Jesper Hoffmeyer:
Økologiske produktivkræfter
Historien som et bjerglandskab

Efter kapitalismen

Krisen

Jeg placerede i Figur 5 toget langt oppe på den næste bjergside. Min vurdering er, at nok befinder vi os fastholdt i den kapitalistiske homøostase, men spændingerne mellem de fire niveauer er for længst blevet så kraftige, at den harmoniske dal, hvor stabiliteten var urørlig, er forladt.

På alle niveauer i den homøostatiske balance er kapitalismens autoritet kraftigt udfordret. På det organisationsmæssige niveau har verdens største land med stor livskraft befriet sig fra kapitalakkumulationens herredømme og store mindretal i alle andre lande anfægter legaliteten af dennes overherredømme over menneskelige anliggender, som det ytrer sig i udbytning og meningsløs produktion. Dette århundredes stadig voldsommere krige, dets tilbagevendende kriser og arbejdsløshed, afslører det inderligt irrationelle ved at lade sig lede af en arbitrær dynamik, som nødvendigheden af at akkumulere stadig mere kapital, og stiller sig med stadig større styrke i vejen for den teknologiske udviklings behov for planlægning. Den herskende verdensbeskrivelse synes mere og mere at have spillet fallit. Naturvidenskabens evne til at forstå eller beskrive verden på en måde, som vi kan bruge, synes manifest demonstreret alene af dens blindheder, som de viser sig i eksempelvis den økologiske krise. Alle slags trossystemer, som fornægter objektivitetskriteriets eneret til at skelne mellem sandt og usandt breder sig, og fra den kommunistiske opposition fremholdes en dialektisk materialistisk verdensbeskrivelse. På det bevidsthedsmæssige niveau ser vi måske den største krise. Apatisk ligegyldighed og mangel på tillid præger holdningen til samfundsorganisationen hos flertallet af mennesker i de kapitalistiske lande. Forbruget af stoffer, nervepiller og druk taler sit tydelige sprog om hvordan bevidstheden tåler kunstighedssyndromet individualismens og fremmedgørelsens logiske endestation. Og samtidig har netop på dette niveau oprøret været stærkest, som det ytrede sig i det såkaldte ungdomsoprør, kollektiverne, musikken, kvindebevægelsen, slumstormerne, øko-bevægelsen etc. Altsammen oprør mod kunstigheden: den kunstige autoritet, den kunstige privathed, den kunstige ukropslighed, den kunstige rolleopdeling, de syntetiske boligmiljøer, den kunstige adskillelse fra naturen. Endelig på det teknologiske niveau har angrebene mod den vestlige superteknologi været mangfoldige, og forsøg med alle slags alternative teknologier florerer. Alene den kraftige modstand mod atomkraft illustrerer den voksende skepsis over for en blind teknologisk udvikling i retning af centraliseret kraftanvendelse i stadig større målestok. Det bliver stadig mere øjensynligt at denne superteknologi tendentielt skaber flere problemer end den løser, og efterhånden som disse bivirkninger vokser i takt med energiforbruget bliver det mere og mere umuligt at ignorere dem. Deres løsning ad samme teknologiske baner skaber så igen nye bivirkninger o.s.v. jeg har ovenfor til bunds diskuteret de endelige grænser for denne udvikling mod større og større forbrug af kunstig energi.

Den krise, vi står i, er således ikke blot økonomisk og politisk i så fald ville den kapitalistiske homøostase ikke være truet (kapitalismen har overlevet værre økonomiske kriser). Krisen omfatter tværtimod samtlige niveauer i den homøostatiske model, og det er derfor vi befinder os i en overgangstid.

Det medfødte problem

At overgangen fra den feudale homøostase til den kapitalistiske homøostase som ovenfor beskrevet bragte solide gevinster med sig er næppe til at tvivle på. Disse gevinster havde imidlertid en betaling, som antagelig var nødvendig, men som i tidens løb har udviklet sig til en konflikt, der er uløselig inden for den kapitalistiske homøostase. For at gennemtvinge den magt over naturen, som befrielsen af energiforbruget fra landbruget lovede, var det nemlig nødvendigt at spænde dette energiforbrug for kapitalakkumulationens selvforstærkende himmelflugt. For at overskride agerbrugssamfundenes begrænsede magt over naturen var mennesket dømt til at træde på den kobling, der befriede magten fra sin forankring i meningsfuldheden. Meningsfuldheden forduftede ud af syne sammen med Vorherre og erstattedes af underkastelsen under den abstrakte rigdoms selvstændiggørelse som kapital.

Adskillelsen mellem magt og mening er kapitalismens historiske essens. Den krævede en organisation, der underkastede al menneskelig aktivitet under en abstraktion fra virkeligheden, kapitalakkumulationen. Den krævede en verdensbeskrivelse, der fortolkede verden som en fra os adskilt sum af naturlove, hvis eneste betydning var at fungere som substrat for kapitalakkumulationens forhindringsløb væk fra kloden. Den krævede en bevidsthed, der oplever naturen og fællesskabet som trusler mod det abstrakte individs frihed til at tilegne sig mest mulig magt dvs. frihed fra naturen eller kunstighed. Den krævede endelig en teknologi, som bestandig kunne maksimere udbuddet af fysisk magt, i sidste ende kunstig energi.

I sin fødsel var dette projekt frigørende. Og så længe vores magt var lille kunne problemerne bestandig overkommes med løftet om mere magt. Selve udviklingen i vores rent fysiske herredømme retfærdiggjorde den manglende meningsfuldhed. Fra at være en stræben blev det voksende herredømme over naturen til selve livets mening. At dette herredømme ledsagedes af undertrykkelse og udbytning, slum og epidemier var ikke nok til at rokke ved den kapitalistiske homøostase.

Men i det lange løb er adskillelsen mellem magt og mening en umulighed. For den magtesløse kan magten være meningsfuld, men den bliver ikke af den grund meningen. Kapitalismen har fået udviklet vores fysiske magtmidler til sådanne dimensioner, at en fortsat meningsløs brug af dem ender med at kaste os ud i afmagt. En udvidelse af vores reelle magt, vores reelle frigørelse fra naturens tvang, lader sig ikke længere praktisere uden, at vi begynder at respektere nødvendigheden af en overordnet mening med vores magtanvendelse. Kapitalismens måde at skaffe os magt på er ved at være udtømt. Den grundlæggende konflikt i kapitalismens homøostase er blevet til en grænse.

Bevidstheden hos vor tids mennesker har forlængst forstået den meningsløse magts afmagt. Masseforbruget er et rent teater, en feticheret handling, der tjener til at glemme meningsløsheden. Men den kan ikke glemmes den kommer igen som angst, søvnløshed, aggressioner, selvmord, hjertesygdomme og rådne fantasier. Man kan måske gøre den kunstige tilværelse til Gud, så længe den ikke kan opnås, men efterhånden som den er blevet en realitet, bliver det til en tvangsneurose. Men den opgave at befri bevidstheden er stadig for stor, for den er fastlåst af homøostatiske kræfter. Hvordan kan homøostasen brydes?

Den næste dal

Ud fra diskussionen i denne artikel består den opgave at udpege en mulig fremtid i at beskrive en homøostase, som

Kunne man formå denne homøostase blot antydningsvist, ville chancerne for at forene den teknologiske, den bevidsthedsmæssige, den videnskabelige og den egentlig politiske kamp være tilstede. En sådan forening er netop hvad der kræves for at sprænge homøostasen, finde passet. Manglen på en sådan forenet forståelse er hovedårsagen til, at vi famler os Km på den farlige bjergside under konstant trussel om at falde i afgrunde som fascismens. For vognen i vores tog er tung at slæbe, og vil helst trække os ned i alt hvad der ligner den gamle dal.

Med andre ord: kan vi se et middel til magt, som den kapitalistiske organisationsform forhindrer os i at udvikle?

Analysen i denne artikel peger for mig at se klart en retning ud. Det der afskrækker os fra den reelle magt over naturen er, at vi har identificeret en sådan magt med rent fysisk magt nogenlunde proportionalt med antallet af megawatt vi forvalter og "glemt" at tage hensyn til den anden side af magtens væsen: balancen, beherskelsen, formålet, meningen. (Vi har udnyttet energiens væsen til det yderste, men har ikke interesseret os for den anden af fysikkens tilstandsfunktioner: entropien den der har med processernes retning at gøre).

Hvis ikke løsningen på krisen skal være at give afkald på vores magt og hvem med historisk indsigt kan forestille sig en sådan løsning? så må løsningen altså være, at vi lærer at forvalte mening med samme grad af perfektion som vi nu forvalter magt. En teknologi, der er indrettet til dette formål vil jeg kalde informationsteknologi. Udviklingen af en informationsteknologi forekommer på denne baggrund at være nøglebegrebet på det teknologiske niveau i den fremtidige homøostase.

Det kan næppe længere undgå at irritere, at jeg omgås ordene magt hhv. mening så løsagtigt som det har været tilfældet. Dertil må jeg sige, at umoden stringens som er en at tidens svøber er lammende for den dialektiske fantasi, som i forvejen er en mangelvare i vestlig tænkning. jeg foretrækker at indskrænke min bestemmelse af ordene magt og mening til deres dialektiske afhængighed af hinanden: meningsløs magt ender i magtesløshed og magtesløs mening ender i meningsløshed. Det første er materialisternes svaghed, det sidste idealisternes. Med denne sammenhæng in mente kan vi så yderligere sige, at information forholder sig på samme måde til begrebet mening, som energi forholder sig til begrebet magt. Information er meningens substrat lige som energi er magtens substrat.

Hvad er så informationsteknologi?

I vid udstrækning har vi allerede udviklet en informationsteknologi nemlig den elektroniske teknologi: computere og databanker, fotokopimaskiner, TV og video mm. Nøgleordet bag hele denne teknologi er information. I overensstemmelse med sit formål er denne teknologi ikke blot i sig selv overordentligt lidt ressource- og energikrævende (kilde 36), men i kraft af dette formål er den samtidig via sin anvendelse tendentielt besparende af anvendelsen af ressourcer til alle andre formål. Med sensorer, mikroprocessorer og servomekanismer afpasses, kontrolleres og effektueres den størst mulige præcision, dvs. det mindst mulige spild.

Men begrebet informationsteknologi må forstås i en videre betydning som teknologi, der er indrettet efter at håndtere store mængder af information.

Eksempelvis kunne man nævne sådan noget som biologiske bekæmpelser i landbruget (i stedet for pesticider). Informationsindholdet i et kemikalium som DDT er ikke stort sammenlignet med informationsindholdet i de insekter eller virus, man kunne tænke sig at anvende i biologisk bekæmpelse af skadedyr. Som basis for DDT-teknologien krævedes først og fremmest olie (til at fremstille stoffet og til at sprede det det drejer sig om millioner af tons DDT, som nu cirkulerer rundt mellem de levende væsener fra sydpol til nordpol (kilde 37), mens vi for at beherske de biologiske bekæmpelsesmidler må besidde et betydeligt kendskab til de lokale økologiske balancer, der hvor de skal anvendes. Typisk gav DDT os kun en kortfristet magt, som snart vendte sig til afmagt: insekterne blev resistente, fugle og andre dyr begyndte at uddø, og vi selv er muligvis kronisk forgiftede med bl.a. hormonforstyrrelser og øget kræfthyppighed til følge. Den store gevinst ved de biologiske bekæmpelsesmidler er derimod deres præcision og deres reversibilitet. Kun en enkelt type skadedyr vil blive ramt og kun i en kort periode og kun på et afgrænset område.

Udviklingen af en informationsteknologi er allerede langt fremme under kapitalistiske produktionsforhold. Kapitalismen var faktisk nødt til at udvikle en sådan teknologi allerede i slutningen af forrige århundrede, for at holde sammen på sin frie handlekraft (telegrafen jvf. kilde 10 s. 188). Det svarer til at energiforbrugets frigørelse fra landbruget allerede var langt fremme, før nødvendigheden af en endelig omvæltning af den middelalderlige homøostase meldte sig, og dermed de borgerlige revolutioner.

Hvordan forhindrer den kapitalistiske organisationsform os i at udvikle informationsteknologien?

På et meget abstrakt plan ligger svaret i det allerede sagte. Informationsteknologiens frigørende potentiale ligger i, at den vil være et uundværligt hjælpemiddel for vores bestræbelser på en genforening af magt og mening, bestræbelser som kapitalismen ifølge hele sit væsen er afskåret fra at fremme. Informationsteknologien kan således godt udvikles under kapitalismen, men det må da ske i en km, som ikke løser vores problemer men som blot effektiviserer den fysiske magt, som kapitalismen ensidigt forvalter. Kapitalismen er nødt til at gå glip af informationsteknologiens egentlige muligheder, og den kan derfor kun udvikle en sådan teknologi i forkvaklet form, dvs. som hjælpemiddel for den superteknologi, der alene kan tjene kapitalakkumulationen.

Heraf kommer også den angst, som ar de fleste til at frygte den videre udvikling af den elektroniske teknologi: Big Brother watching you. Overvågning og kontrol fra en anonym og utilgængelig statsmagts side eller fra firmaledelsens side. Monopoliseringen af programmerne i TV og radio hvadenten monopolet er statsmagtens eller pengemagtens som ved reklame-TV. IBM's overherredømme over hele computer-branchen og dermed over de programmer, der er mulighed for at arbejde med. O.s.v. Der er masser af grund til forskrækkelse over konsekvenserne af informationsteknologiens udvikling under de rådende samfundsforhold. Kombinationen af stemningskontrol via psykofarmaka og meningskontrol via monopol på informationskanalerne vil give de herskende et meget stort herredømme.

Men dette er informationsteknologien anvendt som stabilisator for udbytningsforholdet. Opgaven her består imidlertid netop i at tænke ud over dette udbytningsforhold, der tilhører den kapitalistiske homøostase. Der hører ikke så meget fantasi til at forestille sig, at hvis dette udbytningsforhold var afskaffet, så kunne man a langt mere ud af informationsteknologien. I en sådan grad, at det måske netop er informationsteknologien, der gør det muligt at tænke sig en ophævelse af udbytningsforholdet.

Vi er tilbage i det problem, at en teknologi ikke kan forstås uafhængigt af det samfund, der skal forvalte den. Lad os derfor stille spørgsmålet om hvilken samfundsorganisation, der ville kræves for at frigøre informationsteknologiens potentielle muligheder, eller måske endda hvilken samfundsorganisation netop informationsteknologien kunne tillade os at etablere.

Information er en immateriel størrelse. Ejendomsret til information er en absurditet og imod dens væsen. Dette illustreres glimrende af den rådende konflikt om copyright og fotokopier. Problemet med at patentere information plager i stigende grad udviklingen af produktive computernet i USA (kilde 38). Indsamling af information hæmmes i det nuværende samfund i urimelig grad af' produktionshemmeligheder, af monopol-interesser og af partiske financieringsformer. Forvaltningen af information hæmmes af, at der nødig skulle tegne sig et billede af forholdene, som alt for klart indicerede løsninger, der kunne skade kapitalakkumulationen. Alene disse grunde taler for, at en frugtbar forvaltning af informationsteknologien vil kræve en eller anden form for kommunistisk samfundsorganisation, hvor den private ejendomsret kun hørte til i sfæren uden for produktionen, og hvor kapitalakkumulation kunne afskediges som dirigerende princip for menneskelig aktivitet og erstattes med en bevidst planlægning.

Men kan vi ud over disse almindeligheder bestemme organisationsmåden i en fremtidig homøostase baseret på information som det teknologiske udviklingsprincip? Hvad skulle vi nærmere bestemt bruge information til?

Med denne artikels udgangspunkt, den økologiske krise, er svaret indlysende: til at samordne vores naturbeherskelse og til at dirigere den efter et formål, som udspringer direkte af menneskelige behov. Altså til at genforene magt og mening på et højere niveau.

Med informationsteknologien til vores rådighed kunne vi løse det problem på en gang at have et højt forbrug af fysisk magt i form af kunstig energi og bevare naturens økologiske balance, herunder vores egen fysiske sundhed. jo større mængder af information vi er i stand til at håndtere på en relevant måde, jo mere præcist kan vi bruge vores energi og jo mindre skade vil vi behøve at anrette.

Ligesom i agerbrugskulturerne er naturen ved at blive en så alvorlig skranke for vores udfoldelse blot på et meget højere niveau at vores aktivitet på jorden må underkastes nødvendigheden af ikke at underminere dens beskyttende rigdom. Men den nødvendige information for at klare denne opgave er så langt større end i agerbrugskulturerne, at samordningen kun kan klares med en højtudviklet videnskabelig teknologi til vores rådighed.

Et princip, som den økologiske indsigt næsten uvægerligt synes at pege på som ingrediens i en økologisk sund udvikling, er overgangen til en teknologisk udvikling, der stiller større krav til menneskelig arbejdskraft. Først og fremmest vil der i landbruget blive behov for langt mere manuelt arbejde. En tilbagevenden til dyrkningsprincipper, som var gældende før olien og dermed kunstgødning, pesticider, plantehormoner o.s.v. for en tid gjorde det muligt at kortslutte alle økologiske overvejelser, vil antagelig være nødvendig. Men raffineret biologisk teknologi er i mellemtiden blevet udviklet og kunne, hvis samfundsorganisationen tillod det udvikles endnu meget højere. Det skulle derfor nok være muligt at skage et bedre output fra landbruget. De biologiske bekæmpelsesmidler, som omtales ovenfor er et eksempel, der antyder denne udviklings karakter. Anvendelsen af økologisk tilpasset højtydende kornsorter m.m. er et andet. Der vil blive brug for mere arbejdskraft, fordi den anvendte teknologi ikke lader sig benytte ens overalt og på alle tidspunkter, og fordi raffinementet er så langt større, end når man f.eks. fra luften sprayer et lag insektdræbende middel over et kæmpeområde. I sidste ende, fordi vores overlegenhed over for naturen vil være afhængig af, at vi indretter os på dens raffinerethed udnytter vores information om den helt ned på det lokale plan, i stedet for blot at overmande den med brutal energianvendelse.

Det er dette projekt: at hvert enkelt menneske igen blev en skabende enhed i det store fællesskab, fordi der skal sættes ind lokalt og tæt koblet til naturens mangfoldighed, informationsteknologien dybest set åbner for os. Informationsaspektets stigende betydning indebærer i sin yderste konsekvens, at menneskelig arbejdskraft må og kan udnyttes i alle sine facetter. Det enkelte menneskes erfaringer, iagttagelser og ideer vil blive et nødvendigt led i den feedbackslynge mellem natur og videnskab, som den fortsatte produktion må baseres på.

Bedømt på vore samfunds vilkår kunne det synes reaktionært at forestille sig fremtidens samfund som et samfund, hvor der skulle udføres mere manuelt arbejde. Men det er fordi vores opfattelse af manuelt arbejde som en pestilens er bestemt af den kapitalistiske homøostase, hvor arbejdskraften er degraderet til en upersonlig vare, og arbejdet derfor er roden til vores fremmedgørelse. Det er i virkeligheden helt absurd. Schumacher beregner, at kun 3 % af den samlede "samfundstid" bruges til egentlig produktion (kilde 12 s. 153). Han kommenterer sin beregning således: "Den udvikling, der har medført nedsættelsen af den produktive tid til 3 % af den samlede samfundstid, har haft den uundgåelige virkning, at den har fjernet enhver normal menneskelig glæde og tilfredshed fra den tid, der tilbringes med arbejdet. Så at sige al egentlig produktion er blevet et umenneskeligt slid, som ikke beriger mennesket, men udmatter det." En frugtbar udnyttelse af informationsteknologien, forudsætter derimod en ophævelse af arbejdskraftens varekarakter og en udnyttelse af hvert enkelt menneskes skabende produktive evner.

Det ligger allerede i denne diskussion, at samfundsorganisationen måtte være vidtgående decentraliseret både produktionsmæssigt, beboelsesmæssigt og beslutningsmæssigt. Og dette er netop et projekt, som informationsteknologien synes indrettet til at hjælpe os med at klare på nye måder. Videonet mellem større grupper af samarbejdende enheder, fabrikker, landsbyer eller hvad man nu kan forestille sig, suppleret med computerterminaler i hver af disse enheder åbner for nogle organisatoriske muligheder som kunne gøre den lineære beslutningsproces den såkaldte kommandovej til en ren anakronisme. Den "centralt placerede" ledelse ville miste sin funktionelle legitimitet selvom ledelse i en eller anden udformning, som vi i øjeblikket dårligt kan diskutere præcist, selvfølgelig skulle etableres.

En eller anden form for ikke hidtil realiseret decentraliseret kommunisme synes altså at måtte være organisationsprincippet i en fremtidig homøostase baseret på informationsteknologien. Men en egentlig forståelse af organisationen kan ikke opnås uden en samtidig forståelse af de andre niveauer i homøostasen. Hvilken verdensbeskrivelse kan lede os i et sådant samfund, og hvilken bevidsthed kan trives frugtbart i det? jeg skal nøjes med få bemærkninger om disse niveauer, som trods alt må være mest spekulative set fra denne side af bjergkæden.

Det vil blive nødvendigt at forstå verden på en sådan måde, at man kan se den som en proces. Verden er der ikke en gang for alle til fri benyttelse, den ændrer sig i forhold til vores aktivitet, og vi ændrer os så igen i et uafbrudt dialektisk samspil mellem menneske og natur. Objektivitetstænkningens bestræbelse på at forstå denne verden, i sig selv, er absurd alene af den grund, at vi ingen jordisk mulighed har for selv med computere til vores hjælp at komme til at forstå den så dybtgående, at vi kan bruge denne forståelse til at forudsige, hvad der sker med verden, når vi vælger at gøre dette eller hint. Den nødvendige informationsmængde ville langt overgå computernes kapacitet. Vi er nødt til at vælge at se verden gennem os selv, dvs. gennem de handlinger over for den, som vi kunne tænke os at foretage.

På det mest fundamentale niveau består opgaven i at forstå verden på en måde, som sætter os i stand til at løse modsætningsforholdet mellem aktivitet og balance. Vi har ikke længere som i middelalderen nogen uendelig gud til at holde vores aktivitet i tømme, og vi har ikke længere som i den kapitalistiske fase en uendelig natur til at opretholde balancen. Vi må omsider lægge ansvaret for løsningen hos os selv, dvs. vi må ophæve skellet mellem naturvidenskab og samfundsvidenskab. Naturen kan ikke forstås uafhængigt af samfundet og samfundet kan ikke forstås uafhængigt af naturen.

Dette at forstå verden som afhængig af os kræver en dialektisk beskrivelse. For vi forandrer os, og dermed verden og dermed beskrivelsen. Denne forandring kan ikke inddrages i de evige sandheders liga. Den kan kun forstås ud fra de modsætninger, som er drivkraften bag forandringen, derved at vi bestandig tvinges til at løse modsætningerne, og derved bringe os i en tilstand bestemt af nye modsætninger, og dermed ny bevægelse, etc. At tænke i modsætninger er dialektik og har at gøre med at forstå udvikling, hvori vi selv er parthavere. At verden er afhængig af os, betyder imidlertid ikke, at den er identisk med os. I hvert øjeblik er verden til stede omkring os (dette kan ikke bevises men må opfattes som en frodig antagelse), og vores dialektik må derfor have en materiel forankring. Om de modsætninger vi beskriver er sande må bedømmes på grundlag af hvad der faktisk sker praxis. Hvis det der sker ikke kan forklares ud fra de modsætninger vi har beskrevet har det været falske modsætninger. Dette er dialektisk materialisme. Hvis vi ønsker at styre udviklingen selv, og ikke overlader det til guder eller til kapitalakkumulationen, vil dette være den eneste måde at forstå verden på.

Lad os til sidst søge at pejle den bevidsthed, som livet i et sådant samfund ville kræve/tillade. Det er i sidste ende bevidsthedens anelser, som driver historien. Men samtidig med at bevidstheden således er drivkraft, er den også den mest afhængige parameter i den samfundsmæssige homøostase, i al sin flyvskhed dømt til at indrette sig efter virkelighedens hardware karakter. Kunstighedssyndromets ophævelse kan således ikke ske ved en tilbagevenden til en naturbundet samhørighedsfølelse, som f.eks. makrobiotikken anviser. En sådan bevidsthed ville ikke kunne forvalte informationsteknologien. Individet er født for at blive. Overskridelsen af kunstighedssyndromet må ske ved en ophævelse af individets fetichering i individualismen. Det der skal ophæves er tilbedelsen af individet i os, forstået som abstraktionen "uafhængigt magtcentrum", og indplantet i os fra barnsben af præstationskravet og konkurrence-situationen.

At leve med informationsteknologien vil kræve, at vi forstår os selv som handlende og ansvarlige individer, men ikke som uafhængige vindere eller tabere i kampen om magt. Vi kan måske hæfte ordet gensidighed på denne livsfølelse, for at adskille den fra agerbrugssamfundenes passive og afhængige samhørighedsfølelse. Dybest forstået er kravet om gensidighed baseret på selvstændighed radikalt i forhold til den nuværende bevidsthed, der når det går højt kan drive det til samarbejde eller hyggeligt samvær. Med gensidighed forstår jeg også den kvalitet, som med et udtryk fra stofkulturen kaldes "at være høj", altså at række ud over sig selv, at opleve verden som felt, der ikke består af nogle mennesker og nogle genstande, men af noget der er imellem dem, som virkelighed. Men vel at mærke skal man være "høj" uden at miste proportionssansen. Der er ikke behov for at udskifte den ene patientrolle med den anden.

Mit forsøg på at karakterisere homøostasen i den næste dal kan altså opsummeres som i figur 8:

Figur 8

Figur 8

Passet

Tilbage er så spørgsmålet, om denne dal overhovedet findes, eller om den findes på den anden side af den bjergkæde, som er i vejen for vores fremdrift. Og spørgsmålet om, hvordan vi i givet fald overskrider passet.

Hvad det første spørgsmål angår må jeg nøjes med at henvise til, at min forestilling om denne fremtidige homøostase er udledt dels fra en analyse af hvilken betaling, der hørte med til kapitalismens historiske gevinster og dels fra en analyse af den nuværende krise, begge dele under inddragelse af alle fire niveauer, som efter min mening er knyttet sammen af homøostatiske kræfter. Homøostasen er så at sige opstillet som mulige løsninger på de modsætninger, den nuværende krise på alle niveauer tegner i den historiske udvikling.

Spørgsmålet om at overskride passet er dels et spørgsmål om at finde passet, og så endelig spørgsmålet om at passere det. Den overvældende interesse hos de fleste marxister for det sidste spørgsmål, dvs. for klassekampens magtaspekt, forekommer mig at være udtryk for en undervurdering af vanskelighederne ved overhovedet at finde ud, af hvad det er for en dal, vi skal ned i. Utilfredsheden med den nuværende dal synes i alt for høj grad at bestemme vejen.

Mit anliggende har derimod været at bestemme hvad vi skal forstå ved den videre udvikling af produktivkræfterne, og dermed klassekampens mål. Det er min overbevisning at alene en forståelse heraf kan lede os mod det rigtige pas, hvor magtaspektet så bliver det centrale. Samtidig er forståelsen af magtaspektet også uadskilleligt fra spørgsmålet om, hvad samfundsforandringen overhovedet skal føre frem til.

Min bestemmelse af produktivkræfternes udvikling kan ifølge forrige afsnit opsummeres til at være noget ganske andet end fortsat forøgelse af vores kapacitet for vækst. Produktivkræfternes udvikling må foregå som udvikling af en informationsteknologi i bred forstand, udviklingen af en bevidsthed karakteriseret med ordene gensidighed og feltoplevelse, og endelig som udviklingen af en dialektisk materialistisk verdensbeskrivelse. Sådanne produktivkræfter har jeg beskrevet som økologiske produktivkræfter (kilde 10, kilde 39), fordi de vil tjene til at bevare eller udvide herredømmet over naturen uden at slå den økologiske balance i stykker.

At de kapitalistiske produktionsforhold indebar udbytning og undertrykkelse har ikke været tilstrækkeligt til at afskaffe dem. Men den omstændighed, at de stiller sig i vejen for opnåelsen af en ny og bedre homøostase, baseret på økologiske produktivkræfter, underminerer for alvor disse produktionsforholds legitimitet. Først når vi kan øjne den nye dal, vil vi finde midler til at kommer derover.

Teknologi

solenergi, agerbrug

kunstig energi

information

Bevidsthed

naturbundet samhørighed

kunstigheds-syndromet

gensidighed, feltoplevelse

Verdensbeskrivelse

religiøs teleologi

objektivitets-kriteriet

dialektisk materialisme

Organisation

jordøkonomi, godsejervælde

kapitalakkumulation

decentraliseret kommunisme

Figur 9