 |
 |
 |
|
|
 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Lukket møde, 24-25. februar 1956, Nikita Khrustsjov, førstesekretær:
Efter Stalins død begyndte Centralkomiteen at slå ind på en politik, der blandt andet understregede, at det var "utilladeligt og fremmed for marxismens, lenininismens ånd at fremhæve enkeltpersoner opdyrke dem, gøre dem til overmennesker, som besidder overnaturlige evner og betegnes som en guddom. Et sådant menneske ved øjensynligt alt, ser alt, tænker for alle og er i enhver henseende ufejlbarlig."
|
Denne tekst er interessant, fordi:
|
Kammerater! En sådan tro om en mand, en sådan dyrkelse har vi oplevet her i en grad, som man ikke fatter. Det gælder altså Stalin!
Formålet med denne rapport er ikke en fuldstændig undervurdering af Stalins liv og handlinger. Hvad angår Stalins fortjenester, er der allerede blevet talt og skrevet så meget derom, udgivet bøger og brochurer, optaget film, ligesom adskillige har gjort hans liv til særligt studium. Alle ved det. Men i øjeblikket er vi optaget af et helt andet spørgsmål af stor vigtighed for partiet nu og i fremtiden. Det, vi skal beskæftige os med, er, hvordan det kunne gå til, at dyrkningen af Stalin voksede og voksede, den dyrkelse, der på et bestemt tidspunkt blev kilden til en lang række alvorlige og uhyggelige overskridelser af partiets principper, af partidemokratiet og af den revolutionære lovlighed.
Som følge af, at ikke alle endnu til fulde forstår de uheldige følger af en overvættes dyrkelse af enkeltpersoner, betragter Centralkomiteen det som absolut nødvendigt at gøre deltagerne i den 20. kongres indgående bekendt med alt vedrørende denne sag.
Tillad mig da først og fremmest at minde jer om, hvor strengt marxismens og leninismens forskrifter fordømmer enhver form for persondyrkelse! I et brev til sin tyske, politiske medarbejder, Wilhelm Bloss skriver Marx: "Som følge af min antipati mod enhver persondyrkelse har jeg aldrig offentligt talt om de talrige adresser fra forskellige lande. hvori man anerkendte mine fortjenester i Internationale's liv. Det irriterede mig kun. jeg svarede ikke engang på sådanne henvendelser, undtagen når jeg ville irettesætte brevskriveren eller forfatteren. Engels og jeg sluttede os kun til kommunisternes hemmelige samfund på den betingelse, at alt, der virkede for en hysterisk eller overtroisk dyrkning af autoritet, ville blive udslettet af statutterne. Lasalle gjorde som følge deraf det stik modsatte.
Nogen tid efter skrev Engels: "Både Marx og jeg har altid været mod enhver offentlig manifestation med hensyn til enkeltpersoner, og vi har på det kraftigste modsat os sådanne i vor levetid, så vidt det angik os.
Den store beskedenhed, der prægede revolutionens geni, Vladimir Ilyich Lenin, er velkendt. Lenin har altid understreget folkets rolle som skaberen af historien, partiets ledende organisatoriske rolle som en levende og skabende organisme, og han har endelig tydeligt anvist Centralkomiteens rolle. Marxismen nægter ikke at anerkende den arbejdende klasses lederes betydning som netop ledere af den revolutionære frihedsbevægelse.
Mens Lenin tilskrev ledere og organisatorer af masserne stor betydning, fordømte han på samme tid enhver manifestation, der havde til hensigt at dyrke individet. Han bekæmpede ubønhørligt de synspunkter, der var fremmede for marxismen, om helten, og satte alle anstrengelser ind på at bekæmpe helten overfor masserne og folket. Lenin lærte os, at partiets styrke afhænger af dets uløselige forening med masserne, af den kendsgerning, at bag partiet følger folket - arbejderne, bønderne og intelligensen. "Kun den kan vinde og bevare magten," sagde Lenin, "som tror på folket, som dykker ned i folkets levende skaberkrafts kilde!"
Lenin talte med stolthed om bolchevik (kommunist)partiet som leder og lærer for folket. Han anmodede om at få stillet alle de vigtigste spørgsmål til afgørelse af samvittighedsfulde arbejdere og gennem partiets mening. Om partiet sagde han: ,Vi tror på det, vi ser i det vor tids klogskab, ære og samvittighed." Han stod skarpt overfor ethvert forsøg, der havde til hensigt at formindske eller svække partiets ledende rolle ved opbygningen af Sovjet-staten. Han udarbejdede særlige bolchevikprincipper til brug for partiets ledelse og norrner for de unges liv som for hele partiets og understregede, at det afgørende princip ved ledelsen af partiet og dets fremtid var samhørighed, sammenhold. Allerede i årene før revolutionen kaldte Lenin partiets centralkomite en samling af ledere og vogtere og fortolkere af partiprincipperne. "I perioden mellem kongresserne," udtalte Lenin, "skal I vogte principperne."
Idet han understregede Centralkomiteens rolle og autoritet, fortsatte han: "Vor Centralkomite har skabt sig selv som en stærkt centraliseret og i høj grad autoritativ gruppe."
Mens Lenin levede, var Centralkomiteen et virkeligt udtryk for kollektiv ledelse af partiet; i spørgsmålet om principper søgte han aldrig at påtvinge sine medarbejdere sine synspunkter. Han prøvede at overbevise og forklarede tålmodigt andre, hvad han mente. Lenin var altid omhyggelig, hvor det gjaldt normen for partitilværelsen, og han sørgede for, at statutterne blev gennemført, og at partikongressen såvel som Centralkomiteens plenarsessioner fandt sted med passende mellemrum.
I tilslutning til V. J. Lenins store bedrift, sejren for de arbejdende klasser, også for bønderne, sejren for vort parti og for gennemførelsen af den videnskabelige kommunismes ideer, så de fik liv, udtrykte hans klare vurdering af mennesker sig i det, at han hos Stalin opdagede så mange negative karaktertræk, der siden skulle få alvorlige konsekvenser. Lenin nærede frygt for partiets fremtidige skæbne såvel som for Sovjetunionens, og derfor afgav han en fuldkommen dækkende karakteristik af Stalin om fjernelsen af ham fra posten som generalsekretær. Som en direkte grund angav Lem.i, at Stalin var usædvanlig grov, at han optrådte hensynsløst overfor sine kammerater, var lunefuld, selvforherligende og misbrugte sin magt.
I december 1922 skrev Lenin i et brev til partikongressen: "Efter at kammerat Stalin har overtaget posten som generalsekretær, har han i sine hænder samlet en næsten ubegrænset magt, og jeg er ikke sikker på, at han altid vil være i stand til at bruge den magt med den forsigtighed, der kræves." [note]
Dette brev, et politisk dokument af usædvanlig betydning, er kendt i partiets historie som Lenins testamente. Det er nu i kopi blevet uddelt til de delegerede på denne 20. partikongres. I har læst det og vil uden tvivl læse det mange gange endnu; I må mærke jer Lenins alvorlige ord, i hvilke man fornemmer hans dybe angst for partiets fremtid, folkets skæbne og den kommende ledelse af partipolitikken. Lenin sagde: "Stalin er ganske overordentlig grov, og denne egenskab, som vi ikke kan finde os i at have i vor midte og i forbindelsen mellem kammerater, bliver dobbelt alvorlig og kan slet ikke tolereres, når han er indehaver af stillingen som generalsekretær. Derfor foreslår jeg, at I, kammerater, overvejer, på hvilken måde Stalin kan fjernes fra denne stilling, og hvilken anden mand der i stedet kan vælges dertil, en mand, som frem for alt i alle retninger afviger fra Stalin og altså er i besiddelse af større tolerance, større loyalitet, større venlighed og en mere hensynsfuld holdning overfor kammerater - og endelig et mindre lunefuldt temperament." [note]
Dette Lenins brev eller testamente blev bekendtgjort for deltagerne i den 13. partikongres, som diskuterede spørgsmålet om at fjerne Stalin fra hans post. De delegerede erklærede sig imidlertid indstillede på at bevare Stalin, hvor han var, idet de håbede, at han ville agte på Lenins kritiske bemærkninger og være i stand til at overvinde de skavanker; der forårsagede Lenin så alvorlig uro.
Kammerater! Partikongressen her skal ud over dette testamente gøres bekendt med to dokumenter, som bekræfter Stalins karakter, som Lenin har skitseret den i sit testamente. Af disse to dokumenter er det ene et brev fra Lenins hustru, Nadezhda Konstantinovna Krupskaja, til Kamenev, som på den tid var chef for Politbureau, og endelig et personligt brev fra Lenin til Stalin. Jeg vil nu læse de to dokumenter højt for jer: [note]
"Lev Borisovich! (Kamenev). På grund af et kort brev, som jeg med lægernes tilladelse havde skrevet efter Vladimir Ilyichs (Lenins) diktat, tillod Stalin sig i går en usædvanlig grov forulempelse mod mig. [note]
Det er ikke min første dag i partiet. I de 30 år, jeg har været medlem, har jeg aldrig været udsat for grovheder fra nogen kammerat. Partiets og Ilyichs anliggender betyder mere for mig end for Stalin. Jeg måtte anvende al min selvbeherskelse. Jeg ved bedre end nogen læge, hvad man kan og ikke kan drøfte med Ilyich, fordi jeg kender til, hvad der gør ham nervøs og hvad ikke, i alt fald bedre end Stalin. Jeg henvender mig til dig og til Grigorij (Zinoviev) som to meget nære venner af V. J., og jeg beder jer beskytte mig mod grov indblanding i mit privatliv og mod gemene hånsord og trusler. Jeg nærer ingen tvivl om, hvordan man ser på ham i Centralkomiteen, og er ikke bange for dens beslutning, som Stalin synes det passende at true mig med. Jeg har imidlertid hverken kræfter eller tid at ofre på denne tåbelige strid. Jeg er dog et levende væsen, og mine nerver er spændt til det yderste. [note]
N. Krupskaja."
Nadezda Krupskaja skrev dette brev 23. december 1922. Efter to og en halv måneds forløb sendte Lenin i marts 1923 Stalin følgende brev:
"Til kammerat Stalin.
Kopier til: Kamenev og Zinoviev.
Kære kammerat Stalin.
Du har i telefonen tilladt dig en grov forulempelse af min hustru og en grov reprimande til hende. Til trods for, at hun siger, at hun har i sinde at glemme, hvad der er sagt, hørte ikke desto mindre Zinoviev og Kamenev derom. Jeg har ikke i sinde så let at glemme, hvad der gøres mod mig, og jeg behøver ikke understrege, at hvad der gøres mod min hustru, betragter jeg som rettet mod mig. Jeg beder dig derfor omhyggeligt overveje, om du vil trække dine ord tilbage og give en undskyldning, eller om du foretrækker en afbrydelse af forbindelsen med os.
5. Marts 1923.
Venligst Lenin." [note]
Især dette brev vakte stor ophidselse i salen. Khruchev fortsatte: "Kammerater! Jeg vil ikke kommentere disse skrivelser. De taler tydeligt nok for sig selv. Når Stalin kunne opføre sig på den måde, mens Lenin endnu var i live, optræde sådan mod Nadezda Krupskaja - som man i partiet kender og vurderer så højt som Lenins trofaste støtte og som en aktiv forkæmper for partiets sag siden dets start - kan man let forestille sig, hvordan han har behandlet andre mennesker. Dcu negative holdning, som udviklede sig stærkt, blev i hans sidste år absolut utålelig.
Sådan som senere begivenheder viste, var Lenins bekymringer i høj grad berettigede. I de første år efter Lenins død tog Stalin dog et vist hensyn til hans (Lenins) råd, men senere begyndte han at lade hånc om alle advarsler.
Når vi nu analyserer Stalins praksis med hensyn til ledelsen af partiet og staten, må vi standse op for at se, hvad Stalin begik af gemenheder. og derigennem blive klar over, at Lenin havde så afgjort ret. Groft magtmisbrug til ubodelig skade for vort parti, det var Stalins indsats.
Vi må alvorligt overveje og nøje bedømme denne sag, for at vi kan forebygge enhver form for gentagelse af, hvad der fandt sted under Stalin, som absolut ikke tålte kammeratskab eller samarbejde i ledelsen, som praktiserede brutal vold, ikke blot imod enhver, der satte sig op imod ham, men også mod alt og alle, der forekom hans despotiske og lunefulde karakter i modstrid med hans interesser.
Stalin handlede ikke ved hjælp af overtalelser, forklaringer eller tålmodigt samarbejde med folk, men ved at diktere sin vilje og kræve, absolut underkastelse. Enhver, der modsatte sig ham eller hans synspunkter, var snart dømt til fjernelse fra en ledende stilling og udsat for enten åndelig eller legemlig udslettelse. Det var især tilfældet i perioden efter den 17. partikongres, da mange fremtrædende partiledere og højt vurderede partiarbejdere, ærlige og tro mod kommunismens sag, blev ofre for Stalins despoti. [note]
Vi må indrømme, at partiet kæmpede en alvorlig kamp mod trotzkisterne, mod de højreorienterede, borgerlige nationalister og ideologisk afvæbnede alle leninismens fjender. Den ideologiske kamp førtes med held, og resultatet var, at partiet blev styrket. Her spillede Stalin en positiv rolle.
Partiet førte også en stærk politisk-ideologisk kamp mod dem indenfor dets egne rækker, som fremsatte antileninistiske teser og repræsenterede en politisk linie, fjendtlig mod partiet og socialismens sag. Det var hårdhændet, vanskelig kamp, men nødvendig, fordi den politiske linje, som både Trotzky, Zinoviev og Bukharin med deres tilhængere fulgte, ville føre til genoprettelse af kapitalisme og kapitulation overfor verdensbourgeoisiet. Lad os et øjeblik se på, hvad der ville være sket i 1928-29, hvis den politiske linie med afvigelse til højre havde sejret blandt os, eller at man havde orienteret sig hen mod det, som populært er blevet kaldt "bomuldstøj-industrialismen", eller at man havde genopvækket kulakherne. Vi ville så ikke have haft en sværindustri, ikke haft kolkhozerne, vi ville have befundet os i en sørgelig situation, afvæbnede og svage overfor den kapitalistiske omverden. [note]
Det var af denne grund, partiet førte en ubønhørlig ideologisk kamp og forklarede alle partimedlemmer den skade, den fare, som Trotzkyoppositionen, de antilenistiske forslag og de højreorienterede betød. Det store arbejde med at forklare de nødvendige partilinier bar frugt. Både trotzkisterne og højreopportunister blev politisk isolerede. Den overvældende del af partiet støttede leninismen, og partiet var i stand til at vække og organisere de arbejdende klasser, så de gik ind for Lenins lære og var med til at opbygge socialismen.
Det er også værd at bemærke, at under fremgangen blev der ikke foretaget yderligere repressalier mod modstanderne. Kampen førtes på ideologisk grund. Men nogle år efter, da socialismen i vort land var fundamenteret, vel urderbygget, da de udnyttende klasser stort set var likviderede, da Sovjets sociale struktur var blevet radikalt forandret, da fjendtlige modtræk var blevet holdt stærkt i skak, først da begyndte undertrykkelsen for alvor.
Det var nøjagtig i den periode, 1935-38, at denne praksis med udryddelse gennem regeringsforanstaltninger blev til, først mod trotzkisterne og zinovievisterne, der forlængst var blevet slået ud af partiet, men dernæst også mod mange ærlige kommunister, mod de partidannelser, grupper, som havde trukket det tunge læs i de første, vanskelige år under borgerkrigen og været med ved industrialiseringen og kollektiviseringen.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
