www.ebbemunk.dkarrowReferat fra højskoledage på Gl. Rye skole

Indhold: Connie Hedegaard: Pressens magt  -  Niels Elberling: Mit forunderlige liv  -  Kasper Holten: Opera som følelsernes laboratorium  -  Kresten Schultz-Jørgensen: Dømt til frihed  -  Referat fra højskole-sangaften

Referat af højskoledag på Gl. Rye skole 26. oktober 2002

Connie Hedegaard: Pressens magt

Connie Hedegaard arbejder for Deadline, DR2

Væsentlighedskriteriet er erstattet af højt tempo

Connie Hedegaard indledte med at sige at der er mange dage hvor man må undre sig over hvorfor udvalget af nyheder bliver som det er. Hendes hovedpåstand var at aviser og TV nu er spækket med nyheder på alle tider og steder, men at nyhederne til gengæld er blevet:

Vi fik vi en underholdende beskrivelse af problemerne som Connie Hedegaard oplever dem. I referatet her er der ikke så meget ros, men vi fik dog at vide at der også findes meget god journalistik i dansk presse.

Sker der noget nyt?

Blandt journalister er det almindeligt at sige "Der sker ikke rigtig noget i dag" - men det passer jo ikke. "Nyt" er det afgørende kriterium, og det har det kendetegn at det forældes hurtigt. Det betyder at der for tiden kommer flere og flere mærkelige nyheder.

Hvad er væsentligt?

I dette mylder af informationer, hvad er så vigtigst? Skrækscenariet er for Connie Hedegaard at mange unge danskere ikke læser en daglig avis, men alligevel føler sig godt orienteret om hvad der sker i samfundet. Hendes pointe er at disse danskere ikke er velorienterede og derfor er lette ofre for TVs meningsdannelse som ikke altid hviler på et sagligt grundlag. Eksempler:

Modsat er der situationer hvor masser af folk bliver myrdet og hvor det er svært for journalisterne at vælge hvad man skal dække. Connie Hedegaard nævnte fra sin tid på Radioavisen en periode hvor der samtidig foregik folkemord i Rwanda, massakre i Srebrenice og krig i Tjetenien. Hvordan skal man kunne dække så mange tragedier på én gang?

30 millioner mennesker berørt af oversvømmelse

Et eksempel på betydningen af nærhedskriteriet: Hvem har hørt om at 30 millioner mennesker er berørt af oversvømmelse? Det foregår netop nu, og det er i Kina. Derfor er det så langt væk at det ikke føles særlig vedkommende. Man på den anden side: Er Kina så langt væk at det ikke skal nævnes som kort nyt i en TV-avis?

Tempoet som en faktor

I løbet af de sidste 10-20 år er der kommet langt mere vægt på tempo og volumen. Det har givet mindre vægt på væsentlighed og journalistisk faglighed, og nu går journalistens dag med at redigere, ikke med at lave den research der nødvendigvis må komme før redigeringen. De ekstra TV-nyheder morgen, middag og aften er opnået "uden at det har kostet flere ressourcer" - ja, men omkostningen er at alt bliver bragt også selv om det viser sig at være overflødigt i en større sammenhæng.

En amerikansk undersøgelse har vist, at i valgkampen 1960 havde præsidentkandidaterne ordet i 40 sekunder hver. I valgkampen 1988 var dette talerum blevet begrænset så kandidaterne fik ordet i 8 sekunder hvorefter andre tog over og kommenterede indholdet.

Det er ikke kun journalisterne der har forventningen om højere tempo. Seerne er også vænnet til det forøgede tempo, og det mærker man for eksempel i udsendelser med kunstnere som Suzanne Brøgger og Anne Marie Løn eller i gamle optagelser f.eks. hvor Karl Bjarnhof passiarer med William Heinesen.

Spindoktorer er også mennesker

Når journalisterne ikke har tid, så er der andre der får indflydelse. Connie Hedegaard fortalte at hun med mellemrum bliver ringet op og får forslag til at den og den minister skal interviewes om det og det til en nyhedsudsendelse. Så er hun klar over at nyhedsvinklen på forhånd er overvejet af en spindoktor. Sådan nogen har altid eksisteret og det skal de have lov til, men..

Hvad er fakta?

Det kan nemt blive uklart hvad der er fakta, for studieværter kan ikke være eksperter i alt. Seerne oplever påstand mod påstand, og de tror mest på den overbevisende part, dvs. man får ret på grundlag af personlighed, ikke på grundlag af fakta. Le Pen og andre populister har let spil når folk ønsker hurtige budskaber der ikke bliver fulgt op på.

Hvis man giver folk hvad man tror de vil have, så skal man sørge for ikke at undervurdere dem. Det er i øvrigt Connie Hedegaards opfattelse at journalister ikke giver folk hvad de vil have, men hvad de tror de vil have.

Fremtidens dagsorden tilhører dem der kan fortælle historierne

Fremtidens dagsorden tilhører dem der er bedst til at fortælle historierne. Det kan betyde at reklameindustrien vil fusionere med underholdningsindustrien og at de sammen vil sætte dagsordenen. For Connie Hedegaard vil dette være "et mareridt af tomhed"

Opsang

Connie Hedegaard sluttede af med en opsang: Hvis nogen journalister mener at der ikke rigtig sker noget i dag, så skyldes det frygten for at prioritere!

Herefter takkede Aage Augustinus for oplægget og bemærkede at der var tale om oplysning og ikke ren information!
 

Den gode historie

Journalister udvælger den gode historie ved at vurdere om historien er:

  • Overraskende
  • Vedkommende - er sket her i nærheden
  • Væsentlig - har betydning for læseren
  • I strid med personer eller interesser
  • Aktuel - at begivenheden er sket netop nu

(frit efter Mogens Meilby: Ide og research, forlaget Ajour)

 

Connie Hedegaard har været medlem af Folketinget for de konservative. Derefter har hun arbejdet som journalist:

  • Fire år på Berlingske Tidende
  • Fire år på Radioavisen
  • Nu på DR2s Deadline

 

Connie Hedegaards kommentarer til forskellige aviser:

  • Berlingske Tidende venter stadig på at annoncerne skal komme tilbage - men de er forsvundet til internettet
  • Det ny dagblad Dagen: Målgruppen er de købestærke under 35 år. Nyhederne er rettet ind efter målgruppen. Det giver de lækre reklamer, men det gør samtidig afsenderrollen til et problem - er formålet at sælge annoncer eller at formidle nyheder?
  • Pressens interne diskretion: Vi graver ikke i de andre avisers problemer, for så graver de heller ikke i vores
  • Gratis-aviser: Ritzau-telegrammer kastet på med en skovl

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

Lotte Tarps indlæg blev aflyst, da hun døde få dage inden højskoledagen. Til gengæld fik vi besøg af en anden, hvis liv var stærkt påvirket af krigen og den tyske besættelse:

Niels Elberling: Mit forunderlige liv

- eller historien om hvorfor jeg ikke blev bankmand

Niels Elberling er forstander på Thorstedlund kunsthøjskole

Niels Elberling indledte med at fortælle at hans bedstemor var et hittebarn der blev fundet på trappestenen foran kammager Elberlings hus i Lille Strandstræde på Christianshavn. i 1878. Bedstemoderen fik efter en skilsmisse og nyt giftermål en søn, Erik Elberling. Han kom i banklære i Kjøbenhavns Handelsbank og blev udstationeret til Dresdner Bank i Berlin og Wien.

I Wien mødte Erik Elberling den fortryllende Regine Clausner der var af ortodoks jødisk afstamning. Regine havde tidligere arbejdet som hospitalssamarit. De blev gift på rådhuset i 10. Bezirk i Wien i 1937. I 1938 fulgte Anschluss hvor Østrig blev annekteret af det nazistiske Tyskland. Det var der mange østrigere der var glade for - og jøderne var urolige. Regine var gravid med Niels, og hun var blevet dansk statsborger. Erik forventede ingen problemer for Regine på grund af statsborgerskabet. Det skulle dog vise sig at blive anderledes. Niels blev født i august 1940, og Regine og Niels blev arresteret 13. oktober og ført til koncentrationslejren Auschwitz i Polen. Ægteskabet blev kendt ugyldigt, og Erik Elberling blev sendt hjem til Danmark.

I Auschwitz blev den spæde Niels sandsynligvis i pleje hos en officersfrue udenfor selve lejren. Det er i hvert fald den eneste måde som han kunne forklare at han ikke blev tatoveret med fangenummer. Moderen fik valget mellem at komme på sygeafdelingen eller på bordellet. Hun valgte sygeafdelingen hvor hun uden bedøvelse fik sprættet maven op og indsat inficeret væv hvorefter såret blev lukket igen. Lægernes hensigt med dette var at lægevidenskaben skulle blive klogere på hvordan kroppen reagerer på en sådan infektion.

Så skete der et mirakel: Mor og barn blev sluppet ud af koncentrationslejren! En højtstående SS-officer fik tyktarmskræft og søgte en læge der kunne helbrede ham. Da der ikke fandtes nogen ikke-jødisk læge der kunne gennemføre operationen, fandt officeren i en koncentrationslejr frem til den jødiske læge Ruth Fenniger fra Wien. Hun indvilligede i at udføre operationen, men betingede sig at få sin sædvanlige hospitalssamarit Regine Clausner til at assistere. Niels Elberling fortalte hvordan han senere i Israel har set protokollen, hvor Regine Clausner og Niels Elberling står noteret som frigivne 13. oktober 1942. I perioden 1939-1945 blev der i alt frigivet 28 fanger fra Auschwitz. Ruth Fenniger og Regine gennemførte operationen og fik til gengæld rejsepas til Gdansk hvorfra de ville forsøge at komme ud af Tyskland.

Rejsen til Gdansk viste sig at blive en uendelig togrejse med utallige kontroller - og det er det første Niels kan huske fra sin tidlige barndom. Da de kom frem til Gdansk lykkedes det de tre at komme ombord på en fiskekutter og flygte til Sverige. Her fik Ruth Fenniger arbejde som kirurg på sygehuset i Höganäs (og arbejdede i øvrigt dér frem til 1961). For Regine var Sverige derimod slet ikke langt nok væk fra Nazityskland. Hun og Niels entrede endnu en fiskekutter og sejlede til Færøerne der var besat af englænderne.

Da de ankom til Færøerne, kom den fire-årige Niels til at bo i huset hos fiskeren Jogvan og hans familie. Regine Clausner var syg og var derfor indlagt på det lokale sygehus. Hun led under eksperimenterne fra koncentrationslejren og blev aldrig rigtig rask. Niels Elberling fortalte levende om sine oplevelser som "Jesu væbner" sammen med den missionske Jogvan, blandt andet da de sammen entrede et bal i forsamlingshuset og råbte "Syndens sold er døden! Lad os sammen falde på knæ og bede om tilgivelse for den synd vi har tænkt os at begå senere i aften!" Kulminationen var dog da Simon Bager i Klaksvig havde fået en åbenbaring og skulle gå på vandet. Masser af mennesker så på da Simon dumpede i, og ingen fortrak en mine.

Da krigen var forbi i 1945, tog de engelske besættelsestropper hjem. Regine skrev et brev til sin mand i København, og han kom for at hente dem samme sommer. Det var første livstegn fra kone og barn i syv år, og han havde forlængst regnet at de var døde. Regine nægtede at komme til Danmark indtil manden havde fremskaffet en dåbsattest og et forfalsket fotoalbum som skulle sikre Niels mod at blive beskyldt for at være jøde.

I sommeren 1946 ankom familien til København og flyttede ind på Solbjergvej på Frederiksberg. Niels talte kun tysk og færøsk. Det var meget upopulært at tale tysk, så han fik ustandselig klø. Han blev skrevet ind i 1. A på Katrinedalskolen hvor den kommunistiske skoleinspektør Inge Merete Nordentoft vakte skandale ved at være gravid uden at være gift og uden at ville oplyse navnet på den kommende far! Enhver elev blev straks tvunget til at tage stilling for eller imod skoleinspektøren. Niels' forældre støttede skoleinspektøren og på den måde blev Niels tredobbelt udsat: som halvt jøde, som tysktalende, og som én der holdt med den perverse!

I øvrigt var det svært for moderen at købe kød. Den nærmeste slagter ville ikke handle med jøder, den næst-nærmeste ville ikke handle med tyskere. En tredje slagter lidt længere henne ad vejen ville gerne, men krævede til gengæld dobbelt mængde rationeringsmærker. På dette tidspunkt forstod Niels at dansk er et krævende sprog. Danskerne var dengang meget lydhøre for alle afvigelser, så Niels satte sig for at lære sproget til fuldkommenhed.

Senere flyttede familien til Birkerød. De talte tysk hjemme, og Niels' skolekammerater kom aldrig på besøg. Regine var blevet paranoid efter alle de prøvelser, hun havde været ude for.

I skolen kom Niels for skade til at sige "Christian Titøje" om den vindøjede Christian den Tiende. Derfor blev han idømt fem stokkeslag af skoleinspektøren i alles påsyn. Ved den lejlighed besluttede Niels Elberling, at dén undervisningsform måtte kunne forbedres. "Jeg besluttede at blive en underviser, der kunne gøre det bedre - og derfor blev jeg ikke bankmand!"
 

Tal om koncentrationslejren Auschwitz

I lejren er der i under krigen modtaget

1.100.000 jøder

140.000 polakker

20.000 sigøjnere

10.000 sovjetiske krigsfanger

Det er anslået, at der i lejren i alt døde mellem 1.100.000 og 1.500.000 mennesker. De fleste blev sendt direkte i gaskamrene og er ikke blevet registreret (kilde: http://www.us-israel.org/jsource/Holocaust/auhist.html).

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

Referat af højskoledag på Gl. Rye skole 10. november 2001

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

Kasper Holten: Opera som følelsernes laboratorium

Kasper Holten fortalte om opera og om sit arbejde som operachef ved Det kongelige Teater. Han spurgte retorisk "Hvad er opera?" og kom med følgende bud:

Opera er meget populær nu der er flere udøvere og tilskuere end nogensinde før. Til gengæld er det ikke nogen god forretning, og det har det aldrig været. Kunstart har altid været afhængig af kongers og rige menneskers velvilje, og A.P. Møllers foræring af et helt operahus fortsætter traditionen.

Kasper Holten kom ind på opera-instruktørens rolle, og den var lidt svær at forklare. Instruktørens arbejde er ikke håndgribeligt på samme måde som scenografens eller dirigentens.

Hvor meget skal en instruktør lave om i forhold til den oprindelige opera? Det er en svær sag, for den oprindelige opsætning kan ikke genskabes, og publikum indgik i den oprindelige forestilling. Nogen gange er det på sin plads at modernisere, så hovedpersonen er i jakkesæt og synger i sin mobiltelefon, andre gange er det formålstjenligt med rokoko-kostumer.

Det kongelige Teater har indgået en kontrakt med staten om bevillinger flere år frem. Til gengæld har teatret forpligtet sig til at hæve kvaliteten, men hvordan bedømmer man en operaforestillings kvalitet?

Det, der betyder noget, er, om tilskuerne bliver berørt. Kan forestillingen få folk til at græde? Så har jeg nået mit mål som instruktør!

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

Kresten Schultz-Jørgensen: Dømt til frihed

Kresten Schultz-Jørgensen lagde ud med tre påstande:

Verdens størrelse har ændret sig radikalt i løbet af den sidste generation. Efter 11. september kan vi ikke mere hygge os i smug vi har et skæbnefællesskab med hele verden. Opfattelsen af tid og sted har forandret sig på meget få år. Det kan f.eks. ses ud af avisernes stillingsannoncer, som alle efterlyser "fleksibilitet".

Kresten Schultz-Jørgensen satte en grænse for generationsskiftet ved dem, der er født omkring 1965. Dem, der er født senere kan passende kaldes "Homo zappiens".

Den danske fortælling

Danmark er noget særligt. Ser man på geografien, så er der vand til alle sider bortset fra de 65 km grænse til Tyskland. Men det særlige "danske" er skabt af af skolelærere, præster og journalister. Det er nemlig ikke noget naturgivent, at danskere sammenlignet med andre folkeslag er

Vi fik fortalt en anekdote om Paul Hammerich, der ledte i Danmarks Radios arkiver efter Gunnar Nu's, Palle Laurings og andres udtale af "Dammark". Paul Hammerich ville finde den gammeldags udtale med dybt a og to m-er. Det viste sig at være umuligt at finde. De gamle TV-koryfæer sagde i stedet "vi" om Danmark og danskerne. Det viser, at vi tilhører en indforstået stamme.

Danskerne er ikke et folkeslag, men en stamme, hvor alle har fælles bekendte. Det gør det politiske meget indforstået

Den manglende fortælling

Det danske samfund lider under, at "den danske fortælling" ikke er blevet fortalt i et stykke tid, og at nogen åbenbart ikke mener, at den er nødvendig at fortælle. Det ser man f.eks., når en biskop mener, at det ikke er nødvendigt at undervise i kristendomskundskab i skolen, men blot "en bred indføring i religion". Det er for Kresten Schultz-Jørgensen et klart eksempel på frisind, der har udartet til en alt-favnende tolerance.

De store fortællinger er ikke døde, men er blevet mindre og er blevet individuelle. Man skal fortælle sin fortælling selv de, der tror, at fortællingen kan fortælle sig selv, de bliver forladt af virkeligheden. Hvem har f.eks. ikke fortalt deres fortælling selv længe? Det har partierne, avisudgiverne og fagforeningerne ikke.

Der er også nogen sider af danskheden, som Schultz-Jørgensen ikke er så begejstret for: Der er stor vægt på "instrumentelle kompetencer", dvs. der er regler og forordninger for alt:

Den ny virkelighed

Generationen født efter 1965 er anderledes. Den anerkender andres succes og selvstændighed. Al denne individualisering er ganske vist forvirrende, men den er kommet for at blive. Den ny virkelighed er gået op for erhvervslivet og f.eks. folkehøjskolerne, men derimod ikke for uddannelsessystemet.

Hvad kan vi hver især gøre ved det?

Kresten Schultz-Jørgensen havde nogen bud:

- og der er ikke noget at gøre ved amerikaniseringen den må vi bare leve med.

Om Kresten Schultz-Jørgensen

Foredragsholderen er tidligere embedsmand og redaktør og arbejder nu som kommunikationsdirektør. Han virkede, som om han var "godt fremme i bussen". Han har skrevet bøgerne

I øvrigt omtalte han:

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

Referat fra højskole-sangaften 25. oktober 2001

Torsdag d. 25. oktober var vi ca. 30, der mødtes for at synge og for at høre Aage Augustinus fortælle om nogle udvalgte sange fra Højskolesangbogen. Han havde valgt en række folkelige sange fra Grundtvig til Kim Larsen.

Vi startede med to sange af Grundtvig:

Højskolebevægelsen og Grundtvig lagde grunden til en strøm af ny, folkelige sange, hvoraf Aage havde valgt:

Efter 1920 blev der ikke skrevet så mange af den slags højskolesange mere. Vi sang:

Under besættelsen var der ikke mange, der gjorde vrøvl over besættelsen og samarbejdspolitikken. Noget af den mest åbenlyse kritik kom i symbolsk form fra venstre og højre fløj:

Fra efterkrigstiden fortalte Aage om:

Fra troubadurerne fra folkemusikken sang vi:

Vi sluttede af med at synge H.C. Andersens I Danmark er jeg født. Den er skrevet i 1850, og med den var vi tilbage ved udgangspunktet.

For et år siden holdt Menighedsrådet og Borgerforeningen en højskole-sangaften med Peter Wærum med omtrent samme emne, men med et helt andet udvalg af sange. Der er stof til mange aftner i Højskolesangbogen - og det er rart at få rørt stemmebåndene!

Referat: Ebbe Munk