www.ebbemunk.dkarrowBag Spejlet

Kapitel 5 - Et uldent får strikker uldstrømper

 

Hun greb sjalet - mens hun endnu talte - og kiggede sig omkring for at se, hvem der havde tabt det. I næste sekund kom den hvide dronning løbende gennem skoven i en vældig fart. Hun holdt begge armene udstrakte, som om hun fløj, og Alice gik hende meget høfligt i møde for at give hende sjalet.

"Jeg er sandelig glad for, at jeg netop stod der ... så jeg kunne gribe det," sagde Alice, da hun hjalp hende med at tage sjalet på.

Den hvide dronning stirrede imidlertid blot på hende med en hjælpeløs og forskrækket mine og blev ved med at hviske noget, der lød som "Brød-og-smør, brød-og-smør ..." Alice var klar over, at hun selv måtte begynde at sige noget, hvis der overhovedet skulle komme en samtale i gang. Hun spurgte derfor meget forsigtigt: "Er det den hvide dronning, jeg tiltaler -?"

"Ja, hvis du kalder din opførsel for tiltalende, så ... men det er nu absolut ikke min mening," sagde dronningen.

Alice tænkte, at det var bedst ikke at sige hende imod lige med det samme. Derfor smilede hun og sagde: "Hvis Deres Majestæt vil sige mig, hvordan jeg så skal bære mig ad, vil jeg gøre det så godt, jeg kan ... og prøve på at hjælpe Dem."

"Det interesserer mig ikke det mindste," sukkede den stakkels dronning. "Jeg har forsøgt at klæde mig selv på i de sidste to timer."

Det ville have været langt bedre, tænkte Alice, hvis hun havde haft nogen til at hjælpe sig, for hun så forfærdelig sjusket ud. "Alting sidder jo skævt på hende," tænkte Alice, "og hun er helt oversået med knappenåle! - Må jeg stramme Deres sjal lidt mere?" sagde hun højt.

"Jeg kan ikke forstå, hvad der er i vejen med det," sagde dronningen bedrøvet. "Det har helt tabt humøret, tror jeg. Jeg har sat nåle i, både her Ø der, men det hjælper ikke et spor!"

"Det kan ikke sidde ordentligt, forstår De nok, når alle nålene er anbragt i den ene side," sagde Alice og rettede forsigtigt på det. "Og du glade verden - hvor Deres hår dog er forpjusket!"

"Hårbørsten har viklet sig ind i det!" sagde dronningen med et suk. "Og jeg tabte min kam i går."

lady's_maid

Alice løsnede børsten forsigtigt og gjorde, hvad hun kunne, for at bringe dronningens hår i orden. "Så - nu ser det meget bedre ud!" sagde hun, da hun havde flyttet de fleste af hårnålene. "Men De burde virkelig have en kammerjomfru!"

"Ja, jeg vil med fornøjelse antage dig!" sagde dronningen. "Du får femten øre om ugen og syltetøj hveranden dag."

Alice kunne ikke lade være med at le, da hun svarede: "Tak, men jeg vil ikke have den plads - og jeg bryder mig for resten heller ikke om syltetøj."

"Men det er fint syltetøj," sagde dronningen.

"Ja, i dag vil jeg i hvert fald ikke have noget."

"Nej, det kunne du heller ikke få, selv om du aldrig så gerne ville," svarede dronningen. "For reglen er -: Syltetøj i morgen og syltetøj i går - men aldrig syltetøj i dag."

"Men en gang imellem det vel blive syltetøj i dag," indvendte Alice.

"Nej, det kan det aldrig blive," sagde dronningen. "Det er syltetøj hveranden dag, men i dag er det ikke hveranden dag, forstår du -."

"Nej, det forstår jeg ikke," sagde Alice, "det er så skrækkelig indviklet!"

"Det er følgen af at leve baglæns," sagde dronningen venligt, "det bliver man altid lidt fortumlet af ... i begyndelsen ..."

"Leve baglæns!" gentog Alice meget forbavset. "Det har jeg da aldrig hørt tale om før!"

"Men det har den store fordel, at ens hukommelse virker til begge sider."

"Ja, min hukommelse virker kun til en side," sagde Alice. "Jeg kan ikke huske noget, før det er sket."

"Det er en dårlig hukommelse, der kun virker bagud," bemærkede dronningen.

"Hvad husker De bedst ... hvilke slags ting?" dristede Alice sig til at spørge.

kings_messenger

"Åh, det, der skete i næste uge efter den uge, der kommer," svarede dronningen i en ligegyldig tone. "Der er nu f. eks. kongens løber," fortsatte hun og satte et stort hæfteplaster på sin ene finger, mens hun talte. "Han sidder i fængsel nu og afsoner sin straf, men sagen bliver ikke behandlet af retten før næste onsdag, og hans forbrydelse er naturligvis det allersidste, der sker -."

"Men tænk - hvis han nu aldrig begår den?" sagde Alice.

"Ja, det ville naturligvis være det bedste - ville det ikke?" sagde dronningen og bandt hæfteplastret fast til fingeren med en stump bånd.

Alice syntes, at det var ganske indlysende. "Ja, det ville selvfølgelig være det bedste," sagde hun, "men var det ikke endnu bedre, hvis han heller ikke blev straffet?"

"Nej, der tager du fejl," sagde dronningen. "Er du nogen sinde blevet straffet?"

"Kun når jeg har gjort noget forkert," sagde Alice.

"Og så blev du et bedre menneske!" sagde dronningen triumferende.

"Ja - men jeg havde jo gjort det, jeg blev straffet for," sagde Alice. "Det er forskellen -."

"Men hvis du ikke havde gjort det," sagde dronningen, "så ville det have været endnu bedre - bedre og bedre og bedre!" Hun hævede stemmen for hver gang, hun sagde: "Bedre", og til sidst skreg hun næsten ...

Alice skulle lige til at sige: "Der må være en fejltagelse et eller andet sted ...," da dronningen begyndte at hyle så højt, at hun ikke kunne fuldende sætningen. "Av, av, av!" skreg dronningen og rystede hånden, som om hun ville ryste den af. "Min finger bløder! Av, av, av!"

Når hun hylede, lød det nøjagtigt som en dampfløjte, så Alice måtte holde sig for ørerne.

"Hvad er der i vejen?" spurgte hun, så snart hun kunne få et ord indført. "Har De stukket Dem i fingeren?"

"Jeg har ikke stukket mig, endnu," sagde dronningen, "men det gør jeg snart - av, av, av!"

"Hvornår tror De, det sker?" spurgte Alice og kunne næsten ikke lade være med at le.

"Når jeg skal fæste sjalet sammen igen," sukkede den stakkels dronning, "så vil brochen gå op. Av, av!" I det øjeblik, hun sagde det, sprang brochen virkelig op. Dronningen greb ivrigt efter den og forsøgte at lukke den.

"Pas dog på!" råbte Alice. "De holder den skævt!" Hun prøvede at holde på brochen, men det var for sent - nålen smuttede og stak dronningen i fingeren.

"Det var derfor, den blødte," sagde hun til Alice med et smil. "Nu forstår du vel, hvordan det går til her?"

"Men hvorfor hyler De ikke nu?" spurgte Alice og var parat til at holde sig for ørerne.

"Nej, jeg har jo allerede skreget - det, der skal skriges," sagde dronningen. "Så det ville jo være ganske overflødigt at gøre det en gang til!"

Nu var det ved at blive lyst igen. "Kragen må være fløjet bort," sagde Alice. "Det er jeg sandelig glad for. Jeg troede, det begyndte at blive nat."

"Jeg ville ønske, at jeg også kunne blive glad," sagde dronningen. "Men jeg kan aldrig huske, hvordan man bærer sig ad. Du må da være lykkelig - du, der bor i denne skov, og som kan være glad, når du selv vil!"

"Ja, bare man ikke følte sig så skrækkelig ensom her!" sagde Alice bedrøvet. Og den tanke, at hun var ensom, fik to store tårer til at trille ned over hendes kinder.

"Å nej - det må du ikke!" råbte den arme dronning og vred sine hænder i fortvivlelse. "Tænk dog på, at du er en stor pige! Tænk på, hvilken lang vej du har rejst i dag! Tænk på, hvad klokken er. Tænk på, hvad som helst, men græd ikke!"

Nu kunne Alice ikke lade være med at le - trods tårerne, der løb ned aver hendes kinder. "Kan De undgå at græde ved at tænke på noget?" spurgte hun.

"Ja, det er sådan, man bærer sig ad!" sagde dronningen meget bestemt. "Ingen kan gøre to ting på en gang, som du ved. Lad os begynde med at tænke på din alder - hvor gammel er du?"

"Jeg er nøjagtig syv et halvt år."

"Du behøver ikke at sige "nøjagtig"," erklærede dronningen. "Jeg tror på dig alligevel. Nu skal jeg give dig noget at tænke på: Jeg er lige bestemt hundrede et år, fem måneder og én dag."

"Det tror jeg nu ikke på!" sagde Alice.

"Ikke det?" sagde dronningen medlidende. "Prøv en gang til - træk vejret dybt og luk øjnene."

Alice lo. "Det kan ikke nytte noget at prøve," sagde hun. "Man kan ikke tro på noget, der er umuligt."

"Så har du ikke øvet dig ret meget," sagde dronningen. "Da jeg var i din alder, øvede jeg mig en halv time hver dag. Undertiden troede jeg på seks umulige ting fer frokost. Så nu blæser sjalet væk igen!"

Brochen var gået op, mens hun snakkede, og et pludseligt vindstød førte sjalet hen over en lille bæk. Dronningen rakte atter armene ud og styrtede af sted efter det, og denne gang lykkedes det hende at gribe det selv. "Jeg har det!" råbte hun triumferende. "Nu skal du få at se, at jeg selv kan sætte det fast - helt alene! "

*     *     *     *     *     *     *

"Så håber jeg, at Deres finger har det bedre?" sagde Alice meget høfligt og fulgte efter dronningen over den lille bæk.

"Åh ja - meget bedre!" råbte dronningen og hævede hele tiden stemmen, mens hun gik. "Meget bedre! Be-edre! B-e-edre! Be-e-e!" Til sidst lød det, som om det var et får, der brægede - så Alice blev helt forskrækket.

Hun kiggede på dronningen, der pludselig var blevet indhyllet i en masse uld. Alice gned sine øjne og kiggede en gang til. Hun kunne ikke rigtig forstå, hvad der egentlig var sket. Var hun i en forretning? Og var det virkelig ... var det virkelig et får, der sad på den anden side af disken? Men hvor meget hun end gned sine øjne, kunne hun ikke se andet, end at hun befandt sig i en lille, mørk forretning ... hun støttede albuerne til disken, og lige over for hende sad der et gammelt får og strikkede i en lænestol. En gang imellem løftede det hovedet og så på hende gennem et par store briller.

sheep

"Hvad skulle det være?" sagde fåret omsider og kiggede et øjeblik op fra sit strikketøj.

"Jeg ved det ikke rigtigt endnu," sagde Alice undseligt. "Jeg vil helst se mig lidt om først, hvis jeg må."

"Du kan se lige ud og til begge sider, hvis du har lyst," sagde fåret, "men du kan ikke se bagud, hvis du da ikke har øjne i nakken."

Men det havde Alice jo ikke, så hun nøjedes derfor med at gå omkring og kigge på hylderne, efterhånden som hun kom til dem.

Forretningen var åbenbart fuld af de mærkeligste ting - men det besynderligste var dog, at når hun undersøgte en af hylderne meget nøje for at se, hvad der stod på den, så var den hylde altid fuldstændig tom, skønt de andre var så fulde af varer, som de kunne være.

"Hvor dog alting flyver omkring her!" sagde hun til sidst i en klagende tone, da hun forgæves havde jaget efter en stor og flot ting et stykke tid - en ting, der undertiden lignede en dukke og undertiden et syskrin - og som altid befandt sig på hylden oven over. "Og det er den her tingest, der ærgrer mig mest - men jeg skal nok ..." - her fik hun en lys ide - "jeg vil følge efter den helt op til den øverste hylde. Og det bliver vel temmelig vanskeligt for den at smutte ud gennem loftet, vil jeg tro ..."

Men også det slog fejl, for "tingen" gik uden videre op gennem loftet, som om det var ganske naturligt.

"Er du et barn eller en snurretop?" sagde fåret og tog et par nye strikkepinde frem. "Du gør mig snart helt svimmel, hvis du bliver ved med at snurre rundt på den måde." Fåret strikkede nu med fjorten par pinde på en gang, og Alice stirrede meget forbavset på det ...

"Hvordan kan det dog strikke med så mange pinde?" tænkte Alice meget overrasket. "Det får kommer da mere og mere til at ligne et pindsvin for hver minut, (ler går!"

"Kan du ro?" spurgte fåret og rakte hende et par strikkepinde.

"Ja, en lille smule - men ikke på land - og ikke med strikkepinde -" begyndte Alice at sige, da pindene pludselig forvandlede sig til årer i hendes hænder, og samtidig opdagede hun, at de sad i en lille båd, der gled langsomt langs bredderne - der var altså ikke andet for hende at gøre end at ro, så godt hun kunne.

boat

"Åre!" råbte fåret og tog endnu et par strikkepinde frem.

Det lød ikke, som om fåret ventede at få svar. Alice sagde derfor ingenting og roede blot videre. Det var noget højst besynderligt vand - syntes hun - for en gang imellem hang årerne fast i det, så hun knap kunne få dem løs igen.

"Åre! Åre!" råbte fåret på ny og halede flere strikkepinde frem. "Du vil sikkert snart "fange en ugle"."

"En sød, lille ugle!" tænkte Alice. "Det ville sandelig være morsomt!"

"Hørte du ikke, at jeg sagde "åre"?" spurgte fåret vredt og trak et helt bundt strikkepinde frem.

"Jo, det gjorde jeg," sagde Alice. "Du har sagt det adskillige gange - og meget højt. Men sig mig engang, hvor er de ugler?"

"Oppe i træerne, naturligvis!" svarede fåret og stak nogle af nålene i håret - det havde nemlig hænderne fulde. "Åre, siger jeg!"

"Hvorfor siger du "åre" så ofte?" spurgte Alice temmelig irriteret.

"Fordi du er så dum og fantasiløs," sagde fåret, "du mangler ganske åre."

Alice blev en lille smule fornærmet, og der var derfor tavshed imellem dem et stykke tid. Imens gled båden langsomt af sted, snart gennem en tæt skov af vandplanter (hvor årerne hang endnu mere fast end før), og snart under høje træer. Men bredderne var stadig de samme - stejle og truende ...

"Åh, nej, nu må du undskylde - der er nogle af de siv, som lugter så dejligt!" råbte Alice pludselig, helt ude af sig selv af henrykkelse. "Se - hvor er det kønt!"

"Du behøver ikke at sige "undskyld" til mig af den grund," sagde fåret uden at se op fra sit strikketøj. "Jeg har ikke anbragt dem der, og jeg har heller ikke i sinde at fjerne dem."

"Nej, men jeg mente - undskyld, kan vi ikke nok holde stille her og plukke nogen af dem?" sagde Alice bønligt. "Har du noget imod, at vi lader båden ligge stille et øjeblik?"

"Hvordan skulle jeg få den til at ligge stille?" sagde fåret. "Hvis du holder op med at ro, standser den vel af sig selv."

Så fik båden lov til at drive ned ad strømmen, som den ville - indtil den gled ganske sagte ind mellem de svajende siv ... Alice smøgede omhyggeligt ærmerne op og stak sine små arme ned i vandet - lige til albuerne - for at få fat i sivene, et godt stykke nede, inden hun brækkede dem af. Hun glemte fuldstændig både fåret og dets strikketøj, mens hun lænede sig så langt ud over bådens ræling, at hendes udslåede hår dyppede i vandet ... og plukkede en stor buket af de duftende siv ... med strålende øjne.

"Bare båden nu ikke kæntrer," sagde hun til sig selv. "Næh, hvor er det dog kønt ... det der siv! Tænk, om jeg kunne få fat i det!" Hvor var det irriterende, at skønt hun plukkede en masse kønne siv - mens båden gled forbi - var der stadig et, der var endnu smukkere, som hun ikke kunne få fat i! Det så næsten ud, som om de gjorde det med vilje ... tænkte hun.

"De kønneste er altid længst borte!" sagde hun til sidst og sukkede, fordi sivene absolut skulle vokse så langt væk ... Så kravlede hun tilbage til sin plads med brændende kinder for at ordne sine nyerobrede skatte, mens vandet dryppede fra hendes hår og hænder ...

I det øjeblik brød hun sig ikke det mindste om, at sivene var begyndt at visne og miste deres duft, umiddelbart efter at hun havde plukket dem. Rigtige siv holder heller ikke ret længe, som du ved, og eftersom det her var drømme-siv, smeltede de næsten som sne ... da de lå der i en stor bunke ved hendes fødder. Men Alice lagde knap nok mærke til det, for hun havde så mange andre besynderlige ting at tænke på.

De havde ikke roet ret langt, før en af årerne blev hængende i vandet og ikke var til at få løs igen (sådan forklarede Alice det i hvert fald bagefter!), og resultatet var, at årens skaft ramte hende under hagen. Alice råbte: "Av, av, av!" men hun blev alligevel puffet ned fra toften og væltede om i sivene.

Hun slog sig imidlertid ikke det mindste, og kom hurtigt op igen, mens fåret blev ved med at strikke, som om der ikke var sket noget. "Det var en nydelig ugle, du fangede dér!" sagde fåret, da Alice satte sig ned (og hvor var hun glad, fordi hun stadig befandt sig i båden!)

"Såh? Det så jeg ikke!" sagde Alice og kiggede forsigtigt op under de mørke træer. "Bare jeg dog ikke havde ladet den flyve - jeg ville så gerne have en lille ugle med mig hjem." Fåret lo bare hånligt og blev ved med at strikke.

"Er der mange ugler her?" spurgte Alice.

"Ja - og meget andet," svarede fåret. "Der er masser af ting at vælge imellem - bestem selv! Nå, hvad vil du så købe?"

"Købe?" gentog Alice, forskrækket og forbavset - årerne, båden og bækken var nemlig pludselig forsvundet, og hun stod atter i den lille, mørke butik.

"Jeg vil gerne købe et æg," sagde hun ængsteligt. "Hvordan sælger du dem?"

"De koster fyrretyve øre stykket - og to for femten øre," svarede fåret.

"Så er altså to billigere end et?" sagde Alice forbavset og tog sin pung frem.

"Men du må spise dem begge hvis du køber to," sagde fåret.

"Tak, så vil jeg kun have ét," sagde Alice og lagde pengene på disken. Hun tænkte nemlig: "De er måske slet ikke gode."

Fåret tog pengene, lagde dem ned i en skuffe og sagde: "Jeg rækker aldrig folk noget -- det duer ikke - du må selv tage det ned." Så gik det hen i den anden ende af butikken og stillede ægget på en hylde.

"Jeg kunne godt lide at vide, hvorfor det ikke duer?" tænkte Alice, da hun famlede sig frem mellem stole og borde ... der var nemlig meget mørkt i den ende af forretningen. "Ægget rykker åbenbart længere og længere væk, jo nærmere jeg kommer. Hvad er det her? - en stol? Men den har jo grene! Det er da besynderligt, at der gror træer herinde! Og her er der jo en lille bæk' Det er den mærkeligste butik, jeg nogen sinde har set!"

*     *     *     *     *     *     *

Hun gik videre og blev mere og mere forbavset, for hvert skridt hun tog: Alting forvandlede sig nemlig til træer, så snart hun kom i nærheden af det, og nu ventede hun hare på, at det skulle gå ligesådan med ægget.

Kapitel 6 - Klumpe-Dumpe

Ægget blev imidlertid større og større og kom mere og mere til at ligne et menneske. Da Alice kun var nogle få skridt borte, kunne hun se, at det havde øjne, næse og mund, og da hun var ganske tæt ved, så hun tydeligt, at det var selveste KLUMPE-DUMPE. "Det kan ikke være nogen anden!" sagde hun til sig selv. "Jeg er lige så sikker på det, som om navnet stod skrevet på hans ansigt!"

Man kunne have skrevet det mindst hundrede gange på det kolossale ansigt. Klumpe-Dumpe sad med korslagte ben - som en tyrker - oppe på en høj mur ... den var så smal, at Alice ikke kunne begribe, hvorledes han var i stand til at holde balancen ... og da han hele tiden så til den anden side og ikke tog den mindste notits af hende, troede hun, at han var udstoppet.

"Og hvor han dog ligner et æg!" sagde hun højt og stod med hænderne parat til at fange ham - hun ventede nemlig hvert øjeblik, at han skulle falde ned!

"Det er overordentlig irriterende," sagde Klumpe-Dumpe efter lang tids tavshed ... og han kiggede slet ikke på Alice, da han sagde det ... "at blive kaldt et æg - overordentlig irriterende!"

"Jeg sagde, at De ud som et æg, hr.," forklarede Alice ham venligt. "Og nogle æg er jo meget smukke," tilføjede hun og håbede, at hendes bemærkning så skulle blive opfattet som en slags kompliment.

"Nogle mennesker," sagde Klumpe-Dumpe og kiggede stadig til den anden side, "har ikke mere forstand i hovedet end et nyfødt barn!"

Alice vidste ikke, hvad hun skulle svare. Det var jo ikke nogen rigtig samtale, syntes hun, eftersom han aldrig sagde noget til hende. Hans sidste bemærkning var åbenbart rettet til et træ. Alice stod derfor stille og mumlede dette vers ganske sagte for sig selv:

Klumpe-Dumpe sad på en mur.
Klumpe-Dumpe røg sig en tur.
Alle kongens heste og alle kongens mænd
kunne ikke få Klumpe-Dumpe derop igen.

"Den sidste linie er alt for lang, den passer ikke rigtig til verset," sagde hun næsten højt og tænkte slet ikke på, at Klumpe-Dumpe kunne høre det.

"Stå dog ikke der og snak sådan med dig selv," sagde Klumpe-Dumpe og kiggede på hende for første gang. "Fortæl mig hellere, hvad du hedder, og hvad du bestiller her."

"Jeg hedder Alice, men ..."

"Det var da et usædvanligt fjollet navn!" sagde Klumpe-Dumpe utålmodigt. "Hvad betyder det?"

"Skal et navn absolut betyde noget?" spurgte Alice tvivlende.

"Selvfølgelig," sagde Klumpe-Dumpe og lo kort. "Mit navn hentyder til min figur - og jeg har en særdeles nydelig figur. Men når man hedder som du, kan man jo næsten have en hvilken som helst figur, ikke?"

"Hvorfor sidder du herude helt alene?" spurgte Alice, der ikke ville skændes med ham.

"Nå - fordi jeg ikke er sammen med nogen!" råbte Klumpe-Dumpe. "Troede du, at jeg ikke kunne svare på det? Spørg om mere."

"Ville det ikke være sikrere at sidde nede på jorden?" fortsatte Alice. (Og det var slet ikke hendes mening, at det skulle være en gåde - hun var blot ængstelig for den besynderlige skabning, fordi hun havde sådan et godt hjerte.) "Den mur er jo skrækkelig smal!"

"Ih, hvor dine gåder dog er lette!" brummede Klumpe-Dumpe. "Næh, det tror jeg ikke ... jeg mener - at det er mere sikkert at sidde på jorden! Hvis jeg skulle falde ned - og det er højst usandsynligt - men hvis jeg skulle ..." Her trak han munden sammen og så så højtidelig og vigtig ud, at Alice ikke kunne lade være med at le. "Hvis jeg skulle falde ned," fortsatte han, "så har kongen lovet mig - ja, ja, du må gerne blegne, hvis det passer dig! - det troede du naturligvis ikke, jeg ville sige, vel? - jo, kongen har lovet mig - med egen mund - at - at ..."

"At sende alle sine heste og alle sine mænd," udbrød Alice - og det var måske ikke særlig klogt.

"Nej, det her er dog for galt!" råbte Klumpe-Dumpe pludselig meget vredt. "Du må have lyttet ved dørene - og bag træerne - og ved skorstenene - ellers kunne du ikke vide det!"

"Nej, det har jeg virkelig ikke!" sagde Alice meget venligt. "Jeg har læst det i en bog."

Humpty Dumpty Humpty Dumpty

"Såh? Skriver man den slags i bøger?" sagde Klumpe-Dumpe en lille smule roligere. "Det er naturligvis det, der kaldes fædrelandshistorie ... Se nu godt på mig! Jeg har talt med en konge - ja, det har jeg! Du træffer måske aldrig mere nogen, at vise dig, at jeg ikke er der har gjort det, men for spor vigtig af den grund, skal du få lov til at trykke mig i hånden." Han bøjede sig forover og rakte Alice hånden (han var lige ved at falde ned, da han gjorde det!) ... og samtidig grinede han, så munden nåede fra det ene øre til det andet. Alice kiggede lidt ængsteligt på ham, da hun trykkede hans hånd. "Hvis han griner en lille smule til, ender det med, at mundvigene mødes omme i nakken," tænkte hun, "men hvordan vil det så gå med hans hoved? Mon det så ikke falder af?"

"Ja, med alle sine heste og alle sine mænd," fortsatte Klumpe-Dumpe. "De vil hjælpe mig op på muren igen i løbet af et øjeblik - ja, det vil de! Men vi snakker alt for hurtigt - lad os vende tilbage til den næstsidste bemærkning."

"Jeg kan ikke rigtig huske, hvad det var," sagde Alice meget høfligt.

"I så fald begynder vi helt forfra," sagde Klumpe-Dumpe. "Og så er det min tur til at finde på et samtaleemne ..." ("Han snakker jo nøjagtigt, som om det var en selskabsleg," tænkte Alice.) - "Ja, nu har jeg et spørgsmål til dig. Hvor gammel var det, du sagde, du var?"

Alice tænkte sig om et øjeblik. Så sagde hun: "Syv år og seks måneder."

"Forkert!" råbte Klumpe-Dumpe triumferende. "Det har du aldrig sagt et ord om!"

"Jeg troede, du mente, hvor gammel jeg var?" sagde Alice.

"Hvis jeg havde ment det, ville jeg også have sagt det," sagde Klumpe-Dumpe.

Da Alice ikke havde lyst til at skændes med ham igen, svarede hun ikke.

"Syv år og seks måneder!" gentog Klumpe-Dumpe eftertænksomt. "Det var en trist alder. Hvis du havde spurgt mig til råds, ville jeg have sagt: Bliv ikke mere end syv år -- men nu er det for sent."

"Jeg har aldrig spurgt folk til råds - med hensyn til min alder og vækst," sagde Alice fornærmet.

"Du er naturligvis for vigtig, ikke?" sagde Klumpe-Dumpe.

Nu blev Alice endnu mere fornærmet. "Jeg mente," sagde hun, "at man kan da ikke forhindre, at man bliver ældre."

"Det kan man måske ikke, hvis man er alene om det," sagde Klumpe-Dumpe, "men hvis man er to, så lader det sig nok gøre. Hvis du havde fået den rette hjælp, kunne du være blevet stående ved de syv år ..."

"Sikke et smukt bælte, du har!" sagde Alice pludselig. (De havde talt mere end nok om hendes alder, syntes hun, og hvis de skulle skiftes til at vælge samtaleemne, så var det hendes tur nu.) "Eller hvad jeg ville sige ..." rettede hun sig selv, da hun havde tænkt sig lidt mere om ... "et kønt slips, mener jeg naturligvis - nej, et bælte - åh, De må meget undskylde!" sagde hun forskrækket, for Klumpe-Dumpe så meget stødt ud, og hun ønskede straks, at hun havde fundet på noget andet at snakke om. "Bare jeg dog vidste," tænkte hun, "hvad der er hals på ham, og hvad der er liv."

Klumpe-Dumpe var åbenbart meget fornærmet - men han sagde ikke noget et stykke tid. Og da han begyndte at tale igen, lød det næsten, som om han knurrede.

"Det er - højst - irriterende," sagde han omsider, "når folk ikke kan kende forskel på et slips og et bælte!"

"Ja, jeg ved, at det er meget tåbeligt af mig," sagde Alice så ydmygt, at Klumpe-Dumpe blev en lille smule blødgjort.

"Det er et slips, mit barn, og et meget smukt slips, som du jo også sagde. Det er en gave fra den hvide konge og hans dronning. Kig nu på det!"

"Nej, virkelig?" sagde Alice, der var glad, fordi hun trods alt havde fundet et udmærket samtaleemne.

"Jeg fik det af dem," fortsatte Klumpe-Dumpe tankefuldt, idet han lagde det ene ben op over det andet og foldede hænderne omkring knæene, "jeg fik det i ikke-fødselsdagsgave. "

"Undskyld -?" sagde Alice og så lidt forvirret ud. "Ja, bevar's - ingen årsag."

"Jeg mente - hvad er en ikke-fødselsdagsgave?"

"Det er en gave, man får, når det ikke er ens fødselsdag - hvad ellers?"

Alice tænkte sig lidt om. Så sagde hun omsider: "Jeg synes nu bedst om fødselsdagsgaver."

"Åh, du ved ikke, hvad du taler om!" råbte Klumpe-Dumpe. "Hvor mange dage går der på et år?"

"Tre hundrede fem og tres," sagde Alice. "Og hvor mange fødselsdage har du?"

"En."

"Og hvis du trækker en fra tre hundrede fem og tres - hvad bliver der så tilbage?"

"Tre hundrede fire og tres - naturligvis."

Klumpe-Dumpe så lidt usikker ud. "Jeg må vist hellere skrive det på et stykke papir," sagde han.

Alice kunne ikke lade være med at smile, da hun trak sin lommebog frem og skrev tallene op for ham:

365
  1
364

Klumpe-Dumpe tog bogen og kiggede meget omhyggeligt på det, Alice havde skrevet. "Det ser ud til at være rigtigt ..." begyndte han.

"Men du holder jo bogen på hovedet," indskød Alice.

"Nåh, ja," sagde Klumpe-Dumpe fornøjet, da hun vendte bogen rigtigt. "Jeg syntes jo nok, det så lidt mærkeligt ud. Ja, hvad var det, jeg sagde ... jo - det ser ud til at være rigtigt, selv om jeg ikke har tid til at gå det så nøje igennem - og det beviser altså, at der er tre hundrede og fire tres dage, hvor du kan få ikke-fødselsdagsgaver ..."

"Ja, det har du ret i," sagde Alice.

"Og kun én, hvor du kan få fødselsdagsgaver. Der fik du den!"

"Hvad mener du med "den" - hvad for en den?" spurgte Alice.

Klumpe-Dumpe smilede hånligt. "Det kunne jeg nok tænke - at du ikke vidste. Det skal jeg sige dig - jeg mener: der stoppede jeg munden på dig!"

"Men "få den" og hvad for en den? - det kan da ikke betyde at "stoppe munden på nogen" - kan det?" indvendte Alice.

"Når jeg anvender et ord," sagde Klumpe-Dumpe temmelig hånligt, "så betyder det lige netop, hvad jeg vil have, det skal betyde - hverken mere eller mindre."

"Men spørgsmålet er," sagde Alice, "om du kan få ordene til at betyde vidt forskellige ting."

"Spørgsmålet er," sagde Klumpe-Dumpe, "hvem det er, der bestemmer - det er det, der er det afgørende."

Alice var så fortumlet, at hun slet ikke kunne sige noget, og lidt efter begyndte Klumpe-Dumpe igen: "De har et lidt vanskeligt sind, nogle af dem - især verberne - det er de mest opblæste - adjektiverne kan man gøre hvad som helst med, men ikke verberne - skønt jeg kan nu ordne dem alle sammen! U-ransageligt! Ja, det var det, jeg ville sige!"

"Vil du ikke nok fortælle mig," sagde Alice, "hvad det betyder?"

"Nu taler du som et forstandigt barn," sagde Klumpe-Dumpe og så meget tilfreds ud. "Da jeg sagde: uransageligt, mente jeg, at vi havde snakket nok om det - og nu må du hellere fortælle, hvad du vil gøre senere hen - jeg formoder nemlig, at du ikke har i sinde at blive her resten af dit liv."

"Det var ikke så lidt, et eneste ord kunne betyde," sagde Alice eftertænksomt.

"Når jeg lader et ord arbejde meget," sagde Klumpe-Dumpe, "betaler jeg det altid ekstra -"

"Såh!" sagde Alice. Hun var så forbavset, at hun ikke kunne sige mere.

"Åh, du skulle bare se dem, når de flokkes omkring mig hver lørdag aften," fortsatte Klumpe-Dumpe ag rystede alvorligt på hovedet - "for at få deres løn, ser du!"

(Alice turde ikke spørge ham om, hvad han betalte dem med, så det kan jeg altså ikke fortælle dig.)

"Du er vist meget dygtig til at forklare ord," sagde Alice. "Vil du ikke være så venlig at fortælle mig, hvad ordene i digtet om "Jabberwocky" egentlig betyder?"

"Lad mig høre det," sagde Klumpe-Dumpe, "jeg kan forklare alle de digte, der eksisterer - og adskillige af dem, der endnu ikke er skrevet."

Det lød jo meget lovende, og Alice fremsagde det første vers:

"Et slidigt gravben vridrede
i brumringen på tidvis plent,
og lappingen var vaklig, og
det borte grøfgrin grent."

"Det er nok til at begynde med," indskød Klumpe-Dumpe. "Der er sandelig svære ord. "Slidigt" - det betyder både "slimet" og "smidigt" ... på en gang. Det er f. eks. ligesom ordet pelikanariefugl, der både er en pelikan og en kanariefugl."

"Nå ja, nu forstår jeg det," sagde Alice tankefuldt, "og hvad er så "et gravben"?"

lizard-corkscrew

"Det er en mellemting mellem en grævling og et firben - og så ligner den også en proptrækker ..."

"Det må være en højst besynderlig skabning," sagde Alice.

"Det er det også," sagde Klumpe-Dumpe, "og det bygger sin rede under solure og lever af ost."

"Og hvad er så "vridrede"?"

"At "vridre" er at bore og vride sig som et vridbor."

"Og "brumringen"?" sagde Alice. "Er det det samme som skumringen?"

"Ja, omtrent, når skumringen falder på, så bruner man jo middagsmaden, og ilden brummer under gryderne ..."

"Og "tidvis plent" - det er så vel pladsen og plænen omkring soluret, der jo viser tiden," sagde Alice og var selv forbavset over, at hun var så udspekuleret.

"Ja, naturligvis -. Og "Lap-pingen", det er en stakkels, forpjusket fugl, hvis fjer stritter til alle sider - noget i retning af en levende svaber ... af lapper og klude. Man kunne måske også sige, at det var en slags blanding af en pingvin og en lappedykker -. Og "vaklig" er "vakkelvorn" og "skrøbelig" - ja, der har du pelikanariefuglen igen!"

"Og vil du så også forklare mig, hvad "det borte grøfgrin" er for noget?" spurgte Alice. "Hvis du da ikke synes, det er for stor ulejlighed."

"Ja - "grøfgrin", det er en slags grøn gris, der siger øf ... det hører man jo straks. Men "borte" - det er jeg ikke rigtig sikker på. Jeg tror, det er det samme som "væk" ... Grøfgrinet er blevet væk - er faret vild og kan ikke finde hjem, skønt den jo ikke sådan burde blive borte."

"Og hvad betyder så "grent"?"

"Jo - "grent", det er en mellemting mellem grynte, grine stygt og græde - nå, det kan jo være, at du får den lyd at høre derovre i skoven - og når du først har hørt den, så bliver du sikkert fuldt ud tilfreds -. Hvem har for resten læst det indviklede vers højt for dig?"

"Jeg har læst det i en bog," sagde Alice. "Men der var nogen - det var vistnok Tweedledee - som læste et digt for mig, og det var meget lettere."

"Med hensyn til digte," sagde Klumpe-Dumpe og slog ud med en af sine store hænder, "så kan jeg læse digte lige så godt, som alle andre, hvis det skulle komme an på det ..."

"Åh, nej, lad det endelig ikke komme så vidt!" skyndte Alice sig at sige - hun håbede nemlig, at hun kunne få ham til at lade være.

"Det digt, jeg nu læser højt," fortsatte han uden at bryde sig om det, Alice havde sagt, "... det digt er udelukkende skrevet for at more dig."

Alice var klar over, at i så tilfælde måtte hun høre på det. Hun satte sig ned og sagde tak, selv om hun egentlig var godt ked af det.

"Når vinteren kommer med sne og is,
synger jeg for dig på denne vis -

ja, det vil sige, jeg synger det jo ikke," sagde han.

"Nej, det kan jeg se, du ikke gør," sagde Alice.

"Hvis du kan se, om jeg synger eller ikke, så har du skarpere øjne end de fleste," sagde Klumpe-Dumpe strengt. Alice tav.

"Til våren, når skoven står grøn igen,
skal jeg forklare dig alt, min ven."

"Mange tak," sagde Alice.

"Til sommer, når dagen atter er lang,
vil du måske forstå min sang.

I høst, når vissent løv hvirvles væk,
må du skrive det ned med pen og blæk."

"Det skal jeg nok gøre, hvis jeg kan huske det så længe," sagde Alice.

"Du behøver ikke at komme med bemærkninger hele tiden," sagde Klumpe-Dumpe. "De er ikke særlig kloge, og jeg kommer bare ud af det."

"jeg sendte et brev til fiskene: Hej!
Her skal I se, hvad jeg ønsker mig!

Fra fiskene udi bølgen blå
kom der et underligt svar herpå.

Og her er det svar, som fra fiskene kom:
Det kan vi skam ikke, eftersom .. -"

"Det dér forstod jeg ikke rigtig," sagde Alice.

"Det bliver lettere senere hen," svarede Klumpe-Dumpe.

"Da sendte jeg atter bud derned,
at det var nok bedst med lidt lydighed.

Det lo nu fiskene meget a':
"Er herren i dårligt humør i da'?"

Een gang og to gange slog jeg på'ed,
men nej, de tog ikke mod gode råd.

Jeg hented en stor, ny gryde ned,
tjenlig og god for mit øjemed.

Mit hjerte slog over al forstand,
da jeg fyldte gryden med pumpevand.

Da kom der en og fortalte mig, at
de kære fisk havde sagt godnat.

Det svared jeg ham med fynd og klem,
at han måtte gå og vække dem.

Jeg sagde delte så højt og fast,
at trommehinderne næsten brast."
humpty-dumpty

Klumpe-Dumpe hævede stemmen, da han læste det sidste vers - han skreg næsten! - og Alice tænkte med en gysen: "Jeg ville ikke have været den budbringer, hvor meget jeg så end havde fået for det!"

"Men han var temmelig stikken og tvær:
"Skrig ikke så højt - lad hellere vær'!"

Og han var temmelig stikken og spids:
han sa': "Jeg skal gå og vække dem, hvis ..

Fra hylden tog jeg en proptrækker frem
for selv at gå ned og vække dem.

Men døren var stænget med lås og slå.
Jeg rev og rusked og dundrede på.

Jeg prøved at lukke den op igen
og drejede hårdt på håndtaget, men ..."

Her blev der en lang pause.

"Er det forbi nu?" spurgte Alice forsigtigt.

"Ja, der er ikke mere!" sagde Klumpe-Dumpe. "Farvel."

Det kom lidt pludseligt, syntes Alice. Men når hun havde fået tydeligt et vink om, at hun burde gå, var hun klar over, at det ville være uhøfligt at blive længere. Hun rakte derfor hånden frem og sagde så muntert, som hun kunne: "Farvel - til vi ses Igen!"

"Jeg ville såmænd ikke kunne kende dig igen, hvis vi virkelig mødtes en gang til," svarede Klumpe-Dumpe gnavent og rakte hende en finger. "Du ligner fuldstændig alle andre mennesker."

"Det er som regel ansigtet, man lettest kender igen," bemærkede Alice tankefuldt.

"Ja, men det er netop det værste ved det," sagde Klumpe-Dumpe. "Dit ansigt er nøjagtigt som alle andre menneskers - to øjne, sådan -" (han beskrev dem i luften med tommelfingeren) - "en næse midt imellem og en mund underneden. Altid det samme! Hvis du f. eks. havde begge øjnene på samme side af næsen - eller munden øverst - så ville det straks hjælpe noget."

"Men det ville ikke se kønt ud," indvendte Alice. Klumpe-Dumpe lukkede blot øjnene og sagde: "Vent, til du har prøvet det."

Alice ventede lidt, for at høre, om han ville sige mere, men da han hverken åbnede øjnene igen eller bekymrede sig det mindste om hende, sagde hun farvel en gang til, og da han ikke svarede, gik hun roligt sin vej. Men hun kunne ikke lade være med at sige til sig selv, mens hun vandrede af sted: "Af alle de misfornøjede" ... (hun gentog det højt, for det var vidunderligt at sige sådan et langt ord) ... "af alle de misfornøjede mennesker, jeg har mødt ..." Hun nåede ikke at fuldende sætningen, for i dette øjeblik lød der et voldsomt brag, som fik hele skoven til at ryste ...