. Sig til hende, at hun skal gøre det!" - Skildpadden så på griffen, som om den troede, at den havde noget at skulle have sagt over for Alice.

"Rejs dig og fremsig: "En dovenkrop beretted -"," sagde griffen.

"Hvor dyrene dog kommanderer med en og forlanger, at man skal læse højt!" tænkte Alice. "Det er jo nøjagtig som at gå i skole!" Hun rejste sig imidlertid op og begyndte at fremsige digtet, men hun tænkte hele tiden på hummeren, så hun vidste knap nok, hvad hun selv sagde. Derfor kom ordene til at lyde så besynderligt:

lobster
Det beretted hr. hummer om sine kår:
"Man har bagt mig for brun, Jeg må sukre mit hår!"
Som en and med sit øjenlåg lian med sin tud
pudser bælter og bånd, drejer tæerne ud.

Og når sandet er tørt, ta'r han muntert på vej
som en lærke, med hørlig foragt for hr. haj.
Men når flodbølgen kommer, og hajerne med,
træder frygtsomhed i foragtens sted. "

"Det ligner slet ikke det, jeg plejede at fremsige, da jeg var barn," sagde griffen.

"Ja, jeg har aldrig hørt det før," sagde den forlorne skildpadde. "Men det lød usædvanlig fjollet."

Alice sagde ikke noget. Hun satte sig ned og gemte ansigtet i sine hænder. "Mon noget nogen sinde bliver naturligt igen?" tænkte hun.

"Jeg ville egentlig gerne have det forklaret," sagde skildpadden.

"Hun kan ikke forklare det," sagde griffen hurtigt. "Lad os få næste vers."

"Men hvad var det med tæerne?" sagde den forlorne skildpadde stædigt "Hvordan kan man dreje tæerne ud med sin tud?"

"Det er den første position, når man danser," svarede Alice, men hun var skrækkelig fortumlet i hovedet og længtes efter at skifte samtale-emne.

"Fortsæt nu med næste vers," sagde griffen igen. "Det begynder således: jeg gik gennem haven -"

"Jeg gik gennem haven og så' på min vej
hr. ugle, hr. panter, og så en postej.
Både skorpe og fyld gik i panterens vom,
så da uglen kom til, var tallerkenen tom.
Og da alt var raseret, fik uglen, nej se!
allernådigst som skænk den resterende ske,
mens den ræbende panter med gaffel og kniv
gjorde ende på festen og - - -"

"Hvad tjener det egentlig til at fremsige alt det sludder," afbrød den forlorne skildpadde, "hvis du ikke forklarer os det efterhånden? Det der var noget af det mest forvirrede, jeg i mit liv har hørt!"

"Ja, jeg tror også, det er bedst, du holder op," sagde griffen. Og det var Alice sandelig ikke ked af!

"Skal vi prøve den næste tur i hummer-kvadrillen?" fortsatte griffen. "Eller vil du hellere have, at skildpadden synger en sang for dig?"

"Ah ja -" svarede Alice, "det var da morsomt, om den forlorne skildpadde ville være så elskværdig at synge en sang." Hun sagde det så ivrigt, at griffen bemærkede i en temmelig fornærmet tone: "Hm! Ja, om smag og behag kan man ikke diskutere! Syng "skildpadde-suppen" for hende, gamle ven!"

Den forlorne skildpadde sukkede dybt og begyndte at synge, men dens stemme blev undertiden næsten kvalt af gråd -:

"Yndige suppe, fyldig og fin,
som venter os i en varm terrin!
Sådan en mundfuld kan gøre mig glad,

yndige suppe til aftensmad,
yndige suppe til aftensmad.
Y-yndige su-uppe, y-yndige su-uppe,
y-yndige su-uppe til aftensmad,
yndige, yndige suppe!

Yndige suppe, hvem fylder sit fad
med fugl eller fisk eller dyrebrad,
når du står parat for at gøre ham glad,

y-yndige su-uppe til aftensmad,
yndige suppe til aftensmad,
yndige suppe til aftensmad.
Y-yndige su-uppe, y-yndige su-uppe,
yndige, ynDIGE SUPPE!"

"En gang til!" råbte griffen, og den forlorne skildpadde var netop begyndt at synge igen, da man hørte nogen råbe på afstand: "Retten er sat!"

"Kom!" råbte griffen. Så greb den Alice i hånden og styrtede af sted uden at bryde sig om resten af sangen.

"Hvad er det for en ret?" gispede Alice, mens hun løb. Men griffen svarede bare: kom! og løb endnu stærkere, mens nogle melankolske ord, båret af vinden, nåede deres ører med en svagere og svagere klang -.

Y-yndige su-uppe til aftensmad,
yndige, yndige suppe!"