hammer star stalin hammer star krushchev hammer star stalin hammer star

Persondyrkelse | Fjende af folket | 17. partikongres | Den store, patriotiske krig | Efter krigen | Selvforherligelse | Efterskrift og noter

Forrige side   |   Næste side

Efter krigen

Efter krigens slutning mindedes sovjetfolket med stolthed de strålende sejre, der var vundet gennem store ofre og anstrengelser. Hele landet oplevede en periode af politisk begejstring; partiet gik ud af krigen endnu mere enigt end før. I krigens brand var particellerne blevet hærdet, men også afpasset hinanden. Under disse omstændigheder var der ingen, der blot kunne have tænkt på, at der fandtes komplotter indenfor partiet.

Og så var det alligevel på det tidspunkt, den såkaldte Leningrad-affære udfoldede sig. Det er nu bevist, at hele sagen var frit opfunden. Blandt de skyldige, der mistede livet, var flere af det kommunistiske partis spidser, såsom Popkov, Radionov, Voznesensky og Kuznetsov. [note]

Det er almindelig kendt, at de to sidstnævnte var fremragende ledere og stod Stalin nær. Det kan således nævnes, at Stalin gjorde Voznesensky til deputeret i ministerrådet og Kuznetsov til sekretær i Centralkomiteen. Selve den omstændighed, at Stalin betroede Kuznetsov kontrollen med det vigtigste statsorgan, viser den tillid, han nød. Hvordan kunne det gå til, at disse mænd blev brændemærket som fjender af folket og henrettet? Det viser sig, at Leningrad-affæren i høj grad skyldes Stalins stivsindethed og tro på egen magtfuldkommenhed. Havde der foreligget en normal situation, ville affærer af den art være blevet undersøgt og behandlet i overensstemmelse med partipraksis og alle punkter i sagen belyst. Men i så fald ville der aldrig være kommet en "affære".

Her må vi indrømme, at situationen efter krigen i mange retninger var blevet mere kompliceret. Stalin blev endnu mere lunefuld, irritabel og brutal, og særlig hans mistænksomhed voksede, ja, man kan sige, hans forfølgelsesvanvid nåede uanede dimensioner. Mange arbejdere blev på deres blotte ansigt, uden at have foretaget noget som helst mistænkeligt eller forkert, betegnet som fjender. Efter krigen skilte Stalin sig mere og mere ud fra, hvad der kaldtes kollektiv politik, alle overvejelser hvilede alene hos ham.

Hans utrolige mistænksomhed udnyttedes med held af snedige provokatører og først og fremmest af den usle, modbydelige Beria, som havde myrdet tusinder af kommunister og loyale sovjetfolk. Det irriterede og skræmte Berta, at Voznesensky og Kuznetsov steg så højt, som de gjorde. Det er bevist, at det var Berta, der forelagde Stalin materiale i form af "forræderiske dispositioner", udført af de to mænd og deres hjælpere, og dertil anonyme breve samt udspredelse af rygter og sladder.

Partiets centralkomite har nu nøje undersøgt denne såkaldte Leningrad-affære. De personer, som blev de uskyldige ofre, er rehabiliteret og æren genoprettet for den berømmelige Leningrad-partisammenslutning. Abakumov, et af Berias kreaturer, som havde fabrikeret de løgne, der dannede grundlag for denne sag, kom for retten og fik i Leningrad sin fortjente dom. [note]

Så er spørgsmålet: Hvor kan det være, at vi først nu ser sandheden i denne affære, og hvorfor gjorde vi ikke tidligere, i Stalins levetid, noget for at forhindre udryddelse af uskyldige mennesker? Det var, fordi Stalin personlig overvågede hele Leningrad-affæren, og størstedelen af Politbureaus medlemmer vidste på det tidspunkt intet om enkeltheder i disse sager og kunne derfor ikke intervenere. Da Stalin fik forelagt det fabrikerede materiale fra Berta og Abakumow, gav lian uden at undersøge det ordre til "en omfattende undersøgelse af Voznesenskys og Kuznetsovs embedsførelse", og dermed var deres skæbne beseglet. Disse mord var måske nok de mest opsigtsvækkende, men utallige fulgte i deres spor.

Ikke blot enkeltpersoner men hele organisationer, ja, hele folk gik det ud over. En sådan afslørende sag har man i undersøgelsen og domfældelsen af den mingrelske nationalistorganisation, som mentes at eksistere i Georgien. Som det vil huskes, blev der vedtaget to resolutioner i Centralkomiteen, denne sag vedrørende, i november 1951 og marts 1952. Disse resolutioner vedtoges, uden at man først havde drøftet sagen med Politbureau. Stalin havde personlig dikteret alt, og der rettedes alvorlige anklager mod loyale kommunister. På grundlag af forfalskede dokumenter "bevistes" det, at der i Georgien eksisterede en nationalistisk organisation, hvis mål det var at befri landet for bolchevikvældet ved hjælp af imperialistiske magter. [note]

På grundlag af disse falske anklager blev en mængde parti- og sovjetarbejdere i Georgien arresteret og skudt. Senere bevistes det, at det var rent opspind med den georgiske organisation. Vi ved, at der af og til havde været manifestationer af lokale, borgerlige nationalister i Georgien som i adskillige andre sovjetrepublikker. Vi spørger nu: Var der nogen mulighed for på det tidspunkt. hvor revolutionen var så fremskreden, som den var, at en nationalistisk organisation i Georgien skulle være en fare? Og at Georgien havdc planer om at forlade Sovjetunionen og slutte sig til Tyrkiet? (Latter og bevægelse i salen).

Det er selvfølgelig vrøvl. Man spørger sig selv, hvordan sådanne tanker kunne opstå hos et normalt menneske. Alle vidste, hvor stærkt Georgien havde udviklet sig under Sovjet, både økonomisk og kulturelt. Den georgiske republiks industriproduktion er i dag 27 gange større end før revolutionen. Utallige nye industrivirksomheder er opstået, og eksporten mangedoblet. For revolutionen var der 78 pct. analfabeter i Georgien - i dag er der ikke én. Kunne georgierne, hvis de sammenlignede forholdene i deres republik med de arbejdende massers i Tyrkiet, nære noget ønske om at slutte sig til dette land? I 1955 producerede Georgien atten gange så mange industrivarer som Tyrkiet, ni gange så megen elektrisk kraft. Det arbejdende folks forhold var blevet enormt forbedret i Georgien under sovjetstyret. Det er klart, at som kulturer. og økonomien havde udviklet sig og dermed de arbejdende massers socialistiske bevidsthed, var der ingen mulighed for, at en borgerlig nationalisme kunne få nogen grobund der. Der var da heller ingen nationalistorganisationer i Georgien, men ikke desto mindre blev tusinder af uskyldige mennesker ofre for den beskyldning, og terror og lovløshed fulgte i dens spor. Alt dette skete under den geniale ledelse af Stalin, "den georgiske nations store søn", som georgierne - i alt fald i sin tid - omtalte ham (Bevægelse i salen). [note]

Stalins stivnakkethed viste sig ikke blot i de spørgsmål, der angik indre forhold i Sovjetunionen, men også når det drejede sig om internationale kontakter. Centralkomiteens plenarforsamling i juli 1951 fik således forelagt adskillige dokumenter, der skulle bevise, at en konflikt med Jugoslavien var ved at udvikle sig. Det var en skammelig rolle, Stalin her spillede, "Jugoslavien-sagen" indeholdt ingen spørgsmål, der ikke kunne være blevet løst gennem partidiskussion mellem kammerater. Der var intet grundlag for udviklingen af dette misforhold; det havde været meget let at undgå afbrydelsen af forbindelsen med Jugoslavien. Det betyder ikke, at de jugoslaviske ledere var fejlfri. Men fejlene blev på en afskyelig måde forstørret af Stalin, og det resulterede i afbrydelsen af forbindelsen med Tito.

Jeg husker de første dage, da konflikten mellem Sovjet og Jugoslavien for alvor begyndte at blæse op. Engang, da jeg kom fra Kiev til Moskva, blev jeg inviteret til Stalin, som viste mig kopien af et brev, han netop havde sendt Tito. "Læs det," sagde han, "og sig, hvad du synes!" [note]

Uden at vente på mit svar fortsatte han: "Jeg skal, så let som at røre min lillefinger, ordne ham; det er nok med bare den bevægelse - så er der ingen Tito. Han dumper uvægerligt igennem." Vi har betalt dyrt for denne bevægelse med lillefingeren. Det var som med kejseren i Rom, han pegede i cirkus nedad med fingeren, og det betød død eller udslettelse.

Men det blev nu ikke tilfældet med Tito. Ligegyldigt hvor meget Stalin bevægede fingeren, og hvad han ellers satte fart på, Tito faldt ikke. Hvorfor? Grunden var den, at Tito bag sig havde en stat og et folk, der havde gennemgået en streng skole i kampen for frihed og uafhængighed, et folk, som støttede dets leder.

I ser, hvad Stalins højhedsvanvid førte til. Desuden havde han mistet ethvert begreb om, hvordan alt virkelig forholdt sig. Han demonstrerede sin mistanke ikke blot overfor enkeltpersoner i Sovjet, men overfor hele partier og nationer.

Vi har omhyggeligt drøftet sagen med Jugoslavien og fundet en passende løsning, der er blevet accepteret af begge folk. Afslutningen på det unormale forhold til dette land blev gjort i hele den socialistiske lejrs interesse og for styrkelse af verdensfreden.

Vi kommer så til affæren med lægerne. (Bevægelse i salen).

I virkeligheden var det ingen "affære", bortset fra, at en kvindelig læge, Timashuka, hvem hun så ellers har været under indflydelse af, skrev et brev til Stalin, hvori hun erklærede, at en lang række af Sovjets kendteste læger anvendte forkerte metoder ved medicinske behandlinger. [note]

Et sådant brev var tilstrækkeligt for Stalin til straks at gå ud fra at der fandtes lægekomplotter i Sovjetunionen. Han udstedte arrestordrer på en gruppe fremragende sovjetiske medicinske specialister og gav selv besked om, hvordan undersøgelserne skulle foretages og de arresterede udspørges. Et medlem af Videnskabernes Selskab, den verdenskendte mediciner, Vinogradov, skulle lægges i lænker, mens en anden skulle piskes. Her på kongressen er som delegeret den tidligere minister for statens sikkerhed, kammerat Ignatiev. Til ham sagde Stalin kort og godt: "Hvis du ikke får tilståelser ud af lægerne; bliver du et hoved kortere!" (Tumult i salen). [note]

Stalin tilkaldte personlig undersøgelsesdommeren og gav ham instrukser vedrørende de metoder, der skulle anvendes ved undersøgelserne. Disse metoder var ganske simpelt: "Slå dem, slå dem - og endnu engang: slå dem!"

Kort efter lægernes arrestation modtog vi medlemmer af Politbureau en protokol med lægernes tilståelser af deres forbrydelser. Efter at vi havde studeret protokollen, sagde Stalin til os: "I er blinde som nyfødte killinger! Hvad ville der ske uden mig? Landet ville gå under, fordi I ikke ved, hvordan I skal opdage fjender!" [note]

Sagen blev forelagt på en sådan måde, at ingen kunne verificere do såkaldte kendsgerninger, som undersøgelserne var baseret på. Der var ikke mulighed for at få noget bekræftet gennem forbindelse med dem. der havde tilstået deres skyld. Vi følte imidlertid, at sagen med de arresterede læger med et mildt udtryk var problematisk.

Flere kendte disse mennesker personligt, fordi de var blevet behandlet af dem. Da vi undersøgte denne "sag" efter Stalins død, opdagedes det hurtigt, at alt var opspind. Men hele denne skændige affære blev iscenesat af Stalin. Han havde imidlertid ikke tid til at føre den til en afslutning, sådan som han mente, afslutningen skulle være, og af den grund er de ansete læger i live i dag. Alle er blevet rehabiliteret, arbejder på de samme hospitaler som før og behandler de mest fremtrædende personligheder, også medlemmer af regeringen. De har vor fulde tillid og udfører deres arbejde med samme ærlighed og pligtopfyldenhed som før.

Til at organisere og opfinde de forskellige smudsige og skammelige sager måtte der anvendes en rabiat fjende af vort parti, og det havde man i Beria, der var agent for fremmed underretningsvæsen. Men samme Beria havde Stalins fortrolighed og tillid i højere grad end nogen anden. Hvordan havde det været muligt for denne provokatør at opnå en sådan position, i partiet som i staten, at han blev formand i ministerrådet og medlem af Centralkomiteens politbureau? Det er nu blevet bevist, at denne forbryder er klatret op ad regeringens stige over dynger af lig.

Var der nogen tegn på, at Beria var en fjende af partiet? Ja, der var. Allerede i 1937, på et af Centralkomiteens plenarmøder, sagde den tidligere folkekommissær for sundhedsvæsenet, Kaminsky, at Beria havde arbejdet for den berygtede Mussavat-efterretningstjeneste. Men Centralkomiteens plenarforsamling var afsluttet på det tidspunkt, og Kaminsky blev arresteret og skudt. Havde Stalin undersøgt Kaminskys påstand? :Vej, Stalin troede på Beria, og det var nok for ham. Når Stalin troede på nogen eller noget, kunne ingen få ham til at skifte mening. Enhver, der ville prøve derpå, kom til at lide samme skæbne som Kaminsky. [note]

Der var også andre tegn. En erklæring, som kammerat Snegov fremsatte overfor Centralkomiteen, er ganske interessant. I parentes bemærket blev han da også for kort tid siden rehabiliteret efter at have tilbragt 17 år i fangelejre. I denne erklæring skriver Snegov: [note]

"I forbindelse med en forestående rehabilitering af det tidligere centralkomitemedlem Kartvelishvili-Lavryentiv har jeg overfor en repræsentant for statens sikkerhed afgivet en detaljeret forklaring om Berias rolle i Kartvelishvili-sagen og de forbryderiske motiver, som Beria blev ledet af." [note]

Efter min mening er det absolut nødvendigt at erindre om en vigtig detalje i denne sag, og overlevere den til Centralkomiteen, fordi det ikke er passende at indlemme den i undersøgelsesdokumenterne.

Den 30. oktober 1931, ved Centralkomiteens session, afgav sekretæren i Transkaukasiens Krai-afdeling, Kartvelishvili, en rapport. Alle medlemmer var til stede; jeg er den eneste, der lever endnu. Under mødet fremsatte Stalin ved slutningen af sin tale om omorganisering af komiteens sekretariat det forslag, at der foruden Kartvelishvili skulle være endnu en sekretær, nemlig Beria. (Det var første gang i partiets historie, at Beria blev nævnt som kandidat til en højere post i partiet). Kartvelishvili svarede, at han kendte Beria godt og af den grund kategorisk nægtede at arbejde sammen med ham. Stalin foreslog så, at spørgsmålet blev holdt åbent. To dage efter fremkom ikke et forslag, men en afgørelse: Beria fik partiposten alene, mens hans angriber blev deporteret til ukendt sted. Denne kendsgerning kan bekræftes af kammeraterne Mikoyan og Kaganovich. Det lange fjendtlige forhold mellem Beria og Kartvelishvili var velkendt, det gik tilbage til den tid, da kammerat Sergo Orjonikidze arbejdede i Transkaukasien, hvor Kartvelishvili var hans nære ven.

Nu skete det helt fantastiske: Beria fik rejst sag mod Kartvelishvili. der beskyldtes for at have begået "en terroristisk handling mod Beria". [note]

Dette er kun en enkelt af Berias utallige forbrydelser. Hans optræden var tit helt bestialsk, og da en kreds partimedlemmer ville anklage ham til Centralkomiteen, drejede Beria det rundt, så det blev ham. der anklagede dem: Kedrov, Golubiev og hans adoptivsøn, Baturini. De kendte alle til Berias tidligere forræderiske aktivitet. Resultatet var. at de blev skudt og dommen først afsagt efter henrettelsen. [note]

Her er, hvad den gamle kammerat, Kedrov, skrev til Centralkomiteen gennem komiteens sekretær, Andreyev: [note]

"Jeg anmoder om jeres hjælp fra en skummel celle i Lefortorsky-fængslet. Lad mit rædselsskrig nå jeres øre, forbliv ikke døve, men tag mig under jeres beskyttelse! Hjælp mig at fjerne det mareridt, som afhøringer er, og vis mig, at alt er en fejltagelse! [note]

Jeg lider uskyldig. Tro mig. Tiden vil bevise sandheden. Jeg er ikke agent provocateur fra czartidens Okhrana (det hemmelige politi), og jeg er ikke nogen spion, lige så lidt som jeg er medlem af nogen antisovjetisk organisation, sådan som jeg er blevet beskyldt for på grundlag af en anonym angivelse. Jeg er ikke skyld i nogen som helst forbrydelse mod parti eller regering. Jeg er gammel bolchevik og har ærligt kæmpet i næsten 40 år i partiets rækker. [note]

I dag bliver jeg, en gammel mand på 62 år, truet af undersøgelsesdommeren med grusomme metoder og tortur. Måske kan dommeren ikke længer se, at den måde, han behandler mig på, er ulovlig; han prøver at retfærdiggøre sin handling ved at beskylde mig for at være en forhærdet fjende og kræver forøget tortur. Men lad partiet vide, at jeg er uskyldig, og at der ikke er noget, der kan forandre en loyal søn af partiet til en fjende, ikke om det så gælder hans liv!

Men jeg ser ingen vej ud. Slagene bliver voldsommere og voldsommere, og dog må alt have sin begrænsning, pinslerne nå deres yderste. Mit helbred er ødelagt, mine kræfter svinder, enden er nær ... At dø i et sovjetfængsel, brændemærket som en gemen forbryder mod fædrelandet og partiet, hvad kan tænkes frygteligere far en ærlig mand? Uendelig bitterhed og sorg føler jeg i mit hjerte. Nej, nej, det kan ikke ske, råber jeg. Hverken partiet eller sovjetregeringen eller folkekommissær L. P. Beria vil tillade denne grusomme uretfærdighed, som ikke kan gøres god igen. Jeg er sikker på, at hvis jeg blev stillet overfor en stilfærdig, objektiv undersøgelsesdommer uden tortur, ville man hurtigt blive klar over den fuldkomne uholdbarhed i alle disse anklager. Jeg tror oprigtigt, at sandhed og retfærdighed vil sejre. Jeg tror, jeg tror."

Den gamle bolchevik, kammerat Kedrov, blev, skønt militærkollegiet bekræftede hans uskyldighed, skudt på Berias ordre. (Indignation i salen).

Beria handlede grusomt overfor mange af de efterladtes familie, alle, der havde kendskab til hans fortid. Stalin ville overhovedet ikke høre nogen anklage mod ham, og alle vidste, at den, der kom med sådanne, enten blev tvunget til at skyde sig selv eller blev myrdet. (Vild indignation i salen). [note]

Ja, sådan var Beria. Men han blev afsløret af partiets centralkomité kort efter Stalins død. Som resultat af de lange retslige forhandlinger blev det fastslået, at Beria havde begået en uendelig række umenneskelige forbrydelser, og Beria blev skudt.

Det spørgsmål melder sig påny, hvorfor Beria, der havde likvideret titusinder af partimedlemmer og sovjetarbejdere, ikke blev afsløret, mens Stalin levede. Han blev ikke afsløret tidligere, fordi han meget snedigt havde udnyttet Stalins svagheder, fyldt ham med mistanke mod alle og enhver og hjulpet ham i alt.

hammer star stalin hammer star krushchev hammer star stalin hammer star

Forrige side   |   Næste side