Dansk landbrug i det politisk styrede marked

4 Afslutning


4.1 Konklusion på undersøgelsen

I landbrugernes selvforståelse spiller markedskræfterne en stor rolle ved styring af pris og mængde for landbrugsproduktionen. Ved at hverken statsmagten eller store, private firmaer har kunnet bestemme, har landbrugerne haft mulighed for selv at afgøre hvad de ville producere og hvordan. Men producenternes selvstændighed er begrænset: Markedet for mælk er stærkt påvirket af politisk styring, og foruden staten og EF har producentejede mejeriselskaber stor indflydelse på producenternes afsætningsvilkår.

Grøntsagsproducenternes selvstændighed er ikke i samme grad indskrænket af statsmagtens politiske markedsstyring. De producenter, der er medlemmer af GASA, oplever afmagt ved auktionssalget, hvor mængder og priser svinger kraftigt. Andre producenter har indgået tæt samarbejde med FDB med fastlæggelse af mængder og priser.

Staten og EF går ind og handler både på og med markedet for de fleste landbrugsvarer. Den almindeligt benyttede neoklassiske økonomiske teori tager i almindelighed sit udgangspunkt i et privat marked med fuldkommen konkurrence med henvisning til Adam Smiths anbefalinger. Det, at statsmagten både laver reglerne og handler på markedet, skaber en betydelig frustration blandt de aktører, som ønsker at være selvstændige og uafhængige, men som for at forblive selvstændige gør sig afhængige af erhvervsstøtte og markedsstyring (jf. ovenfor).

Den danske stat støtter danske producenter i sin landbrugsmarkedspolitik for at gavne det danske samfunds økonomi af samme grund, som da staterne på merkantilistisk vis støttede erhvervslivet i 1700-tallets Europa. Den nye støtte foregår ved at staten påvirker produktion og eksport gennem markedsmekanismen, noget som kan kaldes neo-merkantilisme. Gennem denne måde at støtte erhvervslivet på håber staten at producenterne bliver bedre i stand til at klare sig i international handel på markedsvilkår (note 114).

EF garanterer høje produktpriser for gennem markedet at yde indkomststøtte til medlemslandenes landbrugere, Samtidig fører Danmark og de andre medlemslande landbrugspolitik hver for sig med støtte til det enkelte lands producenter. Den høje pris skaber produktion der ikke kan sælges til forbrug, og den fri bevægelighed internt på EF-markedet gør det umuligt at konstatere, hvem der "er skyld i" overskudsproduktionen. Denne sammenblanding af frihandelsideologi og medlemsstaternes interessekamp overbelaster markedsmekanismen og de politiske funktioner, der skal regulere og supplere den. Problemet kan kun løses ved at begrænse medlemslandenes mulighed for at føre hver deres landbrugspolitik, eller ved at begrænse den fri bevægelighed på markedet. Kvotesystemet for mælk er en begyndelse til det sidste.

Det ser, paradoksalt nok, ud som om EFs bestræbelser for at sikre landbrugernes indkomst gennem en høj markedspris har givet det sikkerhedsmæssige grundlag for en mekanisering, der trænger landbrugerne selv ud af erhvervet. Hvis formålet har været at øge den generelle arbejdsproduktivitet og ressourceudnyttelse, må EFs politik siges at være lykkedes. Men for landbrugerne er det ikke til ublandet fornøjelse, at mekanisering øger arbejdsproduktiviteten. Det er, en gave som er svær ikke at tage imod, men den forøgede produktivitet, der er en følge af afsætningssikkerhed og mekanisering, giver også en for landbrugerne uønsket konsekvens: der bliver mindre behov for arbejdskraft, og landbrugerne trænger herved hinanden ud af erhvervet.

Når de danske landbrugere i dag konkurrerer, så sker det på effektiv udnyttelse af mekanisering og på etablering med lave omkostninger. Alle landbrugere opnår nogenlunde ens afsætningsbetingelser og -priser for deres produkter takket være den regulering som staten, EF og landbrugets egne organisationer foretager med tilnærmelsesvis lige vilkår for alle producenter. Derved har de sikret sig mod den afmagtssituation, som fuldkommen konkurrence på et atomiseret marked ville hensætte de enkelte producenter i.

Det at besidde og drive et landbrug betragtes af mange landbrugere som et gode i sig selv. Dette gode har det særlige kendetegn, at det har et stort positionelt indhold. Fred Hirsch finder ovenfor, at hvis udbuddet af positionelle goder ligger fast, mens udbuddet af materielle goder vokser, vil de positionelle goders pris stige, udtrykt i materielle goder. Da bestanden af "overlevelsesdygtige" landbrug ikke er konstant, men derimod faldende, vil denne tendens til prisstigning styrkes. Styring ved hjælp af markedskræfterne kan ikke afværge effekten, så udviklingen vil rejse krav om yderligere politisk styring af landbruget:

"Den del af feltet for livsudfoldelse, hvor individuel stræben fører til harmoni indskrænkes, og næringsfrihed og konkurrence vil under sådanne betingelser føre til, at alle ødelægger betingelserne for hinanden". (Hernes 1978 s. 221, længere citat ovenfor)

Den danske stats og EFs bestræbelser på gennem markedet at sikre landbrugerne en høj indkomst giver anledning til en øget positionel konkurrence. Det gavner de landbrugere, der sælger deres landbrugsejendom, og de ikke-landbrugere, der forsyner landbrugssektoren med mekanisering og andet kapitaludstyr. For de landbrugere, der forbliver i erhvervet, ser konkurrencemulighederne derimod nærmest ud som baglæns løb på stedet. Den enkelte landbruger søger at producere sig ud af krisen. Da alle landbrugere forsøger på dette, bliver resultatet faldende produktpriser eller produktion som ikke kan sælges til forbrug. Denne markedsafmagt, der er resultatet af den positionelle konkurrence om overlevelse, søger det politiske system at afhjælpe med stadigt mere bureaukratisk styring. Bureaukraterne savner imidlertid administrative retningslinjer og legitimation, for ideologisk set har markedskræfternes styring af markedet stadig forrang, selv om markedskræfterne er ude af stand til at løse styringsproblemerne alene.

4.1.1 Bedømmelse af de anvendte teoriers gyldighed

Ovenfor opstiller Gudmund Hernes en generel analysemetode for videnskabeligt arbejde, en metode der kræver

Dette krav om falsificérbarhed må sammenknyttes med et krav om slutningernes (teoriens) evne til at reflektere sig selv, sine interesser og forudsætninger (jf. ovenfor).

For at kunne sammenligne neoklassisk og institutionel økonomis gyldighed og egnethed, så lad os se på aktørernes ønske om økonomisk sikkerhed, sammenholdt med teoriernes forudsætninger:

På grøntsagsmarkedet er der en for landbrugsproduktion relativt stor bevægelighed små anlægsinvesteringer i de enkelte afgrøder, kort produktionstid og hurtig omsætning. Alligevel passer neoklassisk økonomis forudsætninger ikke godt til grøntsagsproducenternes virkelighed. De oplever en stor usikkerhed, både hvad angår de mængder, de kan producere, de mængder, de kan afsætte og de priser, de vil kunne opnå. Uvisheden om prisen varer endda ved efter høsttidspunktet. En afgrøde som blomkål skal høstes til en bestemt tid og kan kun vanskeligt opbevares. Den kan altså ikke holdes tilbage fra markedet trods svigtende priser. Og producent nr. 2 tabte på sine jordbær noget han først kunne konstatere, da de var solgt.

Grøntsagsmarkedet er i udvikling, og salget flytter fra de mindre, selvstændige grønthandlere til ferskvareafdelinger i de store supermarkeder. Ingen ved, hvor stor supermarkedernes andel vil blive, og ingen ved hvor givtige FDBs terminaler er på længere sigt.

Produktion af mælk kræver sikkerhed for afsætning på langt sigt. Landbrugernes løsning på dette problem har dels været at etablere landbrugsstyret opkøb og forarbejdning i andelsmejerier, dels at gå i samarbejde med statsmagten. Fra statens side har mælkeproducenterne opnået politisk forhandlingsstøtte, hjemmemarkedsordninger og indirekte eksportstøtte. Da Danmark kom med i EF (af hensyn til landbruget) blev sikkerheden yderligere befæstet gennem en ordning, der principielt garanterer afsætning til fast pris uanset produceret mængde.

Meget tyder på at landbrugernes stadigt mere begrænsede indflydelse på egne vilkår skyldes deres stræben efter økonomisk sikkerhed, en stræben, der dels tager udtryk som landbrugs-intern organisation af markedet, dels som samarbejde med det offentlige. F.eks. er flertallet af mejeriselskaber formelt ejet og styret af mælkeproducenterne, men i stedet for at varetage enkeltmedlemmernes interesse kan disse mejeriselskaber begynde at varetage egne interesser, noget som ikke nødvendigvis er det samme. På tilsvarende måde tenderer de mange offentlige støtteforanstaltninger og den offentlige påvirkning af landbrugsvaremarkedet til at unddrage producenterne al indflydelse på markedet, også selv om landbruget formelt er en privat sektor.

Neoklassisk teori betragter ikke sikkerhed for afsætning som en kvalitet, men som noget, der skader ved at nedsætte markedets mobilitet. I det neoklassiske system af forudsætninger er usikkerheden ikke til skade, for hvis noget viser sig mindre gunstigt, så kan aktørerne omgående skifte til den produktion eller afsætningskanal, som er mest gunstig. Desuden anerkender neoklassisk teori ikke statens handlen på markedet (f.eks. påvirkning som faste priser eller intervention). Teorien indskrænker sig til at anbefale det ikke-politisk styrede marked.

Institutionel økonomisk teori har videre rammer, og denne teori kan derfor behandle den ovenfor nævnte offentlige påvirkning af markedet og forklare den som dels økonomisk, dels politisk betinget adfærd.

Den institutionelle teoris opdeling mellem markedskræfter, statsmagt og organisationer kan forklare en del af hvad der foregår på markedet for landbrugsvarer. Der er undersøgt to forskellige markeder: For det første grøntsagsmarkedet, som er præget af store omskiftelser og påvirkning fra markedskræfter, nogle store, producentejede markedsføringsselskaber, nogle store grossister og FDB. For det andet er undersøgt mælkemarkedet, som er præget af en kraftig offentlig påvirkning gennem EFs markedsordninger og af styring fra nogle få, meget store producentejede mejeriselskaber.

Institutionel teori har ikke de samme stramme krav til forudsætninger som neoklassisk teori, og institutionel teori må derfor siges i højere grad end neoklassisk teori at bygge på logiske og konsistente slutninger, jf. Hernes' krav ovenfor (note 115).

Det er væsentligt, at den teoretiske beskrivelse er overskuelig, og her har neoklassisk teori måske et fortrin frem for institutionel teori. Formålet med at anvende teorier i videnskabeligt arbejde er som nævnt ovenfor s. 12 at reducere den erkendte del af virkeligheden og derefter at bygge modeller op, modeller, der kan bruges til en forståelse af den totale virkelighed. Ved at institutionel teori kan rumme alle tænkelige institutionelle forhold, risikerer man en diffus analyse, fordi der er så mange forhold der kan tages i betragtning.

Hvordan så med opfyldelse af kravet om refleksion? Trods det, at neoklassisk teoris mange forudsætninger mangler at blive opfyldt, så nyder opfattelsen af det ikke-politisk styrede markeds evne til at finde en sand pris og den mængde, der er behov for, stadig høj status. Ideen om det ikke-politisk styrede marked er i virkeligheden en ideologi, der giver retningslinjer og legitimation for samfundsmæssig handlen. Med sine matematiske beregninger kan neoklassisk økonomi på et tilsyneladende neutralt grundlag komme med politiske handlingsanvisninger. Problemet med denne opfattelse er, at bag den formelagtige økonomiske forståelse gemmer der sig sociale relationer, hvis sociale værdier og normer får menneskene til at handle på tværs af de enkle formler.

Heri ligger den anden væsentlige indvending mod neoklassisk teoris gyldighed til videnskabeligt arbejde. Det neoklassiske udgangspunkt tager Adam Smiths mange betingelser til sig og gør uden videre hans anbefalinger til et almentgyldigt udgangspunkt for analyse. Adam Smith opererede med en statsmagt, der skulle opretholde konkurrencen på markedet, men neoklassikerne undgår overhovedet at inddrage staten i markedets funktion (jf. s. 18 og s. 38). Markedets afgørelser bliver gjort til den højeste dommer for politikken, og markedets afgørelser er tilsyneladende politisk neutrale. Ved at neoklassisk teoris ønske om afpolitisering er underforstået, evner teorien ikke at reflektere sine egne interesser.

Institutionel teori er formuleret af Gudmund Hernes som en kritik af den bestående, neoklassiske teori. Som man kan forvente, forholder alternativet sig bevidst om sine egne, alternative forudsætninger. Hernes lægger f.eks. vægt på, at systemet er under konstant forandring, at det ikke ligger fast, hvad der er ressourcer, at systemet ikke kan forventes at være i balance, og at der kan forventes virkninger, som forandrer årsag over tiden (jf. ovenfor).

Det er muligt, at også den institutionelle teori rummer ureflekterede interesser. F.eks. kan man tænke sig, at de bureaukratiske lag i statsadministration og organisationer i denne teori ser en anerkendelse og accept af deres arbejde, et arbejde som har været usynligt under det neoklassiske herredømme.

Alt i alt lader institutionel teori dog til at være langt mere anvendelig end neoklassisk teori til økonomisk analyse. Institutionel teori kan vise sig at blive et nyttigt redskab på alle de områder, hvor det offentlige har interesse i det økonomiske liv dvs. på alle områder.

4.1.2 Kan det nu betale sig?

Markedsmekanismen har mange funktioner: den kan stimulere til nyskabelser, afprøve alternativer og vise ny ideers overlevelsesevne (jf. ovenfor). Men markedet kan ikke fungere alene ved markedskræfternes styring.

Med de økonomiske redskaber, som ve kender, er det en næsten umulig opgave at sætte grænserne mellem statsmagtens, organisationernes og markedskræfternes indflydelsesområder hvis det vel at mærke skal være grænser, som alle finder rimelige. Der findes ingen måder at vurdere produktiviteten for ansatte i servicesektoren, og det er endnu umuligt at vurdere forskellen mellem privat og offentligt ansattes værd.

"Der vil blive stillet spørgsmål om, hvad der er kriteriet for samfundsmæssig ligevægt hvornår vi kan regne med, at der er opnået ligevægt mellem behovsdækningen i den private og i den offentlige sektor. Svaret er, at sådanne kriterier kan ikke opstilles, for der findes ingen". (John K. Galbraith 1961 s. 258)

På tilsvarende måde er det meget vanskeligt at forudsige den samfundsmæssige rentabilitet af alternative nationaløkonomiske valgmuligheder. Kan det betale sig for samfundet fortsat at støtte landbrugsproduktionen? Hvad er alternativerne? Ingen kan i alvor kræve, at statsmagten skulle afholde sig fra enhver indblanding i landbruget, og ingen er i stand til at forklare, hvordan det i givet fald skulle kunne lade sig gøre, nu hvor staten og EF er dybt involveret i landbrugsproduktionen.