I stedet for stadig at forsøge at etablere den neoklassiske ligevægtsmodel kunne det snarere vare en opgave for økonomerne at formulere en teori for samfundsmæssig udvikling, således som den bestemmes af økonomiske interesser. Gudmund Hernes foreslår med Thorstein Veblens ord:
"en teori for den kumulative sekvens i udviklingen af økonomiske institutioner, udtrykt i begreber om selve processen". (Veblen (1897) (note 41) (original))
Gudmund Hernes definerer begrebet "en institution" som et sæt betingelser og regler for transaktioner (note 42). Han gør nogle grundlæggende antagelser for sit forslag til en institutionelt orienteret økonomisk teori:
Hernes omtaler s. 218-234 det økonomiske systems funktion betragtet som evolution, styringssystemer og fordelingsmekanismer. Jeg har af disse angrebsvinkler valgt at omtale markedsøkonomien som et styringssystem, fordi denne betragtningsmåde passer godt for en beskrivelse af det danske marked for landbrugsvarer.
Ved styringssystemer forstås her:
Mellem ovennævnte fire systemer finder der alle blandingsformer. Som eksempler på hver enkelt kan man typisk nævne handel med korn på Københavns Kornnotering, EF-direktoratets opkøb af et parti skummetmælkspulver til interventionsprisen, indstillinger om EF-markedspolitik fra landbrugsministeriets §2-udvalg, og afgørelser om ejendomshandeler i Statens Jordlovsudvalg.
Den faktiske fordeling mellem de forskellige styringssystemer er lettest at konstatere, når der er nogen, der protesterer over dem:
Figur 4: I det organiserede kapitalistiske samfund foregår der en stadig bevægelse væk fra markedskræfternes indflydelse - markedet bliver organiseret
I den samfundsmæssige udvikling foregår der en støt over føring af beslutningsopgaver til det offentlige, fordi:
Med traditionel, national handelspolitik var der mulighed for de enkelte lande for at føre konjunkturpolitik, men liberalisering af den internationale handel har åbnet for transaktioner mellem de vesteuropæiske økonomier, så det er vanskeligt for de enkelte lande hver for sig at føre modkonjunkturpolitik. En stor samhandel vil få konjunkturbestemte offentlige midler til at strømme ud af det enkelte land, så skatteyderne i ét land kommer til at subsidiere andre landes økonomi i stedet for deres eget lands. Der er ikke hidtil opnået gode erfaringer med koordinering af international konjunkturpolitik, heller ikke i EF trods mange hensigtserklæringer om det modsatte. I hvert enkelt land venter man stadig på at alle andre lande skal sætte gang i økonomien. Ved fuld selvforsyning eller fuldt harmoniseret international finanspolitik vil denne eksterne virkning kunne internaliseres, og den politiske rækkevidde vil så svare til markedets. Hernes mener, at det politiske ønske om liberalisering af international handel direkte har forårsaget intervention på hjemmemarkederne, og at årsagen er at den nationale politisk-økonomiske styring fortsætter, samtidig med at der åbnes op for markedskræfternes og andre staters påvirkning af markedet (note 46).
Beslutninger i et af styringssystemerne kan lette styringsopgaverne i et andet: Der er bestemmelser om kvotering af den enkelte producents mælkeleverance, noget som letter mejeriernes planlægning. Der er bestemmelser om oplysningspligt overfor Danmarks Statistik, hvorefter nogle landbrugere seks gange årligt skal oplyse om antallet af drægtige søer i deres besætning, noget der gør det lettere at planlægge produktionen for andre landbrugere og for slagterierne. Den offentlige veterinære kontrol er en forsikring om eksportvarernes kvalitet, en forsikring, som letter de enkelte eksportørers arbejde. Arbejdsgiverne skal tilbageholde ansattes skat, og de skal selv holde styr på hvor meget de skal indbetale i moms til toldvæsenet. Der er masser af sådanne regler, der reducerer den enkelte aktørs risiko eller sænker transaktionsomkostningerne et andet sted i systemet.
Men ved hvilke transaktioner bliver de samfundsmæssige omkostninger så store, at det bliver for dyrt at bruge markedet som styringsform, sammenlignet med mulige alternativer? Et eksempel kunne være debatten om landbrugets nitratforbrug, hvor der er udbredt frygt for at det nitrat, der gødes med i dag, vil forgifte senere tiders drikkevand. Landbrugsorganisationerne protesterer mod en afgift, der vil fordyre produktionen og efter deres mening alligevel kun vil reducere forbruget med nogen få procent. Er løsningen så at ophæve markedet og tildele hver landbrugsejendom en fast, begrænset ration, fordi markedsformen er blevet for dyr? Det var i hvert fald en sådan tankegang, der var begrundelsen, da muligheden for ubegrænset EF-intervention af mælk blev standset ved hjælp af en kvoteordning i 1984 (note 47).
Markedet er stadig den billigste transaktionsform på mange områder, men på andre områder er mekanismen med styring ved hjælp af pris og udbud blevet meget dyr eller giver økologisk og socialt uheldige virkninger. Markedsformens effektivitet afhænger af egenskaberne i det politiske og sociale system, som det er en del af et system i stadig udvikling. Hernes mener derfor, at de forskellige institutionelle ordningers effektivitets-egenskaber må analyseres, både internt i de enkelte virksomheder og i forholdet mellem dem. Han mener også, at der er behov for organisations-teoretisk orienterede undersøgelser, f.eks. for at kunne finde ud af, hvad der er "en rimelig indtægt" for forskellige befolkningsgrupper.
Indtægtsforskelle mellem forskellige grupper i samfundet kan ikke længere legitimeres ved blot at henvise til markedsforholdene, for de er reguleret fra først til sidst. Hvad man f.eks. i landbrugsorganisationerne forstår som "en rimelig indtægt", er især påvirket af de faglærte arbejderes løn, mens den i egentlig forstand markedsbestemte løn derimod ikke længere spiller nogen rolle for fastsættelsen (note 48).
Der er ikke tradition for at den danske stat engagerer sig direkte i erhvervspolitikken. Det er faktisk kun de største og de mindste, skibsværfterne og landbruget, som nyder godt af direkte produktionsstøtte og alt hvad deraf følger. Til gengæld har staten på disse områder engageret sig så kraftigt, at man kan overveje om den formelt private ejendomsret på disse områder reelt er forandret på grund af det offentliges dispositioner, så man må betragte disse brancher som en del af den offentlige sektor?
Skibsværftsindustrien og landbruget har det til fælles, at der er tale om kriseramte brancher, og at nedlægning især vil ramme to statsbærende partiers kernevælgere. Det er muligt, at reduktion af disse sektorer vil forøge den samfundsmæssige nytte i en eller anden forstand, men det vil også betyde at skibsværftsarbejdere og bønder ikke længere kan fortsætte i deres hidtidige positioner.
Gudmund Hernes sammenligner markedet med en domstol: Begge træffer bindende afgørelser, og begge antages at fungere uafhængigt af andre beslutningsorganer på en neutral og upersonlig måde. Men her hører ligheden op, for domstolens dom kan appelleres til en højere domstol, mens markedets dom i princippet ikke kan appelleres. Det vil sige, det kan den alligevel, for en utilfreds aktør (eller oftere: hans interesseorganisation) kan appellere dommen til det politiske system. Herved bliver det ideelt set ellers uafhængige marked alligevel afhængigt, for nu tager alle aktører hensyn til hvordan det politiske niveau kan tænkes at gribe ind. Hernes hævder, at muligheden for appel af markedets dom derfor også få de andre styringssystemer (valgdemokratiet og bureaukratiet) til at fungere dårligere. De store arbejdspladser favoriseres, den offentlige administration overbelastes, og mangelen på klare og objektive kriterier giver afgørelserne et vilkårligt præg (note 49). Hernes skriver videre om industripolitik:
"Hvis man nedlægger et skibsværft, har maskiner og redskaber næsten kun værdi som skrot. Også for privat ejede virksomheder er det den samfundsmæssige værdi af produktionsudstyret, der bliver lagt vægt på, især hvis værftet er på fallittens rand. . . .
Små virksomheder kan tillades at gå fallit, fordi de samfundsmæssige følgevirkninger er begrænsede. Men hvis virksomhederne er store nok, kan den økonomiske nødvendighed (nedlæggelse) samtidig være en politisk umulighed. Hvis virksomhederne er store nok, har de i kraft af deres størrelse en offentlig forsikring for fortsat eksistens, .. De store bedrifter, både private og statslige, defineres som samfundsinstitutioner". (Hernes 1978 s.126-127, (original))
Den danske landbrugssektor kan i nogen grad betragtes på samme måde som de store virksomheder, Hernes her skriver om. Et enkelt landbrug kan tillades at gå fallit, men hvis alle går fallit, vil det give store økonomiske problemer i tilgrænsende sektorer. Det vil også skabe et politisk pres og kan derved blive en politisk umulighed.
Trods den almindelige accept af det ønskelige i international frihandel og lige konkurrencevilkår, støtter de forskellige nationalstater den nationale produktion gennem forsikringsordninger, hvis værdi og subsidierings-elementer kan være svære at gøre op. I en undersøgelse af erhvervsstøtte i EF blev den danske folkepension således regnet som statsstøtte til erhvervslivet, fordi en sådan pension i andre lande skal indbetales af den enkelte og ikke over skatten. I den modsatte retning trækker det, at den danske stat ikke betragtede de kurssikrede K-lån til landbruget som statsstøtte, da staten skulle oplyse EF om danske støtteordninger (note 50).
Hvis støtten til landbrug og skibsværfter er samfundsmæssigt urentabel, hvem betaler så regningen, når hverken landbrugere eller skibsværftsarbejdere gør det? Det må være os alle sammen, men i en mindre velorganiseret sammenhæng end som erhvervsaktive: Som skatteydere og forbrugere i almindelighed (note 51).
Den økonomisk betingede politiske adfærd styres i høj grad af organisationer, der alene har til formål at arbejde for medlemmernes interesser. Typisk består disse interesser i at begrænse markedskræfternes indflydelse, enten ved intern koordination eller ved aftaler med andre organisationer og statsmagten.
Interesseorganisationerne påtager sig ansvar og kan endda opfattes som statsbærende, også i den grad at det kan lykkes dem at omdefinere meningen med hele erhvervspolitikken. Berrefjord og Hernes skriver om norske forhold:
"Det har ikke vært uvanlig å anse landbruket for en lavproduktiv, ja endog tilbakestående næring. Landbruket klarte imidlertid tidlig å avskjerme seg fra problemer i markedet og organiserte samarbeid mellom konkurrenter. Bøndene fikk sin egen gruppe akademiske talsmenn, fikk bygget opp en rekke offentlige organer til å forsvare og fremme sine næringsinteresser, har en velutbygget veiledningstjeneste, en rekke selektive tiltak, og er forskanset bak et lovverk som er ugjennomtrengelig for vanlige folk.
.. Landbruket var i stand til å befeste sine interesser selv etter at næringens andel av nasjonalproduktet gikk ned og antallet næringsutøvere ble redusert". (Berrefjord og Hernes 1978 s. 100)
Hverken interesseorganisationerne eller deres modparter i det offentlige bureaukrati kan regnes som ensartede, målbevidste aktører. Som hovedregel arbejder en interesseorganisation for at skaffe økonomisk sikkerhed og fortjeneste for dem, den repræsenterer, men det er ingen selvfølgelighed at den gør det. Dele af organisationen kan begynde at varetage egne interesser, så afhængighedsforholdet vender, og medlemmerne i stedet tjener organisationens mål.
Også den offentlige forvaltnings arbejdsform kan deformeres:
"Forestillingen om den offentlige forvaltning som en pyramide, der styres fra toppen, synes at være overdrevet. Det er snarere sådan, at politikerne føler det som om de trækker i tråde, der ikke er fæstnet til noget som helst. I forvaltningen findes ministerier, kontorer, afdelinger og direktorater med stærk institutionspatriotisme, der kæmper med hinanden om bevillinger og stillinger; og som har helt andre opfattelser af deres mission end hvad parlamentarikerne forudsatte, formålsparagraffen siger og ministre med sparsom tid og fragmenteret opmærksomhed kan håndhæve. Og de indgår ikke sjældent alliancer med dem, som de er forudsat at overvåge eller kontrollere". (Berrefjord og Hernes 1978 s. 104, (original))
Det er et kendetegn ved den moderne, forhandlende organisation, at den søger identifikation fremfor konfrontation. Fagforeningen viser sin forhandlingsvilje og får til gengæld staten til at tage fagforeningens krav til sig som sine egne. Arbejdsgiverne erkender deres ansvar og får til gengæld et tilskud. Landbrugsorganisationerne påtager sig at skaffe valuta til landet og får til gengæld øgede bevillinger. Der er imidlertid også omkostninger ved denne stadige identifikation, for man må jo ikke bide den hånd, der fodrer en. For at kunne blive "forhandlingsberettiget", må man være stor og repræsentere afgrænsede interesser enten et stort firma eller en interesseorganisation, der repræsenterer produktion af stor betydning for samfundet. Hvad er så det, som er vigtigt for samfundet? Det afgøres jo netop gennem identifikationen, jævnfør Hernes, hvor han skriver om ideologier:
"De er ikke genstand for åben politisk debat, og vi får derfor gerne et ureflekteret forhold til dem. De kan være befæstet, fordi en gruppe har fået sine særinteresser accepteret som hele samfundets interesse, og fordi samfundets institutioner dermed også forsvarer dem". (Hernes 1978 s. 113, (original), jf. ovenfor)
John K. Galbraith skriver om "det modne selskab", dvs. det store amerikanske firma med våbenkontrakter og forhandlinger i Washington:
.. det modne selskab har et vedvarende og intimt forhold, for hvilket døre altid må være åbne og adgangen til statens repræsentanter altid let og uden ubehag. Skadelig politisk handlen eller endog fjendtlig retorik mindsker denne lette adgang. Mænd, der ankommer med deres mapper til dagens møder i Washington eller på Wright Field, kan ikke bebyrdes med det ekstra besvær med at skulle forklare udtalelser af en af deres direktører, der netop har angrebet regeringen og dens håndlangere på det eftertrykkeligste". (Galbraith 1968 s. 314)
En sådan forhandlingsform har vi selvfølgelig også i Danmark, og derfor må man være militant på en fredelig måde, når man anfører en interesseorganisation:
"H.O.A. Kjeldsen er parat på barrikaderne
'Jeg er lige ved at gå på barrikaderne,' siger H.O.A. Kjeldsen, 'men jeg vil hellere bede politikerne tænke ansvarsbevidst'.
.. 'Jeg har mest lyst til at blive militant og rykke ud med traktoren og demonstrere. Men jeg vil holde mig til at appellere til politikernes ansvarsbevidsthed: de må prøve at forstå, hvad det er, de er ved at gøre med nye afgifter tager de modet fra et vigtigt eksporterhverv, der netop nu er bragt i en vanskelig situation". (Berlingske Tidende 1-5-1986 (note 52))
Det økonomiske system producerer grupper med modstridende interesser knyttet til systemets organisation, og systemet fordeler samtidig kontrol over sin egen udvikling til disse grupper (jf. Hernes ovenfor). Forhandlingerne går som regel ud på, hvorledes organisationens medlemmer kan fortsætte deres produktive indsats, for hvis først man holder op med at producere, mister man tilsyneladende sin magtposition (note 53).
I et sådant spil gælder det om at repræsentere vigtige samfundsinteresser, og det er en fordel at være en stor, slagkraftig organisation, hvor mange medlemmer har ens vilkår. I denne forbindelse har landbruget fået problemer, for antallet af fuldtidslandmænd er faldet, og de tilbageværende specialiserer sig så kraftigt, at det kan være svært for dem at tale med én stemme. I de senere år er der opstået brancheforeninger uden direkte tilknytning til Axelborg, men repræsenterende store producenter. Heraf er Landsforeningen Danske Svineproducenter nok den mest højrøstede (note 54).
Den amerikanske økonom Mancur Olson gør opmærksom på, at frivilligt organiserede interessegrupper almindeligvis ikke er effektivt organiseret før et stykke tid efter at den fællles interesse er opstået, og at de største og mest uhomogent sammensatte interessegrupper formodentlig aldrig vil blive i stand til at organisere sig effektivt her tænker han især på forbrugere, skatteydere og de fattige.
Hernes finder, at de fordele, som det lykkes en borger at tilkæmpe sig i én sammenhæng, kan han risikere at komme til at betale for i en anden sammenhæng, f.eks. gennem højere varepriser eller højere skatter. I tråd med dette siger Mancur Olson, at stærke interesseorganisationer kan være en bremse på den almindelige økonomiske vækst (note 55).
De følgende afsnit handler ikke specielt om institutionel økonomi, men om hvordan de økonomiske mål ændrer sig samtidig med den økonomiske udvikling, og om hvordan den stadigt aftagende følelse af fælles moralsk ansvarlighed overfor markedets funktion bevirker en stigende statsliggørelse af markedet.
Hvis vi igen ser på den neoklassiske forudsætning om at producenternes eneste mål er at maksimere deres profit (ovenfor), så er det ikke forståeligt, hvorfor mange danske landbofamilier fortsætter med at drive deres landbrug, selv om det ikke kan betale deres leveomkostninger (note 56).
Den engelske økonom Fred Hirsch har imidlertid et bud på dette i sin bog "Social Limits to Growth", idet han citerer Gunnar Myrdal:
"De fleste rimeligt velstillede mennesker opnår større tilfredsstillelse i deres rolle som producent end i rollen som forbruger. Faktisk vil mange definere det sociale ideal som den tilstand, i hvilken så mange som muligt kan leve på denne måde". (Gunnar Myrdal (1928), (original) (note 57))
Det sætter pludselig danske landbrugeres dobbeltarbejde i et mere forståeligt lys, men samtidig bliver sagen indviklet at analysere økonomisk, for det som er midler for nogen, bliver mål for andre, og fødevareforbruget bliver ikke den eneste form for forbrug i landbrugets produktionsproces. Den forbruger, der køber fødevarer, kan vel være næsten ligeglad med under hvilke omstændigheder varen er produceret, blot kvaliteten er i orden og prisen er lav (note 58). For producenten derimod gælder det nu ikke kun om ensidigt at tilstræbe maksimal profit, men samtidig om at leve og arbejde i rollen som producent. Det kan nemlig betragtes som et mål i sig selv at eje et landbrug, og besiddelsen bliver så til en art forbrug. Det er umuligt for alle på en gang at eje et landbrug og opnå den hertil knyttede tilfredsstillelse ved at drive det ejendomsretten er derfor et positionelt gode i en forstand som skal defineres i det følgende.
Ved nærmere studium af "Wealth of Nations" viser det sig, at allerede Adam Smith havde gjort sig nogen tanker om problemet. I bog 1, kapitel 10, diskuterer han årsager til brancheforskelle i løn og profit, og herunder i hvilken grad forskellen målt i penge skyldes uligheder med hensyn til ikke-pekuniære fordele og ulemper:
"Honour makes a great part of the reward of all honourable professions. In point of pecuniary gain, all things considered, they are generally under-recompensed, as I shall endeavour to show by and by. . . .
Hunting and fishing, the most important employments of mankind in the rude state of society, become in its advanced state their most agreeable amusements, and they pursue for pleasure what they once followed from necessity. In the advanced state of society, therefore, they are all very poor people who follow as a trade, what other people pursue as a pastime". (Smith 1776 bog I kap. 10 pkt. 1 (1950 bind I s.102 og 102-103))
På Smiths tid kunne man ikke betragte landbrugsdrift som nogen fritidsfornøjelse, men hans omtale af jagt og fiskeri virker rammende: I det rige industrisamfund er alle de, som forsøger at leve af landbrug relativt fattige (målt i penge), og andre driver landbrug for deres fornøjelses eller prestiges skyld. Pengeindkomsten er ikke alt, og den forarmede bonde indtager en respektabel position (note 59). Adam Smith skriver andetsteds (note 60), at hensynet til producenterne ikke bør gå videre end forbrugernes interesse kræver det. Her støder hans udsagn imidlertid ind i den komplikation, at en landbrugsejendom på én gang er et mål og et middel, og hvis interesser er det så, statsmagten bør varetage, fødevarekøbernes eller landbrugskøbernes?
(note 61) Fred Hirsch deler efterspørgslen efter goder op i to typer efter deres overvejende indhold: Den ene består af materielle goder sådanne goder, som Adam Smith tænkte på, da han anbefalede et marked med fuldkommen konkurrence for slagteren, bryggeren og bageren. Fødevarer er et eksempel på sådanne materielle goder, hvor én aktørs forbrug ikke skaber sidevirkninger for andres forbrug. Desuden kan sådanne goder med overvejende materielt indhold tilsyneladende fremstilles i mængder, der kan tilfredsstille enhver efterspørgsel, hvad enten det drejer sig om rugbrød, skinke, videoapparater eller solarier.
Den anden type af goder kalder Hirsch positionelle goder, sådanne goder, som ikke alle kan få på én gang i fuldt mål, enten fordi det er knappe goder i absolut eller social forstand, eller fordi godernes værdi falder ved stigende anvendelse. Personlige tjenesteydelser, fast ejendom, transport, uddannelse og chefstillinger er goder, der typisk har et stort positionelt indhold ikke alle kan bo i villa på Strandvejen det er Strandvejen ikke lang nok til (= knapt gode i absolut forstand). Dem, der finder en bolig langt ude ad Strandvejen får større tidsforbrug og større udgifter til transport (lavere værdi af det positionelle gode). De skaber trafikpres, som ikke kun generer dem selv, men også alle dem, der bor længere inde på Strandvejen (faldende værdi ved stigende anvendelse) (note 62).
Det er Hirschs pointe, at i og med økonomisk vækst øges efterspørgslen og prisen på positionelle goder mere end efterspørgslen og prisen på materielle goder.
"Hvis vi antager, at forholdet mellem aktørernes ønsker om materielle og positionelle goder forbliver uændret, vil deres efterspørgsel ved stigende indkomst øges proportionalt. Hvis udbuddet af positionelle goder ligger fast, mens udbuddet af materielle goder vokser, vil de positionelle goders pris stige (udtrykt i materielle goder), fordi forbrugernes efterspørgsel efter dem vil øges relativt. Denne tendens til prisstigning vil forstærkes, hvis stigende indkomster øger efterspørgslen efter positionelle goder hurtigere end efter materielle goder". (Hirsch 1976 s. 27-28, (original))
Det positionelle indhold i de efterspurgte goder gør, at jo flere af samfundets borgere der bliver rige, jo færre kan nyde rigdommens fordele. Der bliver ikke flere byggegrunde på Strandvejen. Derimod kan næsten alle få råd til farve-TV og video, for i disse goder udgør det positionelle indhold kun en mindre del.
Øget anvendelse af positionelle goder vil give øget økologisk pres og forurening: Jo flere, der får bil, jo mere ubekvemt bliver det at bruge den (forudsat at vejnettets størrelse er konstant). Jo mere intensivt den teknologiske udvikling er i stand til at omsætte naturgivne goder (vejbyggeri), jo mere kommer vi til at savne det, som engang blev kaldt for frie goder: rent vand, ren luft osv.
Dansk landbrug er et erhverv med mange små virksomheder, og det er for den store befolkningsgruppe som lever i det, Thomas Højrup kalder "den rurale livsform" eftertragtelsesværdigt at have selvstændigt erhverv (note 63). Det er det vanskeligt at få (og beholde) i landbruget, for landbrugsdrift synes altid at være en dyr fornøjelse. Man skal arbejde hårdt, og man kan ikke forvente at få forrentet sin egenkapital, hvis man køber et landbrug. Men hvis man nu betragter det at eje et landbrug som et positionelt gode i Hirschs forstand, så bliver det straks lettere at forstå de vanskelige vilkår. At eje et landbrug er et positionelt gode i den forstand, at ikke alle kan eje et landbrug på én gang (et knapt gode i absolut forstand), specielt ikke i en tid hvor den gennemsnitlige brugsstørrelse øges.
Den enkelte, nyetablerede landbofamilie kan se behovet for at tjene mange penge til renter og afdrag på en dyrt købt gård, og den vil forsøge at skaffe pengene enten ved lønarbejde i andre erhverv eller ved en stor landbrugsproduktion. For at øge produktionen må familien anskaffe moderne tekniske produktionssystemer og optage lån, så der bliver endnu mere at betale af på. Det øger presset på markedet, for den øgede produktion er der ingen afsætning for på et marked, hvor der i forvejen er overskudsproblemer.
Knapheden på dette positionelle gode kan endda øges yderligere, ved at familien (for at forblive i erhvervet) overtager en naboejendom. Den enkelte familie gør herved det bedste for sig selv, men forhindrer ved sin handling andre i at komme i den eftertragtede position som selvstændigt erhvervsdrivende. Her kan man tale om en afmagts-situation i Hernes' forstand.
Som en parallel til Hirschs eksempel med uddannelse som et positionelt gode (uddannelse giver adgang til interessant, ansvarsfuldt vellønnet arbejde i lederstillinger, dvs. arbejde, som er et knapt gode i social forstand), kan man betragte investering i landbrug såvel i jord og bestående bygninger som i ny produktionsmidler. Investering i uddannelse og i landbrug har det til fælles, at øgede investeringer for den enkelte betyder, at han rykker frem i den positionelle konkurrence. Der er imidlertid aftagende nytte af yderligere investeringer i den forstand, at hvis alle andre gør det samme, så er investeringen ikke i stand til at sikre det rette job/et levedygtigt landbrug. Af denne aftagende marginale nytte for den enkelte følger også lavere marginal nytte for samfundet som helhed. Det ser umiddelbart ud som en samfundsmæssig fordel, at nogen skaffer sig en god uddannelse eller investerer i et landbrug det betyder højere produktivitet, noget som ikke kun kommer den enkelte, men også samfundet til fordel men man må være opmærksom på at der i begge slags investeringer er en betydelig signalværdi. Det kan gøre, at en stigning i den enkeltes produktivitet, som den kommer til udtryk ved indtjening, ikke tilsvares af en stigning i den samfundsmæssige produktivitet (note 64).
Når der er mange, som handler ud fra de her beskrevne bevæggrunde, så påvirker det hele markedet. Selv om der så skulle være en enkelt blåøjet kapitallogiker, som skulle ønske at investere i et landbrug for at få forrentet sin egenkapital, så vil han hurtigt erfare, at dem med de andre interesser betaler en højere pris end landbrugsejendommene kan forrente. Vor ven må derfor finde en anden branche at investere i.
Prisen på en landbrugsejendom bliver derfor snarere en residualværdi hvad køberen kan undvære end et udtryk for den kapitaliserede værdi af ejendommens afkastningsevne (note 65).
Den øgede vægt på positionelle goder har ikke kun betydning for markedet for landbrugsejendomme, Man kan forvente, at den vil ændre hele markedsformen:
"Efterhånden som positionelle goder udgør en stadig større andel af forbruget, og efterhånden som deres eksterne virkninger bliver tydeligere, vil markedet få mindre betydning. I stedet vil det politiske system blive benyttet som fordelingsmekanisme. Den del af feltet for livsudfoldelse, hvor individuel stræben fører til harmoni indskrænkes, og næringsfrihed og konkurrence vil under sådanne betingelser føre til, at alle ødelægger betingelserne for hinanden" (Hernes 1978 s. 221, (original))
Øget efterspørgsel og højere pris på positionelle goder vil gøre de enkelte aktørers forsøg på ved egen hjælp at løse problemerne forgæves. Markedet vil svigte på stadig flere delområder, når det gælder om at koordinere og harmonisere individuelle beslutninger til fælles bedste.
Fred Hirsch beskæftiger sig i sin bog "Social Limits to Growth" (1976) også med nødvendigheden af moralske spilleregler, regler, der bestemmer over adfærden på markedet.
".. det er forsøgt at opstille en stadig mere præcis samfundsmæssig model uden støtte fra en samfundsmæssig moral. Resultatet er en strukturel overbelastning af både selve markedsmekanismen og af den politiske funktion, der er beregnet på at regulere og supplere den".
".. egeninteressen er ikke tilstrækkelig som socialt organiserende mekanisme, den fungerer kun effektivt sammen med et underliggende, samfundsmæssigt princip". (Hirsch 1976 s. 12, (original))
Denne grundlæggende forudsætning for den økonomiske liberalistiske models levedygtighed tog Adam Smith og andre klassiske økonomer stort set for givet, mens kravet er opgivet af liberalismens nyere fortolkere i Chicago-skolen.
"Ufuldstændigheden i den individualistiske angrebsvinkel var i lang tid tilsløret af en (overvejende ubevidst) påvirkning fra den særlige engelske tradition for oplyst patriarkat. Dette patriarkalse dække er fjernet i Chicago-skolens ny formulering af den markedsstyrede liberalistiske model". (Hirsch 1976 s. 122, (original))
Ja, men hvad står Chicago-skolen for? Egeninteresse for fuld udblæsning. Her må alle være sig selv nærmest.
"Lad os antage at De og tre af deres venner følges ad hen ad gaden, og at netop De finder en sum penge på fortovet. Naturligvis vil det være en generøs handling, hvis de deler pengene lige med deres venner, eller hvis De i det mindste bød dem på en genstand. Men hvis De nu ikke havde lyst til at dele, skulle de andre så være i deres fulde ret til at tvinge Dem? Jeg tænker nok de fleste læsere ville svare nej". (Friedman 1972 s. 205, (original))
Hirsch nævner to andre handlemåder, som Milton Friedman ikke finder det værd at omtale: Den ene, at finderen kunne indlevere pengene som hittegods, den anden at han kunne brænde dem. Hirsch finder, at Friedman herved udelukker princippet om borgerdyd fra det borgerlige samfund, og at Friedman opfordrer alle til at antage sig en moral efter eget valg (note 66).
Videnskabsteoretikeren Jesper Hoffmeyer er i sin bog "Naturen i hovedet" (1984) inde på noget, han kalder for den samfundsmæssige fattigdom: Det tekniske system kræver vedligeholdelse, og statsmagten påtager sig store udgifter til forureningsbekæmpelse, uddannelse og til sundheds- og socialsektoren. Hvad han her skriver om staten og det tekniske system, kan man med megen ret benytte om statens forhold til markedet i det rige industrisamfund (note 67).
"I stigende grad har man da igennem dette århundrede været nødt til at lade en instans, der står over både de enkelte borgere og de enkelte virksomheder, staten, overtage denne byrde. Derved er der opstået en samfundsmæssig fattigdom, som ytrer sig ved at stadig mindre overlades til selvstændig forvaltning i familierne eller i virksomhederne, og ved at statsapparatet griber stadig mere styrende, regulerende og overvågende ind i vores dagligdag. I snæver alliance med en ekspertise, som mere og mere har karakter af en fremmedmagt, en "højere statsfornuft", forsøger statsapparatet at dæmme op for det stadig mere truende kaos. Og midlet hedder hver gang mere stat. For at undgå kaos altså nedbringe reproduktionsbyrden tvinges man til at planlægge ned i mindste detalje, og det spillerum der bliver tilbage til selvforvaltning, bliver stadig snævrere". (Hoffmeyer 1984 s. 201)
Fred Hirsch reflekterer over markedssystemet, statens indgriben og især måden, denne indgriben sker på: Markedssystemet gør brug af sociale dyder og værdier, som det ikke selv vedligeholder, endsige skaber, i systemets nuværende form. Markedets styrke i den tidlige kapitalistiske fase byggede netop på kulturelle karaktertræk og på etiske holdninger fra det før-kapitalistiske samfund. Markedssystemets grundlag er siden blevet svækket, samtidig med at (eller som en følge af at) det i almindelighed er blevet mere acceptabelt at handle ud fra egeninteressen. Et system, hvis succes skyldes en arv, som systemets egen virkemåde undergraver, kan ikke holdes i live med henvisning til dets hidtidige, rige resultater. De nuværende resultater er så, trods deres væren, en falsk præmis (note 68).
"Vi nærmer os grænsen for hvad det er muligt at organisere samfundsmæssigt uden en udtrykkelig, fundamental, samfundsmæssig moral. Yderligere forsøg på korrektioner uden dette grundlag vil ganske enkelt ikke virke. Det er den afgørende svaghed i forsøget på at lade markedsøkonomien opfylde sit samfundsmæssige formål ved rent teknokratiske metoder". (Hirsch 1976 s. 190, (original) (note 69))
Hirsch ser det som den eneste mulighed at udvikle en politik, der af alle opfattes som social retfærdighed ("social justice"). Der vil blive brug for velkendte metoder til at udjævne de uligheder, som brugen af markedsmekanismer skaber. Problemet er ikke at konstruerer eller bevare sådanne mekanismer, men at benytte dem på en sådan måde, at de forbliver socialt acceptable for alle, i Hirschs formulering:
"Samfundet er i oprør, for dets eneste legitime berettigelse er social retfærdighed, og processen frem mod det retfærdige samfund er en usikker vej fuld af uretfærdigheder. Dette er den pinlige situation, der er nået gennem udviklingen af den vestlige oplysningstradition. Det væsentligste behov i denne situation er behovet for at retfærdiggøre. .. Netop dette behov sætter drastiske grænser for hvad der er gennemførlige løsninger, for de løsninger, som har fungeret, har traditionelt altid domineret over løsninger med etisk appel. Denne sondring vil nu blive visket ud, for for at kunne fungere, må enhver løsning være forsvarlig, også i etisk forstand. .. Løsningen for det underkendte økonomiske problem, der er behandlet i denne bog, er i første række ikke tekniske metoder, men dén almene accept af metoderne, som er nødvendig for at de kan fungere". (Hirsch 1976 s. 190, bogens konklusion, (original))
Staten føler sig presset til at gå ind og reproducere systemet, fordi det ikke reproducerer sig selv. Statsmagten kan dog ikke gendanne den moral, som det markedsøkomiske system kræver, og som det samtidig synes at opbruge. Alle ønsker de fordele, som det markedsøkonomiske system tilbyder. På samme tid synes alle dog at ønske at undgå markedets konkurrence, når den generer dem selv. Det giver nogle særegne uoverensstemmelser mellem praksis og ideologi. Markedet er uundværligt som transaktionsform, men det er ikke løsningen på ethvert økonomisk eller politisk problem.
Med neoklassisk teori kan man sætte mål på priser og mængder, med institutionel teori kan man forklare, hvorfor reglerne sættes ud af kraft. Hvad er bedst? Det bedste er bevidst at vælge et teoretisk grundlag, der egner sig til at opklare noget om den problemstilling, man vil undersøge.
Med neoklassisk teori kan man f.eks. forklare overproduktionen af landbrugsvarer i EF som en effekt af ubalance mellem pris og udbud (note 70). Men neoklassisk teori påvirker forståelsen udover at komme med forklaringer: Det er sandsynligt, at mange af EFs frihandelsregler er indført i samhandelen af ideologiske grunde med henvisning til klassisk og neoklassisk økonomisk teoris anbefaling af frihandel uden hensyn til at det for enkelte medlemslande eller for EF som helhed kunne være mere fordelagtigt med begrænsninger i det fælles markeds samhandel (note 71).
Med institutionel økonomi kan man forklare nationalstaternes merkantilistiske ønske om at fremme den nationale produktion, og man kan undersøge de forskellige former for samarbejde mellem statsmagt, firmaer og interesseorganisationer. Men det er ikke lettere for institutionel økonomi at sætte tal på sådanne overvejelser end det er for neoklassisk, og institutionel teori kan let komme til at tage sig noget diffus ud sammenlignet med neoklassisk økonomis enkle regler. Teoriernes gyldighed diskuteres også nedenfor i afsnittet "Bedømmelse af de anvendte teoriers gyldighed".
