Adam Smiths model krævede mange betingelser opfyldt, før den ville føre til det ønskede resultat at enhver kunne følge sine egne interesser, og at resultatet ville være til fælles bedste. Smiths mange normative udsagn er i neoklassisk teori blevet til en slags positive udsagn. Adam Smith udtrykte f.eks., at det var ønskeligt med frihandel mellem landene. Neoklassikerne forudsætter, at der er fuldkommen konkurrence og bygger så videre på dette grundlag (note 17).
Men når nu alle kan indse, at neoklassisk teori hviler på noget uvirkeligt, kan denne teori så overhovedet have nogen betydning? Ja, den virker ideologisk, for den fortæller, hvordan økonomien "bør" være indrettet. Mod denne stræben efter det ønskelige fungerer en protektionistisk effekt: Selv om vi forudsætter, at alle ønsker frihandel og de fordele, der følger heraf, lader der i situationen altid til at være noget, der taler mod kræfternes frie spil.
Al økonomisk debat består af modsætninger mellem ønskelig og reel adfærd, og debatten om det danske landbrugsvaremarked kan i høj grad forklares ved at betragte den ønsketænkning, som neoklassisk økonomisk teori hviler på. Den neoklassiske skole lægger hovedvægten på at forklare relative priser og markedsligevægt. Neoklassiske økonomer antager, som Smith og Ricardo, at konkurrence vil føre til effektiv allokering, men i den neoklassiske tradition er den klassiske økonomis arbejdsværdi-teori skiftet ud med en teori om marginal nytte. Ved hjælp af omfattende forudsætninger om nytte, profitmaksimering og marginal tilpasning har neoklassikerne udviklet udbuds- og efterspørgselskurver og fastlagt relative priser under antagelsen om generel ligevægt.
Neoklassisk teori betragter stort set institutionelle rammer som konstante størrelser, der ikke ændres ved strategisk adfærd fra aktørernes side. Den økonomiske aktivitets omgivelser betragtes som parametriske, som et miljø, aktørerne tilpasser sig uden at forandre. Der findes undtagelser, men hovedvægten ligger på markedsforholdene, som harmoniserer modsat rettede interesser og på egeninteressen, som skaber almen nytte (note 18). Dette finder Hernes urimeligt:
"Den disciplin, som baserer sig på nyttemaksimering, foretager .. en vilkårlig afgrænsning af feltet for økonomisk egeninteresse, for egeninteressen slutter jo ikke ved markedets grænser". (Hernes 1978 s. 215, (original))
Efter Adam Smiths mening ville det være en ideel situation, hvis den enkelte arbejder var underlagt forbrugernes herredømme gennem forbrugernes købsbeslutninger:
"The pretence that corporations are necessary for the better government of the trade, is without any foundation. The real and effectual discipline which is exercized over a workman, is not that of his corporation, but that of his customers. It is the fear of losing their employment which restrains his frauds and corrects his negligence. An exclusive corporation necessarily weakens the force of this discipline". (Smith 1776 bog I kap. 10 stk. 2 (1950 bind I s. 131»
Når neoklassikerne i deres udgangspunkt forudsætter en markedssituation med perfekt information og uden transaktionsomkostninger, så er vi nær Adam Smiths ideal, hvor der ikke er behov for firmaer eller interesseorganisationer. Her er et område, hvor neoklassikerne har ændret Adam Smiths "bør" til "er", og man kan hævde at neoklassikerne overser nødvendigheden af et statsapparat, på samme måde som de overser organisationernes betydning.
Figur 3: En skitse af den neoklassiske model for styring af markedet.
Gudmund Hernes opstiller i sit kapitel "Mot en institusjonell økonomi" en generel analysemetode for videnskabeligt arbejde. Metoden kræver:
Han fortsætter:
"Kritikken mod det neoklassiske paradigme har omfattet hvert af disse led. For at illustrere dette, må vi først se på de forudsætninger, som neoklassisk teori har bygget på i den såkaldt heroiske fase:
(Hernes 1978 s. 202-203, (original))
Vi skal nu se på tre af disse forudsætninger og deres gyldighed og rimelighed ved beskrivelse af det danske landbrugsvaremarked:
Den første antagelse er, at det er ensartede aktører, der opererer på markedet. Men selv om efterspørgslen på markedet er sammensat af individuelle præferencer, svarer den ikke nødvendigvis til nogen enkeltaktørs ønske. Man kan heller ikke regne med at virksomheder eller husholdninger udgør ensartede aktører. Der er flere roller, som arbejdskøber, arbejdssælger, producent, forbruger, modtager af subsidier, og som skatteyder. Et familielandbrug vil altid have mindst to roller, for det er både en produktionsvirksomhed og en husholdning.
Som hovedregel må man altid regne med modsætninger i organisationen. Aktørerne indgår i et samarbejde, som ikke kun omfatter økonomiske sammenhænge, og det interne samarbejde er derfor snarere en koalition af ulige stillede interessenter (note 20).
Etnologen Thomas Højrup har i sin bog "Det glemte folk" dokumenteret, at forskellige dele af den danske befolkning har forskellige behov. Landbrugsbefolkningen vil således typisk tilhøre hvad Højrup kalder "livsform 1" eller "den rurale livsform". Meget kort beskrevet er forskellen til de andre hoved-livsformer, at man i den rurale livsform lever for at arbejde, mens man i lønarbejderlivsformen arbejder for at holde fri og i karrierelivsformen arbejder for at få ansvar og magt (note 21).
Aktørerne antages at handle rationelt og med konstante præferencer, og således at producenterne maksimerer profit. Men de mange familiebrug i dansk landbrug fungerer ikke efter den almindeligt antagede regel for kapitalistisk produktion. Da arbejdet på familiebruget indgår i en rationalitetssammenhæng, hvor familien udgør en sammensat produktions- og forbrugsenhed, kan man i familieøkonomiens rationalitetssammenhæng heller ikke regne med intern profit, rente, jordrente eller lønomkostninger. I stedet for profitoptimering er det snarere en vurdering af nytten ved en given produktion og den arbejdsindsats den kræver, der styrer den del af produktionen, der er til eget forbrug. Salgsproduktionen er en form for markedsrettet simpel vareproduktion, hvor formålet med produktionen ikke er at få maksimal profit af investeringerne, men "at sælge for at købe". Ganske vist skal især nyetablerede landbrugere indtjene profit for at kunne forrente den investerede fremmedkapital, men intet tyder på, at danske landbrugere derudover driver erhverv for at opnå maksimal profit (note 22).
I følge antagelse nr. 2 skal forbrugernes efterspørgsel desuden betragtes som en søgen efter maksimal nytte, hvor valget mellem forskellige varer er begrundet i forholdet mellem deres marginale nytteværdi og prisen. Denne antagelse er af problematisk natur, for den er næsten umulig at modbevise. Hvoraf kan man i neoklassisk empiri konstatere en given vares nytte, andet end netop gennem prisen? John K. Galbraith har beskæftiget sig en del med emnet, her f.eks. om en mand, der pludselig er kommet til penge:
"I dag har han efter at hans indkomst er undergået en stor forøgelse, udvidet sit forbrug til at omfatte ruskindssko og ugentlige besøg på væddeløbsbanen. Men det er helt urimeligt at sige, at hans glæde ved sidstnævnte bekvemmeligheder og adspredelser er mindre end hans glæde ved at få flere kalorier og at blive fri for regn. Forholdene er ændrede; han er et andet menneske, der er ikke noget rigtigt sammenligningsgrundlag. Det indrømmes, at et individ på et givet tidspunkt får aftagende tilfredsstillelse ved marginale forøgelser af en given varemængde, og i overensstemmelse hermed ikke kan forledes til at betale lige så meget for dem. Men det fortæller os intet om den tilfredsstillelse, der følger med flere goder, og særlig ikke med andre slags goder, når de erhverves på et senere tidspunkt". (Galbraith 1961 s. 126)
Der antages at være fuldstændig, gratis og øjeblikkelig information om det fremtidige handlingsmiljø og omgivelserne. Denne antagelse er åbenlyst urimelig, men den er samtidig en meget vigtig bestanddel af den neoklassiske teoris forudsætninger. Hernes anfører, at hvis man opgiver antagelsen om perfekt information, må man samtidig opgive store dele af neoklassisk teori. Man kan indføre et delmarked for information, men brugerens problem er så, at han ikke kender værdien af en given information, før den er både anskaffet og kommet til kundskab. Hvor meget information har man brug for for at kunne sige, at informationen er god nok? Hvor meget information er det rationelt at kende til? (note 23).
Bedømt ud fra antagelsen om perfekt information er det spild at bruge penge på reklame, for forbrugerne er jo så i forvejen informeret, og hvem vil dog fæste lid til reklamernes halve sandheder, hvis de på forhånd kender den fulde sandhed?
Tilsammen fører dette os frem til en konklusion om antagelse nr. 8 om ligevægt her med Hernes' ord:
"Ved at postulere perfekt information gør man en urimelig forudsætning; men når man slipper den må man også slippe forudsætningen om perfekt rationalitet".
"Hvis neoklassisk ligevægt ikke kan opnås eller opretholdes i en verden med usikkerhed og kostbar information, så må neoklassisk teori erstattes med en generel uligevægtsteori". (Hernes 1978 s. 207, (original))
Både i klassisk og i neoklassisk teori ligger der en udtrykkelig antagelse om det gavnlige ved usikkerhed, jo mere jo bedre. Se f.eks. Adam Smith-citatet om forbrugerens herredømme ovenfor. Adam Smith synes her at mene, at en stadig trussel om tab af arbejde er nødvendig for at samfundet kan opnå mobilitet og effektiv produktion. Men for den enkelte arbejder ligger der en betydelig omkostning i usikkerheden. Neoklassisk teori har fundet en smutvej uden ulemperne ved denne usikkerhed ved at forudsætte fuldstændig information. I virkelig økonomi har den stadige trussel om tab af arbejde og investeret kapital fået aktørerne til at organisere sig for at reducere markedskræfternes indflydelse. Eventuelt er denne organisering foregået i samarbejde med staten.
I industrien er organiseringen mod markedskræfterne hovedsagelig sket gennem opbygning af store virksomheder, der kan beherske sine markeder alene eller sammen med nogle få andre store virksomheder. Denne proces er foregået uden særlig indblanding fra statsmagtens side, men
"Bønder, arbejdere og andre borgere har derimod været nødt til at søge statens hjælp, eller .. været nødt til at organisere sig på særlig måde for at reducere usikkerheden. Deres bestræbelser for at opnå større sikkerhed her derfor været bekendt for alle og enhver".
"Bøndernes anstrengelser for at formindske usikkerheden har, skønt i mange henseender mindre effektive end de anstrengelser, der udfoldes af større foretagender eller fagforeninger, givet anledning til særlig opskræmthed".
(Galbraith 1961 s. 90 og 98)
Lad os da undersøge, hvad en neoklassisk lærebog har at sige om indgreb i markedsmekanismen, her Lipsey og Steiners bog "Economics", der benyttes som lærebog i nationaløkonomi 1-2 på Landbohøjskolen (note 24):
"Governments throughout the world intervene in agricultural markets in attempts to deal with the problems just studied. They try to stabilize agricultural prices and incomes in the face of shortterm and uncontrollable fluctuations in supply and cyclical fluctuations in demand. They also seek to support agricultural prices and incomes at levels sufficient to guarantee farmers what is regarded as reasonable or decent living standards. In so doing they often weaken the incentives for resources to leave farming. This makes the long-run problem of excess resources worse".
"When support schemes begin to produce ever-larger surpluses, the next step is often to try to limit each farmer's production. Quotas may be assigned to individual farmers and penalties imposed for exceeding the quotas. Or, as has been done in the past, bonuses may be paid for leaving the land idle and for plowing crops under. Such measures waste resources because the desired output could,be produced with fewer resources and the remaining resources used to produce other goods".
(Lipsey & Steiner 1981 s. 97 og 100)
Lipsey og Steiner har ret, når de påpeger, at der kan spildes ressourcer ved kvotering ud fra deres antagelse om at kapitalistisk økonomi i øvrigt er et ligevægtssystem, og at ressourcerne dermed automatisk vil blive udnyttet optimalt, hvis der ikke sker indgreb fra statens side (note 25). Men i hvor høj grad hersker markedskræfterne egentlig over statsmagten og organisationerne?
"The 'laws' of supply and demand have stood up well to many empirical tests, but no one believes that they explain all market behavior. Indeed the range of markets over which they seem to meet the test of providing accurate predictions is now much smaller than it was 80 years ago. It is possible though most economists think it unlikely that at some future time they would no longer apply to any real markets. .. They are not laws .. that are beyond being challenged by present or future observations that may cast their predictions in doubt. Nor is it a heresy to question their applicability to any particular situation". (Lipsey & Steiner 1981 s. 74)
Den amerikanske Chicago-skole står for en nyformulering af den markedsstyrede, liberalistiske model, for et samfund, hvor det gælder om at konkurrere. Milton Friedman er en fremtrædende talsmand for denne retning, og han er meget imod enhver form for offentlig indblanding i erhvervslivet. Han nævner, hvorledes resultaterne af amerikansk landbrugsstøtte-politik ofte afviger stærkt fra de gode hensigter:
".. de fordele, som bønderne vinder gennem prisstøtte-programmet hvis de vinder noget overhovedet er meget, meget mindre end de summer, som i alt bruges for at opfylde programmet". (Friedman 1972 s. 225, (original) (note 26))
Friedman beskriver, hvorledes statsstøtte øger produktionen og sinker afvandringen, at forbrugerne både må betale skat og højere fødevarepriser, og at landet er blevet belemret med et stadigt mere svulmende bureaukrati.
Friedman har ret i, at de offentlige indgreb har den effekt, han påpeger, men hans formodning om, at al magt til markedet vil gøre situationen bedre, er tvivlsom. Også Lipsey og Steiner betragter statens indblanding som uvedkommende og uønsket og når indblandingen sker, så medfører det lavere nytte, end hvis staten ikke blandede sig, jf. Friedmans holdning: at prisstøtte-programmet koster mere end det nytter. Men herved vikler disse økonomer sig ind i selvmodsigelser, for hvordan måler man nytte? Staten bruger vel netop sine midler for at opnå en ønskelig, nyttig tilstand.
Lipsey og Steiner nævner i citaterne ovenfor følgende ufuldkommenheder i de offentlige indgreb:
Friedman nævner (1972 s. 225-226):
Hvis vi antager, at statsmagten ser det som en politisk opgave at gavne sine landbrugere, så kan den dårligt gøre det uden at påvirke markedet. Det, som støder Friedman, Lipsey, Steiner og mange andre, det er, at det offentlige herved blander sig i økonomiens hellige, almindelige markedsmekanisme. For dem er ønskeligheden af den uforstyrrede markedsmekanisme snarere en præmis end en konklusion.
Lipsey og Steiner konstaterer ovenfor, at alverdens stater griber ind i landbrugsproduktionen, men de kan dårligt forstå hvorfor. I hver fald synes den offentlige indgriben altid at skabe en masse problemer (det har de ret i, og problemerne bliver altid mere synlige, når staten er indblandet). Lipsey og Steiner indrømmer i citatet ovenfor, at modellen for markedsstyring alene ved hjælp af udbud og efterspørgsel aldrig har været dækkende, og at den med tiden har fået aftagende gyldighed. Men fra deres udgangspunkt er de ikke i stand til at forklare, hvad der foregår, for i det neoklassiske udgangspunkt er staten uvedkommende, unødvendig og nærmest ikke-eksisterende. Der er så let at se, når Adam Smith hæver pegefingeren og siger "bør". Problemet med neoklassisk teori er, at den får økonomerne til at løfte hagen og se i pegefingerens retning, og det i den grad, at de ikke kan få øje på noget som helst jordnært.
Som anført ovenfor kan to teorier med forskelligt udgangspunkt begge være anvendelige når man vel og mærke tager hensyn til de forskellige forudsætninger, som teorierne er opstillet på. Derfor skal resultater opnået med neoklassisk teori da heller ikke bortdømmes på forhånd, det må man lade komme an på en vurdering af grundlaget. I mange tilfælde kan man ved hjælp af neoklassisk teori foretage beregninger og få alternativer vurderet i pengemæssige udtryk noget, der ikke på samme måde lader sig gøre ved brug af institutionel økonomi eller andre former for "prosa-økonomi". Sådanne beregninger kan kun foretages under forudsætningen "alt andet lige". Hvis ikke denne generelle forudsætning holder, f.eks. hvis aktørernes adfærd forandrer markedet, eller hvis statsmagten blander sig, så kan man ikke længere stole på neoklassiske beregninger, for så har grundlaget ændret sig.
Her er rejst indvendinger mod neoklassisk økonomis:
Hvad er da egenskaberne ved det marked, som Adam Smith anbefalede så varmt? Hernes foreslår fire måder at betragte markedet på, nemlig som
"Ved at der sættes en pris på knappe goder, må hver enkelt økonomisere med de ressourcer, han har til sin rådighed, og han må prioritere mellem alternativ brug af dem. Den enkeltes egeninteresse fører til samfundsmæssig effektivitet: Når alle handler i egen interesse, vil ikke alene de efterspurgte varer blive tilbudt, men de vil også blive produceret på de bedst egnede steder på rimeligste måde". (Hernes 1978 s.123, (original))
Man skal dog være opmærksom på, at producenterne kun bærer de omkostninger, de har betalt for. Vareproduktion påfører samfundet omkostninger, som producenterne ikke betaler for, og som ikke indgår i priserne, f.eks. gælder det forurening af miljøet og offentlige udgifter til erhvervsuddannelse (note 28)
Men markedet fungerer ikke perfekt under alle betingelser. For eksempel anfører Cairncross, at markedets svagheder viser sig i følgende situationer:
I 1700-tallet herskede den klassiske merkantilisme som økonomisk system. Det var det økonomiske sidestykke til den politiske enevælde, der herskede i Europa i 1600- og 1700-tallet. Den merkantilistiske doktrin anbefalede statslig regulering af det enkelte lands økonomi for at det kunne opnå magt på bekostning af andre lande.
Det blev anset som en nødvendighed for hvert land at skaffe sig guld og sølv, handelsbalancen skulle være gunstig, og for at nå dette mål kunne der drives handelspolitik med told, eksportpræmier, handelspræferencer og statslig tildeling af handelsprivilegier. En nation skulle være stor for at være stærk: Den skulle have en stor befolkning for at sikre arbejdskraft, hjemmemarked og forsvar. Det personlige forbrug skulle begrænses, for et stort forbrug ville tære på guldreserverne. Især skulle forbruget af importerede luksusartikler holdes nede, og endelig: For at staten kunne opspare den ønskede store kapital, blev opsparing og nøjsomhed prist som store dyder. Alle disse egenskaber gjorde tilsammen, at merkantilismen blev grobund for den tidlige kapitalisme.
Adam Smith var den første, der benyttede ordet merkantilisme, da han i 1776 udgav "Wealth of Nations". Heri talte han mod den opfattelse, at der var forskel på indenrigs- og udenrigshandel. I stedet mente han, at handel generelt var fordelagtig både for den handlende og for samfundet. I merkantilismen lå den opfattelse, at der skulle sikres hjemlig beskæftigelse og produktion, også selv om det ville give højere omkostninger end import af den samme vare. Adam Smith undsagde denne fristelse ved at betragte beskæftigelsen som styret af forsyning og fordeling af kapital modsat den merkantilistiske opfattelse, efter hvilken beskæftigelse og produktion ville blive skabt af en gunstig handelsbalance. Desuden afviste Smith, at et land kun kunne blive rigt på bekostning af andre lande: Handel ville være til fordel for alle parter, og alle ville blive rige (note 31).
Selv om Storbritannien og andre industrilande i 1800-tallet satsede på laissez-faire-politik, visnede staterne ikke bort. De udøvede stadig politisk magt og nøjedes ikke med at stole på markedet. Staterne fastsatte de juridiske rammer i hvilke det private initiativ så kunne udfolde sig.
Siden er udviklingen gået den anden vej, nu foregår der stadig øget statsintervention i økonomien. Grunden til begrænsningen af markedskræfternes magt er den holdning, at markedet ikke er i stand til at styre økonomien af sig selv, og så må staten hjælpe til. Den nye statsinterventionisme er imidlertid ikke som den klassiske merkantilisme. Der har været merkantilistiske tendenser overalt i den industrialiserede verden i 1930-erne i form af handels- og betalingsrestriktioner, med hvilke de enkelte lande hver for sig forsøgte at undgå den internationale krises virkninger på beskæftigelse og betalingsbalance.
Der findes stadig merkantilistiske tiltag i Vesteuropa, men ikke i den form, de havde under krisen i 1930-erne. Nu er der stort set toldfrihed for industrivarer, men man kan dog ikke af den grund kalde det vesteuropæiske marked frit for handelshindringer. Nationalstaterne (og EF) forsøger via markedet at stimulere det hjemlige erhvervsliv uden åbenlyst at benytte handels- og betalingsrestriktioner noget, som Heum kalder for neo-merkantilisme. Det mest udprægede gammel-merkantilistiske virkemiddel, der er i brug i vesteuropæisk økonomi, er måske de enkelte staters forsøg på undervurdering af deres egen valuta. Det er netop en klassisk merkantilistisk strategi for økonomisk vækst (note 32).
De vesteuropæiske samfunds udvikling er foregået uden megen hjælp fra den dominerende neoklassiske økonomiske teori. De økonomiske aktører har også handlet politisk, og i det politiske system har vælgere, organisationer og politikere styret systemets rammer uden hjælp fra den dominerende økonomiske skole, ja, måske netop på trods af den.
"Før krigen forventede man ikke, at staten ville gøre noget, for man troede ikke at den kunne gøre noget. .. Statens opgave er ikke mere kun at opretholde konkurrencen og lov-og-orden. Den skal stabilisere, garantere, finansiere, investere og initiere". (Hernes 1978 s. 128, (original))
Kilderne til den offentlige aktivitet kommer fra beskatning eller optagelse af lån, og begge metoder påvirker økonomien i den private sektor. Den mest direkte indflydelse sker gennem at staten varierer de offentlige udgifter, men finanspolitikken kan dog ikke ændres alene med henblik på at holde den samlede efterspørgsel konstant den må også tage hensyn til ikke-økonomiske mål, og den må afveje modsat rettede interesser fra forskellige grupper i samfundet (note 33).
"Afvejningen af forskellige økonomiske interesser (sker) i tiltagende grad også i folkevalgte organer, som fastsætter priser, subsidier, indtægter og allokering.
Når rammebetingelserne ændres, søger virksomheder og organisationer at påvirke rammerne til egen fordel. Det er let at konstatere i forbindelse med fastsættelse af told, indirekte skatter og subsidier. Både virksomheder og erhvervsorganisationer bruger meget energi på at påvirke sådanne forhold i den ønskede retning". (Hernes 1978 s. 211, (original))
I dansk landbrug er der mange eksempler på, hvordan erhvervsdrivende satser flere kræfter på at ændre erhvervets vilkår gennem organisationsarbejde end på at drive deres egen virksomhed. Med neoklassisk teori kan man godt forklare denne indsats, men man kan ikke forklare de ændrede institutionelle forhold, som bliver resultatet hvis indsatsen lykkes.
Hernes skriver, at man kan hævde økonomerne i den offentlige forvaltning ser det som deres opgave gennem politiske foranstaltninger at fremme en institutionel tilstand, hvori de neoklassiske effektivitetsbetingelser kan realiseres dvs. at bestræbelserne kan forstås som et forsøg på at få den sociale virkelighed og de teoretiske betingelser til at passe sammen. Neoklassisk teori omfatter imidlertid ikke den offentlige forvaltnings styringssystem. Der findes vel knapt økonomiske teorier for hierarkiske styringssystemer, og da slet ingen for koblingen mellem markedssystemet og den offentlige forvaltning (note 34).
"Markedet er altså blevet indskrænket både af dem som opererer på det, og af dem som påvirker det udefra ikke mindst af økonomerne. .. Det paradoksale er, at økonomerne mere end nogen anden gruppe det skulle da være de næringsdrivende har iværksat de indgreb, som fjerner markedet stadig længere fra den tilstand, de har den bedste teori for, nemlig fuldkommen konkurrence. Af og til sker forandringen indirekte: med udgangspunkt i modellen med fuldkommen konkurrence har økonomerne anbefalet en åbning af international handel som har tvunget dem til modsat rettede tiltag i hjemlandene (så betingelserne for fuldkommen konkurrence må opgives). Det, at markedssystemerne er blevet udvidet mellem landene har medført indskrænkning af markederne i de nationale økonomier, hvor de erstattes med mange forskellige slags økonomisk-politiske indgreb. Det vil sige, at økonomernes styringsindgreb sker i en politsk proces, som hverken den økonomiske eller nogen af de andre samfundsvidenskaber har nogen veludviklet teori for". (Hernes 1978 s. 211-212, (original))
Herved er vi fremme ved det, som Berrefjord og Hernes kalder neo-merkantilisme: en selektiv erhvervspolitik, der benytter offentlige subsidier og afgifter, selv om systemet formelt hylder princippet om fuldkommen konkurrence (note 35).
Frihandelsideologien har neoklassikerne arvet fra Adam Smith, men i den neoklassiske tradition betragtes Adam Smiths mange betingelser som et alment gyldigt udgangspunkt for analyse uden hensyn til reelle institutionelle forhold eller faktiske grunde til protektion. Alene det, a t de politiske myndigheder ønsker en given udvikling eller tilstand i de økonomiske forhold, er uforeneligt med det renlivede laissez-faire-princip. Heum gør opmærksom på, at de politisk-organisatoriske konsekvenser af den skete internationale økonomiske liberalisering er et voksende behov for bureaukrati og forhandlinger. Det kan eventuelt betyde, at administrationsgevinsterne ved at fjerne handelshindringer mere end opvejes af administrative ekstraomkostninger på grund af økonomiens ændrede organisering (note 36).
Vi kan som Heum spørge, om der ikke kan være større økonomisk og administrativ effektivitet ved at lade de nationale politiske myndigheder bestemme betingelserne for udenlandske produkters adgang til de nationale markeder, altså at genindføre den egentlige merkantilisme?
Lad os da igen vende os til Adam Smith. Som det er nævnt ovenfor, lagde han vægt på at beskrive tingene som det efter hans mening burde være, mere end hvordan de var.
Ifølge Hernes er en ideologi en systematiseret opfattelse af virkeligheden, hvordan den bør udvikle sig, og hvordan den kan ændres. En ideologi påvirker beslutninger på flere måder, og man kan ikke uden videre se bort fra dens påvirkning. F.eks. er markedsmekanismen en grundlæggende ideologisk struktur i det kapitalistiske samfund (note 37). Da den er et udbredt tankemønster, reproduceres den, og derfor må den økonomiske forskning også reflektere den.
Der opstår et misforhold, hvis ideologiens opfattelse ikke stemmer overens med den virkelige virkelighed. Er det så ideologien eller virkeligheden, der skal tilpasses? Adam Smith opbyggede en sammenhængende, liberalistisk ideologi, men sammenhængskraften opnåede han i høj grad ved at opstille betingelser, der ikke var eksisterende virkelighed, selv om de måske kunne blive det.
Adam Smith forventede f.eks., at handel mellem mennesker altid ville foregå på en fair og velovervejet måde, og for ham var der ikke tale om at den kloge narrer den mindre kloge. Men fungerer markedet virkelig sådan? Nej, udveksling af varer og tjenester på markedet kan tilføje skade på en af parterne, hvis ikke på andre måder, så ved at den anden part afbryder et handelsforhold, der ellers er gunstigt for begge parter. Det er i almindelighed straffrit at tilføje skade via markedet, og netop dét giver det markedsstyrede samfund en vældig udviklingsdynamik. Men det skaber også en stadig konflikt mellem køber og sælger, som er i modsætning til det fredelige og harmoniske billede, som blev tegnet af Adam Smith og hans efterfølgere i den klassiske økonomiske tradition (note 38).
I "Wealth of Nations" skriver Smith meget om værdien af arbejdsdeling, men ikke noget om stordriftsfordele. Han kunne dårligt beskrive den industrielle revolution, for den var kun lige kommet i gang omkring 1776. Men hvis han havde indset muligheden for stordriftsfordele, ville han så have inddraget dem i sine anbefalinger? Næppe, for stordrift indebærer risiko for det af ham så afskyede monopol, og stordrift fjerner den enkelte arbejdende borger fra det herredømme, som Smith mener forbrugerne bør udøve, jævnfør citatet ovenfor.
Af citatet "Country gentlemen and farmers .." kan man udlede mange forhold: For Smith drejer det sig nok om udvikling og velstand, men han forestiller sig en sådan udvikling, at de små enheder bevares. I citatet kan man se afsky for monopoler, ros til landbrugerne, fordi de gerne udveksler oplysninger, og fordi de ikke er tilbøjelige til at slutte sig sammen mod deres medborgere sådan som byernes købmænd. Bemærk, at
Den tyske historiker Anette Leppert-Fögen finder, at modellens gyldighed har meget snævre rammer:
"Kun de tekniske og sociale betingelser i et samfund af 'små borgere', hvor enhver sælger selv fremstiller sine varer og personligt besidder de produktionsmidler, som er nødvendige til fremstillingen af disse varer .. kan garantere markedsdeltagernes sociale lighed og dermed den liberale markedsmodels fungeren". (Leppert-Fögen 1976 s. 121)
Adam Smiths krav om moralsk og dydig opførsel på markedet er for Anette Leppert-Fögen en forudsætning uden sammenhæng med den forventelige udvikling i den unge kapitalistiske økonomi, og er for hende derfor en ideologi uden overlevelseschancer. Alligevel er det liberalistiske retfærdighedsbegreb stadig en væsentlig del af den familieøkonomiske rationalitetssammenhæng (note 39).
Med denne gennemgang skulle det være nogenlunde klart, hvad Adam Smiths liberalistiske ideologi indeholdt. Det må understreges, at jeg ikke finder selve ideologi-begrebet skadeligt, unødvendigt eller negativt værdiladet det er svært og måske umuligt at forstå verden uden en systematiseret opfattelse, dvs. en ideologi. Adam Smith og hans efterfølgere blandt de klassiske økonomer ræsonnerede ud fra en bestemt historisk situation, som de ukritisk idealiserede og generaliserede ud fra: Inden for kapitalismens rammer ville stræben for egeninteressen give det bedste resultat, et resultat, der ville være til gavn for alle (note 40).
Man må være opmærksom på, at der på grund af denne generalisering er grænser for det liberalistiske systems anvendelighed i dag. Desuden, at der er et betydeligt ideologisk efterslæb, fordi vi bruger det gamle til at forstå det ny.
