www.ebbemunk.dkarrowKhrustsjovs hemmelige tale (1956)

hammer star stalin hammer star krushchev hammer star stalin hammer star

Persondyrkelse | Fjende af folket | 17. partikongres | Den store, patriotiske krig | Efter krigen | Selvforherligelse | Efterskrift og noter

Forrige side   |   Næste side   |   Retur

Fjende af folket

Stalin skabte ordet "fjende af folket". Denne betegnelse gjorde det automatisk unødvendigt, at de ideologiske fejl, en mand eller kvinde havde gjort, blev politisk bedømt. Betegnelsen gjorde det muligt at indføre den modbydeligste undertrykkelse. Enhver kunne ganske umotiveret eller på grund af en uvæsentlig udtalelse få klæbet betegnelsen "fjende af folket" på sig, og dermed var man sat udenfor loven, praktisk taget dømt til undergang. Hele denne fremgangsmåde var en krænkelse af alle normer for revolutionær virksomhed, således at enhver, som Stalin betragtede som sin uven eller fik antipati mod, var dømt. Betegnelsen "fjende af folket" borteliminerede muligheden ikke alene for nogen art af ideologisk kamp, men også for at gøre ens anskuelser kendt på andre punkter - en fjende af folket måtte simpelthen kæmpe for livet.

Og så fulgte det næste skridt: arrestationer, tilståelser under tortur, krænkelse af enhver menneskelig rettighed, udryddelse, henrettelse.

Det kan ikke nytte at prøve at forsvare, hvad der skete. Vi må fastslå. at selv de kammerater, der var i opposition til partiledelsen, ikke behøvede at være blevet legemlig udryddet, altså henrettet. Men formlen "fjende af folket" blev indført, for at man kunne udrydde sådanne mennesker.

Det er en tragisk sandhed, at mange kammerater, der senere blev henrettet som fjender af partiet og folket, havde arbejdet sammen med Lenin i flere år. Nogle af dem havde gjort fejl allerede da, men til trods herfor anerkendte Lenin deres indsats, rettede dem og gjorde alt, hvad der var muligt, for at bevare dem indenfor partiet. Han fik dem til at følge sig.

I denne forbindelse bør de delegerede her på partikongressen gøre sig bekendt med et ikke hidtil offentliggjort brev fra V. J. Lenin til Centralkomiteens politiske bureau i oktober 1920. Idet han opridser retningslinierne for kontrolkommissionen, skriver han, at den bør omdannes til "et virkeligt organ for parti og proletarisk tænkning."

Som en særlig pligt for kontrolkommissionen anbefales et dybt individualiseret forhold med, hvad man kunne kalde en slags terapi mod sådanne opponenter, der havde oplevet en psykologisk krise på grund af fejl i deres sovjet- eller parti-karriere. Man skulle anstrenge sig for at berolige dem, forklare dem sagen, som naturligt mellem kammerater. man skulle søge at gøre et arbejde for dem, undgå metoder med at udstede ordrer, til hvis udførelse de var psykologisk uegnede. Alt dette og meget mere vedrørende råd og regler angives heri.

Alle ved, at Lenin var uforsonlig overfor marxismens ideologiske fjender, de, der afveg fra den rette partilinie. Samtidig krævede han imidlertid, som det af foreliggende dokumenter fremgår, under sin ledelse af partiet den mest intime kontakt med folk, der havde vist ubeslutsomhed eller midlertidig ikke kunne forsone sig med partilinien, men som det v°ar muligt at få tilbage til partibåsen. Lenin rådede til, at sådanne folk blev opdraget med tålmodighed, uden anvendelse af yderliggående inetoder.

Lenins klogskab, hvor det gjaldt omgang med mennesker, kom tydeligt frem i hans arbejde med de enkelte såkaldte kadrer, grupper eller sammenslutninger. Stalins forhold til mennesker var stik modsat. Lenins bestræbelser, tålmodigt arbejde med folk, streng og nøjagtig opdragelse af dem, evne til at få folk til at følge sig uden at bruge tvang, mens den ideologiske påvirkning kun kom fra det kollektive, - alt dette var fuldkommen fremmed for Stalin. Han kasserede Lenins metoder med at overbevise og opdrage, han forlod metoderne under den ideologiske kamp og indførte i stedet administrativ vold, masseundertrykkelse og terror. Han handlede efter en stadig stigende skala, mere og mere fanatisk gennem nye straffeorganer, samtidig med, at han ofte krænkede de eksisterende normer for moral i Sovjet-lovene. Egenmægtig optræden af den ene part, absolut forbud mod noget tilsvarende fra den anden, massearrestationer, deportationer af mange tusinde, henrettelser uden dom og uden normal undersøgelse, alt dette skabte en tilstand af usikkerhed, frygt og fortvivlelse.

Alt dette virkede naturligvis ikke hen imod en tættere forening af partirækkerne og af alle lag af det arbejdende folk, men tværtimod, det medførte udrensning og udelukkelse af partiet af arbejdere, som var loyale, men som Stalin af en eller anden grund fandt ubehagelige.

Vort parti kæmpede for gennemførelse af Lenins planer om en opbyggelse af socialismen. Det var en lang, ideologisk kamp. Hvis Lenins principper var blevet fulgt i denne kamp, hvis partiets tro på principper var blevet omhyggeligt ledet, var det ikke kommet til undertrykkelser og udvisninger, og vi havde ikke oplevet den brutale krænkelse af alle menneskerettighederne, ikke set mange tusinde mennesker blive ofrer for terrormetoder. Usædvanlige fremgangsmåder ville da kun være blevet anvendt mod folk, som virkelig havde begået forbrydelser mod Sovjet-systemet.

Lad os mindes nogle historiske kendsgerninger: I dagene før oktoberrevolutionen 1917 erklærede to medlemmer af bolchevikpartiets centralkomite, Kamenev og Zinoviev, sig mod Lenins planer om et væbnet oprør. Endvidere offentliggjorde de 18. oktober i Menshevik-bladet "Novaya Zhizn" en redegørelse. der forklarede, at bolchevikkerne forberedte et oprør, de to rnænd betragtede som et eventyr. Kamenev og Zinoviev afslørede således for fjenden. at et oprør var blevet organiseret til at finde sted i nær fremtid.

Det var selvfølgelig forræderi mod partiet og mod revolutionen. Men Lenin skrev herom: "Kamenev og Zinoviev afslørede deres partis centralkomite's beslutning om en væbnet opstand mod Kerenskij og Rodzyanko." Han forelagde Centralkomiteen spørgsmålet, om de to mænd skulle udstødes af partiet. Vi ved, hvordan det gik. Efter den store, socialistiske oktoberrevolution fik både Zinoviev og Kamenev fremstående socialistiske stillinger. Lenin overdrog dem poster, hvor de fik til opgave at udfare de mest ansvarsfulde partiarbejder, og de deltog til stadighed i interne partimøder. Det vides, at Zinoview og Kamenev begik en række andre alvorlige fejl i Lenins levetid. I sit testamente advarede han mod at give dem ekstraordinære poster, for, skrev han, episoden med angivelsen før oktoberrevolutionen var selvfølgelig ikke nogen tilfældighed. Dog fremsatte Lenin overhovedet ikke spørgsmålet om, hvorvidt de skulle arresteres, endsige skydes. [note]

Eller lad os tage eksemplet med trotzkisterne! Nu, efter en lang, historisk periode, kan vi tale om kampen mod dem med fuldkommen ro og se rent objektivt på sagen. Trotzky havde omkring sig folk, hvis oprindelse ikke altid førte tilbage til det borgerlige samfund. Der var arbejdere, intellektuelle, som var gået deres egne veje, og vi kan nævne - mange, der sluttede sig til Trotzky. Men disse mænd og kvinder havde taget aktiv del i arbejderbevægelsen i czarismens dage, under oktoberrevolutionen og også ved konsolideringen af sejren efter den største af alle revolutioner. Mange af disse mennesker brød med Trotzky og vendte tilbage til Lenins ideer. Andre gjorde det ikke. Men var det nødvendigt at udrydde sådanne folk? Og tilmed både dem, der ikke sluttede sig til Lenins ideer, og dem, der gjorde det? Vi er mere end overbeviste om, at havde Lenin levet, ville sådanne yderliggående metoder ikke være blevet brugt mod nogen af parterne.

Det var blot et par historiske kendsgerninger. Men kan det siges, at Lenin ikke besluttede at anvende selv de strengeste midler mod f jenderne af revolutionen, når det var absolut nødvendigt? Nej, det kan det ikke. Der krævedes i så fald en ubøjelig modstand mod revolutionens fjender. I vil mindes Lenins kamp mod de socialrevolutianære organisatører af et anti-sovjet oprør, mod de kontrarevolutionære kulakker i 1918, og i sådanne tilfælde anvendte Lenin de skarpeste metoder mod fjenden. Men det var kun mod virkelige klassefjender og ikke mod kammerater, der havde gjort fejl eller misforstået paroler, men som det var muligt gennem ideologisk indflydelse at føre tilbage til partiet, ja, endog beholde i ledelsen. Lenin anvendte altså kun strenge metoder i de allernødvendigste tilfælde, da de udnyttende klasser stadig eksisterede og gjorde voldsom modstand mod revolutionen, og da kampen om overlevelse kom til at antage den skarpeste form, nemlig borgerkrig. [note]

Hvad Stalin angik, så brugte han yderliggående metoder og masseundertrvkkelser på et tidspunkt. da revolutionen havde sejret, da den sovjetiske stat var blevet velfunderet, da de udnyttende klasser var blevet likvideret og den nationale økonomi såvel som partiet konsolideret. både talmæssigt og ideologisk.

Det er givet, at Stalin i en række tilfælde viste sin intolerance, brutalitet og sit magtmisbrug i en udstrækning, man ikke før havde set. I stedet for at vise, at partiet politisk havde haft ret, valgte han undertrykkelse og legemlig udryddelse, ikke blot overfor notoriske fjender, men også overfor personer, som ikke havde begået nogen forbrydelse mod partiet eller Sovjet-regeringen.

Senere hen, særlig efter at Beria-banden var blevet afsløret, undersøgte Centralkomiteen en lang række sager, der var opfundet af denne bande. Det gav et meget uhyggeligt billede af brutal stivsindethed, forbundet med Stalins helt uforklarlige optræden. Kendsgerningerne viser, at Stalin, idet han brugte sin ubegrænsede magt, tillod sig så mange misbrug, at der overhovedet ikke kan gives forklaring derpå, ikke mindst, fordi han handlede i Centralkomiteens navn uden at spørge om nogen af komiteens medlemmers mening. I reglen meddelte han overhovedet intet om sine personlige afgørelser, selv ikke i meget vigtige parti- og regeringssager. [note]

Når vi nu ser på, hvad det betyder ganske hemningsløst at dyrke en sådan enkeltperson, må vi først vise, hvilken skade det har forvoldt vort partis interesser. Lenin havde altid understreget partiets rolle og betydning under ledelse af arbejdernes og bøndernes socialistiske regering; han så deri den vigtigste betingelse for en heldig opbygning af socialismen i vort land. Han pegede på bolchevikpartiets store ansvar, som det styrende parti i Sovjet-staten, og på at man måtte anvende den omhyggeligste påpasselighed overfor alle former af partiets liv. Han opfordrede til realisation af principper om samarbejde mellem parti og stat.

Førerskabets samarbejdsvilje udgår af selve vort partis natur, et parti, der er bygget på principperne om demokratisk centralisme. Det betyder, sagde Lenin, at alle partispørgsmål gennemføres af samtlige medlemmer, direkte eller gennem repræsentanter, som uden nogen undtagelse er undergivet samme love og regler. Da desuden alle medlemmer, alle sammenslutninger, alle indehavere af poster indenfor partiet er valgbare, må de også stå til ansvar for deres indsats og kan opsiges.

Det er bekendt, at Lenin selv afgav det bedste eksempel på den mest omhyggelige overholdelse af disse principper. Der var ingen sag, der var så ringe, at han afgjorde den på egen hånd, han spurgte altid om Centralkomiteens råd og anerkendelse af majoriteten. I den vanskeligste periode for vort parti og vort land anså Lenin det for nødvendigt regelmæssigt at indkalde til kongresser, partikonferencer og Centralkomiteens plenarforsamlinger, ved hvilke alle de vigtigste spørgsmål blev diskuteret, og hvor resolutioner, der var omhyggeligt udarbejdede, vedtoges.

Vi kan f. eks. mindes året 1918, da landet var truet af angreb fra imperialistiske interventionister. I den situation holdtes den 7. partikongres, hvor et meget væsentligt spørgsmål, som ikke kunne opsættes, skulle drøftes: Freden. I 1919, da borgerkrigen rasede, afholdtes 8. partikongres, der vedtog et helt nyt program, besluttede så vigtige sager som forholdet til bønderne, organiseringen af den røde hær, partiets rolle i sovjeternes arbejde, rettelser i den sociale sammensætning af partiet og endnu mere. I 1920 afholdtes den 9. partikongres, hvor de ledende principper for den økonomiske genopbygning blev til lov. Og endelig det følgende år, på den 10. partikongres, fremsatte Lenin planerne om den nye økonomiske politik, NEP, og der vedtoges en historisk resolution, kaldet partienigheden.

Så længe Lenin levede, blev der holdt regelmæssige partikongresser, og mange radikale ændringer fandt sted under disse møder, fordi Lenin anså det for absolut nødvendigt, at selv de mindste spørgsmål blev indgående diskuteret. Det er karakteristisk, at Lenin i sine sidste artikler, breve og udtalelser henvender sig til partikongressen som det højeste partiorgan. I perioderne mellem kongresserne holdt Centralkomiteen nøje øje med hele udviklingen, og var det nødvendigt, indkaldte man til møde.

Således var det i Lenins levetid. Hvordan blev vort partis hellige leninistiske principper varetaget efter hans død?

I de første år holdtes der ganske vist Centralkomite-plenarmøder mere eller mindre regelmæssigt, men så snart Stalin begyndte at misbruge sin magt, opgaves møderne. Det var særlig tydeligt de sidste 15 år af hans liv. Kunne det kaldes en normal situation, at der gik 13 år mellem 8. og 9. partikongres? Der skulle kun have været et år imellem, men de 13 år repræsenterede et tidsrum, hvori vort parti og vort land oplevede mange vigtige begivenheder. Disse begivenheder krævede absolut, at partiet skulle vedtage resolutioner om landets forsvar i 2. verdenskrig, såvel som om fredstidsopbygningen efter krigen. [note]

Men selv efter krigens afslutning blev der ikke i over i år afholdt nogen kongres. Centralkomiteens plenarmøder var også yderst sjældne. Det må være tilstrækkeligt at nævne, at i alle krigsårene fandt der ikke et eneste Centralkomite-plenarmøde sted. Der blev ganske vist gjort forsøg på at indkalde til et i oktober 1941, hvor Centralkomite-medlemmer fra hele landet blev kaldt til Moskva. Her ventede de i flere dage på, at mødet skulle åbnes, men forgæves. Stalin ønskede ikke engang at mødes med og tale med medlemmerne. Det viser, hvor demoraliseret Stalin var i krigens forste tid. og naturligvis også, hvor hovmodigt han behandlede Centralkomite-medlemmerne. I praksis ignorerede Stalin alle normer for partiets liv og trampede på Lenins bestemmelser om en samarbejdende lederkreds.

hammer star stalin hammer star krushchev hammer star stalin hammer star

Congress
XXe Congrès du parti communiste de l'union soviétique, Recueil de documents édité par "Les cahiers du communisme"
hammer star stalin hammer star krushchev hammer star stalin hammer star

Forrige side   |   Næste side   |   Retur