www.ebbemunk.dkarrowBag Spejlet

Kapitel 9 - Dronning Alice

 
golden_crown

"Det her er vel nok storartet!" sagde Alice. "Jeg havde aldrig troet, jeg skulle blive dronning så hurtigt - men nu vil jeg sige Deres Majestæt en ting," fortsatte hun strengt (det havde altid moret hende at skælde sig selv ud), "det går sandelig ikke an at ligge og drive i græsset på denne måde! En dronning må tænke på sin værdighed!"

Så rejste hun sig op og begyndte at spadsere omkring - lidt stift i begyndelsen ... hun var nemlig bange for, at kronen skulle falde af. Men hun trøstede sig med, at der ikke var nogen, som så hende, "og hvis jeg virkelig er dronning," sagde hun og satte sig ned igen, "skal jeg nok klare mig efterhånden ..."

Alt var så besynderligt, at hun ikke blev den mindste smule forbavset, da hun opdagede, at den røde og den hvide dronning sad ganske tæt ved hende - en på hver side. Hun ville meget gerne have spurgt dem, hvordan de var kommet der, men hun tænkte, at det måske ikke var rigtig høfligt. Men det kunne da ikke gøre noget - syntes hun - at spørge, om spillet var forbi. "Undskyld, vil De ikke nok sige mig..." begyndte hun og kiggede ængsteligt på den røde dronning.

"Sig ikke noget, før man taler til dig!" sagde den røde dronning strengt.

"Men hvis alle fulgte den regel," svarede Alice, der altid var parat til at sige folk imod, "og hvis De kun sagde noget, når De selv blev tiltalt, og den anden altid ventede på, at De skulle begynde, så ville ingen jo sige noget, og så,..."

"Åh, snak!" råbte dronningen. "Forstår du da ikke, barn ..." Her tav hun pludselig og så meget alvorlig ud, og da hun havde tænkt sig om et stykke tid, skiftede hun hurtigt samtale-emne. "Hvad mener du med at sige: Hvis jeg virkelig er dronning? Hvilken ret har du til at kalde dig det? Du kan ikke blive dronning, før du har taget den eksamen, der hører til. Og jo før vi begynder, desto bedre."

"Men jeg sagde jo blot "hvis" ..." indvendte Alice i en ynkelig tone.

De to dronninger så på hinanden, og den røde dronning bemærkede med en let gysen: "Hun siger, at hun bare sagde hvis ..."

"Men hun sagde ikke så lidt mere end det!" stønnede den hvide dronning og vred sine hænder. "Ja, hun sagde langt mere end det!"

"Ja, det gjorde du - og det ved du også godt!" sagde den røde dronning til Alice. "Tal altid sandhed - tænk, før du taler - og skriv det ned bagefter."

"Jamen - det var virkelig ikke meningen," begyndte Alice, men hun blev afbrudt af den røde dronning.

"Det er netop det, jeg ikke synes om! Du skulle have ment noget! Hvad glæde tror du, man har af et barn, der ikke mener noget? Selv en vittighed bør have en mening - og et barn er dog vigtigere end en vittighed, håber jeg da. Det kan du ikke nægte, selv om du så prøver med begge hænder ..."

"Jeg nægter ikke noget, med hænderne," indvendte Alice.

"Det er der da heller ingen, som har sagt!" svarede den røde dronning. "Jeg sagde blot, at du ikke kunne, selv om du prøvede på det."

"Hun er åbenbart i det humør," sagde den hvide dronning, "hvor hun absolut skal benægte et eller andet, skønt hun ikke ved, hvad hun skal benægte!"

"Et meget vanskeligt og slet humør," sagde den røde dronning - og så blev der en ubehagelig tavshed et par minutter.

Den røde dronning brød tavsheden ved at sige til den hvide dronning: "Jeg inviterer dig til middag hos Alice i dag."

Den hvide dronning smilede svagt og sagde: "Og jeg inviterer dig."

"Jeg vidste slet ikke, at jeg skulle have selskab," sagde Alice, "men hvis jeg skal det, så burde jeg vel invitere gæsterne."

"Vi gav dig jo lejlighed til at gøre det," sagde den røde dronning, "men du har vist endnu ikke fået ret mange timer i god tone?"

"Man får ikke timer i god tone," sagde Alice. "Men man får undervisning i regning og den slags ting."

"Kan du lægge tal sammen?" spurgte den hvide dronning. "Hvad er en og en og en og en og en og en og en og en og en ag en?"

"Det ved jeg ikke," sagde Alice. "Jeg kunne ikke følge med."

"Hun kan ikke lægge tal sammen," afbrød den røde dronning. "Kan du trække fra? Hvad er ni fra otte?"

"Ni fra otte, det kan jeg ikke," svarede Alice hurtigt, "men ..."

Hun kan ikke trække fra," sagde den hvide dronning. "Nå, men kan du så dividere? Del et brød med en kniv - hvad bliver det?"

queens

"Jeg tror ..." begyndte Alice, men den røde dronning svarede i hendes sted. "Det bliver smørrebrød, naturligvis. Prøv et andet regnestykke! Hvis man tager et ben fra en hund - hvad bliver der så tilbage?"

Alice tænkte sig længe om. "Benet ville naturligvis ikke være tilbage, hvis jeg tog det - og hunden ville heller ikke være tilbage. Den ville bide mig - og så ville jeg jo heller ikke være tilbage!"

"Du mener altså, at der slet ikke ville blive noget tilbage?"

"Ja."

"Forkert - som sædvanlig!" sagde dronningen. "Hundens tålmodighed ville blive tilbage."

"Men jeg forstår ikke rigtig ..."

"Jo, hør nu her!" udbrød den røde dronning. "Hunden ville tabe tålmodigheden, ikke sandt?"

"Jo, det ville den måske," svarede Alice forsigtigt.

"Nå, hvis hunden så går sin vej, så ville jo dens tålmodighed blive tilbage!" udbrød dronningen.

Alice svarede så alvorligt, som hun kunne: "De ville måske gå hver sin vej." Men hun kunne ikke lade være med at tænke inderst inde: "Ah, sikke dog en masse vrøvl, vi står og siger!"

"Hun kan ikke regne det allermindste!" sagde begge dronningerne på en gang og med eftertryk.

"Kan De regne?" spurgte Alice og vendte sig pludselig om mod den hvide dronning - hun kunne nemlig ikke lide at blive kritiseret så meget.

Dronningen gabede og lukkede øjnene. "Ja, jeg kan lægge tal sammen," sagde hun. "Hvis man da giver mig tid - men trække fra ... det kan jeg ikke - under ingen omstændigheder."

"Du kan naturligvis din ABC?" sagde den røde dronning.

"Ja, selvfølgelig," sagde Alice.

"Det kan jeg også," hviskede den hvide dronning. "Så skal vi to ofte høre hinanden i bogstaverne, ikke også - lille ven? Og jeg kan betro dig en hemmelighed - jeg kender ord, der består af et bogstav. Er det ikke flot? Men du skal ikke tabe modet - du lærer det også nok med tiden."

Nu begyndte den røde dronning igen. "Kan du svare på fornuftige og praktiske spørgsmål?" spurgte hun. "Hvordan laver man brød?"

"Ja, det ved jeg da!" råbte Alice ivrigt. "Man tager noget mel og sigter -."

"Hvad vil det sige - hvem sigter man på?" spurgte den hvide dronning. "På ovnen eller kokkepigen?"

"Nej, nej!" sagde Alice. "Slet ikke, man sier det -."

"Hvad for noget! Siger man det? Højt eller lavt? - Du må ikke springe så mange vigtige ting over," sagde den hvide dronning.

"Vift hende i ansigtet!" sagde den røde dronning ængsteligt. "Hun kan nemt få feber af at tænke så meget!" - Og så begyndte de at vifte hende med en dusk blade - indtil hun måtte bede dem holde op, fordi hendes hår blev så forpjusket ...

"Nu har hun det godt igen," sagde den røde dronning. "Kan du sprog? Hvad hedder hokuspokus på fransk?"

"Hokuspokus - det er da slet ikke noget sprog," svarede Alice alvorligt.

"Næh, hvem har også sagt det?" svarede den røde dronning. "Jeg spurgte jo bare: - hvad hedder det på fransk?"

Hvordan skulle Alice klare sig uden om den vanskelighed? Pludselig fik hun en lys ide. Hun sagde triumferende: "Hvis De vil fortælle mig, hvad hokuspokus er for et sprog, så skal jeg sige Dem, hvad det hedder på fransk."

Den røde dronning rankede sig imidlertid - temmelig fornemt - og sagde: "Dronninger købslår aldrig med hinanden."

"Jeg ville sandelig ønske, at de heller aldrig kom med spørgsmål," tænkte Alice indvendigt.

"Lad os nu ikke skændes," sagde den hvide dronning i en bekymret tone. "Hvordan opstår et lyn?"

"Et lyn?" sagde Alice meget bestemt - for nu følte hun sig fuldstændig sikker - "det frembringes af tordenen - nej, nej," rettede hun sig selv i en fart, "jeg mente - lige omvendt!"

"Det er for sent at skifte mening," sagde den røde dronning, "nu har du sagt noget, der afgør sagen, og så må du også tage følgerne -."

"Det minder mig om -" sagde den hvide dronning, idet hun slog øjnene ned og vred sine hænder meget nervøst, "at vi havde sådan et skrækkeligt tordenvejr i tirsdags - ja, jeg mener naturligvis i tirsdages

"I tirsdages?" sagde Alice. "Hjemme hos os har vi da kun en tirsdag ad gangen!"

"Det var usselt!" sagde den røde dronning. "Her hos os har vi som regel to-tre dage og nætter på en gang, og om vinteren hænder det endogså, at vi samler hele fem nætter sammen - for varmens skyld, forstår du."

"Er fem nætter da varmere end en nat?" dristede Alice sig til at spørge.

"Ja, selvfølgelig - de er fem gange så varme!"

"Men så må de da også være fem gange så kolde ...?"

"Ja, netop!" råbte den rode dronning. "Fem gange så varme og fem gange så kolde ... på samme måde som jeg er fem gange så rig, som du, og fem gange så klog!"

Alice sukkede og opgav det hele. "Det her er fuldstændig som en gåde uden løsning!" tænkte hun.

"Klumpe-Dumpe så det også," fortsatte den hvide dronning med sagte stemme, som om hun blot, talte med sig selv. "Han kom hen til døren med en proptrækker i hånden."

"Hvorfor det?" spurgte den røde dronning.

"Han sagde, at han ville ind," fortsatte den hvide dronning, "fordi han ledte efter en flodhest. Men der var tilfældigvis ikke nogen flodhest i huset den morgen."

"Plejer der da at være det?" spurgte Alice forbavset.

"Ja - men kun om torsdagene," sagde dronningen.

"Jeg ved, hvorfor han kom," sagde Alice, "han ville straffe fisken, fordi -."

Her begyndte den hvide dronning igen: "Du kan rigtignok tro, at det var et skrækkeligt tordenvejr!" ("Hun troede det knap nok selv," sagde den røde dronning). "Et stykke af taget blæste af, og en masse torden kom ind i huset - og rullede rundt i stuen i store klumper - og væltede bordene og de andre ting - og til sidst blev jeg så forskrækket, at jeg ikke engang kunne huske mit eget navn!"

Alice tænkte ved sig selv: "Jeg ville ikke engang prøve på at huske mit navn - midt under en eller anden ulykke - for hvad skulle det tjene til?" Men hun sagde det ikke højt, eftersom hun nødigt ville såre den stakkels dronning.

"Deres Majestæt må undskylde hende," sagde den røde dronning til Alice, idet hun greb den hvide dronnings hånd og klappede den forsigtigt. "Hun mener det så godt - hun kan jo ikke gøre for, at hun som regel siger så mange fjollede ting."

Den hvide dronning så ængsteligt på Alice, der følte, at hun burde sige noget venligt, men hun kunne ikke finde ud af, hvad det skulle være.

"Hun har ikke fået nogen ordentlig opdragelse," fortsatte den røde dronning, "men hun er altid i et forbavsende godt humør! Klap hende på hovedet, så skal du se, hvor glad hun bliver!" Men det var mere, end Alice havde mod til at gøre.

"Hvis man er lidt venlig imod hende - og giver hende papillotter i håret - kan man få hende til næsten alt

Den hvide dronning sukkede dybt og lagde sit hoved på skulderen af Alice. "Jeg er så søvnig!" klagede hun.

"Hun er træt, den stakkel," sagde den røde dronning. "Glat hendes hår - lån hende din nathue - og syng en beroligende vuggevise for hende."

"Jeg har ikke nogen nathue med mig," sagde Alice, idet hun forsøgte at glatte dronningens hår, "og jeg kan ingen vuggeviser."

"Så må jeg vel synge en selv," sagde den røde dronning, og begyndte:

"Visselulle, min smukke, i Alices skød.
Mens festbordet dækkes, er søvnen sød.
Og siden så træder vi dansen her -
begge de to dronninger, skøn Alice og enhver!"

"Nu kender du ordene," tilføjede hun og lagde hovedet på Alices anden skulder, "så kan du synge den for mig. Jeg er også ved at blive søvnig." I næste øjeblik sov begge dronningerne trygt og snorkede højlydt.

queens_asleep

"Hvad skal jeg dog gøre?" sagde Alice og så sig forskrækket omkring, da først det ene hoved og så det andet hoved trillede ned fra hendes skulder og lå som tunge klumper i hendes skød. "Jeg tror aldrig, det er sket før, at nogen har måttet tage sig af to sovende dronninger på en gang! Nej, ikke i hele landets historie - nå, det er for resten også umuligt, for der har aldrig eksisteret mere end en dronning ad gangen. Vågn op, I tunge tingester!" fortsatte hun utålmodigt, men det eneste svar hun fik, var en sagte snorken.

Den snorkende lyd blev mere og mere markeret for hvert øjeblik og lød næsten som en slags melodi. Til sidst kunne hun også høre nogle ord, og nu lyttede hun så ivrigt, at hun knap nok lagde mærke til, at de to store hoveder pludselig forsvandt fra hendes skød.

Hun befandt sig foran en hvælvet port. Oven over den stod med store bogstaver: DRONNING ALICE, og på hver side af porten var der en klokkestreng. På den ene stod der: "For besøgende" og på den anden: "Til personalet!"

"Jeg vil vente, til sangen er forbi," tænkte Alice, _og så vil jeg ringe på - ja, hvad for en klokke skal jeg bruge?" fortsatte hun - de to forskellige indskrifter forvirrede hende nemlig lidt. "Jeg er ikke gæst, og jeg horer heller ikke til personalet. Der burde virkelig findes en klokke, hvor der stod: For dronninger ..."

I det samme blev døren åbnet på klem, og et væsen med et langt næb stak hovedet udenfor et øjeblik og sagde: "Adgang forbudt til næst-næste uge!" Så blev døren lukket igen med et voldsomt smæld.

alices_doorway

Alice bankede og ringede i lang tid - men forgæves! En ældgammel frø, der sad under et træ, rejste sig omsider og stavrede langsomt hen til hende. Den var iført noget lysegult tøj og havde et par vældige støvler på fødderne.

"Hvad er der i vejen?" hviskede frøen med en dyb og hæs stemme.

Alice vendte sig om - og var straks parat til at kritisere alting. "Hvor er egentlig den tjener, der skal passe døren?" begyndte hun.

"Hvilken dør?" spurgte frøen.

Alice var lige ved at stampe i jorden af irritation over, at frøen talte så langsomt og drævende. "Den her dør, naturligvis!"

Frøen kiggede et stykke tid på døren med sine store, dumme øjne. Så gik den derhen og gned på den med tommelfingeren, som om den ville undersøge, om malingen smittede af. Dernæst kiggede den igen på Alice.

"Passe døren?" sagde den. "Har den måske bedt om at blive passet, hvad?" Frøen var så hæs, at Alice knap nok kunne høre, hvad den sagde.

"Jeg forstår ikke, hvad du mener," sagde hun.

"Jeg taler da ellers tydeligt nok, gør jeg ikke?" fortsatte frøen. "Er du døv? Hvorfor skulle man passe døren? - Er den syg, eller vil den rende væk?"

"Jeg bryder mig ikke om dit sludder!" sagde Alice utålmodigt. "Jeg har jo banket på den."

"Det skal man ikke gøre - det skal man ikke," mumlede frøen. "Det tirrer den, ser du!" Så gik den hen og gav døren et spark med en af sine store fødder. "Du har ladet den være alene," stønnede frøen, da den humpede tilbage til træet, "og så lader den også dig være alene, forstår du."

I dette øjeblik fløj døren op, og man hørte en pibende stemme synge:

"Til spejllandets folk talte Alice som så:
"Jeg har scepter i hånden og guldkrone på.
Kom til gilde, I godtfolk fra gade og vej,
med den røde dronning, den hvide og mig!""

Og hundredvis af stemmer sang med på omkvædet:

"Så fylder vi glassene alle mand!
strø klid over bordet så hurtigt I kan.
Put katte i kaffen, kom mus i din te.
Leve dronning Alice, tredve gange tre!"

Så lød der en forvirret larm af stemmer og hurraråb, og Alice tænkte for sig selv: "Tredive gange tre - det er halvfems. Er der mon nogen, der tæller?" Så blev der stille igen, og den samme skingrende stemme sang et vers til:

"O spejlfolk!" sa' Alice, "at jeg er jer nær,
er en ære og øjenlyst for enhver,
som nyder den gunst at befinde sig
hos den røde dronning, den hvide og mig!"

Og nu faldt de mange stemmer ind igen:

"Så fylder vi glasset med sirup og blæk
og alt, hvad der ellers gør munter og kæk.
Hæld sand i pokalen, kast hårtotter i!
Leve dronning Alice, halvfems gange ni!"

"Halvfems gange ni!" gentog Alice fortvivlet. "Det her får jo aldrig ende! Jeg må hellere gå derind straks ..." Det gjorde hun, ag i samme øjeblik, hun viste sig, blev der dødsstille.

Alice skævede ængsteligt til bordet, da hun gik op gennem den store sal, og lagde samtidig mærke til, at der var et halvt hundrede gæster af alle slags - nogle af dem var firbenede skabninger, og andre var fugle, ja, der var til og med en hel del blomster. "Det glæder mig, at de er kommet - uden at vente på en indbydelse," tænkte hun, "for jeg ville sandelig ikke have vidst, hvem jeg egentlig burde invitere!"

Der stod tre stole ved den øverste ende af bordet. Den røde og den hvide dronning havde sat sig på de to, men den midterste stod tom. Alice satte sig ned, men det generede hende, at der var så stille, og hun længtes efter, at nogen skulle snakke med hende.

Til sidst begyndte den røde dronning: "Du er gået glip af suppen og fisken," sagde hun. - "Kom med stegen!" råbte hun, og så anbragte tjeneren et stort fårelår foran Alice, der kiggede lidt forskrækket på det - hun havde nemlig aldrig nogen sinde skåret en steg for.

leg_of_mutton

"Du ser lidt ængstelig ud," sagde den røde dronning. "- må jeg ikke præsentere dig for dette fårelår. Alice - fårelår; fårelår - Alice." Fårelåret rejste sig op på fadet og bukkede ganske let for Alice, der hilste igen ... men hun vidste ikke rigtig, om hun skulle være forskrækket eller more sig over det I

"Vil I have en skive?" sagde hun og greb kniv og gaffel, mens hun så fra den ene dronning til den anden.

"Nej, absolut ikke," sagde den røde dronning meget bestemt. "Det passer sig da ikke at skære i nogen, man lige er blevet præsenteret for. Tag den steg væk!" råbte hun, ag så bar tjeneren den bort og kom med en stor plumbudding i stedet for.

"Ja, jeg vil ikke så gerne præsenteres for buddingen," skyndte Alice sig at sige. "Ellers får vi jo ingen middagsmad. Må jeg give jer et stykke?"

Men den røde dronning så gnaven ud og mumlede: "Budding - Alice. Alice - budding. Tag buddingen væk!" råbte hun, og så tog tjeneren den bort, inden Alice fik tid til at gengælde dens hilsen.

Alice kunne imidlertid ikke begribe, hvorfor den røde dronning skulle være den eneste, der kunne udstede befalinger ... derfor tog hun mod til sig og råbte: "Tjener! Kom med buddingen igen!" Og straks stod den på bordet - som ved et trylleslag! Den var så star, at hun var en lille smule bange for den, nøjagtig som hun havde været bange for fårelåret. Hun overvandt imidlertid sin skræk ved hjælp af en kraftanstrengelse, og rakte et stykke til den røde dronning.

"Det er vel nok uforskammet!" sagde buddingen. "Hvad ville du sige, hvis jeg skar et stykke af dig, dit bæst!"

Alice kunne ikke lade være med at stirre på den og måbe af forbavselse.

"Sig dog noget!" sagde den røde dronning. "Det er da for latterligt at overlade hele samtalen til buddingen!"

"Jeg har hørt så mange digte i dag," begyndte Alice. (Det forskrækkede hende en hel del, at der blev dødsstille, hver gang hun åbnede munden, og at alle stirrede på hende). "Og jeg synes, det er så besynderligt, at de allesammen handlede om fisk. Hvorfor mon man er så glad for fisk her?"

Hun sagde det til den røde dronning, der imidlertid ikke svarede direkte på hendes spørgsmål. "Ja, med hensyn til fisk," sagde hun meget langsomt og højtideligt, med munden tæt ved Alices øre, "så kan Hendes hvide Majestæt en vidunderlig gåde den er helt og holdent på vers - og handler udelukkende om fisk. Skal vi bede hende fremsige den?"

"Det er venligt af Hendes røde Majestæt at omtale det," hviskede den hvide dronning i Alices andet øre - med en stemme, der lød som en dues kurren ... "Det ville sandelig være morsomt! Må jeg?"

"Ja, vær så god," sagde Alice meget høfligt.

Den hvide dronning lo fornøjet og klappede Alice på kinden. Så begyndte hun:

"Først fanges en fisk.
Det er let - det kan også et pattebarn gøre;
og ved fiskemands disk
er den let nok at købe - den koster en øre.

Så koger vi den.
Det er let, for på knap et minut er den rede.
Nu i fadet, min ven!
Det er let, for den er allerede dernede.

Kom så og tag fra!
Det er let - sætte fad på et bord kan jo alle.
Men låget må a'!
Det er sært, hvor forskrækkeligt svært det kan falde.

Thi med kræfter for to
har det klistret sig fast på den stædigste måde.
Hvad er lettest monstro:
at løsne et låg, eller løse en gåde?"

"Brug et minut til at tænke over gåden - og gæt den så!" sagde den røde dronning. "Imens vil vi drikke din skål - dronning Alices skål!" råbte hun så højt, hun kunne, og alle gæsterne begyndte straks at drikke, men de bar sig meget besynderligt ad: nogle stillede glasset omvendt - på hovedet - og drak det, der løb ned over ansigtet - andre væltede karaflerne og drak den vin, der dryppede ned fra bordkanten - og tre af gæsterne (de så ud til at være kænguruer) kravlede op på det fad, hvor fårelåret lå, og begyndte at slikke sovsen i sig - "som grise, der snasker i et trug!" tænkte Alice.

"Du må holde en pæn tale og sige tak," sagde den røde dronning til Alice med rynkede øjenbryn.

"Vi må støtte dig," hviskede den hvide dronning, da Alice rejste sig lydigt op, men - en lille smule forskrækket.

"Tak, mange tak," svarede hun hviskende, "men jeg klarer mig nok endda!"

"Åh nej, det kan du slet ikke," svarede den røde dronning meget bestemt, så Alice sagde ikke noget og forsøgte blot at holde gode miner ...

("Og hvor de dog puffede!" sagde hun bagefter, da hun fortalte sin søster om festen. "Jeg troede næsten, at de ville klemme mig helt flad!")

Det var faktisk svært for hende at blive stående på sin plads, mens hun talte, for de to dronninger skubbede så voldsomt til hende fra hver side, at hun næsten blev løftet op i luften. "Jeg løfter mit ..." begyndte Alice, men det var sandelig hende, der blev løftet et godt stykke i vejret! Men hun tog fat i bordkanten, og på den måde lykkedes det hende at komme ned igen ...

"Pas på!" råbte den hvide dronning og greb Alice i håret med begge hænder. "Der sker noget!"

Fireworks Fireworks

Ja, nu skete der en masse ting i løbet af et øjeblik (således fortalte Alice i hvert fald bagefter). Alle lysene voksede helt op til loftet og lignede nærmest siv med fyrværkeri foroven. Flaskerne snappede allesammen et par tallerkner, som de hurtigt satte på ryggen - som vinger - og så flagrede de omkring - med gafler som ben - og "lignede nøjagtig fugle," tænkte Alice, så godt som det nu lod sig gøre at tænke i den skrækkelige forvirring.

I det samme hørte hun en hæs latter lige ved siden af og vendte sig om for at se, hvad der var i vejen med den hvide dronning, men nu var det fårelåret, der sad på stolen i stedet for hende. "Her er jeg," hørte man en stemme sige i suppe-terrinen, og da Alice vendte sig om igen, nåede hun lige netop at se dronningens godmodige og brede ansigt grine sig i møde i et kort øjeblik - over kanten af terrinen - inden hun forsvandt i suppen.

Der var ikke et sekund at spilde. Adskillige af gæsterne lå allerede på tallerknerne, og suppesleven kom spadserende hen over bordet, lige imod Alice. Og den gjorde samtidig tegn til hende, at hun skulle flytte sig.

"Nej, nu kan jeg ikke holde det ud længere!" råbte hun og greb fat i dugen med begge hænder. Et ordentligt ryk - og tallerkner, fade, gæster og lys dejsede ned på gulvet med et brag og blev liggende i en stor bunke.

"Og med hensyn til dig," fortsatte hun og vendte sig vredt om mod den røde dronning - det var jo hende, der var skyld i hele ulykken, syntes Alice - men hun sad ikke længere ved siden af hende ... hun var pludselig skrumpet sammen til en lille, bitte størrelse, der løb nok så fornøjet rundt på bordet efter sit eget sjal, som slæbte efter hende.

Alice ville være blevet forbavset over dette ved enhver anden lejlighed, men nu var hun så ophidset, at hun ikke kunne blive forbavset over noget som helst.

"Med hensyn til dig," gentog hun og fangede den lille skabning lige i det øjeblik, da den var ved at hoppe over en flaske, der lå væltet på bordet . . . "hvad dig angår, så vil jeg ruske dig, så du bliver til en kattekilling - ja, det vil jeg!" ...

Kapitel 10 - Det er - rystende

red_queen

Alice løftede hende ned fra bordet, mens hun talte, og rystede hende frem og tilbage af alle kræfter.

Den røde dronning gjorde slet ikke nogen modstand. Men hendes ansigt blev meget lille og hendes øjne meget store og grønne, og mens Alice rystede hende, blev hun mindre - og tykkere - og blødere - og rundere - og _

Kapitel 11 - og av for katten!

kitten

- og så var det virkelig en kat.

Kapitel 12 - Hvem var det, der drømte?

"Deres røde Majestæt skulle ikke spinde så højlydt," sagde Alice og gned sine øjne. Hun talte meget ærbødigt til katten, men også med en vis strenghed. "Du vækkede mig - og jeg drømte endda så dejligt! Og du fulgte med mig, Kitty - gennem hele spejlverdenen. Vidste du det, min søde ven?"

Katte har en særdeles væmmelig vane (Alice havde sagt det før) -: de spinder altid, hvad man så end siger til dem. "Bare de dog ville spinde, når de mente "ja" og miave, når de mente "nej" eller noget i den retning, havde hun sagt, "så kunne man jo snakke ordentligt med dem! Men hvordan skal man dog kunne tale med en, der siger det samme hele tiden?"

Lige i øjeblikket spandt katten - og det var derfor umuligt at gætte, om den mente "ja" eller "nej".

Alice ledte blandt skakbrikkerne på bordet, indtil hun fandt den røde dronning. Så lagde hun sig på knæ på tæppet foran kaminen og anbragte katten og dronningen sådan, at de kunne se på hinanden.

"Nå, Kitty!" råbte hun og klappede triumferende i hænderne, "indrøm nu, at du blev forvandlet til hende!"

("Men katten ville ikke se på hende," sagde Alice, da hun fortalte sin søster det hele. "Den vendte hovedet bort og lod, som om den ikke så hende. Men den så nu lidt skamfuld ud, så jeg tror derfor bestemt, at den var den røde dronning.")

"Sid dog lidt mere strunk, lille ven!" råbte Alice med en munter latter. "Og nej så, mens du tænker på, hvad du - hvad du skal spinde. Derved sparer du tid, husk det!" - Så tog hun katten op i sine arme og gav den et lille kys - "netop fordi den havde været en rød dronning! "

snowdrop

"Snehvide, søde Snehvide! - fortsatte hun og kiggede over sin ene skulder på den hvide kattekilling, der stadig fandt sig tålmodigt i at blive vasket ... "Hvornår mon Dina egentlig bliver færdig med Deres hvide Majestæt? Det var vel derfor, du var så forpjusket i drømmen. - Dina! Ved du, at du skrubber en hvid dronning? Det er egentlig højst respektløst af dig, og jeg er meget forbavset over dig!

"Og hvad mon Dina blev forvandlet til - det kunne jeg godt lide at vide?" vrøvlede Alice videre og lagde sig mageligt ned, med den ene albue på tæppet og hånden under hagen - for bedre at kunne se på kattekillingerne. "Sig mig engang, Dina, blev du til Klumpe-Dumpe? Det tror jeg næsten - men det er Ikke værd at du fortæller det til dine gode venner, for jeg er ikke helt sikker i min sag.

Og det er sandt, Kitty - hvis du virkelig har været sammen med mig i drømmen, så var der en ting, du ville have glædet dig over ... Jeg hørte sådan en masse digte, og de handlede allesammen om fisk! I morgen tidlig skal du komme til at more dig rigtigt -- mens du spiser din morgenmad, skal jeg fremsige "hvalrossen og tømmermanden" for dig, og så kan du jo bilde dig ind, at det er østers, du får ... ikke også, lille ven?

Og nu, Kitty, skal vi tænke efter ... hvem var det, der drømte alt det? Det er et meget alvorligt spørgsmål, lille ven, og du burde ikke blive ved med at slikke din pote på den måde, som om Dina ikke havde vasket dig i morges! Ja, du forstår, Kitty, det må enten have været mig eller den røde konge. Han var naturligvis en del af min drøm - men så var jeg jo også en del af hans! Var det den røde konge, Kitty? Du var jo hans kone, min ven, så du burde vide det - åh, Kitty, hjælp mig dog med at opklare det her! Din pote kan såmænd godt vente!" - Men den drilagtige kat tog bare fat på den anden pote, og lod, som om den ikke havde hørt, hvad Alice sagde.

Hvem tror du det var?

Forord og noter

Rød

chess

Hvid

Hvid bonde (Alice) begynder og vinder i elleve træk

1. Alice møder den røde dronning
1. Den røde dronning til H5
2. Alice gennem D3 (med jernbane) til D4 (Tweedledum og Tweedledee) 2. Den hvide dronning til C4 (efter sjalet)
3. Alice møder den hvide dronning (med sjal) 3. Den hvide dronning til C5 (bliver til et får)
4. Alice til D5 (butik, flod) 4. Den hvide dronning til F8 (lægger ægget på hylden)
5. Alice til D6 (Klumpe Dumpe) 5. Den hvide dronning til C8 (flygter for den røde springer)
6. Alice til D7 (skov) 6. Den røde springer til E7
7. Den hvide springer tager den røde springer 7. Den hvide springer til F5
8. Alice til D8 (får dronninge-krone) 8. Den røde dronning til E8 (eksamen)
9. Alice bliver dronning 9. Dronningerne rokerer
10. Alice rokerer (fest) 10. Den hvide dronning til A6 (suppe)
11. Alice tager den røde dronning og vinder .

Forord af Lewis Caroll

Da den skakopgave, der står på foregående side, har voldt nogle af mine læsere en del hovedbrud, bør det måske siges, at den er fuldstændig korrekt udarbejdet med hensyn til selve trækkene. Reglen om, at rød og hvid skiftes til at trække, er måske ikke overholdt så nøje, som den burde være, men enhver, der gør sig den ulejlighed at stille brikkerne op - og følge de givne anvisninger - vil opdage, at det er ganske i overensstemmelse med spillets regler, når den hvide konge "står i skak" ved sjette træk, den røde springer slås i syvende træk, og at den røde konge omsider bliver "skakmat".

Noter til Internet-udgaven

Den danske tekst stammer fra "Alice i Eventyrland" og "Bag Spejlet" oversat af Kjeld Elfelt, digtene oversat af Mogens Jermiin Nissen, udgivet af Gyldendal.

Teksten er redigeret i OpenOffice og EditPlus.

Ebbe Munk