www.ebbemunk.dkarrowNelly Ehrenreichs erindringer 1907-1980

1. Barndom | Trøjborg | Min bedstemor | I huset
2. Læretid | Forlovet, gift og enke | I Schweiz
3. Rejsende i RUF-bogholderi | Colombus | Retur til Århus | Lykkens Legetøj | Besættelsen
4. I Norge | Tunghør og vegetar | Lykkens Legetøj solgt og købt | I Norge igen | På Feddet | Flere rejser

Forrige side   |   Næste side   |   Retur
 

3. Rejsende i RUF-bogholderi

Mens jeg arbejdede hos Brdr. Kier blev Universitets Samvirket stiftet, min chef Direktør Wilhelm Kier blev kasserer, og jeg fik arbejdet med at modtage borgernes gavebreve og bogføre dem. Marselisborg kostskole Svor Christian var udgået fra) blev kollegium; studenterne betalte deres kostpenge til mig, og herr og fru professor Cortsen, som blev bestyrere på kollegiet, hentede husholdningspenge hos mig. Senere fik bankdirektør Andersen, Aarhus Privatbank, jobbet.

Så kom det nye maskinbogholderi RUF til Danmark, Brdr. Kier indførte det også, og jeg fik bogholderiet overdraget. Alt i alt holdt jeg ud på det kontor, det var ellers almindelig kendt for at være "skrapt", men nu skulde den epoke slutte for mig; jeg bestemte mig til at flytte til København.

Ditte og Mandrup fik deres egen store stue; de fine polstrede møbler, som en dygtig møbelpolstrer havde lavet til mig, solgte jeg til Lotte og Ejnar, som nu var gift og havde overtaget skotøjsforretningen i Rønde. Lotte har møblerne endnu, de ser stadig ud som nye.

I København opsøgte jeg firmaet der forhandlede RUF-systemet; jeg kom som kaldet, de skulde bruge en bogholder til et firma, der havde købt systemet; det viste sig at ligge i Storeheddinge på Stevns; jeg tog derned og blev antaget.

Det var faktisk en stor oplevelse for mig at bo i Storeheddinge. Firmaet var det største på Stevns, der var kolonial en gros og en detail, samt kornlager, kaffebrænderi og æggepakkeri, alt samlet i en stor købmandsgård. Jeg blev meget forkælet der, for jeg var den eneste kvindelige blandt mange mænd. 2 chefer havde jeg, brødrene Richter. Den ældste havde forøvrigt sølvbryllup, mens jeg var i firmaet, det blev holdt på Rødvig kro. Jeg var inviteret med, og jeg husker, at jeg var meget betaget af den smukke, flotte fest, det smukkeste jeg hidtil havde oplevet, og jeg husker den lange lyseblå cloché-kjole jeg havde på, og så dansede jeg igen. Jeg dansede temmelig meget i de 2½ år, Stevnsboerne var et livligt folkefærd. Jeg kom også i Tennisklubben, og spillede for det meste med manufakturhandlerens datter Ebba Bech. Pudsigt nok boede jeg hos byens herreekviperingshandler, hans kone hed også Ebba Bech, og så spiste jeg hos bageren, og fruen der hed også Ebba Bech; de var ikke i familie med hinanden.

Bl.a. kom jeg en del sammen med en Drejermester Larsen og hans kone, det var lidt ældre mennesker, som jeg holdt meget af. Drejerværkstedet var interessant, der blev lavet mange fine ting. Larsen drejede en skål med låg til mig, mens jeg så på det. Peter har fået den. Engang tog de mig med til København til fodboldlandskamp Danmark-Sverrig i Idrætsparken, hvor Danmark vandt 4-3, det var en begivenhed. Da blev vi fotograferet i nærbillede, een af personalet kom og viste mig det i et ugeblad, jeg har det blad endnu. Larsens havde også bistader i deres have, engang fik jeg lov at hjælpe med at slynge honning, og så fik jeg selvfølgelig en krukke honning. Om somren var der dejligt på Stevns. Selvom jeg nu var i trediverne, mødtes jeg med ungdommen ved Rødvig strand, og dansede også på kroen. Engang tog de mig med til "Klintekongens hule" ved Højrup i nærheden af Højrup kirke, der ligger på den yderste kant af klinten; vejen til hulen gik over store stenblokke, hulen fandt vi, men ingen "konge".

En morgen kl. 3 var vi 2 piger med nogle fiskere ude at røgte garn ved Faxe Ladeplads; båden blev fyldt med sild, vi stod i sild til knæene, men havde lange fiskerstøvler på; da vi kom ind med dem, skulde vi partout med skipperen hjem til morgenkaffe, hans kone kogte sild, så vi skulde spise varme sild til kaffen. Så cyklede vi til Storeheddinge, og jeg var på kontoret kl. 8.

Mens jeg var ansat hos Richter's afholdt byen en folkefest, som min ene chef var leder af, og som jeg altså ordnede regnskabet for. Det var alletiders fest, den varede 3 dage. Borgerne agerede selv, både i cirkus, komisk fodbold, optog m.m.; en pige og jeg blev klædt ud som zigeunere, jeg fik et stort rødt silkesjal på og store guldringe i ørerne, og så blev vi malet brune, det foregik på en skønhedssalon. Alle 3 dage skulde vi gå rundt i gaderne og agitere for festen, vi solgte billetter o.m.a. Det var en eventyrlig fest. Smykkerne fik vi lov at beholde, men ikke det skønne silkesjal.

En dag var jeg med bager Bechs på besøg på en mølle i omegnen, det var også en oplevelse at gå rundt oppe i møllen. Mølleren var ungkarl og blev lidt besværlig for mig, jeg kunde altså godt være blevet møllerkone, måske det var derfor, jeg begyndte at tænke på at drage fra Stevns.

En dag kom indehaveren af RUF-systemet Ove Johansen til Richter's for at se, hvordan det gik med bogholderiet, han spurgte da, om jeg kunde tænke mig at anlægge de systemer, som han solgte, jeg kunde arbejde for egen regning, men stå i daglig forbindelse med hans kontor. Jeg slog til, for jeg havde så småt tænkt på at stikke af fra Storeheddinge, førend jeg groede helt fast, hvad det var fristende at gøre, både fordi jeg havde det så godt, bort set fra mølleren, og fordi jeg havde fået mange venner. Jeg var også ked af, at jeg var så langt borte fra min familie i Jylland.

Bror Anders, der var snedkersvend i København, havde boet på Risbyholmsvej i Brønshøj i en lille overlejlighed i en villa; nu var han blevet gift med Ellen og de boede i Hørdumsgade. På een eller anden måde fik jeg den lejlighed i Brønshøj, og der havde jeg det rart. Husets ejer, ja hele familien var søde mod mig; jeg husker bl.a. at det blev en vane, at jeg hver søndag formiddag bagte et stort franskbrød i ovnen i deres køkken, og så drak vi kaffe og spiste franskbrød.

Det blev meget møjsommeligt at styrte rundt på cykle i København til de forskellige firmaer for at overføre deres gamle bogholderier til nyt RUF. Mange gange måtte jeg fra den ene ende af byen til den an den for at hjælpe bogholderen med at finde fejl, hvad jeg heldigvis havde næse for. I RUF skulde hver "dags balance" stemme på ører, for at det kunde køre. Engang kom jeg i myldretiden ind på Nørrebrogade, vi var 8 cykler ved siden af hinanden, og der var et hav af cykler foran og et hav af cykler bagud, uendelige rækker med 8 i hver; hvordan jeg slap ud, husker jeg ikke.

Colombus

I et firma traf jeg "Columbus"; det var mig, der af en eller anden grund gav hende det navn; hendes rigtige navn var Ellen Dahlgaard, hun var prokurist i Glasfirmaet Stenfeldt Hansen på Vesterbrogade. Det var et vanskeligt job at få deres gamle bogholderi til at stemme, derfor tog det for megen tid. (Alle overførsler skulde ske i en fart for ikke at standse forretningsgangen).

En dag foreslog frk. Dahlgaard, at een af deres chauffører skulde køre bogholderimaskine og bøger hjem til hendes lejlighed, sådan at vi kunde fortsætte med arbejdet om aftenen. Det hjem var en stor overraskelse for mig, det viste sig at ligge helt oppe på toppen af Vestersøhus i nærheden af Rådhuspladsen. En pragtfuld lejlighed (hjørne) med 2o m terrasse udenfor vinduerne; i et stort rum var indrettet gymnastiksal. Det viste sig, at hun havde været instruktør i stavgymnastik hos Kaptajn Jespersen, kendt fra radioen, og havde nu elever om aftenen; hun var et af de mennesker, der kunde klare sig med 4 timers søvn i døgnet.

Mens jeg arbejdede med bogholderiet i hendes lille modtagelsesværelse, underviste hun selv i gymnastiksalen. Efter nogle aftener på den måde, hvor chaufføren havde hentet og bragt materialerne, foreslog frk. Dahlgaard, at jeg skulde overnatte der, vi var efterhånden rigtig kommet på talefod og sad længe oppe om aftenen. Derved fik jeg den vidunderlige oplevelse at gå ud på terrassen om morgenen og gøre stavgymnastik, højt oppe over Københavns tage med udsigt over tårne og tinder, det var simpelthen skønt. Forresten havde den lejlighed tidligere været beboet af kgl. skuespillerinde Nancy Nathansen, som nu var død.

Ellen Dahlgaard var lidt for avanceret for mig, og jeg tror nok, jeg uvilkårlig tog lidt afstand fra hende, men hun vilde ikke slippe mig. Senere blev jeg klar over, at hun var et meget ensomt menneske, og at hun næsten arbejdede sig ihjel.

I den korte tid jeg boede i lejligheden om natten, lærte jeg mange ting, bl.a. stavgymnastik, (jeg har siden gjort gymnastik hver morgen), der var remedier i køkkenet og andre steder, som var nye for mig. Hendes påklædning var også usædvanlig. Da den russiske ballet dengang for første gang kom til København og skulde optræde på Det ny Teater, (ikke Det kgl.) købte Ellen Dahlgaard billetter til os to; det var eksklusivt var jeg klar over og protesterede, også fordi jeg ikke havde nogen lang kjole med til København, men det endte med alle tiders succes. Columbus, som jeg nu kaldte hende, havde nylig købt en house coat i Magasin, den var helt lang og i prinsessefacon med lynlås fra hals til gulv, og så var den storblomstret i smukke, mørke farver, den var en usædvanlig ting dengang; den fik jeg altså på tilligemed nogle af C.' smykker. Columbus selv var i sort fløjl, slank som et siv; hun havde et ejendommelig smalt ansigt, store blå øjne og en særlig stor næse.

Vi kørte i Taxa til Det ny Teater; den røde løber var ude, for de kongelige skulde overvære balletforestillingen. C. og jeg sad i l. parket lige overfor kongefamilien. Foruden den skrækkelige forestilling, der var noget med djævle og voldtægt, husker jeg, at C. i pausen sagde til mig: "se Kongen, han siger: "næh se, der sidder fru Ehrenreich", det var altså den morgenkjole, der satte os i humør. Efter forestillingen var der stor forvirring med biler og mennesker i gala, og ved en fejl kom C. og jeg ind i hver sin Taxa, vi opdagede det straks, og skønt vi var begyndt at køre, fik vi vognene standset og kørte sammen til Wiwex, hvor C. havde bestilt bord; men minsandten, da vi vilde betale for Taxaen, havde vi ingen penge, vi havde glemt at tage penge med. "Pyt med det, god. fornøjelse", sagde chaufføren. Ved bordet hørte jeg C. sige det om pengene til tjeneren, og han sagde: "dem kan jeg få i morgen", og så fik vi dejlig mad og dejlig musik, og dans selvfølgelig; jeg tror det var Teddy Pedersen, der dirigerede.

Efterhånden blev Columbus og jeg klar over, at vi begge tog til Jylland til højtiderne, og det blev så arrangeret sådan, at vi kunde følges ad, og kom derefter mere og mere sammen.

Columbus var som spæd bortadopteret til et barnløs ægtepar, som havde en pæn villa i Hammel. Hendes far, som hun holdt meget af, døde kort forinden jeg var med hende hjemme første gang; hendes mor virkede meget gammel og svag, også lidt forstokket, men C. forkælede hende på alle måder, og jeg kom også til at holde af hende. Nogle år i træk var jeg med til at fejre nytårsaften hos hende; ved den sidste nytårsaften kom jeg ved skæbnens spil til at læse i en stor billedbibel; da fru Dahlgaard så det, sagde hun til Columbus: "Lille Ellen, vil du give Chris den bibel, når jeg ikke er mere". Ingen af os drømte om, at der var så kort tid tilbage; fru Dahlgaard døde den 23. januar - og biblen fik jeg.

Navnet Chris gik jeg under i København, Columbus gav mig det engang, da jeg måtte have bind for det ene øje, så kaldte hun mig først Chr. IV, og blev så til Chris.

En lille oplevelse må jeg fortælle om; vi skulde som sædvanlig til Jylland i juleferien; et år sejlede oceandamperen "United States" som juleskib fra København til Århus, førend det skulde ophugges. Columbus og jeg rejste med, vi havde købt dyre billetter. Der var stor halløj under hele overfarten men for os var turen en skuffelse, for jeg havde fået influenza, og vi gik til køjs i stedet for at feste. Vore køjer viste sig at være nede i bunden af skibet, og den næste morgen fortalte vi hinanden, at vi ikke havde kunnet sove, fordi det sved og snurrede i vore fødder og ben; til vores skræk opdagede vi, at det var væggelus, der havde bidt os; jeg skal love for, at vi rystede vort tøj og kom derfra.

Det sidste firma i København jeg ordnede RUF-bogholderi i var Langreuters Eftf. på Gl. Kongevej (landbrugsmaskiner). Bogholdersken havde en slem uorden i sine bøger, så jeg måtte overarbejde og næsten gøre en revisors arbejde. Jeg sad med bøgerne på direktørens kontor, og jeg kan huske, at han, som var en ældre herre, sommetider rejste sig og åbnede døren til det næste kontor og råbte: "te, te, fru Ehrenreich er ved at være træt". Det var jeg altså også.

Retur til Århus

En dag, da min svigerfar var i København til DIFA-kongres, inviterede han mig til middag på Wiwex sammen med isenkræmmer Ludvig Kock fra Århus; de så, at jeg var træt, og min svigerfar foreslog derfor, at jeg skulde opgive København og komme hjem og "lave RUF" hos ham; det sagde jeg ja til.

Jeg glemmer aldrig Ove Johansens ansigt, (han var faktisk en krævende herre), da jeg kom ind på hans store flotte kontor i Østergade og sagde, at han ikke måtte regne med mig mere: (jeg var jo ikke bundet af noget, arbejdede for egen regning, fik forresten 2 kr. i timen, en enorm løn dengang.)

Så gik jeg rundt på kontorerne og sagde farvel til personalet, og derefter så de mig aldrig mere. Jeg må vist have virket arrogant, men det tænkte jeg ikke på.

Det blev altså et farvel til København, jeg rejste hjem til Århus til mor og far; de var allerede i 1930 flyttet fra Trøjborgvej til Ivar Hvidtfeldsgade 34, og vores gamle bedstemor var også flyttet til Ivar Hvidtfeldsgade 26. Hilda boede da også hjemme.

Efter aftale med svigerfar begyndte jeg så at sætte mig ind i isenkram, men du milde, der var kulde og træk allevegne i den gamle butik, og efter 14 dage opgav jeg med Iskias i begge ben. Da mor så igen havde fået mig restaureret, sagde jeg til Ditte en dag: "synes du ikke, at jeg skulde få en butik, hvor jeg kan have det varmt og rart, cigarforretning f. eks.; jeg mente det virkelig, jeg trængte til noget "stedfast".

Lykkens Legetøj

Skæbnen hjalp mig som sædvanlig hurtigt; en dag, stod jeg i en ret stor aflang tom butik, der havde været brugt til cykelhandel; den lå i Gl. Munkegade 4 og kunde uden videre lejes med hylder og disk og med 2 små bagværelser og et lille køkken; huset var vist 150 år gammelt, men det kunde bruges. Ditte kom og så på det, og jeg kan huske, at jeg fik en pludselig indskydelse og sagde, idet jeg så mig om: "det får jeg aldrig fyldt op med cigarer - skulde vi ikke tage legetøj". "Jo - " sagde Ditte begejstret, og sådan blev det.

Jeg kendte alle mulige andre brancher, men ikke legetøj, det eneste jeg vidste var, at der på Silkeborgvej lå en lang bygning, hvorpå der stod "Legetøj en gros".

Jeg tog derud og spurgte, om de kunde sætte et sortiment sammen til mig; det gik de med til, jeg betalte 1000 kr., som jeg havde lånt af far, og fik for yderligere 1000 kr. på kredit. Jeg var selv i besiddelse af 400 kr., de blev brugt til lamper o.l.

Ditte, som selv havde fået en pige til assistance, kom og hjalp mig; vi morede os meget med at anbringe legetøjet på hylderne, det skulde spredes godt ud, en del gik jo til vinduespyntningen. Efter en ny indskydelse kaldte vi den nye forretning for "Lykkens Legetøj".

I værelset til gården indrettede jeg en lille stue, som jeg kunde bo i, og det andet lille rum blev brugt til lager, der hang en telefon på en væg. I stuen stod en lille sort kakkelovn, og sådan en lille sort kakkelovn stod der også i et hjørne i butiken.

Den 28. oktober 1938 lukkede vi op. Ditte var med til det, og hun solgte den første ting: en gravhund af træ, den var med bevægelige led, og den kostede 3 kr.; det var en ældre dame, der købte den; da hun var gået, lo vi højt. Det er nu næsten 42 år siden, men jeg husker det tydeligt.

Det blev en begivenhedsrig tid, jeg sled bravt i det; sommetider, når jeg baksede med store kasser, standsede jeg op og tænkte på, at københavnerdirektørerne, der havde behandlet mig som skørt porcelæn, skulde lige se mig i denne her position, de vilde tro, det var lyv.

Hver morgen pudsede jeg vinduerne udvendig og vaskede gulvet, det morgenarbejde holdt på i mange år, men jeg måtte ellers snart have assistance.

I begyndelsen ringede jeg til Ditte, når der myldrede kunder ind, så. kom hun straks og ekspederede. Så blev Hilda assistent og lidt senere kusine Gerda, og efterhånden kom flere til.

I 1939 flyttede mor og far fra Ivar Hvidtfeldsgade til Fåborggade; gamle Bedste var da død.

Far havde købt en Bungalov i Fredensvang, men måtte ikke flytte udenfor Aarhus kommune, sålænge han arbejdede for kommunen, og måtte derfor vente til han blev pensioneret i 1944.

Besættelsen

I 1940 købte Ditte og Mandrup så bageri i en villa i Viby, Viaduktens Bageri. Det blev en oprivende tid, for 2den verdenskrig brød ud, og Danmark blev besat af tyskerne. Jeg havde sovet hjemme i Faaborggade den nat før den 9. april. Mor, far og jeg stod ved soveværelsevinduet om morgenen og så hundredvis af flyvemaskiner drøne hen over husene; vi var straks klar over, at det var tyskerne; de fløj nordpå.

Da de ikke kom tilbage, skød jeg hjertet op i livet og cyklede til Gl. Munkegade. Folk samledes i klynger på gaden og diskuterede, men det varede ikke længe, førend vi fik besked over radioen,

at tyskerne var gået ind i Danmark. Inden længe var byen da også fuld af marcherende soldater, der sang i vilden sky. De sange måtte vi høre på ustandselig i alle de 5 år.

Salget i Lykkens Legetøj gik stadig op, kunderne begyndte at komme med deres ituslåede dukker, og jeg gik i gang med at reparere dem; jeg masede på, til jeg fandt ud af det. Første gang jeg forsøgte at få øjne til at lukke op og i, sad jeg og tudede over det, da Christians kusine Grethe Bjarnesen, (nu Eriksen) kom på besøg og hjalp mig, vi fandt tilsidst ud af det.

Jeg havde ikke drømt om, at der kunde være så meget at bestille i en legetøjsforretning. Vi sled bravt i det allesammen; jeg købte ind på udstilinger, og sammen baksede vi med tænger og koben for at få de store trækasser åbnet, så pakkede vi ud og mærkede varer og arrangerede. Da vi efterhånden skulde have så mange varer, at vi ikke kunde pakke ud i lagerrummet, måtte vi pakke ud i lagerrumi den fjerneste ende af gården og bære varerne over toppede brosten, det var hårdt, især om vinteren.

Alt imens reparerede, reparerede og reparerede vi dukker, tilsidst havde vi over 30 tusinde registrerede reparationer, en tid havde jeg 2 unge piger til hjælp. Desuden skulde der føres regnskab, men det gjorde jeg hjemme om aftenen. Kasseapparat havde vi. ikke de første 6-? år, vi havde en skuffe og en blok at skive beløbene op på.

På grund af krigen kunde vi så efterhånden ikke få koks eller kul til kakkelovnene, og måtte brænde tørv eller briketter, eller hvad vi kunde få; tørvene blev læsset af i gårdlageret, og hver morgen bar vi tørv over toppede sten i kulde og sne. En vinter, vistnok 1942 frøs det en nat 30 grader; Hilda og jeg, der mødte først op om morgenen, tændte op med overtøj og vanter på, og kunde intet bestille før tørvene gav varme.

Den fimbulvinter hang mors store Sansevieriaer døde ud over vindueskarmen, frosset ihjel den nat. Men hvor vi dog solgte legetøj, alt hvad vi kunde f å fat i hos grossererne. I dagene før jul passede viceværten døren og lukkede kunderne ind i hold; sådan gik det i flere år, også efter krigens ophør. Men det var nogle mærkelige varer, vi kunde skaffe i årene 1942-45; dukker, som var vort speciale, havde kroppe af sækkelærred og hoveder af gibs og ler, der var lette at slå itu.

Mor begyndte at sy dukketøj, kunderne kom med deres gamle tøj, og mor fik så dukkerne hjem og pyntede dem, hun gjorde et enestående arbejde. Børnene blev glade og forretningen voksede. Efterhånden som der kom stoffer frem i butikerne, købte vi nyt og fik dukketøj på lager; også mors strikkede ting. Kan du huske den lille dukke Mot, modellen til den strikkede mor hundredvis af. Senere opstod dukketøjsfabriker, men mors "fabrik" var faktisk den første i Danmark.

I 1943 skete der meget; et ammunitionsskib i havnen sprang i luften. Vi arbejdede i forretningen, da braget og lufttrykket kom; vi troede, at huset faldt ned over os; det gjorde det ikke, men alle vinduerne, også butiksvinduerne blæste ud, ligesådan dørene selv dem der var låsede, og lofterne faldt delvis ned; vi var forfærdede. Falck kom og hængte presenninger for butiken, som de gjorde i hele gaden. Senere fik vi nogle midlertidige ruder i mindre rammer, hele butiksruder kunde ikke skaffes; de fleste vinduer i Århus var knuste. Der omkom 5 mand ved havnen ved eksplosionen.

Nogen tid efter sprang 5 bomber i Viby, ja Helle jeg ved, at du husker det, du var dengang 11 år. Bomberne faldt omkring viadukten, men ved et under kom ingen mennesker noget til; kun 4 eller 5 villaer blev beskadiget, de 2 så meget, at de senere blev revet ned; men de fik alle nogle slemme skrammer, lofter faldt ned og vinduerne knustes. Alle var i beskyttelsesrum.

I bagerbutiken var kun den ene af de to store ruder blæst ud; der var ikke en splint tilbage af den, hvorimod glaspladen lige indenfor lå der ubeskadiget, og en stor krystalvase med en buket smukke blomster stod på den urørt, det var som et under.

Alle omkringboende måtte evakueres i 11 dage, da 2 af bomberne var "forsagere" og lå på baneskråningen nærved. Mor og far fik så en lille husvild familie hjem til dem.

Det var en sørgelig tid; vi måtte ikke færdes ude om aftenen, og ikke en lysstribe fra vinduer og døre måtte kunne ses udefra, i så fald buldrede tyske soldater på døren og råbte op.

Kort tid efter måtte familien Jørgensen så flytte fra overlejligheden i Viaduktens Bageri, og jeg flyttede ind, det var vistnok en aftale ved købet af bageriet, men jeg skammer mig den dag i dag over, at jeg var årsag til, at de skulde flytte ud, endda uden at have skaffet en anden lejlighed at bo i, de flyttede vist hen til deres familie.

Vi måtte være meget årvågne for at undgå tyskerne, f. eks. ringede Ditte til mig ved lukketid og advarede mig mod at cykle ad den eller den gade, for nu tog tyskerne de cykler der passerede, (de tog også barnevogne), men jeg cyklede altså hver dag fra Gl. Munkegade til Viby trods tyskerne.

En aften ved lukketid var det nær gået galt for mig; en pige fra vaskeriet i ejendommen ved siden af "Lykkens Legetøj" kom farende og lånte vores telefon og ringede om et eller andet; nogle minutter efter var der voldsomt skyderi udenfor vore vinduer, og vi så en mand ligge udstrakt på ryggen midt på gaden og var skudt; lidt efter kom en ambulance farende og tog en anden mand op, han var såret, jeg glemmer aldrig hans ansigt, det var helt grønt og han hvæsede og bandede; han døde også på vej til hospitalet; der blev sagt, at han var skudt i leveren, derfor nok det uhyggelig grønne ansigt. Jeg fik i en fart mine assistenter sendt afsted, og var selv ved at låse døren udefra, da en bil med hvinende bremser standsede ud for butiken, en bildør fra begge sider blev slået op, og to tyskere sprang ud og skød om sig til alle sider; jeg kunde ikke få tid til at låse op igen og løb skrækslagen de skridt der var hen til porten; én af tyskerne så mig og løb bagefter ind i porten; midt i porten var en opgang, som jeg styrtede ind i og opad trapperne så langt, som jeg kunde kommer; jeg stod musestille og turde næsten ikke trække vejret, men så hørte jeg, at han trak sig tilbage. Der blev jeg siddende på trappetrinet i lang tid og rystede over hele kroppen, tilsidst listede jeg ned og kikkede ud, og da der ikke var nogen at se, løb jeg ind i gården og op til viceværtens, hvor jeg blev siddende til jeg blev rolig og kunde køre hjem. Viceværten fortalte senere, at han havde set optrinet på afstand, at han havde troet, at han aldrig kunde slå et menneske ihjel, men hvis han havde haft en pistol, havde han skudt på den tysker. (Jeg tænker lige på, at vi aldrig kaldte dem soldater, vi kaldte dem tyskere.)

Thorkild var student og måtte "under jorden"; en måneds tid, da han var syg, fik han mit soveværelse, der var han i sikkerhed. Jeg husker ikke, eller fik ikke at vide, hvor han ellers gemte sig. Det var også under krigen, at jeg kom på hospitalet med blindtarmsbetændelse; det var en søndag, og jeg blev opereret kl. 8 om aftenen af en ung læge Lachmann, han var så smuk, husker jeg; jeg så ham aldrig mere, for han måtte om natten flygte til Sverrig, fordi han var jøde. Senere sagde overkirurg Fabricius Møller, at mit operationsar var meget fint; og der er nu ikke spor af det.

Senere måtte jeg igen på hospitalet og have en mindre underlivsoperation, da kludrede reservekirurgen i det og gav blæren for megen lapis, der medførte en voldsom blærebetændelse, så jeg måtte forblive på hospitalet i lang tid; Fabricius Møller overtog behandlingen, og han skældte og smældte på reservelægen. Det glemmer fru slagtermester Christensen og fru Jønsson aldrig; de var mine to søde stuefæller. Fru Jønsson, som var en ældre dame, lå i sengen ved siden af min, hun havde lårbensbrud, som ikke vilde læges, hun lå der et helt år, hun var næsten blind, men når hun puslede med noget om natten, hviskede jeg: "hvad laver De fru Jønsson?", så svarede hun: "jeg drikker kaffe" eller "jeg strikker". Hendes søn havde sommetider en termokande kaffe med til hende. Fru slagtermester Christensen og jeg besøger endnu ca. 35 år efter stadig hinanden.

I 1944 flyttede mor og far fra Faaborggade til Fredensvang, til stor glæde for dem begge og den øvrige familie, far fik nu pension fra kommunen, og han nød at grave og plante i haven. Mor fortsatte med at strikke dukketøj, men syede ikke dukketøj mere; derimod syede og strikkede mor meget forskelligt til Fredensvangs menigheds basar, der i mange år samlede penge sammen til en kirke. Fredenskirken fik de da også, mens mor levede, hun elskede den kirke og præsterne med, pastor Lange, men især pastor Nyvang. En dag, da jeg kom hjem, sad pastor Nyvang og spillede Ludo med far.

Den 4 maj 1945 var jeg på besøg hos mor og far, far stod spændt med øret ved radioen, for der skulde komme en vigtig meddelelse fra England, og så kom den: krigen var endt.

Jeg husker, at det første jeg sagde var til mor, der lå på divanen og hvilede sig: "men mor da, du kan da ikke ligge der, når der er fred".

Far gik ud og hejste flaget, og der blev det i 8 dage og nætter. Torbensens og et nabopar, som vi ellers ikke kendte særlig godt, kom ind i stuen, vi drak kaffe, jublede og var meget lykkelige. I flere dage festede hele Århus, ja hele landet. Masser af levende lys brændte i vinduerne. Ditte og Mandrup og du Helle og jeg kørte rundt i gaderne i bilen for at se lysene; især på Harald Jensens Plads var det et fantastisk syn med tusinder levende lys i vinduerne.

Der kan fortælles mange ting om tiden derefter, også sørgelige ting, men de er jo gået ind i historien.

Jeg må dog fortælle, at Columbus, som jeg besøgte af og til på Jens Jessensvej, hvor hun nu boede, havde arbejdet i modstandsbevægelsen. Jeg læste et referat i et blad, at hun i sin privatlejlighed trykkede illegale skrifter, og hun fortalte, at en chauffør fra hendes firma en dag skulde køre nogle kufferter ind til Vesterbrogade med de farlige tryksager; da hun hankede op i de tunge kufferter for at bære dem ind, kom to tyske officerer forbi, de sprang til for at hjælpe hende, og de bar kufferterne ind på kontoret og gik igen.

Både Thorkild , Axel og Jytte kom en del til C. på Jens Jessensvej; Jytte var en tid "Mariehøne", og Axel læste på Landbohøjskolen og fik lov at sidde i hendes lejlighed om dagen og læse i fred og ro, når hun selv var på arbejde.

Forresten var jeg engang på besøg og havde aftalt med Axel, der sammen med andre studenter arbejdede i Dyrehaven i Klampenborg med at måle op, at jeg skulde tage derud og hilse på ham og se, hvad han lavede. En dag tog jeg så til Klampenborg, og da der ved stationen stod en ekvipage, steg jeg op i den og kørte udad; en pragtfuld tur var det under de skønne kæmpestore træer. Langt ude så jeg så de unge mennesker mellem træerne, og Axel kom løbende op til vognen. Han fortalte bagefter, at da kammeraterne så vognen komme kørende, havde een sagt: "hejda, se den dronning"; Axel havde stirret forbauset og så sagt: "det er min moster", de brølede af latter; den latter havde jeg godt nok hørt, men jeg kom altså med dem hen i et lille træskur og fik kaffe.


Forrige side   |   Næste side   |   Retur