www.ebbemunk.dkarrowNelly Ehrenreichs erindringer 1907-1980

1. Barndom | Trøjborg | Min bedstemor | I huset
2. Læretid | Forlovet, gift og enke | I Schweiz
3. Rejsende i RUF-bogholderi | Colombus | Retur til Århus | Lykkens Legetøj | Besættelsen
4. I Norge | Tunghør og vegetar | Lykkens Legetøj solgt og købt | I Norge igen | På Feddet | Flere rejser

Næste side   |   Retur
 

Nelly Ehrenreichs erindringer 1907-1980

1. Barndom

Kære Helle

Du vil gerne høre om nogle hændelser i min barndom og ungdom, ja vel:

Min første tydelige erindring er fra engang i 1907, jeg var da 5 år gammel; mor tog mig en dag med til Sct. Josephs Hospital's øjenafdeling uden i forvejen at have fortalt mig, at jeg skulde indlægges; jeg kunde ikke se, øjenlågene var klistret sammen af betændelse, og da nogle fremmede mennesker tog tøjet af mig, skreg jeg ustandselig, at jeg kunde se; jeg endte i en tremmeseng, og der lå jeg i mørke i 8 dage uden at mæle et ord, jeg var meget fornærmet på min mor. Hun har siden fortalt, hun var meget ulykkelig.

Nelly Ehrenreich levede 1902-1995 og var min mors moster. Hun har skrevet disse erindringer i 1980 til min mor Helle Munk.

Da jeg blev udskrevet, var familien flyttet til Jægergaardsvej 112 (nu ændret til Jægergårdsgade), lægen havde forlangt flytning fra den fugtige lejlighed i Bülowsgade, inden jeg måtte komme hjem, har mor også fortalt.

Far arbejdede dengang på en stenknuser på en mark i nærheden af sporvognsremisen ved Tangkrogen. Da jeg var 7 år blev jeg af og til sendt ud til far med kaffe på en ølflaske (termokander var ikke opfundet dengang). Far stod oppe på maskinen, der knuste sten til vejbelægning, maskinen lavede et frygtelig spektakel, og far var næsten hvid af stenstøv, hans hvalrosskæg hang med hvide trevler, (nogle år senere kom far en dag hjem uden skæg, jeg husker da, at Nina græd); jeg var meget bange for at gå hen til stenknuseren, fordi jeg måtte gå ind mellem store skærvebunker, og mændene greb fat i mine fletninger og også i mine ben.

Fra Jægergaardsvej-perioden husker jeg skovturene om søndagen til "Friheden", far, mor og 5 børn, madkurv og blå kaffekande; man kunde få kogt vand hældt på kande i restaurationens køkken; så sad vi ved lange træborde på bænke uden rygstød; vi mødtes gerne med moster Sine og onkel Thun og deres 3 piger. Alle vi 4 søskende var stivstrøgne (bror Asse var en baby); jeg husker bl.a. beigefarvede lærredsfrakker med slag, der var kantet med rødblomstrede bånd, og dertil havde vi bredskyggede hatte af strå med 2 store hvide silkerosetter på hver, og så havde vi hjemmestrikkede, hulstrikkede strømper på, nøjagtig ens klædt; og moster Sines 3 piger var også ens klædt, vi var sikkert fine. Mor syede selv alt vort tøj, kun een gang, mindes jeg, købte far vinterfrakker til os, de var også med slag, men var altfor store, for vi skulle kunne vokse i dem; Nina græd hver gang hun skulde have sin på; det var ellers nogle fine frakker.

En pinsesøndag var vi lige kommet hjem fra skoven, og vi børn var lagt i seng, da mor pludselig skreg højt, olietønderne på Oliemøllens oplagsplads, der lå tæt op ad huset, hvor vi boede på "kvisten", sprang i luften een efter een som raketter og forårsagede en kæmpebrand; vi sprang ud af sengene og styrtede alle nedad trapperne i nattøj, men i stueetagen boede et ældre ægtepar, de trak os ind i deres stue, og far og mor løb op igen efter vores tøj. Vi blev hurtigt klædt på, og måtte så ud af huset, nogle soldater stormede op gennem lejlighederne og rev gardinerne ned og jeg ved ikke hvad, men vi små unger måtte ud gennem folkemængden og røg og gloende hede og travede ud ad Jægergaardsvej til Fr. Allé, hvor Bedste og moster Agnes boede, og der blev vi indkvarterede for en tid. Far tog tilbage for at hjælpe til i ejendommen og for at hente "piphans", den overlevede virkelig. Huset brændte heller ikke ned og vi flyttede ind igen.

Det er ikke alle minder fra dengang der var "lyse", men der var da vores kammeratskab med kulhandler Nitsches børn; vi legede i deres kulgård og i deres lillebitte baghave, som jeg syntes var et eventyr, og vi legede også med børnene i Grandcafeen på hjørnet af Bruunsgade, de havde en dejlig legeplads på deres loft, og jeg var sommetider inde i "privaten", de havde klaver, der for mig var himmelsk; forresten lavede jeg dengang instrumenter af mors pulveræsker med strenge af sytråd.

Mange gange løb vi piger efter hestevognene, der kom opad Jægergaardsvej fra havnen med cobra i sække til oliemøllen, vores genbo; når der var gået hul på en sæk og cobraen trillede ud på kørebanen, samlede vi dem op og gnavede og gnavede, først den brune skorpe og bagefter den hvide skal, sommetider var der også jordnødder i sækkene, dem kunde jeg særlig godt lide; mor sagde ellers, at vi ikke måtte spise det "skidteraas".

Jo, så husker jeg også den eneste gang, far har villet slå mig, det lykkedes ham ikke, for mor stillede sig op foran mig; årsagen var, at jeg på vej hjem fra skole (l. klasse i Fjordsgade skole) havde tabt en jernklampe af min ene træsko og havde ikke samlet den op og taget den med hjem, (det var nogle høje tunge klamper af jern) far havde forsynet alle vore træsko med sådanne barbariske ting til tynde pigeben uh ha, men jeg vilde altså ikke indrømme, at jeg havde mærket, at den var faldet af, og det var derfor jeg skulde have klø, ak ja, far var ellers rar mod mig, f. eks. spillede han Dam med mig, når jeg havde tandpine, og det havde jeg tit, så glemte jeg helt tandpinen. Forresten kendte vi ikke noget til tandlæger, heller ikke en tandbørste, førend vi kom ud af skolen og selv fandt frem til sådan noget. Efter min konfirmation kan jeg huske Anna Burmeister og jeg talte om at følges ad til tandlæge, vi havde da småhuller i tænderne.

I 1909 var der "Landsudstilling" i Aarhus, den var bygget op på arealet, hvor stenknuseren havde stået; Edit og jeg fik hver en kurve-dukkevogn i stedet for at komme med på udstillings-turen Nina derimod var med mor og far; men en dag, da vi gik på Bruunsbro (den gamle træbro med høje, svære jernbuer) så vi de mørke abessiniere, der var installeret på udstillingen, det var første gang jeg så sorte mennesker; jeg har endnu et trykt eksemplar af en vise om dem (til lo øre).

Fra Jægergaardsvej var der ikke langt til den kommunale badeanstalt i Dynkarken; af og til tog mor vi tre største piger med derned, og så kom vi i badekar een efter een og mor tilsidst i det samme vand. Om somren tog mor også hele flokken med til den åbne badeanstalt ved strandvejen, og så måtte vi i det kolde vand i "kassen", enten vi kunde lide det eller ej; jeg kunde ikke lide at træde på de våde brædder med mine bare fødder, jeg led i stilhed.

Da jeg var 9 år fik far arbejde ved kommunens vejvæsen, og vi flyttede til Trøjborg; først boede vi en kort tid i Willemoesgade 9 i en pæn lejlighed i et pænt hus, men når amplen i soveværelset om aftenen brændte med et svagt blus, kunde jeg ligge i sengen og kigge op på loftet og se skyggerne af rotter, der legede nede i gården: men det var også der Hilda havde en vision, har hun fortalt, hun så mange små engle pusle omkring min seng.

Næste flytning var til Ivar Hvidtfeldtsgade 10, hvor far og mor overtog et mejeriudsalg efter tante Karen og onkel Øders, og mor skulde passe det; det varede 8 skrækkelige måneder, så kunde mor ikke mere. Det eneste lyspunkt i den affære var, at vi børn fik alle de 2øres kager med en stor klat flødeskum på, som vi kunde spise. Nina, Edit og jeg bragte mælk ud om morgenen, førend vi skulde i skole kl. 8; jeg glemmer aldrig de tunge jernspande med jernhanke jeg hver morgen slæbte op ad bakken til Herambsgade, hvor der bl.a. boede en familie med mange børn; når døren blev åbnet, kom der væltende en stank imod mig, så jeg ikke kunde trække vejret. Men det år fik vi forøvrigt alle lange fedtlæderstøvler, det var fornemt.

Men mor blev helt ødelagt af at bakse med de tunge spande; mælkemanden satte store transportspande ind i butikken, og fra spandene skulde mælken øses op med ½ eller 1 liters mål og hældes i kundernes kander og spande; alle store og små. spande skulde mor rengøre efter lukketid, det var vist kl. 8 (nu hedder det kl. 20), og al fløde skulde koges og hældes på store flade fade, for kaffefløde skulde være med tykt skind, kunderne kom med deres kander og fik fløden målt op og hældt deri.

Trøjborg

Næste stoppested blev så Trøjborgvej 42, 4. sal, der boede vi i 17 år, og det var den bedste tid i min barndom og ungdom. Lejligheden var lille, stue, soveværelse og et lille kammer med kun et lille vindue ud mod køkkenet, køkkenet havde kun et lille tagvindue, derfor var kammeret meget mørk, mor kaldte det "hullet", når hun henviste til det. Edit og jeg sov derinde i en stor dobb.seng, foruden den seng var der plads til en "puf" og en træstol.

Om morgenen vækkede mor os ved at banke på det lille vindue, - jeg fik hver gang et chok, men det kunde vi altså ikke blive fri for.

Der var ellers dejligt deroppe på 4 sal, fra stuevinduet kunde vi tværs over kirkegården se hele Århus by og Marselisborg skovene og markerne bag byen, og havnen med skibene, der sejlede ud og ind, en særlig isvinter så vi menneskeflokke gå langt ud på bugten.

Ude på trappeopgangen ved det øverste gangvindue havde vi piger en dejlig plads herfra havde vi den samme udsigt, som fra stuevinduet, her kunde vi være i fred, jeg havde fået en Mandolin, som jeg spillede på ved enhver lejlighed, og så spillede vi effen og ueffen med marmorkugler osv., når mine øjne da ikke var så dårlige, at jeg ikke kunde tåle lyset, for så måtte Edit pænt sidde sammen med mig inde i "hullet" i mørke og bl.a. læse salmevers for mig, til jeg fik dem lært udenad, og så sang vi, og når mor ellers ikke var ked af noget, sang hun også, sommetider "velkommen lærkelil" med skinger stemme for at overdøve symaskinen, og så tog "piphans" også fat fra sit lille bur i karnapvinduet. Nu går det lige op for mig, hvorfor jeg ikke kan lide symaskiner, selvfølgelig fordi mor altid puklede med sytøj, hun syede alt vores tøj og kludesko med.

Der var en ting mere, der var svær, vi tænkte nu ikke dengang på, at det var svært, det var, at vi i de første 15 år vi boede der, havde "das" i gården, senere blev der lavet toilet af det halve af entreen og det halve af "hullet". Men lillebror Asse skulde mange gange på das efter mørkets frembrud, så måtte to af os gå med ham ned ad en mørk bagtrappe helt ned i stenkælderen, og derfra op ad en stejl grim stentrappe til gården; på dasset hang et bundt dertil klippet avispapir i en snor, w.c. ruller kendtes ikke. Edit faldt engang ned af den stentrappe og kom slemt til skade; lys var der ikke, og lommelygter var vist heller ikke opfundet; overfald tænkte vi dog aldrig på, sådan var mennesker vist ikke dengang.

Ad den samme smalle bagtrappe bar mor hver dag natspand og skraldespand ned i gården, og om vinteren bar far koksspanden op. Vi havde en høj rund sort kakkelovn, som asken skulde rages ud af, og som skulde pudses med sort sværte.

Juleaften var altid festlig, vi fik alle rene, stivstrøgne forklæder på, og nye hårbånd i fletningerne og julemåltidet var gerne ribbenssteg, brune kartofler og rødkål, og risengrød med sukker og kanel og juleøl til, mandelgave fik vi også, og i den lille stue var der trods alt plads til et stort juletræ, og så sang vi, :ja vi sang meget dengang, kun ikke far, han kunde, kun brumme; og træet var fyldt med fine ting, vi selv havde lavet; i kurve og kræmmerhuse var der pebernødder, som mor havde bagt, og hvor har hun bagt mange julekager. Hvert år blev vores dukker ordnet enten med nyt tøj, eller det gamle var blevet vasket og strøget, og flere år i træk fik vi hver en sæbenisse til 50 øre, priserne ændredes ikke dengang, de blev købt nede på hjørnet i sæbekælderen. Vi havde det dejligt i julen, vi spillede "Dam" og andre julespil, og så havde vi også en Zither, mor har nok købt den, hun var glad for musik, hvor mon den zither er havnet, jeg ved det ikke, jeg var vist den, der spillede mest på den: Forresten fortalte mor adskillige gange, at hun havde holdt så meget af sin skolelærer Ewald; han havde været god mod hende, og han spillede så dejligt violin, det violinspil kunde hun ikke glemme. Mor tilberedte en masse mad til jul, for vi var mange, vores bedstemor var altid hos os juleaften; mor pillede "strimler" til fars, strimler var nogle ben, der havde siddet et eller andet sted på en gris, at pille strimler var noget "gratværk", som mor sagde; der blev lavet medisterpølse og frikadeller af den fars, også kogte mor sylte af grisehoved, jeg husker tydeligt, at det var grisehoved, for der skulde spares, og spares det var mor rap til, hvis een f. eks. bad om øl, kunde hun sige: "øl, det kan du tage af vandhanen" eller hvis een bad om mere kage: "du kan få en rugbrød, hvis du vil have mere". Ja, vi var fattige, men det vidste vi børn ikke dengang, vi var altid "fint" klædt på, 4 ensklædte piger med fletninger så. lange, at vi kunde sidde på dem, Ninas var helt lyse, mine "kommunefarvede", Dittes sorte og Hildas røde, det var vistnok ret bemærkelsesværdigt, og så havde jeg næsten altid et lommetørklæde bundet over det ene øje, enten over det højre eller det venstre, og sommetider blå briller ovenpå bindet.

Vi gik nu i Finsensgades skole, som vi boede så nær ved, at hvis vi lige var kommet ud af gadedøren, og uret i Sct. Johanneskirkens tårn faldt i slag, og vi så løb som for livet, kunde vi lige nå skolegården ved det 8. slag, det gjorde vi mange gange: Vi blev - rigtignok trænet i at løbe på trapper, jeg selv løb altid både opad og nedad, men sagte skulde det være, hvis vi en enkelt gang glemte det og drønede ned, kom far som skudt ud af en kanon deroppe og brølede: "kan I så gå stille".

Men den skole havde en regel, som jeg døjede med at følge, vi skulde om somren i gymnastiktimen trave en lang vej i rad og række ned ad Trøjborgvej og gennem Risskov til en kommunal badeanstalt, klæde os af, i vandet, klæde på og trave tilbage opad bakke, alt i løbet af en lille time, det var hårdt, i hvert fald for mig.

Men så havde vi sommerferier, og de var for mit vedkommende et lyspunkt, for jeg havde det privilegium at måtte være hele ferien hos mors tante Sofie og onkel Niels i Hylke; det var p. g. af mine dårlige øjne, at jeg skulde på landet, jeg havde også et trægt kirtelsystem, sagde lægen, og havde godt af at opholde mig i det grønne. Efterhånden kendte jeg hele landsbyen, gik ud og ind hos bagerens, hos smedens og i Brugsen; brugsforeningsuddeleren hed Hass, havde 5 børn, som jeg legede meget med; jeg vidste ikke noget bedre end at snuse rundt i butikken og på lageret, der duftede af kaffe, skrå, spegesild og petroleum, og i baggården legede vi mellem kasser og alskens skrammel; af og til var jeg inde i stuerne, og måtte også spille på deres lille orgel, jeg kunde spille efter gehør de melodier jeg kunde synge; men jeg husker, at en dag, da jeg sad og spillede uvilkårligt kløede mig i håret og fik fat i en lus, jeg havde aldrig før set en lus og var rystet; jeg fandt flere, men sagde det ikke til nogen; først da ferien var forbi, og jeg var kommet hjem, skal jeg love for, at mor gav mit hår en ordentlig omgang med sebbedilleeddike og kæmmekam.

I juli 1914 udbrød 1. verdenskrig, jeg var da på ferie i Hylke og var 12 år, jeg kan huske, at jeg blev rædselsslagen og vilde straks hjem. Krigen ramte os Gud ske lov ikke, men jeg glemmer aldrig de rædselsfulde billeder og plakater, der blev slået op på mure og alle de plankeværker, der fandtes rundt om i Århus, billeder af stakler, hvis halve ansigter var skudt væk. - Da krigen sluttede i 1918 var jeg 16 år og havde meget andet i hovedet.

Men ang. skoleferierne, da må jeg fortælle, at Nina af og til var på ferie hos bedstemor i Vrold hun og kusine Petra skiftedes vistnok til det. Jeg var kun på besøg i Vrold, når hele familien var derude om somren, og det var gerne, når far skulde kalke huset.

Min bedstemor

Bedstefar døde før jeg blev født. Far og faster Ida har fortalt, at bedstemor og bedstefar var fattige indvandrede fra Sverrig, Bedstemor fra Fogdarp v/ Ängelholm og bedstefar fra Kristianstad. Bedstemor var blevet jaget hjemmefra, fordi hun skulde have et barn, uægte som man sagde, det barn blev født i Danmark, han rejste som 16-årig til Amerika, og kom aldrig tilbage. Da bedstemor blev begravet, fik hun et brev fra ham med i graven. Bedstemors far var huslærer rundt om på gårde, der var ingen skoler; han var også kunstmaler, malede blomsterranker på lofter og vægge, det var moderne dengang. Bedstemors mor døde, da bedstemor var barn, og hun fik en ond stedmor, ja ja, jeg husker ikke alt hvad der blev fortalt om det. Forresten det "uægte" barn hed Karl Hansson, bedstemors pigenavn var Petronella Hansdotter, og bedstefar hed Anders Pehrson; præsten i Skanderup sogn ændrede fars navn til Petersen. Bedstemor kunde ikke lide mig, vistnok fordi jeg var en "pisling", som hun sagde; engang mens jeg hørte på det, sagde hun til mor på klingende svensk: "det er inte nødvendigt at gi hende noget at spise, hun dør snart", ja tænk, det sagde hun virkelig, men Gud ske lov jeg havde mor, hun har altid beskyttet mig.

Det gamle bindingsværkshus var ellers spændende for os børn. Langs endevæggen i den aflange stue med bilæggerovnen stod en alkoveseng; det hændte, at 2 af os piger skulde sove i den ved siden af bedstemor uh ha. Ved siden af denne opholdsstue lå køkkenet, hvis man kan kalde sådan et rum køkken; gulvet var toppede brosten, og så var der et stort åbent kulsort ildsted, over det kunde man se op i et stort sort gab, som altså var skorstenen, og på ildstedet stod nogle sorte jerngryder på ben, brændet lå direkte under gryderne; jeg tror de aldrig blev rengjort hverken indvendig eller udvendig. Ved siden af køkkenet lå vævestuen, det var en stue med stampet lergulv, og den var næsten opfyldt af en stor væv, den var spændende. Ditte arvede en "skyttel" fra den væv. Bedstemor vævede for folk, vor fars konfirmationstøj har hun også vævet, der findes et fotografi af ham med det på.

Bedstemor døde, da jeg var 15 år, hun besøgte os aldrig på Trøjborgvej, hun kunde ikke tilgive sin søn, at han vilde bo i en lejlighed og ikke i et hus med jord til.

Far og faster Ida solgte huset for 150 kroner, og for fars andel blev købt 2 stk. 3armede messinglysestager, den ene er vistnok havnet hos Axel i Skive og den anden hos Jytte.

Jo, vi gik skam på danseskole vi tre ældste piger, det foregik på et spændende sted, nemlig lige overfor skolen i en stor gammel have omgivet af en meget høj hæk, midt i haven lå "slottet" ("hattemagerens slot" lignede det) med tårne og spir; det var beboet af et kvindeligt byrådsmedlem Mariane Thomsen, en meget statelig og bestemt dame at se på; vi kaldte hende et "unikum" uden at vide, hvad unikum betød. I forbindelse med "slottet" var en forhenværende avlsbygning, en lang lav længe, og i denne bygning havde herr lærer Ribbergaard danseskole. Pudsigt nok træffer det sig sådan, at nu ca. 60 år senere, da jeg er blevet medlem af en privat engelsk-club på 4 medlemmer, er det ene af medlemmerne afdøde lærer Ribbergaards anden kone.

Mon ikke vi strålede i de dansetimer, tøjet stivstrøget og hulstrikkede lange strømper, - forøvrigt fik vi aldrig lov til at gå med et hul på strømpen, for hvis vi kom på hospitalet, skulde det ikke være med hul på strømpen.

Vi var også fine, når vi om somren var på den årlige sejltur op ad åen, Aarhus aa. Det var en oplevelse, når mor og far tog hele flokken og madkurv med på sejltur i en lejet båd. Sommetider gik vi i land ved "Fiskerhuset" og fik vand på kande. Åen var dengang meget idyllisk med åkander og siv.

I den tid vi boede på Trøjborgvej havde vi have i "Uldalls haver", der opholdt vi os meget både sommer og vinter. Langs hele bagsiden af haven lå et lavt træhus, rød- og hvidmalet; der var 2 stuer og køkken, og i den ene stue stod en lille kakkelovn. Om somren sov vi man e nætter deroppe, (vejen til haven gik altså opad) og når vi om vintren var travet derop, fyrede vi i kakkelovnen; maden blev lavet på et primusapparat, det varmede samtidig køkkenet op. - Engang lavede far en hønsegård i et hjørne ved huset, og vi havde høns, en anden gang var der ingen høns, men en gris blev fodret op, den blev bare så forkælet af mor, at den fulgte hende i hælene i haven ligesom en hund, og da den skulde slagtes (den blev hentet af slagteren i Niels Juelsgade), vilde ingen af os spise noget af den, slagteren måtte sælge kødet.

Den brede Trøjborgvej havde dengang træer på begge sider, og der lå små haver foran husene; der var ingen genboer, kun kirkegården. Foran den høje kirkegårdshæk, på fortovet, der var bar jord uden fliser, spillede vi børn marmorkugler "i hul"; vi havde kuglerne i lærredsposer, som mor havde syet; jeg spillede for det meste med drengene fra gaden, Burmeisters drenge og Winterbergs Ernst, og jeg var slem til at vinde deres kugler uh ha. En vinter havde mor hængt min pose med tusinder af kugler op på loftet, de blev stjålet; hvor var mor indigneret, jeg husker det tydeligt; vi var dengang ikke vant til tyverier. Vi 3 ældste piger klarede os bedst mellem drengene, om somren spillede vi kugler med dem - og vandt - eller vi gik med dem til sports-pladsen bag skolen, og om vinteren kælkede vi med dem; far havde givet os en stor, meget stærk kælk af træ, og med en dreng bagest susede vi 3 eller 4 på kælken fra hjørnet af Willemoesgade nedover, midt på kørebanen, tværs over Kirkegaardsvej, op på det smalle fortov langs sporvognsskinnerne, helt ned til "Skovborg"; mange kælke susede efter hinanden med høje råb:" af banen dernede", tænk, at det kunde lade sig gøre dengang; jeg kan ikke huske, at der var nogle biler.

Vores lillebror lavede et nummer engang, som Hilda og jeg endnu kan more os over. Lærerinde fru Glavind passerede vores lille forhave, da Asse sprang frem og svirpede hende bagi med en pilegren; hun tog fat i ham og ruskede ham, men Hilda for til og beskyttede ham. Een ting mere kan vi endnu grine af, det var, da Sahras mor, der boede på hjørnet nærved i øverste etage, råbte med dirrende teaterstemme ud af vinduet:" Sah...ra, du skal op og ha kallesteg": hun var altså skuespillerinde på Aarhus Teater.

I huset

Da jeg var 14 år blev jeg konfirmeret i Sct. Johannes Kirke. Det var en given sag, at jeg selv skulde sørge for at have en plads at tiltræde tirsdagen efter konfirmationssøndagen, (mandag var "susedag"). Nina var da ude at tjene; vi havde ikke fået lov at komme i mellemskolen trods gode karakterer, og endskønt mors valgsprog var:" du har vel en forstand for at bruge den". Far sagde derimod:" I kan komme ud at tjene, det har vi andre måttet".

Jeg havde så fået en plads efter en annonce i avisen og begyndte som enepige hos tømrermester Sørensens i Thunøgade; fru Sørensen havde spurgt, om jeg nu også kunde påtage mig pladsen, og jeg havde trøstigt sagt ja. Det var et meget hårdt job, jeg har ikke glemt det, fru Sørensen hersede med mig, men jeg fik lært noget. Det varede vistnok ½ år, så blev mine øjne rigtig dårlige og jeg blev igen indlagt på øjenklinikken, dennegang kunde jeg ikke lukke øjnene op i 3 måneder, og når bindet blev taget fra øjnene, nøs jeg 30-4o gange inden øjenlæge Hugo Thomsen kunde komme til at se på dem. En dag blev det bestemt, at øjnene skulde dryppes med et lapispræparat, det var en hestekur, men øjnene kom sig, og har ikke fejlet noget siden. På samme stue lå 3 andre unge piger med "dårlige øjne", Mary, Agnes og Benedikte, vi havde det dejligt sammen, sang og spillede så livligt, at Priorinden sommetider kom ind og tyssede på os, vores søde Søster Humbertine sagde derimod aldrig noget til det. Af instrumenter havde vi mors zither og senere kom mor med en violin, som hun havde købt af en violinbygger, Mandrup har senere fået den; og så kom der en fremmed ung pige næsten hver dag og besøgte os, "barmhjertig samaritan" må hun have været, for ingen af os kendte hende, men hun hed Grethe Nielsen, og så havde hun Mandolin med, som hun spillede vældig godt på. Een af fællerne kontakter jeg af og til endnu, hun hedder Mary Riis.


Næste side   |   Retur