Jesper Hoffmeyer:
Økologiske produktivkræfter
Historien som et bjerglandskab

Økologiske produktivkræfter

af Jesper Hoffmeyer

Udgivet af forlaget Klods-Hans 1977 som ISBN 87-980427-2-6. Se Forord til web-udgaven

Figur 5

Den økologiske krise

Truslerne

Kunstig nyre, genetisk rådgivning, reagensglas-opfostring af menneskebørn, genkirurgi, hjernedødskriteriet og meget andet er problemer som biologer må føle sig truet til at tage op. Den biomedicinske teknologi har givet os en frihed til at manipulere med de mest fundamentale sider af menneskelivet og samtidig mangler den vestlige kultur en livsopfattelse, eller en menneskeopfattelse, som kan dirigere denne frihed. Dette er virkelig blind frihed.

Men biologer må også tage en hel anden type trusler op. Det er den række af problemer, som ofte sammenfattes under betegnelsen "den økologiske krise". Da denne betegnelse har sat sig fast vælger jeg også at bruge den her, selvom man kunne indvende, at det ikke er økologien selv der er i krise, men den natur – som økologien ene af alle biologiske videnskabsgrene forsøger at forstå i sin helhed. Det der er i krise er naturens funktionelle helhed. Det er økologien som forstår denne krises art. I populær tale dækker udtrykket den økologiske krise over landskabsødelæggelser, forurening og ressourceproblemer samt i nogle tilfælde endda befolkningsproblematikken. Den sidste af disse vil jeg dog henregne som et særligt problem, der ikke kan behandles på samme måde som den øvrige del af den økologiske krise.

Fordi den økologiske krise rammer os direkte på vores krop – omend måske med nogen forsinkelse – mens den biomedicinske teknologi nok så meget rejser problemer af kulturel og etisk art så er den økologiske krise den mest presserende trussel. jeg vil derfor først og fremmest tage udgangspunkt i den. Ikke desto mindre har de to typer af kriser noget til fælles. For også den økologiske krise udspringer af en blind frihed – en frihed der ikke dirigeres af noget. Nemlig friheden til at producere uden anden omtanke end den at varen skal kunne sælges. Og disse to former for frihed har meget med hinanden at gøre.

Den økologiske krises årsager

At en økologisk krise nu nærmer sig er søgt forklaret på mange måder. Mest gehør har den forklaring vundet, som tilskriver krisen den eksponentielle økonomisk vækst (kilde 1, kilde 3). Dette synspunkt er imidlertid blevet kritiseret på to leder. For det første har det især fra økonomisk side været fremført, at der ikke var nogen nødvendig sammenhæng mellem økonomisk vækst og økologisk krise. I den udstrækning man overhovedet havde tilløb til en økologisk krise skyldtes det defekter i det økonomiske system, som kunne udbedres. Herhjemme har især Mogens Boserup gjort sig til talsmand for dette synspunkt (kilde 4). Meget tyder dog på, at dette synspunkt er baseret på en mangelfuld indsigt i den økologiske krises grundlæggende natur, og en dermed følgende undervurdering af dens alvor. (kilde 5, kilde 6).

Fra marxistisk side er "vækst-forklaringen" blevet afvist med henvisning til, at det ikke var væksten i sig selv, som var skyldig, men den planløshed i produktionen, som var et resultat af at underordne produktionen profitmotivet. De kapitalistiske produktionsforhold var den egentlige årsag (kilde 7). En så smertefri bortforklaring af vækst-problematikken synes dog betænkelig. Borgerlige økonomer har f.eks. nemt ved at påvise, at selvom Sovjetunionen måske nok har større muligheder for at regulere problemer som forurening og landskabsødelæggelser, så findes disse problemer dog allerede, og intet tyder på, at der er tale om mere end kvantitative forskelle, som med tiden vil kaste Sovjet ud i det samme problem som den kapitalistiske verden, hvis man fortsætter med at tilstræbe en eksponentielt voksende produktion (kilde 8). Et mere nuanceret marxistisk kritik af "vækst-forklaringen" er givet af Hartvig Sætra (kilde 9), som nok tilslutter sig at den fortsatte vækst i den materielle produktion er en direkte årsag til den økologiske krise, men som på den anden side ikke bliver stående ved denne overfladisk betragtning. For væksten er ikke den egentlige drivkraft, den er selv et resultat af dybereliggende mekanismer, som er nødvendige for den kapitalistiske produktionsform. For Sætra er overgang til socialistiske produktionsforhold således kun en betingelse for at løse den økologiske krise. Men denne betingelse er ikke tilstrækkelig. Også det socialistiske samfund må leve uden den vækst, som f.eks. Sovjetunionen prioriterer højt. Med disse synspunkter har Sætra bragt sig i et modsætningsforhold til et flertal af de marxistiske teoretikere, som fastholder, at den videre udvikling af produktivkræfterne må være målet over alle.

Denne modsætning rejser for mig at se et meget væsentligt spørgsmål, som jeg tidligere skitsemæssigt har behandlet i min bog "Dansen om Guldkornet" (kilde 10), nemlig spørgsmålet om, hvad man skal forstå ved udvikling af produktivkræfterne. Er udvikling det samme som vækst? Det følgende er en lang omvej i et forsøg på at løse dette spørgsmål, som har den største betydning for vores forestillinger om eventuelle løsninger på den økologiske krise.

Inden jeg begynder på min omvej, er det relevant at nævne, at der findes en anden type forklaringer på den økologiske krise end de ovenfor diskuterede. Disse forklaringer kan måske rubriceres som psykologiske eller kulturelle. Et eksempel på den første type er givet af Mogens Jacobsen (kilde 11), som tager den økologiske krise og de vestlige kulturers mentalitet op. Påvisningen af denne sammenhæng er vigtig, men fra et materialistisk synspunkt er det dog utilfredsstillende at blive stående her. Mentalitet er ikke noget der udvikler sig frit svævende i luften. Også mentalitetsændringer må have dybereliggende årsager i forandringer af menneskenes materielle betingelser. Endelig har den engelske økonom Schumacher i sin bog "Small is Beautiful" (kilde 12) peget på, at den dybereliggende årsag til den økologiske krise er det samme forhold, som også er skyld i den vestlige kulturs hele armod samt u-landenes umulige situation, nemlig det forhold, at økonomi og teknologi er løbet løbsk, fordi de er sat til at herske over visdommen, mens det burde være omvendt. Schumachers synspunkt ligger, som det vil vise sig, meget tæt på mit eget, men fra sit religiøse ståsted er også Schumacher afskåret fra at besvare det dybere spørgsmål, hvorfor er det gået sådan?

Kunstig energi

Alle kan formentlig tilslutte sig det synspunkt, at den økologiske krises umiddelbare årsag er, at mennesker er begyndt at udnytte naturen på en anden måde end tidligere. Den ændrede naturudnyttelse har både en organisationsmæssig og en teknologisk side. Disse to sider af naturudnyttelsen kan kun forstås i deres gensidige sammenhæng. En stor del af litteraturen om den økologiske krise undervurderer kompleksiteten ved enten kun at beskæftige sig med den organisationsmæssige side eller kun med den teknologiske side. Sammenhængen mellem disse to sider eller niveauer er et hovedemne for denne artikel, men jeg skal i dette afsnit kort beskæftige mig med det teknologiske niveau.

Det er blevet et dogme, at af alle vækstkurver, så er væksten i vores teknologiske formåen den der stiger stejlest. Rent kvantitativt bedømt – f.eks. målt i antallet af patenter pr. år- er dette antagelig rigtigt (kilde 13). Prøver man i stedet at finde et kvalitativt mål for den teknologiske udvikling, må man se på, hvad det er for en slags ting, den har sat os i stand til at gøre. Det synes da som om, en meget stor del af de teknologiske nyskabelser kan rubriceres under et enkelt hoved: de har bibragt os evnen til at udnytte kunstige energikilder til stadig nye formål og på stedse mere raffinerede måder. Med udtrykket kunstige energikilder mener jeg de energikilder, som ikke ville blive mobiliseret på jorden uden menneskers aktive indsats, dvs. kul, olie, naturgas, uran. Ganske vist er de fossile energikilder af biologisk oprindelse, men deres mobilisering er kunstig, og det er det afgørende i denne sammenhæng. Den teknologiske udvikling har altså set i dette lys været noget mindre eksplosiv, end vi ellers roser os af.

Udtrykket kunstig energi er efter min mening at foretrække for udtrykket lagerenergi, som ellers anvendes i den økologiske debat. Udtrykket lagerenergi leder nemlig hen til ressourceproblematikken – det begrænsede lager – hvilket er for snævert et perspektiv. Det egentlige problem er, som vi skal se i det følgende, netop den kunstige mobilisering af energi på jordens overflade.

Denne orientering af den teknologiske udvikling mod udnyttelsen af kunstig energi til alle mulige formål, udgør den teknologiske basis for vores ændrede naturudnyttelse. F.eks. angiver Pimental, at den menneskelige arbejdskraft i amerikansk landbrug (majsdyrkning) er på 4.900 kcal/år pr ha hvilket er mindre end to promille af det totale energiforbrug på 2.896.800 kcal/år pr ha. Resten stammer fra fossile energikilder (kilde 14). Den største enkeltpost på landbrugets energiforbrug er i øvrigt kunstgødning, som var på over I million kcal/år pr ha. Også den kemiske industri låner som dette eksempel antyder sin magt fra de kunstige energikilder. (kilde 15).

Disse oplysninger kommer næppe bag på nogen efter at vi har haft energikrisen vinteren 1974. Det er velkendt, at energiforbruget er steget eksponentielt, som alt andet. I begyndelsen af 70erne steg det med 5,7 % om året (kilde 16), hvilket giver en femdobling på 25 år. Efter et kortvarigt afbræk under energikrisen, ser energiforbruget nu ud til at stige i samme tempo som før. Det væsentlige er imidlertid at undersøge, hvilken sammenhæng der er mellem forbruget af kunstig energi og den økologiske krise.

Set helt fra oven synes sammenhængen at være meget direkte. Når vi bruger energi. er det for at få udført arbejde. Det er energiomdannelsernes arbejdsevne, der udgør energiens samfundsmæssige betydning. Alle energiformer er ikke lige nyttige i den Istand, at de ikke i samme grad kan bringes til at levere arbejde. F.eks. kan elektrisk energi udnyttes til et væld af ting, mens varmeenergi kun kan udnyttes under særlige forhold, hvor der som i en dampturbine kan etableres store temperaturforskelle. Ved energiomdannelserne optræder der yderligere nødvendigvis et spild også af den "arbejdstilgængelige" energi (f.eks. spildvarme). Det væsentlige i denne sammenhæng er imidlertid, at det netop er for arbejdsevnens skyld, at vi driver vores energiforbrug opad og opad. Vores interesse for energi består i, at denne arbejdsevne kan bruges til at bryde naturens lænker.

F.eks. gør menneskets muskelkraft og anatomiske bygning det til et praktisk taget umuligt projekt at rejse til andre verdensdele uden hjælpemidler. Ved at udnytte vindenergien med sejlskibe kunne sådanne rejser afkortes til et overkommeligt tidsrum af et par års længde. Med jetmotoren og den kunstige energi er det blevet til et spørgsmål om timer. På samme måde var kornproduktionen på markerne naturligt lænket til den bakterielle nedbrydning af døde plantedele, idet denne nedbrydning genetablerede de nødvendige næringssalte i jorden. Med olie kunne man sprænge denne lænke, fordi olien kunne bruges til at fremstille disse næringssalte i form af kunstgødning, samt til at transportere dette ud på markerne og sprede det, så den langsomme bakterielle nedbrydning ikke skulle forsinke kornproduktionen med perioder, hvor jorden lå brak.

At overvinde naturens begrænsninger er et naturligt mål for mennesker. Men disse lænker er imidlertid ikke blot forhindringer for os, de udgør samtidig bånd som er nødvendige for naturens indre sammenhæng, den økologiske balance.

Eksemplet med kunstgødning illustrerer dette. Anvendelsen af kunstgødning i stedet for organisk gødning, fører til at humusindholdet i jorden falder. Det betyder igen, at jordens evne til at binde nitratet i kunstgødningen nedsættes. Med de store mængder nitrat der tilsættes, vil en stor del vaskes ud med regnen, fordi det bindes dårligt og i sidste ende nå ud i vandløb og søer. Her kan det få algerne til at vokse kraftigt op, af samme grund som det på marken fik kornet til at yde mere. Døde alger synker så til bunds, og fortæres af bakterier, som samtidig forbruger store mængder af ilt. Slutresultatet kan være at de større fisk dør af iltmangel og søernes økologiske balance bliver slået i stykker. Ligesom i jorden er den bakterielle nedbrydning også i søen det begrænsende led. Naturen har brug for sådanne lænker.

Set i dette overordnede lys er den økologiske krise i sidste ende et resultat af, at vi med de kunstige energikilder til vores hjælp er blevet i stand til at sprænge naturens lænker i en sådan grad, at dens indre sammenhæng er truet.

I et mere kvantitativt lys ser situationen således ud: forbruget af energi fra kunstige energikilder kan opgøres til seks millioner megawatt (MW) (kilde 17). Sammenlignet med de naturlige energistrømme ved jordoverfladen er dette et ganske stort tal. Den strøm af energi, som omsættes via vinde, luftstrømme, bølger og havstrømme (det vi normalt kalder klima) opgøres således til 370 millioner MW (kilde 17). Målt i forhold til dette tal er det kunstige energiforbrug altså oppe på 1,6 %. Ser vi i stedet på den lille del af energistrømmen, som via de grønne planters fotosyntese kanaliseres ind i den levende natur og altså står til rådighed for den, så er tallet af størrelsesordenen 40 millioner MW. Det kunstige energiforbrug er således omkring 15 % af dette beløb. Da det meste af vores energianvendelse finder sted på landjorden, ville det måske være mere relevant at sammenligne med den del af fotosyntesen som foregår her, dvs. ca. halvdelen eller 20 millioner MW. Dette beløb er kun godt 3 gange så stort, som vores forbrug af kunstig energi.

Selve konstateringen af, at vi allerede så småt råder over en arbejdsevne i form af kunstig energi, som er lige så stor som den levende naturs, samlede arbejdsevne, giver kun et upræcist billede af situationen. For i modsætning til naturen anvender vi vores arbejdsevne diffust og med stort spild. Størstedelen af vores energiforbrug ender således som spildvarme inden vi har fået nytte af det til at ophæve naturens begrænsninger. Men indirekte kan også spildvarmen komme til at genere den levende natur, hvis den er i stand til at udløse klimatiske forandringer – hvilket i lokalt omfang allerede er tilfældet adskillige steder (kilde 18, kilde 19).

Konkluderende kan det siges, at selv om anvendelsen af kunstig energi i kvantitativ forstand kun er et usikkert mål for den økologiske krises alvor, så er dette energiforbrug dog, hvadenten det fyres af direkte ved transport eller opvarmning, eller det kanaliseres via kemikalier – dvs. forurening – via landskabsforandringer af alle slags eller via ressource-udvinding – roden til den økologiske krise. Den magt som disse energikilder har givet os er allerede nu af samme størrelsesorden som den levende naturs egen magt, og selvom vi kunne spare meget magtanvendelse (energiforbrug) ved at bære os mere kontrolleret og mindre anarkistisk ad uden at vi derfor behøvede at opnå mindre resultater, hvad angår sprængning af naturens lænker, så er dog selve meningen med drivkraften bag – vores anvendelse af kunstig energi at sprænge disse lænker, som allerede synes at være så skrøbelige at naturen faktisk er ved at falde fra hinanden.

Der er en årsag mere til at gøre anvendelsen af kunstig energi til det centrale økologiske spørgsmål. Nemlig den, at vores forbrug af kunstig energi uvægerligt vil føre til en varmeforurening, som ingen teknologi kan befri os for. Energi forsvinder nemlig ikke, det omdannes blot til andre former og ender i sidste instans uundgåeligt som varme. Der findes ingen anden måde denne varme kan komme væk fra jorden på end via en forøget varmestråling fra atmosfærens øvre lag, hvilket først kan ske når temperaturen – er steget. Spørgsmålet er, hvor meget energi vi kan tillade os at mobilisere før en sådan temperaturstigning forårsager en uakceptabel klimaforandring. Vil dette energiforbrug være nået om 30 år, 50 år, eller om 100 år? Dette synes at være tidsrammen (kilde 18, kilde 20).

I modsætning til denne endelige grænse for akceptabel vækst, kan alle andre miljøproblemer muligvis i princippet løses teknologisk. Det er i øjeblikket svært at tro på, at sådanne løsninger vil blive bragt i anvendelse, men det kan næppe benægtes at de teoretisk er der. Det er imidlertid uomgængeligt at disse teoretiske løsninger vil være baseret på en stærk forøget energi-anvendelse. Det indrømmes da også fra vækst-proponenternes side, at forudsætningen for optimismen på længere sigt er, at fusionsreaktoren bliver realiseret (kilde 4). Mekanismen i vækst-optimismen synes således at bestå i, at man foreslår alle de forskellige miljøproblemer omdannet til varmeforureningsproblemer (her skeles ikke til hvad det vil koste), som man derefter udskyder til en fjern fremtid. Hvor fjern denne fremtid er afhænger antagelig af, om man har børn eller ej.

Der har så vidt jeg ved ikke været foretaget nogen samlet analyse af det forøgede energiforbrug, som vil kræves alene til løsning af fremtidens miljøproblemer. I betragtning af emnets vigtighed skal jeg forsøge at belyse det med et par eksempler.

Essensen i denne problemstilling fremgår måske mest enkelt inden for ressourceproblematikken. Hvad angår ikke-fornyelige ressourcer som metaller og mineraler, der skal udvindes af vores undergrund, så er problemet – med visse vigtige undtagelser – ikke, at der ikke er nok af dem på jorden, men derimod at det meste af den pågældende ressource findes i en så fortyndet form, at det ikke vil være rentabelt at udvinde det. Optimisterne har imidlertid peget på, at markedsmekanismen vil sørge for at prisen på ressourcen vil stige efterhånden som knapheden melder sig, hvorfor det vil blive rentabelt at udvinde ressourcen fra stedse fattigere malme. Boserup går endog så vidt som til at påpege, at metallerne jo ingenlunde forsvinder fra jorden, de vil altså i det mindste i princippet kunne genudvindes i det uendelige (kilde 4). Uanset hvad der eventuelt kan siges om holdbarheden af disse synspunkter fra økonomisk og politisk side, så er imidlertid de energimæssige konsekvenser af en sådan "løsning" ret kolossale.

Tager vi et metal som bly, så findes det ganske rigtigt udbredt i jordskorpens klippemateriale med en gennemsnitlig koncentration på 12 ppm (1 ppm = 1/10.000 vægtprocent). I øjeblikket kan det imidlertid ikke betale sig at bryde bly fra årer, hvor koncentrationen er mindre end 40.000 ppm. Forholdet mellem disse to tal er på 3.300, hvilket altså vil sige, at for at udvinde samme mængde bly fra f.eks. granit, som fra en blymine, så skulle der knuses 3.300 tons granit for hver ton blymalm, man i øjeblikket må knuse. Implikationerne hvad angår energiforbrug må være indlysende for enhver.

Figur 1 viser energiomkostningerne for fremstilling af en ton kobber som funktion af vægtprocenten af kobber i malmen (kilde 21). Det ses, at energiforbruget for udvinding stiger eksponentielt for malme med under 0,35 % kobberindhold, som i øjeblikket anses for grænsen for rentabel kobberudvinding.

Lignende forhold gør sig gældende for de fleste andre ikke-fornyelige ressourcer, og det synes rimeligt at konkludere, at hvis vi ikke har et ressourceproblem, så har vi i alt fald et energiproblem, og selvom vi skaffer os ubegrænset energi, så må vi acceptere en akceleration af varmeforureningen som det endelige og uafvendelige miljøproblem.

Lad os som et andet eksempel tage fødevareproduktionen. Som bekendt er en amerikansk gennemsnitsdiæt allerede så kødrig, at det langt overgår, hvad det var muligt at skaffe til veje hvis alle jordens 4 milliarder mennesker skulle have en sådan kost. Dette alene af arealmæssige grunde: på hele jorden er der kun 0,38 hektar opdyrket land pr. indbygger, den amerikanske diæt kræver næsten det dobbelte område, 0,62 hektar pr. indbygger. (kilde 22). Efter FAO-beregninger er kun 11 % af jordens landområder egnet til dyrkning, og næsten alt dette land er taget i anvendelse (kilde 23) Optimisterne anser det imidlertid for muligt at man bl.a. ved hjælp af kunstig vanding skulle kunne fordoble de opdyrkelige områder. Hvis vi igen helt lader de økonomiske aspekter ved denne "løsning" ude af betragtning (se f.eks. kilde 24), så stiller det os i alt fald over for et kæmpemæssigt energikrav. Pimentel et al (kilde 22) angiver, at alene omkostningerne ved at pumpe den tilstrækkelige mængde vand op fra ca. 90 m dybde vil beløbe sig til 20,6 millioner kcal pr. hektar, og da det drejer sig om 1,5 milliarder hektar kan det beregnes at den nødvendige mængde olie er af størrelsesordenen 3.000 milliarder liter, hvilket svarer til fem procent af de nu kendte oliereserver. Disse reserver ville altså være brugt op på 20 år, selvom man kun udnyttede olien til dette ene formål. Dertil kommer et anseligt ekstra bidrag af energi til at fremstille maskineriet. Endelig skal også indkalkuleres et ukendt men stort energibehov, til at rette op på de omfattende økologiske sidevirkninger af et sådant projekt.

Figur 1

Figur 1: Energibehovet (i kul-ækvivalenter) for forskellige kvaliteter af kobbersulfidmalm. Kvaliteten af nogle kobberforekomster er vist. (kilde 21)

Igen skal det konkluderes, at hvis dette overhovedet er en mulig løsning, så er betalingen at man omdanner problemet til et varmeproblem. For en ordens skyld skal det også pointeres, at dette ikke drejer sig om at løse et slutproblem, men kun om betingelserne for at dele sin kødrige diæt med menneskene i de fattige lande. Endelig skal det nævnes, at problemet ikke er løst ved at man skaffer opdyrkeligt land nok. For at skaffe kød nok skulle dette land så dyrkes med moderne høj-energi baseret landbrugsteknologi, som i sig selv ville sluge endnu mere olie end det som krævedes til den kunstige vanding.

Også forureningsproblemerne er antagelig i vidt omfang til at løse, hvis man vil bruge den nødvendige energi på det. Området er endnu utilstrækkeligt belys, men alene bedømt ud fra de investeringer som industrien efterhånden må gøre i rensningsforanstaltninger – og kravene kan næppe kaldes erhvervsfjendtlige – må forureningsbekæmpelsen anses for en væsentlig post på energiregnskabet. Investeringerne i forureningskontrol udgjorde således 9,3 milliarder dollars i 1970 i USA, for jern- og stålindustrien drejede det sig om 10 % af de totale årlige kapitaludgifter (kilde 25).

Et af de værste luftforureningsproblemer er svovldioxiden fra olie- eller kulfyrede kraftværkers røg. Svovldioxiden iltes i luften til svovlsyre som foruden at være usundt anretter betydelig skade på alle slags materialer. Forureningsrådet skønnede i 1971 at de samlede udgifter herhjemme til at rette op på disse skader var på 400 millioner kr. om året (kilde 26). Man kan komme svovldioxidforureningen til livs på flere måder. F.eks. kan man afsvovle røgen fra kraftværkerne. For blot at antyde dimensionerne af dette projekt skal det nævnes, at der i et 1.000 megawatts kraftværk, som køres på olie med et svovlindhold på 2,5 %, vil dannes 12 tons svovldioxider i timen. Spørgsmålet er ikke bare, hvad det koster af energi, at isolere alt dette svovldioxid fra røgen, men også hvad man skal stille op med det bagefter. Vælger man at omdanne det til gips skal man operere med affaldsmængder på 200.000 - 400.000 tons pr. år for sådant et kraftværk (kilde 27).

Mange steder er udstødningsgasserne fra biler det værste luftforureningsproblem. I årevis har man arbejdet på at reducere denne forurening ved at efterbehandle udstødningsgassen inden den slippes ud. Bortset fra de teknologiske og økonomiske problemer herved er der den ubehagelige bivirkning, at benzinforbruget derved skønnes at stige med 15 % (kilde 25). Da biler herhjemme sluger 10 % af landets samlede energiforbrug er dette ikke nogen ligegyldig post (kilde 28). Og der er kun tale om 90 % rensning.

Diskussionen i dette afsnit kan opsummeres således:

  1. Den økologiske krise består i, at naturens funktionelle helhed er ved at blive brudt med det resultat, at de balancer der har sikret et stabilt miljø bryder sammen.
  2. Den umiddelbare årsag hertil er, at vi med vores kunstige energi har kunnet bryde så mange af naturens "lænker", at dens indre sammenhæng er truet.
  3. Teoretisk kan det ikke udelukkes, at de primære skadevirkninger (landskabsødelæggelser, forurening, ressourceknaphed) kunne modvirkes ved en yderligere satsning på den samme type teknologisk udvikling.
  4. Denne "løsning" vil gøre os afhængige af et væsentligt hurtigere stigende energiforbrug.
  5. Dette vil afkorte den tid vi har til rådighed, før vi når den logiske grænse for teknologisk udvikling baseret på kunstig energi som problemløser: ophobningen af kaotisk og ubrugelig energi i form af varme, i en sådan grad, at vores klimatiske balance slås i stykker.

Det erkendes bredt, at forstyrrelsen af den klimatiske balance som nævnt i punkt 5 ovenfor er en absolut grænse for væksten i vores forbrug af kunstig energi (derimod ikke for forbrug af sol- og vindenergi). Hvad jeg har påvist er, at man ikke (som Boserup f.eks. gør i kilde 29) kan påstå, at den økologiske krise kan løses ved en fortsat teknologisk udvikling af samme art, som den vi har set de sidste par hundrede år og samtidig påstå, at varmeforureningen er et problem der ligger uden for den fremtid, "vi behøver at interessere os for". Vælger man at lade stå til, dvs. lade de økologiske problemer ligge uløste, så kan man godt evt. udskyde klimaproblemet i måske 80 år. Vil man løse de økologiske problemer med kunstige energikilder, så bliver det til gengæld tilsvarende hurtigere nødvendigt at tage klimaproblemet alvorligt.

Denne diskussion af den teknologiske basis for den økologiske krise peger på, at en egentlig forståelse af denne krises årsager vil kræve en analyse af de faktorer, der binder samfundsudviklingen til fortsat at satse på en teknologisk udvikling, der ensidigt er baseret på kunstig energi som problemløser.