www.ebbemunk.dkarrowBag Spejlet

Kapitel 7 - Løven og enhjørningen

 

Lidt efter kom der nogle soldater løbende gennem skoven, først to-tre stykker ad gangen, så ti eller tyve og til sidst kom der så mange, at de næsten fyldte hele skoven. Alice smuttede om bag ved et træ, for at de ikke skulle vælte hende, og der stod hun så og kiggede på dem, mens de løb forbi.

Hun syntes, at hun aldrig nogen sinde i hele sit liv havde set soldater, der stod så usikkert på benene. De snublede snart over det ene og snart over det andet, og når en af dem faldt omkuld, var der altid flere, som snublede over ham, så jorden til sidst var fuld af soldater - i bunkevis.

Så kom hestene. Da de jo havde fire ben, klarede de sig bedre end fodfolkene, men de snublede også en gang imellem, og det var som regel sådan, at når en hest snublede, så faldt rytteren øjeblikkelig af! Forvirringen voksede for hvert minut, og Alice blev meget glad, da hun kom ud på en åben plads i skoven, hvor hun traf den hvide konge. Han sad på jorden og skrev meget ivrigt i sin lommebog.

"Jeg har sendt dem alle sammen af sted!" råbte kongen henrykt, da han fik øje på Alice. "Mødte du ikke nogle soldater, da du gik gennem skoven, lille ven?"

soldiers

"Jo, det gjorde jeg," sagde Alice. "Mange tusind, vil jeg tro."

"Fire tusind, to hundrede og syv - det er det nøjagtige tal," sagde kongen og kiggede efter i bogen. "Jeg kunne ikke sende alle mine heste, forstår du nok, fordi der er brug for de to af dem i spillet. Og jeg har heller ikke sendt de to løbere. De er taget ind til byen, begge to. Vil du se ned ad vejen og sige mig, om du kan se nogen af dem?"

"Nej, jeg ser ingen på vejen."

"Ak, hvor ville jeg ønske, at jeg havde sådan nogle øjne!" sagde kongen utålmodigt. "Tænk, at kunne se ingen! og så oven i købet på så lang afstand! Jeg kan knap nok se de rigtige mennesker, i den her belysning!"

Men alt dette var ganske spildt på Alice, der stadig kiggede ivrigt ned ad vejen, med den ene hånd for øjnene. "Nu kan jeg se nogen!" udbrød hun omsider. "Men hvor går han dog langsomt - og sikke mærkeligt han bevæger sig!" (Løberen hoppede nemlig op og ned og snoede sig som en ål, mens han gik - og så bredte han sine store hænder ud til begge sider, som om det var vifter. )

"Nej, slet ikke," sagde kongen. "Det er en anglosaksisk løber - og de bærer sig sådan ad. Han opfører sig kun på den måde, når han er glad. Han hedder Haigha."

"Min elskedes navn begynder med H.," sagde Alice (hun kunne ikke lade være!), "jeg elsker ham af mit fulde hjerte, fordi han er så herlig. Jeg hader ham med harme, fordi han er så hæslig. Den mad, jeg giver ham, er - er hakkebøf og hø. Han hedder Haigha, og han bor ..."

"Han bor oppe på højen," sagde kongen blot - og tænkte slet ikke på, at han derved kom med i legen ... "Den anden løber," fortsatte kongen - mens Alice stadig spekulerede på en by, der begyndte med H. - "hedder Hatta. Jeg må have to løbere, der kommer og går. En kommer, og en går."

"Jeg beder Dem undskylde - men jeg hørte ikke rigtig . . . " sagde Alice.

"Det er ikke pænt at bede folk om noget - det er jo en slags tiggeri," sagde kongen.

"Jeg mente blot, at jeg ikke forstod, hvad De sagde," svarede Alice. "Hvorfor skal den ene komme ag den anden gå?"

"Men det sagde jeg jo," svarede kongen utålmodigt. "Jeg må have to - en til at hente og en til at bringe ..."

I det samme kom løberen. Han var så forpustet, at han ikke kunne sige et ord; han viftede blot med hænderne og skar de skrækkeligste ansigter ad den stakkels konge.

"Den her unge dame elsker dig med H.," sagde kongen og præsenterede Alice for løberen i håb om, at han derved kunne bortlede løberens opmærksomhed fra sig selv, men det hjalp ikke det mindste - løberen fægtede ivrigere og ivrigere med armene, og de store øjne rullede frem Ø tilbage i hovedet på ham.

ham_sandwich

"Du gør mig så forskrækket!" sagde kongen. "Jeg tror, jeg besvimer - giv mig et stykke med hakkebøf!"

Nu åbnede løberen - til stor forbavselse for Alice - en pose, han havde i en snor om halsen, ag rakte kongen et stykke smørrebrød, som han hurtigt satte til livs.

"Et stykke til!" sagde kongen.

"Der er kun hø tilbage," sagde løberen og kikkede ned i posen.

"Så giv mig noget hø," mumlede kongen med svag stemme.

Alice så til sin store glæde, at det kvikkede op på ham. "Intet er så godt som hø, når man er lige ved at besvime," sagde kongen til Alice og gumlede løs.

"Jeg ville dog tro, at det var bedre at stænke Dem med koldt vand," sagde Alice. "Eller bruge lugtesalt."

"Jeg sagde ikke, at der ikke fandtes noget bedre," svarede kongen. "Jeg sagde, at der ikke var noget så godt som hø." Og det turde Alice ikke benægte.

"Hvem kom du forbi på vejen?" fortsatte kongen og rakte hånden ud mod løberen for at få mere hø.

"Ingen," svarede løberen.

"Ja - det passer," sagde kongen, "denne unge dame så ham også. Ingen går altså langsommere end du."

"Jeg gør mit bedste," sagde løberen gnavent. "Jeg er sikker på, at ingen kan gå hurtigere end jeg!"

"Nej, det kan han ikke," sagde kongen, "for så ville han jo have været her før dig. Men nu er du ikke længere så forpustet - måske du så vil fortælle os, hvad der er sket inde i byen?"

"Jeg vil hviske det," sagde løberen. Så satte han hænderne for munden som en trompet og bøjede sig tæt hen mod kongens øre. Det var Alice meget ked af - hun ville nemlig også gerne høre nyhederne. Løberen hviskede imidlertid ikke. Tværtimod - han skreg så højt, som han bare kunne: "Nu er de ved det igen!"

"Kalder du det at hviske?" råbte den arme konge, idet han hoppede i vejret med et sæt og rystede sig. "Hvis du gør det en gang til, skal jeg sørge for, at du bliver smurt ordentlig igennem! Det ramlede i mit hoved - som et jordskælv!"

"Det må have været et meget lille jordskælv," tænkte Alice. Så tog hun mod til sig og sagde højt: "Hvem er det, der er ved det igen?"

"Løven og enhjørningen naturligvis," sagde kongen.

"Hvad er de ved? ... slås de om kronen?"

"Ja," svarede kongen, "og det bedste ved det alt sammen er, at det er min krone hele tiden! Kom - lad os løbe hen og se på dem!"

Så begav de sig på vej, og mens de løb, mumlede Alice den gamle sang for sig selv ...

"Enhjørningen og løven kæmped om kronens glans,
og løven jog enhjørningen om byen rundt i dans.
Een gav dem hvidt brød, og een gav dem sort -
een gav dem plumkage og trommede dem bort."

"Og den - der - vinder - han får - vel kronen?" sagde Alice, så godt hun kunne - hun var nemlig blevet helt forpustet af den lange løbetur.

"Nej, bevar os vel!" sagde kongen. "Sikke en ide!"

"Vil De - ikke nok - være så rar ..." stønnede Alice, da de havde løbet et stykke til, "at standse - et øjeblik - så - jeg - kunne - få vejret?"

"Jo-e, jeg er såmænd rar nok," sagde kongen, "men jeg er ikke stærk nok. Et øjeblik går så forfærdelig hurtigt. Du kan lige så godt prøve på at standse en raket!"

Alice var så medtaget, at hun ikke kunne sige mere. De løb altså videre i tavshed, indtil de fik øje på en masse personer, der stod omkring løven og enhjørningen, som var i færd med at slås. De var indhyllet i så tæt en støvsky, at Alice til at begynde med ikke kunne se, hvem der var hvem, men efterhånden kunne hun dog genkende enhjørningen på hornet.

Hattas_tea

De anbragte sig lige ved siden af Hatta, den anden løber, der stod og så på kampen, med en kop te i den ene hånd og et stykke smørrebrød i den anden.

"Han er lige kommet ud af fængslet, og han havde ikke drukket sin te færdig, da han blev sat derind," hviskede Haigha til Alice. "Og i fængslet får man ikke andet end østers-skaller, så derfor er han meget sulten og tørstig. - Nå, hvordan har du det, kære barn?" fortsatte han og lagde armen kærligt omkring Hatta.

Hatta vendte sig om og nikkede. Så gnavede han videre på sit smørrebrød.

"Havde du det godt i fængslet, kære barn?" spurgte Haigha.

Hatta vendte sig om igen, og denne gang løb der et par tårer ned over hans kinder, men han sagde ikke et ord.

"Kan du da ikke sige noget?" råbte Haigha utålmodigt. Men Hatta gumlede bare videre og drak lidt mere te.

"Kan du da ikke sige noget?" råbte kongen. "Hvordan går det med slagsmålet?"

Hatta anstrengte sig voldsomt og slugte et stort stykke af sit smørrebrød. "Det går udmærket," sagde han og var lige ved at kvæles, "de har begge to ligget på jorden ... sådan omtrent syv og firs gange."

"Så kommer man vel snart med det hvide og det sorte brød?" sagde Alice modigt.

"Ja, det kan komme når som helst," sagde Hatta. "Jeg er netop i færd med at spise lidt af det."

Nu blev der en pause i kampen. Løven og enhjørningen satte sig ned og snappede efter vejret, mens kongen råbte: "Ti minutters ophold ... til forfriskninger!" Haigha og Hatta begyndte straks at bære nogle bakker omkring med hvidt og sort brød. Alice smagte på et stykke - og det var meget tørt!

"Jeg tror ikke, de slås mere i dag," sagde kongen til Hatta. "Gå hen og sig til trommeslagerne, at de skal begynde." Hatta sprang straks af sted som en græshoppe.

Alice stod lidt og kiggede på ham. Og pludselig strålede hendes ansigt. "Se! Se!" råbte hun og pegede ivrigt. "Der kommer den hvide dronning løbende - tværs gennem landet! Hun kom farende ud af skoven derhenne - ja, de dronninger kan sandelig løbe!"

"Så har hun vel en eller anden fjende i hælene på sig," sagde kongen uden så meget som at se sig omkring. "Skoven er fuld af dem."

"Men skal De da ikke løbe hen og hjælpe hende?" spurgte Alice, der var meget forbavset over, at han tog det så roligt.

"Det behøves ikke - slet ikke!" sagde kongen. "Hun render så forfærdelig hurtigt. Man kunne såmænd lige så godt prøve på at fange en raket! Men jeg vil skrive lidt om hende i bogen, hvis du ønsker det. Hun har sådan et venligt og behageligt væsen," mumlede han ganske sagte for sig selv og åbnede bogen. "Sig mig engang - staver du "væsen" med hv?"

I dette øjeblik gik enhjørningen forbi dem med hænderne i bukselommen. "Denne gang klarede jeg mig bedst!" sagde den til kongen og så flygtigt på ham, da den slentrede forbi.

"Ja-e - jae," sagde kongen lidt nervøst, "måske ... men du burde ikke have jaget dit horn igennem løven."

"Den tog ikke skade af det," sagde enhjørningen let henkastet og skulle lige til at gå videre, da den fik øje på Alice. Den vendte sig straks om og stod lidt og kiggede Ø hende - med et meget hånligt udtryk i ansigtet.

"Hvad - er - det der - for noget?" spurgte den omsider.

"Det er et barn!" svarede Haigha ivrigt og skyndte sig derhen for at præsentere Alice. Samtidig rakte han begge hænderne ud mod hende - på sin angel-saksiske maner. "Vi har først fundet det i dag. Det er lige så stort som selve livet og dobbelt så naturligt!"

"Jeg har altid troet, at børn kun var noget, der fandtes i eventyrene!" sagde enhjørningen. "Er det levende?"

"Det kan tale," sagde Haigha højtideligt.

Enhjørningen kiggede drømmende på Alice og sagde: "Tal, barn!"

Alice kunne ikke lade være med at smile lidt, da hun sagde: "Jeg har altid troet, at enhjørningen kun var noget, der eksisterede i eventyrene! Jeg har aldrig før set en levende enhjørning!"

"Nå - men nu har vi altså set hinanden," sagde enhjørningen. "Og hvis du vil tro på mig, så vil jeg tro på dig. Er det en aftale?"

"Ja, hvis du gerne vil have det," sagde Alice.

"Nå, du gamle!" fortsatte enhjørningen og vendte sig fra Alice til kongen. "Kom så frem med plumkagen! Jeg skal ikke have noget af dit sorte brød!"

"Nej, naturligvis ikke - naturligvis!" mumlede kongen og gjorde tegn til Haigha. "Åbn posen!" hviskede han. "Hurtigt! Nej, ikke den der - den er fuld af hø!"

aighas_cake

Haigha tog en stor kage op af posen og bad Alice holde den, mens han halede et fad og en forskærerkniv frem. Hun kunne ikke begribe, hvor alt det kom fra. Det så fuldstændig ud som en slags tryllekunst, syntes hun.

Nu havde løven også sluttet sig til dem. Den så meget træt og søvnig ud og lukkede øjnene halvt. "Hvad er det her?" sagde den og blinkede sløvt til Alice. Den talte med en dyb og hul stemme - det lød fuldstændig, som om det var en stor klokke ...

"Ja, hvad er det her for noget?" råbte enhjørningen ivrigt. "Det kan du absolut ikke gætte! Jeg kunne i hvert fald ikke."

Løven kiggede meget træt på Alice. "Er du et dyr - en plante - eller en slags sten?" sagde den og gabede ved hvertandet ord.

"Det er en skabning, der forekommer i eventyrene!" råbte enhjørningen, inden Alice fik tid til at svare.

"Så lad plumkagen gå rundt - du, eventyr-skabning," sagde løven og lagde sig ned med hovedet mod poterne. "Og sæt jer så, begge to," (sagde den til kongen og enhjørningen) "og det skal gå ærligt til med kagen, forstår I!"

Kongen syntes åbenbart, at det var meget ubehageligt at sidde mellem de to store dyr, men der var ikke plads til ham andre steder.

"Tænk engang, hvilken kamp vi kunne få nu - om kronen!" sagde enhjørningen og kiggede polisk op på kronen, som kongen var lige ved at ryste af sit hoved - sådan skælvede han!

"Så ville jeg nemt kunne vinde," sagde løven.

"Det er jeg nu ikke så sikker på," svarede enhjørningen.

"Jeg ville jage dig rundt em hele byen, din hanekylling!" sagde løven vredt og rejste sig halvt op.

Her greb kongen ind, for at de ikke skulle begynde at slås igen. Han var meget ængstelig, og hans stemme skælvede. "Rundt om hele byen?" sagde han. "Det er en lang vej. Gik I over den gamle bro eller over torvet? Den bedste udsigt har man fra broen ..."

"Det ved jeg virkelig ikke," brummede løven Ø lagde sig ned igen. "Der var så meget støv, at man ikke kunne se noget. - Det var dog en forskrækkelig tid, det varer, inden eventyr-skabningen får skåret den kage i stykker!"

Alice havde sat sig ved bredden af en lille bæk med fadet på skødet og skar ihærdigt løs med kniven. "Det er så irriterende!" sagde hun til løven (hun havde efterhånden vænnet sig til at blive kaldt for en "eventyrskabning"), "jeg har allerede skåret flere skiver af, men de vokser straks fast igen!"

"Du ved ikke, hvordan man skal behandle spejlkager," bemærkede enhjørningen. "Du skal først byde kagen rundt, og så skal du skære den ud bagefter!"

Det lød jo fuldstændig tosset, men Alice rejste sig lydigt op og bar fadet omkring, og nu delte kagen sig selv i tre stykker. "Nu kan du skære den ud," sagde løven, da hun kom tilbage til sin plads med det tamme fad.

"Det her er uretfærdigt!" råbte enhjørningen, da Alice satte sig ned med kniven i hånden og spekulerede på, hvordan hun skulle begynde. "Eventyr-skabningen har givet løven dobbelt så meget, som jeg har fået!"

"Men hun har ikke selv fået noget," sagde løven. "Kan du ikke lide plumkage, hvad - du, eventyr-skabning?"

Men inden Alice nåede at svare, begyndte trommerne at larme.

Hun kunne ikke begribe, hvor lyden egentlig kom fra. Luften var ligesom helt opfyldt af den, og det rumlede i hendes hoved, så hun følte sig helt døv. Hun sprang op, og hoppede i sin forskrækkelse over bækken.

drums

*     *     *     *     *     *     *

Hun fik lige netop tid til at se løven og enhjørningen rejse sig - de så rasende ud, fordi de blev forstyrrede i deres festmåltid! - inden hun lagde sig på knæ og prøvede på at lukke den frygtelige larm ude ved at holde sig for ørerne.

"Hvis det her ikke trommer dem væk fra byen," tænkte hun, "så er der intet, som kan gøre det."

Kapitel 8 - "Det er min egen opfindelse"

Lidt efter døde larmen gradvis hen, og til sidst blev der fuldstændig dødsstille. Alice løftede hovedet, en lille smule forskrækket. Der var ingen at se, og hendes første tanke var, at hun havde drømt om løven og enhjørningen ag de mærkelige angelsaksiske løbere. Men det store fad, hvor hun havde prøvet på at skære kagen ud, stod stadig ved hendes fødder. "Ja, så kan jeg jo ikke have drømt det," sagde hun til sig selv, "med mindre - med mindre vi alle hører til den samme drøm. Men jeg vil da håbe, at det er min drøm og ikke den røde konges! Jeg bryder mig ikke om at høre til andre personers drømme!" fortsatte hun i en klagende tone. "Jeg har stor lyst til at gå hen og vække ham for at se, hvad der så sker!"

I dette øjeblik blev hun revet ud af sine tanker ved at nogen råbte højt: "Halløj! Halløj! Skak!" ... og samtidig kom en ridder galoperende. Han var iført en funklende rød rustning og svingede en stor kølle i luften. Da han nåede hen til hende, standsede hesten med et ryk. "Du er min fange!" råbte ridderen og - faldt af hesten.

Skønt Alice var meget forskrækket, var hun lige i øjeblikket mere urolig for ham end for sig selv, og hun kiggede på ham med en vis ængstelse, da han steg til hest igen. Da han atter sad trygt i sadlen, råbte han igen: "Du er min..." men nu sagde en anden stemme: "Halløj! Halløj! Skak!", og Alice kiggede sig forbavset omkring for at se, hvad det var for en ny fjende, der kom.

Denne gang var det en hvid ridder. Han red hen til Alice og faldt af hesten nøjagtig som den røde ridder. Så svang han sig op i sadlen igen, og nu sad de to riddere og stirrede på hinanden uden at sige et ord. Alice kiggede temmelig forvirret fra den ene til den anden.

"Hun er min fange!" sagde den røde ridder omsider.

"Ja, men - så kom jeg og reddede hende!" svarede den hvide ridder.

"Så må vi slås om hende," sagde den røde ridder og halede en hjelm frem, som han satte på sit hoved (den hang ved saddelknappen og havde omtrent samme form som et hestehoved).

"Du overholder naturligvis kampreglerne?" sagde den hvide ridder, der ligeledes tog sin hjelm på.

knights

"Det gør jeg altid," sagde den røde ridder. Og så begyndte de at slå løs på hinanden med et sådant raseri, at Alice krøb bag ved et træ for ikke at blive ramt af slagene.

"Hvordan mon egentlig kampreglerne er?" sagde hun til sig selv, da hun kiggede forsigtigt frem fra sit gemmested og så på kampen. "En af reglerne kræver åbenbart, at hvis en ridder rammer ved siden af, så falder han selv af hesten, og hvis han rammer rigtigt, falder den anden af - og så er der åbenbart også en regel om, at de skal holde på køllerne - som var det mester Jakel og hans kone! Og sikke en støj de laver, når de falder af hesten! Det lyder nøjagtig som en samling ildragere, der vælter omkuld! Og hvor hestene dog er skikkelige! De finder sig tålmodigt i, at ridderne kravler op og ned ... man skulle næsten tro, at det var mekaniske heste!"

Der var også en anden regel (som Alice ikke havde lagt mærke til), og den krævede åbenbart, at ridderne skulle styrte på hovedet af hesten, og kampen endte med, at de begge to faldt af på den måde, side om side. Da de atter kom på benene, trykkede de hinanden i hånden. Dernæst svang den røde ridder sig i sadlen og galoperede bort.

"Var det ikke en strålende sejr?" sagde den hvide ridder meget forpustet, da han rejste sig op.

"Det ved jeg ikke," sagde Alice lidt tvivlrådigt. "Jeg har ikke lyst til at være fange hos nogen. Jeg vil være dronning."

"Det bliver du også, når du kommer over den næste bæk," sagde den hvide ridder. "Jeg skal følge dig gennem skoven, så der ikke sker dig noget ondt, men så må jeg vende om ... jeg må nemlig ikke flytte mig længere bort, ser du."

"Mange tak," sagde Alice. "Må jeg hjælpe dig med at tage hjelmen af?" (Det var åbenbart noget, han ikke kunne klare selv, men det lykkedes hende dog omsider at ryste ham ud af den).

"Nu kan man da trække vejret lidt friere," sagde ridderen og strøg sit forpjuskede hår tilbage med begge hænder. Så vendte han sig om mad Alice med et venligt smil og stirrede på hende med sine store, milde øjne. Hun syntes, at hun aldrig nogen sinde i sit liv havde set en soldat, der så besynderlig ud!

Han var iført en tin-rustning, der passede meget dårligt til ham, og han havde en mærkelig lille trækasse bundet til sine skuldre. Den hang og daskede med åbent låg ... Alice så meget nysgerrigt på den.

"Jeg ser, at du beundrer min lille kasse," sagde ridderen i en venlig tone. "Det er min egen opfindelse - til at have klæder og smørrebrød i. Som du ser, så bærer jeg den på højkant, for at det ikke skal regne ned i den."

"Men så kan tingene jo falde ud," sagde Alice forsigtigt. "Ved du, at låget står åbent?"

"Nej, det vidste jeg ikke," sagde ridderen og satte et fortrædeligt ansigt op. "Så er alle tingene nok faldet ud! Og uden dem er kassen jo ingen nytte til." Han løsnede den, mens han sagde dette, og han skulle lige til at kaste den ind mellem buskene, da han åbenbart pludselig kom i tanker om noget - for han hængte den omhyggeligt op i et træ. "Kan du gætte, hvorfor jeg gjorde det?" sagde han til Alice.

Hun rystede på hovedet.

"Jo, jeg håber, at der vil komme nogle bier og bygge rede i den - så ville jeg jo få honning."

"Men du har jo en bikube - eller noget, der ligner det - bundet fast til sadlen," sagde Alice.

"Ja, det er en udmærket bikube," sagde ridderen misfornøjet, "af allerbedste sort. Men endnu har der ikke vist sig en eneste bi. Og den anden ting - det er en musefælde. Jeg formoder, at det er musene, der jager bierne bort - eller bierne, der skræmmer musene væk, jeg ved ikke rigtig, hvordan og hvorledes."

"Jeg spekulerede netop på, hvad den musefælde skulle være til," sagde Alice. "Det er jo ikke meget sandsynligt, at der kommer mus op på hestens ryg, vel?"

"Nej, det er det måske ikke," sagde ridderen, "men hvis der skulle komme nogle, ville jeg foretrække ikke at have dem rendende overalt."

"Ser du," fortsatte han efter et øjebliks tavshed, "det er godt at være forberedt på alle eventualiteter. Det er også derfor, hesten har pigge omkring benene."

"Men hvorfor har den dog det?" spurgte Alice meget forbavset.

"De skal beskytte den mod hajbid," svarede ridderen. "Det er min egen opfindelse. Og vil du nu hjælpe mig op på hesten? Jeg skal følge dig lige til udkanten af skoven - hvad skal du for resten bruge det fad til?"

"Til plumkage," svarede Alice.

"Vi må hellere tage det med os," sagde ridderen. "Det vil jo være udmærket at have, hvis vi får fat i noget plumkage. Hjælp mig med at putte det ned i den her pose."

Det tog lang tid at få det gjort, skønt Alice meget omhyggeligt holdt posen åben - ridderen bar sig nemlig så skrækkelig klodset ad, da han skulle putte fadet derned. De to-tre første gange, han forsøgte, faldt han selv ned i posen. "Der er lidt dårlig plads," sagde han, da de omsider fik fadet derned, "for der er så mange lysestager i forvejen." - Så hængte han posen ved sadlen, der allerede var fuld af store bundter gulerødder, ildragere og mange andre ting.

"Dit hår sidder vel ordentlig fast?" fortsatte han, da de satte sig i bevægelse.

"Ikke mere end det plejer," sagde Alice med et smil.

"Det er vist ikke tilstrækkeligt," sagde han uroligt. "For, ser du, blæsten er meget stærk her. Den er lige så stærk som kødsuppe."

"Har du opfundet en metode, der kan forhindre, at håret blæser af hovedet på folk?" spurgte Alice. "Endnu ikke," sagde ridderen, "men jeg har fundet på noget, der kan hindre det i at falde af."

"Hvad er det? - det vil jeg meget gerne høre!"

"Først tager man en stok og stiller den på højkant," sagde ridderen. "Så lader man håret sno sig opad stokken, som en vinranke. Sagen er nemlig den, at håret falder af, fordi det hænger nedad - der er jo aldrig noget, der falder opad, som du ved. Det er min egen opfindelse. Og du må gerne prøve den, hvis du har lyst."

"Det lød jo temmelig fjollet," tænkte Alice, og hun gik i nogle minutter uden at sige noget, mens hun spekulerede over opfindelsen ... Og hun måtte hele tiden standse for at hjælpe den stakkels ridder, der sandelig ikke var nogen god rytter.

knight

Hver gang hesten stod stille (ag det gjorde den ofte), faldt han på næsen; og hver gang den satte sig i bevægelse igen (og det skete som regel temmelig pludseligt), faldt han baglæns ned af hesten. Men ellers sad han ganske godt fast - bortset fra, at han havde den vane, at han en gang imellem faldt af til den ene side, og da han som regel faldt af til den side, hvor Alice gik, fandt hun det snart rådeligst ikke at gå alt for tæt ved hesten.

"Jeg tror ikke, du har megen øvelse i at ride," dristede hun sig til at sige, da hun hjalp ham op efter den femte kolbøtte.

Ridderen så meget overrasket ud, og en lille smule fornærmet. "Hvorfor siger du det?" spurgte han, da han kravlede op i sadlen igen ... og greb fat i Alices hår med den ene hånd, for at han ikke skulle falde af til den modsatte side.

"Fordi folk ikke plejer at falde så ofte af hesten, når de har nogen øvelse."

"Jeg har øvet mig meget," sagde ridderen alvorligt. "Særdeles meget!"

Det eneste, Alice kunne finde på at sige, var: "Såh - virkelig?" men hun sagde det så elskværdigt, som hun kunne. Nu gik de videre et stykke tid i tavshed. Ridderen lukkede øjnene og mumlede for sig selv ... Og Alice ventede ængsteligt på hans næste kolbøtte ...

"Kunsten at ride," begyndte ridderen pludselig med høj stemme og svingede med højre arm, mens han talte, "består i at holde-." Her tav han lige så pludseligt, som han var begyndt - eftersom han styrtede hovedkulds til jorden, lige midt på stien hvor Alice gik. Denne gang blev hun meget forskrækket og spurgte ængsteligt, da hun hjalp ham op: "Du har vel ikke brækket et eller andet ben?"

"Det er ikke noget at tale om," sagde ridderen, som om det var ham aldeles ligegyldigt, om han brækkede to-tre ben. "Ja, som jeg sagde før -- kunsten at ride består i at - holde balancen. Således ... "

Han gav slip på tøjlerne og strakte begge armene ud for at vise Alice, hvad han mente, og denne gang faldt han baglæns til jorden, lige under hestens fødder.

"Masser af øvelse!" blev han ved med at sige, da Alice hjalp ham op igen. "Masser af øvelse!"

"Nej, det her er sandelig for komisk!" råbte Alice, der nu var ved at miste tålmodigheden. "Du burde have en træhest på hjul, ja, det var lige, hvad du burde!"

"Går den slags roligt og jævnt?" spurgte ridderen meget interesseret og lagde i det samme armene omkring hestens hals for at undgå at slå en ny kolbøtte.

"Ja, meget roligere end levende heste," sagde Alice og udstødte en kort latter, skønt hun gjorde alt, hvad hun kunne, for at holde sig alvorlig.

"Så vil jeg skaffe mig en," sagde ridderen tankefuldt til sig selv. "En eller to - mange."

Nu blev der et øjebliks tavshed. Så begyndte ridderen igen: "Jeg er meget dygtig til at opfinde forskellige ting. - Du lagde måske mærke til, sidste gang du hjalp mig op, at jeg så lidt tankefuld ud?"

"Ja, du så virkelig lidt alvorlig ud," sagde Alice.

"Ja, og i det øjeblik opfandt jeg netop en ny metode til ... til at komme over et stakit på - vil du høre, hvad det drejer sig om?"

"Ja, det vil jeg da meget gerne," sagde Alice høfligt.

"Så skal jeg fortælle dig, hvordan jeg kom til at tænke på det," svarede ridderen. "Jeg sagde til mig selv -: Fødderne er jo den eneste vanskelighed, ikke også? - for hovedet sidder højt nok i forvejen. Nå, hvis jeg først lægger hovedet på ledstolpen, så er det jo højt nok oppe - og så stiller jeg mig på hovedet, og så kommer fødderne højt nok op - og på den måde slipper jeg over!"

"Ja, jeg tror nok, du ville komme over på den måde," sagde Alice tankefuldt, "men mener du ikke, det er temmelig anstrengende?"

"Jeg har ikke prøvet det endnu," sagde ridderen alvorligt, "så jeg kan ikke sige det med sikkerhed ... men jeg er virkelig bange for, at det bliver lidt anstrengende."

Han så så irriteret ud ved tanken, at Alice skyndte sig at skifte samtale-emne. "Det var da en mærkelig hjælm, du har!" sagde hun muntert. "Er det også din egen opfindelse?"

Ridderen kastede et stolt blik på hjælmen, der hang ved saddelknappen. "Ja," sagde han, "men jeg har opfundet en, der er endnu bedre - den lignede en sukkertop. Når jeg havde den på, rørte den næsten straks ved jorden, hvis jeg faldt af hesten, og så havde jeg kun et ganske kort stykke vej at falde. Men der var naturligvis den risiko, at man kunne falde ned i den -. Det hændte engang, ag det værste af det hele var, at inden jeg nåede at krybe ud igen, kom den anden hvide ridder og tog den på. Han troede, det var hans hjælm."

Ridderen så så højtidelig ud, da han fortalte dette, at Alice ikke turde le. "Men gjorde du ham ikke fortræd," sagde hun med skælvende stemme, "da du sad oven på hans hoved?"

"Jeg måtte naturligvis sparke ham," sagde ridderen meget alvorligt. "Og så tog han hjælmen af igen - men det varede mange, mange timer, inden jeg kom ud. Jeg sad lige så fast som - et lyn."

"Men et lyn plejer da netop ikke at sidde fast," indvendte Alice.

Ridderen rystede på hovedet. "Jeg sad fast på alle mulige måder, det kan jeg forsikre dig for!" sagde han og løftede armene - han var åbenbart en smule ophidset! - men i samme øjeblik trillede han ned af sadlen og faldt på hovedet i en dyb grøft.

knight-in-ditch

Alice løb hen til grøften og kiggede efter ham. Denne gang blev hun meget overrasket, da han styrtede af hesten, for han havde holdt sig strunk i længere tid, og nu var hun bange for, at han virkelig havde slået sig. Hun kunne ikke se andet af ham end skosålerne, men hun blev straks roligere, da hun hørte, at han snakkede på sin sædvanlige manér. "På alle mulige måder..." gentog han, "men det var tankeløst af ham at tage en anden mands hjælm på - når den mand oven i købet sad inde i hjælmen."

"Hvordan kan du dog blive ved med at snakke så roligt, når du har hovedet nedad?" spurgte Alice, da hun halede ham op ved benene og lagde ham på kanten af grøften, i en uformelig bunke.

Ridderen blev åbenbart forbavset over hendes spørgsmål. "Betyder det noget som helst, hvor min krop befinder sig?" sagde han. "Mine tanker arbejder lige godt for det. Ja - jo mere jeg har hovedet nedad, desto lettere opfinder jeg noget nyt."

"Det fineste, jeg nogen sinde har gjort," fortsatte han efter et øjebliks tavshed, "det var, da jeg opfandt en ny budding lige midt i kødretten."

"Så den kunne tilberedes som næste ret?" sagde Alice. "Ja, det var virkelig hurtigt gjort!"

"Nej, ikke som næste ret," sagde ridderen langsomt og tankefuldt. "Nej, absolut ikke ..."

"Så blev den vel færdig til næste dag, for man kan da ikke godt spise budding to gange til den samme middag."

"Nej, heller ikke næste dag," sagde ridderen igen. "Ikke næste dag - nej," fortsatte han med sænket hoved og en stemme, der blev lavere og lavere ... "jeg tror slet ikke, den budding nogen sinde blev lavet! Nej, og jeg tror heller ikke, at den nogen sinde vil blive lavet! Og så var det endda meget vanskeligt at finde på den."

"Hvad havde du tænkt dig, den skulle laves af?" spurgte Alice - hun ville nemlig gerne opmuntre ham lidt, for han så så bedrøvet ud ...

"Jo," sagde ridderen med et suk, "først og fremmest af trækpapir ..."

"Men det må da ikke smage godt..."

"Nej, det gør det heller ikke alene," afbrød han hende ivrigt. "Men du kan ikke tænke dig, hvilken forskel der er ... hvis man blander det med andre ting - som f. eks. krudt og lak. Og nu må jeg desværre forlade dig."

Alice så temmelig forvirret ud - hun kunne ikke andet, for hun tænkte nemlig på buddingen.

"Du er ked af det," sagde ridderen uroligt. "Jeg vil synge en vise for dig - det kan måske trøste dig."

"Er den meget lang?" spurgte Alice, for hun havde jo hørt temmelig mange viser den dag.

"Ja, den er lang," svarede ridderen, "men den er meget, meget smuk. Alle de, der hører mig synge den - får enten tårer i øjnene eller -."

"Eller hvad?" sagde Alice, for ridderen tav så pludseligt.

"Eller også, får de det ikke, ser du ... Visens navn kaldes "Kullerens øjne"."

"Nå, er det visens navn?" sagde Alice og lod, som om hun var interesseret.

"Nej, du forstår ikke, hvad jeg mener," sagde ridderen og så lidt ærgerlig ud. "Navnet kaldes bare sådan. Det rigtige navn er "Den gamle, gamle mand"."

"Så burde jeg altså have sagt -: kaldes visen sådan?" rettede Alice sig selv.

"Nej, det skulle du ikke have sagt - det er noget helt andet. Visen kaldes: "Udveje og midler", men det er blot noget, den kaldes, ser du!"

"Nå ja, men hvad er det så for en vise?" sagde Alice, der nu var fuldstændig rundtosset.

"Jeg var netop ved at komme til det," sagde ridderen. "Visen er: "Der sad en gammel, gammel mand og hvilte på et led", og melodien er min egen opfindelse."

Da han sagde dette, holdt han hesten an og lod tøjlerne ligge på dens hals. Så slog han langsomt takt med den ene hånd og begyndte at synge, mens et svagt smil opklarede hans venlige og dumme ansigt.

*     *     *     *     *     *     *

Af alle de mærkelige ting, Alice oplevede på sin rejse bag spejlet, var der intet, hun huskede så tydeligt som netop dette ... Mange år efter kunne hun se det altsammen for sig igen, som om hun havde oplevet det i går - ridderens milde, blå øjne og venlige smil - den dalende sol, der lyste gennem hans hår og funklede i hans rustning med en glans, der næsten blændede hende - hesten, der gik fredeligt omkring med løse tøjler og nippede til græsset ved hendes fødder - og bagved ... den mørke skov - det hele lignede et maleri ... da hun stod der, lænet til et træ med den ene hånd for øjnene ... og kiggede på det besynderlige par ... og lyttede, halvt i drømme, til visens melankolske toner ...

"Men melodien er nu ikke hans egen opfindelse," sagde hun til sig selv. "Det er jo den samme melodi som til ... "Jeg giver dig alt, jeg kan ej mer"." Hun stod og lyttede opmærksomt, men hun fik ikke tårer i øjnene.

"Det er så lidt - dog vil jeg nu
fortælle, hvad jeg ved.
Der sad en gammel, gammel mand
og hvilte på et led.
"Hvem er du?" spurgte jeg,
"hvad gør du her på dette hold?"
Hans svar gik gennem hovedet
som vandet i et sold.

"Jeg fanger sommerfugle små
i hveden på min vej
og sælger dem i gaderne
som lækker kød-postej.
Jeg sælger dem til sømænd,
thi de døjer savn og nød.
Ja, sådan tjener jeg såmænd
til mit beskedne brød."

Men jeg, som netop havde tænkt
at farve skægget grønt
og siden gå med vifte for,
fordi det var så kønt,
jeg råbte, da jeg ikke fandt
et andet svar at gi':
"Fortæl mig, hvad du laver her!"
- og slog ham oveni.

Han svarede med venlig røst:
"Jeg går, som bedst jeg kan,
for - når jeg ser en bjergbæk - straks
at stikke den i brand.
Det bli'r til en slags olie,
som man smører i sit hår.
Det er dog ikke store ting,
jeg for min møje får."

Jeg tænkte just at finde mig
en bedre levevis -
man kunne gradvis spise sig
så buttet som en gris!
jeg ruskede ham ordentlig,
til han var ganske blå
og råbte :"Hvad bestiller du?
Det må du svare på!"
sitting-on-a-gate
"Jeg plukker kuller-øjne, du,
imellem lyng og strå.
Dem gør jeg vesteknapper af,
når natten falder på.
Men ikke guld og ikke sølv
kan købe dem, fordi
du for en enkelt kobberslant
kan få dig hele ni.

Jeg graver efter gifler, og
ta'r krabber med en pind.
Jeg leder efter droschehjul,
smidt ud i vejr og vind.
Jeg skaffer mig (han blinkede!)
mit brød på denne vis
og vil med glæde ta' et glas
til nådigherrens pris."

Og mens han talte, fik jeg en
idé, som jeg fandt fin:
man kunne koge flod-broen
helt ren for rust i vin!
Jeg takked for hans skildring af,
hvordan han leved selv -
og særligt for hans tilbud om
at drikke på mit held.

Og nu, når jeg tilfældigvis
får klister på en klo,
og når jeg stikker højre fod
ned i min venstre sko,
og når jeg taber på min tå
et lispundslod, du ved,
så græder jeg og tænker på
den gamle mand, jeg den gang så...

Hans stemme, blid som himlens blå,
hans hår, der hvidt om panden lå,
hans blik, der slægted kragens på,
hans øje, rødt som ild i strå,
men stundom pint, som suk i vrå,
hans rokken som et siv i å,
hans mumlen, hørlig kun for få,
som om hans mund var fuld af skrå,
hans snøften som en bøffel grå -
den sommerkvæld, han hvilte på
det gamle vangeled."

Da ridderen sang de sidste ord i visen, samlede han tømmerne og vendte hestens hoved den vej, de var kommet ... "Du behøver blot at gå nogle få meter," sagde han, "ned ad bakken og over den lille bæk - så bliver du dronning. Men du venter vel et øjeblik og ser, hvordan jeg kommer af sted?" tilføjede han, da Alice ivrigt vendte sig om for at gå. "Det varer ikke så længe. Du venter vel og vinker til mig med lommetørklædet, når jeg kommer til vejsvinget der ...? Jeg tror, det ville styrke mit mod."

"Ja, selvfølgelig vil jeg det," sagde Alice. "Og tak skal du have, fordi du fulgte mig så langt - Ø for visen - jeg kunne vældig godt lide den."

"Det håber jeg da også," sagde ridderen lidt tvivlende. "Men du græd ikke så meget, som jeg havde ventet.

Så gav de hinanden hånden, og ridderen red langsomt hen mod skoven. "Det vil ikke vare ret længe, før man ser ham - trille af," sagde Alice til sig selv, mens hun stod og kiggede efter ham. "Ja, der røg han! Lige på hovedet - som sædvanlig! Nå, men han klarer sig jo temmelig let op igen - det skyldes vel alle de mange ting, der hænger rundt om på hesten ..." Sådan blev hun ved at snakke med sig selv, mens hun stod og så på hesten, der travede langsomt hen ad vejen - og ridderen, der faldt af, snart til den ene side og snart til den anden. Da han havde slået sine kolbøtter en fire-fem gange, nåede han vejsvinget, og så viftede hun med lommetørklædet, lige indtil hun tabte ham af syne.

"Jeg håber da, at det opmuntrede ham," sagde hun, da hun vendte sig om for at løbe ned ad bakken. "Ja, nu mangler der altså blot den sidste bæk - og så bliver jeg dronning! Det lyder vel nok flot!" Hun gik nogle ganske få skridt og stod så ved bækken. "Ottende felt - endelig!" råbte hun, da hun sprang over den

*     *     *     *     *     *     *

og lagde sig på en græsplæne, der var lige så blød som mos og fuld af en masse små blomsterbede. "Åh, hvor er jeg glad, fordi jeg er her! Men hvad er dog det, jeg har på hovedet?" råbte hun forskrækket og følte efter ... det var noget meget tungt, der lige netop passede til hendes hoved.

"Men hvordan kan det være kommet der, uden at jeg har mærket noget?" sagde hun til sig selv, da hun tog den tunge tingest af og lagde den på sit skød for at se, hvad det dog kunne være.

Det var en guldkrone.