www.ebbemunk.dkarrowBag Spejlet

Bag Spejlet

og hvad Alice fandt der

af Lewis Carroll, tegninger af John Tenniel

 
 
 

Barnlil, hvis sind er fuld af drøm -
hvis klare øjne smiler!
Skønt vi er skilt af tidens strøm,
og år og dage iler,
ta'r du med sødt fortrolig ånd
mod eventyret af min hånd.

Jeg så dig aldrig, lille ven -
har aldrig hørt din latter.
Når tænker du på mig igen?
Når mindes du mig atter?
Og dog er det min bøn,
at du vil høre min fortælling nu.

Den fødtes jo en sommerdag,
som tog mit hjerte fangen -
små fine, lette åretag,
solskinnet, fuglesangen,
hvis ekko mindet lever i,
skønt tiden hvisker sit "forbi!"

Så lyt, min pige, før en streng
og myndig stemme kalder,
og du skal puttes i din seng,
skønt et par tårer falder.
Vi voksne er kun store børn,
som ta'r endnu en lille tørn.

Derude sne og vinternød
og blæstens vilde vrede.
Herinde ovnens røde glød
og glædens lune rede.
Dig holder trylleriet fast -
du ænser ikke stormens kast.

Og hvis jeg sukker lidt,
fordi jeg husker mig tilbage
til dage, der er længst forbi -
de skønne sommerdage,
så lad det ej forstyrre dig
i eventyrets drømmeleg!

link til Forord og noter

Through the Looking-Glass

Kapitel 1 - Spejlhuset

Een ting var sikkert -, at den hvide killing ikke havde haft noget med det her at gøre; det var udelukkende den sorte killings skyld! Den hvide killing var nemlig blevet vasket i ansigtet af den gamle kat det sidste kvarterstid og havde opført sig pænt imens, så den kunne ikke være skyld i ulykken.

Når Dina vaskede sine børn i ansigtet, bar den sig således ad: først trykkede den de små kræ ned mod jorden ved at lægge en pote på deres ene øre, og så gned den dem med den anden pote i hele ansigtet, imod hårene, fra snuden og opefter ... Lige i øjeblikket var den altså - som jeg fortalte - godt i gang med den hvide killing, der lå ganske stille og forsøgte at spinde - den var åbenbart klar over, at moderen mente det så godt ...

Den sorte killing var blevet vasket tidligere på eftermiddagen, og mens Alice sad helt sammenkrøbet i et hjørne af den store lænestol og snakkede med sig selv i halvsøvne, havde den leget og tumlet med et nøgle uldgarn, som Alice var i færd med at vinde op. Og killingen havde trillet frem og tilbage med det, indtil alt garnet kom i vildrede, og nu lå det - fuldstændig sammenfiltret - på tæppet foran kaminen, mens katten rendte rundt efter sin egen hale ...

"Fy, din slemme, slemme lille fyr!" sagde Alice, idet hun løftede killingen op på sit skød og gav den et flygtigt kys, for at den skulle forstå, at hun var vred på den. "Dina burde sandelig have givet dig en bedre opdragelse! Hører du det, Dina, det burde du have gjort!" fortsatte hun, mens hun så bebrejdende på den gamle kat og gjorde sin stemme så streng, som hun kunne ... Så kravlede hun op i lænestolen igen, tog killingen og garnet med sig ag begyndte at vikle det op, een gang til. Men det gik ikke særlig hurtigt, for hun snakkede hele tiden, dels med killingen og dels med sig selv. Kitty sad pænt på hendes skød og lod, som om den var meget interesseret i det, hun foretog sig. En gang imellem rakte den poten frem og rørte forsigtigt ved garnnøglet, som om den gerne ville hjælpe med - hvis den kunne.

kitten

"Ved du, hvad det er for en dag i morgen, Kitty?" begyndte Alice. "Du ville have vidst det, hvis du havde siddet oppe i vinduet sammen med mig - men det er sandt, det kunne du ikke, for Dina var jo i færd med at gøre dig fin. Jeg sad og så på drengen, der samlede kviste sammen til bålet - og der skal mange kviste til, Kitty! Det blev imidlertid så koldt, og det sneede sådan, at de måtte holde op. Men det er nu lige meget, Kitty, vi går alligevel hen ag ser på bålet i morgen."

Nu snoede Alice lidt af garnet omkring killingens hals - bare for at se, hvordan det ville tage sig ud. Det gav anledning til et heftigt slagsmål, så garnnøglet trillede ned på gulvet og viklede sig op igen, meter efter meter ...

"Ved du, Kitty," fortsatte Alice, da hun atter havde sat sig behageligt tilrette sammen med katten, "at jeg blev så vred på dig, da jeg så alle de ulykker, du havde lavet .. at jeg var lige ved at åbne vinduet og smide dig ud i sneen! Og du havde minsandten fortjent det, dit lille, søde utyske! Hvad har du at sige til dit forsvar? Nej, afbryd mig ikke!" fortsatte hun og holdt en finger i vejret. "Nu skal jeg fortælle dig, hvor mange synder du har på samvittigheden. For det første, så peb du to gange, da Dina vaskede dit ansigt i morges. Ja, det kan ikke nytte noget, at du nægter det, Kitty, for jeg hørte det selv! Hvad siger du? (Hun lod, som om kattekillingen talte til hende). Du fik hendes pote i øjet? Ja, det var virkelig din skyld - hvorfor holdt du øjnene åbne? Hvis du havde lukket dem, ville det ikke være sket. Nej, kom nu ikke med flere undskyldninger, men hør på mig! For det andet: du trak Snehvide i halen, lige netop i det øjeblik, da jeg havde sat mælkeskålen foran den! Var du tørstig - sagde du det? Hvordan kunne du vide, at den ikke også var tørstig? Og for det tredie: du viklede hele garnnøglet op, da jeg vendte ryggen til!

Det er altså tre synder, du har begået, Kitty, og du er ikke blevet straffet for nogen af dem. Du ved, at jeg gemmer alle dine straffe til på onsdag otte dage. Tænk, hvis de voksne sparede alle mine straffe sammen!" fortsatte hun. (Denne bemærkning var dog mere møntet på hende selv end på killingen.) "Hvad ville de så gøre ved mig, når året var forbi? Jeg ville sikkert blive sat i fængsel, til den tid. Eller - lad mig nu engang se - hvis hver enkelt straf bestod i ... at jeg skulle undvære middagsmad - så måtte jeg pludselig give afkald på halvtreds middage, når den ulyksalige dag kom ... Nå, det var nu ikke så slemt! Jeg ville meget hellere give afkald på dem end at være nødt til at spise dem, fordi man tvang mig til det!

Hører du, hvordan sneen slår mod vinduesruderne, Kitty? Det er en yndig, blød lyd, ikke? Det er nøjagtig, som om nogen kyssede hele ruden derude. Mon sneen elsker træerne og markerne, eftersom den kysser dem så blidt? Og så dækker den dem med et hvidt tæppe, så de får det lunt og godt ... og så siger den måske: Sov nu, kære børn, til det bliver sommer igen. - Og når de så vågner, og det er blevet sommer, klæder de sig allesammen i grønt og danser omkring - hver gang vinden blæser - åh, hvor er det yndigt!" udbrød Alice og gav slip på garnnøglet for at klappe i hænderne. "Jeg ville ønske, at det var sandt! Jeg er sikker på, at skovene ser søvnige ud om efteråret, når bladene begynder at blive gule.

kitten

Kitty, kan du spille skak? Nej, lad være med at le, lille ven, det er alvorligt ment. Da vi spillede for lidt siden, kiggede du jo på os, som om du forstod det hele, og da jeg sagde: "Skak!" begyndte du at spinde! Ja, det var virkelig et fornøjeligt parti, Kitty, og jeg ville sikkert have vundet, hvis den fjollede springer ikke var rendt ind mellem mine brikker. Kære Kitty, nu lader vi, som om -." jeg ville ønske, jeg nu kunne fortælle dig bare halvdelen af det, Alice plejede at sige, når hun begyndte med sit yndlingsudtryk: "Nu lader vi, som om -." Så sent som i går havde hun haft en lang diskussion med sin søster - Alice havde nemlig sagt: "Nu lader vi, som om vi er konger og dronninger." Men så havde hendes søster, der altid var så nøjeregnende, erklæret, at det var ganske umuligt, eftersom de kun var to, og til sidst havde Alice været nødt til at sige: "Nå, så kan du være een af dem - og jeg alle de andre." Og engang havde hun gjort sin gamle barnepige alvorligt forskrækket ved pludselig at råbe ind i øret på hende: "Nu lader vi, som om jeg er en sulten hyæne, og du er et ben!"

Men nu kommer vi vist for langt bort fra det, Alice sagde til kattekillingen: "Nu lader vi, som om du er den røde dronning, Kitty!" fortsatte hun. "Ved du - jeg tror, du ville komme til at ligne hende fuldstændig, hvis du satte dig op og lagde armene over kors. Prøv engang, så er du rar!" Alice tag den røde dronning på bordet og anbragte hende foran kattekillingen - for at den skulle gøre nøjagtig som hun. Det lykkedes imidlertid ikke særlig godt, og det skyldtes hovedsagelig - sagde Alice - at katten ikke ville holde sine arme rigtigt. For at straffe den løftede Alice den op foran spejlet, så den kunne se, hvor styg den var. "Og hvis du ikke straks bliver sød igen," tilføjede hun, "så sætter jeg dig ind i spejlhuset. Hvad siger du til det?

mirror

Og hvis du nu bare ville høre efter, Kitty, og ikke snakke så meget, ville jeg fortælle dig, hvad jeg mener om spejlhuset. For det første: det værelse, du kan se i spejlet - det er nøjagtig det samme som vores dagligstue ... der er blot den forskel, at alting er bagvendt. Jeg kan se hele stuen, hvis jeg klatrer op på en stol - ja, det altsammen undtagen et lille stykke bag ved kaminen. Åh, hvor ville jeg ønske, at jeg også kunne se det! Jeg kunne sandelig godt lide at vide, om de også tænder ild i kaminen om vinteren ... derinde i spejlet. Man kan jo aldrig vide - det vil sige, når vores kamin ryger, så kommer der også røg i stuen derinde - men det er måske bare for at narre os og få os til at tro, at de også har ild i kaminen. Og bøgerne ligner ganske vores bøger, selv om ordene går den forkerte vej. Det ved jeg, for jeg har holdt en af vore bøger op foran pc spejlet, og så holdt de også en bog op derinde i den stue.

"Hvad ville du sige til at bo i spejlhuset, Kitty? Mon de ville give dig mælk derinde? Det er måske ikke så rart at drikke spejl-mælk - men, Kitty, nu skal vi snakke om, hvordan vi kommer derind. Du kan se et ganske lille-bitte stykke af vejen til spejlhuset, hvis du åbner døren ind til vores dagligstue på vid gab. Vejen ligner nøjagtig vores egen korridor - så langt som man kan se - men det kan jo være, at den alligevel er helt anderledes på den anden side! Tænk, Kitty, hvor ville det være morsomt, hvis vi kunne komme ind i spejlhuset! jeg er sikker på, at der findes mange vidunderlige ting derinde! Nu lader vi, som om vi kan komme derind, på en eller anden måde, Kitty. Nu lader vi, som om glasset er blevet et blødt slør, så vi kan smutte igennem det. Ja, se, nu er det ved at forvandle sig til en slags tåge, så nu er det let at komme derind ..." Mens hun sagde dette, var hun kravlet op på kaminhylden - skønt hun knap nok vidste, hvordan det egentlig var gået til. Og spejlet var virkelig begyndt at opløses, så det så ud som en sølvklar tåge.

I næste øjeblik kravlede Alice ind gennem spejlet og sprang - uden mindste besvær - ind i spejlstuen. Det første, hun gjorde, var at se efter, om der var ild i kaminen, og hun blev vældig glad, da hun opdagede, at der virkelig var tændt op, og at ilden brændte lige så lystigt som i det værelse, hun havde forladt. "Så behøver jeg heller ikke at fryse her," tænkte Alice, "ja, jeg får det sikkert meget varmere, for her er der ingen, som jager mig væk fra ilden. Åh, hvor bliver det morsomt, når de ser mig herinde i spejlet og ikke kan få fat i mig!"

Så begyndte hun at se sig omkring og opdagede, at alt det, hun kunne se af den gamle stue, var ganske almindeligt og uinteressant, men at det øvrige var helt - helt anderledes. De billeder, der hang på væggen ved siden af kaminen f. eks. - de så ud, som om de var levende allesammen, og uret på kamin-hylden (du ved nok, at man kun kan se bagsiden af det i spejlet) - lignede en gammel mand i ansigtet og grinede til hende.

"Man holder ikke den her stue så pænt som den anden," tænkte Alice, da hun opdagede, at flere af skakbrikkerne lå i asken ... derinde i kaminen. Men i næste øjeblik udstødte hun et lille skrig af forbavselse og lagde sig på knæ for bedre at kunne se dem. Skakbrikkerne spadserede jo omkring, to og to!

chess

"Her er den røde konge og den røde dronning," sagde Alice (hun hviskede for ikke at skræmme dem), "og der er den hvide konge og den hvide dronning - de sidder på kanten af skovlen - og her spadserer to tårne, arm i arm - jeg tror ikke, de kan høre, hvad jeg siger," fortsatte hun og bøjede hovedet længere ned imod dem, "og jeg er næsten sikker på, at de ikke kan se mig. Jeg har på fornemmelsen, at jeg er usynlig ..."

I det samme begyndte nogen at skrige på bordet. Alice drejede hovedet og nåede lige netop at se en af de hvide bønder vælte omkuld og sparke i luften. Hun kiggede på den og var meget nysgerrig efter at få at vide, hvad der nu ville ske.

"Det er mit barn, der skriger," råbte den hvide dronning og fløj så hurtigt forbi kongen, at hun væltede ham om i asken. "Min dyrebare skat! Min kejserlige kattekilling!" Så begyndte hun at klatre op ad kaminen i en rasende fart.

"Kejserligt snik-snak!" sagde kongen og gned sig på næsen, som han havde skrabet, da han faldt omkuld. Han havde god grund til at være en lille smule vred, for han var dækket af aske fra top til tå.

Alice var meget ivrig efter at hjælpe til, og da den stakkels, lille unge var lige ved at hyle sig fordærvet, greb hun hurtigt dronningen og stillede hende på bordet ved siden af hendes lille, grædende datter.

Dronningen snappede efter vejret og satte sig ned. Den hurtige rejse" gennem luften havde gjort hende helt forpustet, og i begyndelsen kunne hun blot trykke barnet til sit bryst - uden at sige et ord. Men så snart hun var kommet lidt til sig selv igen, råbte hun til den hvide konge, der sad i asken og så sur ud: "Pas på vulkanen!"

"Hvad for en vulkan?" sagde kongen og kiggede forskrækket ind i ilden, som om han mente, det var mest sandsynligt, at den var dér ...

"Den - der - hvirvlede mig - herop!" stønnede dronningen, som endnu var lidt forpustet. "Husk at gå op - ad den sædvanlige vej - lad dig ikke blæse her op".

Alice kiggede på den hvide konge, der langsomt kravlede op ad kamingitteret, fra den ene stang til den anden. Til sidst sagde hun: "Hør nu her - med den fart vil det tage mange timer, inden du kommer op på bordet. Må jeg ikke hellere hjælpe dig?" Men kongen brød sig ikke det mindste om hendes spørgsmål - han kunne åbenbart hverken høre eller se hende.

Alice greb meget forsigtigt fat i ham og bar ham langsommere hen til bordet, end da hun flyttede dronningen, for at han ikke skulle tabe vejret. Men inden hun satte ham ned på bordet, syntes hun, at hun lige så godt kunne børste ham lidt - han var jo helt griset til med aske.

king

Hun sagde bagefter, at hun aldrig - i hele sit liv - havde set et ansigt som det, kongen stillede op, da han blev løftet i vejret og børstet af en usynlig hånd. Han var så forbavset, at han ikke kunne skrige, men hans øjne ag mund blev større og større ... og rundere og rundere. Til sidst lo Alice så voldsomt, at hendes hånd rystede, og hun var lige ved at tabe ham på gulvet.

"Åh, lille ven, lav dog ikke sådan nogle grimasser!" råbte hun og glemte fuldstændig, at kongen ikke kunne høre hende. "Du får mig til at le, så jeg knap nok kan holde fast på dig! Og lad være med at åbne munden sådan på rid gab! Du får jo hele munden fuld af aske! Så - nu tror jeg, du er fin nok!" tilføjede hun, idet hun glattede hans hår og stillede ham meget forsigtigt på bordet ved siden af dronningen.

Kongen faldt straks om på ryggen og lå fuldstændig stille. Alice blev lidt forskrækket over det, hun havde gjort, og gik rundt i stuen for at se, om hun kunne finde noget vand at stænke ham med. Men hun kunne ikke finde andet end en flaske blæk, og da hun kom tilbage med den, så hun, at kongen var vågnet op igen. Han og dronningen snakkede sammen, de så meget forskrækkede ud og hviskede så sagte til hinanden, at Alice knap nok kunne høre, hvad de talte om.

Kongen sagde: "Jeg forsikrer dig, kære du, at jeg blev kold helt ud i spidsen af mine bakkenbarter." Dronningen svarede: "Men du har jo ingen bakkenbarter!"

"Det forfærdelige øjeblik," fortsatte kongen, "skal jeg aldrig, aldrig glemme!"

"Åh jo, det vil du sikkert gøre," sagde dronningen, hvis du ikke skriver det op i din lommebog."

Alice stirrede meget interesseret på kongen, da han halede en kæmpestor lommebog frem og begyndte at skrive. Så fik hun pludselig en ide: hun greb fat i blyanten, der stak et stykke op over hans skulder, og gav sig til at skrive for ham.

Den arme konge så både forvirret og ulykkelig ud, og han kæmpede i nogen tid med blyanten uden at sige et ord. Men Alice var for stærk for ham, og til sidst stønnede han: "Nej, kære du, jeg må have fat i en tyndere blyant. Jeg kan slet ikke magte denne her ... den skriver en masse ting, som jeg slet ikke vil ..."

knight

"Hvad er det for en masse ting?" spurgte dronningen og kiggede i bogen, hvor Alice havde skrevet: den hvide springer rutscher ned ad ildrageren. Han har meget svært ved at holde balancen, - "men," sagde dronningen, "det er jo ikke noget, der angår dine følelser!"

Der lå en bag på bordet ved siden af Alice, og mens hun sad og iagttog den hvide konge (hun var stadig lidt ængstelig for ham og holdt blækket parat, så hun kunne hælde det over ham, hvis han besvimede igen) - ja, mens hun sad der, bladede hun i bogen for at finde noget, hun kunne læse. "Alt det her er jo trykt på et sprog, som jeg ikke kender," sagde hun til sig selv.

Det så sådan ud:

Jabberwocky mirror

Hun grublede over det et stykke tid, og til sidst gik der et lys op for hende. "Åh, det er naturligvis en spejlbog! Hvis jeg holder den op foran et spejl, vil ordene selvfølgelig vende den rigtige vej."

Og så læste Alice dette digt:

JABBERWOCKY

"Et slidigt gravben vridrede
i brumringen på tidvis plent,
og lappingen var vaklig, og
det borte grøfgrin grent.

"Min søn, pas godt på Jabberwock!
Han river, og hans tand er hvas.
Pas på den onde jubjub-fugl
og gribbekloens krads."

Han søgte længe fjendens spor
med sværd i hånd og meget mod
og rasted siden tankefuld
ved tumtumtræets fod.

Men mens han grod og stublede,
jog gennem skoven glammende
den frygtelige Jabberwock
med øjet flammende.

Da svang han sværdet,
en, to, tre!
og ho'det røg af troldens krop,
og med det døde monstrum gik
det hjemad i galop.

"Oh, har du fældet Jabberwock!
Vær priset, søn, for dåd og dyd.
Hurra for denne glædesdag!"
Han vrinsked højt af fryd.

Et slidigt gravben vridrede
i brumringen på tidvis plent,
og lappingen var vaklig,
og det borte grøfgrin grent."

"Det lyder jo meget fornøjeligt," sagde hun, da hun havde læst det færdigt, "men det er temmelig svært at forstå!" (ja, ser du - hun ville ikke engang indrømme over for sig selv, at hun ikke forstod et ord af det hele.) "Det får mig til at tænke på en masse ting - jeg ved bare ikke rigtigt, hvad det er! Men - så meget er givet: en eller anden dræbte et eller andet ... det er tydeligt nok ..."

"Men det er sandt!" tænkte Alice og sprang op i en vældig fart, "hvis jeg ikke skynder mig, må jeg krybe tilbage gennem spejlet, inden jeg har fået set, hvordan der ser ud i det øvrige hus! Lad os først kaste et blik på haven!" Hun gik straks ud af stuen og løb ned ad trapperne - ja, det vil sige: hun løb slet ikke, men hun kom hurtigt og let ned ad trapperne - på en helt ny måde, sagde hun til sig selv. Hun lagde blot fingerspidserne på gelænderet og svævede af sted, uden at hun behøvede at røre ved trappen med fødderne. Så svævede hun videre gennem hallen, og hun ville være kommet lige ud ad porten på samme måde, hvis hun ikke havde grebet fat i dørkarmen. Hun var nemlig ved at blive lidt ør i hovedet af at svæve så meget i luften, og hun blev glad, da hun atter kunne gå, som hun plejede ...

Jabberwocky

Kapitel 2 - Haven med de levende blomster

"Jeg ville kunne se haven meget bedre," sagde Alice til sig selv, "hvis jeg kunne komme op på den der høj. Og her er en sti, som går lige derop eller - nej, det gør den ikke ..." fortsatte hun, da hun havde fulgt den et kort stykke og set, hvordan den snoede sig - "men jeg skal nu nok komme derop alligevel. Det er dog mærkeligt, så den bugter sig! Den ligner mere en proptrækker end en gangsti! Nå ja, hvis man nu også tager det her sving, kommer man vel op på højen -- nej, det gør man ikke ... Nu fører stien lige tilbage til huset! Ja, så vil jeg prøve at gå den anden vej."

Det gjorde hun. Hun travede frem og tilbage, gik snart til højre og snart til venstre, men hun kom stadig tilbage til huset, hvad hun så end gjorde. Engang, da hun fulgte en af stiens drejninger hurtigere end ellers, løb hun lige mod huset, inden hun fik tid til at standse.

"Der er slet ikke noget at tale om," sagde Alice og kiggede op på huset (hun lod, som om det snakkede med hende). "Jeg har ikke i sinde at gå ind endnu, for så ved jeg, at jeg må krybe ud gennem spejlet igen - og ind i det gamle værelse - og så ville det være forbi med alle mine spændende oplevelser!"

Hun vendte derfor resolut ryggen til huset og begyndte at traske hen ad stien igen, fast besluttet på, at hun ville blive ved, indtil hun nåede højen. Det gik udmærket et stykke tid, og hun sagde netop til sig selv: "Denne gang skal det lykkes mig ..." da stien pludselig drejede brat og rystede sig (ja, sådan beskrev hun det bagefter!), og i næste øjeblik opdagede hun, at hun var på vej ind gennem døren.

"Det er minsandten for galt!" råbte hun, "jeg har aldrig set magen til hus - sådan som det går i vejen for en. Aldrig!"

Hun kunne stadig se højen ganske tydeligt, så der var ikke andet at gøre end at prøve igen. Denne gang kom hun lige hen til et stort blomsterbed, der var kantet med bellis. Midt i bedet stod der et piletræ ...

flowers

"Åh, kære tiger-lilje," sagde Alice til en broget blomst, der svajede så smukt i vinden. "Jeg ville ønske, du kunne tale!"

"Vi kan tale," sagde liljen, "når der er noget, det er umagen værd at snakke om ..."

Alice blev så forbavset, at hun ikke kunne sige et ord i længere tid ... hun snappede ligefrem efter vejret. Men til sidst, da liljen blot blev ved med at svaje for vinden, sagde hun meget forsigtigt, ja, hun hviskede næsten: "Kan alle blomster da tale?"

"Ja, lige så godt som du," sagde liljen. "Og ikke så lidt højere."

"Det passer sig ikke rigtigt for os at begynde, forstår du nok," sagde rosen, "og jeg spekulerede netop på, hvornår du mon ville sige noget ... Jeg sagde til mig selv: Der er dog en lille smule forstand i hendes ansigt, skønt hun ikke ser særlig klog ud! Men du har den rette farve, og det betyder ja straks en hel del."

"Jeg bryder mig ikke om farven," bemærkede liljen. "Men hvis hendes kronblade var bøjet lidt mere tilbage, ville hun være udmærket."

Alice kunne ikke lide at blive kritiseret, så derfor begyndte hun at spørge dem ud: "Er I bange ... somme tider ... for at gro herude, når der ikke er nogen til at passe jer?"

"Vi har jo træet her i midten," sagde rosen. "Hvad skulle vi ellers have det til?"

"Men hvad kan det gøre, hvis der sker noget ... faretruende?"

"Det kan gø," sagde rosen.

"Det siger: Vuf-vaf!" råbte en bellis, "så det er altså en meget sjælden hund-pil ..."

"Vidste du ikke det?" råbte en anden bellis, og nu begyndte de allesammen at tale i munden på hinanden, indtil hele luften var fuld af spæde, skingrende stemmer ... "Ti stille, allesammen!" skreg liljen, der svajede ivrigt frem og tilbage og rystede af ophidselse. "De ved, at jeg ikke kan få fat i dem!" stønnede den og bøjede sit skælvende hoved frem mod Alice, "ellers ville de aldrig turde gøre den slags ting!"

"Det skal du ikke bryde dig om!" sagde Alice i en beroligende tone. Så bøjede hun sig ned over bellisblomsterne, der netop skulle til at tage fat igen, og hviskede til dem: "Hvis I ikke holder mund, så plukker jeg jer!"

Der blev tavshed med det samme, og nogle af de - lyserøde - bellisblomster blev helt kridhvide.

"Det var udmærket!" sagde liljen. "De der bellis ... er de værste af dem allesammen. Hvis man siger noget, råber de alle på en gang, og det kan næsten få en til at visne - sådan skaber de sig."

"Hvordan kan det være, at I kan tale så nydeligt allesammen?" spurgte Alice, der håbede, at hun kunne få liljen i bedre humør ved at smigre den. "Jeg har været i mange haver før, men ingen af blomsterne der kunne tale."

"Læg din hånd på jorden og føl ..." sagde liljen. "Så vil du forstå hvorfor -."

Det gjorde Alice. "Den er meget hård," sagde hun, "men jeg kan ikke rigtig begribe, hvad det har med den sag at gøre."

"I de fleste haver," sagde liljen, "er bedene og græstæpperne for bløde -- så blomsterne altid sover."

Det lød jo meget fornuftigt, og Alice var glad, fordi hun fik det at vide. "Det har jeg aldrig tænkt over før!" sagde hun.

"Ja, efter min mening, så tænker du overhovedet aldrig," sagde rosen temmelig spidst.

"Jeg har aldrig set nogen, der så dummere ud end du," sagde en viol så pludseligt, at det gav et sæt i Alice - den havde nemlig ikke sagt noget før.

"Hold mund!" råbte liljen. "Som om du nogen sinde havde set nogen! Du gemmer jo hovedet under bladene og sover tiden hen, så du ikke ved mere om det, der foregår i verden, end hvis du var en knop."

"Er der andre mennesker her i haven foruden mig?" sagde Alice, uden at bryde sig om rosens sidste bemærkning.

"Ja, der er en blomst til i haven ... en blomst, der kan gå omkring ligesom du," sagde rosen. "Jeg spekulerer på, hvordan du egentlig bærer dig ad -" ("Du spekulerer altid på et eller andet," sagde liljen), "men hun er mere busket end du."

"Ligner hun mig?" spurgte Alice ivrigt - det slog nemlig pludselig ned i hende: Der er en anden lille pige et eller andet sted i haven!

"Ja, hun er lige så klodset skabt som du," sagde rosen, "men hun er rødere - og hendes kronblade er vist nok kortere."

"Hendes kronblade er rullet sammen ligesom en georgines," indskød liljen, "de stritter ikke til alle sider som dine."

"Men det kan du jo ikke gøre ved," tilføjede rosen venligt. "Du er begyndt at visne, og så kan det ikke undgås, at ens kronblade bliver lidt sjuskede."

Alice kunne ikke rigtig lide den tanke. Hun ville hellere snakke om noget andet, og derfor spurgte hun: "Kommer hun aldrig her ud?"

"Jo, jeg tror nok, du snart vil få hende at se," sagde rosen. "Hun hører til dem, der har torne."

"Hvor har hun de torne?" spurgte Alice nysgerrigt. "Rundt omkring hovedet, naturligvis," svarede rosen. "Jeg spekulerede netop på, hvorfor du ikke også har nogle. Jeg troede, det var det almindelige."

"Nu kommer hun!" råbte riddersporen. "Jeg kan høre hendes skridt på grusgangen, dunk, dunk!"

Alice vendte sig nysgerrigt omkring og så, at det var den røde dronning. "Hun er vokset ikke så lidt," tænkte hun straks. Og det var hun virkelig. Dengang Alice fandt hende i asken, havde hun knap nok været ti centimeter høj, og nu var hun et halvt hoved højere end Alice!

"Det er den friske luft, som gør det," sagde rosen. "Det er en vidunderlig luft, vi har herude."

"Jeg tror, jeg vil gå hen og hilse på hende," sagde Alice. Selv om blomsterne var meget interessante, syntes hun nu alligevel, at det var meget finere at tale med en rigtig dronning.

"Det kan du absolut ikke gøre," sagde rosen. "Jeg vil råde dig til at gå den anden vej."

Det lød fuldstændig tåbeligt, syntes Alice. Hun sagde derfor ikke et ord og begyndte straks at gå hen mad dronningen. Men til sin store forbavselse tabte hun hende pludselig af syne og opdagede, at hun var på vej ind gennem døren igen. Det ærgrede hende en smule, og hun gik derfor tilbage, mens hun kiggede sig omkring efter dronningen til alle sider. Endelig opdagede hun hende langt borte, men så besluttede hun, at hun denne gang ville prøve at gå i den modsatte retning.

Nu var hun heldigere! Hun havde ikke gået ret langt, før hun stod ansigt til ansigt med den røde dronning - og ganske tæt ved den høj, hun havde forsøgt at komme op på, i så lang tid.

queen

"Hvor kommer du fra?" spurgte den røde dronning. "Og hvor skal du hen? Se på mig, tal ordentligt og stå ikke der og flet fingre hele tiden."

Alice adlød pænt og forklarede, så godt hun kunne, at hun var gået vild.

"Jeg ved ikke, hvad du mener med det," sagde dronningen. "Gået vild? Hvem har givet dig lov til at gå vild i min have og på mine veje? Hvordan er du for resten kommet herud?" fortsatte hun lidt venligere. "Nej pænt, mens du tænker på, hvad du skal svare, så sparer du tid."

Alice var lidt forbavset over dette, men hun havde så stor respekt for dronningen, at hun ikke turde tvivle på det, hun sagde. "Jeg vil prøve det derhjemme," tænkte hun ved sig selv, "- næste gang jeg kommer for sent til middagen."

"Nu er det på tide, at du svarer," sagde dronningen og kiggede på sit ur. "Luk munden lidt mere op, når du taler, og husk, at du altid skal sige: Deres Majestæt."

"Jeg ville bare se, hvordan haven så ud, Deres Majestæt -."

"Det var rigtigt," sagde dronningen og klappede hende på hovedet, naget Alice slet ikke kunne lide. "Der er blot en ting: når du siger "have", så tænker jeg på, at dette her nærmest er et vildnis i sammenligning med de haver, jeg har set."

Alice turde ikke sige hende imod. Hun fortsatte derfor: - "Og så syntes jeg, at jeg ville prøve på at finde vejen op til den høj -."

"Du siger "høj"," afbrød dronningen hende, "men den er en dal i sammenligning med andre høje, som jeg kunne vise dig."

"Nej, det tror jeg ikke!" sagde Alice, der var forbavset over, at hun omsider turde sige dronningen imod. "En høj kan da ikke være en dal. Det er ja noget vrøvl -".

Den røde dronning rystede på hovedet. "Kald det noget "vrøvl", hvis du vil," sagde hun, "men det her er fornuftigt som et leksikon i sammenligning med det vrøvl, jeg har hørt."

Alice nejede igen - hun var bange for, at dronningen skulle være en lille smule fornærmet. Det lød faktisk sådan.

Så spadserede de videre i tavshed, indtil de nåede op på toppen af den lille høj.

Alice stod et stykke tid uden at sige noget og kiggede ud over landskabet til alle sider - og det var et højst besynderligt landskab! En masse små bække løb forbi, fra den ene side til den anden, og jorden imellem dem var delt i firkanter af et stort antal hække, der gik fra bæk til bæk.

chess

"Det ligner jo nøjagtig et stort skakbræt!" sagde Alice omsider. "Der burde findes nogle mennesker der ... mennesker som flyttede sig - men det er der jo også!" tilføjede hun henrykt, og hendes hjerte bankede hurtigere af iver. "Det er et stort spil skak, de er i færd med at spille - det dækker jo hele verden - hvis det her da er verden. Det er vel nok morsomt! Hvor ville jeg ønske, at jeg var med! Det gjorde ikke noget, at jeg kun var en bonde, bare jeg måtte være med - men jeg ville naturligvis hellere være dronning."

Hun kiggede temmelig forskrækket på den rigtige dronning, da hun sagde det, men hendes ledsagerske smilede bare venligt og sagde: "Det kan vi let ordne. Du kan blive den hvide dronnings bonde, hvis du vil, for min datter er for lille til at spille. Og du skal være i den anden firkant, til at begynde med, men når du kommer til den ottende, bliver du dronning ..." I det samme begyndte de begge to at løbe, hvordan det end kunne være ...

queen

Da Alice tænkte på det bagefter, kunne hun ikke rigtig forstå, hvorfor de var begyndt at løbe - hun kunne bare huske, at de løb hånd i hånd, og at dronningen rendte så hurtigt, at hun knap nok kunne følge med. Men dronningen råbte alligevel hele tiden: "Hurtigere, hurtigere!" Alice følte imidlertid, at hun ikke kunne løbe stærkere - selv om hun var så forpustet, at hun ikke kunne sige det.

Det mærkeligste af det hele var, at træerne og de andre ting, der omgav dem, slet ikke skiftede udseende eller flyttede sig. Hvor hurtigt de end løb - så kom de ikke forbi noget nyt! "Men alting flytter sig samtidig med os!" tænkte den stakkels fortumlede Alice. Og dronningen var åbenbart klar over, hvad hun tænkte, for hun råbte: "Hurtigere! Og lad være med at snakke!"

Det havde Alice sandelig heller ikke tænkt sig at gøre! Hun var så forpustet, at hun havde på fornemmelsen, hun aldrig nogen sinde ville komme til at tale mere! Men dronningen råbte stadigvæk: "Hurtigere! Hurtigere!" og halede af sted med hende. - Omsider lykkedes det dog Alice at fremstamme: "Er vi der ikke snart?"

Er der snart?" gentog dronningen. "Vi løb jo forbi dem for ti minutter siden! Hurtigere!" - Så løb de videre et stykke tid uden at sige noget. Vinden peb Alice om ørerne, og håret blæste næsten af hovedet på hende - syntes hun.

"Kom! Kom!" råbte dronningen. "Hurtigere! Hurtigere!" Og nu løb de så stærkt, at det til sidst var, som om de svævede gennem luften og knap nok rørte jorden med fødderne - men pludselig, da Alice følte sig fuldstændig udmattet, standsede de - og hun satte sig straks ned, helt forpustet og svimmel.

Dronningen anbragte hende op ad et træ og sagde venligt: "Nu kan du hvile dig lidt."

Alice så sig omkring og blev meget forbavset. "Ja, men - jeg tror, vi har været under dette træ hele tiden! Alting er jo nøjagtig som før!"

"Ja, naturligvis!" sagde dronningen. "Hvad havde du ellers tænkt dig?"

"Jo, se - i vores land," sagde Alice, der stadig var lidt forpustet, "plejer man at komme et eller andet sted hen, hvis man løber meget stærkt i lang tid, sådan som vi gjorde."

"Det må være et sendrægtigt land!" sagde dronningen. "Her må man - som du ser - løbe alt, hvad man kan for at blive på samme sted. Hvis du vil et eller andet sted hen, må du løbe mindst dobbelt så hurtigt!"

"Det har jeg sandelig ikke lyst til at prøve på!" sagde Alice. "Jeg er udmærket tilfreds med at blive her - bare jeg ikke var så varm og tørstig!"

"Jeg ved, hvad du vil have!" sagde dronningen venligt og trak en lille æske op af lommen. "En kiks - værs'go'! "

Alice tænkte, at det ville være uhøfligt at sige nej - skønt det ikke lige netop var det, hun helst ville have. Hun tog derfor en kiks og spiste den, så godt hun kunne - den var nemlig forfærdelig tør, og hun havde aldrig nogen sinde i sit liv været så nær ved at blive kvalt.

"Mens du nu forfrisker dig lidt," sagde dronningen, "vil jeg foretage mine opmålinger." Så tog hun et målebånd op af lommen og begyndte at måle grunden, mens hun stak nogle små pinde ned her og der ...

"Når jeg har målt to meter," sagde dronningen og stak en pind i jorden for at markere afstanden, "skal jeg give dig dine forskrifter. En kiks til?"

"Nej tak," sagde Alice. "Én er mere end nok."

"Nå, nu er du vel ikke tørstig længere?" sagde dronningen.

Alice vidste ikke, hvad hun skulle svare, men dronningen ventede heldigvis ikke på svaret. Hun fortsatte bare: "Når jeg har målt tre meter op, skal jeg gentage forskrifterne, så du ikke glemmer dem. Ved den fjerde meter siger jeg farvel, og ved den femte meter går jeg min vej."

Nu havde hun fået alle pindene stukket ned i jorden, og Alice så meget interesseret til, da hun kom tilbage til træet og langsomt begyndte at gå hen langs pindene.

Da hun nåede to-meter-pinden, vendte hun sig om og sagde: "En bonde går to felter i første træk. Så du vil meget hurtigt komme gennem tredje felt - det bliver pr. jernbane, vil jeg tro - og så befinder du dig straks i fjerde felt. Og det tilhører Tweedledum og Tweedledee. Det femte består hovedsagelig af vand - det sjette tilhører Klumpe-Dumpe - men hvorfor siger du ikke noget?"

"Ja - men jeg ved jo ikke, hvad jeg skal sige," stammede Alice.

"Du skulle naturligvis have sagt," fortsatte dronningen i en meget bebrejdende tone, "at det er uhyre elskværdigt af Deres Majestæt at forklare mig alt dette - men nu tænker vi os, at du har sagt det! - Det syvende felt består udelukkende af skov, men en af springerne vil vise dig vej - og i ottende felt bliver vi dronninger, og så skal vi sandelig feste og more os, kan du tro!" Alice rejste sig op og nejede. Så satte hun sig igen.

Ved den næste pind vendte dronningen sig atter om og sagde: "Tal fransk, når du ikke kan huske, hvad en ting hedder på dit modersmål - vend tæerne udad, når du går - og glem ikke, hvem du er." Denne gang ventede hun ikke på, at Alice skulle neje, hun skyndte sig blot videre til den næste pind, hvor hun vendte sig om og sagde farvel, og så fløj hun hen til den sidste.

Det gik aldrig op for Alice, hvordan det egentlig skete - men lige i det øjeblik, dronningen nåede den sidste pind, var hun forsvundet! Det var ikke godt at vide, om hun var fløjet op i luften eller løbet ind i skoven i en vældig fart (og hun kan sandelig rende stærkt, tænkte Alice), men borte var hun! Og nu kom Alice i tanker om, at hun var en bonde, og at hun snart skulle begynde at flytte på sig.