www.ebbemunk.dk Unrelated Items Luxus-Nielsen

 

Luxus-Nielsen

En tilværelse i luksus behøver ikke nødvendigvis at udfolde sig på en lystyacht, et mondænt hotel ved Rivieraen eller i en villa i Hollywood. Nielsen tjener og lever f.eks. nogenlunde, som De og vi gør det - men alligevel...

Luxus-Nielsen er en af vores venner. Hvis De så ham, ville det sikkert undre Dem, hvorfor han går under det navn, for umiddelbart er der ikke meget luksuriøst over ham.

Han er sådan en meget pæn fyr med et gemytligt glimt i øjnene. Nogen he-man kan man bestemt ikke kalde ham, for hans rumfang illustrerer snarere en diskret grad af trivelig velnærethed end kraftfuld smidighed. Men han er da lebendig og rørig nok.

Garderobemæssigt vil det også være vanskeligt at placere ham inden for den toneangivende inderkreds. Ærlig talt må vi mene, at han kun undtagelsesvis beskæftiger sig med påklædnings-spørgsmålene, og når dette endelig sker, er det som regel som et udtryk for en vis trang til at forlene sin fremtræden med et præg af de gode, gamle dages stil. Om sommeren ifører han sig for eksempel en efter tidens mode lidt latterlig, hvid lærredshue, og han har et par galocher, der knappes.

Men Luxus-Nielsen svarer til sit navn.

Første gang, vi mødte ham, var til et selskab. Nej, udtrykket selskab er nok for prætentiøst. Lad os sige en sammenkomst i stedet.

Den lille episode, der står prentet i vor erindring, forekom på det tidspunkt, hvor værten sagde: "Værsgo'" og slog dørene op til den noget ramponerede spisestue, der i allerhøjeste grad bar præg af, at den uden for spisetiderne tjente som tumleplads for familiens vilde unger.

I dette øjeblik sprang Nielsen op fra sin stol og skred med næsten graciøs ynde hen til selskabets ældste kvindelige medlem - en sød dame, der i hvert fald havde været berettiget til folkepension i mindst femten år. Over for hende gjorde han en inklination, der ville have fået vor barndoms danselærerinde til at klappe begejstret. Han bød hende sin arm, og sammen skred de til bords med en feststemt værdighed, der lissom fik vægge og loft til at vide sig ud: Ædelt sølv og krystal strålede pludselig i prismekronernes skær, og de lakajklædte tjenere gjorde stilfulde buk.

Ved frikadellerne underholdt han specielt sin borddame - men i øvrigt hele selskabet - med en letflydende, levende konversation.

Det var ved den lejlighed, vi døbte ham Luxus-Nielsen.

Det ville have været ganske romantisk, hvis Luxus-Nielsen havde været fattig - eller i hvert fald meget beskedent stillet, økonomisk set. De fleste af os fængsles og fortrylles jo af to mennesketyper: Rigmanden, som elsker vandgrød - og den fattige, der formår at omgive sig med en air af aristokrati.

I så henseende må vi bedrøve. Luxus-Nielsen er hverken rig eller fattig. Han er en udmærket og velanskrevet funktionær i et større københavnsk firma. Indtægtsmæssigt er han i samme gruppe som De og vi.

Det vil også være fejlagtigt, hvis man gav nogen det indtryk, at han var en original, der stak af fra os andre almindelige borgere. Nej, hans interesser er stort set de samme som vore. Han har bare en lykkelig evne til at dyrke dem på særlig glansfuld vis.

Han interesserer sig for eksempel for noget så banalt som biler, ganske som VI interesserer os for bilmodeller, deres priser og udstyr. Men mens vi har realiseret vor interesse ved at købe en af de gængse modeller, så kører Luxus-Nielsen i en Rover. Hvis De kender det bilmærke, vil De vide, at det ikke bare er et køretøj - det er et automobil.

Den udgave af denne eksklusive race, Nielsen ejer, blev oprindelig indkøbt som direktionsvogn i et stort korn- og foderstoffirma. Den kørte i ti år - 58.000 km i alt - og blev solgt for 12.500 kr. Efter vort bedste skøn har den mindst 100.000 km i sig, inden der skal kostes noget videre på den. Sæderne er af bøffelhud, panelerne af pæretræ. Motorstøjen overdøves af et armbåndsurs tikken ...

Som det vil være almindelig kendt, er hovedstaden for stor til lille Sjælland. Det giver sig undertiden det udslag om sommeren - hvis man en søndag ønsker et forfriskende bad - at man så må gøre det i selskab med nogle tusinde ligesindede medborgere.

Tilsvarende vil man konstatere - når man en vidunderlig efterårssøndag er draget med familien af by for at beundre naturens farvepragt - at dette er en såkaldt normal-reaktion, dvs. en handlemåde, der er blevet fulgt af alle andre.

Luxus-Nielsen er hævet over slige masse-foreteelser, men det bemærkelsesværdige er, at han nærer ganske de samme lyster som os andre - og stort set træffer de samme foranstaltninger for at tilgodese dem. Hele hans hemmelighed er en tidsmæssig forskydning.

Medens vi andre drager til stranden eller skoven hen på dagen, når søndagsaviserne er læst og morgenkaffen drukket, så stikker Luxus-Nielsen af ved seks-tiden om morgenen. Det voldte os vældige disciplinære vanskeligheder en enkelt gang at gøre ham følgeskab, men det var trængslerne værd: Hele Naturen var vor egen - på stranden var der helt nøjagtigt fire mennesker, der lige som vi havde oppet sig fra hanegal.

Á propos badning, så har Luxus-Nielsen en teori, som han med flid efterprøver: Alle badestrande affolkes totalt omkring begyndelsen af september - men vandet er vidunderligt også for ikke-vikinger til langt hen i oktober. Ergo udfolder han et rigt liv ved stranden i denne sen-sæson.

I det hele taget er det nok karakteristisk for Luxus-Nielsen, at han ikke blot kender, men også udnytter sin besøgelsestid.

Som allerede fortalt er Luxus-Nielsen lønmodtager - i lighed med flertallet af erhvervsudøvere i vort land. Men han har formået at frigøre sig for den følelse, der trykker mange medborgere - følelsen af at være lønslave.

"Øv," sige mange af os, "det er utåleligt hver morgen at skulle af sted på arbejde. Man skulle have det som de rige, der selv kan vælge deres arbejdstid, og som - inden de begynder dagens arbejde - for eksempel kan tage på en sejltur eller gå en spadseretur i parken ..."

Luxus-Nielsen har næret de samme mismodige følelser, men han har draget en konsekvens. han har lagt et omhyggeligt morgenprogram, der sikrer ham mod enhver "lønslavefornemmelse".

Kontortiden starter klokken halv ni - summa summarum, han skal ud af fjerene klokken kvart i seks.

Dette program lever han efter hele sommerhalvåret. Klokken seks stiller han nede ved roklubben, hvor han - mod et månedligt kontingent på en snes kroner - disponerer over en single-sculler. Klokken lidt i syv er han hjemme igen, tager bad og spiser morgenmad. Godt halv-otte tager han med S-toget til byen. Det tog, han benytter, har altid masser af ledige pladser, for det er et "skævt tog", der ikke passer med nogen af de almindelige kontor- eller butikstider. Luxus-Nielsen kan derfor i ro og mag berige sin ånd ved læsning.

Inde i byen står han af ved den station, der hedder Østerport, skønt kontoret ligger lige i nærheden af næste station, Nørreport. Fidusen er, at der langs hele strækningen mellem de to stationer ligger det dejligste parkbælte.

Veloplagt og forfrisket af en lang dags morgen møder han i rette tid på kontoret.

Om vinteren er det Luxus-Nielsens store lidenskab at gå i teatret; men typisk for ham realiserer han ikke denne fritidsinteresse på helt samme måde som de fleste af os. Luxus-Nielsen går til premierer. For ham ligger der noget tiltrækkende i, at se et stykke, inden det er blevet omtalt og bedømt af dagbladenes kritikere.

"Det er altid spændende at gå i teatret," siger Nielsen, "men en premiereaften er en fest - og der er en ganske særlig spænding over denne første konfrontation mellem på den ene side teatrets folk og på den anden side publikum."

Uanset, at det er ganske ydmyge pladser i teatret, han køber billet til, er han på premiere-aftener altid iført smoking. Den udgave af dette klædebon, han bærer, er i bedste fald i overensstemmelse med herremoderådets dessiner, fordi der er en sandhed i teorien om, at moden vender tilbage - blot man venter længe nok. Vi tror, han fik den til sit bryllup.

Men for Luxus-Nielsen er smokingen en festdragt, og efter teatertid, når det mere prominente publikum går til soupéer på en af byens bedste restauranter, soupérer Luxus-Nielsen også. Han gør det hjemme sammen med sin kone.

Menuen er spegepølsemad og en bajer. Bagefter får han kaffe og en god cigar. Festligt er det, for fru Nielsen har dækket bordet smukt med blomster og levende lys.

Luxus-Nielsens daglige levevis kan af de bedste grunde ikke være præget af kaukasisk kaviar og årgangsvine. På den anden side kender vi ingen, der som Nielsen kan n-y-d-e en fornem ret eller et godt glas vin. Han lever absolut under devisen: Hellere ét godt glas - end en flaske pr. næse.

Hans luksuriøse tilbøjeligheder fornægter sig imidlertid ikke i det daglige - heller ikke, når det gælder bordets glæder. Hvad disse angår, nærer han den voldsomste entusiasme for kvaliteten af de to elementære fødevarer: brød og kartofler.

"Man kan spolere det herligst måltid - den fineste, dyreste kødret - hvis kartoflerne er melede og triste," mener han, "og omvendt kan et måltid bestående af gode, veltillavede kartofler, lidt løg og salt være en lækkerbidsken. Ligeså med brødet. En fedtemad med fingersalt, hvor brødet smager af rug, hvor krummen smelter på tungen, og hvor skorpen føles sprød og frisk, er et herre-måltid, hvorimod et stykke højt belagt med andelår, surt og sødt og fup og mayonnaise - placeret på brød som fugtigt pap - er en vederstyggelighed."

Et andet punkt, hvor han hævder sit særpræg, gælder nogle af tingene i hans hjem. Luxus-Nielsen har for eksempel billeder på væggen. Ja, det har vi andre vel også, men hans er af særklasse. Han har et fint, lille originalt Rembrandt-stik, to træsnit af Albrecht Dürer og en meget smuk kridttegning, som Willumsen har lavet i sin ungdom.

Det pudsige er, at Luxus-Nielsen ikke er kender af kunst. Han kan bare jævnt og bramfrit godt lide gode, originale billeder. Man kan heller ikke sige, at billederne repræsenterer fund. De er enten købt ganske ordinært i en af byens pæne antikvitets-forretninger eller på auktioner. Nåh, men SÅ er De med. Kunstauktioner, dem læser man jo jævnligt om i avisen, og det går altid på melodien, at nu røg en Mønsted op i 15.000 og en gammel sovseske i 10.000.

Sandheden er, at Luxus-Nielsen ikke ejer ét billede, der har kostet over 500 kr. På de omtalte auktioner går masser af numre for ganske rimelige beløb; det interesserer blot ikke aviserne så meget. Hvad de fine gamle stik angår, gælder det ejendommelige, at de i et vist omfang er gået fri af tidens sindssyge jobben priser i vejret. De købes fortrinsvis af folk, der kan lide billeder, men som ikke spekulerer profitmæssigt.

"Det kan selvfølgelig kun lade sig gøre, fordi ikke alle har lyst til den slags," siger Nielsen - og afslører dermed den væsentligste årsag til det, der har givet ham sit tilnavn.