Links: Fotografier fra ruten - Johannes V. Jensens novelle 
Links: Photos from film locations - The short story (in Danish)
I 1925 skrev Johannes V. Jensen en novelle med titlen ”Naaede de færgen?”. Novellen handler om et ungt par på motorcykel. De skynder sig over Fyn for at nå den næste færge fra Nyborg. Men døden forfølger dem i en mystisk bil. Vinder parret eller døden? Johannes V. Jensen var selv en ivrig motorcyklist, og han forstod at beskrive farten i lange, afbrudte sætninger. F.eks. bruger han 190 kommaer men kun 50 punktummer.
Handlingen starter da det unge par ankommer med færgen fra Fredericia til Strib. Parret vil gerne nå den næste færge fra Nyborg. Det er en tidlig sommermorgen, og landevejen er fedtet. De overhaler hurtigt alle tre biler, der var med færgen, men farer vild i de snævre gader i Odense, og da de kommer gennem byen er den mystiske Afag-bil forrest igen. Anden gang mislykkes det dem at overhale. Døden sidder ved rattet, og han presser motorcyklen ud i grøften. Det unge par bliver dræbt. De ruller ned ad en bakke, lige ned i en robåd, der fungerer som færge. De nåede færgen.
Benzin ved Øksnebjerg
In 1948 blev novellen indspillet af instruktøren Carl Th. Dreyer. Dreyer ændrede titlen fra ”Naaede de færgen?” til ”De nåede færgen”.
Kortfilmen var finansieret af Ministeriernes Filmudvalg, en forløber for Rådet for større Færdselssikkerhed. Filmen har en urolig rytme med mange klip for at understreget tempoet. Til gengæld er der næsten ingen replikker.
I filmen er åbningsscenen ændret fra Strib til Assens. Færgen fra Aarøsund lægger til med en sort varevogn og fire motorcykler. Det unge par vil gerne nå den næste færge fra Nyborg og får at vide, at den sejler 45 minutter senere. De kører på en ny Nimbus motorcykel.
Parret overhaler alle andre motorcykler i Assens, stopper for at få benzin på, overhaler langsom landbrugstrafik, kører forkert i en landsby og må igen overhale den sorte varevogn. Det lykkes dem aldrig, for det er døden, der styrer bilen. De bliver presset ud i vejkanten og rammer et træ.
Døden som bilist
Novellen: Det unge par ankommer med jernbanefærgen fra Fredericia til Strib. De kører mod Odense på den lige Middelfart-Odense landevej, der blev anlagt 1793-1820. Farten er mellem 60 og 90 kilometer i timen på makadamiseret vej.
Filmen: I 1948, 23 år senere, ankommer det unge par med jernbanefærgen fra Årøsund til Assens. Denne ændring må være sket fordi færgen mellem Fredericia og Strib lukkede da Lillebæltsbroen blev indviet i 1935. Landevejen mellem Assens og Odense er mere snæver og ligner derfor de fleste andre danske landeveje på dette tidspunkt. I filmen er farten øget til 100-110 kilometer i timen på en snæver, asfalteret landevej.
Filmen giver et godt billede af det danske kulturlandskab i 1948: Langsom landbrugstrafik, få biler. Motorcyklisten bruger handsker, men ingen hjelm. Hans kone bruger tørklæde i stedet for hjelm.
Senere ændringer: 1. I filmen kører parret forkert i Køng, hvor de skal dreje til venstre mod Odense. Ironisk nok er vejen senere lagt om, så denne strækning nu er en blind vej. 2. Færgen mellem Assens og Aarøsund stoppede som jernbanefærge i 1951 og blev indstillet endeligt i 1972
Johannes V. Jensen and wife
In 1925, the Danish Nobel Prize winner Johannes V. Jensen wrote a mythical short story called ”Did They Catch the Ferry?”.
The story describes a young couple hurrying to reach the next ferry on a motorbike. Death is hunting them in the shape of a car driver. Will they make the ferry, or will death win? Johannes V. Jensen was himself an eager motorbiker, and he understood how to describe the impression of speed, for example by using 190 commas and only 50 full stops.
In the short story the young couple arrives to Strib, Fyn from Fredericia, Jutland by the railroad ferry. The couple wants to catch the ferry from Nyborg to Korsør, Sjælland. It is an early summer morning, and the highway to Odense is slippy. There were only two Fords and an Afag car on the ferry. The couple overtakes all three cars, looses their way in the narrow streets in Odense, and must pass the Afag car again after Odense. But it is the Death himself that is driving the car. The motorbike swerves into the ditch, and the dead bodies of the young couple rolls down a river bank and directly into an old rowing boat. They caught the ferry.
Overtaking Death
In 1948, the short story was the base for an 11-minutes film by the director Carl Th. Dreyer. Dreyer changed the title’s question into the statement ”They Caught the Ferry”.
The film was financed by the Danish government as a propaganda against fast driving. The film has many cuts to emphasize the fascination of speed. There is a sparse dialog and you may well understand the film without understanding Danish.
In the short film the opening scene is changed from Strib to Assens. The ferry moors with one black van and four motorbikes. The young couple is told that the next ferry will leave Nyborg in 45 minutes. The young couple drives a new, Danish Nimbus motorbike.
They overtake all of the other motorbikes in Assens, stops for gasoline, passes a lot of agricultural traffic, overtakes the black car, looses their way in a village and must fight to pass the sinister, black car again. They never succeed, as it is the Death himself driving the black car.
They caught the ferry
The Short Story: The young couple arrives to Strib, Fyn with the railroad ferry from Fredericia. They are heading towards Odense on the straight Middelfart-Odense highway (built between 1793 and 1820). The speed is 60-70-90 kilometers per hour on tarmac roads.
The Film: In 1948, 23 years later, the young couple arrives to Assens, Fyn with the railroad ferry from Årøsund, Jutland. This change in the story is possibly because the railroad ferry between Fredericia and Strib was closed in 1935 due to the new-built bridge between Jylland and Fyn. The Assens-Odense highway is much narrower than the Middelfart-Odense highway and thus much more like all other Danish highways at this time. In the film, the speed is increased to 100-110 kilometers on a narrower, asphalted road.
The film gives a very good impression of the Danish landscape of 1948: Slow agricultural traffic on the highway, few cars, the driver with gloves but no helmet, his wife with a scarf instead of a helmet.
Later Changes: 1. Ironically, the road fork in the village Køng where the car and later also the motorbike turns left towards Odense is now a blind alley. 2. The Assens-Årøsund ferry ceased as a railroad ferry in 1951 and stopped finally in 1972.
Link til video ved Det danske Filminstitut. Klik på "FILMKLIP / AFSPIL VIDEO" midt i højre spalte.
Link to video at the Danish Film Institute. Click on "FILMKLIP / AFSPIL VIDEO" in the middle of the right column.
Veje i novelle og kortfilm
Routes for the short story and the film
Færgelejet til Årøsund
The ferry mooring at the customs office
Forbi Damgade - Passing Damgade, Assens
Ny udgave - New version
Stop for benzin ved Øksnebjerg
Refuelling at Øksnebjerg
Bilen drejer mod Odense
The car turns towards Odense
Motorcyklen vender ved Fåborgvej 33
The motorbike swing round at Fåborgvej 33
Mod Bakkevej og Odense
Towards Bakkevej and Odense
og de fortsætter - and they continue
Novelle af Johannes V. Jensen, offentliggjort første gang 24. december 1925 i Social-Demokraten. - Original text in Danish:
Paa Landevejen mellem Middelfart og Odense racede en Motorcykle, en Maskine med stor Boring og fri Basunudblæsning, et langt, i alle Regnbuens Farver anløbet Kobberrør liggende bag ud i stedet for Lydpotte, det gav et dybt Drøn, som et Bombeslag, for hver Eksplosion, naar Motoren gik smaat, men naar Maskinen kom op paa Hastigheder over 60 Kilometer smeltede Eksplosionerne og Tonen fra Røret, hvor Metallet kom i Svingninger, sammen til en høj brølende Node, en lyd som hensætter andre Vejfarende i hovedrystende Indignation, men som Motorcyklisten elsker som sin egen Livsnerve; som bekendt er der stor Forskel paa at være Offer for øredøvende Støj og så selv at fremkalde den.
Maskinen var oppe i højt Register hele Tiden, for Vejen fra Middelfart til Odense er bred, lige og banet, og man skulde naa Færgen.
Det var Sophus Hansen, som havde været en rask Tur i Jylland, paa Vej hjem mod København; bag paa Elvira. Da de ikke hed andet i daglig Tale end Sophus og Vira skal de ikke hedde andet heller her. Vira sad med lange spidse Ben nedenud af Støvfrakken og en lille sød Læderhjelm paa Hovedet, lidt højere paa Bagsædet end Sophus, med Hovedet hældet til Siden bag hans Skulder for at se frem, Sophus styrede, bøjet forover og kort i Halsen, støt lurende paa hvad Vejen vilde bringe. Det var en ganske tidlig Sommermorgen, til at begynde med endnu med lidt Taage og kort Synsfelt, saa der skulde passes paa. Fyn laa badet i Dug, med skimlede Haver og Hegn, Vejen let dugslaaet, men ikke nok til at binde Støvet, hist og her var der kørt frisk Sand paa, svigefuldt, Baghjulet fedtede mere end een Gang, der maatte styres og balanceres paa et Haar.
Ikke desto mindre indlod Sophus sig paa en Smule Kapkørsel, naar det var at faa. Lejligheden tilbød sig ikke let, han smurte paa Forhaand fra alt, kun undtagelsesvis kunde han komme op paa Siden af en Motorcykle af hans egne Dimensioner, som bød ham Kamp, og det blev da Vejen og udspekuleret Kørsel, samt et Spørgsmaal om hvor meget Gas Modstanderen turde give, der blev det afgørende; Sophus gav Gas i Bunde ved slige Lejligheder.
Hvad angaar tilladt Kørsel, saa var det jo ikke i Byerne eller paa Steder hvor Kontrol kunde ventes Sophus lod staa til; at hans Hastigheder røbes her kan heller ikke gøre ham noget nu, han er, som det vil fremgaa af det følgende, hævet over Regnskab for hvad Speedometret viste.
To-tre Vogne havde været med samme Færge fra Jylland til Fyn og havde haft et Forspring fordi de kom først fra Borde, de to lagde Sophus bag sig straks udenfor Byen, et Par Fordkasser; den tredje, en lille rødlakeret Afag, som han havde lagt Mærke til paa Færgen, saa han indtil videre ikke noget til.
Sophus og Vira vilde naa første Færge fra Nyborg; det lod sig gøre, regnet ud paa Minutter, hvis ellers Motoren blev ved at gaa som den gik. Derfor var Maskinen saa høj i Tonen, og Fyn saa stribet. Vira sad tryg bagpaa, Sophus sad saa nær som muligt, med et Ben paa hver Side af ham som en Tang hvormed hun holdt sig fast; de smaa kritiske Situationer som Sophus klarede undervejs var hun i en fuldkommen lykkelig Uvidenhed om: et Bondekøretøj som uden at række Haanden ud pludselig og uventet svingede ind paa en Sidevej, tilvenstre, lige som Sophus lavede sig til at passere ham, en Forbrydelse, oplagt Mord, af Idioten, men Sophus havde altid en Mistro paa Forhaand til ethvert Hestekøretøj og skrabede udenom med en rask Manøvre, en Beslutning som beroede paa ren genial Gætning, om at sætte Farten ned var der ikke Tale i det afgørende Øjeblik; kuskens og hans Øjne mødtes et Sekund, og Sophus rystede langsomt paa Hovedet ad ham, medlidende, et Udtryk for Sorg over Mandens Aandsevner og Moral, men bagefter gik Hjertet haardt, og Sophus følte en forbigaaende Svaghed, som fik Luft i et Suk, der havde ikke været meget der skilte ham fra at dundre med ti Miles Fart ind i Bredsiden af den elendige Møgvogn; Vira anede Ingenting.
Albani Kirketaarn synede allerede et Par Mil fra Odense for Enden af den snorlige Vej, Sophus gik i lange Buer udenom det ene Automobil efter det andet, et Hvilepunkt bagved dem til han havde bøjet sig frem og overset Vejen, om den var klar for modgaaende Vogne, og om der var Plads, saa Spjældet aabent og frem i en Bue foran, og det var ikke længe Automobilet havde hans Støv i Øjnene!
Kort før Odense indhentede han den lille røde Afag- det maatte man sige, han kørte skarpt, Sophus lagde sig op bagved ham og læste paa Speedometret, ja han gik, uden at det synede paa ham bagfra, sine 70 Kilometer. Sophus passerede ham kort før Odense og gav i Forbifarten Føreren et Blik, det var en Mand formummet i store mørke Automobilbriller. Han smilte umærkeligt, idet Parret paa Motorcyklen susede forbi.
Gennem Odense kørte Sophus skinhelligt, med vældige, aabne Drøn af Udblæsningen i Gaderne, de faa lovbefalede Kilometer i Timen man maa, han for vild, som man altid gør det i de indviklede Provinsbyer, og svor; da han kom ud paa fri Vej igen laa Afagvognen paany foran, Sophus saa paa Uret, et Kvarter opsparet, Afagmanden skulde aabenbart ogsaa til Nyborg, al Grund til at snakke med ham! Men Sophus var i Tvivl om sin Benzinbeholdning og svingede ind ved første Tank han saa, et rødt Postament ligesom en Mand i Harnisk ved en Smedje. Mens Benzinen blev fyldt paa vekseledes nogle ord med Betjeningen, en ung, landlig Mekaniker, og Vira hørte de to Oliesmurte drøfte Mærker, indviede, kølige Bemærkninger: den Maskine Sophus kørte, om dens Fortrin kunde der jo ikke være Tvivl; men ellers var der jo den lille nye encylindrede K.G.W., som gjorde sig saa bemærket paa Motorbanen ... saa, med et Nik, kørte Sophus.
Afag'en indhentede han lige saa længe efter som det havde taget at fylde Benzin, men det var haard Kørsel, for han skulde køre hurtigere end den til han naaede den. Han tudede, og Føreren foran vendte sig om, et Par mørke store Øjenhuler, han var advaret; saa gav Sophus Gas og pressede sig op paa Siden af ham, Vejen var fri, bred nok og banet, han gav mere Gas og følte nu at Maskinen gik det, den kunde taale paa Landevej, den slangede ejendommeligt under ham, som om det umaadelige Motorpres føltes paalangs igennem den, selv lange Ujævnheder i Vejen slog mod Hjulene som Hammerslag, alt føg og blev Strimer; men Sophus kom ikke forbi, han gav Gas i Bunde, Spjældet gabaabent, Føreren i Vognen ved Siden af smilede og bøjede sig lidt sammen, en Bevægelse der forraadte at han traadte paa Speederen, langsomt arbejdede Vognen sig forrest med Motorcyklen ved Siden, og Afagmanden var fræk nok til at smile til Vira paa Bagsædet ...
Sophus mente endda han skulde have taget ham, men forude var et Sving, og risikere Vejkanten i denne Fart turde han ikke, han lod Vognen gaa frem og lagde sig bagved den, samlede Kræfter, ligesom byggede Farten ind i sig og gjorde den gammel, for den havde varet længe nu, han saa paa Speedometret. Viseren vibrerede mellem 80 og 90, og de gik endda meget under den Fart, de havde holdt Side og Side. Vognen foran rokkede uhyggeligt paa Vejen, som om man hvert Øjeblik kunde tænke sig den springe ud af Vejbanen og til Himmels, man saa Fjedrene give sig under Karrosseriet, Ujævnheder i Vejen tog den med smaa haarde Nik - ubegribeligt at han turde holde den Fart med saa lille en Vogn! Det gik ned ad Bakke, og Sophus holdt sig klogeligt tilbage, lod den anden faa et Forspring, først naar det gik opad Bakke igen havde han en Chance for at tage den tungere Vogn. Da Terrænet hævede sig igen gik han frem og lagde sig lige bag Vognen, Føreren vendte sig og smilede, de saa hans mørke Øjenhuler og en lang dobbelt Rad Tænder, og Sophus svor: ja, og saa skred Duellen frem.
Det var imidlertid bleven en høj dejlig Sommermorgen, Fyn blottede sine grønne Yndigheder, Blomsterne gyngede i Grøfterne, og Luften var fuld af hvide Sommerfugle, saa mange at det lignede et helt Snevejr, foran paa Viras Støvfrakke satte de sig fast, blev klinet imod i Trækken fra Farten, der var saa stærk at den pressede Munden op, hvis man ikke hele Tiden med Magt holdt den lukket. Men Sophus og Vira saa ikke meget til Fyn, de var nødt til at lukke Øjnene næsten i for den Regn af Støv og Sten, der kom fra Vognen foran. Det var bogstavelig som om Baghjulene udskød Grus, Luften var en flyvende Masse af fint bidende Støv der piskede i Ansigtet, som om man kom imod det en Orkans Hastighed, det var som at køre i en Strøm af Sand udskudt af en Kanon. Længe holdt man det ikke ud, Sophus gik frem endnu en Gang og pressede sig op paa Siden af Afagmanden ...
Og da skete der det, der kan ske, naar en Motorcyklist drister sig til at køre om Kap med et Automobil, Føreren paa Vognen grinte og lod Masken falde, det var Døden, han svingede ud i venstre Side af Vejen, et gement Trick af en Motormand, naar man vil forbi ham, men ikke ukendt, og Sophus blev tvunget af Vejbanen ud mod Grøften, hvor Grønsvær og løst Sand lurer paa Motorcyklisten, han følte den bundløse Fornemmelse under Sædet, man har naar Baghjulet skrider, greb for Livet i Styret, og styrtede.
Han og Vira fik det aldrig at vide. Maskinen sprang lige op i Luften i den sindsvage Fart, kom ned igen med et Brag, og rullede, ned, ned, ned, lige ned i Underverden.
I det samme tørnede Færgen med et Bump mod Bolværket, Karons gamle sorte Pram, der er slidt og ser ud som Snegleslim indeni, Karon var præcis. Han var sagt til netop til den og den Tid, og det passede, ligesom Færgen lagde til Land, rullede og rullede to Skikkelser ned ad den skraa Bred, ned, ned, ned, og endte med et Dunk i Bunden af Færgen.
Og Karon lo, haa, haa, haa, saa det svarede igen ovre fra den anden Bred af Floden, et Brøl af Genlyd som naar Isbjerge kalver i en Fjord. Saa svang han Stagen rundt og stødte fra, rask Forretning, og førte Sophus og Vira over.
Jo, de naaede Færgen.
