www.ebbemunk.dkarrowKhrustsjovs hemmelige tale (1956)

hammer star stalin hammer star krushchev hammer star stalin hammer star

Persondyrkelse | Fjende af folket | 17. partikongres | Den store, patriotiske krig | Efter krigen | Selvforherligelse | Efterskrift og noter

Forrige side   |   Næste side   |   Retur

Selvforherligelse

Kammerater! Persondyrkelsen nåede et så uhyrligt omfang, fordi Stalin selv, mens han benyttede sig af alle tænkelige metoder, gjorde alt muligt for at berømme sin egen person. Det fremgår af mange fakta. Et af de mest karakteristiske for Stalins selvforherligelse og mangel på selv den elementæreste beskedenhed finder man i den bog, "Kort biografi", som udkom i 1948. [note]

Denne bog er et eksempel på den mest lavpandede smiger, et forsøg på at gøre et menneske til en guddom, "den største leder, den største strateg, alle tider og alle lande har set". Der var ikke flere ord mulige for at løfte Stalin op til himlen. Vi behøver ikke her give andre eksempler på den kedsommelige smiger, som fylder denne bog; det eneste, vi behøver sige, er, at alt er blevet godkendt af Stalin personlig og nogle oplysninger tilføjet med hans egen hånd i korrekturen til denne bog. [note]

Hvad var det, Stalin mente så vigtigt at tilføje? Den heldigt bevarede korrektur giver besked herom. Ønskede han at afsvække sine smigreres udgydelser, der fyldte "kort biografi"? Nej - han gjorde tværtimod opmærksom på de steder, hvor han syntes, anerkendelsen af hans indsats ikke var tilstrækkelig. Her er nogle karakteristiske eksempler på hans tilføjelser:

. . . "I denne kamp mod skeptikere og folk, der ønskede at kapitulere, trotzkister, zinovieviter, bukhariniter, kameneviter, var efter Lenins død en fast front svejset sammen til ledelse af partiet, til at holde den store Lenins banner højt, en flok, der bragte savjetfolket ind på den rette vej gennem den storstilede industrialisering og kollektivisering af landbruget. Lederen heraf og den ledende kraft i partiet og staten var kammerat Stalin."

Dette skrev Stalin om sig selv, og han tilføjede: "Skønt han udførte sit arbejde som leder af partiet og af folket med fuldendt dygtighed og nød hele sovjetfolkets ubegrænsede støtte, tillod kammerat Stalin aldrig, at hans arbejdsindsats blev skæmmet af den ringeste antydning af forfængelighed, indbildskhed eller selvbehagelighed."

Hvor og hvornår har en leder prist sig selv sådan? Er det værdigt en mand, der bekender sig til Marx-Lenin-fløjen? Nej, det er nøjagtigt det. Marx og Engels tog så skarpt afstand fra. Det blev også på det voldsomste fordømt af Vladimir Ilyich Lenin.

I korrekturen og altså senere indført i bogen findes også følgende sætninger: "Stalin er Lenin i dag." Men han føjede dog mere til: "Stalin er den værdige fortsætter af Lenins arbejde eller, som det hedder i vort parti, Stalin er Lenin i dag!" Det er sagt smukt, ikke af folket, men af Stalin selv.

Der kan fortsættes med adskillige selvrosende eksempler, navnlig om Stalins militære geni: "Den fremskredne sovjetiske krigsvidenskab udvikledes yderligere takket være kammerat Stalin. Det var kammerat Stalin, der i enkeltheder udarbejdede teorien om de permanent opererende faktorer, der afgør kriges udfald, det aktive forsvar og læren om modoffensiv og offensiv, om samarbejde mellem landstyrker og luftværn i moderne krig og artilleriet som det væsentlige indenfor de væbnede styrker.

I forskellige perioder af krigen fandt Stalins geni den rette løsning. der viste det sande overblik over enhver situation." (Bevægelse i salen).

Og videre skrev han: "Stalins militære genialitet udfoldede sig både, hvor det gjaldt forsvar, og hvor det gjaldt offensiv. Kammerat Stalins geni satte ham i stand til at gætte fjendens planer og ødelægge dem De slag, i hvilke kammerat Stalin ledede sovjethæren, er strålende eksempler på operationsmæssig militær dygtighed."

På den måde blev Stalin hyldet som strateg. Hvem gjorde det? Stalin selv. Ikke i sin egenskab af strateg rnen i rollen som forfatter og redaktør, som skaberen af denne selvrosende biografi. Det er faktum, kammerater. Vi må hellere kalde det "det skammelige faktum". Og sådan kan man blive ved; men det er så afslørende, så uhyggeligt, at vi standser her.

Kun nogle få ord om Stalin-prisen! (Bevægelse i salen). [note]

End ikke czaren uddelte en pris opkaldt efter ham selv. Stalin mente, at den bedste tekst til Sovjetunionens nationalsang var en, der ikke nævnte kommunistpartiet, men derimod følgende:

Stalin opdrog os til hengivenhed mod folket,
han inspirerede os til stort arbejde og store gerninger.

Med disse linier fra nationalsangen er hele det store leninske partis opdragende, inspirerende og ledende indsats tilskrevet Stalin. Der er selvfølgelig en klar afvigelse fra marxismen og leninismen, en tydeligt forringende og formindskende rolle for partiet. [note]

Vi kan til jeres underretning tilføje, at Centralkomiteens præsidium allerede har vedtaget en resolution om ny tekst til nationalsangen, og denne tekst vil tage tilbørligt hensyn til folkets og partiets rolle. (Høj, forstærket applaus).

Og var det uden Stalins vidende, at mange af de største foretagender i dette land og mange af dets nye byer blev opkaldt efter ham? Var det uden hans vidende, Stalinmonumenter blev rejst over hele landet, mindesmærker over en dengang levende? Det er konstateret, at Stalin selv 2. juli 1951 underskrev en beslutning, fattet af Sovjets ministerråd, om rejsning af et imponerende monument af Stalin. Den 4. september samme år udstedtes der ordre om fremstilling af 33 tons kobber, som skulle benyttes til opførelse af dette enorme monument.

Alle, der har besøgt Stalingrad-området, har set den kæmpestatue, der er rejst her på en plads, hvor den kan ses alle vegne fra. Vældige summer ofredes på at bygge den på et tidspunkt efter krigen, da folk i dette område boede i lerhytter. Selv om Stalin havde ret til at skrive i sin biografi, at han ikke ville give plads for blot en skygge af forfængelighed, selvoptagethed og selvbeundring, blev det dog lidt anderledes. Samtidig viste Stalin mangel på respekt for Lenins minde. Det er ikke noget tilfælde, at der, til trods for at beslutningen blev taget for over 30 år siden, endnu ikke er lagt en sten til det Sovjet-palads, der skulle stå som minde om Lenin. Opførelsen er stadig blevet udsat; under Stalin gik tanken helt i glemmebogen.

Vi kan også mindes sovjetregeringens resolution af 14. august 1925 om "udstedelse af Lenin-pris for opdragelses- og undervisningsarbejde". Denne resolution blev offentliggjort i pressen, men til den dag i dag er der ikke uddelt nogen Lenin-pris af denne art. Også det burde rettes. (Stærk, voldsom appel).

I Stalins levetid blev alle begivenheder i henhold til de metoder, jeg har omtalt, f. eks. i hans "kort biografi", beskrevet, som om Lenin spillede en underordnet rolle, selv under oktoberrevolutionen. I mange film og i adskillige literære arbejder er Lenins skikkelse fejlagtigt fremstillet og med overlæg formindsket i betydning.

Stalin elskede filmen "Det uforglemmelige år 1919", hvori man ser ham på trinet af et armeret tog, og hvor han bogstavelig talt besejrer fjenden med sin sabel. Gid Klement Yefremovich (Voroshilov), vor kære ven, må få det nødvendige mod til at skrive sandheden om Stalin! Han ved i alle tilfælde, hvordan Stalin kæmpede. Det vil måske være vanskeligt for kammerat Voroshilov at påtage sig dette arbejde, men det ville være godt, hvis han gjorde det. Alle ville anerkende det, både folket og partiet. Også hans sønnesønner ville takke ham. (Applaus). [note]

Når talen var om begivenheder i oktoberrevolutionens dage og under borgerkrigen, fik man altid det indtryk, at Stalin spillede hovedrollen. Det var Stalin, der bestandig foreslog Lenin, hvad han skulle gøre og hvordan. Det er det rene nonsens. (Forstærket bifald).

Jeg tror ikke, jeg synder mod sandheden, når jeg siger, at 99 pct. af de her tilstedeværende kendte meget lidt - hvis overhovedet noget - til Stalin før 1924, mens alle kendte Lenin. Han var elsket af hele partiet, hele nationen, fra børn til gråskæg. Stalin ændrede det. Men det er ændret igen, alt er blevet omhyggeligt revideret, således at historie, literatur og kunst nøje gengiver sandheden om Lenins rolle og store bedrifter for vort kommunistparti og for det skabende sovjetfolk.

Kammerater! Persondyrkelsen medførte anvendelse af falske principper i partiarbejdet som i landets økonomi. Den har groft krænket det interne partiliv og sovjetdemokratiet, administrationen og mange andre ting. Mange smigrere ag specialister i falsk optimisme og skønmaling fik travlt.

Tag f. eks. parti- og sovjetresolutionen! Smigrerne her vovede aldrig at nævne de to betegnelser, uden at Stalin figurerede samtidig. Men det farlige var måske ikke så meget den boglige smiger som Stalins tøven med at betragte de levende realiteter og drage konsekvensen heraf. Kendsgerninger vedrørende den øjeblikkelige situation interesserede ham ikke, mindst af alt, når det var landbruget, det gjaldt.

Alle, der interesserede sig blot det ringeste for den økonomiske situation i landet, kunne se, at landbruget havde store vanskeligheder at kæmpe med. Men Stalin ignorerede det stadig. Fortalte vi da ikke Stalin tilstrækkeligt om det? Jo, vi gjorde, men han tog intet hensyn til det. Hvorfor? Fordi Stalin ikke kendte noget til det, aldrig rejste nogen steder, aldrig besøgte hverken by- eller kolkhozarbejdere, intet kendte til den virkelige situation ude i landet.

I virkeligheden havde han kun begreb om forhold i byer som på landet fra de film, han så. Og disse film skulle især forskønne situationen indenfor landbruget. Mange af dem viste, hvordan bønderne i kollektiverne sad ved borde, der bugnede af opdækninger med kalkuner og gæs. Det var tydeligt, at Stalin troede, det var sådan.

Lenin så helt anderledes på det daglige liv. Han var i stadig nær kontakt med folket, modtog gang på gang landbrugsdelegationer, besøgte og talte indgående med bønderne, ligesom han var en hyppig taler ved møder på fabrikker og andre arbejdspladser.

Stalin skilte sig ud fra folket, besøgte så at sige aldrig nogen. Den sidste gang, han aflagde besøg i nogle landsbyer, var i 1928, da han berejste Sibirien i forbindelse med nogle kornleverancer. Hvordan kunne han da kende noget til situationen ude i landet? [note]

Da han engang under en diskussion fik at vide, at situationen var vanskelig, at navnlig kvægavl og al kød- som fjerkræproduktion var særlig dårlig, besluttede han, at der skulle nedsættes en kommission med den opgave for øje at forberede en redegørelse, der skulle hedde "Midler til yderligere udvikling af kvægavl i kolkhozer og sovkhozer". Vi udarbejdede projektet; selvsagt indeholdt vort forslag ikke alle muligheder, men vi prøvede at fremsætte et så bredt grundlag som muligt for kvægavlen og kom med direkte tal, der skulle belyse, hvordan de enkelte forslag kunne virke til gavn navnlig for kolkhozerne. Vi foreslog oprettelse af de såkaldte MTS (traktorstationer) og prøvede at systematisere kvægavlen indenfor landets forskellige områder. Forslagene var meget omfattende, men blev ikke accepteret og i foråret 1953 lagt til side.

Derimod mente Stalin efter at have studeret projektet, at der skulle lægges en yderligere skat af 40 milliarder rubler på landbruget. Så vidt han kunne forstå, havde bønderne det godt, og kolkhoz-arbejderne behøvede ikke at afsætte mere end 1 høne ekstra for at kunne betale deres andel i denne kæmpemæssige ekstraskat!

Tænk, hvad det vil sige: 40 milliarder var betydeligt mere, end hvad landbruget som helhed fik for alle sine produkter. I 1952 var tallet således 26 milliarder. Hvorfra havde Stalin da de forrykte tal? Havde de bund i virkeligheden? Selvfølgelig ikke. I sådanne tilfælde interesserede hverken tal eller kendsgerninger ham; han slyngede blot tallene ud, og havde Stalin sagt noget, måtte det jo være sådan, for han var et geni, og genier behøvede ikke beskæftige sig med beregninger, men blot se på en ting og så fortælle, hvad der skulle gøres. Når han udtrykte sin mening, måtte enhver gentage den og beundre hans klogskab. Men hvor megen klogskab var der i forslaget om en yderligere landbrugsskat på 40 milliarder rubler? Ingen, absolut ingen. Det var så fuldkommen forrykt.

Vi er nu ved langsomt at arbejde os igennem en virkelig landbrugskrise. Situationen er ikke håbløs. De delegeredes taler her på den 20. kongres har glædet os alle. Det er godt, at mange taler for en gennemførelse af en sjette femårsplan, fordi vi ikke i den femte kan nå, hvad vi tilsigtede, især indenfor kvægavlen. Vi er sikre på, at det nås i den næste femårsplan.(Forøget applaus).

Kammerater! Når vi i dag skarpt kritiserer persondyrkelsen, der var så udbredt under Stalin, og når vi taler om de mange negative resultater af denne dyrkelse, der er så fjernt fra Lenin-marxismen, spørger man uvilkårligt: Jamen, hvordan kunne det gå til? Der må vi sige: Stalin stod i spidsen for partiet og landet i 30 år, og der blev vundet mange sejre i hans levetid. Kan vi nægte det? Efter min mening kan dette spørgsmål kun stilles af dem, der er helt forblindede af netop persondyrkelsen, da de ikke forstår betydningen af revolutionen, af partiets udvikling, af savjetstaten, der er de faste punkter i alt, hvad der er sket.

Da socialistrevolutionen gennemførtes af den arbejdende klasse i byerne og de fattige bønder med delvis hjælp fra landmænd af middelklassen, var det et strålende resultat. Det opnåedes ved folkets hjælp, under ledelse af bolchevikpartiet. Lenins store fortjeneste består deri, at han gjorde den arbejdende klasse til en kæmpende, også militært betydende. Men han var selv bevæbnet med marxistisk forståelse af lovene om social udvikling og fuld af sikker tro på proletarernes sejt - i kampen mod kapitalisterne. Han stålsatte sit parti i den revolutionære kamp til fordel for folkets masser. Under denne kamp forsvarede partiet bestandig det jævne folks interesser, og han blev dets erfarne leder, der førte de arbejdende masser til magten, til skabelsen af den første socialistiske stat. I husker nok Lenins kloge ord om, at sovjetstaten kun er stærk takket være massernes forståelse af, at historien skabes af folkets millioner.

Vore historiske sejre opnåedes, takket være partiets organisatoriske arbejde, ikke mindst i de mange provinsafdelinger og gennem hele nationens selvopofrelse. Disse sejre er resultatet af nationens og partiets drivkraft og evne til at vinde frem. Det er ikke en frugt af Stalins ledelse, sådan som det tidligere blev fremstillet i persondyrkelsens tid.

Hvis vi ser på sagen som marxister og leninister, må vi klart erkende, at den ledermentalitet, der skabtes, især i de senere år af Stalins liv, var en alvorlig hindring for Sovjets sociale udvikling. Stalin svigtede ofte ved i måneder at undlade at tage vigtige problemer op, både sager vedrørende partiet og staten, og ofte spørgsmål, der ikke kunne opsættes. Under Stalins ledelse var vor fredelige forbindelse med andre nationer ofte truet, fordi hans diktatoriske bestemmelser skabte store komplikationer.

I de senere år, efter at vi har befriet os for den skadelige praksis med persondyrkelse og har foretaget adskillige skridt fremad såvel i indenrigsk som udenrigsk politik, kan enhver se, hvordan den skabende evne hos de brede, arbejdende masser udvikles, og hvor gunstigt alt dette har virket på vor kultur og økonomi.

Nogle kammerater vil måske spørge: Hvor var medlemmerne af Politbureau og Centralkomiteen da? Hvorfor stod de ikke op og talte imod denne persondyrkelse? Og hvorfor gøres det først nu?

For det første må vi gøre os klart, at medlemskab af Politbureau betød noget meget forskelligt til forskellige tider. Til at begynde med støttede mange Stalin aktivt, fordi de mente, Stalin var en af de største marxister, og hans logik, hans styrke og vilje øvede stærk indflydelse på de forskellige fraktioner og på partiarbejdet. Det kan ikke nægtes, at Stalin de første år efter Lenins død kæmpede aktivt mod fjenderne, trotzkisterne og de nationalt borgerlige. I følge leninist-teorien begyndte partiet med Centralkomiteen i spidsen et arbejde i stort omfang for socialistisk industrialisering af landet, for kollektivisering indenfor landbruget og for kulturel revolution.

På den tid opnåede Stalin stor popularitet, sympati og støtte. Partiet måtte kæmpe mod dem, der søgte at føre landet bort fra den rette leninistiske sti. Senere misbrugte Stalin imidlertid sin magt mere og mere, begyndte at bekæmpe fremtrædende parti- og regeringsmedlemmer og anvendte, som vi allerede har set, terroristiske metoder mod hæderlige sovjetborgere. Forsøg på at standse grundløse mistanker og anklager resulterede ofte i, at den pågældende selv blev offer for forfølgelsen.

Det er klart, at under sådanne forhold var ethvert medlem af Politbureau i en meget vanskelig situation, og når vi betænker, at der de sidste år af Stalins liv overhovedet ikke blev afholdt centralkomitemøder, mens Politbureau's medlemmer samledes rent lejlighedsvis, er det forståeligt, hvor vanskeligt det var for det enkelte medlem at optræde imod en eller anden uretfærdig fremgangsmåde fra Stalins side.

Politbureau-medlem, kammerat Voznesensky's tragiske skæbne, idet han blev offer for Stalins undertrykkelse, er kendt af as alle. Det er karakteristisk, at beslutningen om at fjerne ham fra Politbureau aldrig blev diskuteret der, men afgjort ad krogveje ved hemmelig aftale mellem Stalin og Beria. På samme måde fjernedes Kuznetsov og Radionov fra deres poster. Centralkomiteens betydning blev stærkt formindsket og dens arbejde besværliggjort, og det gjaldt i endnu højere grad Politbureau, indenfor hvilket der på Stalins ordre oprettedes forskellige kommissioner, de såkaldte kvintetter, sekstetter, septetter og novenarier.

Fra 1946 foreligger en resolution fra Politbureau med Stalins forslag.

  1. Det politiske bureau for udenrigske anliggender, kaldet sekstet, skal i fremtiden foruden med udenrigspolitiske anliggender beskæftige sig med sager vedrørende indre opbygning og hjemlig politik.

  2. Sekstetten skal til sin navneliste føje formanden for statens kommission for økonomisk planlægning, kammerat Voznesensky, og vil fremtidig blive benævnt septetten.

Signeret: Centralkomiteens sekretariat. J. Stalin.

Der var intet at tage fejl af! (Latter i salen). [note]

Det er klart, at disse nyskabelser indenfor Politbureau var imod princippet om kollektiv ledelse. Resultatet var, at nogle medlemmer af Politbureau på denne måde blev holdt borte fra deltagelse i andre vigtige drøftelser.

Et af vort partis ældste medlemmer, kammerat Voroshilov, befandt sig i en næsten umulig situation. Gennem adskillige år var han bogstavelig taget blevet forhindret i at deltage i Politbureaus møder. Stalin forbød ham det, ligesom han heller ikke fik rapport fra møderne. Efter nogle års forløb prøvede Voroshilov alligevel at få lov til at give møde, og nogle enkelte gange tillod Stalin det, men viste altid sin utilfredshed med det. På grund af sin fantastiske mistænksomhed legede Stalin også med den absurde, latterlige mistanke, at Voroshilov var engelsk spion. (Latter i salen).

Det er rigtigt: engelsk spion! Der blev installeret et særligt aflytningsapparat i hans hjem, for at Stalin kunne kontrollere, hvad han talte om. (Forargelse i salen).

Ved en ganske ensidig afgørelse fik Stalin en anden mand helt fjernet fra Politbureau-arbejde, nemlig Andrey Andreyevitch Andreyev. Det var en af de mest tåbelige bestemmelser.

På det første centralkomitemøde efter den 19. partikongres anklagede Stalin sin hidtidige tro tjener Molotov, og kammerat Mikoyan og påstod, at disse to gamle partimedlemmer var skyldige i flere graverende forbrydelser. Hvis Stalin havde levet endnu nogle måneder, ville kammerat Mikoyan og kammerat Molotov højst sandsynligt ikke være kommet til at holde taler på denne kongres. Stalin nærede øjensynlig planer om at udrydde alle de gamle medlemmer af Politbureau; han sagde ved flere lejligheder, at dets medlemmer burde erstattes med nye. Forslaget efter den 19. kongres om valg af 25 medlemmer til Centralkamiteens præsidium havde samme formål, nemlig at få fjernet de gamle, erfarne politikere og erstatte dem med nye, der ville prise ham i alle henseender. Vi kan regne med, at det også var med det formål for øje, at alle undersøgelser i Centralkomiteen foregik, - et nyt bevis på Stalins skammelige handlinger i ledtog med Beria.

Kammerater! For ikke at gentage fortidens fejl har Centralkomiteen :iu bestemt erklæret sig imod enhver form for persondyrkelse. Vi ved, at Stalin blev smigret og hævet til skyerne, men til sidst absolut med urette. I tidligere tid havde han gjort partiet store tjenester og ligeså den arbejdende klasse og den internationale arbejderbevægelse. Spørgsmålet kompliceres af, at i det vi har diskuteret, om hvad der blev gjort, mens Stalin levede og under hans ledelse og med hans medvirken, kommer der en konflikt, fordi den arbejdende klasses interesser ikke naturnødvendigt anvendes, tages i brug, til angreb mod den imperialistiske lejr. Oprindelig så han det ud fra det arbejdende folks interesser som nødvendigt for socialismens og kommunismens sejr. Vi kan ikke sige, at disse synspunkter var en vild despots; han mente, at det skulle gøres i partiets interesse, til forsvar for, hvad der var opnået ved revolutionen. Her ligger hele tragedien.

Kammerater! Lenin understregede tit, at beskedenhed var en absolut nødvendig egenskab hos en ægte bolchevik. Lenin selv var levendegørelsen af den store beskedenhed. Vi kan desværre ikke sige, at vi har fulgt Lenins eksempel i alle retninger.

Det er nok at nævne, at mange byer, fabrikker og industriforetagender, kolkhozer og sovkhozer er blevet fremhævet af os med et navn, en titel, navne på regeringsmedlemmer eller partiledere, der stadig lever og er ved godt helbred. Mange af os har været med til dette, men på det punkt må vi ændre vore beslutninger! (Bifald).

Men det må gøres langsomt. Centralkomiteen vil drøfte denne sag og overveje den omhyggeligt for at undgå fejl og misforståelser. Jeg husker, hvordan Ukraine fik underretning om Kossiovs arrestation. Kiev Radio plejede at annoncere sit program med at sige: "Dette er Radio Kossiov." Da programmet en dag begyndte, uden at Kossiovs navn blev nævnt, var alle klare over, at der var sket ham noget, at han sandsynligvis var arresteret.

Hvis vi derfor i dag begynder at fjerne skilte overalt og lader navne forsvinde, vil folk tro, at de kammerater, til hvis ære foretagendet eller byen er opkaldt, har lidt den samme triste skæbne og også er blevet arresteret. (Bevægelse i salen). [note]

Hvordan bedømmes den eller de ledendes autoritet og betydning? Bliver det på grundlag af, hvor mange byer, industriforetagender eller kolkhozher, der bærer vedkommendes navn? Er det ikke på tide, at vi fjerner dette "privat ejendom" og nationaliserer fabrikerne og kolkhozherne? (Applaus)

Vi må alvorligt overveje spørgsmålet om persondyrkelsen. Vi kan ikke lade denne sag glide ud af partiets hænder, især ikke til pressen. Det en derfor, vi holder lukket møde nu. Vi skal selv være klar over, hvor langt vi kan gå, ikke give fjenden ammunition og ikke vaske vort snavsede linned for deres øjne. Jeg tror, at deltagerne i denne kongres vil forstå og på rette vis vurdere disse forslag. (Stærkt bifald).

Kammerater! Vi må definitivt afskaffe persondyrkelsen og drage konsekvensen deraf. Det er nødvendigt af disse grunde: For det første, at vi fordømmer og udrydder persondyrkelsen, fordi den er fremmed for marxismen og leninismen. For det andet, fordi vi i vort daglige liv må efterleve de vigtigste teser indenfor marxismen og leninismen, nemlig, at folket er historiens skaber og skaber af al materiel og åndelig menneskelig lykke. Endvidere må vi understrege i hele vort daglige liv marxistleninistpartiets afgørende rolle i den revolutionære kamp for samfundets forandring og kommunismens sejr.

I denne forbindelse vil vi være tvunget til at udføre meget arbejde for kritisk at undersøge de marxistisk-leninistiske synspunkter og at rette de vidtspredte, fejlagtige synspunkter forbundet med persondyrkelse i historie, filosofi, økonomi såvel som i videnskab, literatur og kunst. Det er især nødvendigt i nærmeste fremtid at få udgivet en absolut korrekt beretning om vort partis historie i overensstemmelse med videnskabelig, marxistisk objektivisme, et værk om det sovjetiske samfunds historie og med en dybtgående behandling af borgerkrigen og den store patriotiske krig.

Endvidere skal vi fortsætte det systematiske arbejde, der er gjort af partiets centralkomite i de sidste år, et arbejde, der er karakteriseret af nøje kendskab til alle partiorganisationer fra bunden til toppen, af de leninistiske principper i partiledelsen, de vigtige principper om kollektiv ledelse. Endelig må vi fuldstændig genopbygge det sovjetiske socialistiske demokrati, som er udtrykt i forfatningen, og vi må skarpt bekæmpe vilkårlighed hos personer, der misbruger deres magt.

Kammerater! Sovjetunionens kommunistpartis 20. kongres har manifesteret sig med ny styrke, en uafrystelig enighed og en bestemt vilje til at fuldende det store værk: at opbygge kommunismen (Tumultagtigt bifald).

Og den kendsgerning, at vi i alle dens forgreninger vil komme persondyrkelsen til livs, fremmed som den er for marxismen og leninismen, er det bedste bevis på, at vi udrydder de besværlige følger af en tidligere periode samtidig med, at vi understreger vort partis store moralske og politiske styrke. (Forøget bifald).

Vi er fuldt ud overbeviste om, at vort parti, bevæbnet nied de historiske resolutioner fra denne 20. kongres, vil føre sovjetfolket ad den leninistiske vej til nye fremskridt, nye sejre. (Tumultagtigt, voldsomt bifald).

Længe leve vort partis sejrrige banner - leninismen!

(Fortsat voldsomt bifald, der ender med ovationer. Alle rejser sig.)

hammer star stalin hammer star krushchev hammer star stalin hammer star

Forrige side   |   Næste side   |   Retur