www.ebbemunk.dkarrowKhrustsjovs hemmelige tale (1956)

hammer star stalin hammer star krushchev hammer star stalin hammer star

Persondyrkelse | Fjende af folket | 17. partikongres | Den store, patriotiske krig | Efter krigen | Selvforherligelse | Efterskrift og noter

Forrige side   |   Næste side   |   Retur

Den store, patriotiske krig

Den magt, der således var samlet i hænderne på en person, nemlig Stalin, fik de alvorligste følger under den store, patriotiske krig, 2'den verdenskrig. Når vi ser på de mange romaner, film og historiske videnskabelige studier, der behandler krigen, synes Stalins rolle i krigen fuldkommen utrolig. Stalin havde forudset alt. Sovjethæren anvendte det såkaldte "aktive" forsvar efter en strategisk plan, forlængst udtænkt af Stalin, en taktik, der som bekendt tillod tyskerne at nå frem helt til Moskva og Stalingrad. Efter at have anvendt denne taktik vendte sovjethæren, udelukkende takket være Stalins geni, offensiven, slog fjenden på vild flugt og knuste ham. Denne prægtige sejr, som blev vundet takket være sovjetlandets væbnede magt, takket være vort heltemodige folk, blev i romaner, films og historiske studier udelukkende Stalins værk, skabt ved hans strategiske geni. [note]

Vi må undersøge disse forhold omhyggeligt, for det har den største betydning, ikke blot ud fra et historisk, men især fra et politisk, opdragelsesmæssigt og praktisk synspunkt.

Hvad er så kendsgerningerne? For krigen var vor presse og hele vort politiske oplysningsarbejde præget af en vis pralende tone: Hvis en fjende krænker den hellige sovjetjord, vil vi for hvert slag fra fjendens side svare med tre og vil bekæmpe og nedkæmpe ham på hans egen jord, uden at der sker os selv større skade. Men disse udtalelser var ikke baseret på kendsgerninger, der simpelthen ville have garanteret vore grænsers ukrænkelighed.

Under og efter krigen fremsatte Stalin den tanke, at de trængsler, som vort folk oplevede i krigens første tid, var resultatet af tyskernes "uventede" overfald på Sovjetunionen. Men, kammerater, det er jo fuldkommen usandt! Så snart Hitler kom til magten i Tyskland, satte han sig som opgave at udrydde kommunismen. Nazisterne sagde det åbenlyst, de skjulte ikke deres planer. For at nå dette aggressive mål blev alle mulige pagter og blokdannelser skabt såsom den berømte Berlin-Rom-Tokio-akse. Der er mange beviser fra tiden før krigen, som gør det soleklart, at Hitler ville begynde en krig mod Sovjetunionen, og han koncentrerede store hærstyrker nær grænsen.

Senere offentliggjorte dokumenter viser, at Churchill 3. april 1941 gennem sin ambassadør i Sovjet, Stafford Cripps, personlig advarede Stalin og meddelte ham, at tyskerne var begyndt at omgruppere enheder i den hensigt at angribe Sovjetunionen. [note]

Det er ganske givet, at Churchill ikke gjorde det af venlige følelser overfor os, han havde sine egne imperialistiske mål, nemlig at bringe Tyskland og Sovjet i blodig krig og derigennem styrke det britiske imperium. Ligegyldigt hvordan det forholdt sig, så har Churchill i en erindringsbog bekræftet, at han søgte at "advare Stalin og henlede hans opmærksomhed på den fare, der truede ham". Churchill understregede dette i sine rapporter for 18. april og de følgende dage. Men Stalin tog ikke notits heraf. Hvad mere var: han gav ordre til, at man ikke skulle fæste lid til informationer af denne art for ikke at provokere Hitler til anvendelse af militære operationer mod os.

Vi må indrømme, at informationer af den art om faren for væbnet tysk invasion også kom fra vore egne militære og diplomatiske kilder, men da ledelsen var afvisende indstillet overfor sådanne oplysninger, blev de vurderet med den yderste reservation. Det gjaldt således en rapport, sendt fra Berlin 6. maj 1941 fra Sovjets militærattache, kaptajn Vorontsov, med følgende indhold: "Sovjetborger Bozen meddeler flådeattacheen, at en tysk officer i Hitlers hovedkvarter har meldt om forberedende tyske angreb på Sovjet 14. maj gennem Finland og de baltiske lande. Samtidig skal Moskva og Leningrad bombarderes voldsomt fra fly og faldskærmstropper nedkastes i alle grænsebyer." [note]

I sin rapport af 22. maj 1941 meddeler militærattacheen i Berlin, Khlopov: . . . "Den tyske hærs angreb meddeles beregnet til 15. juni, men begynder muligvis de første dage i juni." [note]

Et telegram fra vor London-ambassade af 18. juni 1941 fastslår: "Cripps er nu fuldt overbevist om uundgåeligheden af væbnet konflikt mellem Tyskland og Sovjet til begyndelse i juli. Ifølge Cripps har tyskerne koncentreret 147 divisioner (heri indbefattet luftstyrker og specialafdelinger) langs Sovjets grænser." [note]

Til trods for disse alvorlige advarsler blev der ikke taget nødvendige skridt til landets forsvar og til at forhindre, at vi blev overrumplede. Havde vi tid og mulighed for sådanne forberedelser? Ja, vi havde begge dele. Vor industri var allerede så udviklet, at den var i stand til i fuldeste mål at forsyne sovjethæren med alt, der behøvedes. Det bevises deraf, at skønt vi under krigen mistede næsten halvdelen af vor industri og herunder store levnedsmiddelproducerende fabrikker som følge af den fjendtlige okkupation af Ukraine, Nordkaukasien og andre vestlige dele af landet, var sovjetfolket alligevel i stand til at skabe en produktion af militært udstyr i de østlige dele af landet, foretage installationer med det, der var reddet fra de vestlige dele, og forsyne vore væbnede styrker ined alt, som var nødvendigt for at ødelægge fjenden. [note]

Hvis vor industri var blevet mobiliseret i tide og på rette måde, så hæren kunne være blevet forsynet med nødvendigt materiel, ville vore krigstab være blevet uendelig meget ringere. En sådan mobilisering blev imidlertid ikke sat i gang i tide, og allerede i krigens første dage stod det os klart, at vor hær var dårligt udrustet, at vi ikke havde tilstrækkeligt artilleri, tanks og fly til at kunne kaste fjenden tilbage. Sovjetisk videnskab og teknik fremstillede udmærkede tanksmodeller og artillerivåben før krigen; men masseproduktionen var ikke sat i gang, og vi var først begyndt at modernisere vor militære udrustning lige op til krigen.

Da derfor fjendens invasion af sovjetlandet begyndte, havde vi hverken tilstrækkelige mængder af gamle maskiner, der kunne anvendes til våbenproduktion, eller nye, som det var blevet planlagt at indføre. Situationen var særlig alvorlig, hvad angik antiluftskyts-artilleri. Vi organiserede ikke produktionen af antitanks-ammunition. Mange befæstede områder viste sig umulige at forsvare, fordi de gamle våben var blevet trukket tilbage, og ingen nye stod til rådighed endnu.

Desværre var det ikke blot tanks, artilleri og fly, det var galt med. Ved krigens udbrud havde vi ikke et tilstrækkeligt antal rifler til bevæbning af det mobiliserede mandskab. Jeg husker, at jeg i de dage telefonerede fra Kiev til kammerat Malenkov og sagde: ,Folk har meldt sig i stort tal til frivillig tjeneste i den nye hær, og nu forlanger de våben! I må sende os rifler." [note]

Malenkov svarede: "Vi kan ikke sende jer våben. Vi sender vore rifler til Leningrad, og I må bevæbne jer selv!" (Bevægelse i salen.)

Det var altså udrustningssituationen. I denne forbindelse skal vi ikke glemme følgende: Kort før Hitler-hærenes invasion af Sovjet skrev general Kirponos, som var chef for Kievs specielle militærdistrikt (han faldt senere ved fronten) til Stalin, at de tyske hære stod ved Bug-floden og forberedte et angreb i nær fremtid, højst sandsynligt en stor offensiv. I den anledning foreslog Kirponos, at der opstilledes et stærkt forsvar, at endvidere 300.000 mennesker evakueredes fra grænseområderne, og at stærke forsvarspunkter oprettedes der, antitankgrøfter, løbegrave for soldaterne o. s. v. [note]

Moskva, det vil sige Stalin, besvarede dette forslag med en påstand om, at dette ville være en provokation, og at der ikke skulle sættes noget forberedende forsvarsarbejde i gang ved grænsen, for at der ikke skulle gives tyskerne nogen anledning til at indlede en militær aktion imod os. Derfor var vore grænser utilstrækkeligt forberedt på at slå fjenden tilbage.

Da nazisthærene havde invaderet sovjetisk territorium, og de militære operationer var begyndt, udstedte Moskva den fantastiske ordre, at den tyske ild ikke skulle besvares. Hvorfor? Det var, fordi Stalin til trods for de soleklare beviser troede, at krigen endnu ikke var begyndt, og at det hele kun var en provokatorisk handling fra nogle udisciplinerede sektioner af den tyske hær, og at vor reaktion ikke skulle være en grund for tyskerne til at begynde krigen.

Følgende kendsgerning er også kommet frem: Selve aftenen før Hitlers hære trængte ind på Sovjets territorium, sneg en tysk soldat sig over vor grænse og fortalte, at de tyske hære havde fået ordre til at begynde offensiven mod Sovjetunionen natten til den 22. juni kl. 3. Stalin blev straks underrettet, men advarslen blev ignoreret.

Som I ser, advarsler fra hærchefer, erklæring fra en desertør fra den fjendtlige hær, meddelelser fra Churchill og vore egne militærattacheer, ja, selv åben fjendtligled, alt blev ignoreret. Er det et eksempel på årvågenhed hos partiets og landets leder i dette historisk betydningsfulde øjeblik?

Og hvad var så resultatet af denne skødesløse holdning, denne åbenlyse foragt for kendsgerninger? Resultatet var, at i de første timer og dage ødelagde fjenden i vore grænseområder en stor del af vor luftflåde, vort artilleri og anden militær udrustning. Han nedkæmpede store dele af vor hær og bragte forvirring i vor militære ledelse. Som følge deraf kunne vi ikke forhindre fjenden i at trænge dybt ind i landet. De meget alvorlige følger, særlig i krigens begyndelse, kunne udelukkende tilskrives, at Stalin havde ladet så mange fremragende militære ledere henrette i årene 1937-41, fordi han var mistroisk og lyttede til sladderagtige beskyldninger. I disse år var udrensningen blevet gennemført mod en meget stor del af hærens højere officerer fra kompagnichefer til generaler, ligeledes var alle, der havde skaffet sig ekstra erfaring ved krigsførelse, enten i Spanien eller det fjerne Østen, blevet likvideret ved hjemkomsten. [note]

I forbindelse hermed undermineredes den militære disciplin, fordi officerer ved undervisningen i partiet og i Komsomol blev betegnet som "skjulte fjender af kommunismen". (Bevægelse i salen).

Det var givetvis mærkbart på den militære disciplin i krigens første periode. I mange tilfælde var officerer, som var absolut loyale mod partiet og fædrelandet, blevet fængslet i det sidste år før krigen og udsat for den strengeste tortur. Da krigen brød ud, blev de løsladt og viste ved fronten stor og ægte patriotisme. Jeg tænker her på mænd son. Rokossovsky, Gorbatov og Maretskov, der alle tre udmærkede sig ved fronten og faldt, men mange andre beviste på samme måde deres troskab mod fædrelandet til trods for den usle behandling, de havde været udsat for.

Forsvaret var dog i alvorlig fare. Det ville være forkert at glemme, at Stalin, da de alvorlige ulykker og nederlag ved fronten kom, næsten straks mente, at nu var enden kommet. I en af sine taler dengang sagde han: "Alt, hvad Lenin har skabt, har vi nu mistet for bestandig." [note]

Derefter dirigerede Stalin faktisk ikke en tid de militære operationer og holdt i det hele taget op med at foretage sig noget som helst. Medlemmerne af Politbureau opsøgte ham så og sagde, at det var nødvendigt at foretage visse skridt for at få situationen ved fronten forbedret. [note]

"En truende fare hænger over vort fædreland," sagde de, "hovedsagelig som følge af fejlagtige manøvrer."

Det var modigt sagt, men hvor meget det virkede, er et spørgsmål. I må ikke glemme, at situationen var den, at kort før Hitler-hærens invasion var advarslerne fra alle sider strømmet ind til Stalin. Han havde kun reageret med at udtale, at man skulle undgå provokationer. og det blev han ved med, selv efter krigens udbrud. Den nervøsitet og det hysteri, som han led under, forårsagede hæren alvorlig skade i de første måneder.

Stalin var meget langt fra at forstå den virkelige situation, som den udviklede sig ved fronten. Det er ganske naturligt, for under hele den store, patriotiske krig besøgte han aldrig noget frontafsnit. Selv, da lykken vendte sig til gunst for os, kom han aldrig til en befriet by, og det nærmeste han kom fronten, var 1000 km, - da han foretog en inspektionstur ad Mozhaisk-landevejen, og denne begivenhed er blevet gengivet i mange literære arbejder, fulde af fantastiske beretninger, skønt der såvist intet usædvanligt var i denne inspektionstur. Men det var den eneste, der havde karakter som sådan, og den medførte, at Stalin nu igen vågnede op, greb ind i de militære operationer og tit udstedte ordrer, der ikke tog ringeste hensyn til forholdene på den bestemte del af fronten, de angik, hvad der atter medførte store tab af menneskeliv.

Jeg skal i denne forbindelse nævne en karakteristisk ting, som illustrerer, hvordan Stalin dirigerede operationerne ved fronten. Her, som deltager i denne kongres, har vi marskal Bagramyan, der på et vist tidspunkt var chef for operationerne på den sydvestlige front, og som kan bevidne, hvad jeg her fortæller jer. [note]

Da der i 1942 udviklede sig en særlig alvorlig situation for vore hære i Kharkov-området, havde overkommandoen meget rigtigt besluttet at opgive en operation, som havde til formål at indeslutte Kharkov, fordi den virkelige situation var, at hæren ville blive truet af skæbnesvangre følger, hvis denne operation blev gennemført. Vi meddelte Stalin dette og understregede, at situationen krævede forandring i planerne, således at fjenden blev afskåret fra at ødelægge en meget væsentlig del af vor hær. Stik imod al fornuft afslog Stalin vort forslag og udstedte ordre til at fortsætte operationen, som havde til hensigt at indeslutte Kharkov, til trods for at hærens hovedkvarter netop derved truedes med omringning og udslettelse.

Jeg telegraferede til Vasilevsky og bad ham: "Alexander Michailovitch, tag et kort" - Vasilevsky er til stede her - "og forklar kammerat Stalin situationen, som den har udviklet sig!" Det fantastiske var, at Stalin planlagde operationer på en globus! (Latter i salen). [note]

Ja, kammerater, han plejede at tage en globus og finde frontlinien på den. Jeg sagde til kammerat Vasilevsky: "Vis ham situationen på et rigtigt kort! Som det er nu, kan vi ikke fortsætte de operationer, han har planlagt." Vasilevsky sagde, at Stalin allerede havde studeret stillingen og at han, Vasilevsky, ikke ville få mulighed for at træffe Stalin og drøfte denne sag, fordi Stalin ikke mere ville høre nogen som helst argumenter om dette frontafsnit.

Efter min samtale med Vasilevsky telefonerede jeg til Stalin i hans villa. Stalin kom ikke selv til telefonen, men derimod Malenkov. Jeg fortalte kammerat Malenkov, at jeg ringede fra fronten og ønskede at tale personligt med Stalin. Et øjeblik efter meddelte Malenkov mig, at Stalin ønskede, at jeg kun skulle tale med Malenkov. Jeg gjorde ham opmærksom på, at jeg ønskede personligt at informere Stalin om den alvorlige situation. Men Stalin anså det ikke for nødvendigt at rejse sig og gjorde påny opmærksom på, at jeg skulle tale til ham gennem Malenkov skønt han kun var et par skridt fra telefonen. Efter at have "lyttet" på denne måde til vor anmodning svarede Stalin gennem Malenkov "Lad alt blive, som det er!"

Og hvad blev så resultatet af det? Det værste, vi havde frygtet. Tyskerne omringede vore sammendragne hærstyrker, og vi mistede flere hundrede tusinde mand. Det var følgen af Stalins "militære geni". Det var hvad det kostede os den dag. (Oprør i salen). [note]

Ved en bestemt lejlighed efter krigen, under et møde hos Stalin med medlemmer af Politbureau, omtalte Mikoyan, at jeg måtte have ret, da jeg telefonerede om Kharkov-stillingen, og at det var uheldigt, at mit forslag ikke var blevet fulgt. [note]

I skulle have set Stalins udtryk og hans raseri. Hvordan kunne det tænkes, at han, Stalin, ikke havde haft ret! Han var, derom herskede der ingen tvivl, et geni, og et geni kan kun have ret. Alle andre kunne tage fejl, men Stalin hævdede uforfærdet, at han aldrig havde fejlet; han indrømmede aldrig at have gjort fejl på noget punkt, stort eller småt, til trods for, at enhvc kan afgive beviser på, at hans fejldispositioner har kostet millioner af mennesker livet. Efter partikongressen må vi sandsynligvis omvurdere mange af krigstidens operationer og få dem gengivet i det rette lys. Den taktik, Stalin ville anvende uden at kende noget til, hvordan slagoperationerne udviklede sig, kostede os uendelig meget blod, indtil der lykkedes os at stoppe modstanderen og gå over til offensiven.

Militæret ved, at allerede i slutningen af 1941 krævede Stalin i stedet for store operationsmanøvrer, der skulle indkredse modstanderen og medføre, at vi kunne trænge frem bag hans ryg, uafbrudt frontale angreb og generobring af en landsby eller to. Som følge heraf havde vi de store tab, indtil vore generaler, på hvis skuldre hele vægten af krigsførelsen hvilede, havde held til at forandre situationen og gå over til bøjelige manøvreoperationer, der straks skabte betydelige forandringer ved fronten til gunst for os.

Desto skændigere er det, at Stalin, efter at vor store sejr over fjenden havde standset hans fremrykning, men også kostet os så meget, begyndte at degradere mange af de officerer, der havde ydet mest til sejren, fordi Stalin ønskede at udelukke enhver mulighed for, at de bedrifter, der udførtes ved fronten, skulle blive til ære for andre end ham selv.

Stalin var meget interesseret i vurderingen af Zhukov som militær leder og spurgte mig tit om min mening om Zhukov. Jeg sagde så: "Jeg har kendt Zhukov længe, han er en god general og fin militær leder." [note]

Efter krigen begyndte Stalin at fortælle alt muligt vrøvl om Zhukov, blandt andet denne historie: For hver operation på fronten optrådte Zlmkoo på denne tossede måde: Han tog en håndfuld jord, lugtede til den og sagde: ,Vi kan begynde angrebet" eller det modsatte: "Vi kan ikke begynde den operation, vi har planlagt!" - Til dét svarede jeg: "Kammerat Stalin, jeg ved ikke, hvem der har fundet på det, men dei er noget vrøvl!" Det er muligt, det var Stalin selv, der havde fundet på den historie for at formindske Zhukovs rolle og militære evner.

Samtidig kan det siges, at Stalin gjorde alt for at popularisere sig selv som den store fører: På forskellig måde prøvede han at få folket til at tro, at alle sejre, de sovjetiske hære vandt i den store, patriotiske krig, skyldtes hans mod, dristighed og geni - og ingen andens. [note]

Her kan vi også nævne vore historiske og militære film og nogle literære værker. Man kan blive syg af at tænke på dem. Det hele drejer sig om at lovprise Stalin som militært geni. Som nu f. eks. i filmen "Berlins fald". Her er det kun Stalin, der handler; han afgiver ordrer i en sal. hvor der er fuldt af tomme stole, og kun en mand nærmer sig ham og afgiver en ydmyg rapport, det er Poskrebyshev, hans loyale lakaj. [note]

Men hvor er den militære overkommando? Hvor er Politbureau? Hvor er regeringen? Hvad foretager de sig, og hvad er de optaget af? Der er intet herom i filmen, Stalin handler for dem alle, han regner ikke med nogen, han spørger ikke nogen om råd. Alt bliver vist folket i dette falske lys. Hvorfor? For at omgive Stalin med en glorie, i modstrid med kendsgerningerne og den historiske sandhed. Spørgsmålet rejser sig: Hvor er det militær, på hvis skuldre krigsbyrderne hvilede? End ikke det ses på filmen. Stalin tager hele pladsen.

Det var dog ikke Stalin, men partiet som helhed, sovjetregeringen, vor heltemodige hær, dens dygtige ledere og tapre soldater, der sikrede sejren i den store, patriotiske krig. (Voldsomt bifald).

Centralkomiteens medlemmer, ministrene, vore økonomiske ledere, kulturlivets spidser, organisationens og de enkelte landområders ledere, ingeniører, teknikere. hver på sin plads, gav med glæde sine kræfter og sin vider. for at sikre sejren over fjenden. Et usædvanligt heltemod vistes af vor "hårde kerne", hele den arbejdende klasse, holkhoz-bønderne, intelligensen. som under ledelse af partiorganisationerne måtte gennemgå frygtelige lidelser, men ofrede alle deres kraefter på fædrelandets forsvar. Sovjets kvinder gjorde en strålende indsats ved produktionsarbejde i fabrikkerne, i Kolkhoz'erne og i mange økonomiske og kulturelle afdelinger. Ja, mange kvinder deltog direkte i den store krig ved fronten. Vore modige unge ydede en umådelig indsats både ude ved fronterne og hjemme. Sovjet-soldaternes indsats vil aldrig blive glemt, og det samme gælder officerernes og de politiske arbejderes. Efter at en meget væsentlig del af hæren var blevet dræbt eller faldet i fangenskab ide første krigsmåneder, tabte de, der blev tilbage, ikke hovedet, men var i stand til at reorganisere alt under de fortsatte kampe. De skabte en stærk og modig hær og kunne ofte modstå den dygtige fjendes pres og angreb, ja, til sidst slå ham til jorden.

Den strålende og heroiske indsats, hundreder af millioner mennesker i øst som i vest gjorde under kampen mod nazismen, for fascismens undertrykkelse, der truede os, vil i århundreder og årtusinder leve i mindet hos en taknemmelig menneskehed. (Voldsom begejstring).

Hovedrollen og den egentlige ære for den sejrrige udgang af krigen tilkommer dog vort kommunistiske parti, Sovjetunionens væbnede styrker og de millioner, der hører til partiet. (Voldsom og fortsat begejstring).

Kammerater! Lad os nu se på forskellige andre spørgsmål! Sovjetunionen er med rette blevet betragtet som en model på en stat med mange nationaliteter, og vi har formået i praksis at skabe lighed og venskab mellem alle de forskellige folkeslag, der lever i vort store fædreland. Desto uhyggeligere er de handlinger, der blev inspireret af Stalin, og som er den råeste krænkelse af de leninske principper for sovjetstatens nationale politik. Vi tænker her på den deportation af hele folkeslag, der fandt sted, hvordan de - og det var alle, kammerater og Komsomol-medlemmer med - uden undtagelse blev ført fra deres hjemsted langt ud i Sibirien eller andet steds hen. Disse deportationer havde hverken økonomisk, politisk eller militært formål, men var udelukkende udslag af Stalins despotisme og vilkårlighed. [note]

Således blev allerede i slutningen af 1943, da der til fordel for Sovjet skete et almindeligt gennembrud på alle fronter, taget en beslutning angående deportationen af alle indbyggere i Karachai fra de landområder, hvor de levede. [note]

Omtrent samtidig, i slutningen af december 1943. skete noget tilsvarende med hele befolkningen i Kalmuk-republikken. I marts 1944 blev alle tjerkesiske og inguiske folkedepartementer og den tjerkesisk-inguiske folkerepublik ophævet. I april 1944 blev alle balkarer deporteret til fjerntliggende egne fra det område i Kabardia-Balkar-sovjetrepublikken, hvor de hidtil havde boet, og republikken fik nu blot navnet Kabardia. [note]

Ukrainerne undgik denne skæbne, fordi de var for mange, så der ikke var noget sted at deportere dem til; ellers ville Stalin også have deporteret dem! (Latter og munterhed i salen).

Ikke blot marxist-leninister, men ethvert menneske med almindelig sund fornuft, stod uforstående overfor, hvad der fik Stalin til at begå handlinger, der bragte ulykke over personer og enkeltgrupper indenfor partiet, men desuden var til stor skade for landet og bolchevismen.

hammer star stalin hammer star krushchev hammer star stalin hammer star

Forrige side   |   Næste side   |   Retur