www.ebbemunk.dkarrowBag Spejlet

Kapitel 3 - Spejl-insekterne

 

Det første, Alice gjorde, var naturligvis at skaffe sig et overblik over det land, hun skulle rejse igennem. "Det her er omtrent som at lære geografi," tænkte Alice og stillede sig på tæerne, i håb om, at hun så kunne se lidt mere. "De vigtigste floder - der er ingen. De vigtigste bjerge - jeg står jo på det eneste, som findes, men jeg tror ikke, det har noget navn. De vigtigste byer - nej, men hvad er det dog for skabninger, der samler honning derhenne? Det kan da ikke være bier - for man ville ikke kunne se en bi på så lang afstand!" - Hun stod fuldstændig tavs et stykke tid og så på et af dyrene, der tumlede rundt mellem blomsterne og stak sin snabel ind i dem - "nøjagtigt, som om det var en rigtig bi," tænkte Alice.

Det var imidlertid alt andet end en almindelig bi. Det var i virkeligheden en - elefant. Det opdagede hun snart, skønt hun ikke ville tro sine egne øjne og var lige ved at tabe vejret af forbavselse. "Og det må jo være nogle kæmpestore blomster!" tænkte hun i næste øjeblik. "De må jo ligne en slags huse, hvor taget er løftet af ... og så må der være stilke underneden - og sikke en masse honning, der må være i dem! Jeg tror, jeg vil gå derned - nej, jeg vil ikke gå rigtigt endnu," fortsatte hun og standsede, netop som hun var begyndt at løbe ned ad højen. Og samtidig prøvede hun at finde en passende undskyldning, der skulle forklare, hvorfor hun pludselig var blevet så bange: "Det kan ikke nytte noget at gå ned til dem uden at have en god, lang gren til at jage dem bort med. Og hvor bliver det morsomt, når man spørger mig, hvordan det var at spadsere derhen ... Så vil jeg svare: "Åh, det var rigtig rart -" (her slog hun med nakken, som hun plejede), "men det var så støvet og varmt, og så stak elefanterne sådan!"

"Jeg tror, jeg vil gå den anden vej ned," sagde hun lidt efter. "Jeg kan måske gå hen og hilse på elefanterne bagefter. Jeg vil jo også så gerne ind i tredje felt!"

Og med den undskyldning løb hun ned ad højen og sprang over den første af de seks små bække.

*     *     *     *     *     *     *

"Må jeg bede om billetten," sagde togmanden og stak hånden ind gennem vinduet. Alle rakte straks deres bil letter frem. De var næsten lige så store som de rejsende selv, og man havde på fornemmelsen, at de fyldte hele kupeen.

"Nå, du dér! Lad mig se din billet!" fortsatte togmanden og så strengt på Alice. Nu sagde en hel masse stemmer på en gang (det lød nøjagtig som et sangkor, tænkte Alice): "Lad ham dog ikke vente, barn! Hans tid er mange, mange penge værd i minuttet!"

"Jeg tror ikke, jeg har nogen," sagde Alice forskrækket. "Der var ikke noget billetsalg, der hvor jeg steg på." Nu tog de mange stemmer fat igen -: "Der var ikke plads til noget billetsalg der, hvor hun steg på. For jorden koster mange, mange penge pr. centimeter!"

"Nu bare ingen undskyldninger," sagde togmanden, "du skulle have købt en billet af lokomotivføreren." Så hørte man atter et kor af stemmer -: "Ham, der kører lokomotivet ... alene røgen er mange, mange penge værd pr. sky."

Alice tænkte for sig selv: "Det kan ikke betale sig at sige noget." Denne gang hørte man ikke et kor af stemmer, eftersom hun jo ikke havde sagt noget - men til hendes store forbavselse tænkte de allesammen i kor (jeg håber, du forstår, hvad det vil sige at tænke i kor - jeg må nemlig indrømme, at det gør jeg ikke) ... de tænkte altså: "Det er bedst slet ikke at sige noget. Sproget er mange, mange penge værd pr. ord!"

"Jeg kommer sikkert til at drømme om en mængde store pengesedler i nat," tænkte Alice.

train

Togmanden havde hele tiden stået og stirret på hende - først gennem et stort teleskop, så gennem et mikroskop og til sidst gennem en teaterkikkert. Så sagde han: "Du kører den forkerte vej," hvorefter han lukkede vinduet og gik.

"Sådan en lille pige," sagde en herre, der sad lige over for hende (hans tøj var af hvidt papir), "burde vide, hvilken vej hun kører, selv om hun ikke kender sit eget navn!"

En gedebuk, der sad ved siden af manden i det hvide papir, lukkede øjnene og sagde med høj stemme: "Hun burde kunne finde billetsalget, selv om hun ikke kender bogstaverne!"

Der sad en bille ved siden af geden (ja, det var virkelig en meget mærkelig samling rejsende), og da det åbenbart var en slags regel, at de skulle skiftes til at tale, så fortsatte han: "Hun kommer til at rejse tilbage herfra som fragtgods!"

Alice kunne ikke se, hvem der sad ved siden af billen, men nu hørte man en hæs stemme, der sagde: "Skift lokomotiv ..." Resten blev kvalt i et hosteanfald.

"Det lød, som om det var en hest," tænkte Alice. I det samme peb en meget fin, lille stemme lige ved hendes øre: "Det kan du lave en vittighed af - noget med "hæs" og "hes-te"."

Så sagde en mild og venlig stemme lidt længere borte: "Der må klistres en lap på hende, hvor der står: Pige - forsigtig ..."

Og nu fortsatte den ene efter den anden ("Sikke en masse rejsende, der er i denne kupe!" tænkte Alice): "Hun må sendes med posten, for hun har jo et hoved ..." "Hun må sendes som telegram ..." "Hun må selv trække toget resten af vejen ..." o. s. v.

Den herre, der var i hvidt papir, bøjede sig frem og hviskede hende i øret: "Bryd dig ikke om alt det, de siger, kære barn, men køb en returbillet, hver gang toget holder."

"Nej, det vil jeg ikke," sagde Alice. "Jeg har slet ikke noget at gøre i det her tog - jeg var i en skov for lidt siden - og jeg ville ønske, jeg var der igen!"

"Det kan du lave en vittighed af," sagde den spæde stemme ved hendes øre: "Noget med "vil" og "vildnis".

"Plag mig dog ikke sådan," sagde Alice og kiggede sig omkring, men hun kunne ikke opdage, hvor stemmen kom fra. "Hvis du er så interesseret i vittigheder, hvorfor laver du dem så ikke selv?"

Den spinkle stemme sukkede dybt. Det lød, som om den var meget ulykkelig. Alice ville gerne have sagt nogle venlige ord for at trøste den -"men bare den dog ville sukke som andre mennesker!" tænkte hun. Det var imidlertid et så mærkværdig sagte suk, at hun slet ikke ville have hørt det, hvis lyden ikke havde været ganske tæt ved hendes øre. Følgen var, at det kildede hendes øre så forfærdeligt, og derfor havde hun svært ved at føle medlidenhed med den lille stakkel.

"Du er jo min ven, det ved jeg," fortsatte den spinkle stemme, "en kær ven og en gammel ven. Og du vil ikke gøre mig fortræd, selv om jeg kun er et insekt."

"Hvad for et insekt?" spurgte Alice lidt forskrækket. Det, hun især ville vide, var, om det kunne stikke eller ikke, men hun syntes ikke rigtigt, at det var høfligt at spørge om den slags ting.

"Nå - så kan du ikke -" begyndte den spæde stemme igen, men den druknede fuldstændig i et skingrende hyl fra lokomotivet. Alle sprang forskrækket op fra deres pladser. Alice også.

Hesten, der havde stukket hovedet ud ad vinduet, trak det sindigt ind igen og sagde: "Det er bare en bæk, vi skal hoppe over." De blev alle sammen rolige, da de hørte dette, men Alice var dog lidt ængstelig ved tanken om tog, der hoppede. "Nå ja," sagde hun til sig selv, "så kommer vi da ind i fjerde felt; det er jo altid en trøst!" I næste øjeblik fløj kupeen lige op i luften, og i sin forskrækkelse greb hun fat i det, der var nærmest ved hånden - gedebukkens skæg.

*     *     *     *     *     *     *

Men skægget smeltede ligesom væk, da hun rørte ved det, og så sad hun pludselig, fredeligt og roligt, under et træ, mens myggen - det var nemlig det insekt, hun havde snakket med! - sad og gyngede på en gren lige over hendes hoved og viftede hende med sine vinger.

Det var virkelig en vældig stor myg - "næsten på størrelse med en kylling," tænkte Alice. Men hun var ikke det mindste bange for den alligevel; de havde jo talt så længe med hinanden.

" - Nå - så kan du ikke lide alle insekter?" fortsatte myggen ganske roligt, som om intet var hændt.

"Jo, jeg kan godt lide dem, når de kan tale," sagde Alice. "Men ingen insekter kan tale, der hvor jeg kommer fra."

"Hvad slags insekter holder du så af ... der, hvor du bor?"

"Jeg bryder mig slet ikke om insekter," erklærede Alice, "jeg er tværtimod bange for dem - i hvert fald for de store. Men jeg kan sige dig navnet på nogle af dem."

"De lyder naturligvis deres navn?" sagde myggen skødesløst.

"Det har jeg aldrig hørt!"

"Men hvad kan det så nytte, at de har et navn," sagde myggen, "hvis de ikke lyder det?"

"Det er ikke nogen nytte til for dem selv," sagde Alice, "men det er vel en fordel for menneskene, der har givet dem et navn, tænker jeg. Hvorfor skulle de forskellige ting ellers have et navn?"

"Det ved jeg ikke," sagde myggen. "I skoven derhenne ... har man ikke navne. Men fortsæt med dine insekter!"

"Ja, først så er der hestefluen," begyndte Alice og talte på fingrene.

horse-fly

"Udmærket!" sagde myggen. "Et stykke oppe i den busk kan du se en gyngehesteflue, hvis du kigger godt efter. Den er lavet helt af træ, og den kommer frem ... ved at svinge sig fra den ene gren til den anden."

"Hvad lever den af?" spurgte Alice meget nysgerrigt. "Af splinter og savsmuld," sagde myggen. "Fortsæt ..."

Alice så meget forbavset på gyngehestefluen og kom til det resultat, at den måtte være nymalet, for den så så fin og skinnende ud. Så fortsatte hun:

"Og så er der stue-fluen."

snap-dragon-fly

"Se på grenen over dit hoved," sagde myggen, "der sidder en stue-juleflue. Dens krop er lavet af plumbudding, vingerne er af kristtjørn, og hovedet er en rosin, der brænder - den er nemlig dyppet i cognac."

"Og hvad lever den af?" spurgte Alice igen.

"Vælling og kødpostejer," svarede myggen. "Og den bygger sin rede i en julegave-æske."

"Og så er der oste-fluen," fortsatte Alice, efter at hun havde set længe på insektet med det brændende hoved og sagt til sig selv: "Mon det er derfor, insekterne er så glade for at flyve ind i et lys - de vil måske gerne være stue-julefluer?"

bread-and-butterfly

"Der kravler noget ved dine fødder," sagde myggen (her blev Alice så forskrækket, at hun trak sig baglæns). "Det er en oste-smørrebrødsflue. Vingerne består af tynde skiver brød med smør og ost, kroppen er en skorpe, og hovedet er et stykke sukker."

"Og hvad lever så den af?"

"Tynd te med fløde i."

Nu blev Alice bekymret igen: "Men," sagde hun, "hvis den nu ikke kan få fat i noget te, hvad så?"

"Så dør den naturligvis."

"Men det må da ske temmelig ofte," sagde Alice tankefuldt.

"Det sker altid," sagde myggen.

Alice sad et øjeblik og spekulerede i tavshed. Imens morede myggen sig med at summe rundt om hendes hoved. Til sidst satte den sig ned og sagde: "Jeg formoder, at du ikke ville bryde dig om at miste dit navn?"

"Nej, selvfølgelig ikke," sagde Alice lidt ængstelig.

"Ja, sig nu ikke det," fortsatte myggen i en let henkastet tone, "tænk, hvor det ville være rart, om du kunne komme hjem uden navn! Hvis nu f. eks. din lærerinde ville kalde på dig, når undervisningen begyndte, så kunne hun kun sige: Kom her - men hun kunne ikke fortsætte, for der var ikke noget navn, hun kunne bruge, og så behøvede du naturligvis ikke at komme."

"Det ville sikkert aldrig gå!" sagde Alice. "Lærerinden ville ikke lade mig slippe af den grund. Hvis hun ikke kunne huske navnet, ville hun bare sige: Pist - Dorte eller sådan noget lignende ..."

"Nå, ja, hvis hun gjorde det," sagde myggen, "så ville det jo lyde, som om hun råbte: Pist - borte, og så behøvede du jo heller ikke at komme. Ja - det var en vittighed. Den burde du have fundet på, synes jeg."

"Hvorfor det?" sagde Alice. "Det var da ikke særlig morsomt."

Myggen sukkede blot dybt, og to store tårer trillede ned ad dens kinder.

"Du burde ikke lave vittigheder," sagde Alice, "når det gør dig så melankolsk!"

Myggen sukkede igen meget bedrøvet, og denne gang sukkede det arme kræ åbenbart sig selv helt væk, for da Alice kiggede op, sad der ikke længere nogen på grenen ... Så rejste hun sig og gik videre - hun frøs nemlig, fordi hun havde siddet stille så længe.

Hun kom snart til en åben mark, der lå foran en ny skov. Den var meget mørkere end den forrige skov, og Alice var en lille smule bange for at gå derind. Men da hun fik tænkt sig lidt om, besluttede hun, at hun ville fortsætte, "jeg vil nemlig ikke gå tilbage igen," tænkte hun, og det var jo også den eneste vej, som førte til det ottende felt.

"Det må bestemt være den skov, hvor de forskellige ting ikke har noget navn," sagde hun eftertænksomt til sig selv. "Jeg kunne godt lide at vide, hvordan det vil gå med mit navn, når jeg kommer derind? Jeg ville slet ikke bryde mig om at miste det - for så måtte man give mig et nyt, og det ville sikkert blive grimt. Men det ville jo også være morsomt, om jeg - i så tilfælde - kunne finde den, der havde fået mit gamle navn! Det minder om de annoncer, hvor folk efterlyser en hund, der er løbet bort - en hund "med messinghalsbånd og lydende navnet "Dash". Tænk, hvor det ville være besynderligt, om man skulle råbe "Alice" til alle dem, man mødte, lige til en eller anden svarede ja! Men hvis de var kloge, ville de nu slet ikke svare ..."

Sådan fantaserede hun frem og tilbage, da hun omsider nåede skoven. Den så meget kølig og skyggefuld ud. "Nå, det er da i hvert fald godt," sagde hun, da hun gik ind mellem træerne, "når man er så varm, at komme ind - ind - i hvad?" fortsatte hun og var meget forbavset over, at hun ikke kunne finde det rigtige. "Jeg mener naturligvis at komme ind under - under det her!" sagde hun og lagde hånden på en træstamme. "Hvad hedder det? Jeg tror ikke, det hedder noget - nej, det gør det bestemt ikke."

Hun stod stille et øjeblik uden at sige noget og i dybe tanker. Så begyndte hun igen: "Så er det altså virkelig sket! Og hvem er så jeg? Jeg vil huske det, hvis jeg da kan! Jeg har besluttet, at jeg vil!" Men det hjalp ikke, at hun havde taget den beslutning, og det eneste, hun kunne sige - efter mange grublerier - var: - "L, jeg ved, det begynder med L!"

I samme øjeblik kom et lille dådyr forbi ... Det kiggede på Alice med sine store, blide øjne og var åbenbart slet ikke forskrækket. "Kom så da! Kom så da!" sagde Alice og rakte hånden ud - hun ville nemlig så gerne klappe det. Men dådyret trak sig en lille smule tilbage og så atter på hende.

"Hvad hedder du?" sagde dådyret omsider. - Hvor havde det dog en fin og mild stemme!

"Ja, bare jeg vidste det?" svarede den stakkels Alice bedrøvet. "Ikke noget lige i øjeblikket!"

"Tænk dig om en gang til," sagde dådyret. "Det her går ikke ..."

Alice spekulerede voldsomt, men det hjalp ikke. "Du vil måske være så rar at fortælle mig, hvad du hedder," sagde hun forsigtigt. "Det kunne måske hjælpe mig lidt på gled."

"Det skal jeg sige dig, hvis du vil komme lidt længere ind i skoven," sagde dådyret. "Jeg kan ikke huske det her."

fawn

Så fulgtes de ad længere ind i skoven, og Alice lagde armene kærligt omkring dådyrets bløde hals. Lidt efter kom de til en ny mark, og nu sprang dådyret pludselig højt op i luften og rev sig løs fra Alice. "Jeg er et dådyr," råbte det henrykt. "Og hjælp - du er et menneske!" Der kom pludselig et meget forskrækket udtryk i dets smukke, brune øjne, og i næste øjeblik fløj det bort i en vældig fart.

Alice stod og kiggede efter dådyret, og hun var lige ved at græde af ærgrelse over, at hun pludselig havde mistet sin søde, lille rejsekammerat. "Men nu ved jeg i hvert fald, hvad jeg hedder," sagde hun, "det er da altid en slags trøst. Alice - Alice - nu vil jeg ikke glemme det mere. Men ... hvilken af de her vejvisere skal jeg mon følge?"

Det var ikke vanskeligt at svare på det spørgsmål, for der var kun en vej, og begge vejvisere pegede i samme retning. "Jeg vil bestemme mig," sagde Alice, "når vejen deler sig, og de peger i hver sin retning."

Men det blev åbenbart ikke til noget! Hun gik og gik i lang tid, men alle de steder, hvor vejen delte sig, kunne man være aldeles sikker på, at der var to vejvisere, som pegede i samme retning. På den ene stod der: "Til Tweedledums Hus" og på den anden: "Til Huset, Hvor Tweedledee Bor".

"Jeg tror," sagde Alice til sidst, "at de bor i samme hus! Det er mærkeligt, at jeg ikke har tænkt på det noget før, - men jeg vil ikke blive der ret længe. Jeg vil blot kigge indenfor og sige god dag og spørge dem om vej ud af skoven. Bare jeg dog kunne nå til det ottende felt, inden det bliver mørkt!" Så vandrede hun videre og snakkede hele tiden med sig selv ... indtil hun pludselig - et sted, hvor vejen drejede brat - løb lige mod to små, tykke mænd. Det gav uvilkårligt et sæt i hende, men hun faldt hurtigt til ro, for hun var sikker på, at det var -

Kapitel 4 - Tweedledum og Tweedledee

Tweedledum

De stod under et træ med armen omkring halsen på hinanden, og Alice vidste straks, hvem der var hvem, fordi den ene havde ordet "Dum" broderet på kraven og den anden "Dee". "Så står der vel "Tweedle" bagpå deres kraver," sagde hun til sig selv.

De stod så stille, at hun fuldstændig glemte, at de var levende, og hun skulle netop til at se efter, om der virkelig stod "Tweedle" på bagsiden af deres kraver, da han, der stod "Dum" på, pludselig - til hendes forbavselse - begyndte at tale.

"Hvis du tror, vi er voksfigurer," sagde han, "så må du betale, forstår du nok. Voksfigurer fremvises ikke gratis. Ne-ej!"

"Tværtimod," sagde den anden - ham, der stod "Dee" på - "hvis du tror, vi er levende, burde du sige noget."

"Åh, om forladelse," sagde Alice - og mere kunne hun ikke sige ... Ordene i den gamle vise sang nemlig i hendes hoved - nøjagtig som et ur, der tikker - og hun kunne ikke lade være med at sige dem højt:

"Mellem Tweedledum og Tweedledee
skal et håndgemæng aldrig mangle,
for Tweedledum siger, at Tweedledee
har smadret hans nye rangle.

Men kommer så den store, kanut,
en vældig, tjæresort krage,
er deres batalje pludselig slut
og heltene - meget spage!"

"Jeg ved, hvad du tænker på," sagde Tweedledum, "men sådan forholder det sig ikke, ne-ej!"

"Tværtimod," fortsatte Tweedledee, "hvis det var sådan, så kunne det jo være, og var det sådan, ville det være sådan, men eftersom det ikke er det, så er det det ikke. Det er da logisk."

"Jeg spekulerede på," sagde Alice meget høfligt, "hvordan man bedst kommer ud af denne skov. Det bliver så mørkt nu. Vil I ikke være så venlige at sige mig det?"

Men de to små, tykke mænd kiggede bare på hinanden og grinede.

De lignede i den grad et par store skoledrenge, at Alice ikke kunne lade være med at pege på Tweedledum ag sige: "Første dreng!"

"Ne-ej," råbte Tweedledum hurtigt. Men han lukkede øjeblikkelig munden med et smæld.

"Næste dreng!" sagde Alice og pegede på Tweedledee, skønt hun var aldeles sikker på, at han ville råbe: Tværtimod! - og det gjorde han ganske rigtigt også.

"Du begyndte forkert!" råbte Tweedledum. "Det første, man skal gøre, når man besøger folk, er at sige goddag og trykke dem i hånden!" Her omfavnede de to brødre hinanden og rakte dernæst de to hænder frem, der var frie, for at trykke hende i hånden.

Alice kunne ikke lide at trykke en af dem i hånden først - hun var nemlig bange for, at hun så ville såre den anden. For at slippe uden om vanskelighederne trykkede hun dem derfor i hånden begge to på en gang og - i næste øjeblik dansede de rundt i ring alle tre. Det var fuldstændig naturligt - huskede hun bagefter - og hun blev ikke engang forbavset, da hun også hørte musik. Det lød, som om den kom fra det træ, de dansede under, og (så vidt hun kunne forstå) opstod den ved, at grenene gned mod hinanden - som en violinbue mod strengene.

"Men det mest tossede var," sagde Alice bagefter, da hun fortalte sin søster det hele, "at jeg pludselig opdagede, at jeg sang: Her går vi rundt om en enebærbusk. Jeg ved ikke, hvornår jeg begyndte, men jeg syntes, jeg havde sunget i lang, lang tid."

De to tyksakke blev hurtigt forpustede af at danse. "Fire gange rundt er nok i en dans," sagde Tweedledum og så holdt de op lige så hurtigt, som de var begyndt. I samme øjeblik tav musikken.

Så gav de slip på Alices hænder og stod og kiggede på hende et stykke tid. Der opstod en lidt pinlig tavshed, for Alice vidste ikke, hvordan man skulle indlede en konversation med folk, man lige havde danset med. "Det kan da ikke nytte noget at sige goddag nu," sagde hun til sidst, "det skulle jeg have gjort for længe siden!"

"Jeg håber ikke, I er alt for trætte?" sagde hun endelig.

"Ne-ej. Og tak, overordentlig mange tak, fordi du spørger," sagde Tweedledum.

"Takker underdanigst!" sagde Tweedledee. "Synes du om poesi?"

"Ja-a, det gør jeg - en vis slags poesi," sagde Alice tvivlrådigt. "Men vil I ikke nok fortælle mig, hvilken vej der fører ud af skoven?"

"Hvad skal jeg fremsige for hende?" sagde Tweedledee og kiggede på Tweedledum med store, alvorlige øjne ag uden at bryde sig om Alices spørgsmål.

"Hvalrossen og tømmermanden" er det længste," svarede Tweedledum og omfavnede sin broder meget ømt.

Tweedledee begyndte øjeblikkelig:

"Den lyse sol gik over hav -"

Her tog Alice mod til sig og afbrød ham: "Hvis digtet er meget langt," sagde hun, så høfligt som hun kunne, "vil I måske først sige mig, hvilken vej ..."

Tweedledee smilede venligt og begyndte igen:

"Den lyse sol gik over hav
i sine fine klæ'er.
Den tyssede alvorlig på
de muntre bølgers hær.
Og det var meget mærkeligt,
for midnatstid var nær.

Det kiggede nu månen på,
lidt ærgerlig, fordi
den tænkte: "Hvad skal solen her,
når dagen er forbi?
Han er en uopdragen fyr,
der ganske mangler pli."

Og havet var så vådt, så vådt,
og sandet rent og tørt.
Og ingen sky af ingen vind
blev over himlen ført,
og der blev intet vingeslag
af ingen fugle hørt.
walrus-carpenter
Hr. hvalros kom spadserende.
Med ham hr. tømmermand.
Og begge græd, fordi der var
så græsseligt med sand.
Hvis alt det sand blev ryddet væk,
var det en prægtig strand.

Hr. hvalros sa': "Såfremt og hvis
syv piger nu tog fat
og fejed her et halvt års tid,
så tror jeg næsten at ..."
"Jeg tvivler!" sa' hr. tømmermand
og græd en liden sjat.

"Kom østers, lad os gå en tur!"
(Hr. hvalros bad så smukt!)
"En yndig tur med snik og snak
langs med den havblå bugt.
Nu ta'r vi stranden hånd i hånd,
i ære og i tugt."

Den ældste østers kiggede,
så tavs som nogen fisk.
Den rystede på hovedet
og blinkede polisk -
den holdt sig til sin banke, ja,
hvor der var klart og frisk.

Men fire unge østers sa',
det tilbud var dem kært.
De pudsed sig og pynted sig
med sko, der skinned svært.
Og da de ingen fødder har,
er dette meget sært.

Og fire andre fulgte dem -
så fire nok en gang.
Og der kom stadig flere til
i østers-gåsegang.
De hopped over stok og sten
og gennem skum og tang.

Hr. hvalros og hr. tømmermand
afskridted søens bred,
og da de fandt en tjenlig sten,
så satte de sig ned,
mens alle de små østers stod
og vented i geled.
walrus-oysters
Hr. hvalros sa': "Nu er det tid
at drøfte dit og dat.
Nu kan vi snakke skib og sko
og kål og smedens kat.
Hvorfor er grisen flyvegal
og vandet varmt i nat?"

"Nej', tøv en kende,"
råbte nu de østers små i kor.
"Vi er så trætte alle mand
og vores fedme stor."
"Vi tøver! "sa' hr. tømmermand,
"det haster ikke spor!"

Hr. hvalros sa': "En skive brød -
nu mangler bare det.
Med eddike og peber til
bli'r gildet en succes!
Hvis I er klare, lille børn,
begynder vor dinér."

"I vil da ikke spise os?"
sa' østersflokken bleg,
"for efter al den venlighed
var det en lumpen streg."
Hr. hvalros sa': "En dejlig nat!
Beundrer I den ej?"

"Hvor var det lifligt, at I kom -
hvor var det venligt gjort!"
Hr. tømmermand sa': "Mere brød!"
og ellers ikke stort,
undtagen: "Du er pokkers døv -
to gange har jeg spur't!"

Hr. hvalros sa': "Man spiller dem
et puds! Hvor er det stygt!
De løb så langt for vores skyld
og stønner nu så sygt."
Hr. tømmermand bemærked blot,
at smørret var for tykt.

Hr. hvalros sa': "Jeg græder, børn!
Jeg føler med jer, ja!"
Og snøftende sortered han
de største af dem fra
og trykkede sin lommeklud
mod øjet nu og da.

"Så, østers!" sa' hr. tømmermand,
"nu vender vi vel om?
Det var en yndig tur!" - Mon svaret
nogen sinde kom?
Ak nej - og det er mærkeligt,
når hver en skal var tom!"
eaten_oysters

"Jeg kan bedst lide hvalrossen," sagde Alice, "den var da i hvert fald en lille smule ked af, at de stakkels østers blev spist."

"Men den spiste flere end tømmermanden," sagde Tweedledee. "Og så holdt den lommetørklædet for, så han ikke kunne tælle, hvor mange den tog. Tværtimod! "

"Fy, det var tarveligt!" sagde Alice vredt. "Så synes jeg bedst om tømmermanden - når han ikke spiste så mange som hvalrossen."

"Men han spiste lige så mange, som han kunne få fat i," sagde Tweedledum.

Det var sandelig vanskeligt, det her! Efter et øjebliks tavshed begyndte Alice igen: "Nå, så var de begge to stygge ..." Her holdt hun forskrækket inde, fordi hun hørte noget, der lød som en stor, pustende dampmaskine, larme inde i skoven, ganske tæt ved dem ... Men hun var bange for, at det snarere var et vildt dyr. "Er der løver eller tigre her på egnen?" spurgte hun forskrækket.

"Det er bare den røde konge, der snorker," sagde Tweedledee.

"Kom og se på ham," råbte de to brødre. Så tog de Alice i hver sin hånd og førte hende hen til det sted, hvor kongen lå og sov.

red_king_asleep

"Er han ikke nydelig?" sagde Tweedledum.

Det kunne Alice ikke gå med til -- hvis hun da skulle holde sig til sandheden. Han var iført en stor, rød nathue - med en kvast på - og lå så underligt sammenkrøllet og uordentligt. Desuden snorkede han så højt, at - "han var lige ved at snorke hovedet af sig," som Tweedledum sagde.

"Jeg er bange for, at han bliver forkølet, når han ligger der i det våde græs," sagde Alice, der var en meget betænksom lille pige.

"Han drømmer," sagde Tweedledee, "og hvad tror du, han drømmer?"

Alice sagde: "Det er da ikke godt at vide."

"Jo - han drømmer om dig!" udbrød Tweedledee og klappede begejstret i hænderne. "Og hvis han holdt op med at drømme om dig, hvor tror du så, du ville være?"

"Der, hvor jeg er, naturligvis," sagde Alice.

"Nej, nej," svarede Tweedledee hånligt. "Du ville ikke være nogen steder. For du er kun noget, der eksisterer i hans drømme."

"Og hvis kongen vågnede," tilføjede Tweedledum, "så ville du gå ud - puf! - fuldstændig som et lys!"

"Nej, jeg ville ikke!" sagde Alice fornærmet. "Og hvis jeg kun er noget, der eksisterer i hans drømme, hvad er så I, om jeg må spørge?"

"Ditto," sagde Tweedledum. "Ditto, ditto!" råbte Tweedledee.

Han råbte det så højt, at Alice ikke kunne lade være med at sige: "Hyss! I vækker ham jo, hvis I laver sådan en støj!"

"Åh, det er vist ikke værd, at du snakker om at vække ham," sagde Tweedledee, "du, der kun er noget, der eksisterer i hans drømme. Du ved jo udmærket godt, at du ikke er virkelig."

"Jo, jeg er," sagde Alice og begyndte at græde. "Du bliver ikke et spor mere virkelig, fordi du græder," sagde Tweedledee. "Der er ingenting at græde for ..."

"Hvis jeg ikke er virkelig," sagde Alice, der både lo og græd på en gang, fordi alting var så komisk - "ville jeg jo ikke være i stand til at græde."

"Du tror da vel ikke, at det er virkelige tårer," afbrød Tweedledum hende i en meget hånlig tone.

"Jeg ved jo, at det er noget vrøvl, det, de siger," sagde Alice til sig selv, "og det er dumt at græde over det." Så tørrede hun tårerne bort og fortsatte så fornøjet, som hun kunne: "Nå, det er vist bedst, jeg ser at komme ud af skoven, for det bliver jo mørkere og mørkere. Tror I, det begynder at regne?"

Tweedledum spændte en stor paraply op - over sig selv og broderen. Så stirrede han op i den og sagde: "Næh, det tror jeg ikke ... i hvert fald ikke under den her. Næ-hæh."

"Men det bliver måske regnvejr udenfor?"

"Ja, det må det såmænd gerne, hvis det vil," sagde Tweedledee. "Det har vi ikke noget imod. Tværtimod! "

"Hvor er de egoistiske!" tænkte Alice, og hun skulle lige til at sige "god nat" og gå sin vej, da Tweedledum kom frem under paraplyen og greb hende om håndledet.

rattle

"Kan du se det der?" sagde han og pegede med en skælvende finger på en lille, hvid tingest, der lå under træet. (Han kunne næsten ikke tale af bare ophidselse, og hans øjne var store og helt gule!)

"Det er bare en rangle," sagde Alice, da hun havde undersøgt den lille, hvide genstand grundigt. "Og ikke nogen klapperslange, der ringler og rangler med halen," skyndte hun sig at tilføje, fordi hun troede, han var blevet bange. "Det er bare en rangle - gammel og i stykker ..."

"Ja, tænkte jeg det ikke nok!" råbte Tweedledum og begyndte at stampe rasende i jorden og rive sig i håret. "Den er naturligvis helt ødelagt!" Så kiggede han på Tweedledee, der øjeblikkelig satte sig ned og prøvede på at skjule sig under paraplyen.

Alice lagde sin hånd på hans arm og sagde i en beroligende tone: "Du behøver da ikke at blive så rasende over en gammel rangle."

"Men den er ikke gammel!" råbte Tweedledum endnu mere rasende end før. "Den er ny, vil jeg bare sige dig - jeg købte den i går - min fine nye RANGLE!" brølede han med høj stemme.

Imens forsøgte Tweedledee - så godt det lod sig gøre - at slå paraplyen sammen og selv blive liggende i den! Det så så komisk ud, at Alice helt glemte hans rasende broder. Men det ville ikke rigtig lykkes for ham, og det endte med, at han trillede omkuld og viklede sig ind i paraplyen, så kun hovedet stak udenfor. Der lå han nu og lukkede munden op og i samt glippede med sine store øjne. "Han ligner mest af alt en fisk," tænkte Alice.

"Du er vel parat til at slås?" sagde Tweedledum lidt roligere.

"Ja, der er vel ingen anden udvej," svarede Tweedledee vredt og kravlede ud af paraplyen. "Men hun må hjælpe os i klæderne."

Så traskede de to brødre længere ind i skoven - hånd i hånd - og vendte lidt efter tilbage med favnen fuld af forskellige ting såsom puder, tæpper, gulvtæpper, lyseduge, grydelåg og kulkasser. "Jeg håber, du er dygtig til at knappe knapper og binde bånd?" sagde Tweedledee. "Alt det her må vi have på os - hvordan det så end skal gå til."

fit-for-fight

Alice sagde bagefter, at hun aldrig nogen sinde have været med til så mange dikkedarer ... de løb frem og tilbage ... de skulle have en masse ting hængt på sig ... og hun måtte binde bånd og knappe knapper, i det uendelige! "De kommer da til at ligne en bylt gamle klude, når de bliver færdige - langt om længe!" sagde hun til sig selv, da hun lagde en pude omkring halsen på Tweedledee -- "for at hans hoved ikke skulle blive hugget af," som han selv sagde.

"Ja, du forstår nok," erklærede han meget alvorligt, "noget af det værste, der kan hænde en i kampens hede, er at få hovedet hugget af."

Alice lo højt, men hun lod, som om det var et hosteanfald, for ikke at såre hans følelser.

"Ser jeg meget bleg ud?" spurgte Tweedledum, der kom hen til hende for at få sin hjelm bundet fast. (Han kaldte det en hjelm, skønt den i høj grad lignede en kasserolle.)

"Åh ja - en lille smule," svarede Alice venligt.

"Jeg er som regel meget tapper," fortsatte han med dæmpet stemme, "men i dag har jeg sådan en hovedpine."

"Og jeg har tandpine!" sagde Tweedledee, der tilfældigvis havde hørt, hvad han sagde. "Jeg er meget sløjere end du."

"Så må I hellere lade være med at slås i dag," sagde Alice, der gerne ville benytte lejligheden til at stifte fred imellem dem.

"Nej, vi slås et stykke tid, men jeg bryder mig ikke om at blive ved alt for længe," sagde Tweedledum. "Hvad er klokken nu?"

Tweedledee så på sit ur og sagde: "Halv fem."

"Så slås vi til klokken seks og bagefter spiser vi til middag," sagde Tweedledum.

"Udmærket," svarede den anden lidt sørgmodigt. "Og så kan hun se til - men det er nok bedst, du ikke kommer os for nær," tilføjede han, "jeg slår som regel løs på alt, hvad jeg ser, når jeg bliver rigtig ophidset."

"Og jeg slår løs på alt, hvad der er indenfor rækkevidde, hvad enten jeg kan se det eller ikke!" råbte Tweedledum.

Alice lo. "Så må I hamre løs på træerne temmelig ofte - ikke også?" sagde hun.

Tweedledum kiggede sig omkring med et tilfreds smil. "Jeg tror ikke, der bliver et eneste træ tilbage her i nærheden, når vi er færdige!" sagde han.

"Og al den ståhej laver I bare for en rangles skyld!", sagde Alice, der stadig håbede på, at hun kunne få dem til at skamme sig - fordi de sloges om sådan en bagatel.

"Jeg ville ikke have brudt mig om det, hvis den ikke havde været ny," sagde Tweedledum.

"Jeg ville ønske, at den store krage kom nu!" tænkte Alice.

"Der er kun et sværd, ved du nok," sagde Tweedledum til sin broder, "men du kan bruge paraplyen - den er lige så skarp. Så - nu må vi skynde os at begynde. Det er så mørkt, som det kan blive."

"Ak nej, det kan blive endnu mørkere!" sagde Tweedledee.

Mørket kom så pludseligt, at Alice troede, det var ved at blive uvejr.

"Sikke en stor, mørk sky!" sagde hun. "Hvor den dog kommer hurtigt! Nej, men den har jo vinger!"

"Det er kragen!" råbte Tweedledum forskrækket og med skingrende stemme. De to brødre stak af så hurtigt, de kunne, og var borte i løbet af et øjeblik.

Alice løb er, stykke ind i skoven og stillede sig under et stort træ. "Her kan den da ikke få fat i mig," tænkte hun. "Den er så stor, at den ikke kan komme ind mellem træerne. Bare den dog ville lade være med at baske sådan med vingerne - der opstår jo en hel orkan herinde i skoven -- og der kommer et sjal flyvende - hvis mon det kan være?"