Jesper Hoffmeyer:
Økologiske produktivkræfter
Historien som et bjerglandskab

Den ideologisk-teknologiske homøostase

Homøostase

Ved homøostase (kilde 30) forstås den specielle egenskab ved levende systemer (celler, organer, individer eller økosystemer), at de kan opretholde en bestemt såkaldt stationær tilstand af uligevægt til trods for vidtgående forstyrrelser. Uligevægtstilstanden kan opretholdes takket være et fint integreret netværk af millioner af negative feedback-kontrol slynger.

Når jeg i det følgende bruger udtrykket homøostase om sociale systemer, er det ikke i et forsøg på at biologisere disse, men fordi jeg mangler et bedre ord. Det er altså ikke mit anliggende at pege på nogen parallel mellem biologiske og sociale systemer, men alene at beskrive sociale systemer på en måde, der er faldet mig ind som frugtbar. jeg skal for en sikkerheds skyld straks gøre opmærksom på, at der er kedelige fortilfælde for, hvad der kan komme ud af at bruge ordet homøostase til at beskrive sociale systemer. (Til min forfærdelse har jeg opdaget det indlysende faktum, at jeg ikke er den første biolog, som har fået den ide). Især har fysiologen L.J. Henderson udmærket sig ved en biologiserende og reaktionær anvendelse af dette begreb (kilde 31). Hendersons fejl var, at han nærmest á priori antog, at den homøostatiske tilstand var det ønskelige mål for samfundet. Som man straks kan se, fører en sådan fordom umiddelbart frem til politiske konsekvenser i retning af stabilitet, uforanderlighed, bevarelse etc. Kort sagt evindelig kapitalisme. Hertil er at sige to ting. For det første er det en fordom at tro, at sociale mål (opretholdelsen af den eksisterende samfundsbalance) kan udledes af biologisk "mål" (de biologiske systemers homøostase). For det andet er den eksisterende homøostase i naturen, i organismerne og i mennesket ikke noget biologisk mål, selvom den er en livsbetingelse for mennesket. Evolutionen er faktisk en lang kæde af skiftende homøostatiske stilstande. Så skulle man endelig biologisere på dette grundlag, vil man ikke kunne sætte den eksisterende sociale homøostase som et á priori mål.

Med dette forbehold, som skal uddybes senere, mener jeg at alle samfund kan beskrives som homøostatiske systemer, hvis balance fastholdes af et intrikat samspil mellem teknologi, bevidsthed, verdensbeskrivelse og samfundsorganisation (se figur 2).

Figur 2

Figur 2

I ethvert samfund er der en vis indre nødvendig sammenhæng mellem disse fire niveauer, som vil tendere mod at stabilisere samfundet. I den forstand er systemet homøostatisk. Samtidig hermed foregår der en konstant udvikling, systemet er ikke i ligevægt men kun i balance, og herved forstyrres konstant den harmoniske enhed mellem de fire niveauer. Undertiden kan denne forstyrrelse være så alvorlig, at homøostasen går tabt. Der foreligger da en revolutionær situation, som vil medføre brudagtige forandringer på alle fire niveauer. Samfundet vil da bevæge sig mod en homøostase på et nyt niveau. jeg skal i dette afsnit beskrive kræfterne i den homøostatiske tilstand, og i det følgende beskæftige mig med dynamikken ved overgangen til en ny homøostatisk tilstand.

Teknologi

Teknologien er vores fysiske magtmiddel over for naturen og undertiden over for hinanden.

I enhver historisk periode vil teknologien udvise karakteristiske træk, som bestemmer og bestemmes af det pågældende samfunds fremherskende produktion. Disse karakteristiske træk har at gøre med den type af magt man råder over eller ønsker at råde over. Mens det måske er relativt nemt at beskrive disse træk i historien, er det straks vanskeligere hvad angår samtiden, og hvis man ønsker at se ud i fremtiden bliver det meget uoverskueligt.

Et fysisk magtmiddel er ingen ting i sig selv. Dels skal det betjenes, dvs. dets potentiale skal begribes, og dels kræves der en vis organisation for at udnytte det. Teknologiens værdifuldhed kan således ikke bedømmes uafhængigt af den bevidsthedsmæssige og organisationsmæssige sammenhæng den fungerer i. Supersoniske jetfly ville ikke være noget magtmiddel i en nomadekultur. Hvad hviler da antagelsen om, at de moderne industrisamfund er højt teknologiserede på? Er det simpelthen kvantiteten af apparatur, der står mellem os og naturen, som retfærdiggør betegnelsen høj' om industrisamfundenes teknologiske niveau?

Som beskrevet ovenfor er kapitalismens teknologiske overlegenhed i sidste ende betinget af evnen til at forvalte kunstig energi i stadig større mængde og til stadig nye formål. Den økologiske krise har omsider tvunget os til at indse denne magts begrænsninger. For at repetere eksemplet med kunstgødning, så er dette et effektivt magtmiddel hvad angår høstudbyttet, men det kan vende sig til afmagt, hvis vi samtidig ønsker at gøre brug af de søer, hvor næringssaltene eventuelt ender. Selvom en bedre organisation af produktionsforholdene antagelig kunne forebygge den slags misbrug af magtmidlet, så ændrer dette dog ikke ved, at magtmidlet har sine begrænsninger. I sidste ende er disse begrænsninger givet ved den ligefremme proportionalitet mellem kunstig energi og kunstig varme.

På samme måde var indførelsen af agerbrug for 10.000 år siden et teknologisk fremskridt, som satte menneskene i stand til at få 5 - 10 gange så meget af solenergien kanaliseret ind i deres fødevareproduktion. Dette førte til en mangedobling af befolkningstallet (kilde 32), men den nye teknologi havde også sine begrænsninger, som viste sig ved destruktionen af den økologiske balance, som fulgte på overgræsning eller overdreven skovhugst.

Denne diskussion peger på, at man med en vis ret kan måle det teknologiske stade på det antal watt, der står til rådighed med den pågældende teknologi. Vores frigørelse fra naturens tvang må imidlertid være den egentlige målestok for styrken af vores fysiske magtmiddel. Uden rådighed over kunstig energi var der en relativt simpel overgrænse for, hvad der kunne hives ud af naturen. Efter at vi er kommet ind i den kunstige energis epoke, er denne overgrænse ikke let at fastlægge, men mere end 20.000 watt pro persona vil vi næppe kunne tillade os at bruge i en verden med 15 milliarder mennesker (kilde 20). Og antagelig er dette beløb faretruende overdrevet (kilde 18). Under alle omstændigheder må dette energiforbrug kræve væsentlig anderledes produktionsforhold, end dem der råder i dag.

Det væsentlige i denne forbindelse er imidlertid ikke selve grænsen, men at en sådan grænse findes i den nuværende periode, såvel som i foregående periode. Set i dette lys falder historien i tre eller fire teknologisk klart afgrænsede perioder bestemt ved det maximale energiforbrug, der var muligt og tilladeligt i den pågældende periode:

  1. samler- og jægerkulturer,
  2. kvægavlskulturer,
  3. agerbrugskulturer og
  4. industrikulturer

Den udvikling af teknologien, der har fundet sted inden for hver af disse perioder har bestået i at udnytte de potentielle muligheder, som blev afstukket ved overgangen til det basale princip for energiudnyttelse, som karakteriserer perioden.

Bevidsthed

Bevidsthed bruges her i sin mest brede betydning. Altså ikke blot som betegnelse for den "bevidste" del af bevidstheden det folk ved, tror etc. men som totaliteten af et menneskes tanker, følelser, fantasi etc. Bevidsthedens historie lader sig langt vanskeligere skrive end teknologiens historie, da bevidstheden dør med mennesket, mens redskaber etc. er bevaret fra alle tider. Desuden kan redskaber afbildes og overleveres ad den vej.

Det er en banalitet, at den "bevidste" del af bevidstheden har ændret sig gennem tiderne. Alene det, at analfabetismen er så godt som udryddet i den vestlige verden, understreger dette forhold. Ingen kan føre et normalt socialt liv i de højt industrialiserede lande uden at vide en masse ting, som ingen havde brug for at vide i oldtidens agerbrugssamfund.

Det overses derimod ofte, at hele vores fantasi, vores måde at opleve på er tidsspecifik. Netop fordi disse områder af vores bevidsthed er så utilgængelige for vores intellekt, tages de som så indlysende, at deres betydning for vores liv bliver usynligt. Først og fremmest antropologien har imidlertid vist, at såkaldt primitive folkeslag altså folk der lever med en anden slags teknologi end vores har en radikalt forskellig fantasi og oplevelsesstruktur (kilde 33).

Mens der har været meget marxistisk litteratur om, hvordan bevidstheden prægedes eller ligefrem skabtes af produktionsforholdene, har der været forbavsende lidt om, hvordan bevidstheden i denne brede betydning reflekterede de teknologiske muligheder og krav. Det forekommer imidlertid klart, at et barn, der fødes ind i en verden med fjernsyn, biler, minutstoffer af alle slags, kødvarer i cellofan, plastiklegetøj i overflod og hvad det nu ellers er vores teknologi umiddelbart forsyner os med, må få en anderledes bevidsthedsstruktur end et barn, der fødtes for et par hundrede år siden. Og vel at mærke ikke blot på overfladen for dette har at gøre med voms hele måde at møde verden på, vores sanselighed.

I "Dansen om guldkornet" gav jeg forsøgsvis en sammenfatning af bevidstheden i vores tid med ordet "kunstighedssyndromet". Vi dyrker det artificielle det livløse og er angste for det organiske. Begge dele helt ned til rødderne af vores usynlige bevidsthedsstruktur. At en sådan bevidsthed er velegnet til at forvalte kunstig energi turde være selvfølgeligt.

Verdensbeskrivelse

Med en verdensbeskrivelse mener jeg den tolkning af verdens sammenhæng og mening eller meningsløshed som på et givet tidspunkt har været den herskende. Verdensbeskrivelsens historie er vel undersøgt. Den bevæger sig fra de primitive kulturers animisme, over de store trossystemer gennem kristendommen og frem til vore dages naturvidenskabelige verdensbeskrivelse.

Verdensbeskrivelsen har både en ideologisk og en teknologisk funktion. Den skal på den ene side retfærdiggøre den rådende samfundsindretning, og den skal på den anden side være konsistent med de teknologiske muligheder. Eksempelvis kunne man ikke med den aristoteliske metafysik nå frem til en beregning af et projektils bane. For i denne metafysik forklaredes en genstands akcelererende bevægelse mod jorden med at genstanden havde et iboende ønske om at vende tilbage til sin rette plads i hierarkiet mellem himmel og jord, nemlig jorden. På Newtons tid var en hurtig udvikling af krigskunsten imidlertid stærkt påkrævet, og for at kunne beregne sådan noget som projektilers bane, måtte man i stedet forklare genstandens bevægelse ved hjælp af ydre kræfter, som kunne måles og ekstrapoleres matematisk. Newtons mekanik blev en af grundstenene i den verdensbeskrivelse, som i løbet af et par hundrede år er blevet stort set enerådende.

Kærnen i denne naturvidenskabelige verdensbeskrivelse er objektivitetskriteriet. Altså den forestilling, at der findes et individ, en iagttager som på én gang formår det kunststykke at fatte verden og at være så uafhængig af verden, at det han har fattet, ikke har noget med ham selv at gøre. Som grundlag for en verdensbeskrivelse er objektivitetskriteriet altså knyttet til en idealiseret uafhængighed, som realiseres i det idealiserede individ. Menneskerettigheds-erklæringens fri og uafhængige menneske, borgeren (kilde 34).

Organisation

Den økonomiske og politiske organisation af samfundene antages i rejen intuitivt at have gennemløbet en udvikling mod stadig højere former ligesom teknologien. De industrialiserede vestlige kapitalistiske lande anses således for at repræsentere den højeste organisationsform.

Ligesom man bag den teknologiske udvikling kan fastlægge et princip i form af stadigt stigende energiforbrug, kunne man retfærdiggøre den intuitive bedømmelse af samfundsorganisationens udvikling ved henvisning til den stadigt stigende kompleksitet, eksemplificeret ved den stigende arbejdsdeling.

Allerede i oldtidens agerbrugssamfund havde man en betydelig arbejdsdeling. Det er imidlertid først ved overgangen til de egentlig vareproducerende samfund, at den atomisering af arbejdsfunktionerne, der karakteriserer de kapitalistiske samfund bliver mulig. I og med at varerne produceres med henblik på deres bytteværdi på et marked, opstår muligheden for pengenes selvstændiggørelse som kapital i kraft af skemaet:

penge => vare => penge

Indtil da havde pengene kun optrådt som forbindelsesled mellem varerne efter skemaet:

vare 1 => penge => vare 2

Forskellen ligger i, at arbejdskraft kan betragtes som en vare med den specielle egenskab, at den kan producere værdi. Resultatet er altså at der for hvert led i cirkulationen bliver et overskud:

penge => vare => penge + pengetilskud

Det vil sige penge kan akkumuleres som kapital.

Denne kapitalakkumulation er den centrale drivkraft i kapitalismen. For at fremme den sker efterhånden den opsplitning af arbejdsfunktioner, som på uoverskuelig vis holdes sammen i et netværk via verdensmarkedet.

Kapitalismens homøostase

Jeg har ovenfor givet en kortfattet karakteristik af de niveauer som indgår i modellen, samt hæftet et "nøgleord" på til at beskrive niveauets specifikke karakter i den kapitalistiske periode. Indsætter vi disse nøgleord i modellen får vi skemaet i figur 3:

Figur 3

Figur 3

Jeg skal nu kort beskæftige mig med pilene i denne model. Homøostasen beror på, at hver af disse pile udgør en negativ feedback. Dette skyldes, at niveauerne er tilpasset hinanden således at ændringer på hvert niveau fremkalder spændinger i forhold til de andre niveauer. Disse spændinger kan ytre sig som ineffektivitet, angst, inkonsistens eller repressalier afhængigt af hvilke niveauer der er tale om.

Dette kan belyses med makrobiotikken som eksempel. Mikro-makro bølgen lånte klart sin styrke af behovet for at overskride den herskende bevidsthed, kunstighedssyndromet. I stedet for tilbedelsen af den artificielle verden søgte man via makrobiotikken hen mod en organisk samhørighed med naturen. Mest direkte stødte makrobiotikken selvfølgelig sammen med den herskende verdensbeskrivelse. På den objektive videnskabs grundlag påviste ernæringseksperter mikro-makro kostens fundamentale usundhed. Og omvendt søgte mikro-makro folket ly under diverse orientalsk tilrettede verdensbeskrivelser. Allerede dette var antagelig nok til at mange potentielle mikro-makro folk ikke kunne følge med længere. På det teknologiske niveau førte mikro-makro bølgen især til et oprør inden for landbruget. Midt i det gifthærgede danske bondeland skød en række biodynamiske landbrug op. Selvom det er udelukket, at man kan dyrke giftfri grøntsager under disse omstændigheder, så er der dog fra et økologisk synspunkt meget godt at sige om disse forsøg på at udnytte indsigt i naturens balance til et maximum, snarere end at sprænge sig vej frem med kunstig energi: kompost i stedet for kunstgødning, sædskifte og blandingsafgrøder i stedet for pesticider og herbicider, manuelt arbejde og små enheder snarere end mekaniseret storlandbrug. Til trods herfor må den biodynamiske landbrugsteknologi foreløbig karakteriseres som underlegen i forhold til moderne landbrugsteknologi. At udvikle en tidssvarende økologisk orienteret landbrugsteknologi er et krævende projekt, som vil kræve store økonomiske ressourcer, stærke forandringer i den videnskabelige tænkning og antagelig en ændret samfundsorganisation. Det væsentlige i denne forbindelse er, at ønsket om på det bevidsthedsmæssige plan at erstatte kunstighedssyndromet med en organisk samhørighed med naturen, gjorde det nødvendigt at eksperimentere med nye teknologiske principper. (At disse "nye" teknologiske principper væsentligst var gamle principper, der blot genoptages, afspejler dels vanskelighederne ved et sådant projekt, og dels den manglende radikalitet af hele mikro-makro tænkningen men dette berører ikke eksemplets slagkraft).

Makrobiotikkens uforenelighed med kapitalismens organisationsmæssige niveau udspringer af at makrobiotikkens værdier er absolutte (brugsværdier), mens kapitalismens værdier nødvendigvis er relative, nemlig bytteværdier. Abstraktionen kapital er makrobiotikken inderligt uvedkommende. I praksis var mikro-makro folket klart anti-forbrugere og dermed dårlige tjenere for kapitalakkumulationen. Gruppen var dog for lille til at direkte repressalier blev fornødent. (Man skal imidlertid ikke være blind for at kapitalen efterhånden har været i stand til at indrette et særligt "sundheds-marked" for dem). Dertil kom diverse forsøg på at oprette produktionskollektiver, og altså dermed fornægte den private ejendomsrets princip. Den mest betydningsfulde konflikt med det organisationsmæssige niveau var dog formentlig indirekte. Biodynamikkens teknologiske underlegenhed ytrer sig nemlig derved, at markedsmekanismen bliver en hindring. I stedet har man forsøgt etableret andre distributionssystemer, hvor varerne afsættes mod betaling til andre kollektiver i kraft af ideologisk fællesskab. Her er altså tale om en negativ feedback slynge:

Figur 4

Figur 4

Makrobiotikken er et eksempel på en atypisk bevidsthed, hvis udbredelse hæmmes, fordi den er uforenelig først og fremmest med den herskende verdensbeskrivelse, men dybest set også med de to andre niveauer i den homøostatiske model. At de biodynamiske landbrug stadig udbredes skyldes, at en række andre motiver end makrobiotiske fører til deres oprettelse. I kraft af feedbackvirkningerne mellem de fire niveauer opretholdes en homøostase, som ikke kan brydes, uden at samtlige fire niveauer ændres kvalitativt. De hippier som valgte at "vende ryggen til samfundet", var for så vidt de mest konsekvente, (omend unødigt opgivende). Også mere konsekvente end dem som tror, det hele kan ordnes med ændringer i den samfundsmæssige organisation.

Kapitalismens homøostase har brugt flere hundrede år til at indstille sig. Teknologi, bevidsthed, videnskab og organisation formede sig i løbet af denne periode ved stadigt gensidige justeringer der hele tiden tendentielt eliminerede det utilpassede. En egentlig forståelse af homøostasen er derfor kun mulig i et historisk lys.