Jesper Hoffmeyer:
Økologiske produktivkræfter
Historien som et bjerglandskab

Historien som et bjerglandskab

De fire perioder

Det er en kendsgerning, at dybtgående ændringer har fundet sted med jævne mellemrum gennem historien. En homøostatisk model kræver altså, at overgang fra en homøostatisk situation til en ny kan forstås ud fra modellen. Homøostase er som diskuteret ovenfor netop ikke en ligevægtssituation, men derimod en uligevægtssituation med den særlige egenskab, at den fastholdes ved hjælp af et integreret net af feedback-mekanismer som tilsammen modvirker enhver forandring. Hvis tilstrækkelig mange af disse feedback-mekanismer brydes vil homøostasen imidlertid ikke længere kunne opretholdes, og vi vil få en bevægelse som – hvis den ikke skal ende med ligevægt, dvs. død (f.eks. atomkrig) – vil føre til at en ny homøostase indtræder. Dette forløb kan eksempelvis iagttages i økologien og i evolutionen. Historien synes at udvise træk, der kunne retfærdiggøre en lignende beskrivelse.

For at forklare, at den samfundsmæssige homøostase kan brydes, må vi identificere en kraft som har kunnet foranledige sådanne brud. Da historien er skabt af mennesker, må det være en kraft, der skal søges i den menneskelige bevidsthed. Det følgende hviler på den antagelse, at denne kraft består i menneskers ønske om eller stræben efter, at befri sig mest muligt for naturens tvang, eller at tilegne sig den størst mulige magt over naturen, (udvikle produktivkræfterne).

Det umiddelbare resultat af denne stræben ytrer sig på det teknologiske niveau, derved at vi bestandig forsøger at udvikle vores fysiske magtmidler teknologien. P.g.a. homøostasen vil denne udvikling tendere mod at følge bestemte mønstre, bestemt ved at de nye muligheder, den teknologiske udvikling åbner for, skal kunne forvaltes af den rådende samfundsorganisation samt begribes inden for rammerne af den dertil hørende verdensbeskrivelse. Sålænge disse krav overholdes kan homøostasen opretholdes. I længden vil spændinger og konflikter imidlertid ikke kunne undgås, fordi den menneskelige stræben efter frigørelse fra naturens tvang, for at udfolde sig vil kræve en udvikling af principielt nye teknologiske muligheder, som mere eller mindre direkte forbydes/hæmmes af den samfundsmæssige homøostase. Efter stabile perioder følger derfor perioder med konflikter. Disse fører så eventuelt til en sprængning af homøostasen.

Set på denne måde kan menneskers fremfærd gennem historien sammenlignes med et lille togs rejse gennem et bjerglandskab (fig. 5).

Figur 5

Figur 5

I lange perioder befinder toget sig i rolige dale, hvor den samfundsmæssige stabilitet ikke er i fare, fordi menneskenes stræben efter beherskelse af naturkræfterne kan tilfredsstilles ved en teknologisk udvikling, der ikke hæmmes af den samfundsmæssige homøostase. I det perspektiv, som her er anlagt er de mange forhindringer for togets fremfærd nede i dalene ikke medtaget. De er der selvfølgelig men det der her er anliggendet er at beskæftige sig med de enorme bjergkæder, der adskiller dalene fra hinanden, således at man i den ene dal ikke kan se ind i den næste, som altså gør fremtiden usynlig. Af sådanne bjergkæder har vi passeret tre og efter min vurdering er vi nu langt oppe på den farlige bjergside på den fjerde. Og gennem forrevne klippeskår kan vi glimtvis øjne strøgene i den næste frodige dal.

Om de to første bjergkæder ved vi ikke så meget. Men at deres overskridelse har været ledsaget af ændringer i såvel organisation, verdensbeskrivelse som almen bevidsthedsstruktur er givet. Disse forandringer kan delvis begribes ud fra studiet af nuværende kulturer, som har overlevet i de dale, vores egen kultur har tilbagelagt. Den afgørende teknologiske forskel mellem samlerkulturer og kvægavlskulturer ligger i den sidstes langt mere systematiske udnyttelse af solenergien. Gennem kvæget fik man på systematisk vis adgang til den opsparede solenergi i en lang række planter, som ikke direkte kunne udnyttes til menneskeflade. Men stadig mistes 80-90 % af calorierne fordi kvæget udgjorde et ekstra led i fødekæden mellem plante og menneske. Ved overgangen til agerbrug, hvor mennesket aktivt beplantede jorden med planter, som var direkte egnet til menneskeføde, kunne man derfor mangedoble den til rådighed stående energimængde (i form af fødekalorier evt. omsat til mekanisk kraft via trækdyr).

For overblikkets skyld er kvægavlerkulturer og agerbrugskulturer i figur 5 afbildet som var de tidsmæssigt adskilte. I virkeligheden har de eksisteret samtidig igennem tusinder af år, men ikke desto mindre har de udgjort adskilte dale med bjergkæder af forskelle imellem sig på alle niveauer af den homøostatiske model.

Passagen af den tredje store bjergkæde ligger inden for historisk tid, nemlig for Europas vedkommende i renaissancen, hvor de farligste pas blev overvundet, og frem til de borgerlige revolutioner i det attende og nittende århundrede, som endelig ryddede banen til den nye dal. Herved blev et feudalt agerbrugssamfund omdannet til et kapitalistisk industrisamfund. jeg skal i et følgende afsnit beskæftige mig lidt nærmere med denne bjergkæde for at kaste lys på mulighederne for at overvinde den næste, hvilket selvfølgelig er det egentlige mål med denne artikel.

Forinden skal jeg dog kort beskæftige mig med vores befordringsmiddel.

Toget

Toget består af et lokomotiv og en vogn. Lokomotivet udgøres af det teknologiske niveau og det bevidsthedsmæssige niveau, altså venstre side i Figur 2. Bevidstheden ønsker at udnytte de teknologiske muligheder og presser derved teknologien frem. Derved kommer så nye muligheder til syne. Det dialektiske samspil mellem bevidsthed og teknologi er historiens drivkraft, lokomotivet. Men lokomotivet slæber på en stabiliserende dødvægt, vognen. Denne består i samfundets organisation og den tilhørende verdensbeskrivelse (højre side i Figur 2).

Når dalens muligheder er ved at være opbrugt, og lokomotivet søger op ad bjergsiden bliver vognen tung at trække. Den stræber tilbage. I lange perioder går det op og ned på skift. Men bevidsthedens krav vokser i styrke, for hver gang der skimtes et glimt af den nye dal.

Efter mange mislykkede forsøg når toget eventuelt frem til et pas, og når det er passeret skifter situationen. Fra passet kan den nye dal overskues fjernt men klart. Den gamle verdensbeskrivelse er overvundet, for den kan ikke gøre rede for den nye dal, og dermed er samfundsorganisationens sidste bastion forsvundet. Også samfundsorganisationen bliver nu brat forandret. Forandringen fører til at den nye dals teknologiske muligheder legaliseres og bevidstheden indretter sig herefter. Homøostasen er brudt og en ny er ved at indstille sig.

Under nedturen til den nye dal er forholdet vendt om. Vognen presser med sin vægt lokomotivet fremad, så det ofte løber af sporet og må repareres. Bevidstheden og den teknologiske udvikling famler sig frem presset af de nye samfundsforhold. Situationen er stadig ustabil og mange afgrunde truer den videre fremfærd. Først når en ny samfundsmæssig homøostase, omfattende alle fire niveauer, har nået at indstille sig er historien nået ned i den nye dal og stabiliteten for en tid sikret.

Determinisme-problemet

En historieopfattelse som den ovenfor beskrevne kunne opfattes som deterministisk. Det er den ikke Det påstås kun, at historiens tog har en retning, vel at mærke når udviklingen anskues over meget store tidsrum, som langt overgår en enkelt generation. Retningen kan f.eks. meget vel være omvendt i, perioder som dem vi hver for sig har til rådighed til at øve vores indflydelse på historien i. Det afhænger ikke blot af, hvilke hindringer bjerglandskabet lægger for vores rute, men også af hvor dygtige "vi" (dem af os som ønsker en samfundsforandring) er til at finde den nærmeste eller måske den mest smertefri vej. Eksempelvis ser mange socialdemokratiernes rolle i dette århundrede som afsporende, vigende uden om passet, der adskiller os fra næste dal. Socialdemokraterne kan eventuelt påstå, at de blot bringer os frem til det af en mere sikker vej, hvor faren for nedstyrtning er mindre. Hvad de derimod ikke kan påstå – efter den homøostatiske model – er at der findes et lavere pas. For passets højde er bestemt af de homøostatiske kræfter, dvs. de samlede negative feedback mekanismer i homøostasen, som skal brydes før homøostasen er ophævet – og de ændrer ikke karakter af den måde vi bryder dem på. Bjergkædens struktur afhænger ikke af om vi følger en mere eller mindre stejl rute.

Historien er der. Men den retning jeg ser i den er kun en beskrivelse. Folk med andre interesser end mine vil vælge andre beskrivelser, som gør andre forhold ved historien synlig. F.eks. betydningen for historien af gode hærførere, eller hvad det nu var vi fik prakket på i skolen.

Min beskrivelse er dialektisk, fordi historiens retning tilskrives en modsætning, som bestandig skifter karakter og må forstås påny. Denne modsætning er indbygget i antagelsen om at menneskers stræben efter at få magt over naturen er historiens drivkraft, det som bestemmer retningen. Hvad menneskers magt over naturen vil sige kan ikke besvares en gang for alle. Hver generation har måttet løse problemet påny. Modsætningen ligger i at vi er bundet i et ubrydeligt afhængighedsforhold til det vi vil have magt over. For vi er selv natur. En tid lang kunne det synes oplagt, at beherskelsen af stadig større mængder af kunstig energi gav os magt. Men som jeg har understreget ovenfor er der ikke meget mere magt at vinde ad den vej – og risikoen for at vi ender i den største afmagt bliver større og større. Klimaet er en del af os, når det kommer til stykket, det gælder også kviksølvet i vores kost.

Magt kan altså ikke forstås abstrakt. I virkeligheden er vores forestillinger om magt i høj grad bestemt af den samfundsmæssige homøostase, den bevidsthed som trives i den kunstige energis dal. Men efterhånden som denne magts grænser viser sig stadig tydeligere, efterhånden som truslen om afmagt rykker nærmere, og efterhånden som teknologien stiller os helt nye magtmidler i udsigt (omend i svøb), så vil vore forestillinger om magt forandre sig. Som diskuteret ovenfor vil dette imidlertid ikke kunne ske fuldstændigt før den samfundsorganisation og den verdensbeskrivelse, som stiller sig i vejen er blevet endeligt ryddet af vejen, altså når vi er fremme ved passet.

Hvilken retning historien følger i fremtiden er altså ikke mere determineret end "vores magt over naturen" er determineret i samme fremtid. Hvori vores magt over naturen vil bestå i fremtiden er ikke konkret forudsigeligt, men det er heller ikke helt uforudsigeligt. Vi er så langt oppe ad bjergsiden, at vi i glimt kan skimte en ny dal – dvs. vi kan i tanken overskride den rådende homøostase, kapitalismen, og famlende afsætte et par fixpunkter i den nye dal.

Endelig er der ikke i min opfattelse nogen optimisme som nødvendigvis sikrer at menneskets stræben Er succes. Den mulighed foreligger, at homøostasen ophæves uden at en ny kan etableres, a uligevægten i mangel af tilstrækkelig menneskelig styring får lov at omdanne sig til ligevægt. At vi f.eks. udsletter os selv eller i alt fald vores hele kultur med atomkrig eller global økologisk katastrofe.

Klassekamp

Min model adskiller sig fra den historiske materialisme i kraft af terminologien. jeg har valgt et nutidssprog med større appel til vores umiddelbare forståelse, men med mindre stringens end den marxistiske terminologi. Men der er også tale om en noget anderledes vægtning af faktorerne.

Hvor jeg ser historien som en række perioder bestemt af det latente – men undertiden fredeligt samlevende – modsætningsforhold mellem på den ene side teknologi og bevidsthed og på den anden side verdensbeskrivelse og samfundsorganisation, der opererer marxismen med modsætningsforholdet mellem produktivkræfter og produktionsforhold. Da videnskaben, altså verdensbeskrivelsen, i alt fald af moderne marxister henregnes under produktivkræfterne, er de to modsætningsforhold ikke identiske.

Jeg ønsker ikke at anfægte, at klassekampen i sidste ende udspringer af modsætningsforholdet mellem produktivkræfter og produktionsforhold, således at den herskende klasse til det sidste vil forsvare de produktionsforhold der sikrer dens privilegier uanset om disse har udviklet sig til snærende bånd for den fortsatte udvikling af produktivkræfterne.

Det forhindrer imidlertid ikke, at den herskende klasses herredømme er stabiliseret i kraft af den homøostase, som jeg har forsøgt at beskrive. Dette er årsagen til at de objektive betingelser for en afskaffelse af de rådende produktionsforhold kan være til stede inden de subjektive er det. Meget taler for, at vi befinder os i en sådan situation, og homøostasens karakter er derfor vigtig at forstå. Alle forsøg på at ændre produktionsforholdene vil efter min vurdering være omsonst så længe disse produktionsforhold stabiliseres af feedbacken:

Figur 6

Figur 6

Først når denne feedback er blevet såret, vil de subjektive betingelser for klassekampens sejr svare til de objektive. Verdensbeskrivelsen er samfundsorganisationens sidste allierede, den hæmmer vores fantasi og ønsker, og gør det næsten uoverkommeligt for toget at bane sig vej op til passet.

Fra feudalisme til kapitalisme

Det tog mange hundrede år at komme over den forrige store bjergkæde, den der afskar agerbrugssamfundene fra industrisamfundene. Udviklingen bølgede frem og tilbage i Europa og med forskellig hastighed og intensitet i forskellige lande og til forskellige tider. Jeg skal nu fremhæve et par træk ved denne færd, som måske kan bruges til at afstikke nogle principper for den næste rejse.

Mod slutningen af middelalderen fandt der en ret frodig teknologisk udvikling sted. I centrum for denne udvikling stod opfindelsen af nye principper for kraftoverførsel i forbindelse med minedrift, vind- og vandmøller, samt de store skibe, der med vindenergiens hjælp kunne sejle det meste af jorden rundt. Årsagerne til denne udvikling kunne være interessante nok at dykke ned i (se f.eks. kilde 35), men et sted må man begynde. Princippet i denne teknologiske udvikling er, at naturlige energikilder anvendes til andre formål end landbruget eller fødeproduktionen. Krydderier, sukker og meget andet transporteres hjem fra Østen, og der bliver basis for en begyndende omend beskeden vareproduktion og handel.

Spørgsmålet er nu, hvordan dette berører den middelalderlige agrare homøostase. Hvis vi bruger nogle nøgleord for de fire niveauer kan vi i lighed med Figur 2 beskrive denne homøostase i et skema som figur 7.

Figur 7

Figur 7

Efterhånden som udviklingen tog fart, satte feedback-hæmningerne ind. Mest direkte fra det organisationsmæssige niveau. Handelen vanskeliggjordes af godsejernes krav om toldafgifter i tide og utide, samt af røverier og overfald på markedsstederne. Og den religiøse og teleologiske verdensbeskrivelse forhindrede en "fordomsfri" udforskning af verden. Eksempelvis kunne den geocentriske verdensmodel ikke bruges til at lave ordentlige søkort.

Men den nye og ukendte magt, som der her blev adgang til måtte i det lange løb sejre. Middelalderkirkens og godsejervældets fastlåsning af bevidstheden i en uforanderlig og statisk afhængighed af eller samhørighed med naturen kunne ikke i længden hamle op med de muligheder og den frihed, som vareproduktion og handel gav løfte om. jo mere magt pengene fik (via markedet) frem for besiddelsen af jord, jo mere fristede bevægeligheden, initiativet, handlekraften. (Penge lever af at nytte sig, jord af at blive vendt). Efterhånden fødes individet: mennesket der er løsrevet fra sin slægt, fra sin jord, fra landsbyfællesskabet, fra håndværkerlauget – mennesket som uafhængighedens inkarnation, den frie borger.

Det gik ikke stille af. Hverken kirken eller godsejeren kunne finde sig i en sådan individualisme. Men i og med, at man for penge efterhånden også blev sat i stand til at købe den særlige vare arbejdskraft, så kunne man købe soldater til at slå godsejeren ned med og naturvidenskabsmænd til at bekæmpe kirken med. Købmændene allierede sig med den største fyrste og lånte ham penge til at underlægge sig de genstridige godsejere, så at en tålelig politisk-økonomisk ramme kunne sikre den fortsatte udvikling af handelen. Også kirken måtte i det lange løb bøje sig for den kombinerede effekt af penge og våbenmagt. Det blev kaldt reformationen. Reformationen bestod i at videnskaben fik det afgørende ord i sager, der vedrørte denne verden, mens kirken måtte nøjes med den hinsidige.

Hermed var den middelalderlige homøostase afgørende overskredet, omend der stadig skulle gå flere hundrede år før en ny blev fast etableret med de borgerlige revolutioner. I ly af enevælde og merkantilisme kunne de førende lande sikre en begyndende national akkumulation af kapital og naturvidenskabens stigende autoritet forhindrede at religiøse fordomme stak de helt afgørende kæppe i hjulet for denne udvikling. Passet var passeret og den eneste vej frem var mod den nye dal, kapitalismens.

Det bliver nu i høj grad samfundets organisationsmæssige niveau, der presser det teknologiske niveau fremad, hvor det før havde hæmmet den. Retningen bestemmes af behovet for yderligere vareproduktion, dvs. en stigende frigørelse af energiforbruget fra sit slaveri i landbrugets tjeneste. Det kan være oplysende at tænke over den dobbeltbetydning ordet "at handle" har. På den ene side henviser det til noget aktivt, en handling, altså noget med energi. På den anden side dækker udtrykket en aktivitet, hvorved nogen tjener penge. Det der er sket er, at energiforbruget i handelssamfundet er blevet spændt for kapitalakkumulationen. Hvor vores energiforbrug og magt hidtil var blevet holdt i tømme af den umiddelbare meningsfuldhed, som lå i landbruget og de dertil knyttede økologiske balancer, der bliver det nu tjener for en abstrakt, økonomisk lovmæssighed, som med Vorherres fordrivelse til den hinsidige verden var blevet dirigent for den menneskelige aktivitet i den dennesidige verden: kapitalens behov for at akkumulere. Energiens frigørelse fra landbruget er betingelsen for magtens frigørelse fra meningsfuldhedens lænker.

Til denne udvikling på det teknologiske og organisationsmæssige niveau svarer på det bevidsthedsmæssige niveau en stigende individualisme og fremmedgørelse fra naturen. Den der besidder kapital og frit initiativ er ikke et menneske, men et individ. Med pengenes abstraktion til kapital følger menneskets abstraktion til et individ, dvs. et menneske forstået som selvberoende væsen uafhængig af såvel natur som fællesskab. Relationerne mellem disse individer kan ideelt indskrænkes til to: udbytning og konkurrence. Det er denne menneskeopfattelse, som til sidst får sit blå stempel med menneskerettighedserklæringen, som skal sikre menneskets frihed til at være individ, kun styret af de samfundsmæssige love. Til energiens frigørelse fra jorden svarer således individets frigørelse fra kroppen. Ingen af delene lader sig selvfølgelig realisere fuldstændigt, men kapitalismen bliver næppe heller historiens sidste dal.

Der var imidlertid en afgørende barriere på det teknologiske plan for hele denne udvikling. De naturlige energikilder var nemlig med den til rådighed stående teknologi langt fra rigelige nok til i længden at understøtte kapitalakkumulationen baseret på den voksende vareproduktion. Snart var størstedelen af Englands skovområder brændt op. Først med adgangen til kullet fik man fat i en energikilde som for alvor gjorde det muligt at realisere den magt, som latent var blevet skabt allerede med frigørelsen af energiforbruget fra landbruget. Hermed var banen fri for købmændene og fabriksejerne og kort efter gennemtrumfes deres endelige magtovertagelse med de borgerlige revolutioner.

Hermed er den frodige bund nået i den nye dal, en ny homøostase er etableret.