www.ebbemunk.dkarrowKhrustsjovs hemmelige tale (1956)

hammer star stalin hammer star krushchev hammer star stalin hammer star

Persondyrkelse | Fjende af folket | 17. partikongres | Den store, patriotiske krig | Efter krigen | Selvforherligelse | Efterskrift og noter

Forrige side   |   Næste side   |   Retur

17. partikongres

Stalins stivnakkethed overfor parti og Centralkomite kom tydeligst frem ved partikongressen i 1934. Der var på kongressen flere medlemmer, der afgav vidnesbyrd om, hvordan brutal vilkårlighed havde rådet indenfor partiafdelingerne, men som svar herpå var der af Centralkomiteen blevet dannet en partikommission under kontrol af dets præsidium, der fik overdraget at undersøge, hvad der havde forårsaget den masseundertrykkelse, som havde fundet sted mod Centralkomiteens vilje.

Man er nu blevet gjort bekendt med en del af det materiale, der findes i NKVD-arkiverne, og andre dokumenter, som er blevet skaffet til veje. De oplyser kort og godt, at der er blevet fabrikeret falske anklager mod ledende kommunister, begået oprørende misbrug af den socialistiske lov og ret, hvilket har resulteret i tusinder uskyldige menneskers død. Det er nu klarlagt, at mange partimedlemmer ag ikke mindst økonomiske eksperter, der i 1937-38 blev brændemærket som folkefjender, aldrig har begået nogen forseelse, men under en barbarisk tortur, de udsattes for, har de ikke været i stand til at klare sig overfor de fabrikerede anklager, der er blevet rettet mod dem, men har anklaget sig selv for alle mulige alvorlige og usandsynlige forbrydelser.

Centralkomiteens præsidium har fået præsenteret et omfattende og dokumenteret materiale vedrørende masseundertrykkelsen af delegerede til den 17. partikongres og medlemmer af Centralkomiteen, valgt på kongressen. Hele dette materiale er blevet indgående studeret af præsidiet, og det kan nu fastslås, at af 116 partimedlemmer er de 98 blevet likvideret. (Stærk indignation i salen.)

Det vil altså sige, at over 80 pct. af medlemmerne blev arresteret og siden henrettet, men det er også slået fast, at det var gode kammerater, de 60 pct. af dem arbejdede i forskellige fabrikker. På samme måde gik det den ene Centralkomite efter den anden. Af de 1966 delegerede til den sidste kongres blev 1108 arresteret og beskyldt for revolutionære forbrydelser, det vil altså sige langt over halvdelen. Nu ved vi alle, at disse beskyldninger var absurde, ja, helt vanvittige og stridende mod sund fornuft.

Vi skal mindes, at den 17. partikongres fik navnet "sejrherrernes kongres". De delegerede var aktive deltagere i opbygningen af en socialistisk stat. Mange af dem havde lidt og kæmpet i årene før revolutionen i borgerkrigen og siden ofte set døden i øjnene. [note]

Hvordan skulle man dog nu tro, at sådanne mænd pludselig skulle vise sig at være dobbeltansigtede - (et ofte, især af Stalin anvendt udtryk) og have sluttet sig til socialismens fjenders lejr efter en periode, hvor man havde oplevet den politiske likvidering af zinovievister, trotzkister og højre-elementer. Det var følgen af Stalins magtmisbrug, da han begyndte at anvende masseterror mod partimedlemmer.

Hvilken grund kunne der være til disse massehenrettelser og undertrykkelser efter den 17. partikongres? Det var på det tidspunkt, da Stalin nærede så høje tanker om sig selv og havde hævet sig så højt over parti og folk, at han var ophørt at regne med Centralkomite, ja, selv partiet.

Mens han dog regnede med disse før den 17. kongres, var det efter den, han overhovedet ikke tog noget hensyn. Stalin mente, at han kunne bestemme alt alene, og alt, hvad han nu behøvede, var blot folk, der kunne fylde tribunen, når han talte. Alle havde kun at lytte til ham og prise ham.

Selvfølgelig var det efter mordet på Kirov i Leningrad, det for alvor brød løs. I en uendelighed brugte man udtrykkene folkefjender og trotzkister. Men betød trotzkisterne på noget tidspunkt en fare for vort parti eller sovjetsagen? Lad os gå tilbage til 1927, til den 15. partikongres, hvor knap 4000 stemmer blev afgivet på Trotzky-Zinoviev-oppositionen, mens 724.000 stemte for partiledelsen. Var det ikke latterligt her at tale om fare? I de efterfølgende ti år var trotzkismen blevet slået fuldstændig til jorden; mange tidligere trotzkister havde ændret standpunkt og arbejdede i de forskellige dele af sovjetstaten. Der var således absolut ingen basis for masseterror i dette land.

Stalins rapport på Centralkomiteens plenarmøde i 1937 indeholdt et forsøg på en teoretisk retfærdiggørelse af masseterrorpolitikken under det motto, at nu "marcherer vi fremad mad socialismens mål, hvor skarpe krav må stilles til os." Stalin påstod frejdigt, at både historien og Lenin havde lært os det.

Hvad Lenin i sin tid hævdede var, at anvendelse af vold under revolution nødvendiggjordes, hvis de udnyttende klasser ydede modstand, og hans ord hentydede altså til en periode, da disse "udnyttende klasser" eksisterede og havde magt. Så snart den politiske situation var blevet forbedret for bolchevikkerne, især efter at den røde hær i januar 1920 havde taget Rostov og dermed vundet en afgørende sejr over general Dinikin, gav Lenin Dzerzinski ordre til at standse masseterroren og afskaffe dødsstraffen. Lenin retfærdiggjorde dette vigtige politiske skridt med følgende ord på kongressen 1920: [note]

"Vi var tvunget til at bruge terror, fordi terroren anvendtes af ententen, da de stærke verdensmagter kastede deres horder imod os uden at tage noget hensyn. Vi ville ikke have kunnet holde ud i to dage, hvis vi ikke havde besvaret disse angreb fra officerers og hvidgardisters side på samme skånselsløse måde. Det betød brug af terror, men den blev os påtvunget ved ententens metoder.

Så snart vi havde vundet en afgørende sejr, ja, endog før krigen var slut, opgav vi at anvende dødsstraf og beviste således, at vi havde i sinde at gennemføre vort særlige program på den måde, vi havde lovet. Vi mener at kunne sige, at anvendelsen af vold stammer fra beslutningen om at knuse kapitalisterne; så snart det var sket, opgav vi brug af alle sådanne ekstraordinære metoder. Det har vi vist i praksis." [note]

Stalin afveg fra disse Lenins klare og ligefremme forskrifter. Stalin beordrede partiet og NKVD at anvende masseterroren, længe efter at de udnyttende klasser var blevet udryddet i vort land, og der ingen brug var for terror. Den blev imidlertid rettet mod de enkelte små rester af de slagne modstandere, men især mod ærlige parti- og sovjetstatsarbejdere. Imod dem opfandtes løgnagtige, absurde anklager, de betegnedes som dobbeltansigtede, spioner, sabotører, stiftere af hemmelige foreninger o. s. v.

Det var ved centralkomitemødet i 1937, visse medlemmer spurgte ligeud, hvad meningen var. Postychev var en af dem, og det kostede ham livet. En af Stalins yndlingsformler var den, at jo nærmere vi kom socialismens fuldbyrdelse, des flere fjender ville vi få, og da var det, han benyttede sig af den uhyggelige Yezhovs rapporter og hævdede, at provokatører havde sneget sig ind i partiet og drev deres spil der. I 1937 blev arrestationerne ti gange talrigere end året før.

Et af de tusinder af eksempler, der kan anføres, var den skæbne, som ramte kammerat Eiche. Han var et af de mest fremtrædende medlemmer af Centralkomiteen, havde tilhørt Politbureau og var partimedlem siden 1905. [note]

På grund af løs sladder, ganske absurde anklager, blev kammerat Eiche arresteret den 29. april 1938. Undersøgelserne mod ham blev foretaget på en så brutal måde, at sovjetlovgivningen på det mest oprørende krænkedes. Eiche blev under tortur tvunget til at underskrive en protokol, der gik ud på, at han sammen med adskillige andre fremtrædende partimedlemmer havde udfoldet antisovjetisk aktivitet. 1. oktober 1939 sendte Eiche en erklæring til Stalin, hvori han kategorisk nægtede al skyld og krævede en undersøgelse af sagen. I sit brev skrev han: "Jeg kan ikke tænke mig nogen større ulykke end at sidde i et fængsel, indrettet af en regering, jeg altid har kæmpet for!"

Endnu en erklæring fra Eiche er bevaret, afsendt den 21. oktober 1939. I den skrev han meget overbevisende om de gemene anklager, der var rejst mod ham, og gjorde opmærksom på, at det meste var fabrikeret af hans undersøgelsesdommere, og resten stammede fra virkelige trotzkister, som han i sin egenskab af l. sekretær i Vest-Sibirien havde afsløret, og nu ville de prøve at redde livet for sig selv ved at udslynge løgne om ham. Han skrev bl. a.: "Den 25. oktober i år fik jeg at vide, at min sag var afsluttet uden nogen undersøgelse, og jeg fik adgang til materialet. Hvis jeg havde været skyldig i blot en hundrededel af de forbrydelser, jeg anklagedes for, ville jeg ikke have vovet at sende dig denne erklæring før min henrettelse. Jeg er ikke skyldig i selv de ringeste ting, man beskylder mig for, og mit hjerte er rent, selv i skyggen af gemenhederne imod mig. Jeg har aldrig i mit liv sagt et falsk ord om dig eller til dig, og nu, hvor jeg står med det ene ben i graven, lyver jeg heller ikke. Hele min sag er et typisk eksempel på provokation og krænkelse af det elementæreste grundlag for revolutionær lovlighed.

Tilståelsen, som indeholdes i min sag, er ikke alene absurd, men en bagvaskelse. Partiets Centralkomite og Folkekommissærernes Råd udsættes for anklager, jeg skulle have rettet mod dem, mens sandheden er, at kontrarevolutionære elementer, som jeg har dømt i Vest-Sibirien, søger at redde sig ved at rette tåbelige og løgnagtige anklager mod mig. Jeg kommer nu til den mest vanærende del og til min virkelig alvorlige skyld mod partiet og mod dig. Sagen er følgende: Da jeg ikke var i stand til at udholde den tortur, som udøvedes mod mig af Ushakov og Nikolayev, især den første, som udnyttede deres viden om, at mine brækkede ribben ikke var helede og gav mig de voldsomste smerter, blev jeg tvunget til at anklage mig selv og andre gode partimedlemmer. [note]

Størstedelen af min tilståelse er blevet dikteret af Ushakov, og resten er en rekonstruktion af NKVD-materiale fra Vest-Sibirien. Hvis de forskellige dele af den historie, Ushakov fabrikerede, og som jeg skrev under på, ikke samstemmede med mine erklæringer fra VestSibirien, blev jeg tvunget til - og det skete gang på gang - at underskrive en ny forklaring. Det samme gjorde de overfor Rukhimivich, og det var den metode, de i sin tid også brugte mod Bukharin. [note]

Jeg anråber og beder dig lade sagen undersøge påny, ikke fordi du skal skåne mit liv, men for at få afsløret den modbydelige provokation og de metoder, der nu anvendes mod trofaste partimedlemmer. Jeg har aldrig bedraget dig eller partiet; jeg ved, at jeg skal dø på grund af de løgne, som er fabrikeret af fjender af partiet og folket." (Voldsom indignation i salen.)

Man skulle synes, at en så vigtig erklæring nok fortjente en nærmere undersøgelse i Centralkomiteen. Men det fik den ikke. Den blev sendt til Beria, mens den frygtelige mishandling af kammerat Eiche fortsatte.

2. februar 1940 blev Eiche ført for retten. Her indrømmede han absolut ingen skyld, men sagde følgende: "I alle mine såkaldte tilståelser er der ikke ét ord. skrevet af mig, med undtagelse af min underskrift, som blev mig aftvunget. Jeg har "tilstået" under pres fra undersøgelsesdommeren, som, lige fra jeg blev arresteret, har mishandlet mig. Derefter begyndte jeg at skrive under på alt det nonsens, man forelagde mig. Det vigtigste for mig er at sige retten, partiet og Stalin, at jeg ikke er skyldig. Jeg har aldrig begået nogen ulovlig handling som spioneri eller andet, man foreholder mig. Jeg vil dø i troen på partipolitikkens sandhed, som jeg har troet på hele mit liv."

To dage efter blev Eiche skudt. (Indignation overalt i salen).

Det er nu blevet konstateret, at Eiches sag helt og holdent var opspind fra dommerens side, og han blev efter sin død fuldt rehabiliteret.

Kammerat Rudzutak, der også var kandidat til Politbureau og medlem af partiet siden 1905, og som havde tilbragt ti år i czarismens værste fangelejre, var genstand for samme behandling, men trak i retten alle tilståelser, han var blevet aftvunget, tilbage. Han blev ført for det øverste militærkollegiums domstol, og protokollatet over forhøret siger følgende: [note]

"Det eneste, jeg beder retten om, er, at Centralkomiteen bliver informeret om, at man indenfor NKVD er i fuld gang med at fabrikere anklager mod helt uskyldige personer, der tvinges til at tilstå. Der er ingen mulighed for at bevise, at man intet har med forbrydelsen at gøre, for der foreligger allerede tilståelse om det fra andre personer. Undersøgelsesmetoderne er af en sådan art, at de tvinger folk til at lyve og angive andre, fuldkommen uskyldige. Jeg beder retten underrette Centralkomiteen om dette skriftligt. Personlig, kan jeg forsikre retten, har jeg aldrig haft i sinde at skade vort partis politik, da jeg simpelthen altid har været enig med lederne om den drevne, såvel økonomiske som kulturelle politik."

Denne erklæring fra Rudzutak blev ganske ignoreret, til trods for at han i sin tid havde været chef for Centralkomiteen, der var blevet oprettet med Lenins samtykke. Hvad det gjaldt, var partienighed. På den måde faldt chefen for et højt agtet partiorgan som offer for en brutal forfølgelse. Han blev end ikke indkaldt for Centralkomiteen, for Stalin ønskede ikke at tale med ham. Tyve, minutter efter, at dommen var afsagt, blev han skudt. (Stærk indignation i salen).

Efter en omhyggelig undersøgelse i 1955 blev det fastslået, at anklagen mod Rudzutak var opdigtet og i alle henseender falsk. Også Rudzutak blev rehabiliteret efter sin død. Den måde, på hvilken tidligere NKVD-medarbejdere opfandt ikke eksisterende antisovjet-centre og blokdannelser ved hjælp af undertrykkelsesmetoder og tortur, fremgår tydeligt af en tilståelse fra kammerat Rozenblum, partimedlem fra 1906, afgivet ved hans arrestation i 1937 til Leningrad NKVD. [note]

Under en afhøring i 1955 afslørede Rozenblum følgende: Da han blev arresteret i 1937, udsattes han for den frygteligste tortur, under hvilken han tilstod forskellige helt falske ting om sig selv og andre. Han blev derefter ført til undersøgelsesdommeren Zabovskys kontor, og denne bøddel tilbød ham, at han skulle slippe fri, hvis han i retten ville aflægge en falsk tilståelse; fabrikeret af NKVD, om sabotage- spionage- og splittelsesforsøg i en terroristisk celle i Leningrad. (Bevægelse i salen).

Med utrolig kynisme pralede Zabovsky af den fuldkomne færdighed. man hav de opnået i at fabrikere falske "antisovjet-komplotter". [note]

"For at illustrere dette for mig," sagde Rozenblum, "gav Zabovsky mig forskellige eksempler på, hvordan en sådan celle og dens forgreninger organiseredes. Efter at have forklaret mig alt det fortalte han, at NKVD netop havde planlagt en sag mod en sådan celle, og fem medlemmer af den ville blive ført for retten. Der var Chudor og hans kone, Ugarov og Smorodin og Pozern. [note]

Forskellige anklager skulle underbygges stærkt, og derfor havde man brug for mig som vidne. Det betød mindre, hvem man var. "Du behøver slet ikke selv opfinde noget," sagde Zabovsky: "NKVD arrangerer alt for dig angående hver enkelt del af cellens og dens medlemmers arbejde. Det må du forud studere omhyggeligt, huske alle spørgsmål og de svar, retten ønsker. Din fremtid vil afhænge af, hvordan rettergangen bliver. Hvis du begynder at lyve og afgive falsk forklaring, har du dig selv at takke for det. Klarer du afhøringen, redder du dit hoved, og du vil blive underholdt på partiets bekostning til din død!"

Sådanne utrolige forhold rådede dengang. (Stærk bevægelse i salen).

Indtil dette øjeblik i 1956 er foreløbig 7679 personer blevet rehabiliteret, alle folk i mere eller mindre betydende stillinger indenfor partiet. Massearrestationer og forfølgelser af forskellig art, også mod mange menige arbejdere, gjorde megen skade, både for landet og den socialistiske sag. Undertrykkelser og trusler havde en negativ indflydelse på partiets moralsk-politiske stilling, og der skabtes overalt både usikkerhed og mistænksomhed. Desuden benyttede en mængde uheldige elementer sig af situationen og vandt indpas. [note]

Når vi taler om folk som Yezhov og hans terrorregime, må vi spørge os selv: Kunne han arrestere og henrette folk, som han gjorde - tit personer på høje poster indenfor partiet, hvis ikke Stalin var vidende derom? Nej. Det ville være naivt at tro det. Stalin var den, der bestemte alt - han var den øverste dommer i alle disse sager. Stalin ikke blot inspirerede, men udstedte selv arrestordrer. Forestil jer konsekvenserne heraf!

Der foreligger mange beviser på store misbrug, begået efter Stalins ordre, hvor han overhovedet ikke regnede med partiet eller lov og ret. Stalin var en meget mistroisk mand, sygeligt mistænksom. Vi ved det fra vort arbejde med ham. Han kunne pludselig se på en mand og sige: "Hvorfor er dine øjne så flakkende i dag?" Eller: "Hvorfor er du så tavs i dag, og hvorfor undgår du at se mig i øjnene?" Denne sygelige mistænksomhed skabte en almindelig mistillid hos ham, selv til fremstående partimedarbejdere, som han havde kendt i mange år. Overalt så han "folkefjender", dobbeltansigtede personer og spioner. Da han havde ubegrænset magt, var han altid meget egensindig og kunne uden videre kvæle en person både legemligt og åndeligt. Det var, når der opstod en situation, hvor hans modpart ikke kunne udtrykke sin egen mening.

Når Stalin sagde, at den eller den skulle arresteres, var det simpelthen nødvendigt at tro, at vedkommende var en fjende af folket. Imidlertid overgik Berias bande, der ledede organerne for Stalins sikkerhed, sig selv ved at bevise de arresteredes skyld og sandheden i det materiale, de selv havde fabrikeret. Og hvilke beviser var det? "Tilståelsen" accepteredes straks af undersøgelsesdommeren. Men hvordan er det muligt, at en person tilstår forbrydelser, han ikke har begået? Det kan kun tænkes, fordi han under tortur er blevet tvunget dertil efter at være blevet gjort helt sanseløs.

Da massearrestationsbølgen begyndte at dale i 1939, og lederne af de lokale partiorganisationer anklagede NKVD-medarbejdere for at benytte metoder med legemtligt pres overfor de arresterede, sendte Stalin et kodetelegram til komitesekretærerne i det kommunistiske partis forskellige afdelinger og til lederne af NKVD-organisationerne. Telegrammet lød: [note]

"Centralkomiteen erklærer, at anvendelse af metoder med fysisk pres er tilladt i NKVD-praksis fra 1937 i overensstemmelse med tilladelse, givet af kommunistpartiets centralkomite. Det er bekendt, at al borgerlig efterretningstjeneste anvender metoder med fysisk vold overfor repræsentanter for det socialistiske proletariat og bruger den i den mest skandaløse form. Det spørgsmål opstår da, hvorfor den socialistiske efterretningstjeneste skulle være mere human imod de gale bourgeoisirepræsentanter og dødelige fjender af den arbejdende klasse. Centralkomiteen mener, at fysisk pres bør være endnu mere obligatorisk som en både rimelig og retfærdig metode overfor kendte og stædige fjender af folket."

Således sanktionerede Stalin i Centralkomiteens navn de mest brutale krænkelser af socialistisk lov og ret, forsvarede tortur og undertrykkelse, der havde til formål at få uskyldige mennesker til at afgive tåbelige tilståelser.

For ganske nylig, få dage før denne kongres, indkaldte vi til præsidiet ag udspurgte undersøgelsesdommer Rodas, som i sin tid havde flere af de alvorligste sager til domfældelse. Han er et umoralsk menneske med en hjerne som en fugl, absolut degenereret. Og det var en sådan person, der kom til at afgøre fremtrædende partimedlemmers skæbne! Hans bedømmelse angående politik i disse sager forekommer horribel, men det væsentligste var, at han selv eller andre skulle opfinde de forbrydelser, ofrene skulle tilstå. [note]

Hvor kunne en mand med en sådan hjerne få magt til at dømme nogle af vore bedste partifolk? Han kunne vel ikke gøre det uden at have fået sine direktiver? Overfor præsidiet forklarede han: "Jeg fik meddelelse om, at Kassiar og Chubau, for at nævne to af de henrettede, var folkets fjender, og af den grund måtte jeg som undersøgelsesdommer få dem til at tilstå det." (Voldsom indignation i salen).

Han kunne kun gøre det ved hjælp af langsom tortur, og han gjorde det efter at have fået detaljeret instruktion fra Beria. Ganske kynisk sagde han til præsidiet: "Jeg mente, jeg udførte partiets ordre."

På den måde blev altså Stalins ord angående brug af fysisk pres anvendt mod arrestanterne.

hammer star stalin hammer star krushchev hammer star stalin hammer star

Forrige side   |   Næste side   |   Retur