www.ebbemunk.dk Papers Dansk landbrug

 

3.2 Markedsforholdene for mælk

I modsætning til grøntsagsproduktion kræver mælkeproduktion store faste investeringer og dermed sikkerhed for afsætning på langt sigt. Enkeltproducenternes vilkår er under stærk indflydelse fra de forarbejdende mejerier, hvoraf hovedparten dog er ejet af producenterne selv. 93% af mælken leveres til andelsejede mejerier, og heraf aftager det største selskab, Mejeriselskabet Danmark (MD), 55% af den samlede indvejede mængde (note 82).

Mælk er en langt vigtigere vare for landbruget end frilandsgrøntsager er det. I 1985 udgjorde produktionsværdien af mælk 23% af den samlede produktionsværdi for landbrug og gartneri tilsammen, medens frilandsgrøntsagerne kun udgjorde en del af de 2% statistikken nævner for grøntsager, frugt og bær (se tabel 1).

Også for mælkens vedkommende sker der en kraftig udvikling i produktions- og afsætningsstruktur. Den markedsførte mælk bliver næsten udelukkende produceret på landbrug med heltidsbeskæftigelse (note 83), og der blev i april 1984 indført en EF-kvoteordning, som begrænsede muligheden for producenternes afsætning. Produktionen steg indtil 1983 og er siden faldet pga. kvoterne (se tabel 2). Siden indførelsen af kvoteordningen har der ikke været mulighed for at starte som ny producent, det har kun kunnet lade sig gøre at overtage en bestående besætning.

Tabel 1: Produktionsværdi af mælk og grøntsager 1985. Kilde: "Nyt fra Danmarks Statistik nr. 1 1987". Tallene for mælk og grøntsager er dog fra Statistisk Årbog 1986, udgivet af Danmarks Statistik, Kbh. 1986.

Tabel 2: Produktion af mælk 1098-1985 i mill. kg og i % af 1983-produktionen. Kilder: Landøkonomisk Oversigt 1982, 1985 og 1986. Ikke hele den opgivne produktion er markedsført, idet Danmarks Statistik afsætter faste mængder til opfodring og til konsum hos producenter, henholdsvis 125 og 75 mill. kg om året.

Johannes Michelsen skriver (1985), at den kooperativt organiserede forarbejdning må betragtes som en slags forlængelse af landbrugernes virksomhed. For mælkeproducenterne er det ikke tilstrækkeligt at den producentejede virksomhed organiserer afsætningen, som det er tilfældet i grøntsagssektoren. ved i fællesskab at gå ind i organiseret forarbejdning og salg af deres mælk opnår landbrugerne en større sikkerhed for afsætning og en fortjeneste, som ellers kunne gå til andre ejere. Hvis man betragter landbrugskooperationen som en art kartel og vertikal integration, ser man, at formålet med landbrugernes engagement i andelsselskaberne ikke er maksimal indtjening for selskabet, men for medlemmernes landbrugsbedrifter og fællesvirksomheden tilsammen. Derfor kan medlemmerne også ønske at fortsætte driften af det fælles selskab, selv om driften giver underskud, hvis det er medlemmernes eneste afsætningskanal.

Landbrugskooperationens formål er for Michelsen ikke alene økonomisk fortjeneste og økonomisk sikkerhed, men også at landbrugskooperationen er organiseret af bønderne som samfundsgruppe, og at landbrugskooperationen historisk set er indgået som en del af bøndernes kamp for en plads i samfundet. Derfor er det en vigtig del af formålet med landbrugskooperationen at vise sammenhold blandt bønderne, således at kooperationen både understøtter den landlige (rurale) livsform og i dette tilfælde specielt også støtter sammenholdet blandt mælkeproducenterne (note 84).

Man kan derfor ikke betragte medlemmernes formål med kooperationen alene som et spørgsmål om øgede indtjeningsmuligheder. Johannes Michelsen har i en forudgående undersøgelse af indstillingen blandt andelshaverne i Vestjysk Mejeriselskab omtalt en svensk forskers skelnen mellem forskellige indstillinger blandt andelsselskabernes medlemmer: Som "instrumentalt indstillede" betegnes de landbrugere, der er positive overfor forandringer og lægger ret lille vægt på miljøspørgsmål — de har en forretningsmæssig indstilling til landbruget. Som "ekspressivt indstillede" betegnes sådanne landbrugere, som derimod lægger vægt på stabilitet, økonomisk uafhængighed og samhør med naturen. Ved spørgeskemaundersøgelsen fandt Johannes Michelsen, at både tilhængere og modstandere af Vestjysk Mejeriselskabs tilslutning til Mejeriselskabet Danmark fandt, at MD stod for en instrumentalt orienteret løsning. Modstanderne af tilslutning lagde større vægt på medlemsstyret og på at mejeridriften skulle støtte erhvervslivet på egnen, mens tilhængerne lagde størst vægt på økonomisk effektivitet og stordriftsfordele (note 85).

I de senere år har udviklingen øget forskellene mellem landbrugerne. Det har hidtil været karakteristisk for andelsvirksomhederne, at forskellene mellem leverancernes størrelse har været relativt små. Denne ensartethed er ved at forsvinde. Johannes Michelsen konkluderer på grundlag af undersøgelsen, at der er en ret klar sammenhæng mellem medlemmernes økonomiske interesser og deres behov i forhold til andelsvirksomheden. Jo større leverancen er, jo yngre medlemmet er, jo større investeringen i mælkeproduktionen er og jo større den samlede arbejdsindsats er, des større er tilbøjeligheden til at medlemmet lægger vægt på sine snævre, økonomiske behov — dvs. en instrumentalt præget løsning (note 86).

Da andelsmejerierne startede, forpligtede medlemmerne sig til at hæfte solidarisk og bandt sig til at levere til andelsselskabet i en vis periode. I de stadig større, velkonsoliderede selskaber er den solidariske hæftelse afløst af en begrænset hæftelse, og leveringspligten er indskrænket til 1-2 år efter udmeldelse. Til gengæld for leveringspligten opnår den enkelte producent leveringsret, så det bliver selskabets problem, hvis tilførslerne svinger. For mælkens vedkommende er denne leveringsret dog i praksis blevet sat ud af kraft på grund af EF-kvotesysternet. Mejeriernes problemer med planlægning af kapaciteten er således blevet reduceret af EFs indgriben — et eksempel på hvorledes beslutninger i et af styringssystemerne letter styringsopgaver i et andet system.

Interviews med fire mælkeproducenter (note 87):

"Prisen, er den ikke omkring 2.50? .. Man spekulerer mest på om det svarer til hvad andre mejerier betaler". (Producent nr. 5)

Jo, det passer godt nok med hvad VEKOFA betalte i mejeriåret 1984-1985, men udsagnet er også typisk for de interviewede mælkeproducenter. Generelt er de ikke nær så optaget af markedspriser og leveringsbetingelser som grøntsagsproducenterne.

Producenterne nr. 5 og 6 har leveret til VEKOFA lige siden det startede i 1973. De har landbrug i trekantområdet mellem Vejle, Kolding og Fredericia, hvor der ikke er andre mejerier at levere til.

Producent nr. 5 kommer til generalforsamlingen og læser mejeriets informationsblade, men han deltager ikke i styringen af mejeriselskabet.

Producent nr. 6 forventer, at mælkeprisen bliver 2.50 kr/kg i 1985-1986 ligesom året før. Han er medlem af den lokale landboforenings bestyrelse og går til alle slags generalforsamlinger. Han er imidlertid ikke tilfreds med andre landmænds engagement, hverken i landboforeningens aktiviteter eller i andelsselskaberne:

"Hvem er det, der går til generalforsamling? Halvdelen hører ikke om det, en fjerdedel forstår ikke indkaldelsen eller regnskabet, og kun en tiendedel af landmændene tør stille sig op på talerstolen og sige noget!"

Producent nr. 5 har leveret 110 og 94% af kvoten i de to første kvoteår og har nu efter ansøgning fået øget sin kvote fra 317.000 kg til 325.000 kg. Producent nr. 6 har leveret henholdsvis 118 og 100% af kvoten og har nu øget koantallet, fordi der fulgte en beskeden ekstra kvote med, da han købte tillægsjord til sin ejendom.

Producent nr. 6 regner med, at VEKOFA, Mejeriselskabet Danmark og alle andre mejerier en dag vil finde sammen i et samlet mejeriselskab, og tanken skræmmer ham ikke.

"Jeg har ikke spor imod folk der leverer til Mejeriselskabet Danmark, men altså deres direktør og formand ... MD har gjort noget som jeg ikke kan lide, opsparet, spekuleret, og de driver bankvirksomhed for landmændenes penge. De penge ville medlemmerne have haft mere nytte af at få selv. Sidste år (1984-1985, EM) gav MD for første gang mere end VEKOFA, 252 øre, og de 12 øre var forrentning af kapitalen".

Mejeriselskabet Danmark lader ikke til at have noget specielt godt rygte, men lad os høre, hvad MDs egne ejere har at sige:

Leverandør nr. 7 har været medlem af Mejeriselskabet Danmark, lige siden han købte sin gård i 1971. Han er godt tilfreds med at være medlem i det store selskab og kan ikke forstå, at der er nogen, der har så meget imod det. Han har været kredsrepræsentant, men har aldrig været særlig interesseret i organisationsarbejdet.

"Sidste år fik vi 254 komma noget øre, og i år bliver det vel noget af det samme. Det ved vi først, når året er gået".

"Det ved vi først, når året er gået" — ja, når grøntsagsproducenterne har leveret til auktion, så kender de prisen et par timer efter. Nord Grønts medlemmer kender den endda ugen før, men dem, der producerer mælk kan først konstatere den reelle pris lang tid efter at de har taget beslutningen om at producere mælk eller ej. Og for mælkeproducenterne gælder det om at producere konstante mængder for at ramme kvoten. For leverandør nr. 7 er det sværest, når han gerne vil have køerne lidt op i ydelse igen — det er nemt nok at få dem til at yde mindre. I de to år siden april 1984 har han opfyldt kvoterne med 101 og 99%. Han har sat antallet af køer ned fra 55 til 47, og nu har han også fået indrettet stalden til det, da han for nylig fik sat ny bindsler op (note 88).

Producent nr. 8 var først medlem af et lokalt andelsmejeri, som efter hans mening ikke betalte nok for mælken. Så blev andelsselskabet nedlagt, og bygning og leverandører blev overtaget af det private mejeri Ørum, hvor han fik 5 øres overpris på grund af sin store leverance. 1 1984 blev Ørum­-selskabet så solgt til Mejeriselskabet Danmark, og på denne måde kom producent nr.8 med i MD, hvor han hele tiden havde ønsket at være medlem.

Han modtager for øjeblikket omkring 250 øre/kg, og han gør opmærksom på, at returskummetmælk er blevet forholdsvis dyrt. Nu er prisen omkring 80 øre/kg. Producent nr. 8 møder op, nar der er regionsmøder i MD, men er ikke aktiv i øvrigt. Han kommer til møderne, fordi indtægten fra salg af mælk er afgørende for hans økonomi.

Denne producent har i de to første kvoteår leveret 107 og 109% af sin kvote. Da kvoterne kom i 1984 satte han 10 køer ud, opsagde et stykke forpagtet jord og nøjes nu med at have én medhjælper ansat.

"Jeg vil hellere finde mig i kvoterne og få 20 øre ekstra end være fri for dem — der er ingen grund til at producere noget overflødigt"

siger han (note 89). Hverken producent nr. 7 eller 8 har nogen særlige kommentarer til deres mejeriselskabs størrelse eller driftsform. De lader til at være godt tilfredse med at få en høj pris, altså udtrykker de en typisk instrumental indstilling.

Mælkeproducenterne har leveringspligt, hvis de er medlem af et andelsselskab sådan som de fire interviewede producenter er det. De kan udtræde med 1-2 års varsel, men hvis de gør det, får de ikke deres andel af fællesformuen med. Derimod skal de betale for at komme med i et andet andelsselskab. Det er ikke almindeligt at skifte mejeri på grund af en kortsigtet prisfordel. Den mest almindelige måde at skifte mejeri på er faktisk at følges med andre andelshavere ind i et større selskab.

De interviewede mælkeproducenter er pristagere — de leverer mælk i et helt år og får først derefter en endelig opgørelse af mejeriårets resultat.

Producenternes afsætning er organiseret af andelsmejerier, som på en gang er kommercielle aktører på markedet og samtidig en form for interesseorganisationer som i fællesskab forhandler med det offentlige og administrerer offentlige støtteordninger.

Det offentlige påvirker markedet først og fremmest ved at yde garanti for afsætning til faste priser (ved salg til intervention) — og ved alligevel ikke at yde denne garanti for ubegrænsede mængder (kvoteordningen).

Da producenterne oplever både pris og mængde som faste størrelser, er der set fra deres side ikke overladt megen magt til markedskræfterne. Produktionen kan svinge med grovfodermængde, foderkvalitet og sundhedstilstand i besætningen, men ellers har tilfældet ikke meget at råde over.

Ovenfor fremgår det, at de interviewede grøntsagsproducenter oplever det som et permanent problem, at de kun må levere til GASA og Nord Grønt. Ingen af de adspurgte mælkeproducenter lader til at have snydt med kvotabestemmelserne. En har købt et stykke jord med kvote, en anden siger at han ikke bryder sig om handel med kvoter, heller ikke selv om det kan sløres som ejendomskøb eller forpagtning. Producent nr. 6 har i sin egenskab af bestyrelsesmedlem i landboforeningen været med til at opklare fire tilfælde af ulovlig mælketransport. Bestyrelsen sørgede for at få tilbageført de mængder af mælk, der var snydt med, og efter aftale med levnedsmiddelkontrollen skete der ingen politianmeldelser af de fire landmænd. Landboforeningens bestyrelse gik ind i sagen uden egentlig at have nogen myndighed til det.

Alle mælkeproducenterne lader til at være godt tilfredse med kvoteordningen, måske med producent nr. 5 som den mest modstræbende, når han siger:

"Kvoter — det virker som mod al sund fornuft, men det er jo nok svært at klare sig uden. For sukkerroerne har der jo været kvoter længe. Er det indført for at hjælpe landmanden?"

3.2.1 Landbrugskooperationen og medlemmerne

Landbrugskooperationen er under stadigt pres på grund af de ændringer, der foregår i det danske samfund. Det gælder så­vel de teknologiske ændringer og deraf afledte økonomiske og politiske virkninger, som spørgsmålet om landbrugernes overlevelse som gruppe — vil der fortsat bestå en særlig livsform på landet? Landbrugskooperationen påtager sig både økonomiske og politiske opgaver, den er på én gang interesseorganisation og aktør på markedet. De enkelte andelsselskaber er blevet så store, at de også hver for sig kan få afgørende indflydelse på markedet. Det har blandt andet haft den virkning, at de er begyndt at kæmpe indbyrdes om markedsandele (note 90).

Torben Bager finder (1985 s. 59), at den vigtigste faktor, der bestemmer landbrugskooperationens placering i samfundet er dens tiltænkte rolle som bøndernes klasseredskab. Landbrugskooperationen er ikke kun en økonomisk faktor i et økonomisk system, men indgår også i det politiske og ideologiske system, og det er således en vigtig opgave for landbrugskooperationen at styrke bondeklassens placering i samfundet (note 91).

Han skriver videre, at der synes at være to faser i landbrugskooperationens udvikling i Danmark,

"I den første fase var landbrugskooperationens placering i det politiske og ideologiske system af uformel art, men særdeles stærk, fordi det var en sammenknytning, der udsprang af den enkelte bonde som led i en klasse. I den anden fase institutionaliseredes landbrugskooperationens placering i det politiske og ideologiske system. Denne institutionalisering placerede landbruget stærkt i samfundet, men den tiltagende institutionalisering ser ud til at falde sammen med en tilsvarende svækkelse af den klassemæssige solidaritet og identitet. Dette skyldes delvis den strukturelle proces i landbrugserhvervet, der virker opsplittende på erhvervet, men formentlig har institutionaliseringen også bidraget hertil i sig selv.

.. bondeklassens opløsning får landbrugskooperationens stærke organisatoriske sammenknytning med de generelle interesseorganisationer og staten til at ligne en kolos på lerfødder". (Bager 1985 s. 61)

En del af opløsningstendenserne har bestået i at andelsbevægelsen i tidens løb er begyndt at samarbejde med ikke-­andelsejede koncerner, og at kooperationen har medvirket til at nedbryde lokalsamfundsstrukturen med omfattende virksomhedslukninger. Torben Bager finder, at den skarpe konkurrence mellem kooperative virksomheder har sit udspring i bondeklassens opløsning, fordi snævre virksomhedsinteresser bliver dominerende fremfor klasseinteressen (note 92).

Som et eksempel på den institutionalisering, der er nævnt i citatet ovenfor, kan nævnes Mejeriselskabet Danmarks opbygning (note 93).

Mejeriselskabet Danmark består af forskellige produktgrupper, som hver uge bestiller mælk hos selskabets transportgruppe. I hovedsagen er produktionen afsætningsstyret, så­ledes at produktgrupperne skal være sikre på at der er afsætning for produkterne, før de bestiller råvaren. F.eks. produceres der kun ost på bestilling. Osten afsættes gennem handelsselskabet Dansk Ost. Hvis osten eksporteres, sker det til priser, som er fastsat af mejeriernes fælles osteeksportudvalg. Der er forskel på prisniveauet på de forskellige markeder, og forskellene udlignes efter et skøn (note 94).

"MD-gruppernes ordrer bygger på ostenoteringen. Størsteparten af MDs fortjeneste ligger i produktionen af ost og konsummælk til de givne priser, ikke i afsætningsselskaberne. Disse selskaber ligger ikke med nævneværdige lagre.

MD klarer sig godt, fordi

1. produktion og afsætning sidder på skødet af hinanden,

2. vi har hele sortimentet — det er der ikke andre, der har. Desuden har vi en vis produktudvikling, især ud fra feta-ostene.

3. MD har konsolideret relativt pænt — det giver handlefrihed, og vi havde ingen problemer med at købe Ørum eller Det københavnske Mælkekompagni. Vi har hele tiden opnået et godt afkast af egenkapitalen, og vi har nogen meget fine økonomistyringssystemer",

siger chefen for transportgruppen i MD, Knud Jensen (organisationsinterview nr. 4).

Ved at gå ind i den stærke organisatoriske sammenknytning med staten og EF opnår landbrugerne og deres mejeriselskab en tryghed, som de vel dårligt kunne skaffe sig uden. En af omkostningerne er, at mejeriselskabet kommer til at fungere som en art forlængelse af det offentlige. Det giver en risiko for at landbrugerne fremmedgøres overfor det mejeriselskab, som de i hvert fald på papiret stadig har magten over (note 95).

3.2.2 Samarbejdet mellem stat og landbrugskooperation

I Adam Smiths ide om økonomiens rette funktionsmåde fandtes der slet ingen organisationer, og han roste netop landbrugerne, fordi de da aldrig ville kunne finde på at slutte sig sammen i monopoler (se ovenfor). Men godt 100 år efter 1776 sluttede de danske landbrugere sig faktisk sammen om at lave andelsmejerier og andre andelsselskaber, hvor de kunne forarbejde og sælge landbrugets produktion. Det første andelsmejeri blev oprettet i 1882, og inden 1890 var der i alt 700. Det typiske andelsmejeri havde på dette tidspunkt ca. 100 andelshavere (note 96).

I denne periode var det vigtigt for bønderne at vise sammenhold og selvstændighed i forhold til statsmagten, men efter systemskiftet 1901 begyndte lovgivningsarbejdet: Andelsorganisationerne havde oprettet fælles repræsentation i Andelsudvalget allerede 1899, men Andelsudvalget kunne ikke få alle smøreksportører med i et forpligtende samarbejde. Derfor gik andelsorganisationerne til staten og fik gennemført lurmærkeloven i 1906 (note 97).

Landbruget var det første erhverv, der fik sit eget ministerium, og fra begyndelsen var dets arbejdsopgaver defineret som dét at varetage erhvervets interesser overfor det øvrige samfund, snarere end omvendt. Den første landbrugsminister Knud Sehested udtalte således kort efter sin udnævnelse i 1896 :

"Jeg opfatter landbrugsministerens opgave således, at han må have planer til landbrugets fremme færdige til gennemførelse på alle punkter, hvor en fremmarch under givne politiske forhold lader sig udføre med udsigt til sejr. Ét forekommer mig sikkert, at den første betingelse for, at landbrugsministeriet skal kunne løse sin opgave, er, at det har en i faste rammer ordnet organisation af det ledende landbrug at støtte sig til i faglig som politisk henseende" (note 98).

Ifølge Flemming Just er samarbejdet mellem stat, landbrugskooperation og landbrugets generelle interesseorganisationer dog først blevet intensiveret i krisetider, dvs. under 1. verdenskrig og i 1930-erne. Andelsudvalget og De samvirkende danske Landboforeninger oprettede i 1919 Landbrugsrådet som repræsentationsorgan, og det fik en ledende rolle i tredivernes landbrugsordninger (note 99).

Den danske stat oprettede 1932 en valutacentral for at styre udenrigshandelen gennem tosidige aftaler med handelspartnerne. Indenfor landbrugsområdet oprettedes såkaldte eksportudvalg med deltagelse af landbrugsorganisationerne. 1 1939 blev disse statslige udvalg ophævet, og i stedet fik andelsorganisationerne et lovfæstet eksportmonopol. Denne monopolstilling blev med tiden udsat for skarp kritik, men varede ved til 1950. Fra 1950 opbyggede landbrugsorganisationerne deres egne eksportkanaler, som imidlertid fik tildelt de midler, som var opsamlet under de gamle, lovfæstede eksportudvalg (note 100).

Landbrugsorganisationernes interesse i at kunne styre markedet synes vel klar nok: det er i enhvers interesse at søge at undgå konkurrence for sit eget vedkommende. I 1930-erne var der bundpriser på verdensmarkedet, og landbruget havde derfor god brug for stabile priser på hjemmemarkedet. Statsmagten havde andre grunde: Landbruget var det vigtigste eksporterhverv, og stabilisering af priserne kunne fastholde beskæftigelsen i landbruget i en tid med massearbejdsløshed i byerne. Dette skete på et tidspunkt, hvor fri bevæ­gelighed for varer og kapital var klart ude af stand til at opfylde den neoklassiske antagelse om at det økonomiske system af sig selv etablerer balance med fuld ressourceudnyttelse (note 101).

Da det internationale marked for landbrugsvarer blev alvorligt svækket i efterkrigstiden, lykkedes det efter en leveringsstrejke landbrugets organisationer at gennemtvinge en hjemmemarkedsaftale, hvorved de danske forbrugere kom til at betale højere priser for danske landbrugsvarer end andre landes forbrugere, og de danske forbrugere kom på denne måde til at understøtte eksporten (note 102).

Det er et åbent spørgsmål, om de midler, der ligger i de 14 landbrugsfonde er offentlige midler eller ejet af organisationerne. Landbrugsministeriet svarede i 1985 rigsrevisorerne, at kontrollen med de 14 landbrugsfondes udbetalinger var sikret ved at ministeriet havde godkendt fondenes vedtægter, da de i sin tid blev oprettet — og i øvrigt betragter Landbrugsministeriet disse midler som tilhørende landbrugets organisationer. Fondenes aktivmasse var i 1985 1.3 milliarder kr., og de administreres af landbrugsorganisationerne. Landbrugsrådet får omkring 30 mill. kr. pr. år fra disse fonde, og Børsens Nyhedsmagasin mener at vide, at det indirekte er en endnu større del af rådets udgifter på 50 mill. kr. pr. år, der dækkes af disse lovfæstede landbrugsfonde (note 103).

1 1973 blev Danmark medlem af EF, bl.a. begrundet i den store fordel, som dansk landbrug ville kunne få ved adgang til hele EF-markedet som en art udvidet hjemmemarked. Landbrugsministeriet måtte oprette et EF-direktorat og udvide departementet for at kunne administrere EFs støtteordninger, for EF anerkendte ikke, at støtteordningerne kunne formidles gennem de generelle interesseorganisationer. Landbrugsorganisationerne fik dog indsigt i administration og lovgivningsarbejde gennem deltagelse i rådgivende udvalg (note 104).

Mejeriorganisationerne var de eneste, som det lykkedes at fortsætte den organisationsbaserede administration af landbrugsordningerne. Danske Mejeriers Fællesorganisation (Mejerikontoret) administrerer på landbrugsministeriets vegne EFs mælkeordninger med intervention af smør og skummetmælkspulver og udbetaling af støtte til returmælk, alt for at sikre, at priserne holdes inden for de fastsatte grænser. Der har varet nogen debat om, hvorvidt Fællesorganisationens administration var offentlig eller privat:

Da Mejeriselskabet Danmark nåede op over 50% af den leverede mælk i Danmark, opnåede selskabet også 6 ud af 11 pladser i Mejeriernes Fællesorganisations bestyrelse. Det rejste protester fra politisk hold over, at et enkelt mejeriselskab fremtidig skulle kunne bestemme over sine egne og hele branchens økonomiske betingelser.

I Børsens artikel "Mejerierne kan miste fordeling af EF-mia." er der lejlighed til at se flere holdninger til hvor styringen skal placeres, og som Hernes anfører, er det netop muligt at iagttage den faktiske fordeling mellem forskellige styringssystemer, når der er nogen, der klager over dem (note 105).

"I mejerikredse er det en udbredt opfattelse, at landbrugsministeriet i virkeligheden er ude på at få nye arbejdsopgaver, efter at specielt miljøministeriet og miljøstyrelsen har overtaget flere af de opgaver, som landbrugsministeriet før udførte".

"Kilder i mejeribruget siger til Børsen, at når Mejerikontoret i Århus oven i købet har høstet ros fra landbrugsminister Britta Schall Holberg for sin administration af det danske mælkekvote-system, bør kontoret også overlades administrationen af mælkeophørsordningen, når den er indført". (Børsen 18-7-1986)

Formanden for Mejeriernes Fællesorganisation fører ideologiske argumenter i marken mod det, som han anser for at være statsliggørelse af noget privat:

" Man vil tilrane sig den administration og åbenbart arbejde sammen med mejeribruget på en anden måde end hidtil. Men skulle vi mod forventning blive sorteper i det spil, vil det være paradoksalt af en borgerlig regering, at den med den ene hånd vil privatisere, men med den anden hånd gør det stik modsatte, siger gdr. Thomas Jørgensen, Mejeriernes Fællesorganisation". (Børsen 18-7-1986)

Hvad er privat, og hvad er offentligt, når staten og organisationerne sammen regulerer markedet? Thomas Jørgensen ønsker, at administrationen af EF-ordningerne forbliver i Mejerikontorets regi og ikke "statsliggøres". Herved benytter han liberalistisk ideologi i en sammenhæng, hvor den er helt ude af overensstemmelse med den virkelige situation. For i sin liberalistiske model ønskede Adam Smith jo ikke nogen form for statslig accept af laug og andre slags brancheorganisationer (se ovenfor), og staten skulle koncentrere sig om alene at opretholde konkurrencen. Det arbejde, som Mejerikontoret udfører for det offentlige er i sit væsen blandingsøkonomisk, og så længe arbejdet foregår i samarbejde mellem interesseorganisationerne og statsmagten, kan man ikke tale om at noget er privat eller offentligt i højere eller lavere grad.

Det økonomiske system producerer grupper med modstridende interesser, og systemet fordeler kontrol over sin egen udvikling mellem disse grupper. Derfor er det i Fællesorganitionens interesse fortsat at stå for informationsformidling og administration af mælkeordningerne. For nuværende gør det landbrugsministeriets EF-direktorat afhængig af organisationens oplysninger, og det har også betydning for mælkeproducenternes stilling på længere sigt. Det kan forklares, men forklaringen må ske i en ideologisk ramme, som i modsætning til Adam Smiths model legitimerer samarbejdet mellem erhvervslivet og det offentlige. For at ideologien kan fungere, må der være en vis overensstemmelse mellem den oplevede virkelighed og det, man kan tolke gennem den ideologisk formede forståelse. Ellers bliver det jo illegitimt at handle, som man gør.

3.2.3 Danmark og den fælles landbrugspolitik i EF

Den fælles landbrugspolitik i EF erklærer sig som meget markeds- og produktionsorienteret. Da landbrugspolitikken skulle udmøntes i årene efter Romtraktatens indgåelse 1957, indførte EF en interventionsordning, der for mælkens vedkommende består i interventionskøb af skummetmælkspulver og smør og støtte til privat oplagring. Desuden forhindrer ordningen prisfald ved tilskud til eksport ud af EF, og der ydes særlig støtte til salg af skummetmælk til opfodring mm.

Trods EF-traktatens hensigtserklæring om at fremme "den bedst mulige anvendelse af produktionsfaktorerne", er hovedmålet dog nok snarere et ønske om at støtte landbrugernes indkomster ved hjælp af høje producentpriser, altså ikke ved 'deficiency payments' (note 106). For at holde prisniveauet oppe bliver importerede mælkeprodukter pålagt importafgifter. Afgifternes højde fastsættes sådan, at prisen på importerede produkter kommer på højde med EF-maksimalprisen (den retningsgivende pris). Heri består princippet om fællesskabspræference. Til eksport ud af EF ydes eksport-restitutioner, hvis verdensmarkedsprisen er lavere end EF-prisen. Restitutionerne fastsættes af EF-kommissionen og er forskellige alt efter aftagerland afhængigt af hvordan kommissionen vurderer markedssituationen. Markedsordningerne for landbruget finansieres gennem EFs landbrugsfond FEOGA. Fonden får sine indtægter fra medlemsstaternes tilskud og fra importafgifter.

Lige siden starten af landbrugsordningerne har EF fastsat høje priser på mælk, korn og andre landbrugsvarer. Det har givet problemer med overskudsproduktion siden begyndelsen af 1970-erne, da EF blev selvforsynende med de fleste landbrugsvarer. Tidligere gav de høje priser EF et velkomment tilskud til landbrugspolitikken i form af indtægter fra importafgifter, men de høje og stabile priser gav anledning til en helt uventet produktionsstigning, og EFs garanti for afsætning til priser højere end verdensmarkdets er blevet en meget dyr foranstaltning.

For at begrænse de store udgifter til regulering af markedet blev der i 1984 indført kvotering af mælk. Det skete på en måde, så der principielt stadig er uhindret bevægelighed for mælkeprodukter i EF, men det enkelte mejeri eller den enkelte producent skal betale en høj afgift på den del af produktionen, som overstiger den tildelte kvote (note 107).

Tabel 3: Selvforsyning med mælkefedt i EF 1980-1985,  produktion udtrykt som procent af forbruget. Kilde: Landøkonomisk Oversigt 1982-1986  incl.

Kvoterne skulle i først omgang sættes ned med 3% om året, hvilket ikke var tilstrækkeligt til at nå markedsligevægt (se tabel 2 og tabel 3). Derfor er ordningerne senere blevet forstærket af en kvoteopkøbsordning, hvorefter EF betaler landbrugerne for ikke at levere mælk, og kvoterne er blevet yderligere beskåret.

De danske mejerier fandt sammen om at lave et fælles kvoteområde, så det kom til at omfatte landets samlede produktion. Da landets samlede kvote i 1985 blev overskredet med en beskeden mængde, var det således af alle danske mælkeproducenter kun dem, der havde leveret mere end 134% af deres tildelte kvote, som kom til at betale strafafgift til EF. Denne måde at administrere kvoteordningen på er kun blevet taget i brug i Danmark. Den blev godkendt af det danske landbrugsministerium, men har vakt nogen surhed hos EF-kommissionen og andre EF-landes regeringer, fordi den samlede danske mælkekvote på denne måde er blevet udnyttet til sidste dråbe (note 108).

Danmark kom med i EF i 1972, blandt andet på grund af de gunstige udsigter for landbrugets afsætningsmuligheder indenfor Fællesmarkedet. Ved at komme indenfor EFs (udadtil protektionistiske) toldmure, kunne dansk landbrug få en principielt ligeberettiget adgangsmulighed til alle medlemslandes markeder (note 109).

For store dele af markedspolitikken har den danske stat afgivet s in suverænitet til EFs organer. Statens magt er således uddelegeret til en overstat. Det har givet den danske stat mulighed for i endnu højere grad end tidligere at varetage interesser for de danske eksportører af landbrugsvarer. 1 den liberalistiske model var det statens opgave at opretholde konkurrencen og så lade de atomiserede aktører nyde godt af samme konkurrence. Den danske stat overlader det imidlertid til EF at opretholde konkurrencen og koncentrerer sin egen indsats om at give danske eksportører politisk og økonomisk opbakning. Den danske stat handler således merkantilistisk efter sin egeninteresse i en stor landbrugseksport uden at bruge mange kræfter på at støtte det sammenhold, som er en nødvendighed for at det fælles EF-marked kan bevares som et fællesgode for alle aktører i fællesskabet.

Ved nærmere at undersøge de to sidst afgivne betænkninger om dansk landbrugspolitik fra 1977 og 1983 viser denne ensidige interesse sig tydeligt (note 110).

"Udvalget for den fremtidige landbrugspolitik" fik i 1975 til opgave at analysere dansk landbrugs produktions- og afsætningsmønster, herunder forudsætningerne for og konsekvenserne af en ekspansion af den animalske produktion. Baggrunden var, at især mælkeproduktionen syntes stagnerende, samtidig med at den overordnede perspektivplan-redegørelse PP II regnede med en stigning på 3% om året i den animalske produktion i Danmark. Det landbrugspolitiske udvalg skønnede, at der ville komme en forbrugsstigning i EF (note 111).

Og resten af betænkningens indledning er en sand balanceakt, der skal markere, hvad der er i dansk interesse, uden at udvalget dog vil risikere at blive beskyldt for at overbelaste det fælles EF-marked:

"Såfremt det er muligt at virkeliggøre en øget animalsk produktion, vil blot få procents stigning medføre en betydelig nettovalutaindtjening, da merproduktionen fuldt ud må forventes at blive eksporteret. Det vil tillige have mærkbare beskæftigelsesmæssige konsekvenser .

Udvalget finder, at en målsætning om øget dansk landbrugsproduktion ikke er i strid med bestræbelserne inden for EF's landbrugspolitik for en begrænsning af produktionsstigningerne for visse produkter. Baggrunden for denne opfattelse er, at den overordnede målsætning for EF's landbrugspolitik er baseret på, at landbrugsproduktionen skal foregå under så optimale forhold som muligt. Dette må på længere sigt betyde en ændring af den nuværende geografiske fordeling af EF's landbrugsproduktion, således at der vil ske en vis nedtrapning i de landbrugsmæssigt set ugunstigt stillede områder.

Udvalget har i denne forbindelse lagt vægt på, at Danmark har strukturelle og historisk betingede forudsætninger for en rationel og effektiv landbrugsproduktion. En yderligere udvikling af dansk landbrug vil derfor være i overensstemmelse med de overordnede mål for EF's landbrugspolitik, når man tager de relativt begrænsede produktionsandele for den danske landbrugsproduktion i det samlede EF i betragtning". (Betænkning nr. 795 1977, s. 9)

Opkøb af overskudsproduktion påhviler EF som helhed, dvs. også varer, der ikke umiddelbart kommer til nytte i form af forbrug, giver det enkelte medlemsland en valutaindtægt. De danske landbrugsprodukter kan på grund af EF-princippet om fri bevægelighed fortrænge andre landes produkter. Når EFs medlemsstater handler efter deres egeninteresse og kun ser på hvordan de kan udnytte EFs markedsmekanismer til deres egne producenters fordel, så er det en sådan overbelastning af markedsmekanismen, som Fred Hirsch omtaler ovenfor. Den betænkning, som i årene 1977-1983 udtrykte den danske landbrugspolitik, stiller ingen krav til aktørernes (og den danske stats egen) moral. Det var en hård belastning af EFs markedsmekanisme og den politiske funktion, der er beregnet på at regulere og supplere den.

Udviklingen kom ikke til at gå, sådan som PP II og landbrugsbetænkningen havde forventet. I perioden 1978-1981 steg landbrugets udgifter til råvarer betydeligt hurtigere end indtægterne, og fra 1979 faldt landbrugsejendommene i pris. Det gav anledning til en mængde tvangsauktioner og kun en beskeden stigning i den animalske produktion (note 112. I 1983 kom der en ny landbrugsbetænkning, og her var der kommet andre hensyn med, bl.a. erkendte det ny udvalg, at produktionsstigninger inden for EF bidrager til at sprænge EF's politisk fastsatte finansieringsrammer (note 113).

Den danske indstilling til EFs landbrugspolitik er fortsat, at staten ønsker uhindret konkurrence på EF-markedet, fordi det er til fordel for de danske producenter. Om dette siger kontorchef i Landbrugsministeriet Lars Hoelgaard i organisationsinterview nr. 3:

"Selvfølgelig går vi ind for frihandel i EF, fordi det kan betale sig for Danmark. Hvorfor skulle vi ellers gøre det?"

Danmark har interesse i store overførsler i landbrugspolitikken gennem højt prisniveau og eksportrestitutioner. Derfor lægger vi vægt på frihandel, og der er ikke noget dansk ønske om omlægning af politikken i en mere social retning. Dette ønske deler vi med Irland, Storbritannien, Holland og Frankrig.

Den tyske holdning er, at siden EF er selvforsynende, må vi indføre kvoter på alle områder og sikre landmændene indkomster, om nødvendigt gennem deficiency payments. Vesttyskerne har ikke længere nogen interesse i at støtte frihandel mellem EF-landene eller på verdensmarkedet. De tyske skatteydere vil ikke længere betale omkostningerne.

Hvad er egentlig landbrugspolitikkens rationale? EFs problem i dag er at selvforsyningsgraden er steget til over 100. Tidligere betalte forbrugerne over priserne, nu betaler de også over skatten. Der er grænser for budgettet, så den nuværende politik går ikke i længden. Nu kan vi først opleve en afsvækkelse af interventionen, .. (derefter) kan vi vente faldende priser, .. måske kvotering af flere varer og begrænsning af ressourceforbruget".

Producentmarkedet for mælk har udviklet sig til et forhandlingsmarked, hvor staten, EF og organisationerne har overtaget markedskræfternes magt over markedet. Mælkeproducenterne har opnået en højere grad af økonomisk sikkerhed, for staten og EF beskytter producenterne mod den markedsafmagt, som ville være følgen af producenternes konkurrence på et marked styret udelukkende af markedskræfterne. Herved er producenternes afmagt dog blevet afløst af statens og EFs afmagt, for det er ikke ligetil at styre dette marked. Mere herom i det følgende kapitel.