www.ebbemunk.dkarrowTranssylvanien tur/retur

Transsylvanien tur/retur

af Ebbe Munk og Suzanne Neve. Artiklen har tidligere været trykt i Touring Nyt nr.1, 1983

Alle fem deltagere på en rumænsk bjergvej

På en rumænsk bjergvej, set fra venstre: Zoli og MZ 250, Ernõ og Simson 500, Laci og IFA 250, Suzanne, Ebbe og BMW-en

Vi mødtes hos Ebbes forældre i Kolding søndag den 4.juli og pakkede og kontrollerede pas, visa, checks og penge. Vores gamle BMW R 75/5 var checket hos Charles Hansen og var klar til langtur. Næste dag startede vi op ad formiddagen. Vi ville kun til den østtyske grænseovergang for så at køre til Vestberlin næste dag. Vi drejede fra motorvejen i Neumünster og så os om i Lübeck. Dagen sluttede på en rar Iille campingplads ved Ratzeburger See.

Østtyskland

Næste dag kørte vi til Lauenburg og ind i Østtyskland. Ved grænsen gik det som sædvanlig trægt, grundig toldkontrol og betaling af transitpenge. Vi vendte en ekstra gang for at se et skilt med hastighedsbegrænsningerne (80 km/h på landevej og 100 på motorvej). Denne vending blev set af en kontrol, og så skulle vi igen til at vise pas og forklare. Touring Nyts kort over turen gennem Tyskland, DDR, Csekoslovakiet, Østrig, Ungarn og Rumænien

Kort fra Touring Nyt

Der er stor forskel i velstand mellem Øst- og Vesttyskland. Det var meget rart at komme ud på landevejen og opleve både brolægning, pæne små landsbyer og osende Trabanter, selv om man hverken må stoppe eller køre for langsomt på transitvejen. Snart blev landevejen dog afløst af en stor motorvej under udbygning, vældig flot og lige så kedelig som alle andre. Så får man let for meget fart på og skal sidde og holde øje med alle de steder, hvor der kan være en radar.

Vi kom velbeholdent til Berlin, fandt en campingplads i udkanten af byen, og i centrum så vi stadion fra de olympiske lege i 1936. Det blev bygget under Hitler og fremtræder stadig som et monument. Bagefter så vi byens bagside ved Bahnhof Zoo. Den næste dag forsøgte vi at komme ind på BMW-fabrikken i Spandau, men der var ferielukket. I stedet kørte vi ind til centrum og spiste frokost i BZ-kvarteret.

Ved tolvtiden forlod vi denne mærkelige, rige og selvmodsigende by. Gennem nok en kontrol, betale 15 DM igen og var så på vej mod Tjekkoslovakiet. Turen gik ad gamle motorveje, og vi var pludselig de eneste vestlige turister på den eneste store motorcykel. Hjemme bliver BMW'en nok kigget på, fordi den er rimeligt velholdt, men her og i de andre østlande blev den betragtet som et strålende vidunder - endda med selvstarter! I Dresden så vi centrum og fortsatte ad landevejen mod Sudeterne. Vejen gik gennem kønne små byer og fulgte en bjergbane.

Tjekkoslovakiet

Ved den tjekkiske grænse holdt en enorm kø af lastbiler og en næsten lige så lang med østtyskere og tjekkoslovakker. Vi fik lov til at komme foran i vores helt egen vest-kø, men skulle til gengæld vente længe på pas, told, visum og veksling. Vi spiste på lastvognschaufførernes foretrukne Hotel Sport, og drejede fra E 15 i Cinovec. I Tjekkoslovakiet er alting en tak mindre vedligeholdt end i DDR, alle gamle ting er i brug, og de mindre byer meget kønne, fordi der er ændret så lidt.

Vi kørte lidt mod syd, overnattede på en campingplads i Osek og så næste formiddag et stort kloster i byen. Ved middagstid kørte vi turens korteste dagsmarch til Prag, tog sporvognen til centrum og så os grundigt om. Suzanne var helt vild med at fotografere de gamle huse.

Vi var rundt og prøve de forskellige værtshuse og restauranter og fandt ud af, at kvalitetsinddelingen især kunne ses på toiletterne. Forskellen på første og anden klasse var sæben ved håndvasken. Forskellen på anden og tredie klasse var, om der var vand på gulvet. Vi oplevede også en fantastisk måde at servere øl på: Servitricen serverede uopfordret fadøl til alle hvert kvarter, og da vi efter nogen tid sagde nej tak, kom hun straks med regningen. Det var meget billigt, kun ca. 2,- pr halve liter øl, for det var et tredieklasses værtshus, det kunne man læse på et opslag.

Vi var rundt i den gamle bydel ved Moldau, og selv om vi syntes, at vi så meget anonyme ud, kunne alle straks se, at vi var turister. Hvert femte minut blev vi spurgt, om vi ville veksle - selv om vi ikke var spor interesserede, tvangsvekslingen var helt tilstrækkeligt for os kriseramte danskere. Vi fandt ikke ud af noget om tjekkernes løn eller skat, men vi købte pølser til 87,- kr. pr. kg, og det var dyrt.

På turens femte dag fortsatte vi sydpå, og efter middagspause i Tabor kørte vi mod grænseovergangen til Østrig. Vi blev stoppet ti gange før grænsen for paskontrol, og ved selve grænsen skulle vi for første gang pakke hele bagagen ud. Tolderen var een stor undskyldning, men derfor er det alligevel en mærkelig fornemmelse.

Østrig

I Østrig var benzinen billigere, og folk kørte hurtigt på landevejene. Vi kørte ad N4 og en motorvej langs Donau til Wien, og kørte byen flere gange rundt, før vi fandt en campingplads, det er altid et problem i de store byer. Vi endte på Wien West I, et stykke overfyldt fluepapir med masser af små MC-telte. Her blev vi en dag over for at se Wiens seværdigheder. Suzanne har arbejdet i Wien som rejseleder, så hun kunne rigtig vise rundt. Hun ville helst have vist den spanske rideskole frem, men den var sommerlukket.

Vi var på fornemt konditori og spise lækre kager. Suzanne tabte et objektiv til sit kamera, og lidt senere knækkede hun også en film i apparatet, så hun var lige så rystet som den der vælter to gange i træk. Vejret havde været meget rart så langt, med en byge cirka hver anden dag og skiftende himmel. Næste dag regnede det let, da vi nærmede os den ungarske grænse.

Ungarn

Arbejderne på maskinstationen

Arbejderne på maskinstationen

Vi kom hurtigt over grænsen og kørte ad en jævnt kedelig landevej langs motorvejen til Donau-svinget, hvor vi spiste i det gamle pavesæde Esztergom og fulgte floden rundt til Visegrad, hvor der er en fantastisk udsigt til alle sider fra en gammel borg. Vi tog en lille færge over Donau og kørte sydpå til Budapest. Det var ved at blive sent, så vi kørte lige igennem byen til den landsby udenfor, hvor Ebbe havde arbejdet et halvt år på et landbrugskollektiv.

Det vakte stor gensynsglæde, da vi parkerede udenfor Szágers værtshus i Dunavarsány. Vi lånte et sommerhus ved bredden af Donau, og næste morgen mødte vi begge to op på kooperativets maskinstation kl. 6, da arbejdet skulle begynde. Arbejdslederen taler tysk, så Suzanne havde også nogen at tale med, men ellers foregik det meste på ungarsk. Vi havde været undervejs i en uge, så det var blevet den 12. juli og hvedehøsten skulle lige til at begynde. Vi så de sidste forberedelser og gik en tur rundt i landsbyen. Ebbe viste rundt på brugets kaninfarm, Europas største, med over 40.000 kaniner.

Vi købte ind, gik på værtshus og blev inviteret med hjem og spise hos en familie. Det blev til en aftale om, at Suzanne (de kaldte hende Tzsutzsi) skulle komme og lære at lave gullasch næste aften. Vejret var ret voldsomt, det er det altid i Ungarn. I to dage styrtede det ned, og vi var glade for at bo i et rigtigt hus mens det stod på, også selv om der hverken var strøm eller vand indlagt. Vi badede og vaskede tøj i Donau.

Tirsdag skulle vi til Budapest, men BMW'ens forhjul var næsten fladt. Vi listede hen til maskinstationen for at høre, om de kunne lappe det, men ventilen gik helt fra slangen, så vi blev nødt til at finde en anden 3,25 x 19 slange. En af Ebbes arbejdskammerater drønede straks afsted på sin Jawa, men kom tilbage efter en time og sagde nej, desværre. En anden havde en gammel Pannonia stående hjemme, slangen fra baghjulet passede, men den havde tre lapper og så betænkelig ud. Vi byttede med slangen fra en køreklar Pannonia. Ejeren var lidt svær at overtale, men han kunne godt se, at vi havde mere brug for en pålidelig slange end han havde. Pannonia er en ungarsk CZ-efterligning, der er gået ud af produktion.

Alle hjælper til

Hvedehøsten var udsat på grund af regnen, så der var masser af folk på pladsen og masser af tilskuere. Suzanne sad og lavede regnestykker ud fra opskriften: "Når det tager een time for een mand af skifte en slange, hvor lang tid tager det så for fem mand og femten tilskuere, der allesammen kommer med gode råd?" Det viste sig at tage fem timer, og vi morede os undervejs. Det var en oplevelse, som man aldrig nogen sinde vil få i Danmark. Arbejderne på værkstedet arbejder i store grupper, og arbejdstempoet er lavt, så der er tid til sådan nogle opgaver undervejs. Ebbe fejrede det heldige resultat på værtshuset efter arbejdstid, og vi mødtes igen hjemme hos Mihaly til aftensmaden. Suzanne og Mihalys kone kommunikerede udmærket på schwabisk og fingersprog.

Næste dag prøvede vi nok en gang at køre de 30 km til Budapest, og det lykkedes. Vi fandt en central parkeringsplads og gik ud for at købe ind. Vi søgte efter en slange, men fandt ingen. Til gengæld købte vi grammofonplader og flotte fotobøger til ingen penge. Vi gik op og ned ad strøget ligesom i alle de andre hovedstæder, og hen imod aften kørte vi op til Fiskerbastionen i borg-kvarteret i Buda. Her var der en pragtfuld udsigt over Pest, den anden halvdel af byen. Vi sluttede aftenen i cirkus og kom sent hjem.

Efter tre dage i landsbyen brød vi op, sagde pænt farvel og kørte mod Karpaterne i Rumænien for at møde nogle touringkørere, som Ebbe traf sidste år. Vi tog turen ud over Pusztaen ad små veje, kom hen på dagen til Szeged og fik en ordentlig byge lige før den rumænske grænse.

Rumænien

Vi havde ret meget besvær med at få vekslet, for Ebbes rejsechecks var blevet våde, og der hører enormt meget skriveri til al slags veksling. Alle vestlige turister skal veksle 10 dollars pr. dag og interesserede anbefales at medbringe dem kontant i små sedler, det er bedst i DM.

Vi var trætte efter en lang tur, men skulle køre endnu 50 km til Arad for at finde en campingplads. Undervejs fik vi nogle mærkelige oplevelser: Vi passerede en hampemark på mindst 50 hektar, og i den varme, fugtige luft virkede det helt euforiserende. Det blev mørkt undervejs, og vi bemærkede, at cykellygten ikke er opfundet i Rumænien. Bilerne nøjes med positionslys, og lovlydige kuske hænger en petroleumslampe bag på oksekærren. Vi satte tempoet ned, for man kan jo aldrig vide, og det var umuligt at undgå hullerne i vejen.

Da vi kom til Arad, var det første vi så, en kæmpe kø ved en benzinstation. Vi spurgte forskellige mennesker om vej til campingpladsen og fik mange forskellige svar. Der var vejarbejde og omkørsler, men ingen skilte til campingpladsen. Da vi endelig kom frem, skulle vi stå i kø i en halv time for at aflevere vores pas og komme ind på pladsen. Det var en sjofel behandling, og vi undgik de større campingpladser senere.

Næste morgen så vi på byen og købte benzinkuponer til 7,- Dkr. literen - efter at have stået i kø nok en gang. BMW-en vakte ualmindelig opsigt, folk måbede over den. Vi kørte sydpå ad hullede landeveje, bilerne kørte hurtigere end vi turde, også selv om vi ikke tog os af hastighedsgrænsen for motorcykler: 50 km på landevej og 40 i byer. Måske på grund af bagagen slog bagfjedrene igennem en gang imellem, vi sad i hvert fald og ønskede os nye Koni støddæmpere...

Rumænien var det fjerde østland, vi kom til, og vi kunne rigtig se forskel efterhånden som vi kom frem:

Hvorfor det er sådan, kan man undre sig over. Rumænien har været et tilbagestående landbrugsland. Nu er der en masse sværindustri, og landet er selvforsynende med mange råvarer. Det kniber med at få sværindustrien til at skabe forbrugsgoder, og landet har en udlandsgæld, der siger spar-to til den danske. I Rumænien holder man alle de gamle motorcykler kørende, for der bliver ikke importeret nogen ny. Mens vi holdt ved en café, kom der en BMW R20 med sidevogn. Den blev bygget i 1938 og kom til Rumænien under anden verdenskrig. Desværre var der sat en anden tank på, og motoren drev af olie.

Karpaterne

Sigøjnerfamilie på rejse

Sigøjnerfamilie på rejse

Vi så os om i Timisoara, købte ind i Caravansebes og drejede fra den store vej op i bjergene. Vi så en del kønne landsbyer og folk, der arbejdede på markerne i folkedragter. Det er meget smukt at se, hvor lidt der er kommet af de nye tider og udviklingen i landområderne - vel at mærke når vi kommer som turister og bor i et rigere land til daglig. Vi kom til en by med ruiner fra romertiden. Der lå en lille campingplads midt mellem ruinerne, og vi lejede en hytte dér.

Næste dag fortsatte vi gennem Hateg og købte benzin i Petrosani. Motorcykler behøver ikke at holde i kø som bilerne. Om eftermiddagen kørte vi mod øst op i bjergene ad en vej, der blev mindre og mindre og til sidst var en hullet grusvej, der snoede sig op langs et rivende vandløb. De eneste, vi mødte var en sigøjnerfamilie på en kærre. Der er mange sigøjnere i Rumænien, og de vandrer stadig her, i modsætning til de fleste andre lande.

Vi fortsatte op gennem en øde skov og et åbent stykke, hvor vi holdt for at lade motoren køle og for at tage et billede af udsigten. Billedet blev udmærket, men støttebenet knækkede på grund af motorvarmen. Da cyklen væltede, brækkede spejlet også. Ebbe bandede over, at det andet støtteben lå hjemme.

Vi nåede toppen, og det gik nedad i vilde hårnålesving. Snart kom vi til en flod og et vejkryds. Her kunne vi vælge mellem tre forfærdelige grusveje på 60, 70 og 80 km mod nord, syd og øst. Men vi kørte bare en kilometer frem og slog lejr på en gratis campingplads ved en kro. Her gav vi os til at vente på Ebbes venner, og vi så os om. Der var tre hyrder i folkedragter ved kroen. De havde høje, rundpuldede filthatte, og deres heste og æsler ventede udenfor med træsadler på.

Vi var trætte og på vej i seng, da det blev mørkt, men pludselig hørte vi den velkendte larm i det fjerne. Det blev til højlydt dytten og tre motorcykler, der parkerede ved vores telt. Laci og hans venner var kommet sent hjemmefra, det var blevet regnvejr, og de sidste kilometer grusvej havde været forfærdelige.

I mørket tændte vi bål og spiste festmåltid med stegt spæk, hjemmebagt brød fra Laci's mor, pølse, paprika, tomater og vin fra kroen. Nu sad vi alle fem om bålet og snakkede om "gamle dage", veje, benzinpriser og problemer med modellerne. Vi talte ungarsk, engelsk og fingersprog. Laci, Zoli og Ernõ er rumænske statsborgere og tilhører det ungarske mindretal i Mures-provinsen. De er arbejdskammerater på en stor metal-virksomhed og kører meget touring. Laci og Ernõ har været i Dresden, og ellers har de været på ture til Ungarn og selvfølgelig Rumænien rundt på deres aldrende østtyske motorcykler.

Lacis IFA er 26 år gammel, det er en 2-takt, to-cylindret 250 ccm boksermotor, altså en BMW-efterligning. Vi prøvede at bytte, men det føltes meget mærkeligt, for motoren løber den anden vej rundt! Ernõ har en 21 år gammel Simson 500 kubik en-cylindret 4-takter, og Zolis MZ er af den gamle sorte model, 250 kubik og 20 år gammel.

Lejren i bjergene

Næste morgen badede vi i floden og brød op ved middagstid. Vi diskuterede meget hvilken vej vi skulle, men til sidst bøjede vi danskere os for rumænerne,som gerne ville til Petrosani, hvor den nærmeste benzintank lå. På den måde kom vi til at køre samme vej frem og tilbage, men det gjorde ikke så meget, for rumænerne sørgede for en begivenhedsrig tur. Zoli lagde ud med at vælte to gange på fem minutter.

Da vi kom til Petrosani, kørte de andre hen til benzintanken, og vi ventede en evighed. De kom slukørede tilbage, for de havde kun kunnet købe 10 liter hver, så vi prøvede hver eneste benzintank på vejen mod nord. Der var enten søndagslukket, alt udsolgt, eller kun benzin til dollarturister.

Turen gik i mageligt tempo, 70-80 km/h. Hver halve time stoppede nogen for at få en smøg eller skrue lidt på cyklen. Ved sekstiden holdt vi ved en stor landevejskro og fik noget at spise, som altid suppe kogt på en pølsepind. Sært nok kostede det ikke mere for fem personer end vi tidligere havde betalt for to. Vi fulgtes ad til Alba Julia, en lille by med en kæmpe bastion og to domkirker. På benzintanken ofrede vi nogle af vores dyre benzinkuponer, så Laci, Ernõ og Zoli kunne komme hjem, og så tog vi afsked med dem i skumringen, hvor de kørte hjemad med positionslys på.

Hjem igen

Efter 14 dages ferie var det igen blevet mandag, og vi satte kursen hjemad, for vi havde kun tre uger i alt. Vi kørte ad hovedvejen mod Arad. Det var en køn vej med skov og bakker til den ene side og Mures-floden til den anden. Vejen var lige så dårlig som alle andre steder, og jernbaneoverskæringerne er livsfarlige at passere på motorcykel. Vi købte souvenirs for vores sidste penge i Arad og kom problemfrit over grænsen til Ungarn. Efter 25 km fandt vi en luksus-campingplads med varmt brusebad og ølsalg. Vi slappede rigtigt af efter en lang og hård tur, for Rumænien er et spændende og anstrengende bekendtskab.

Næste dag fik vi repareret støttebenet på et stort bilværksted (betalt med gode ord og kolde øller). Derefter købte vi ind i et supermarked, hvor hylderne bugnede af varer - i hvert fald sammenlignet med rumænske butikker. Vi brød op ved tolvtiden, som vi plejede, kørte først mod vest over det flade land og krydsede Donau ved Baja. Så gik turen mod nordøst ad flotte, kurvede veje til Siofok ved Balatonsøen. Vi var trætte som hver aften og fandt en lille campingplads. Senere var vi ude og bade og spadserede en tur i feriebyen.

Næste dag var vi igen ude og bade, og vi pakkede telt sammen i 35 graders varme og fortsatte turen i shorts og bluser. Vi tog færgen over på den anden side af søen, så et gammelt kloster dér og kørte langs nogle flotte vulkanske bjerge til Badacsony, hvor vi prøvede de lokale produkter i nogle boder. Man kunne få skænket fem slags vin og få stegt pølse og fisk. Bagefter fik vi en lang middagssøvn. I alle østlande er det forbudt at køre med den mindste antydning af sprit i blodet, og der hører strenge straffe til.

Vi krydsede grænsen mellem øst og vest for sjette og sidste gang, og Suzanne krydsede endnu en gang fingre for sine røntgenfølsomme film. Vi var nu for alvor på hjemvejen og overnattede i Graz i Østrig. Næste dag så vi en grotte og kørte ellers kedelig kolonnekørsel i bjergene. Bilerne overhalede som vilde og lå så og spærrede bag den næste lastbil.

Vi nåede Vesttyskland og overnattede i Berchtesgaden. Onsdag prøvede vi en sejltur på Königssee og kørte ellers mod nord ad nogle mindre landeveje, krydsede Donau for sidste gang og endte dagen i Bamberg. Vi fortsatte ad landevejen langs grænsen til DDR, overnattede nord for Braunschweig og kørte søndag morgen til færgen i Travemünde. Dér begyndte Danmark med det store kolde bord, og vi var hjemme på Nørrebro hen på aftenen.

Det var en rar, lang tur, som vi stadig tænker på. Der er langt til Rumænien, men det er anstrengelserne værd.

Oplysninger om Østlandene

. DDR Tjekko-slovakiet Ungarn Rumænien Polen
Visum Alm. visum: Lang ventetid. 24 timers transitvisum ved grænsen, 10DM Visum SKAL udstedes i forvejen, 75 kr. Visum kan udstedes ved grænsen eller i forvejen Visum behøves ikke Visum SKAL udstedes i forvejen, 90 kr.
Overnatning Kun mod forud-bestilling og -betaling Frit på hotel eller campingplads. Hos private kræves evt. anmeldelse til nærmeste politi
Obligatorisk veksling Ikke for transit-rejsende 25 DM pr. dag, på gaden +30% Ingen krav 10 dollars pr. dag 15 dollars pr. dag, på gaden +100%
Benzin Betales i DM, billigere end i Vesten. Op til 200 km mellem tankene. Dyr i lokal valuta, ca. 7 kr/l. Evt. kuponer ved grænsen Billig, ca 4 kr/l. Bedst hos Shell i de store byer Kun mod kuponer, kan købes på hotellerne, 7 kr/l. Kun mod kuponer, kan købes på hotellerne, 7 kr/l.
Oktantal 86 - 92 - 98 86 - 90 - 96 86 - 92 - 98 90 - 98 78 - 94
Hastigheds-grænse MC 50 - 80 - 100 50 - 70 - 80 50 - 70 - 80 40 - 50 50 - 70
Hastigheds-grænse bil 50 - 80 - 100 50 - 80 - 100 50 - 80 - 100 70 - 90 50 - 100
Kontrol Radar Stopur Radar ? ?