www.ebbemunk.dkarrowNelly Ehrenreichs erindringer 1907-1980

1. Barndom | Trøjborg | Min bedstemor | I huset
2. Læretid | Forlovet, gift og enke | I Schweiz
3. Rejsende i RUF-bogholderi | Colombus | Retur til Århus | Lykkens Legetøj | Besættelsen
4. I Norge | Tunghør og vegetar | Lykkens Legetøj solgt og købt | I Norge igen | På Feddet | Flere rejser

Forrige side   |   Retur
 

4. I Norge

I Lykkens Legetøj kunde Hilda, kusine Gerda, Karen Christensen fra Viby og frk. Nielsen fra Klostergade passe forretningen, mens jeg fik ferie. Det år blev det til en dejlig tur til Norge sammen med Thorkild og Lasse, der var blevet forlovede. Det var i påsken 1946, og vi havde skiudstyr med.

Under mellemlandingen i Gøteborg, (det var altså med fly, min første flytur), vilde Lasse på toilettet i lufthavnen, men alt imens blev der meddelt i højttaleren, at passagererne skulde tage plads, så Lasse sprang ud uden at få skibukserne trukket helt op, og løb sådan over pladsen til maskinen; det blev der grinet meget af.

Fra Fornebu flyveplads tog vi med Bergensbanen og endte efter omstigning i Voss i Tyssedal i Hardanger.

Det var jo lige efter krigen, nordmændene i toget sagde os danskere tak for de pakker, vi havde sendt til Norge, heldigvis havde både Lasse og jeg sendt pakker. Vi fik at vide, at de havde sultet, fik mel iblandet savsmuld til at bage brød af, æg så de ikke og heller ikke kød. Her i toget gav de os mælk at drikke, skønt det endnu var en sjælden vare, og Lasse fik en strikket Gøssalue.

I Tyssedal besøgte vi Lasses venner, (det var også hendes forældres venner, fra dengang de boede i Norge. Lasse er født i Norge). Så blev vi kørt et stykke vej op over fjeldet, og klatrede som geder det sidste stykke op til Halfdan Olsens hytte; den lå på store sten, det eneste flade var et plateau på nogle få kvadratmeter foran døren. Lidt længere nede på den modsatte side lå en sø, den var så fuld af fisk, at når mor Olsen skulde lave middagsmad, satte hun vand over og gik ned efter en fisk og nåede tilbage inden vandet kogte, fortalte de. Forresten var der dejlig varmt i hytten, de havde gratis el, og lyset over døren udenfor brændte dag og nat. Grunden til, at de ikke skulde betale for elektricitet var den, at der var bygget et kraftværk på Halfdan Olsens fjeld.

Vi boede 8 dage i hytten, de voksne børn kom på besøg, og alle stod de på ski højere oppe på fjeldet; jeg forsøgte også, men det var ikke så godt. Om aftenen spillede sønnen på harmonika og vi dansede på den lille kvadrat; eller vi sad i hytten og sang. Jeg husker, at Thorkild var den eneste, der kunde synge alle versene i den norske nationalsang. Efter hytteturen besøgte vi Odda og nød nogle skønne sejlture på fjorden. I flere år derefter korresponderede jeg med dem; så døde Halfdan, og jeg hørte ikke fra dem mere.

Tunghør og vegetar

Min tunghørighed var begyndt at genere mig, og jeg gjorde alvor af at lære mundaflæsning på et aftenkursus, jeg meldte mig ind i Dansk Tunghøreforening, hvor jeg fik mange venner og en tid var medlem af bestyrelsen, og bl.a. stod for arrangementer af fester.

Men skæbnen var ude efter mig; en vinterdag, da jeg var på indkøb i en viktualieforretning i Nørregade, gled jeg på mine sømbeslåede skistøvler, da jeg gik ud fra butiken og faldt så uheldigt, at min ryg ramte en jernskinne i dørtrinnet og fik en hvirvel forskubbet; jeg vidste ikke det var så galt, men vaklede hjem til Gl. Munkegade Det blev en pinefuld tid; i 5 måneder gik jeg til læge og massør, men intet hjalp.

Så en dag ringede Columbus og foreslog "luftforandring", jeg skulde komme over til hende, og det gjorde jeg. Det var ved påsketid i 1947. Trods Columbus "gode pleje pintes jeg stadig, hun var ellers enestående til at hjælpe syge mennesker, bl.a. med sygegymnastik. En dag inviterede en god bekendt af hende os begge til middag, og vi kørte derud i hendes bil, som hun da havde anskaffet. Værtinden var den dengang kendte ernæringsekspert Elna Regnar Andersen. Under besøget erklærede E.R.A., at det lige var i rette tid, at jeg blev vegetar, det lo vi af, men hun kom slæbende med en stak bøger om emnet; hun havde selv skrevet dem; hun forærede mig dem, jeg har dem endnu. Forøvrigt foreslog hun, at Columbus skulde køre os til Klint i Nordsjælland, hvor hun havde et sommerhus, det måtte vi låne, alt deroppe var i orden til brug, og sådan blev det, jeg var elendig og sagde ja og amen til alt.

Columbus tog fri fra kontoret i 8 dage, og vi kørte til Klint ved Nyrup bugt. I forvejen havde vi lovet E.R.A. at spise vegetarisk, og også ikke at drikke kaffe. Vi ankom til det skønne sted ved Kattegat, men jeg så intet dengang, led kun. Da vi havde pakket ud og stod udenfor huset og så os om, kom en dame tværs over det store græsterræn imod os med en højt løftet kaffekande; vi blev altså budt velkommen med kaffe. Fru Regnar Andersen havde ringet til sin veninde og arrangeret det med kaffen. Men ikke nok med det "lune" nummer, men damen, som boede i et sommerhus i nærheden, viste sig at være fru Ormstrup fra København, tidl. Skjern; familien var venner med Nina og Kobi. Fru Ormstrup var enke, og, hun og hendes søn havde et stort sommerhus i Søndervig, hvad jeg altså ikke vidste, at de nu havde solgt og købt dette her i feriekolonien.

Vi var begge målløse over at mødes her. Sagen var nemlig den, at fru Ormstrup fornylig havde været min tilkommende svigermor; i et års tid havde jeg været forlovet med hendes søn John, som jeg havde mødt under ferier i Houvig. Forlovelsen var brudt under et besøg i København hos hans mor. Men nu tog hun kærligt om mig og førte os over til hendes hus. Hun og jeg har altid været på bølgelængde.

Der gik nogle dage, jeg syntes ikke, at jeg kunde holde ud at være der, skønt jeg blev forkælet. Columbus besluttede så, at vi skulde tilbage til København. Inden vi rejste, sad jeg een af dagene på en bænk foran et drivhus i kolonien, der kom da en ung mand og satte sig ved siden af mig; vi faldt i snak, og han spurgte, om jeg gik til foredragene i Århus. Jeg anede ikke, hvad han mente, men fik så at vide, at blokhusene her, der lå i hesteskoform omkring en græsslette, var Martinus feriekoloni. Jeg vidste heller ikke, hvem Martinus var; det fortalte han og sagde, at Mogens Møller holdt foredrag om Kosmologi i Århus en gang om måneden. "Jamen hvem er Mogens Møller, og hvordan får man fat i ham", "han går der ovre i jordbærrene", svarede han, og trods min dårlige ryg gik jeg hen til Mogens Møller og talte med ham, og det endte med, at jeg senere gik til hans foredrag på Folkebiblioteket, købte Martinus-bøger, og blev efterhånden meget optaget af den logik i verdensaltet, som blev så klart fremstillet. Ak ja, det lyder så let, men er en meget stor ting. Dagen efter kørte vi tilbage til København, og næste dag erklærede Columbus, at nu ringede hun til en kiropraktor, og det gjorde hun trods min protest, for min læge Dr. Andreasen havde sagt, at jeg ihvert fald ikke måtte gå til kiropraktor. Vi måtte komme straks og kørte i Taxa til Vendersgade, her skulde vi op til 2den sal, og der var ingen elevator, jeg kravlede op af trapperne på alle fire. Efter røntgenfotografering gav kiropraktoren mig de nu velkendte tryk på rygsøjlen, da jeg rejste mig, rystede jeg over hele kroppen i flere minutter, C. holdt mig fast i hænderne til det gik over. Så lod kiropraktoren mig tage knæbøjninger og andre bevægelser - jeg var kureret, hvirvlen var på plads; jeg kunde gå naturligt derfra og naturligt ned af trapperne. Hvor var jeg lykkelig. Jeg fik 5 behandlinger mere for at styrke ryggen. Ved een af behandlingerne havde jeg en mærkelig oplevelse; kiropraktoren og hans kvindelige assistent så oprevne ud, da jeg kom ind til dem, og spurgte, hvad der var i vejen. De fortalte da, at en dame lige var gået derfra; hun var kommet direkte fra et hospital, hvor hun var blevet meddelt, at hun var blind, og at hun vilde vedblive at være blind, det var efter et ulykkestilfælde, nu vilde hun prøve den sidste udvej. Kiropraktoren havde givet hende den velkendte vridning med hovedet, og hun kunde straks se; de havde alle grædt.

Så rejste jeg hjem og fortsatte arbejdet i Lykkens Legetøj, og blev forøvrigt efter et par måneders overgang 100% vegetar.

Men Columbus blev syg og kom på hospitalet; trods hendes sundhedsapostelgerning havde hun fået kræft. Hun blev opereret og tog senere som rekonvalescent ophold på "Færgegården" i Juelsminde. Jeg tog derned og boede en tid sammen med hende. Vi havde det skønt, smukke værelser, dejlig mad, skønne omgivelser, og så havde vi overtjener Basse, han sørgede for C. som for et lille barn, jeg glemmer ham aldrig, C. blev da også nogenlunde rask.

Forresten lærte jeg dengang at lægge en kabale, som siden har fulgt mig. Det var direktør Wienfeldt Hansen fra Vejle Bomuldsspinderier, der sent om aftenen sad i restauranten og lagde den kabale om og om igen. Han var rekonvalescent med dårlige øjne; han lærte mig at lægge den kabale. Vi spillede også Whist med kunstmaleren Goldschmidt, ham der malede voldsomme motiver, lokomotiver o. l.

Den næste sommer trængte Nina til "luftforandring", da holdt hun og jeg en dejlig ferie på "Færgegården". Kort tid efter blev Columbus gift med Birger von Cotta Schønberg. Jeg vidste ellers godt, at manden for hende var en anden, men han var gift, det var virkelig sørgeligt. Jeg traf ham flere gange og talte alvorligt med ham, det gjorde Thorkild forøvrigt også, og han holder stadig venskabet vedlige. Jeg besøgte af og til Birger og Columbus, hun passede sit arbejde i glasfirmaet på Vesterbrogade, og de boede i den yndige lejlighed på Jens Jessensvej. Birger havde patienter, der fik magnetiske behandlinger. Familie havde C. ikke haft, hendes adoptivforældre i Hammel var barnløse. Hendes biologiske mor var en dag kommet til Jens Jessensvej og havde sagt, at hun var hendes mor, hun kom fra Langeland, men C., der var bortadopteret som spæd, vilde ikke vide af hende, hun havde jo sin mor i Hammel. Desuden var hun en tvilling, den anden tvilling kom også en dag rejsende fra England og vilde bo hos hende. Hun var der i 14 dage, så forsvandt hun en dag, da C. var på arbejde, og hun havde taget nogle af C.s bedste kjoler med sig.

I 1951 var Columbus igen alvorlig syg, hun blev opereret, men døde kort tid efter. Thorkild, Lasse, Axel, Jytte og jeg var til begravelsen i Hammel, de og Birger bar kisten fra kirken til graven. Et par år efter døde også Birger, da var Thorkild og jeg til begravelsen.

Lykkens Legetøj solgt og købt

I Lykkens Legetøj solgte vi stadig meget legetøj og reparerede mange dukker, i 1949 havde vi registreret over 30 tusind reparationer. Men så faldt hammeren. Malermester Boyesen, som ejede Gl. Munkegade 4, vilde sælge den og gerne til mig, men forlangte efter min mening en ublu pris for det ca. 15o år gamle hus, og jeg afslog.

En skønne dag var ejendommen solgt, og den nye ejer vilde selv benytte butikken, og trods retssag (den varede 5 minutter), måtte vi i løbet af nogle få måneder pakke sammen. Det vår umuligt på det tidspunkt at skaffe en anden butik eller lokaler, og det endte med, at 254 store kartoner legetøj blev kørt til Stadionsalle; i vor viceværts families ejendom blev de stuvet sammen i et stort kælderrum. Jeg tabte helt modet og vilde ikke handle med legetøj mere. Jeg husker ikke, hvor mange måneder legetøjet var opmagasineret, men jeg fandt en dag en tom butik på Åboulevarden 43 og lejede den.

Så spurgte jeg først Hilda, om hun vilde overtage Lykkens Legetøj, selvfølgelig uden den alm. "afståelse", hun og Gerda havde da assisteret i 8 år. Men Hilda var blevet gift med Arthur og boede hos mor og far i Fredensvang, de havde vist også fået Peter dengang, hun afslog.

Så gik jeg til Gerda, og hun sagde, at jeg kom som en frelsende engel, for hendes nerver var blevet tyndslidte, fordi hun ikke skulde i L.L. mere. Jeg hjalp så Gerda med at få varerne arrangeret og også med at ekspedere den første måned (uden betaling), men ak og ve; Inger var blevet færdig med skolen og søgte arbejde; hun søgte og søgte, men blev afvist, sikkert p.g. af hendes udseende, hun vejede uhyggelig meget, ca. 100 kg. Det endte så med, at Gerda lod hende hjælpe med ekspeditionen i forretningen. - Gerda blev imidlertid gravid og fik en lille pige, og så blev Lykkens Legetøj overladt til Inger. Af og til gik jeg derned og assisterede, og så da, hvor elendig en behandling kunderne fik. Det gik da også stadig nedad bakke med salget.

Imidlertid gik jeg ledig og var noget deprimeret, tilsidst havde jeg heller ikke flere penge. Så lejede jeg et lokale i Carl Bertelsensgade og begyndte at reparere dukker. Det var under deprimerende forhold, stuen var meget god, men jeg fik overladt et toilet i en grim kælder, og det var så uhumsk, at jeg gav mig til at skrubbe og skure; far kom netop for at se til mig, så hjalp han mig med det toilet.

Dukkekliniken kom godt i gang, men en dag kom der telegram fra min tidligere hovedleverandør i København med anmodning om at give møde i Lykkens Legetøj dagen efter. Da jeg kom derned dagen efter, sad der en repræsentant for firmaet og en sagfører. De var ved at gennemgå L.L.s papirer. Gerda forholdt sig passiv. Sagen var, at Gerda havde skrevet til alle hendes leverandører, at hun ikke kunde betale mere, og at de kunde få deres varer tilbage.

Kreditorerne havde da besluttet, at jeg skulde overtage forretningen igen og fastsatte en pris; i modsat fald vilde Gerda blive erklæret konkurs, og vi vilde alle tabe næsten alt. Efter en halv times forløb fulgte sagføreren Gerda til døren, det var forfærdeligt. - Det var i 1953. - Allerede dagen efter fjernede Arthur en væg, hvorved butiken blev større. Lidt efter lidt kom der god gang i forretningen igen, jeg fik gode medhjælpere, og arbejdede selv l0-12 timer hver dag, cyklede frem og tilbage fra Viby; jeg havde min gode lejlighed på Viadukten, holdt den ren, vaskede tøj, lavede mad, og fik også tid til at skrive nogle ting, som jeg har taget op senere, ja blev helt opslugt af arbejde igen. Fik forresten også dannet en sammenslutning af Ar~ hus legetøjshandlere, vi mødtes en gang om måneden på hotel "Ansgar" og drøftede fælles interesser og lærte at være kolleger istedet for konkurrenter, af og til købte vi ind i fællesskab; legetøjsbutikerne blev mere "rene" i branchen.

Ind imellem blev der også tid til at falde ned fra en stige og brække et ben, det gav et lille hospitalsophold.

I Norge igen

I 1959 havde jeg en dejlig Norgestur sammen med Christians kusine Grethe, hendes mand og 2 store døtre. De inviterede på en 14dages biltur op gennem Gudbrandsdalen langs Mjøsa. Vi sov i et 6personers telt, var lykkelige over, at solen strålede hver eneste dag, så vi kunde spise alle måltiderne udendørs.

Med mange oplevelser på vejen nåede vi over Dovrefjeldet til Åndalsnes. En helt eventyrlig oplevelse var opholdet i Geiranger. Vi slog teltet op ved kanten af fjorden, hvor et toilet var bygget ud over fossen. lier i Geiranger skulde Stor-seter-fossen med et fald på 4o meter findes. Nedefra fjorden kunde vi se en lillebitte hytte højt oppe, der skulde vi op, det så helt umuligt ud, der var kun træer og fjeld at se, men til vores forbauselse stod vi 4 timer senere deroppe på en gård og snakkede med fjeldfolkene, de var ved at slå hø med en krumkniv . Den store fos fandt vi ikke, men derimod mange små. Nedturen varede kun 1 time, men hvor var vi trætte.

På vejen fra Geiranger til Djupwasshytte kørte vi på smalle veje langs afgrunde. Oppe ved hytten spiste vi frokost ved en meget stor flad sten med dyb sne på den ene side, og solvarm mos på den anden side. Herfra havde vi fri udsigt til snefjeldet, hvor skiløbere som sorte små prikker trænede i langrenn.

På hjemturen over Jotunheimen, Fagernes ned til Kongsberg oplevede vi megen skøn natur. I Kongsberg var vi inde i sølvminerne. Sejlturen fra Oslo gennem fjorden i nedadgående sol var uforglemmelig.

Så blev det galt med ørerne, jeg fik smerter i kæbepartiet ved ørerne. Gik først til min læge, så til Professor H.C. Andersen, som sendte mig til røntgenfotografering, der blev taget 30 billeder af hovedet, så behandling med kortbølger og jeg ved ikke hvad, intet hjalp. Så til "den kloge mand" i Auning; han satte min kæbe på plads, den havde været lidt "af led" altfor længe, sagde han, og han lovede mig, at jeg vilde blive total døv, for der var vokset brusk ud; det er kommet til at passe, men smerterne forsvandt straks. En tid efter læste vi i avisen, at Otosklerose nu kunde opereredes med held, og da Dr. Ole Bendtsen anbefalede mig at forsøge med det ene øre, accepterede jeg. Men operationen mislykkedes.

Lykkeligvis havde jeg nogle gode assistenter, af og til kunde jeg tillade mig små rejser, bl.a. en selskabsrejse til Harzen.

Det blev stadig dårligere med hørelsen, og da mine hjælpere lo af mig, når kunderne spurgte i øst og jeg svarede i vest, og jeg efterhånden var blevet 62 år og kunde få pension, besluttede jeg mig til at sælge forretningen.

På Feddet

Det gik hurtigt og smertefrit, for min bedste medhjælper Eva Højgaard, som var nygift, vilde gerne købe den. Handelen gik hurtig i orden, og for udbetalingen købte jeg det lille hus her på Feddet i Risskov, altså også som udbetaling.

Mor, Ditte og jeg havde en pudsig oplevelse, da vi var ude for at se nærmere på huset. Fruen kom ud i haven til os, og så sagde hun pludselig: "er det ikke fru Petersen fra Trøjborgvej"? Vi kiggede allesammen på hinanden, til Ditte udbrød: "det er een af fru Jørgensens piger", så kom det fra mig: "åh, det er Ruth", og fra mor: "så en jeg din gudmor". Og det var rigtigt. Ruths forældre havde boet på 2den sal i nr. 42, og mor havde båret de 2 ældste piger ved deres dåb. Vi havde ikke set dem under deres opvækst, de var flyttet til Klintevej her på Feddet. De havde haft den store sorg, at deres far var blevet dræbt ved en trafikulykke på Ndr. Strandvej.

Ruth og hendes mand og 2 børn flyttede til et nyt og større hus på Grenåvej; jeg er siden kommet jævnligt sammen med dem. For 3-4 år siden døde hendes mand Carl Hoffmann ret pludseligt.

Efter købet af huset i 1964 huserede håndværkerne her et par måneder, en væg blev fjernet, en dør flyttet m.m., og der blev lagt Rockwool over loftet og under gulvet og Leca pustet ned i hulmurene; det blev et godt hus, og jeg er stadig lykkelig over, at jeg fik det.

Imidlertid vilde skæbnen, at jeg kort tid efter indflytningen måtte flytte hjem til mor og far; de var blevet så sløje og forkalkede, at de ikke kunde være alene. Det varede 3½ år, i den tid tog jeg herud en gang om ugen for at se til huset og vande blomsterne; om vinteren brændte oliefyret på mindste blus.

Flere rejser

Alt imens nåede jeg i de år at brække en arm ved at snuble over en flisekant, men jeg nåede også at få en fin tur til Schweiz.

Det var i 1965. Hilda spurgte, om jeg vilde tage med Arthur og Lisbeth til Schweiz; da Lisbeth kun var 14 år mente hun, at jeg kunde hjælpe med at passe på hende; Hilda er jo en hønemor; hun kunde ikke selv tage med p. g. af hendes dårlige ben.

Den tur var også en stor oplevelse, (jeg har en rejsebeskrivelse af den). Arthurs bror og svigerinde, der har bil, havde planlagt en 14 dages tur rundt i Schweiz.

Først kørte vi støt og roligt over alperne ad smalle udhuggede veje langs afgrunde og vældige bjergformationer med snetoppe på over Gold du Pilon-pas-set, over Aigle, St. Maurice og Martigny langs Rhonefloden til Wallis. Over Sion kørte vi mod Sierre, her så vi banantræer og abrikoslunde, og vingårde, og palmer så vi. Så begyndte opstigningen til Grimenz; der var 11 skarpe sving lige efter hinanden langs en meget dyb afgrund, men Svend kørte fantastisk godt, og hvor var der skønt, farvespillet var pragtfuldt.

Deroppe i Grimentz boede vi i en hytte i 8 dage; der var en hyttefar og en hyttemor, men vi lavede selv mad i et meget stort køkken. Fra hytten havde vi nogle ture til Moiry-dæmningen. Under en aftentur på alpen plukkede jeg en spæd gran og gemte den i min taske, den gror nu her i haven.

Efter opholdet i Grimentz kørte vi over Simplonpasset med den store granit-ørn, over Domodossola til Locarno- Tesserete, Lisbeth og jeg kunde næsten ikke tåle synet af kæmpeslugter, nedstyrtede granitblokke, granit i alle farver side om side, kæmpeskove og masser af fossende vandfald, det var den mest storslåede natur, jeg end ikke havde kunnet drømme om.

I Lugano boede vi 4 dage med udsigt til de blå bjerge (Salvador), var på Monte Lema med svævebane i åben gondol. Fra toppen af Monte Lema var naturen ufortællelig skøn, og jeg husker tydeligt, at jeg i mit stille sind takkede for, at jeg i det øjeblik var i stand til at opfatte den. Vi så de hvide tinder af Monte Rosa og hele denne bjergkæde i Italien.

Videre kørte vi over Sct. Gotthard-passet til Brunnen og så til Ibergeregg, hvor vi boede i en hytte i 3 dage med udsigt over Vierwaldstättersee. Dybt nede så vi et fly i luften.

Men vi kom altså tilbage til virkeligheden i Danmark igen.

Der kom en lang og svær periode for mor og for vi andre med, og endelig den 22 januar 1967 fik mor fred.

Jeg blev stadig boende hos far, han var jo 89 år gammel.

Engang i marts måned ringede Thorkild og spurgte, om jeg vilde overtage en flybillet til Costa del Sol, så vilde han betale det meste af den. Sagen var den, at han og Lasse havde billetter til en Stjernerejse, men Nina var blevet alvorlig syg og var indlagt på Herning Sygehus, og overlægen havde anmodet Thorkild om at komme til sin mors sygeleje.

Jeg tog imod tilbuddet og rejste sammen med Ellen og Kaj fra København, de fik også billetterne delvis foræret. Lasse havde netop ferie i den uge. Det blev også en uforglemmelig tur. Vi boede på et smukt hotel "Pepita" i Torremolinos, var på interessante ture, bl. i de andalusiske bjerge, hvor vi besøgte appelsinplantager og olivenlunde o.m.m. Den mest interessante var en tur til Gibraltar; Lasse lejede en bil, og så drog vi tre alene af sted fra morgenstunden langs Middelhavet til Gibraltar. Bilen måtte vi efterlade på Spaniensiden, men så lejede vi en Taxa med fører, der viste os byen og lufthavnen. Han kørte op af klippen til toppen af fæstningsværket, hvor vi hilste på de berømte aber og blev fotograferet sammen med nogle af dem. Og hvilken udsigt over havnen med skibene, over Spanien, havet mod vest og Middelhavet med Afrika på den modsatte side. Vores guide var en charmerende ung mand, han lignede forresten Preben Marth i dennes unge dage, han var meget ivrig efter at vise os alt, og det gik helt godt med det engelske.

På hjemturen fra Spanien så vi fra flyet lysene i Malaga som strålende diamanter på sort bund, Middelhavet var også kantet med diamanter.

Men ved hjemkomsten var vi først optaget af, hvordan det gik med de syge. Nina havde gennemgået en stor operation, og far, som havde været alene om natten og haft hjemmehjælp om dagen, havde klaret sig godt. Ditte og Mandrup havde haft øje med ham. Jeg blev boende hjemme, men det blev vanskeligere for hver dag at passe far, sommetider ringede jeg efter Thorkild, så kom han straks og hjalp mig at f å far op på toilettet, som vi havde fået anbragt i soveværelset. Det endte med, at far blev rigtig syg og kom på hospitalet, og da han blev udskrevet derfra, blev han kørt til plejehjemmet Hestehaven på Langballebakken, Thorkild havde ordnet det.

Desværre faldt far aldrig til på plejehjemmet, skønt vi syntes han havde det hyggeligt og godt. Han ønskede at komme hjem. Af og til blev han kørt hjem og så til huset og haven, den sidste gang vaklede han ud i haven med rosensaksen og vilde klippe roserne, men han måtte erkende, at han ikke havde kræfter til det. Jeg flyttede hjem til Risskov og tog til Langballebakken hver anden dag, og Hilda tog derud hveranden dag. Sådan gik 8 måneder, så faldt far en nat ud af sengen, han var kravlet over en "sengehest", faldt på gulvet og brækkede et lårben og næsebenet. Så blev han kørt på hospitalet igen, men kun for at blive kørt tilbage dagen efter, lægen mente ikke der var noget at gøre; han døde da også en morgen mellem hænderne på sygeplejerskerne, da de vaskede ham. Det var den 29 august 1969.

Så blev vores søde lille hus på Højgaardsvej solgt efter at boet var delt mellem os søskende, det gik roligt og godt for sig.

Hvis du har holdt ud med læsningen hertil kære Helle, så har du fået mit livs forløb i store træk, det blev en længere fortælling, end jeg havde troet.

(17 linjer udeladt, EM)

Kære Helle, nu er jeg som sagt 77 år godt og vel, har det godt, bor godt og er glad og lykkelig.

De kærligste hilsner til dig og dine

Risskov, 21. marts 1980.


Forrige side   |   Retur