www.ebbemunk.dkarrowNelly Ehrenreichs erindringer 1907-1980

1. Barndom | Trøjborg | Min bedstemor | I huset
2. Læretid | Forlovet, gift og enke | I Schweiz
3. Rejsende i RUF-bogholderi | Colombus | Retur til Århus | Lykkens Legetøj | Besættelsen
4. I Norge | Tunghør og vegetar | Lykkens Legetøj solgt og købt | I Norge igen | På Feddet | Flere rejser

Forrige side   |   Næste side   |   Retur
 

2. Læretid

Efter udskrivningen fra hospitalet måtte jeg ud at tjene igen, men måtte nøjes med en halvdagsplads, og det fik jeg hos 3 ældre søde damer på Kystvejen; da jeg havde gjort rent der 1 år sagde frk. Ida, som var telegrafist, en dag til mig, at jeg skulde søge ind på et kontor, rengøringsarbejde behøvede jeg ikke at slå mig på. Jeg må tilstå, at jeg havde tænkt på, at en tilværelse som mine forældres vilde jeg ikke have, og uden at fortælle dem noget om det gik jeg til overlærer Stilling og bad om et vidnesbyrd.

Overlærer Stilling gav mig et fint vidnesbyrd, og det første sted jeg søgte var hos GLASALSTRUP, og der blev jeg antaget som kontorelev. Det var svimlende at få 50 kr. om måneden; mor fik kostpenge, og gamle Bedste, der nu boede på Trøjborgvej 38, fik 5 kr. hver måned, nu havde de to rede penge, det var helt nyt for dem. 2det år fik jeg 75 kr. i løn og 3die år 125 kr. mdl., det var skønt.

Da jeg havde tjent penge et års tid, gik jeg til byens største pianoforretning, Max Hart, og købte et Hornung & Møller klaver på afbetaling, tænk at han gik med til det. Da jeg fortalte det hjemme, bandede far stygt på, at det ikke skulde komme ind i hans hus, men Ditte og jeg aftalte, at hun skulde være hjemme, når klaveret kom, og jeg skulde holde mig borte. Far var heldigvis ikke kommet fra arbejde, da klavermændene baksede det op ad trapperne til 4 sal; Ditte fortalte, at de måtte fjerne forsiden af entreen for at kunne få det ind; men det stod der, da jeg kom hjem, og jeg spillede straks på det - efter gehør -, jeg spillede, da far kom hjem og han sagde ikke et ord, mor var glad, meget glad tror jeg nok. Violinen blev hængt væk, og undervisningen hos barberen i Tordenskjoldsgade hørte op; mor var ellers glad for violinmusik; forresten har hun flere gange fortalt om sin skolelærer Ewald, som hun havde holdt meget af, fordi han havde været god mod hende, og fordi han spillede violin.

Min undervisning startede så hos kapelmester Chr. Filtenborg; han var en fin og smuk mand og havde en smuk kone, Ella Urban; de havde lige fået deres første barn, og blev det blev det eneste, barnet fik polio og han blev vanfør, ak ja. Den lille baby stod i begyndelsen i musikværelset, når jeg spillede. Chr. Filtenborg underviste mig i 3½, år.

De 3 læreår hos Alstrup var en lykkelig tid, efter læretiden arbejdede jeg i 4 år i incasso- og vekselafdelingen, hvor jeg lærte en masse om penge og mennesker. Da jeg begyndte læretiden som 15-16årig, var det sammen med Lotte (Signe er hendes virkelige navn, jeg kaldte hende dengang Lotte, og det navn har fulgt hende siden, også i hendes familie) og 2 lange drenge Kaj Møller og Henry Borch, vi var alle lige gamle, og jeg tror nok, at vi fire af og til satte grå hår i hovedet på frk. Svinding, som skulde tage sig af eleverne, hun var mange gange godt gal på os, især når vi om aftenen skulde bære de tykke, tunge hovedbøger nedenunder til "det brandfri", og drengene var gået derned i forvejen med deres bøger og befandt sig et eller andet sted i mørket, fordi de havde slukket lyset; vi måtte jo ind med bøgerne, men vidste, at et eller andet sted blev vi grebet om anklerne, så skreg vi, og frk. Svinding kom farende derned og skældte og smældte. Pudsigt nok, nu efter næsten en menneskealder bor vi på samme vej, hun har glemt det gamle nag. I middagspauserne skulde 2 elever alene passe hovedkontoret; en dag sad så Kaj Møller ved prokuristens pult med ryggen mod kontoret og jeg ved omstillingsbordet, også med ryggen til kontoret, begge med et telefonrør for øret; vi lyttede til skøn musik, (ikke radio, den var ikke opfundet), nej det var Henry Borch der sad derhjemme i sin middagspause og spillede "Finlandia" af Jean Sibelius på klaveret, jeg har aldrig glemt det; vi var langt borte fra virkeligheden, da vi stille lagde røret på, men da vi vendte os om, stod vores gamle chef ubevægelig midt på gulvet med hænderne på ryggen, og sagde langt om længe med dyb stemme og med eftertryk: "det må De aldrig gøre mere", og så vendte han om og gik ind på sit kontor. En anden middag kom chefen ud fra sit kontor og gik i gang med at duplikere et brev, ligesom Kaj Møller netop havde kastet en våd svamp tværs gennem kontoret efter mig, den ramte væggen og satte en stor våd plet på tapetet, jeg stillede mig foran pletten og trak en taburet med et bundt notaer hen foran mig, og der måtte jeg stå og simulere travl al den tid duplikeringen varede, da chefen endelig var gået og vi vendte os mod tapetet, var pletten tørret ind.

Vores gamle chef J.A. Alstrup sørgede godt for os elever, f.eks. forlangte han, at Lotte og jeg i arbejdstiden skulde lære stenografi, vi gik på skole om eftm. hos Wessel Wetlesen, og hver formiddag skulde prokuristen overlade sin store pult til os to; der skulde vi sidde og lave vore opgaver og ingen måtte tale til os, kun l. kontormanden Chr. Rygaard skulde af og til tage tid på vores færdighed, jeg kan endnu huske een af prøverne: 2o gange på 60 sekunder skulde vi stenografere: "Man plejer at sige og vistnok med rette at den der lyver stjæler også om ikke andet så sin næstes gode navn og rygte". Senere gik vi i Stenografisk forening og til konkurrencer; desuden skulde vi gå på Handelsaftenskolen i 3 år; det benyttede vi os sommetider af til at slå et slag i byen; da vi kun var vi 2 piger i en drengeklasse, blev vi noget forkælet, dansede også sommetider med dem i Håndværkerforeningen. Engang vilde vi gerne til karneval i Håndværkerforeningen, men måtte ikke for vore forældre, men så tyede vi til fru Sørensen, mors veninde. Fru Sørensen og Peter Sørensen, som vi kaldte dem, kom senere til at bo i Faaborggade 18, da mor og far boede i nr. 16, men dengang boede de i Sjællandsgade, altså inde midt i byen, så vi let kunde stikke op til hende, hun syede karnevalsdragter til os, og den aften karnevallet skulde være, gik vi op til hende og fik dragterne på, og efter festen sent om aftenen tog hun imod os og hjalp os med at blive klædt om, og så løb vi hjem så hurtigt vi kunde løbe. Jeg fik selvfølgelig en omgang skældud næste morgen af mor. Som jeg altid gjorde, selvom jeg kom sent hjem, var jeg om natten i mørke listet ind i soveværelset, hvor det gamle bedstemor (Vrold) uhr hang, og trak det op, det har altid været mit job.

Der var et ualmindelig godt kammeratskab mellem vi 4 elever, og vi kom i hinandens hjem. Hos os på Trøjborgvej dansede vi gerne omkring spisebordet og Borch spillede; der var trang plads, men det tror jeg ikke gjorde os noget. Kaj Møllers far, som var Stabstrompeter, døde, men vi blev ved at komme der i hjemmet. Lotte og jeg var pot og pande, mange gange kunde vi efter kontortid stå på hjørnet af Sjællandsgade og Thunøgade og prate en hel time før vi skiltes; folk på stedet kendte os af den grund. Et par somre sejlede vi på bugten med Olaf Bjarnesen og Edvard; Olaf var forelsket i Lotte, men hun gengældte det ikke, det var synd for ham; han blev senere skolelærer i Lemvig. Men båden var dejlig, jeg nød at sejle selv i stærk blæst og måtte balancere på kanten; Basballe og Skødstrup var gerne målet.

Da Henry Borch havde udstået sin læretid, spillede han på restauranter for at tjene til studier, han nåede at få studentereksamen og begyndte på Universitetet, men en dag, da han var ude at bade i Aarhusbugten var han ved at drukne, fik vand i lungerne og døde på hospitalet, ak ja. Cg Kaj Møller døde også ung, mens han endnu arbejdede hos Alstrups, han fik tuberkulose, ak ja. - Lotte og jeg er stadig i kontakt med hinanden af og til, vi er nu 77.

Jeg fortalte for, at vi løb hjem efter festen i Haandværkerforeningen, ja, vi løb "alt hvad remmer og tøj kunde holde" op ad Kirkegaardsvej, det er den Kirkegaardsvej jeg vil fortælle om, fordi den var vort daglige "strøg", den var lang og med kirkegård på begge sider, kapellet skulde vi også forbi. Ditte og jeg har vel nok strakt ud der mange gange, 6 ture om dagen: ned om morgenen, hjem om middagen, ned efter middagen, hjem om aftenen, ned igen om aftenen enten til kursus i stenografi eller gymnastik eller klaverspil eller danseskole eller madlavning og om somren til Tennis. Jeg husker, at engang der var isslag, og jeg vaklede om hjørnet fra Trøjborgvej, kaldte sporvognskonduktøren på mig ovre fra endestationen, at jeg skulde komme derover; jeg råbte tilbage, at jeg ingen penge havde, det kostede 10 øre, men han råbte: "kom", og så kørte jeg gratis med, det var uhørt. Ang. at trave, da har Ditte og jeg adskillige gange taget hjemme fra Trøjborgvej 42, 4 sal søndag morgen, (lørdag var arbejdsdag ligesom de andre ugedage) vi travede med medbragt madpakke til Moesgård og tilbage om aftenen. Forresten lavede Ditte og jeg sommetider "skæg", bl.a. klædte vi os en dag ud i vor svenske bedstemors tøj med capothat og spadserede ad Kirkegaardsvej til Nørregade til bare grin.

Mor syede mange kjoler til sine piger, især til Ditte og mig; når vi pludselig fik en invitation, kunde vi finde på at købe stof i middagspausen, som varede 1½ time, og løbe hjem og bede mor sy en kjole til om aftenen, det gjorde hun mange gange; modellerne var meget enkle dengang, nærmest sækkefacon.

Ditte havde først plads hos bager Palludan og kom senere i forretning hos skotøjshandler Georg Christensen. Nina var blevet gift med Jacobi og var flyttet til Skjern, hvor vi af og til besøgte dem. For at komme til Skjern dengang måtte vi afsted kl. 4 om morgenen og spadsere til hovedbanegården, toget gik kl. 5 og så var vi i Skjern ved middagstid; alle tog på den strækning var bumletog.

Først boede Nina og Kobi på Kobis fars gård "Hedelund", der var ubeboet og uden besætning. Thorkild kom til verden derude. Senere købte de hus inde i byen, og efterhånden erhvervede de også 2 sommerhuse i Houvig, de havde da også fået Axel og Jytte.

Nina kunde dårlig magte alt det arbejde, og både Ditte og Hilda har da for længere tid boet hos dem og taget nogle gode nap, men nok om det. Sommerhusene, især "Klitborgen" har jeg været meget glad for, jeg fik lov at feriere der hvert år i mange år, og mange gange hjalp jeg med at male "Klitborgen" udvendig og indvendig, det var skønt at gå der med penslen i sol og blæst og så drage til "havet" og tage bad i brændingen. Engang da Hildas øresygdom var særlig slem, anbefalede lægen og en "klog mand" i Søndervig, at hun skulde bo ved havet og bade meget og gå meget, for at få blodet til at arbejde voldsomt og derved drive sygdommen ud. Mor, Hilda og jeg rejste da derover og boede på "Klitborgen", mor 1 måned, jeg i 2 måneder (jeg var nemlig også pivet), Hilda blev der 3 måneder, men da mor og jeg var rejst flyttede hun ned på gården til Jens Krænsen. Nina og Kobi kom nu og da i bil ud med grønsager i massevis; og Hilda kom sig og jeg også.

Da vi 4 elever hos J.A. Alstrup var udlært og færdige med aftenskolen, forblev jeg hos Alstrups og fik overdraget incassoafd. med vekselregnskabet, men Lotte rejste derfra og fik ansættelse i firmaet Hans Schourups Jern-& Staalforretning, hvor Hilda også senere kom ind. Lotte og jeg fulgtes efter den tid ikke så meget ad, hun blev forlovet med Ejnar Hansen i Rønde; Ejnar boede sammen med sine søstre i et hus med skotøjsforretning, som de havde arvet efter deres forældre. Mange gange i sommertiden cyklede vi lørdag aften efter kontortid til Rønde og tilbage søndag aften, vi kørte da om søndagen skønne ture på Mols sammen med Ejnar og flere venner i fred og ro, der var kun få biler på vejene. Ejnar viste os rundt på Kalø og i Hesteskoven, hvor der var rådyr og ualmindelig mange kaprifolier; engang var vi på "Møllerup", fru godsejer Carl var bortrejst, og butleren, som handlede hos Ejnar, havde inviteret os på kaffe, og det endte med, at han viste os rundt overalt i slottet, han havde nøgler til alle døre, jeg var meget betaget af al den rigdom.

Vi cyklede - ja, da Lotte og jeg var ca. 18 år, fik vi vore første cykler; vi havde sparet sammen til dem, de var de dyreste, man kunde få, intet min (de kunde gøre det, de var med forniklede fælge, det var ikke set før i Aarhus) så nu behøvede jeg ikke mere løbe op og ned ad Kirkegaardsvej. Men ak og ve, på en cykletur til Moesgaard en sommerdag stødte jeg på en stor løs sten på vejen ved Blommehaven og mistede herredømmet over cyklen, og røg over styret på hovedet mod et lavt stråtag på et udhus, jeg var "fjalet" og lo af det, men det viste sig, at mine undertænder var beskadiget ved rødderne, og det har kostet mig megen, megen smerte og besvær siden, ak ja.

Forlovet, gift og enke

Vi dansede meget dengang, især om somren dansede Ditte og jeg på "Varna", men jeg blev også inviteret på "Varna" alene, engang dansede guldsmed Rasmussens søn og jeg alene på dansegulvet i flere timer, mens violinisten gik rundt efter os og spillede meget romantisk; det er et smukt minde. Forresten var det på den tid, da Rachel Rastenni sang på "Varna".

Hans Schourups kontordamer var også sommetider inviteret hjem til os, en sommer var de allesammen med i haven, vi har et foto fra den dag. Så døde min gamle chef Jens A. Alstrup, og hans bror Georg Alstrup blev direktør; han var en stor tyk mand med en vældig stor mund, og han kunde råbe og skælde ud, så man var ved at gå i gulvet, han havde et stort glasbur i et hjørne af det store kontor at sidde i, og derfra kunde han holde øje med alt og alle; min plads ved en høj pult og en skruetaburet var lige overfor glasburet og ved siden af indgangsdøren; når der så kom en kunde, kom direktøren trampende ud og rystede kundens hånd voldsomt, og een af hans stående vittigheder var: "hvor godtfolk er, kommer godtfolk til", og så så han samtidig over på mig. Han brugte også: "jeg har været henne at få mit årlige bad, sidste år gik det over". Da jeg havde fået klippet pagehår, (jeg var den første i firmaet, der vovede det), sagde han mange gange, idet han så på mig: "ja, jeg har endnu ikke set nogen blive kønnere af det", uden at nævne noget om hår. Forresten, da jeg kom hjem med det klippede hår, græd mor, og det blev hun ved med i 8 dage, men et år efter var hun selv klippet.

Så en aften mødte jeg min skæbne. Jeg var inviteret til et selskab, hvortil de 4 brødre Ehrenreich også var inviteret; jeg havde aldrig før set dem, men hørt om dem. Bl.a. blev der danset som sædvanlig, og jeg havde danset med de 3 af brødrene, tilsidst kom også den fjerde, han gjorde forsøg på at danse, men han kunde altså ikke danse, så vi satte os ned, mens selskabet dansede videre, og hvor mærkeligt det end lyder - en times tid efter var vi forlovede, og vi var fra det øjeblik evigt forbundet, vi var som på et "højere plan". Kære Helle, du har aldrig set Christian Ehrenreich, for han døde i 1930, og du blev født i 1932. Kun 4½ år var tilstået os. Christian var udgået fra Marselisborg Kostskole, blev derefter landvæsenselev på "Vilhelmsborg", og var netop færdig fra Landbohøjskolen i København, da vi mødtes. Kort tid efter bestemte hans far, at han skulde et år til Amerika, men p. g. af mig tog han plads, jeg ved ikke som hvad, på Aarslev Skovgaard. Hver aften cyklede han fra Aarslev til Alstrups kontor for at følge mig hjem, ak ja, der kunde fortælles meget om den tid, men det må jeg hellere glemme; kun enkelte ting; jeg holdt op med at danse, fordi han ikke dansede, og jeg holdt op at spille tennis, jeg var medlem af Aarhus Lawn Tennis Club, og spillede på banerne i Sandgraven. Men America-turen skulde han ud på, og han rejste til en farm i Utah - med skib, (det var et årstid før Charles Lindbergh fløj det første fly over Atlanten;)han skrev brev hver dag det år, han var borte, og i breve aftalte vi, at jeg skulde rejse over til ham, og vi så vilde blive derovre.

Så søgte jeg om indrejsetilladelse, og da tiden kom, et skib skulde afgå, rejste far og jeg til København, men det blev en sørgelig tur. Konsulatet vilde ikke give mig pas, endskønt Christian havde betalt billetten i New York. Jeg græd inde på et fint kontor og kunde ikke fatte, at det var sandt. Senere fik jeg at vide, at de ikke kunde lade en ung pige rejse alene over til en kæreste, især ikke en pige, der ikke var robust. Der var ikke noget at gøre, der blev telegraferet til Christian fra konsulatet.

Far rejste alene tilbage til Århus, efter at vi havde opsøgt en familie i Krokodillegade 10 i Nyboder, en adresse, som Mandrup havde givet os; Wanda var en søster til hans svoger Hilmar. Ditte og Mandrup var da nylig blevet forlovet.

Det endte med, at jeg blev boende hos Wanda og Edvard en tid, og hvilken tid - både København, som jeg oplevede for første gang, og Wanda fascinerede mig. Wanda var fantastisk hurtig i sine bevægelser, og fantastisk praktisk i det daglige arbejde; de boede hyggeligt i det lille gule Nyboderhus, med en ganske lille herlig gårdhave bag huset; og så havde de klaver, som Wanda bearbejdede meget rutineret uh ha, men de var to søde mennesker, og de vilde gerne beholde mig i København til jeg, som vi troede, senere kunde rejse til Amerika. Mens jeg boede der, oplevede vi radioens tilblivelse. Edvard Klint fik fat i et krystalapparat, og så sad vi der med klapper for ørerne og skiftedes til at få nålen til at ramme krystallen, så der kom musik i øreklapperne.

Så besluttede jeg at søge arbejde, og fik den første kontorplads jeg søgte efter annonce i avisen, det var i Waage Møllers Tømmerhandel i Puggaardsgade, kontoret lå lige bag Glyptoteket, hvad nok var årsag til, at jeg gik ind og så på kunstværkerne, og dem kan jeg se for mig den dag i dag, jeg kom der ellers ikke siden.

Kontoret var sterilt, helt forskellig fra Alstrups med de gamle høje pulte og snurrende taburetter. Her skulde jeg sidde ved et stort bredt skrivebord i lyst træ med en ældre ung dame på den modsatte side; foruden os sad en lidt ældre herre med ryggen til os ved et mindre bord og skrev på maskine. Direktøren havde et smukt kontor med fine lænestole, som jeg dengang ikke før havde set noget lignende. Direktøren var flink og rar, han gav mig en fin chocolade, da jeg var inde at blive informeret, men det varede kun en måned eller to, tror jeg nok, mor og Nina skrev breve for at få mig hjem, København var ikke noget for en pige, der skulde giftes, jeg måtte lære husholdning o.s.v., jeg begyndte at tænke ligesådan, og så kedede jeg mig desuden på kontoret; den anden dame viste mig nærmest en kold skulder, og der var ikke ret meget at bestille, for det meste skulde jeg kun tage mod ordrer i telefonen; jeg var jo vant til anderledes at skulle have noget fra hånden hos Alstrups; og så een ting til, Wanda og Edvard var begyndt at tage mig temmelig meget med ud om aftenen, mest til dans, Wanda var også danseglad, og een af mine dansepartnere var begyndt at ringe til mig på kontoret; det var på tiden at rejse væk.

Så sagde jeg op, de var forbløffede, troede ikke det passede, at jeg vilde give afkald på en god stilling. Den sidste aften sad direktøren på kanten af mit skrivebord og svingede med benene og så tvivlende ud, han troede ikke det var alvor, men jeg sagde farvel til dem og senere til Wanda og Edvard og rejste til Skjern for at lære husholdning. Jeg husker ikke, hvor lang tid jeg boede hos Nina og Kobi, men Christian vendte tilbage til Danmark, for at vi kunde blive gift og rejse sammen til U.S.A. Det var gået sådan, at Christian havde forhandlet med en professor Munch i København om at overtage en bestyrerplads på hans plantage på Hawai (jeg har et af brevene fra professor Munch). Christian kom med skib til Esbjerg havn, jeg tog alene imod ham, vi var meget lykkelige over at se hinanden igen. Så tog vi til Skjern. Kort fortalt: Christian sørgede for at der blev lyst for os i Skjern kirke, vi blev viet den 17. juli 1927.

Mor, far og søskende og Christians mor, far og søskende kom rejsende med tog til brylluppet. Efter hjemkomsten til Århus fik vi et overværelse hos Christians forældre i Bruunsgade, meningen var jo, at vi skulde rejse igen, men til vores store ulykke viste det sig, at Christian havde pådraget sig en sygdom, som først skulde helbredes.

Der gik lang tid med at konsultere læger, klinik og hospital; ingen kunde finde ud af, hvad det var for en sygdom. Det begyndte med en byld i nakken, det blev efterhånden til den ene byld efter den anden, hvor var det en streng tid, selvfølgelig mest for Christian (ak ja, jeg omtaler ham her som Christian, men jeg har aldrig nogensinde tiltalt ham med Christian, ligesom han aldrig har tiltalt mig med Nelly, vi havde et andet navn). Tilsidst kunde jeg ikke holde ud at gå uden beskæftigelse den ene dag efter den anden og endte på Brdr. Kiers kontor, Jern-& Staal, og så syg som Christian var, hentede han mig hver aften. (Fornylig har jeg truffet en dame, som fortalte mig, at hun kunde kende mig, at hun dengang som ung pige boede hos sine forældre i lejligheden ovenover kontorerne, at de havde fulgt os fra vinduerne og haft meget ondt af os.)

En lørdag aften var jeg taget hjem til mor og far, fordi jeg gerne vilde øve mig på klaveret søndag formiddag. Jeg sad netop og spillede søndag morgen, da det ringede på døren; det var Christians bror Hans; jeg kunde straks se på ham, hvorfor han kom, Christian var død. Mor kørte med mig i Hans' bil... resten vil jeg springe over.

Otte dage efter gik jeg på kontoret igen; Kobi havde været hos direktør Kier, og de var enedes om, at det var bedst for mig at arbejde - ak ja; det var i januar 1930.

Mor og far var flyttet til Ivar Hvidtfeldtsgade 34, og Anders var rejst til København og arbejdede der som snedkersvend, jeg flyttede hjem, det var min redning, mor holdt mig simpelthen i live.

Året efter giftede Ditte og Mandrup sig og købte bageri i Jerichausgade. Hvorfor jeg flyttede ind sammen med dem, husker jeg ikke, men jeg fik een af stuerne for mig selv, købte fine polstrede møbler og klaveret kom med, (jeg spillede aldrig på det mere).

Så kom du til verden Helle, vi var meget lykkelige for dig, du var en dejlig unge; jeg blev din gudmor.

Forretningen gik straks strålende, men det var et slid. Der var åbent fra kl. 7 til 22, hvorefter der skulde ryddes op og vaskes fade; jeg var delagtig i det, gik i begyndelsen med morgenbrød før kontortid og afløste Ditte i butiken efter kontortid, da havde hun stået der siden kl. 7 morgen.

I Schweiz

I min sommerferie havde jeg dog været på min første udenlandsrejse. Hilda var rejst til Schweiz og arbejdede som voluntør i et konfektionsfirma Mertz i Menziken, der havde hun lært en danskschweizer Charles Larsen at kende, og de to syntes, at jeg skulde se Schweiz; Charles Larsen var en dygtig bjergbestiger og bjergfører blev jeg klar over. Han sendte mig en nøjagtig rejseplan, den var faktisk fin. Det blev en togrejse i 36 timer (der var ingen flyrute), man kunde leje en ekstra pude at sidde på om natten for 1 mark; jeg skiftede tog 8 gange, men overholdt Charles Larsens plan, og da jeg kørte ind på den lille station i Menziken, stod Hilda og Larsen der, og det første jeg hørte, var Hilda der råbte på dansk: "hun er der", og Larsen, der sagde: "selvfølgelig, hun er da ikke sådan en ost!" Det blev alletiders Schweizertur.

Jeg boede hos familien Mertz, som var søde mennesker, og talte tydelig tysk, som jeg kunde forstå og også kunde samtale noget med dem.

Hilda fik fri i 8 dage, og Charles Larsen lavede rejseplaner til os, så jeg, som Larsen senere sagde, havde set mere af Schweiz i de 14 dage end de fleste Schweizere så hele deres liv, og det skal nok passe. Jeg skrev en rejsebeskrivelse, da jeg kom hjem.

På vores store 4 dages tur sejlede vi på Vierwaldstättersøen, spadserede på Axenstrasse, spiste middag på hotel "Sternen" i Fluelen, kørte gennem Sct. Gotthard Tunnelen, overnattede på Furkapasshöhe i 2460 m højde, hvor værten skulde garantere for, at alle turisterne kom med bjergbussen næste morgen. Da vi sad og spiste i spisesalonen, kom tjeneren ind og råbte, at der var telefon til fru Ehrenreich, det var Larsen, der ringede for at høre, om vi overholdt planen. Nedturen skete i strålende sol med bustaget rullet tilbage; vi var helt overvældet af al den skønhed og storslåethed vi oplevede; og var nærmest skoldet af solen. En passager rådede os til at tage kolde våde håndklæder om benene om natten, det gjorde vi, og var fint brune den næste morgen.

På vejen ned over Grimselpasset gjorde vi holdt ved Belvedera og spadserede ud på Rhonegletcheren, den var pragtfuld, blålighvid med dybe revner og spalter. Der sad en mand ved en hule i isen og blæste i alpehorn.

Så afsted igen til lyden af bilhornets smukke, flertonede signal, der gav genlyd i bjergene. Dybt under os så vi en resedamatgrøn sø, den var kunstig, for tage af huse og hoteller stak op over vandet; senere kørte vi ved foden af en vældig høj mur, dæmning, ved dens øverste kant lå søen, vi. før havde set ovenfra. - Her så vi gemser.

Ikke længe efter kom vi til Handeckfaldet, hvor vi så en regnbue et stykke nede i spalten: naturen er overvældende voldsom heromkring.

Så spadsereturen gennem Aareslugten. Der var en jerngang gjort fast i klippevæggen, den løb omtrent på bunden af slugten, nogle steder var der trappetrin opad, andre steder nedad, omkring fremspringende punkter og ind i hulninger; højt højt oppe kunde vi skimte en smal strimmel himmel, vandet dryppede bestandig på os, og på bunden løb en gul rivende strøm. Vi gik en time, og var lykkelige for at komme ud i lyset og varmen igen.

Foruden Peterli, som Hilda blev kaldt i Schweiz, Arthur blev kaldt Thuri, var kun en Berliner stået af bussen for at tage denne tur gennem Aareslugten, han bar vores kuffert hele vejen, danke schøn.

Så til Interlaken, en drøm. Boede på hotel "Rütli", der ejedes af en dansker, der hed Madsen.

Næste morgen til Lauterbrunnen, og med tandhjulsbane op på Murren; der ligger Berner Oberlands højest beliggende by (ihvertfald dengang, det er jo 49 år siden). Efter at være kommet ned igen, gik Peterli og jeg trods andres protest ½ times vej til Trümmelbackfaldet. Entre 1,6o Frc og 25 Rabben for leje af paraply. Vi blev ført hen til en åbning i bjerget og lige indenfor kom en flere meter tyk vandstråle som skudt ud af en kanon, den ramte væggen ligeoverfor et par meter fra hullet, og fløj så igen tilbage for tilsidst at falde en halv snes meter ned i dalen. Vi stod i en tågeregn og en øredøvende larm.

En hængebro var gjort fast sådan, at vi kunde komme ganske nær til strålen, hvis vi turde. Der var udhuggede gange og trapper, og der var nogle få elektriske pærer tændt. Vi gik opad, jeg husker ikke hvor langt, men der var vist 15 fald inde i det bjerg. (Hilda og jeg var dengang ikke tunghøre). Vore øren har sikkert ikke haft godt af den larm. Gennem Lauterbrunnen gik vi til Interlaken, og passerede da Støvbakfaldet.

Vi nåede tilbage til Menziken til den aftale tid, fru Mertz sad oppe og ventede på os med en kop te. Der var også en anden spændende tur, den varede 3 dage, da var vi i selskab med Charles Larsen og Arthur. Fra Luzern sejlede vi på Vierwaldstätter-see til Gersau, og begyndte derfra opstigningen på Föhnenberg, opad og opad i mange timer til vi nåede en lille hytte; den tilhørte en bekendt af Larsen og blev passet af et ungt bondepar. De kom netop ned oppefra med et mægtigt læs hø på nakken. Dagen efter så vi dem med en slæde med hølæs på, slæden gled i græsset foran dem og blev holdt i ave med en tømme.

Vi skulde altså overnatte i hytten og nå toppen af Föhnenberg næste dag. Denne aften skulde jeg prøves, (Hilda havde før været med). Vi gik et stykke op ad bjerget ad stier, nogle steder så smalle, at kun een fod ad gangen kunde være der; jeg blev instrueret om kun at se, hvor jeg satte foden, alt andet "ragede mig en ski", sagde Larsen, jeg var lige ved at falde ned, da han sagde det. Næste dag fik jeg reb om livet, og vi nåede virkelig toppen; det var et plateau på størrelse med et stort stuegulv, jeg måtte lægge mig på ryggen, til vi skulde begynde nedstigningen, først fik vi noget at drikke af en dunk, der gik på omgang. Nedstigningen var langt den værste, et sted gled jeg da også nogle få meter på halen, men de 2 mænd var foran og tog imod mig, ellers havde jeg været færdig; men de grinede højt, fordi mine benklæder var blevet våde og grønne; jeg lånte et par af bjergkonen, mamelukker, som de også grinede af.

Nok om den Schweizerrejse. Den havde dog fået mine tanker bort fra sorgen, og nu måtte jeg tilbage til virkeligheden.


Forrige side   |   Næste side   |   Retur