www.ebbemunk.dkarrowAlice i Eventyrland

Kapitel 11 - Hvem stjal kagerne?

 

Da de kom, sad hjerter konge og hjerter dame på deres trone omgivet af en stor skare, der bestod af de forskelligste skabninger: - en mængde små fugle og andre dyr samt alle kortene! Hjerter knægt stod foran dem i lænker og bevogtet af to soldater. Den hvide kanin stod ved siden af kongen, med en trompet i den ene hånd og en pergamentsrulle i den anden. Midt i retssalen var der anbragt et bord - med et stort fad kager. De så' så lækre ud, at Alice blev helt sulten ved synet af dem. "Bare de dog snart ville fælde dommen," tænkte hun, "så kagerne kunne gå rundt!" Men da der åbenbart ikke var udsigt til det, begyndte hun at se sig omkring for at få tiden til at gå.

Alice havde aldrig før været i en retssal, men hun havde læst om den slags ting i bøgerne, og hun blev vældig glad, da hun opdagede, at hun vidste besked med næsten det hele ... "Det der er dommeren," sagde hun til sig selv, "for han har en stor paryk på."

Dommeren var ingen andre end - kongen selv. Og da han havde kronen oven på parykken, så han slet ikke ud til at have det rart, og det var heller ikke særlig klædeligt.

King and Queen in courtroom

"Og det der er nævningenes plads," tænkte Alice, "og de tolv væsener (hun måtte bruge ordet "væsener", fordi nogle af dem var firfoddede dyr, og nogle var fugle), må så være ... nævningene." Det sidste ord gentog hun flere gange for sig selv - hun var nemlig ikke så lidt stolt over, at hun kendte det udtryk. "Der er vist ikke ret mange piger i min alder, som ved, hvad det betyder," tænkte hun. Og det havde hun sikkert ret i!

De tolv nævninge skrev alle sammen meget ivrigt på deres tavler. "Hvad er det egentlig, de laver?" hviskede Alice til griffen. "Der kan da ikke være noget at skrive endnu - forhøret er jo ikke begyndt!"

"De skriver deres navn," hviskede griffen til svar. "De er bange for at glemme det, inden sagen er forbi."

"Sikke nogle tossehoveder!" sagde Alice forarget og med høj stemme, men hun holdt hurtigt inde, for den hvide kanin råbte: "Stille i retten!", og kongen tog sine briller på og kiggede sig ivrigt omkring for at se, hvem det var, der havde talt.

Alice kunne se, at nævningene skrev "sikke nogle tossehoveder" på deres tavler - ja, hun så det så tydeligt, som om hun stod og kiggede dem over skulderen! Hun opdagede endogså, at en af dem ikke kunne stave "tossehoved" og derfor måtte spørge sin sidemand til råds. "De tavler må sandelig komme til at se godt ud, inden det hele er forbi," tænkte Alice.

En af nævningene havde en griffel, der gav en skrigende lyd fra sig. Det kunne Alice naturligvis ikke holde ud. Hun gik derfor hele salen rundt, indtil hun stod lige bag ved ham, og det lykkedes hende snart at tage griflen fra ham. Hun gjorde det så hurtigt, at den stakkels lille nævning (det var firbenet Edvard) slet ikke kunne begribe, hvor den blev af. Og da han havde ledt forgæves efter den overalt, måtte han resten af tiden skrive med den ene finger. Men det havde han ikke megen glæde af, eftersom den ikke satte noget mærke på tavlen.

"Herold, læs anklagen op!" sagde kongen.

Så blæste den hvide kanin tre gange i sin trompet, åbnede pergamentsrullen og læste:

White Rabbit
"Hjerter dames dagværk
af kager og bagværk
tog hjerter knægt
i sin varetægt!"

"Overvej jeres kendelse!" sagde kongen til nævningene.

"Ikke endnu, ikke endnu!" afbrød kaninen hurtigt. "Der er mange ting at ordne først ..."

"Kald det første vidne ind," sagde kongen. Så blæste kaninen tre gange i sin trompet og råbte: "Første vidne!"

Det første vidne var hattemageren. Han kom ind med en tekop i den ene hånd og et stykke smørrebrød i den anden. "Deres Majestæt må undskylde," begyndte han, "- at jeg tager dette med herind, men jeg var ikke rigtig færdig med at drikke te, da man sendte bud efter mig."

Hatter in court

"Du burde have været det," sagde kongen. "Hvornår begyndte du?"

Hattemageren så på haren, der var fulgt med ham ind i retssalen, arm i arm med syvsoveren. "Jeg tror nok, det var den fjortende marts," sagde hattemageren.

"Femtende," sagde haren.

"Sekstende," tilføjede syvsoveren.

"Skriv det ned," sagde kongen til nævningene, og de skrev meget ivrigt alle de tre datoer på deres tavler, lagde tallene sammen og regnede ud, hvor mange kroner og ører det blev.

"Tag din hat af," sagde kongen til hattemageren.

"Det er ikke min hat," svarede han.

"Stjålet!" udbrød kongen og vendte sig om mod nævningene, der straks skrev det ned.

"Jeg sælger hatte," tilføjede hattemageren som en slags forklaring. "Jeg har ikke selv nogen hat. Jeg er hattemager."

Nu tog dronningen sine briller på og begyndte at stirre stift på hattemageren, der blev både bleg og urolig.

"Kom frem med din forklaring," sagde kongen, "og vær ikke nervøs, ellers lader jeg dig halshugge - og det på stedet!"

Dette syntes ikke ligefrem at opmuntre vidnet - han flyttede ustandselig fødderne, kiggede ængsteligt på dronningen og bed i sin forvirring et stort stykke af tekoppen i stedet for af smørrebrødet.

I det samme blev Alice grebet af en underlig fornemmelse, der i høj grad forvirrede hende, indtil hun forstod, hvad det var: hun begyndte at vokse igen! Først ville hun rejse sig op og forlade retssalen, men så kom hun på andre tanker og besluttede at blive - så længe der var plads til hende.

"Kunne du ikke lade være med at klemme mig sådan," sagde syvsoveren, der sad ved siden af hende. "Jeg kan næsten ikke trække vejret."

"Jeg kan ikke gøre for det," sagde Alice meget spagfærdigt. "Jeg er i færd med at vokse."

"Du har ikke lov til at gro her," sagde syvsoveren.

"Sikke noget vrøvl," sagde Alice mere dristigt, "du vokser jo også."

"Ja, men jeg vokser med en nogenlunde rimelig fart, og ikke på en så latterlig måde," sagde syvsoveren gnavent og gik over i den anden side af salen.

I al denne tid havde dronningen stirret uafbrudt på hattemageren, og i det Øjeblik, syvsoveren gik tværs gennem salen, sagde hun til en af retsbetjentene: "Bring mig fortegnelsen over sangerne ved den sidste koncert!" Og dette fik den stakkels hattemager til at skælve sådan, at skoene rystede af begge hans fødder.

"Kom så med din forklaring!" gentog kongen vredt. "Ellers lader jeg dig halshugge, hvad enten du er nervøs eller ikke."

"Jeg er en fattig mand, Deres Majestæt," begyndte hattemageren med skælvende stemme, "og jeg var ikke begyndt på min te - ikke for en uge siden eller deromkring - og så var der det med smørrebrødet, der blev så tyndt - og teen som tindrede -."

"Hvad var det, som tindrede?" spurgte kongen.

"Det begyndte med te," svarede hattemageren.

"Ja, naturligvis, begynder tindre med t," sagde kongen strengt. "Tror du, jeg er idiot? Fortsæt!"

"Jeg er en fattig mand," fortsatte hattemageren, "og næsten alting tindrede - det var bare haren, som sagde ..."

"Nej, det gjorde jeg ikke," afbrød haren ivrigt.

"Jo, du gjorde!" sagde hattemageren.

"Jeg benægter det!" sagde haren.

"Haren benægter det," sagde kongen. "Udelad det -."

"Men syvsoveren sagde i hvert fald ..." fortsatte hattemageren og vendte sig ængsteligt om for at se, hvorvidt den også ville benægte det. Men syvsoveren benægtede ikke noget, eftersom den sov trygt.

"Men hvad sagde syvsoveren egentlig?" spurgte en af nævningene.

"Det kan jeg ikke huske," sagde hattemageren.

"Du skal huske det," bemærkede kongen. "Ellers lader jeg dig halshugge."

Den ulykkelige hattemager tabte både sin kop og smørrebrødet. Dernæst faldt han på knæ. "Jeg er en sølle, fattig mand, Deres Majestæt," begyndte han.

"Du er en meget sølle taler, " sagde kongen.

Her råbte et af marsvinene "bravo!", men blev øjeblikkelig "undertrykt af retsbetjentene". (Da det her måske er lidt vanskeligt at forstå, skal jeg forklare, hvordan det gik til. De havde en stor lærredspose, der kunne lukkes med en snor. De puttede marsvinet i posen - med hovedet nedad - og så satte de sig på det og "undertrykte" det grundigt.)

"Det var morsomt at se, hvordan det egentlig går til," tænkte Alice. "Jeg har så ofte læst i aviserne, i slutningen af retsreferaterne: "Tilhørerne gav deres bifald tilkende, og det blev straks undertrykt af retsbetjentene," men jeg har aldrig forstået, hvad det egentlig betød, før nu."

"Hvis det er alt, hvad du ved om sagen, kan du gå ned ..." fortsatte kongen.

"Jeg kan ikke komme længere ned," sagde hattemageren. "Jeg står jo på gulvet."

"Så kan du sætte dig ned," sagde kongen.

Nu råbte det andet marsvin hurra og blev bragt til tavshed på samme måde.

"Nå, ja, nu slap vi da af med marsvinene!" tænkte Alice. "Så vil det sikkert gå lettere."

"Jeg ville egentlig gerne drikke min te færdig," sagde hattemageren og kiggede ængsteligt på dronningen, der var i færd med at læse fortegnelsen over sangerne.

"Du kan gå," sagde kongen. Og hattemageren styrtede ud af retssalen og gav sig ikke engang tid til at tage skoene på.

Hatter leaves

"- og hug hovedet af ham udenfor," sagde dronningen til en af retsbetjentene. Men hattemageren var langt borte, inden betjenten nåede hen til døren.

"Kald det næste vidne ind!" sagde kongen.

Det næste vidne var hertugindens kokkepige. Hun holdt peberbøssen i hånden, og Alice havde allerede gættet, hvem det var, før hun kom ind, eftersom alle de tilhørere, der stod nede ved døren, begyndte at nyse på en gang.

"Kom frem med din forklaring!" sagde kongen.

"Nej, jeg vil ikke," sagde kokkepigen.

Kongen kiggede uroligt på den hvide kanin, der hviskede: "Deres Majestæt må krydsforhøre dette vidne."

"Nå ja - må jeg det, så må jeg det!" sagde kongen og så meget ulykkelig ud. Han lagde armene over kors, rynkede øjenbrynene, indtil hans øjne var næsten helt borte, og sagde så til kokkepigen, med sin dybeste stemme: "Hvad laver man kager af?"

"Af peber - hovedsagelig," sagde kokkepigen. "Af sirup," sagde en søvnig stemme bag ved hende.

"Kvæl den syvsover," råbte dronningen. "Hug hovedet af den syvsover! Jag den syvsover ud af salen! Undertryk den! Knib den! Af med dens knurhår!"

I flere minutter herskede der vild forvirring i retssalen, indtil man omsider fik jaget syvsoveren ud. Og da der atter var blevet ro, var kokkepigen forsvundet.

"Det er ligemeget!" sagde kongen lettet. "Kald det næste vidne ind!" - Så sagde han med sagte stemme til dronningen: "Kære du, det her vidne må du virkelig krydsforhøre. Jeg har en skrækkelig hovedpine."

Alice så på den hvide kanin, da den undersøgte listen, og hun var meget nysgerrig efter at se, hvem det næste vidne var. "For endnu har de da ikke fået ret meget at vide," sagde hun til sig selv. Tænk dig derfor hendes forbavselse, da den hvide kanin ... med sin pibende stemme ... råbte navnet: "Alice!"

Kapitel 12 - Alice optræder som vidne

"Her!" råbte Alice, og i øjeblikkets forvirring glemte hun fuldstændig, hvor meget hun var vokset i løbet af de sidste minutter. Hun sprang op i en sådan fart, at hun væltede dommerskranken med kanten af sin kjole, så alle nævningene faldt ned i hovedet på tilhørerne. Og der lå de nu og sprællede! Hun kom uvilkårligt til at tænke på den skål med guldfisk, hun havde været så uheldig at vælte for en ugestid siden.

Giant Alice

"Ah, undskyld!" råbte hun meget forskrækket og begyndte at samle dem op igen, så hurtigt hun kunne - hun tænkte nemlig hele tiden på sit uheld med guldfiskene og havde ligesom på fornemmelsen, at de ville dø, hvis de ikke straks blev samlet op igen og anbragt på deres pladser.

"Forhøret kan ikke genoptages," sagde kongen meget alvorligt, "før nævningene er på deres rette pladser - allesammen, " gentog han med stærkt eftertryk og så stift på Alice.

Alice kiggede på nævningene og opdagede, at hun i sit hastværk havde sat firbenet på hovedet, og det arme, lille kræ krummede halen på en højst ynkelig måde og kunne slet ikke røre sig. Hun greb det straks og satte det rigtigt. "Det betyder sikkert ikke så meget," sagde hun til sig selv. "Jeg tror nemlig, det er ligegyldigt, hvad enten det har hovedet eller halen i vejret ..."

Så snart nævningene var kommet sig en smule efter forskrækkelsen, og man havde fundet - og afleveret - deres tavler og grifler, begyndte de meget ivrigt at skrive en redegørelse for den ulyksalige begivenhed. Den eneste, der ikke foretog sig noget, var firbenet; det var tilsyneladende så udmattet, at det kun kunne sidde og stirre op i loftet med åben mund.

"Hvad kender du til det?" sagde kongen til Alice.

"Ingenting," svarede hun.

"Absolut ingenting?" vedblev kongen. "Nej, absolut ingenting," sagde Alice.

"Det her er meget vigtigt," sagde kongen og vendte sig om mod nævningene. De skulle netop til at skrive det på deres tavler, da den hvide kanin udbrød: "Uvigtigt, mener Deres Majestæt naturligvis." Den sagde det i en meget ærbødig tone, men rynkede samtidig øjenbrynene og skar ansigt ad kongen.

"Uvigtigt, mente jeg naturligvis," sagde kongen hurtigt og fortsatte halvhøjt for sig selv: "Vigtigt - uvigtigt - vigtigt - uvigtigt -", som om han ville prøve, hvilket ord der lød bedst.

Nogle af nævningene skrev "vigtigt" og andre "uvigtigt". Alice kunne se det, for hun stod så tæt ved dem, at hun kunne kigge ned på deres tavler. "Men det gør jo ikke noget," tænkte hun.

King in court King in court

Kongen, der i nogen tid havde skrevet flittigt i sin lommebog, råbte nu: "Stille i retten!" og læste op af bogen: "Regel nummer 42. Enhver person, der er mere end en mil høj, skal forlade retssalen."

Alle kiggede på Alice.

"Jeg er ikke en mil høj," sagde Alice. "Jo, du er," sagde kongen.

"Næsten to mil," tilføjede dronningen.

"Nå ja, men jeg går ikke alligevel," sagde Alice. "Det er desuden ikke nogen rigtig regel - Deres Majestæt lavede den jo lige nu!"

"Det er den ældste regel i hele bogen," sagde kongen.

"Så burde den være nummer et," sagde Alice.

Kongen blev bleg og lukkede hurtigt bogen. "Overvej kendelsen," sagde han til nævningene med sagte og skælvende stemme.

"Der er flere vidneforklaringer endnu, med Deres Majestæts tilladelse," sagde den hvide kanin og rejste sig i en fart. "Vi har lige netop fundet dette papir."

"Hvad står der indeni?" spurgte dronningen.

"Jeg har ikke åbnet det endnu," sagde den hvide kanin, "men det lader til at være et brev, skrevet af fangen til - til en eller anden."

"Ja, det må det vel være," sagde kongen, "med mindre det er skrevet til ingen - men det er jo ikke så almindeligt."

"Hvem er det adresseret til?" spurgte en af nævningene.

"Det er slet ikke adresseret," sagde den hvide kanin. "Der er ikke skrevet noget udenpå. " Den foldede papiret ud, mens den talte, og tilføjede: "Det er i øvrigt ikke noget brev - det er vers."

"Er de skrevet med fangens håndskrift?" spurgte en anden af nævningene.

"Nej, det er de ikke," sagde den hvide kanin, "og det er det allermærkeligste." (Alle nævningene så meget betænkelige ud.)

"Han må have efterlignet en andens håndskrift." sagde kongen. (Alle nævningenes ansigter klarede op igen.)

"Undskyld, Deres Majestæt," sagde hjerter knægt, "jeg har ikke skrevet dem, og ingen kan bevise, at jeg har gjort det - for der står ikke noget navn under."

"Hvis du ikke har sat dit navn under," sagde kongen, "så gør det kun sagen værre. Du have skrevet dem i en ond hensigt - ellers havde du vel sat dit navn under som en hæderlig mand."

Her klappede alle i hænderne; det var også de første fornuftige ord, kongen havde sagt den dag. "Det beviser, at han er skyldig," sagde dronningen.

"Det beviser ingenting!" sagde Alice. "I ved jo ikke engang, hvad versene handler om!"

"Læs dem," sagde kongen.

Den hvide kanin tog sine briller på. "Hvor ønsker Deres Majestæt, jeg skal begynde?" spurgte den.

"Begynd ved begyndelsen," sagde kongen alvorligt, "og fortsæt, indtil du kommer til slutningen. Og hold så op!"

Nu læste den hvide kanin disse vers:

"De fortalte mig, du var hendes gæst,
og til ham har de omtalt mig.
Hendes vidnesbyrd om mig var allerbedst,
men svømme kunne jeg ej.

Han lod dem vide, jeg ikke kom.
(Det ved vi er sandt og vist!)
Men kræver hun svar, må jeg spørge om,
hvad der bli'r af dig tilsidst?

Jeg gav hende en, og ham gav de to,
du gav os tre eller fler.
Men først hos dig faldt de helt til ro,
og mine var de ej mer.

Hvis jeg eller hun tilfældigvis
bli'r fanget i dette net,
så kan både hun og jeg befries,
hvis ikke du ta'r det for let.

Min tanke var jo, at du, min ven,
(før hendes sygdom tog ve')
måske havde været forhindringen
mellem os - mellem ham og det.

Lad ham ikke forstå, de stod hende næst,
for dette er - mener nu jeg -
en hemmelighed, der bevares bedst
mellem os, mellem dig og mig."

"Det er noget af det vigtigste, der endnu er kommet frem i denne sag," sagde kongen og gned sig i hænderne. "Lad nu derfor nævningene ..."

"Hvis nogen af dem kan forklare det," sagde Alice (hun var vokset så meget i de sidste minutter, at hun ikke var det mindste bange for at afbryde ham), "så vil jeg give ham en præmie! Jeg tror ikke, der er gnist af mening i det."

Alle nævningene skrev på deres tavler: "Hun tror ikke, der er gnist af mening i det," men ingen af dem gjorde noget forsøg på at forklare versene.

"Hvis der ikke er nogen mening i dem," sagde kongen, "sparer det os for en masse besvær - så behøver vi jo ikke at lede efter den! Og dog!" fortsatte han, idet han bredte papiret ud på sine knæ og kiggede på det med et øje, "synes jeg, jeg kan spore nogen mening i disse vers - men svømme kunne jeg ej - du kan vel ikke svømme, kan du?" - tilføjede han og vendte sig om mod hjerter knægt.

Hjerter knægt rystede bedrøvet på hovedet. "Ser jeg sådan ud?" spurgte han. (Og det gjorde han absolut ikke, eftersom han var lavet helt og holdent af pap.) "Nej, det indrømmer jeg," sagde kongen og mumlede nogle andre verslinier for sig selv: "Det ved vi er sandt og vist - det er naturligvis nævningene - Jeg gav hende en og ham gav de to - nå, det er da klart, at det må være det, han gjorde med kagerne ..."

"Men så står der jo: Først hos dig faldt de helt til ro ... " sagde Alice.

"Ja, der er de jo!" sagde kongen triumferende og pegede på de kager, der stod på bordet. "Intet kan være tydeligere end det ... Og så kommer: Før hendes sygdom tog ve' - du har jo aldrig været syg, vel?" sagde han til dronningen.

"Aldrig!" svarede dronningen rasende og kastede samtidig et blækhus i hovedet på firbenet. Den ulykkelige, lille fyr var holdt op med at skrive på tavlen med sin finger, da den opdagede, at det ikke nyttede noget, men nu skyndte den sig at begynde igen - og brugte, så længe det varede, det blæk, der drev ned over dens ansigt.

"Så er det altså versene, der er noget sygeligt ved," sagde kongen og kiggede sig omkring i salen med et smil. Men der var dødsstille.

"Det var en morsomhed!" sagde kongen fornærmet, og nu lo de alle sammen.

"Lad nævningene overveje kendelsen," sagde kongen for omtrent tyvende gang i løbet af den dag.

"Nej, nej!" sagde dronningen. "Først dommen - så nævningenes udtalelse!"

"Sikke noget snak!" sagde Alice højt. "Hvad vil det sige - dommen først?"

"Hold mund!" sagde dronningen og blev helt ildrød i ansigtet.

"Nej, jeg vil ikke!" svarede Alice.

"Af med hendes hoved!" skreg dronningen så højt, hun kunne. Men ingen rørte sig.

"Hvem bryder sig om jer?" sagde Alice (hun havde nu fået sin sædvanlige størrelse). "I er jo bare et spil kort!"

pack of cards

Nu fløj alle kortene højt op i luften og regnede ned over hende. Hun udstødte et lille skrig - halvt af forskrækkelse og halvt af vrede. Samtidig for søgte hun at slå dem fra sig og - opdagede, at hun lå nede ved søen med hovedet i sin søsters skød ... og at søsteren forsigtigt fejede nogle visne blade bort, der var flagret ned i hendes ansigt fra træerne.

"Vågn op, kære Alice!" sagde hendes søster. "Du har sandelig sovet længe!"

"Jeg har haft sådan en mærkelig drøm!" sagde Alice og fortalte sin_ søster - så godt hun kunne huske det - alle de besynderlige ting, du lige har læst om. Da hun var færdig, kyssede søsteren hende og sagde: "Ja, det var virkelig en underlig drøm, kære Alice - men løb nu ind og drik din te, klokken er mange." Så rejste Alice sig op og løb ind, men hun tænkte hele tiden på den mærkelige drøm, hun havde haft.

Søsteren blev siddende på samme sted, da Alice var løbet ind. Hun holdt hånden under kinden, kiggede på solnedgangen og tænkte på Alice og alle hendes mærkelige oplevelser, indtil hun også begyndte at drømme på sin måde ...

Først drømte hun om den lille Alice selv - hun sad atter med de små hænder foldede i sit skød og så på hende med sine klare, levende øjne ... hun kunne høre tonefaldet i hendes stemme og se, hvordan hun slog med nakken - på sådan en pudsig måde - for at det ustyrlige hår ikke skulle falde ned i øjnene på hende - hvad det altid gjorde! - og mens hun lyttede eller syntes, hun lyttede, myldrede alle de underlige skabninger frem, som søsteren havde drømt om ...

Det suste i det høje græs ved hendes fødder, da den hvide kanin ilede forbi - den forskrækkede mus plaskede gennem det nærmeste vandløb - hun kunne høre tekopperne rasle, da haren og dens venner indtog deres endeløse måltid - og dronningens skingrende stemme, da hun dømte sine ulykkelige gæster til døden. Den lille griseunge på hertugindens skød nyste igen, mens fade og tallerkener fløj i stumper og stykker omkring den ... endnu en gang fyldtes luften af griffens skrig - firbenets griffel hvinede - marsvinene jamrede i posen - og man hørte den stakkels forlorne skildpadde hulke i det fjerne ...

Hun sad der med lukkede øjne og troede næsten, hun var i eventyrland, selv om hun godt vidste, at hun kun behøvede at åbne øjnene - så ville alt blive virkeligt igen -. Græsset suste, men det var blot vinden. Vandet krusede sig, men det var sivene, der svajede. De klirrende tekopper var fårenes ringlende bjælder, og dronningens gennemtrængende stemme var blot hyrdedrengens råb ... Og barnets nysen, griffens skrig og alle de andre mærkelige lyde var kun larmen fra bondegården, hvor man arbejdede flittigt - og det var køernes brølen - langt borte - der lød som den forlorne skildpaddes dybe suk.

Til sidst så hun for sig, hvordan hendes kære, lillesøster engang med tiden selv ville blive stor, og hvorledes hun stadig ville bevare barnets troskyldige og kærlige sind. Så ville hun samle andre små børn omkring sig, og deres øjne ville stråle af begejstring, når de hørte alle de vidunderlige historier - måske netop om eventyrlandet, som hun havde drømt om i længst forsvundne tider. Og hun ville tage del i alle deres små sorger og glæder ... leve med dem ... og mindes sin egen barndom og dens lykkelige sommerdage.